[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Afværge teknikker for MTBE-forurenet grundvand

3. Sammenfatning

MTBE i dansk grundvand

MTBE (Methyl Tertiær Butyl Ether) er en etherforbindelse, der anvendes til øgning af benzins oktantal. Stoffet er i de senere år fundet i grundvand adskillige steder i Danmark i meget varierende koncentrationer (µg/l til mg/l) som regel i blanding med andre benzinkomponenter. Den administrative grænseværdien for MTBE i drikkevand er 30 µg/l.

Formål med udredningsprojekt

Der er p.t. kun igangsat nogle få afværgeforanstaltninger for MTBE-forurenet grundvand. Nærværende udredningsprojekt vedrørende potentielle metoder til oprensning af MTBE-forurenet grundvand er igangsat med det formål at give en samlet redegørelse for og vurdering af erfaringerne med udenlandske, især nordamerikanske, afværgeprojekter. Projektet er en del af Miljøstyrelsens Teknologiudviklingsprogram for jord- og grundvandsforurening.

Kilder til information

Oplysningerne om MTBE er fremskaffet ved søgning i en række litteraturdatabaser, ved søgning på internettet og ved henvendelse til en række personer ved universiteter og firmaer især i USA, og ved henvendelse til de danske amter og Oliebranchens Miljøpulje. Generelt er der relativt få erfaringer med oprensning af MTBE-forurenet grundvand, men internationalt er der en stærk udvikling i gang på området. I de kommende år kan litteraturen om emnet forventes at stige kraftigt.

I alt 7 afværgemetoder beskrevet

Der er beskrevet 6 afværgeteknikker for grundvand og &eacuten for jord, for hvilke der foreligger data for MTBE, eller hvor metoderne anses for særlig relevante til afværge af MTBE-forurening. Der findes andre potentielle afværgeteknikker, men disse er ikke medtaget pga. af manglende oplysninger m.h.t. MTBE. Metoderne er beskrevet oversigtsmæssigt i rapporten i relation til metodernes princip, foreliggende case stories, metodernes begrænsninger/fordele, oprensningseffektivitet og økonomi. En nærmere gennemgang af case stories findes i bilag 2. Endvidere er der givet en kort gennemgang af on-site rensning af luft og vand hidrørende fra oprensningsaktiviteter. Dette er medtaget, fordi on-site rensningen er en integreret del af hele afværgeteknologien.

Afværgeteknikkerne for MTBE kan grupperes efter, hvor stor en MTBE-mængde, der kan fjernes pr. tidsenhed, opnåeligt koncentrationsniveau af MTBE efter en given tid, kontrol med forureningens udbredelse, økonomi, m.v. Bedømmelsen af metodernes egnethed i en given situation er dermed uløseligt forbundet med de krav, der lokalt stilles til oprensningens effektivitet, tidshorisont, og økonomi, samt de lokale geologiske forhold m.v.. En sammenfattende diskussion af metoderne findes i kapitel 6.

Velegnede stripningsmetoder

Generelt kan det konkluderes, at stripningsmetoderne er velegnede til oprensning af benzinforurenet grundvand med MTBE. På grund af MTBE’s relativt lave flygtighed fra vand i forhold til kulbrinterne (BTEX) er oprensningen af MTBE fra grundvandet mindre effektiv end for BTEX. Endvidere er fjernelsen af MTBE fra luften mindre effektiv ved brug af aktiv kulrensning end for BTEX. Oprensning af MTBE er derfor dyrere end for BTEX, men ud fra en samlet betragtning skønnes det ikke, at økonomien forøges væsentligt ved også at skulle fjerne MTBE sammen med kulbrinterne. Dette skyldes, at kapitaludgifterne og en væsentlig del af driftsudgifterne ved oprensningen er de samme, hvad enten der er MTBE tilstede eller ej. Desuden skal benzen i grundvandet efter nuværende danske forhold renses ned til 1 µg/l, hvorimod MTBE kun skal renses ned til 30 µg/l. Der er potentiale til reduktion af omkostningerne ved udvikling af teknikker til biologisk nedbrydning af MTBE og kulbrinter enten i biologiske filtre på jorden eller i biologiske filtre, der opbygges i den umættede zone i jorden.

Hurtig indsats med vacuumventilering vigtig

Såfremt MTBE-forureningen er forholdsvis ny, således at der findes væsentlige mængder af MTBE i den umættede zone, kan man opnå en hurtig og effektiv fjernelse af MTBE ved vakuumventilation pga. MTBE’s store flygtighed fra benzin.

MTBE kan iltes kemisk

Oprensning af MTBE-forurenet grundvand ved stimuleret nedbrydning gennem tilsætning af iltningsmidler (iltafgivende stoffer, ozon, m.v.) via boringer i forureningsfanen er også mulig, men før metoderne tages i brug i større omfang, bør der fremskaffes nærmere dokumentation om de teknisk-økonomiske forhold, herunder metodernes egnethed i grundvandsmagasiner med reducerende forhold.

Naturlig nedbrydning har væsentligt potentiale

Fjernelse af MTBE i grundvandsmagasiner ved naturlig nedbrydning er på forskningsstadiet, men har potentialet til at blive en væsentlig fremtidig afværgeteknik. Såfremt naturlig nedbrydning viser sig at fungere, kunne man forestille sig at kombinere denne teknik med en stripningsteknik, hvorved der ville kunne opnås en stor massefjernelse over nogle uger eller måneder, resulterende i et moderat koncentrationsniveau for MTBE i grundvandsmagasinet, efterfulgt af naturlig nedbrydning til et meget lavt slutniveau over en årrække. I betragtning af potentialet, er der et betydeligt behov for forskning omkring naturlig nedbrydning af MTBE.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]