2-Deoxy-D-glucose i bekæmpelsesmidler til byggematerialer

11 Korrosionsproblemernes omfang

11.1 Mikrobiel indvirkning på mineralske materialer
11.2 Svampeangreb i sandsten
11.3 Licheners korroderende effekt på stenoverflader
11.4 Biogen, mekanisk løsnen af overfladekorn og dybere sprængninger
11.5 Begroningers direkte og indirekte ændring af fugtforhold på stenoverflader og biogene frostskader

11.1 Mikrobiel indvirkning på mineralske materialer

En lang række bakterier og andre microorganismer besidder metabolisk aktivitet, der kan medføre korrosion af stenoverflader. Thiobacillus thiooxidans er den hyppigste organisme på cementoverflader, og den vides at have forårsaget kraftige korrosionsskader i kloakrør på grund af svovlsyreudskillelse.

Opdeling af skader

Mikrobielle skader på stenoverflader kan opdeles i:

1. Epilitisk skorpedannelse og efterfølgende afskalning af stenoverfladen sammen med den mikrobielle skorpe.
2. Endolitisk skorpedannelse, der forårsager opfugtning af det yderste stenlag med afskalning til følge.
3. Grube- og huldannelse, hvor typisk busk- eller bladformede lichener forårsager runde fordybninger i stenoverfladen.

Krumbein (1988) har skrevet et omfattende review om mikrobielle interaktioner med mineralske materialer (37 referencer).

11.2 Svampeangreb i sandsten

Svampearters evne til at forårsage biokorrosion i stenmaterialer er blevet demonstreret af adskillige forfattere i bl.a. Petersen et al. (1988) og Krumbein & Petersen (1987).

Skimmelsvampe

Analyse af overfladelaget fra forskellige tyske sandstensmonumenter afslørede omfattende infektioner med skimmelsvampe af slægterne Cladosporium, Exophiala, Phoma, Penicillium og Trichoderma (Petersen et al. 1988).

Organiske syrer

Svampene udskiller svage, organiske syrer fra deres hyfer (Williams & Rudolph 1974), og stenmaterialets di- og trivalente kationer omdannes til chelater af de organiske syrer (Krumbein & Petersen 1987).

Dannelse af tetravalent magnesium ud fra divalent rnagnesium blev demonstreret for 21 ud af 61 undersøgte svampearter inden for de ovennævnte slægter af Krumbein & Petersen, og det menes at have ansvaret for den sandstensafskalning, der ofte ses. I scanningelektronmikroskop ses omfattende magnesium-krystaludfældninger omkring svampenes hyfer.

11.3 Licheners korroderende effekt på stenoverflader

For mange lichenarter er sten det naturlige vækstmedium. Allerede i 1923 påviste Mellor lichennedbrydning af mineralsk glas (Jones et al., 1988), og siden har utallige studier af lichener på sten og mineraler været udført.

Pomar demonstrerede i 1975 (Jones et al., 1988) ved brug af scanningelektronmikroskop den opløsende effekt af både endolithiske arter (Protoblastenia immersa, Verrucaria parmigera og V. sphinctrinella) og epilithiske arter (Caloplaca callopisma og Aspicilia calcarea).

Modstandsdygtighed

Både Mg, Fe, K og Al kan blive ekstraheret fra biotit af forskellige lichenarter, så stenoverfladen fremtræder som et silikatisk rudiment (Wilson & Jones 1983). Feldspat er mest modstandsdygtigt mod svampeangreb, mens kalkrige bjergarter og meget porøse stentyper er de mest sårbare.

Petersen et al. (1988) viste, at lichensyrer produceret af Rhizocarpon geographicum og Parmelia conspersa kan forårsage nedbrydning selv af feldspat, og Iskandar & Syers (1972) fandt tilsvarende lichensyrenedbrydning i biotit, granit og basalt.

Kalktab

Bech-Andersen (1985, 1987) har påvist dannelse af oxalsyre hos Xanthoria med opløsning af calcium i kalkholdige stenmaterialer til følge. Forøget kalkindhold i lichenerne modsvarer kalktabet i stenmaterialerne. I marmor er lichenhyfer i stand til at ætse sig et betragteligt stykke ind i overfladen.

Brightman & Seaward (1977) har udarbejdet en omfattende artikel om lichener på uorganiske bygningsmaterialer, hvortil der henvises for et overblik over skadelige arter.

11.4 Biogen, mekanisk løsnen af overfladekorn og dybere sprængninger

Laver og mosser holder sig fast til stenoverfladerne ved, at rodlignende dannelser trænger ind langs korngrænser og småsprækker. Der udskilles samtidig små mængder syre, hvorved mange overfladekorn løsnes. Processen er dels kemisk, dels fysisk, og den kan kun hindres ved at fjerne lichenerne på et tidligt tidspunkt eller helt forebygge deres første for fæste.

11.5 Begroningers direkte og indirekte ændring af fugtforhold på stenoverflader og biogene frostskader

Frostsprængninger

Alle former for bevoksning på stenoverflader medvirker til ophobning af smuds og plantedele, der er i stand til at holde på fugten til fordel for plantevæksten og til ulempe for stenoverfladen. Omfattende plantevækst på stenoverflader medfører alvorlige frostsprængninger i længden.

Smudsophobninger

Smudsophobninger kan endvidere danne grobund for højere planter, som græs, urter, bregner og småtræer. I England, hvor mange bygninger fra den victorianske periode blev udsmykket med talrige gesimser og anden sandstensornamentering, opleves ofte voldsom trævækst (flere meter høje) groende ud fra mørtelfugerne i murværket. Røddernes vækst er dér tiIstrækkelig til at løsne hele mursten eller rykke dele af sandstensornamenteringen ud af dens position.

Forebyggelse

I forebyggelse af egentlig plantevækst er renligholdelse af stenoverfladerne, hjørner, kanter og kroge af stor vigtighed, og fuger og samlinger må holdes tætte.