Naturlig nedbrydning af miljøfremmede stoffer i jord og grundvand
1. Introduktion
1.1 Baggrund
1.2 Formål
1.3 Projektomfang
1.4 Rapportens indhold
1.1 Baggrund
I Miljøstyrelsens "Vejledning om oprydning af forurenede lokaliteter"
(udkast 1997) er der opstillet et princip for risikovurdering af en grundvandsressource.
Med udgangspunkt i forureningens styrke beregnes, om forureningen som følge af sorption
og spredning ved dispersion vil overskride grundvandskvalitetskriterierne og dermed
udgøre en risiko for grundvandsressourcen. Hvis dette er tilfældet, beregnes betydningen
af en eventuel naturlig nedbrydning af de opløste miljøfremmede stoffer, for at vurdere
om forureningen stadig udgør en risiko.
Det antages, at nedbrydningen af miljøfremmede stoffer med rimelig approksimation
følger en 1.-ordens nedbrydningskinetik.
Hvis risikovurderingen baseret på naturlig nedbrydning viser, at den pågældende
forurening ikke udgør en risiko, skal det for den specifikke lokalitet eftervises, at der
er potentiale for nedbrydning af de aktuelle forureningskomponenter, og der skal
iværksættes monitering. Monitering skal dokumentere, at nedbrydningen finder sted som
forudsagt i risikovurderingen.
Publicerede nedbrydningshastigheder af miljøfremmede stoffer er hovedsageligt bestemt
ved laboratorieforsøg, og resultaterne udviser ofte stor variation. Desuden afviger
nedbrydningsrater bestemt under laboratorie-forhold ofte væsentligt fra de rater, der kan
udledes ved målinger i felten.
I de senere år er der imidlertid publiceret resultater af feltundersøgelser af
naturlig nedbrydning af miljøfremmede stoffer i jord og grundvand, bl. a. ved
"intrinsic bioremediation"/"natural attenuation" af
grundvandsforureninger i USA.
1.2 Formål
Det overordnede formål med projektet er at tilvejebringe et grundlag for at estimere
naturlig nedbrydning af miljøfremmede stoffer i porevand og i grundvand, samt at anvise
metoder til påvisning af nedbrydningspotentiale på en specifik lokalitet og at anvise
kontrolmetoder og -parametre til dokumentation for den forventede nedbrydning.
Gennem et litteraturstudium sammenstilles publicerede 1.-ordens nedbrydningskonstanter
for miljøfremmede stoffer i porevand og i grundvand. Projektet omfatter stoffer, for
hvilke Miljøstyrelsen har fastsat jord- eller grundvandskvalitetskriterier, jf.
Miljøstyrelsens "Vejledning om oprydning af forurenede lokaliteter".
Under hensyn til forsøgsbetingelser og danske jord- og grundvandsforhold, udvælges
1.-ordens nedbrydningskonstanter, der kan anvendes ved risikovurdering over for
grundvandsressourcen af jord og grundvandsforureninger.
Endelig foreslås metoder til påvisning af nedbrydningspotentialet på en specifik
lokalitet, og der foreslås metoder til eftervisning af, at en forudsagt nedbrydning
finder sted.
1.3 Projektomfang
Stoffer som er omfattet af projektet
Projektet er et litteraturstudium, som er baseret på videnskabelige artikler og
afhandlinger om nedbrydning af miljøfremmede stoffer i porevand og grundvand.
Miljøstyrelsen har fastsat jord- og grundvandskvalitetskriterier for stoffer og
stofgrupper som anført i bilaget til denne rapport. Nærværende projekt omfatter et
udvalg af disse stoffer. De specifikke organiske stoffer, som er omfattet af projektet, er
angivet i tabel 1.1.
Tabel 1.1
Stoffer som indgår i den systematiske litteratursøgning.
Acetone
Benz(a)pyren
Benz(b)flouranthen
Benz(g,h,i)perylen
Benz(k)flouranthenBenzen
Butylacetater
Chloroform
DDT
DEHP
1,2-dibromethan
1,2-dichlorethan
1,1-dichlorethen
1,2-dichlorethen
Dichlormethan
Diethylether
Ethylbenzene
Flouranthen
Isopropylalkohol
Indino(1,2,3-cd)pyren |
Methylisobutylketon
Methyl-tert-butylether
Naphtalen
mono-Nitrophenol
di-Nitrophenol tri-Nitrophenol
Pentachlorphenol
Pesticider
Phenol
Styren
Tetrachlorethylen
Tetrachlormethan
Toluen
1,1,1-trichlorethan
Trichlorethylen
Vinylchlorid
Xylen (o-, m-, p-) |
Stoffer som er fravalgt i projektet
Der er således foretaget følgende fravalg af stofgrupper og nogle enkeltkomponenter:
 | Tungmetaller samt fluorider, arsen og bor
Grundstofferne nedbrydes ikke. I jord og grundvand kan stofferne indgå i organiske
forbindelser og komplekser, hvor en biologisk nedbrydning kan have væsentlig indflydelse
på stoffernes skæbne i miljøet. |
 | Cyanider
Kemisk er der tale om en gruppe af uorganiske stoffer. På forurenede lokaliteter
forekommer forskellige komplekse cyanidforbindelser, der ved opløsning i vand kan danne
biologisk nedbrydelige cyanider. |
 | Produktblandinger som benzin, mineralolie (total kulbrinter), petroleum, terpentin
samt stofgrupperne: chlorerede opløsningsmidler, chlorphenoler, detergenter, PAHer,
pesticider og phthalater |
Der kan ikke angives en specifik nedbrydningskonstant for stofgrupper og blandinger,
idet enkeltstofferne kan udvise væsentligt forskellig nedbrydelighed. I det omfang, der
for enkeltstoffer er angivet et jord- eller grundvandskvalitetskriterie, er disse
inddraget i projektet, fx benzen og toluen, pentachlorphenol, 6 specificerede PAHer,
DEHP og DDT. For pesticider er der givet en generel beskrivelse af pesticiders
nedbrydelighed, underbygget af udvalgte eksempler. Enkeltkomponenter af de chlorerede
opløsningsmidler, for hvilke der er fastlagt et kvalitetskriterie, er behandlet stofvist.
Valg af nedbrydningshastigheder
Da det er vanskeligt at sammenligne nedbrydningshastigheder bestemt ved henholdsvis
laboratorieforsøg og ved feltmålinger, er der primært lagt vægt på feltmålinger. Ud
over en vurdering af de enkelte undersøgelser med hensyn til metode og relevans, er der,
hvor der har været grundlag for det, foretaget en vurdering af de geologiske,
hydrogeologiske og temperaturmæssige forhold, hvorunder de beskrevne
nedbrydningshastigheder er bestemt.
I forbindelse med studiet er der ikke udarbejdet nedbrydningsdiagrammer, som angiver
omsætnings- og nedbrydningsprodukter.
1.4 Rapportens indhold
Kapitel 2
Rapportens kapitel 2: Naturlig nedbrydning, basale begreber, giver en kort teoretisk
gennemgang af basale begreber vedrørende naturlig biologisk og abiotisk nedbrydning.
Begrebet nedbrydningshastighed, samt den nedbrydningskinetik, som hører til de angivne
nedbrydningskonstanter beskrives. Endvidere anføres hovedtræk af de laboratorie- og
feltmetoder, der typisk ligger til grund for bestemmelse af et stofs 1.-ordens
nedbrydningskonstant.
Kapitel 3
I rapportens kapitel 3: Nedbrydningskonstanter, anføres projektets hovedresultater i form
af tabeller over specifikke stoffers 1.-ordens nedbrydningskonstanter. Hvor der i
litteraturen er fundet grundlag for at anføre nedbrydningskonstanter for forskellige
redox-forhold er disse inddraget. Herudover beskrives for hvert stof, hvilke typer forsøg
der ligger til grund for de anførte nedbrydningskonstanter, samt forudsætninger,
eventuelle væsentlige anvendelsesforbehold og eventuelle giftige nedbrydningsprodukter.
Kapitel 4
Kapitel 4: Feltmetoder, beskriver dels feltmetoder til påvisning af
nedbrydningspotentialet på en specifik lokalitet, dels anføres forslag til parametre og
målemetoder, som kan eftervise, at en forudsagt nedbrydning finder sted.
Kapitel 5
Kapitel 5: Konklusion. Indeholder, ud over en kortfattet konklusion, forslag til kommende
projekter, som kan forbedre og udvide mulighederne for at anvende naturlig nedbrydning i
forbindelse med risikovurdering.
Kapitel 6
Kapitel 6: Litteratur. Indeholder en kort redegørelse for den gennemførte
litteratursøgning. Desuden angives en liste med referencer for den anvendte litteratur.
|