Miljørelateret leverandørstyring i tekstilindustrien SammendragDenne rapport beskriver et relativt enkelt system til vurdering af tektilvirksomheders miljøpåvirkninger. Systemet er opstillet, så det dækker alle trin i livscyklus ved produktion af tekstiler, svarende til den livscyklusmodel som gennem en række år er udviklet og beskrevet for Novotex' produktion af Green Cotton ® tekstiler. Formålet med evalueringssystemet er, at få en kvantitativ status for miljøbelastningen i de enkelte produktionstrin i tekstilernes livscycklus. Det skal herved kunne dokumenteres, hvilket niveau de enkelte produktionsvirksomheder befinder sig på miljømæssigt, og om der til stadighed sker formindskelse af den miljømæssige belastning ved produktionen. Begge disse punkter er krav til alle virksomheder, som leverer varer eller tjenesteydelser til Green Cotton ® produkterne, og er et generelt krav for virksomheder som er registreret i henhold til EMAS forordningen. Systemet er opbygget som et praktisk redskab til brug ved intern vurdering af leverandørers miljømæssige formåen, og må ikke betragtes som en »facitliste« til brug for egentlige livscyklusvurderinger eller til opstilling af mål for, hvornår en produktion kan betragtes som miljøvenlig eller ej. På en række punkter fastlægges der imidlertid, hvad man kan kalde »best practice« for visse nøgleparametre, idet de højeste antal point svarer til den mindste miljøbelastning, der vurderes at kunne opnås med den nuværende viden og teknik. Systemet, og dermed også de enkelte spørgsmål i spørgerammen, vil derfor løbende skulle justeres i takt med udvikling af den miljømæssige viden og de praktiske produktionsforhold i tekstilernes livscyklus. Systemet er opbygget som en spørgeramme, der er opdelt i en række miljø-hovedområder: Miljøledelse, livscyklus, kommunikation, produktion og produkt. Til hvert hovedområde er knyttet en række underkategorier = miljø-områder, hvor der er stillet spørgsmål med 4 fastlagte svarmuligheder (multiple choice). Hver svarmulighed er tillagt en point-værdi fra 0 til 6, lavest for den dårligste og højest for den bedste miljøpræstation. På grundlag heraf kan der beregnes pointgennemsnit for hvert miljø-område, hvert miljø-hovedområde eller for virksomheden som helhed. Disse pointberegninger giver en kvantitativ beskrivelse af virksomhedens miljøformåen, og kan således udgøre grundlaget for en miljømæssig evaluering af virksomheden. |