Sammenfatning

Buffer zones for biodiversity of plants and arthropods: is there a compromise on width?

Rapporten beskriver resultaterne af en ét-årig undersøgelse af biodiversitetseffekten af forskellige bufferzone-bredder langs levende hegn i kornmarker. Bufferzoner er markstriber, som ikke er sprøjtet og gødet til gavn for vilde planter og dyr. En review-undersøgelse af bufferzoner i marker (Sigsgaard et al. 2007) afslørede et stærkt behov for at undersøge effekten af bufferbredde på biodiversiten i og nær landbrugsarealer. Dette spørgsmål var blandt de prioriterede i et udbud fra Miljøministeriet. Nærværende projekt blev accepteret og startede i 2008 med belysning af bufferbredder på 4, 6, 12 og 24 m. Projektet har involveret medarbejdere fra Københavns Universitet (Institut for Jordbrug og Økologi samt Biologisk Institut) og Aarhus Universitet (Institut for Genetik og Bioteknologi).

Projektet havde til formål at finde en bufferzone-bredde, som giver væsentlige forbedringer af biodiversiteten af vilde planter, insekter og edderkopper og som samtidig er landbrugsmæssigt acceptabel. De fire anvendte bufferbredder plus en 0-m kontrol blev placeret langs hegn i fire meget store vårbygmarker på Gjorslev Gods på Østsjælland. Hegnenes sammensætning af både vedplanter og urter samt urternes blomstring i fodposen blev opgjort, og i markarealerne blev opgjort plantearter, plantetætheder, blomstringsfrekvenser og generativ udvikling. Insekter og edderkopper blev opgjort via nedbankning fra hegn, ketcher-prøver, tælling af flyvende insekter i standardbaner og fangst i faldgruber.

Planter blev artsbestemt, og det samme gjaldt en stor del af insekterne (som f.eks. dagsommerfugle, humlebier, løbe-, blad- og snudebiller og tæger) mens andre kun blev identificeret til slægt, familie eller underorden (f. eks. små snyltehvepse). Planteforekomsternes sammenhæng med bufferbredde, afstand til hegn og flere andre faktorer blev analyseret statistisk. Forekomsterne af leddyr blev analyseret i forhold til det samme sæt faktorer samt i nogle tilfælde i forhold til planteforekomsterne.

Både bufferbredden og afstanden til hegn havde væsentlig indflydelse på planter og leddyr. Forekomsten af vilde planter i marken steg signifikant og blev mere end fordoblet med en 6 m bred bufferzone – en effekt der i nogen grad fortsatte med yderligere forøgelse af bufferbredden. Også biodiversiteten af vilde planter blev forøget med etablering af bufferzoner. En signifikant effekt på biodiversiteten krævede en bufferbredde på minimum 6 m sammenlignet med mark uden bufferzoner. En yderligere forøgelse af bufferbredden medførte en tendens til øget plantediversitet.

Mens effekten af bufferzonerne kun i behersket omfang kunne spores hos leddyrene på hegnenes vedagtige planter, var buffervirkningerne på leddyr i hegnenes fodpose (vegetationen under hegnet og ud til afgrøden) og i marken markante i form af øget antal og øget biodiversitet. For leddyrforekomsterne i hegnenes fodpose var en 24 m bufferzone den bredde, der gav den mest generelle antalsmæssige fremgang for de undersøgte grupper, men i flere tilfælde gav en smallere bufferbredde også antalsmæssig fremgang i hegnenes fodpose.

I marken (uden for hegnenes fodpose) var 6 m den smalleste bufferbredde, der gav en væsentlig og generel antals- eller aktivitetsmæssig fremgang på markfladen, men generelt steg mængden af leddyr med bufferbredden. Også biomassen af særlig egnet fugleføde steg generelt og særdeles markant i bufferzonerne i alle afstande fra hegn.

Biodiversiteten af leddyr i hegnenes fodpose blev markant forbedret med en 6 m bred bufferzone. Dette resultat var meget klart, og yderligere forøgelse af bufferbredden til 12 eller 24 m gav for flertallet af artsgrupperne ikke målbar biodiversitetsmæssig fremgang. At også den samlede biodiversitetsmæssige hovedgevinst af leddyr for hegn og mark set under et blev opnået allerede ved en 6 m bred bufferzone blev specielt tydeligt, når biodiversiteten målt i forhold til det samlede undersøgte areal (fra hegnet og ud i marken) blev analyseret.

Bufferzonerne havde ingen effekt på blomstringen i hegnenes fodpose. De vilde planters blomstring var derimod markant højere i bufferzonerne end i behandlet mark, og betydningen af denne blomstring blev understreget af de positive korrelationer mellem blomstringen og aktiviteten af både humlebier og sommerfugle.

Dagsommerfuglene synes at kunne fungere som indikator for biodiversitet. De responderede positivt på blomstring, og der var en positiv korrelation mellem biodiversiteten af dagsommerfugle og biodiversiteten af vilde plantearter, tæger og biller, som alle var vigtige målgrupper.

Det konkluderes, at uanset muligheden for et vist niveau af yderligere forbedringer af plante- og leddyrdiversitet ved bufferbredder på 12 og 24 m, er forbedringerne, der opnås ved en 6 m bufferbredde, biodiversitetsmæssigt attraktive, og 6 m kan ses som en bredde, der giver en relativ høj mætning mht. biodiversitet. En 6 m bred bufferzone vil også bidrage med et betydeligt ekstra fødegrundlag for højerestående dyr som fugle og mindre pattedyr.

For landbrugere burde 6 m subsidierede bufferzoner langs hegn udgøre et acceptabelt og i nogen grad attraktivt tiltag. Således vil en 6 m bred bufferzone langs hegn falde på et areal, hvoraf en væsentlig del er udbyttebegrænset af konkurrencen fra hegnet. Hertil kommer, at bufferzonens positive effekt på mængden af føde til kyllinger af agerhøne og fasan vil medføre muligheder for øgede jagtindtægter.

For de politiske beslutningstager kunne anlæg af bufferzoner udgøre en interessant mulighed for at opnå en subsidieret modregulering af landbrugets negative biodiversitetseffekter. Tilmed kan biodiversitetsgevinsten ret overkommeligt effektmoniteres ud fra forekomsten af dagsommerfugle.

Hvis bufferzoners fulde potentiale skal udnyttes, vil det være vigtigt at finde frem til det areal af 6 m bufferzoner, der kræves for at opnå en markant positiv effekt på biodiversiteten på landskabsniveau. Også effekten af tid, og hvordan den videre håndtering/ pleje af vegetationen i bufferzoner bedst fremmer biodiversiteten og beskytter landbruget mod uønsket ukrudt, bør undersøges. Bufferzoner vil typisk ligge i mere end et enkelt år, og biodiversiteten må herved forventes yderligere øget.

Det vil også være vigtigt at overveje og belyse, hvilke korridor-muligheder der vil være for at opnå en forbedret og ønskelig spredning af arter, hvis sammenhægende bufferzoner placeres hensigtsmæssigt over lidt større landskaber.