[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Slambehandling med Effektive Mikroorganismer (EM teknologi)

2. Gennemførelse af forsøget

2.1 Udvælgelse af slam og flis
2.2 Fremstilling af Bokashi
2.3 Anaerob fermentering af slam
2.4 Aerob kompostering

2.1 Udvælgelse af slam og flis

Udvælgelse af slam

Ved første forsøgsrække blev der anvendt slam fra Melby rensningsanlæg i Frederiksværk. En analyse af en slamprøve viste imidlertid kun meget lave koncentrationer af organiske komponenter. Da slammet skulle opblandes med flis, ville mange af værdierne ligge under detektionsgrænsen, på grund af fortyndingen. I samarbejde med Levnedsmiddelkontrollen i Køge udvalgtes et rensningsanlæg i Mosede, som normalt har forholdsvis høje værdier af organiske komponenter, specielt LAS hvilket hænger sammen med at man på Mosede Rensningsanlæg har anaerob afgasning af slammet. Slammet blev hentet direkte fra centrifugen, men måtte opbevares i en pallecontainer med løst låg i omkring 4 uger, indtil bokashien var klar.

Udvælgelse af flis

Til fremstillingen af "bokashi" blev der anvendt flis af en blanding af friskt og tørt haveaffald hovedsageligt bestående af enebær, gran, kirsebær, guldregn og liguster. Materialet blev hakket en gang på en lille flishugger. Det huggede materiale bestod af stykker med en længde på op til 3 cm.

Ved udvælgelsen er der ikke taget specielt højde for at træflis kan indeholde tungmetaller og organiske komponenter, som kommer fra den "almindelige" baggrundsforurening fra trafik, industri mv.

2.2 Fremstilling af "bokashi"

Flisen deltes i fire bunker á 40 ltr. svarende til 12 kg.

Af flisbunkerne fremstilledes fire forskellige typer "bokashi"

1. Med tilsætning af vand, melasse og Effektive Mikroorganismer (EM).
2. Kun med tilsætning af vand
3. Med tilsætning af vand og melasse
4. Med tilsætning af vand, melasse og slam som mikrobielt podningsmateriale

I hver af blandingerne udgjorde den tilsatte væske 35 % af flis vægten svarende til

1. 2 ltr. Vand, 1 ltr. Melasse og 1 ltr. EM.
2. 4 ltr. Vand
3. 3 ltr. Vand og 1 ltr. Melasse
4 2 ltr. Vand, 1 ltr. Melasse og 1 kg Slam opløst i 1 ltr. Vand.

Hver af blandingerne kom i 2 lag PE pose, der blev lukket tæt, og opbevaredes ved ca. 20 ºC i 2 uger. Udviklingen i blandingerne vurderedes ud fra lugt.

Efter endt fermentering lugtede blandingerne næsten ens, dog var der kun en svag syrlig lugt ved blandingen kun tilsat vand, medens de andre tre blandinger havde en mere eller mindre kraftig syrlig/ sød lugt fra fermenteringsprocessen.

2.3 Anaerob fermentering af slam

Prøve af "råslam"

Umiddelbart inden sammenblandingen af slam og bokashi blev der udtaget en prøve til analyse for organiske miljøfremmede stoffer og tungmetaller. Prøven blev udtaget som seks delprøver forskellige steder i slammet. Delprøverne blev blandet til én samlet prøve.

Blanding af bokashi og slam

Slammet blandedes med bokashi i forholdet 1:1 efter vægt. Hver blanding indholdt ca. 12 kg slam og 12 kg af de respektive bokashi typer. Sammenblandingen foregik på en træfiberplade med en skovl for at undgå spild og "forurening" med andre materialer som f.eks. jord. Den primitive metode blev valgt, efter at en fritfaldsblander var blevet afprøvet i den første forsøgsrække. Denne metode gav et dårligt blandingsresultat med mange slamklumper uden bokashi, og blev derfor fundet uegnet. For at undgå sammenblanding blev der blandet i følgende rækkefølge:

- Først blandingen med vand, melasse og EM.

Derefter på en ren plade blandes

- Blanding med vand
- Blanding med vand melasse
- Blanding med vand, melasse og slampodning

Efter sammenblanding blev blandingerne puttet i PE poser, som blev lukket og placeret i en PE tønde med tætsluttende låg. Tønderne opbevares ved 15ºC i 4 uger.

Efter 4 uger anaerob fermentering vurderedes udviklingen ud fra udseende og lugt, endvidere blev temperaturen i tønderne målt.(Tabel 1)

Tabel 1 Umiddelbart indtryk efter 4 ugers anaerob behandling.

2.4 Aerob kompostering

Blandingerne blev "luftet" og lagt i en "mini" mile indendørs på en træplade. Ved at placere milerne indendørs, undgik man at resultatet blev påvirket af udvaskning og nedsivning på grund af regn. Temperaturen blev målt efter 1 dag, efter 2 dage og efter 1 uge.

Tabel 2

Mile 1 dag ºC 2 dag ºC 1 uge ºC
1 30 32 19
2 22 22 19
3 26 26 19
4 28 30 19

Temperaturen forblev herefter ens for alle bunkerne, og steg ikke på noget tidspunkt over rumtemperaturen.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]