| Front page | | Contents | | Previous | | Next |
Assessment of the Impact of an EC Directive on Priority Substances under the WFD on the Current Regulation of Contaminated Sites
Sammendrag og konklusioner
EU Kommissionen har i juli 2006 fremsat et forslag om et datterdirektiv til Vandrammedirektivet vedrørende såkaldt prioriterede stoffer. Denne rapport giver en indledende vurdering af, hvilke af de prioriterede stoffer (i rapporten benævnt PS), der i tilfælde af jord- og grundvandsforurening forventes at ville udgøre en risiko for at overskride Kommissionens foreslåede miljøkvalitetskrav (i rapporten benævnt EQS) for overfladevandområder.
Ydermere er der udarbejdet en vurdering af, hvilke af de prioriterede farlige stoffer (i rapporten benævnt PHS) der, i tilfælde af jord- og grundvandsforurening, er behov for at håndtere udsivning af, hvis man ønsker helt at standse tilførslen til vandmiljøet. Dette skal ses i sammenhæng med, at det ifølge vandrammedirektivet er et mål at arbejde for at opnå ophør/udfasning af udledning og tab af prioriterede farlige stoffer til vandmiljøet.
Det endelige forslag fra Kommissionen til datterdirektiv (KOM(2006)397 final) indeholder en gruppe på otte stoffer kaldet "andre forureninger" (Annex I, Part B). Disse stoffer har også indgået i den indledende vurdering.
I fortsættelse heraf er der givet et overslag over typer og antal af områder, der er relevante.
Vurderingen af relevante PS bygger på en screening af følgende:
- Anvendelse og produktion - både nu og historisk
- Fysisk-kemiske egenskaber
- Toxicitet
- Almindelig anvendelse herunder kvalitets standarder såsom GQS, som kan besvare spørgsmålet: Vil forureningen blive opdaget indenfor rammerne af almindelig praksis og lovgivning.
Følgende stoffer blev screenet ud af undersøgelsen, fordi forbruget var under 1 ton/år.: Hexachlorbenzen, hexachlorbutadien, pentachlorbenzen, isodrin, aldrin, C10-13-chloralkaner, chlorfenvinphos, chlorpyrifos, 1,2-dichlorethan, diedrin og endrin.
Da endosulfan kun har været anvendt i meget små mængder (2 ton/år) og formodentlig kun på meget få steder, og kun har været produceret i Danmark ét sted, er den screenet ud. PHS antracen, pentabrom diphenylether, cadmium og forbindelser, kviksølv og forbindelser, pentachlorbensen og PAH er screenet ud baseret på deres fysiske og kemiske egenskaber f.eks. lav mobilitet i jord- og grundvandszonen. Det betyder at 10 ud af 13 PHS' blev screenet ud.
På baggrund af screeningen blev det vurderet, at for følgende 6 PS vil en given jord- og grundvandsforurening kunne give anledning til, at der sker overskridelse af EQS i overfladevandområder:
- HCH/lindane
- Nonylphenol
- Octylphenol
- Tributyltin og forbindelser
- Trichlorbenzen
- Trichlormethan
Af disse er følgende 3 stoffer klassificeret som PHS'er:
- HCH/lindan
- Nonylphenol
- Tributyltin og forbindelser
For hvert af de 6 stoffer er fastsat en nødvendig fortyndingsfaktor, for at EQS kan overholdes i overfladevandområder. Fortyndingsfaktoren er fastsat ud fra forholdet mellem en anslået kildestyrke og EQS. Ud fra fortyndingsfaktoren og antagelse om opblanding og fortynding i grundvand og overfladevand er kritiske områder identificeret. Antallet af mulige lokaliteter, der vurderes at udgøre en fare for uacceptabel forurening af overfladevand, er vurderet ved at sammenholde de kritiske områder med et skøn over antallet og beliggenheden af områder der kan være forurenet med de pågældende stoffer.
For nonylphenol og octylphenol blev det beregnet at kun 1 henholdsvis 2 mindre lokaliteter vil kunne give anledning til overskridelser af HQS. Fokus bør derfor primært rettes mod de resterende 4 PS. For lindan, triclorbenzen og trichlormethan forventedes færre end 350 mindre lokaliteter og nogle få større lokaliteter at kunne give anledning til overskridelser af HQS. For tribultyltin beregnes antallet til omkring 500 større lokaliteter, fortrinsvis bådpladser på land for lystbåde og skibsværfter.
Med hensyn til antallet af områder forurenet med PHS, HCH, nonylphenol samt tribultyltin og -forbindelser, blev det skønnet, at for mindre end 630 mindre og 500 større områder kunne det være relevant at sætte ind med afværgeforanstaltninger, hvis man fuldt ud ønsker at stoppe udsivning af PHS til vandmiljøet som følge af jord- og grundvandsforureninger. Dette skøn er baseret på generelle antagelser og statistiske beregninger, hvorfor en vurdering af den faktiske risiko ved disse lokaliteter forudsætter mere specifikke undersøgelser eller overvågning af overfladevandsområder.
I nærværende notat er det benyttet som forudsætning for vurderingen, at udsivningen af disse stoffer skal ophøre. Dette medfører i praksis , at de af Danmark foretagne foranstaltninger skal have til formål at sikre standsning/udfasning. Danmark skal således tilstræbe at opfylde målet om udfasning gennem de nødvendige foranstaltninger og vil derved opfylde sin forpligtelse efter vandrammedirektivet.
| Front page | | Contents | | Previous | | Next | | Top |
Version 1.0 February 2009, © Danish Environmental Protection Agency
|