Reduktion af miljøbelastning ved
flytning af godstransport fra land til sø8. Afslutning
I de foregående kapitler er det belyst, hvordan energiforbrug og miljøudledninger fra
3 forskellige virksomheder ændres, hvis der vælges skibsoptimeret transport.
Energiforbrug Miljøudledninger
I 2 ud af 3 tilfælde viser det sig, at der er mulighed for at reducere det nødvendige
energiforbrug for at udføre en given transportopgave. Dette er muligt, når der vælges
en transportform, der i så stor udstrækning som muligt baserer sig på skibstransport
(coaster). Hvis energiforbruget reduceres, er den generelle regel, at så vil
miljøudledningerne også reduceres.
I de 2 af 3 eksempler i denne rapport ses også en reduktion af langt de fleste af de
miljørelaterede parametre, dog ikke udledningerne af SO2. I alle 3 eksempler
viser det sig, at udledningerne af SO2 øges ved valg af skibsoptimeret
transport. Dette har alene grund i det forhold, at der ved samtlige beregninger er regnet
med bunkers med et svovlindhold på 1 %. Et svovlindhold på 1 % er ikke unormalt ombord i
dagens skibe, men alligevel ca. 10-20 gange højere end svovlindholdet i det brændstof,
der benyttes i lastbiler og tog. Set udfra en teknisk synsvinkel er udledningerne af SO2
imidlertid et lille problem, idet dette kan løses ved indkøb af bunkers med reduceret
svovlindhold. Der, hvor der opstår et problem er, når de økonomiske aspekter også
bringes ind i vurderingen, idet bunkers med lavt svovlindhold er dyrere i indkøb end
bunkers med højere svovlindhold.
Komplekse problemstillinger
Det er ved arbejdet med denne rapport blevet klart, at det er ganske komplekst at vurdere
energiforbrug, miljøudledninger og økonomiske aspekter ved forskellige transportformer.
Hvis det i fremtiden skal være muligt for den enkelte virksomhed at foretage en
vurdering af mulighederne for at udføre en given transportopgave så energi- og
miljørigtigt som muligt, må der tilvejebringes nogle værktøjer til dette brug.
Hvis en virksomhed, eventuelt ved hjælp af egnede PC-programmer, kunne gennemregne en
given transportopgave og herved få tal på bordet, der kunne dokumentere energi- og
miljørigtig transport, vil det sandsynligvis være en medvirkende årsag til, at der
sættes større fokus på energi- og miljørigtig transport. Det er imidlertid en
forudsætning for ovenstående, at der som en integreret del af beregninger af energi- og
miljøkonsekvenser også kan skabes klarhed over de økonomiske konsekvenser.
Ingen kan forvente, at en given virksomhed vil vælge en transportform, der er energi-
og miljøoptimal hvis prisen er, at virksomheden ikke kan sælge sine produkter på grund
af reduceret konkurrenceevne resulterende af høje transportomkostninger.
Endelig er der de nyere miljømæssige aspekter som grønne regnskaber,
LCA-LivsCyklusAnalyser for de produkter der transporteres m.v. Disse
"miljøregnskaber" kan betyde at miljøforbedringer får større markedsmæssig
værdi på trods af de økonomiske forhold.
Dansk know-how
Hvis den viden, der efterhånden findes i Danmark omkring transporters energi- og
miljøforhold, udnyttes optimalt, vil der i mange tilfælde kunne vælges transport med
mindre energiforbrug og mindre miljøudledninger.
På sigt vil dette forhåbentlig komme danske virksomheder til gode, at de kan udføre
transportopgaver så energi- og miljøoptimalt som muligt. I fremtiden vil dette
sandsynligvis blive et konkurrenceparameter, når der skal appelleres til
forbrugernes/kundernes gunst.
 |
(38 Kb) |
Forfatteren "skyder" højden til miljøskånsom transport.
|