Vandfri offset i dansk grafisk industri

7. Vandfri offset i historisk perspektiv

Vandfri offset stammer tilbage fra Driography, der blev introduceret til den grafiske industri af 3M i 1970. Denne opfindelse var resultatet af syv års arbejde, udført af John F. Curtis (US patent 3.511.178 - 12. maj 1970). På samme tidspunkt fik Harry F. Gipe fra Baltimore engelsk patent på en lignende opfindelse (1.146.618 - 26. marts 1969). 3M's driografiske plade bestod af en aluminiumsplade forsynet først med en lysfølsom diazohinde og dernæst med et silikonegummilag med meget lav overfladespænding. Ved eksponering gennem en negativ film bliver diazohinden opløselig med et organisk opløsningsmiddel på de trykbærende områder. Efter fremkaldning af pladen består dens farvebærende områder af rent metal og de ikke farvebærende områder af silikonegummi.

Driography

Mike Bruno skriver i 1971 om den nye metode <1>:

"Som det må forventes, har Driography både betydet, at betjeningen af offsetmaskinen er blevet forenklet og ligeledes uddannelsen af trykkerne. Uden vand er trykkerens job meget lettere, idet han ikke behøver at bekymre sig om farve-vand balance, vandføring, pH, bufferreaktion, gummi- og alkoholkoncentration, emulgering af trykfarve, toning, opbygning på gummidug og andre forhold knyttet til anvendelse af fugtevand. Der trykkes skarpt, og efter stop bliver farveføringen korrekt efter trykning af ganske få ark. Papirmakulatur - en af traditionel offsets største problemer - reduceres væsentligt. Alt dette betyder, at denne metode vil være særdeles attraktiv for mange trykkerier, så snart der kan skaffes trykplader i et større format."

Uheldigvis levede metoden ikke op til forventningerne. I 1973 knap to år efter den første præsentation på IPEX i London tog 3M pladen ud af markedet, og i 1977 stoppede 3M udviklingsprojektet. <2>

Det var ikke, fordi 3M ikke havde gjort sig store anstrengelser. De havde udviklet specialfarver og en hårdere silikonegummi, men de havde vanskeligheder med at køre mere end 10000 ark uden toning. I 1972 blev der kørt forsøg på Rochester Institute of Technology på instituttets offsetrotation, og man kunne her trykke over 50000 eksemplarer uden toning. Hovedforskellen mellem arkoffset og offsetrotation er, at sidstnævnte er forsynet med temperaturstyring af farveværket. 3M var endvidere engageret i trykforsøg på et trykkeri i Los Angeles i samarbejde med Baldwin-Gegenheimer (nu Baldwin Technology) for at teste nye plader, nye farvesammensætninger og temperaturstyring af farveværkerne på arkmaskiner. Forsøgene faldt meget heldige ud, men 3M tvivlede generelt på, om arkoffsettrykkerierne ville betale de omkostninger, der er forbundet med at forsyne deres maskiner med temperaturkontrollerede farveværker.

Det er blevet anslået, at 3M har brugt 30 millioner $ på projektet. <3>

Kalle

Parallelt med denne udvikling forsøgte firmaet Kalle i 1972 sig med en vandfri offsetplade. De anvendte materialer var nikkel (trykbærende) og polytetraflourethylen (Teflon) (ikke-trykbærende). Pladen var opbygget af mange lag, og den krævede derfor en omfattende bearbejdning efter belysning. På grund af forskellige problemer indstillede Kalle dog arbejdet med videreudviklingen efter kort tid. <3>

Fuji

Det japanske firma Fuji opfandt ligeledes i 1972 en vandfri offsetplade. <2>

Dai Nippon

Dai Nippon forsøgte sig også med vandfri offsetplade i 1975. Den blev patenteret, men kom aldrig på markedet. <2>

Xerox

Endelig har Xerox også beskæftiget sig med vandfri offset, idet deres forskere tidligt har undersøgt overfladeenergi og trykfarvetransport i trykmaskinen. På grundlag af sådanne studier besluttede man at erstatte det specielle lysfølsomme lag i trykpladen med lysfølsomme stoffer, som indbyggedes i selve silikonelaget. Dette nedsatte imidlertid silikonelagets evne til at frastøde farvelaget. En anden indgangsvinkel var at påføre silikonelaget farvefølsomme materialer i en xerografisk proces. Under trykning viste det sig, at disse farvefølsomme materialer blev fjernet af de anvendte trykfarver, som skulle have et relativt højt tack. Disse problemer viste sig at være så uoverstigelige, at udviklingsprojektet blev stoppet i 1977.

Toray

Sagen fik en afgørende vending, da Toray fik en licensaftale med Scott Paper Co. (Gipepatentet) og med 3M, og på DRUPA 1977 introducerede Toray en positiv vandfri offsetplade. Markedsføringen begyndte i 1978 i Japan. (Det japanske marked arbejder 95% positivt i modsætning til USA, der er 5% positiv). <6>

Toray tog handsken op og kæmpede med de samme problemer, som 3M havde haft i 15 år, før de blev accepteret på markedet. Den positive plade har en hårdere silikoneoverflade, da den hærdes ved pladeeeksponeringen. Det betyder en større holdbarhed under trykning. Det fik imidlertid ikke den store betydning, da det amerikanske marked overvejende kører med negative plader.

Kølesystem

I løbet af 1980'erne blev der arbejdet med forskellige kølesystemer på trykmaskinerne, og i 1985 kom det første kommercielle køleanlæg på en trykmaskine, så den kunne køre større oplag. Igennem 1980'erne blev der trykt i vandfri offset i Japan og i begrænset omfang i Europa - med og uden køling.

Indtil 1980 var der ringe interesse for udviklingen i europæiske trykkerier. Starten på vandfri offset var endnu i tydelig erindring. Toray fandt på dette tidspunkt et schweisisk trykkeri - C.J. Bucher - der var villig til at lave testforsøg under produktionsbetingelser. Dette betød en fornyet interesse for systemet. <2>

Toray foretog derfor en videreudvikling, og på DRUPA 1982 blev vist en plade, der var nemmere at håndtere i pladekopien, og som havde en mere holdbar silikonoverflade (større oplag pr. plade). Samtidig fremkom en negativ plade TAN 30. <2> Og Toray startede markedsføringen af denne negative plade i 1985. <4>

Den første nordamerikanske demonstration af vandfri offset var på PRINT '80, men det var først med introduktionen af den negative plade, at man kunne komme igang der. <6>

I 1985 startede Toppan Printing i Japan regelmæssig produktion med Toray plader. I 1991 var der kun ét amerikansk trykkeri, der kørte vandfrit, National Printing and Packaging of Denver. I 1989 købte deres direktør Richard Stein en 5-farve 26 inches Komori-maskine uden fugteværk men med kølesystem, og siden er mange flere amerikanske trykkerier gået over til vandfri offset. I en lang periode siden 1978 har Komori arbejdet tæt sammen med Toray, hvilket har betydet meget for metodens udbredelse i Japan. Det opgives, at i 1994 findes over 600 arkoffsetmaskiner og offsetrotationer, som kører 100% vandfri - det vil sige, at man har fjernet fugteværkerne på maskinerne. <8>

Tredje system

Et tredie vandfrit system er beskrevet af Fred Dankert <9>. Her eksponeres og fremkaldes en traditionel offsetplade. Den gummieres ikke, men forsynes med et silikonegummilag over det hele, som derefter varmehærdes. Pladen påføres en opløsningsmiddelbaseret fremkalder, som trænger ned i den silikone, der dækker de billeddannnede områder. Pladen udvaskes med vand, tørres, påføres et laklag, afkøles og er klar til trykning. I denne proces er silikonen kemisk bundet til aluminiumoxidoverfladen på de ikke trykbærende områder, og den er fuldstændig hærdet op, hvilket sikrer en god holdbarhed af trykpladen.

Toray Industries har stadig mange af rettighederne til vandfri offsetplader, selvom patentet for positiv pladen udløb i 1992. Det siges, at patentet for negativplader løber i nogle år efter 1992, hvilket specielt er interessant for USA, som overvejende arbejder negativt. Fuji siges at være verdens største producent af offsetplader, og de markedsfører Toray's plader i Japan. Fuji bekræfter, at de har udviklet en positiv plade, som er testet i praksis i Japan. Der foreligger dog ingen oplysninger om, hvornår den vil blive markedsført. <7>

Vandfri offset har således en historie, der går tilbage til 1970. De dårlige erfaringer fra dengang har helt sikkert haft stor betydning for metodens videre udvikling, selvom pladerne i dag er af meget høj kvalitet.

Der er ingen tvivl om, at der vil komme flere anvendelser af vandfri trykning, baseret på princippet med en lavenergioverflade som silikone til erstatning for vand i de ikketrykbærende områder på trykpladen.