[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Emission af flygtige organiske forbindelser fra træ, træbaserede materialer, møbler og inventar

1. Indledning og formål

Det foreliggende projekt: "Emission af flygtige organiske forbindelser fra træ, træbaserede materialer, møbler og inventar" er gennemført for "Rådet vedrørende genanvendelse og renere teknologi" i perioden juni 1995 - sep- tember 1997.

Styregruppe

I projektet har der været nedsat en styregruppe med følgende medlemmer:

Elisabeth Paludan, Miljøstyrelsen
Lea Frimann Hansen, Miljøstyrelsen
Birgitte Borup, Foreningen Dansk Designere
Jakob U. Christiansen, Direktoratet for Arbejdstilsynet
Frits Hansen, Møbelhandlernes Centralforening
Ove Nielsen, Bygge- og Boligstyrelsen
Martin Ravnsbæk, Sørvad Møbelfabrik A/S
Henrik Skovbo, Novopan Træindustri A/S
Kirsten Stær, Akzo Nobel Industrial Coating A/S
Lennart Sørensen, Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark

Målgruppe

Målgruppen for den foreliggende publikation er træ- og møbelindustrien, producenter af bygningsinventar, producenter af farve, lak og folier, projekterende og rådgivende arkitekter og ingeniører samt myndigheder. Slutbrugere er en sekundær målgruppe.

Emissioner fra træ

Der bliver i stigende grad fokuseret på påvirkningen af emissioner fra møbler, inventar og byggevarer på brugsmiljøet. Emissioner af flygtige organiske forbindelser har i flere tilfælde haft afgørende indflydelse på både forbrugeres og professionelle brugeres materialevalg, og det forventes, at lav emission af flygtige forbindelser kan blive en væsentlig konkurrencepara-
meter for bl.a. eksport af møbler.

Træ og træmaterialer er fra naturens side kendetegnet ved at indeholde varierende mængder af flygtige stoffer. Dette kan bl.a. konstateres ved det faktum, at træ lugter/dufter. Træprodukter i brugssituationen er oftest en kombination af træ og de materialer, der tilføres, herunder lime og lakker.

Set i et bredt miljøperspektiv er træ et materiale, der udmærker sig ved at være en fornybar råvare med lave udvindingsomkostninger og ved at kunne bortskaffes ved forbrænding. Imidlertid er træprodukters påvirkning af brugsmiljøet med undtagelse af formaldehydemission kun undersøgt og beskrevet i ringe omfang, selv for produkter fremstillet til brug indendørs.

En systematisk undersøgelse af emissioner fra træ og træbaserede materialer samt fra overfladebehandlinger vil være væsentlig for at søge at undgå, at træ og træbaserede produkter kommer til at stå over for et nyt emissionsproblem, der i omfang kan udvikle sig i retning af problemet med for maldehydemission fra tidligere generationer af spånplader.

Formål

Projektets formål var derfor at klarlægge VOC-(Volatile Organic Compound) emissioner fra træ og træbaserede produkter ved eksperimentel undersøgelse af udvalgte produkter inden for kategorierne træ, træbaserede materialer, møbler og inventar. Undersøgelsen skulle tjene til at tilvejebringe et detaljeret kendskab til de eksakte VOC'er, der afgives over tid og identificere problemer med emission af disse flygtige forbindelser i relation til slutbrugeren. Emissionernes potentielle komfort og sundhedsmæssige problemer blev analyseret toksikologisk. Metoder til at reducere emission fra træ og hjælpematerialer blev vurderet, og modifikations-/substitutions betragtninger til nedbringelse af emissionen blev inddraget.

Fremgangsmåde

Projektet var inddelt i 5 faser:

1. Udvælgelse og beskrivelse af repræsentative materialer
2. Måling af VOC-emission
3. Vurdering af VOC-emission
4. Vurdering af produktmodifikation henholdsvis substitution
5. Rapportering.

Projektet er gennemført af en arbejdsgruppe bestående af:

  • Lydia Frost, Cand.scient et pharm, Center for Miljøteknik, Dansk Teknologisk Institut
  • Lis Winther Funch, Laboratorietekniker, Center for Træteknik, Dansk Teknologisk Institut
  • Mogens Kragh Hansen, Cand. pharm., phD, Maler BST
  • Lilli Kirkeskov Jensen, Overlæge, Arbejds- og miljømedicinsk afdeling, Skive Sygehus
  • Bodil B. Knudsen, Speciallæge, Dermatologisk afdeling, Københavns Amts Sygehus i Gentofte
  • Annelise Larsen, Civilingeniør, Center for Træteknik, Dansk Teknologisk Institut (projektansvarlig)
  • Lars Mølhave, Cand.scient, phD, Dr.med, Institut for Miljø- og Arbejdsmedicin, Aarhus Universitet.

Arbejdet er gennemført i tæt samarbejde mellem arbejdsgruppens deltagere. Alle deltagere har været involveret i projektets teoretiske dele. Den eksperimentelle del (fase 2) er udført af Center for Kemiteknik og Center for Træ teknik, Dansk Teknologisk Institut.

Rapportering

Nærværende dansksprogede projektrapport giver hovedresultaterne af oven nævnte projekt.

Projektet findes tillige rapporteret i en separat engelsksproget rapport: "Emission of Volatile Organic Compounds from Wood and Wood-Based Materials".

Den engelske udgave adskiller sig fra den danske ved en større detaljeringsgrad i afsnit vedrørende vurdering af emission og ved mere omfattende bilagsmateriale. Fremover benævnes den engelske udgave: "engelsksproget rapport". Indholdsfortegnelse og bilagsoversigt for den engelske udgave fin des i Bilag 1 i nærværende rapport.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]