Familien Humlum - et eksempel år 2000

2 voksne:
  Anna, 34 år – sygeplejerske og
  Christian, 37 år – butiksassistent
2 børn:
  Sara, 4 år og Simon, 7 år

Bilhold: 1 bil, VW, kører 17 km pr. liter, den er 2 år gammel.

Anna fortæller:
Vi flyttede her til Humlum for ca. 5 år siden. Dengang blev vi nødt til at have to biler, fordi jeg arbejdede i Holstebro, og Christian arbejdede i Lemvig. Det gør vi stadig, men vi har fundet ud af at organisere hverdagen på en anden måde med kun en bil.

Det skete gradvist. Da projektet med Alternative Transportløsninger begyndte i Humlum, betød det, at vi talte mere om transport både hjemme og i byen generelt. Og da andelsbilerne blev en realitet for to år siden – altså i 1998 – tog vi chancen og meldte os ind. Vi solgte ikke vores bil lige med det samme, men da vi havde været med i ca. 4. måneder, blev vi klar over, at vi sagtens kunne undvære bil nr. 2. Også selvom vi i begyndelsen kunne risikere, at hvis vi ikke reserverede bil et par dage i forvejen, var de ofte bestilt af andre. Nu er andelsbilforeningen efterhånden så stor, at der aldrig er kapacitetsproblemer. Vi kan faktisk bestille ret spontant – nogle gange en time i forvejen.

Vi benytter altid bilen til indkøbsture til Struer, fordi andelsforeningen har indgået en aftale med Struer kommune om, at der er bestemte p-pladser til andelsbilerne. Derfor kan vi altid finde en p-plads. Andelsbilerne er oven i købet fritaget for parkeringsafgift. Før i tiden skulle man jo ikke betale for at parkere, men nu er der automater over det hele, hvis man tager egen bil med ind til bymidten. Det samme gælder, når vi tager på indkøb i Holstebro. De har i øvrigt deres egen andelsbilforening med nu over 100 medlemmer.

Vi bruger ikke andelsbilen til arbejde. Dengang vi fik adgang til andelsbiler, blev vi også gjort opmærksom på ideen om samkørsel – og vi meldte os straks til den database, der blev oprettet for at finde samkørselspartnere. Med mine skiftende arbejdstider var det lidt svært, men jeg kører faktisk nogen gange med en anden sygeplejeske, der kommer fra Lemvig. Hun har næsten samme arbejdstider som mig, så vi kører sammen nogle dage. Andre dage bruger jeg vores egen bil eller tager toget afhængig af, om det er dag- eller nattevagt.

På transportkontoret fandt de lynhurtigt en samkørselspartner til Christian. Lisa, han kører sammen med, står også i forretning i butikken ved siden af den, som Christian arbejder i. Det er et rigtigt godt initiativ, fordi vi deler udgifterne med dem, vi kører sammen med, og der er faktisk ret mange penge at spare. Desuden synes jeg, det er hyggeligt at kunne snakke sammen under kørslen. Den sygeplejeske, jeg kører sammen med, arbejder på en anden afdeling – så vi kan udveksle mange erfaringer. Jeg har hørt, at nogen har aftalt ikke at tale sammen, når de kører. De kalder bilerne "stille-biler", ligesom togene har stille-kupéer. Det er lidt morsomt. Men det er sikkert godt for de, der ikke er morgenmennesker og gerne vil have en ekstra lur.

Vi har været utrolig heldige med at finde samkørselspartnere. Vores genbo kører også sammen med én, men kun den ene vej. Den anden vej må han tage bussen eller toget. Men det er ikke noget problem, fordi Ringkøbing Amt for nogle år siden tog et virkelig godt initiativ til et månedskort, der kun gælder den ene vej. Det vil sige, at det koster det halve af et almindeligt månedskort. Det er en god idé, fordi det faktisk opfordrer til samkørsel. For skal man både betale et almindeligt månedskort og for benzin til samkørselspartneren, så kan det jo godt blive dyrt.

I vores familie bruger vi også bus og tog. Jeg tror, at årsagen til, at busser og tog ikke er skåret fuldstændig væk fra Humlum, er at vi borgere generelt bruger det oftere end tidligere. Den kollektive trafik blev faktisk forbedret sidste år. Samtidig har Struer kommune adopteret Holstebros idé med en servicebus. Den dækker også oplandet. Så alt i alt har vi gode transportmuligheder. Vi overvejer faktisk at afskaffe vores nuværende bil, for med to små børn kan vi sagtens bruge pengene anderledes. Det bliver måske til næste år.

Vi er også blevet bedre til at tage cyklen – til stor glæde for børnene. I det hele taget har vi megen glæde af andelsbiler, når det gælder børnene. Nogle gange bruger Christian bilen om aftenen, hvor han bliver nødt til at arbejde sent og derfor ikke kan køre med Lisa. Vores dreng, Simon, kan stadig komme til spejderarrangement, fordi vi har adgang til andelsbiler. Forældrene til børnene er samtidig blevet bedre til at arrangere fælleskørsel, så der er aldrig problemer med at komme til fritidsaktiviteter. Og det er herligt for os forældre, at vi kan fordele byrden – fritid har vi ikke for meget af i forvejen.

Vi brugte i øvrigt andelsbilen sidste år, da vi tog på ferie på Fyn. Vi skulle på telttur, og vores egen bil er for lille, så vi benyttede en lidt større, hvor vi havde plads til det hele: Fiskestang, mad, telt og mange andre ting. Vi har faktisk også været på weekendtur til København. Vi tog allesammen toget her fra stationen i Humlum direkte til Hovedbanegården. Der stod en lokal andelsbil parat, som vi havde bestilt i forvejen.Vi nåede både i Zoologisk Have, på Dyrehavsbakken og på familiebesøg i Nordsjælland. Det var alletiders tur – børnene nød det. Det er utroligt smart, at vi kan benytte andelsbiler i andre foreninger – ikke bare i Danmark, men over hele Europa. Vores venner fra Hamburg kommer og besøger os i påsken, hvor de tager toget direkte fra Hamburg til Struer – toget kører op langs Vestkysten. De er medlem af andelsbilforeningen i Hamburg og har bestilt en bil i Humlum. Vi har planer om at gøre noget lignende til sommer: Toget fra Struer direkte til Hamburg, hvor vi besøger vores venner. Derfra toget til Amsterdam, hvor vi har bestilt en andelsbil i en uge. Det er vidunderligt at slippe for den lange køretur i bil. Vi er udhvilede, når vi kommer frem. For børnene er det en velsignelse – i stedet for hele tiden at skælde dem ud, fordi de sidder uroligt omme bag i bilen, kan hele familien være sammen på en anden måde: Vi skal i hvert tilfælde have et spil kort med.

Børnene har i det hele taget haft glæde af det. Jeg husker tydeligt, da vi lige havde afskaffet bil nr. 2, og Simon og jeg skulle til Struer, fordi Simon skulle til læge. Jeg besluttede at tage toget. Simon var lige fyldt 5 år på det tidspunkt og havde aldrig før kørt i tog. Han var jo vant til vores to biler. Togturen var så spændende, at han fuldstændig glemte at tænke over, at han ikke kan lide læger. Togturen blev endda en større oplevelse end besøget i legetøjsbutikken senere på dagen. Jeg tror ganske enkelt, vi gør vores børn en bjørnetjeneste ved at vænne dem til altid at køre i bil.

Det bedste ved både andelsbiler og samkørsel er, at vi sparer penge. Det var virkelig dyrt at have to biler. Nu tænker vi mere over vores transportforbrug, fordi det kræver lidt planlægning. Når man har vænnet sig til det, betyder det i virkeligheden ikke noget. Det er vist kun godt – både for os selv, når vi tager cyklen – og for vores miljø. Og ikke mindst for vores økonomi.

Sikkerhed og miljø

I landdistrikterne sker flere alvorlige ulykker end i byerne i forhold til trafikmængden (58). Det kan skyldes både højere hastigheder og mindre agtpågivenhed.

Transportens negative indvirkning på miljøet kan opdeles på tre niveauer:

Både andelsbiler og samkørsel er med til at begrænse antallet af biler på vejene og de kørte kilometer. Dette har positive konsekvenser for såvel trafiksikkerhed som miljø.

En dag i familien Andersens liv
år 2010 Andelsbil

Else og Kim
To børn: Mia, 10 år og Mads, 15 år.
Familien havde to biler, da de meldte sig ind i andelsbilforeningen i år 2004.

Else står op kl. 6.00 for at sætte kaffe på. Det er koldt på gulvet – det har været frostvejr i løbet af natten. Hun tænker, at de heldigvis ikke skal ud i kulden for at skrabe is af bilen – den står inde i garagen. Det skulle de tidligere, da de havde to biler. Else falder lidt i staver over kaffemaskinen og tænker på, hvor tåbeligt det egentlig var, da de havde to biler. Den ene var en gammel spand, og de brugte den kun en gang imellem, når børnene skulle et eller andet om aftenen, og Kim arbejdede sent. Hun er glad for, at de meldte sig ind i andelsbilforeningen. Hun kommer i tanke om, at hun skal huske at bestille en bil til i eftermiddag. Mia skal til generalprøve allerede kl. 15.00 og Kim kommer først hjem kl. 16.30. Hun vil vente til kl. 7.30 med at bestille, for i kontorets åbningstid er det gratis. Bestiller man gennem vagtcentralen, koster det 5 kr. pr. gang – og det er der jo ikke nogen grund til at betale.

Else vækker de andre i huset. Kl. 7.35 bestiller hun en mindre bybil til om eftermiddagen. Hun bestiller samtidig en bil til næste weekend, hvor hun sammen med børnene skal op og besøge mormor og morfar. Kim skal på fisketur med vennerne. Else og Kim benytter andelsbilerne ca. tre gange om ugen.

Hun cykler på arbejdet, som ligger lige i nærheden – hun møder kl. 8.00. I dag har hun allerede fri kl. 14.15, så det passer perfekt. Hun cykler direkte fra arbejde til andelsbilstationen og parkerer cyklen i det overdækkede cykelskur lige ved siden af nøgleskabet til andelsbilerne. Hun finder sin nøgle frem, åbner skabet og tager nøglen til bil nr. 4. Låser nøgleskabet, sætter sig ind i bilen og kører hen og henter Mia på skolen. Else tænker over, hvor godt andelsbilerne efterhånden er organiseret. I begyndelsen var der et par vanskeligheder med at få bestillingssystemet til at fungere optimalt, men al den tid de har været medlem, har der ikke været problemer. Bilerne er altid rene, pæne og nye – de starter første gang hver gang!

Præcis kl. 15.00 er de i danseskolens store sal, hvor Mia skal til generalprøve. Else tager en tur i byen imens, handler til aftensmaden og henter Mia kl. 16.30 som aftalt. Inden kl. 17.00 har de afleveret bilen igen. Else tænker: 21/2 time og 20 km – det bliver ikke engang 100 kr. Hun har en lille blok, hvor hun skriver ned, hvor meget hun bruger bilen. Men det er egentlig overflødigt, for det ordnes automatisk fra transportkontorets adminstration. Else og Kim modtager hver måned en opgørelse over, hvor mange ture de har kørt, hvor længe og hvor mange kilometer. Betalingen foregår over betalingsservice.

Else og Kim laver aftensmad sammen, og familien spiser samlet kl. 18.30. Hun fortæller, at hendes ældre veninde Gerda kommer på besøg kl. 20.00. Mens de vasker op, tænker hun på, hvor glad hun er, fordi Gerda stadig bor i byen. Da Gerda gik på førtidspension, besluttede hun at flytte til én af de større byer, fordi hun ikke havde råd til at have bil. Men hun ombestemte sig heldigvis, da hun fik tilbuddet om at være med i andelsbilforeningen. Gerda regnede ud, at der er penge at spare, fordi flere deles om de faste udgifter til bilerne. Og da hendes største ønske var at blive i landsbyen, slog hun til.

Andelsbilerne er også en løsning for nogle af de unge i byen – der er en lille stigning i antallet af unge i byen. Spørgeskemaundersøgelsen om borgernes tilfredshed sidste forår afslørede, at mange af de unge angav andelsbilordningen som en af de ting, der gør, at de er glade for at bo i byen.

Præcis kl. 20.00 ringer Gerda på døren. Hun har hjemmebag med. Over kaffen falder de i snak om Gerdas oplevelse af landsbyen, siden den har fået andelsbilordningen. Hun er glad for, at hun fortsat kan bo her – hun er født og opvokset i byen, så det betyder meget. Hun føler, at mentaliteten i byen er blevet anderledes, fordi den er blevet foregangsby på et helt nyt område. Gerda har været aktiv i andelsbilforeningen i mange år og har tit vist besøgende rundt, så de kan se, hvordan ordningen fungerer i praksis. Især i begyndelsen kom mange besøgende. Det betød en masse ekstraarbejde for borgerforeningen. Men andelsbilforeningen organiserede en turnusordning, hvor foreningsmedlemmerne på skift viste de besøgende rundt. Det var en fin ordning. Og det var rigtig sjovt at møde alle de mennesker. Der var altid en masse gode spørgsmål. Else og Gerda bliver enige om, at andelsbilerne også har betydet, at der er blevet et bedre sammenhold i byen. For to år siden var der hærværk mod bilstationen – og ved at stå sammen havde de fundet gerningsmændene og krævet erstatning. Det er den eneste gang, der har været alvorlige problemer.

Kl. 21.15 går Gerda hjem. Kim hjælper Mads med staveordene, mens Else læser godnathistorie for Mia. Else og Kim gør klar til at gå i seng. I morgen arbejder Else hjemme, som hun gerne gør et par gange om ugen.

En dag i familien Jensens liv år 2010
Samkørsel

Svend og Lisbeth, børnene er flyttet hjemmefra.

Svend havde egentlig forestillet sig, at det var rigtig irriterende at skulle køre sammen med andre. Nu havde han pendlet frem og tilbage alene i bil i 20 år. I familien havde de haft to biler. Lisbeth havde i mindst 10 år med jævne mellemrum foreslået, at de skulle afskaffe en af bilerne. Hun havde udarbejdet diverse beregninger på, hvor meget de kunne spare, og hvad de kunne bruge pengene til i stedet. Nu sad han på sin cykel og undrede sig over, hvorfor han havde været så mange år om at indse, at hun havde ret. Faktisk havde de solgt begge biler og i stedet købt en mindre, energirigtig bil.

Svend kører ind på opsamlingspladsen, parkerer sin cykel i det aflåste og overdækkede cykelskur og stiller sig ind i venterummet. Den er 7.20, og præcis kl. 7.30 ved han, at hans samkørerpartner ruller ind på pladsen. Han er altid præcis – det er skønt. Svend griner lidt – han bliver tit moppet med, at han kommer 10 minutter tidligere end aftalt. Men der er ingen, der ved, at lige præcis de 10 minutter er nogen af dagens bedste: Han kan nå at gennemse dagens avis. Der er godt nok også en del andre i venterummet, men alle taler lavmælt sammen, så det er ikke noget problem at læse. Nogle sidder og forbereder sig på et møde, andre er arbejdskollegaer, som i fællesskab lægger strategi for, hvilke arbejdsopgaver de skal nå i dag.

Opsamlingspladsen gør også livet lidt lettere på en anden måde: Hvis der sker noget, så ens samkørselspartner ikke får meldt afbud til en direkte, så er man altid sikker på, at transportkoordinatoren på transportkontoret sørger for at give besked. Nogle gange kan der oven i købet sørges for kørsel med en anden. Hvis dette ikke er muligt må man tage bussen, hvilket ikke er noget problem, idet der ligger et busstoppested lige ved opsamlingspladsen. Det betyder kun, at han kommer 10 minutter senere til arbejdet. Han smågriner igen – og tænker på de få gange, han har kørt bus. Han synes faktisk, at det er lidt sjovt at sidde der og kigge på alle de andre. I de 20 år han har kørt bil, har han aldrig nogensinde sat sine fødder i en bus – hvad skulle han det for. Han havde slet ikke tænkt på det som en transportmulighed.

Kl. 7.30 kommer hr. Jensen. De arbejder i samme afdeling på en virksomhed ca. 15 km væk. De taler lidt om nyhederne både på verdensplan og i firmaet. Kl. 7.50 hænger de deres overtøj og er parat til dagens opgaver. De mødes igen over frokosten og igen kl 15.45 for at hente frakkerne og sammen gå ned til bilen. Det sker, at en af dem må arbejde over. Aftalen er, at de siger det til hinanden dagen før eller samme dag inden kl. 12.00. Det fungerer fint. Det er altid Jensen, der kører. Svend betaler i slutningen af hver måned.

Inden de går ned til bilen, ser Svend på firmaets pendlerplan. Her fremgår det af en computerskærm, om der er nye ansatte, og om de er interesseret i samkørsel – hvorfra og hvortil. Desuden er pendlerplanerne for virksomhederne i omegnen tilgængelig på computeren. Pendlerplanerne bliver løbende opdateret. Svend tjekker for at se, om der er nogen, der bor tættere på ham, som han kan køre med, eller om der er nogen, der vil køre med Jensen og ham. Der er nemlig fordele for alle parter. Udover at de selvfølgelig sparer penge hver især, får de også en årlig bonus af firmaet. En transportbonus til de medarbejdere, der kommer til arbejdet enten ved at køre sammen, med kollektiv transport eller på cykel. Den ordning er en succes. Den har i øvrigt skabt lidt intern konkurrence – især om sommeren, om hvem der cykler længst og hurtigst. Transportbonussen er også sidste år blevet gjort skattefri samtidig med, at transportfradraget er blevet fuldstændig afviklet.

Kl. 16.10 cykler Svend fra opsamlingspladsen. Selvom der er blevet færre biler i bymidten de senere år, så vil det alligevel tage længere tid med bil end på cykel at komme ind til centrum, hvor Svend og Lisbeth bor. Han kører fint inden om bilerne og tænker, at det er godt, han ikke sidder inde i en bil og lumrer. Nu er han oven i købet sikker på at få sin daglige motion – ja en mand i hans alder skal jo passe på. Det siger børnebørnene i hvert fald.