Alternatives to brominated flame retardants

Sammenfatning på dansk 

Miljøstyrelsen har igangsat flere projekter vedrørende flammehæmmere og deres alternativer. For 12 kemiske alternativer til bromerede flammehæmmere er der i nærværende projekt gennemført en indsamling af information om stoffernes fysisk-kemiske, sundheds- og miljømæssige egenskaber baseret på oversigtslitteratur, håndbøger, databaser og anden let tilgængelig information.

De valgte stoffer er identificeret i et tidligere projekt "Brominated Flame Retardants", Miljøstyrelsen, 1999.

Datatilgængelighed er meget varierende blandt de screenede alternativer til bromerede flammehæmmere. I et screeningsprojekt indsamles information på basis af stoffets navn og CAS nummer. Derfor fremkommer primært informationer, hvor navn eller nummer passer præcist sammen, og som det kan ses i tabellen ovenfor er ringe datatilgængelighed ikke ukendt. Imidlertid er det ofte således, at et andet næsten identisk stof med et ændret navn og nummer findes, og manglende information kan eventuelt kan suppleres fra sådanne stoffer (se f.eks. quinidinkarbonat). Dette kræver dog en mere omfattende informationssøgningsstrategi end det er muligt i et screeningsprojekt.

De uorganiske stoffer er salte af metaller og kan derfor opløses i vandmiljøet som positivt og negativt ladede ioner. I et vist omfang kan manglende data på det valgte stof afhjælpes ved at anvende data indhentet på metalionen. I tilfældet med zinkborat er det dog ikke umiddelbart så simpelt, idet både zinkionen og borsyren formodentlig bidrager til den samlede toksicitet.

Det er ikke samme type data som generelt mangler. Især på sundhedssiden spores ikke noget mønster. På miljøsiden mangler dog oftest data på bionedbrydning og bioakkumulation.

De tilgængelige data indikerer, at triphenyl- og tricresylphosphater formodentlig har lille påvirkning af sundheden, men at de er relavitvt giftige i vandmiljøet. Der er så få data på den strukturelt beslægtede resorcinol at der ikke kan drages nogen konklusion vedrørende miljø- og sundhedseffekter.

For dette stof er der kun identificeret få data. Phosphonsyre (dimethyl ester) er akut giftigt ved 13 mg/kg kropsvægt i rotter og mutagene effekter er rapporteret. I en test med et formuleret produkt var dødeligheden for fisk (LC₅₀) ca. 1 ml/l (koncentration og vægtfylde ukendt).

Der er begrænsede data på disse stoffer. Begrænsede effekter på pattedyr er beskrevet efter eksponering til høje doser. Generelt er aluminiumtrihydroxid er ikke giftigt i de anvendte tests. Begge metalioner har metaboliske roller i pattedyr. Data for metalionerne indikerer akutgiftige niveauer for Al på fisk og krebsdyr ved <1-10 mg/l, og ca. 65 mg/l for krebsdyr ved eksponering til Mg.

Rød fosfor er ikke velundersøgt og det er vanskeligt at konkludere på miljø- og sundhedseffekter. Det beslægtede gul fosfor rapporteres akut giftigt for mennesker (dødelig dosis 1 mg/kg), men den røde allotrope form beskrives som mindre giftig. Akut toksiske koncentrationer (LC₅₀ eller EC₅₀) for uspecificerede former i det akvatiske miljø ligger mellem 0.009 – 0.012 mg/l for fisk og krebsdyr.

For stoffet findes tilsyneladende meget få data. Ved sammenligning med natrium borat og borsyre forventes hovedeffekterne i mennesker at kunne være irritation af hud, øjne og luftveje, samt mulighed for skade på barnet under graviditeten. I det akvatiske miljø rapporteres zinkionen at være i kategorien meget giftig overfor krebsdyr.

Melamin synes kun at være svagt giftig når givet til forsøgsdyr. De tilgængelige data antyder ikke cancerinducering af melamin. I et enkelt eksperiment udviser melamin skadevirkning på krebsdyr (<100 mg/l), men den øvrige litteratur antyder kun lille akvatisk toksicitet.

Biokkumulering af melamin er formodentlig lav i naturligt pH område (pH 6-8). Bionedbrydningsdata antyder, at dette stof er persistent både under aerobe og anaerobe forhold.

Antimontrioxid er klassificeret "Sundhedsskadelig" (Xn) i EU og skal mærkes med risikosætningen "Mulighed for varig skade på helbred" (R40) pga. mulig carcinogenicitet. Stoffet er rapporteret teratogent. Effekterne i økotoksikologiske test er primært fundet i alger (meget giftig til skadelig), mens toksicitet i krebsdyr og fisk er meget ringe.

Der er ikke fundet miljø- eller sundhedsdata for quinidinkarbornat. Hvis giftigheden af quinidinkarbonat anslås ved hjælp af giftigheden for quinidinsulfat ville quinidinkarbonat være skadelig for krebsdyr, men ikke for fisk.