XTitelX
3. Kortlægning af kemikalieforbruget i vaskeribranchen
Eksempel på gennemsnitligt kemikalieforbrug
I rapporten er det gennemsnitlige kemikalieforbrug beregnet som koncentreret
kemikalie blevet kortlagt for den industrielle vaskeribranche i 1996. Nedenfor er som
eksempel vist resultatet for tensidforbruget. Resultatet for de øvrige kemikalier findes
i projektrapporten.
3.1.1 Tensidforbrug i vaskemidler
3.1.2 Vandforbrug
3.1.1 Tensidforbrug i vaskemidler
Tensiders anvendelse i vaskeprocessen
Tensider (an- og nonion) er enten elementer i færdigkonfektionerede vaskemidler eller
forhandles som flydende eller fast produkt i mere eller mindre koncentreret form. Den
sidste type anvendes sammen med alkali og eventuelt andre hjælpekemikalier, som doseres
separat. Tensider har den egenskab, at de kan nedsætte overfladespændingen i
vaskevandet, hvorved vandets indtrængen i og imellem tekstilfibrene lettes. Samtidig
hjælper tensider med at løsne partikulært og fedtholdigt smuds fra tekstilfibrene, og
efterfølgende holder de disse partikler "svævende" i vaskevandet, såfremt
doseringen er tilstrækkelig. I modsat fald genudfældes smudset med gråningsrisiko til
følge.
Forbrugsfordeling
Spørgeskemeundersøgelsen viste, at vaskerierne i Danmark i 1996 forbrugte ca.
268.000 kg non- og aniontensider. Hvis man sammenholder tensidforbruget med tøjtonnagen i
de enkelte vaskerigrupper (Figur 1-1) er det ikke overraskende at se, at tensidforbruget
stiger kraftigt med stigende tilsmudsningsgrad (Figur 1-2). Det ses, at gruppen
Institution, som udgør 38 % af den samlede tøjtonnage, forbruger 30 % af det samlede
tensidforbrug svarende til et gennemsnitligt forbrug på 1,86 g pr. kg produktion.
Hotel/restaurant ligger på næsten samme niveau, hvilket underbygger, at forbruget til
det meget lidt tilsmudsede hoteltøj (stor tonnage) modvirker det noget større forbrug
til det middel til kraftig tilsmudsede restauranttøj (lille tonnage). Gruppen Industri,
som udgør 14 % af den samlede tøjtonnage, hvor alt tøj er kraftig tilsmudset, forbruger
23 % af det samlede tensidforbrug svarende til et gennemsnitligt forbrug på 3,82 g pr. kg
produktion. Dette er mere end dobbelt så stort et tensidforbrug pr. kg produktion som
hver af de to førnævnte grupper. På samme niveau ligger vaskerier med Blandet
produktion, hvilket delvis skyldes, at disse vaskerier har en produktion, hvor en relativ
stor del af tøjet er middel og meget tilsmudset, men også at automatisk doseringsudstyr
er mindst udbredt i denne gruppe.

Figur 3-1
Tensidforbrug i kg og % af totalforbruget i 1996 fordelt på vaskerigrupper.

Figur 3-2
Gennemsnitligt tensidforbrug i g/kg produktion i 1996 fordelt på vaskerigrupper.
Samtidig med kemikaliekortlægningen blev det gennemsnitlige vandforbrug kortlagt
for de fire vaskerityper.
3.1.2 Vandforbrug
Undersøgelsen viste, at vaskerierne i Danmark i 1996 forbrugte 1.887.000 m3
vand til vask af 111.250 tons vasketøj, hvilket svarer til et gennemsnitligt vandforbrug
på 17 l/kg vasket tøj.
Gennemsnitslig vandforbrug
Hvis man sammenholder vandforbruget med tøjtonnagen i de enkelte grupperinger og
beregner det gennemsnitlige vandforbrug pr. kg produktion er det ikke overraskende at se,
at vandforbruget stiger med stigende tilsmudsningsgrad (Figur 1-3). Dog er det
gennemsnitlige forbrug i grupperne Industri og Blandet måske knapt så højt, som man
umiddelbart kunne forvente i betragtning af, at produktionen i disse to grupper
overvejende foregår i centrifugerende vaskemaskiner i modsætning til produktionen i de
to øvrige grupper, der langt overvejende foregår i vaskerør.

Figur 3-3
Gennemsnitligt vandforbrug i l/kg produktion i 1996 fordelt på vaskerigrupper.
.
|