Vejledning til bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter
miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4
9. Begrænsning af udledning af kvælstof og fosfor for større industrielle
virksomheder
9.1 Virksomhederne
9.2 Definitioner
9.3 Omfang af rensekravene
9.4 Nedbringelsen af udledningen
9.5 Afløbskontrol
9.6 Kompetenceovergang
9.7 Retsbeskyttelse
9.8 Tilsyn og håndhævelse
9.9 Klageadgang
9.1 Virksomhederne
De omfattede virksomhederne
Kapitel 9 omhandler de foranstaltninger, der skal iværksættes i forbindelse med
ansøgning om og meddelelse af udledningstilladelse til større industrielle virksomheder
med direkte udledning af kvælstof og fosfor til vandløb, søer eller havet.
Bestemmelserne i dette kapitel skal anvendes, når der meddeles tilladelse til samlede
udledninger fra en enkelt industrivirksomhed eller fra et enkelt spildevandsanlæg,
herunder et fælles industrielt spildevandsanlæg, som efter rensning overstiger 22 tons
kvælstof eller 7,5 tons fosfor om året.
Virksomheder, der er tilsluttet en offentlig udløbsledning efter renseanlægget.
Virksomheder, der er tilsluttet en offentlig udløbsledning efter det kommunale
renseanlæg, og som er beliggende inden for renseanlæggets opland, reguleres som
hovedregel med en tilslutningstilladelse til det offentlige spildevandsanlæg, jf. lovens
§ 28, stk. 3. Når den samlede afledning fra en virksomhed tilsluttet udløbsledningen
efter det kommunale renseanlæg overstiger enten 22 tons kvælstof eller 7,5 tons fosfor
om året, fraviges denne hovedregel dog, idet virksomheden ifølge bekendtgørelsens §
20, stk. 2 bliver omfattet af bestemmelserne i dette kapitel og dermed reguleres som en
virksomhed med direkte udledning til vandløb, søer eller havet.
Før en sådan udledningstilladelse kan meddeles af amtet, kræves der accept fra den
pågældende kommunalbestyrelse til anvendelse af udløbsledningen.
Flere udledninger via samme ledning
Såfremt to eller flere industrielle virksomheder benytter den samme
udløbsledning, skal der som hovedregel meddeles udledningstilladelse til hver enkelt
industriel udledning.
Andre udledninger af industrielt spildevand
Industrielle udledninger med mindre årlig udledning af kvælstof og fosfor end
henholdsvis 22 tons og 7,5 tons samt industrielle udledninger med indhold af alene
tungmetaller og/eller miljøfremmede stoffer er ikke omfattet af bestemmelserne i dette
kapitel. Disse udledninger behandles efter de generelle regler i bekendtgørelsens kapitel
7.
Dambrug med større udledning af kvælstof og fosfor reguleres ikke efter
bestemmelserne i dette kapitel, da disse reguleres særskilt efter bekendtgørelse nr. 204
af 31. marts 1998 om ferskvandsdambrug og bekendtgørelse nr. 640 af 17. september 1990 om
saltvandsbaseret fiskeopdræt.
9.2 Definitioner
Ved et industrielt spildevandsanlæg forstås et spildevandsanlæg (jf.
definitionen i bekendtgørelsens § 4, stk. 7), der kun håndterer spildevand fra en
enkelt industrivirksomhed, idet der dog kan håndteres spildevand eller delstrømme af
spildevand fra andre industrivirksomheder, når dette udelukkende sker af hensyn til
optimering af processerne i spildevandsanlægget.
Ved en industriel udledning forstås de samlede udledninger til vandløb, søer eller
havet fra en enkelt industrivirksomhed.
Fællesindustrielle spildevandsanlæg er spildevandsanlæg, der samlet håndterer
spildevand fra flere enkelte industrivirksomheder. Såfremt spildevandsanlægget
håndterer andet end spildevand fra industrivirksomheder, er udledningen reguleret efter
bestemmelserne i bekendtgørelsens kapitel 7.
Det vil i ovenstående afgrænsning af, hvornår en industriel udledning er omfattet af
bestemmelser i dette kapitel normalt være kalenderåret, der skal lægges til grund for
udledningens størrelse, idet det dog i visse tilfælde kan være naturligt at vælge et
andet referenceår end kalenderåret, f.eks. i forbindelse med faste årstidsbestemte
variationer i produktionen. Referenceåret bør fastlægges i udledningstilladelsen, evt.
som følge af begrundet ønske herom i ansøgningen.
9.3 Omfang af rensekravene
Rensningsgrad
Bekendtgørelsens § 21, stk. 1 og 2 fastsætter, at de i kapitel 9 omhandlede
industrielle spildevandsanlæg mindst skal rense spildevandet ved anvendelse af den
bedste, tilgængelige teknik.
Yderligere krav om rensning kan blive aktuelt, når regionplanen stiller strengere krav
til kvaliteten af vandområderne, idet der i så fald kan kræves reduktion af
stofudledningerne i et sådant omfang, at udledningen ikke er til hinder for opfyldelsen
af kvalitetsmålsætningen for det modtagende vandområde. Det vil sige, at det er en
forudsætning, at den pågældende udledning, skal være medvirkende årsag til, at den
målsatte kvalitet ikke kan opfyldes eller bevares, for at der kan stilles yderligere krav
om rensning/reduktion til virksomheden.
9.4 Nedbringelsen af udledningen
Hvad er bedste, tilgængelige teknik?
Bekendtgørelsens § 21 bestemmer, at udledninger af kvælstof og fosfor, der er
omfattet af bekendtgørelsens kapitel 9, skal nedbringes mest muligt ved anvendelse af den
bedste, tilgængelige teknik. Det vil ifølge definitionen heraf, jf. § 4, stk. 11, sige
den teknik, som er teknisk gennemførlig og økonomisk opnåelig for den pågældende
virksomhedstype. Ved bedste, tilgængelige teknik forstås både produktions- og
renseteknik.
Med begrebet "Virksomhedstype" skal forstås en helhedsvurdering af
virksomheden. Ved store sammensatte virksomheder og produktioner kan det være vanskeligt
at fastlægge, hvilken virksomhedstype, kravet om anvendelse af bedste, teknik skal
relateres til. I sådanne tilfælde bør der for hvert af de enkelte anlæg, der bidrager
med spildevand til udledningen anvendes den bedste, tilgængelige teknik refererende til
den virksomhedstype, som kan beskrive hver af de enkelte anlæg.
Der er tale om et mindstekrav, der skal opfyldes i forbindelse med behandling af sager
om udledningstilladelser efter bekendtgørelsen.
Yderligere krav vil, som nævnt i afsnit 9.3, kunne stilles af hensyn til krav til
vandområdernes målsatte kvalitet i regionplanerne.
Baggrunden for opstilling af mindstekravet om anvendelse af bedste tilgængelige teknik
for de industrielle udledninger er, at det i forbindelse med Vandmiljøplanens vedtagelse
i 1987, blev vurderet at en række af de virksomheder, der er omfattet af Vandmiljøplanen
(jf. bekendtgørelsens § 20), ville have svært ved at overholde Vandmiljøplanens
emissionsgrænseværdier på 8 mg/l for kvælstof og 1,5 mg/l for fosfor for de kommunale
renseanlæg. Dette skyldes særligt den meget store forskellighed i virksomhederne og
deres muligheder for at nedbringe udledningerne af kvælstof og fosfor.
Som led i indsatsen for at nedbringe udledningen af næringssalte fra de større
industrielle udledninger, stilles der derfor skærpede krav til de pågældende
virksomheder om at dokumentere, at udledningen af kvælstof og fosfor nedbringes ved
bedste, tilgængelige teknik. Bekendtgørelsens § 22, stk. 1, indeholder en nøje
beskrivelse af, hvilken dokumentation/hvilke basisoplysninger, der skal ledsage en
ansøgning om tilladelse til udledning. Amtsrådet afgør endvidere hvilke oplysninger,
der udover basisoplysningerne nævnt i bekendtgørelsens § 22, stk. 1, skal indgå i en
ansøgning og dermed ligge til grund for amtsrådets afgørelse, jf. bekendtgørelsens §
22, stk. 3.
Det er amtsrådet, der som 1. instans skal tage stilling til den enkelte virksomheds
anvendelse af bedste, tilgængelige teknik. Amtsrådet må træffe sin afgørelse på
baggrund af en konkret afvejning set i lyset af formålet med Vandmiljøplanen, der er
udgangspunkt for bekendtgørelsens kapitel 9, og som indebærer den størst mulige
nedbringelse af udledningerne fra industrien af kvælstof og fosfor ved anvendelse af den
bedste, tilgængelige teknik.
Vurderingen bør ske ud fra dels en bedømmelse af de oplysninger, virksomheden har
indsendt sammen med ansøgningen, dels myndighedens egen vurdering af forholdet mellem
oplysningerne og resultatet af myndighedernes egne undersøgelser og viden på området.
Lovens § 3 og § 4
Princippet om det "integrerede princip" følger endvidere af lovens § 3
og § 4, hvor princippet ikke er begrænset til liste- (eller IPPC-) virksomheder, men
gælder generelt i forbindelse med begrænsning af forurening, og bør således også
finde anvendelse i forbindelse med myndighedernes vurdering af, hvad der må anses for
bedste opnåelige teknik mere generelt.
Tidsbegrænsede godkendelser for at opfylde kravet om bedste tilgængelige teknik
For en række eksisterende virksomheder, som i 1987 blev omfattet af
Vandmiljøplanen, er Vandmiljøplanens krav om bedste tilgængelige teknik, endnu ikke
fuldt gennemført. For en del af disse virksomheder har der været igangsat en løbende
proces, som over en årrække gradvis skulle kunne nedbringe de tilladte udledte mængder
ved hjælp af Vandmiljøplanens krav om bedste tilgængelige teknik som det langsigtede
mål. Disse virksomheder har som et led i processen almindeligvis fået meddelt et antal
successive tidsbegrænsede udledningstilladelser.
Myndighederne har generelt mulighed for at betjene sig af denne fremgangsmåde over for
virksomheder, der ikke umiddelbart kan opfylde betingelserne for brugen af bedste
tilgængelige teknik.
9.5 Afløbskontrol
Tilsynsmyndigheden skal føre kontrol med den årlige udledning af kvælstof og
fosfor i spildevandet sammen med den øvrige afløbskontrol for virksomheden. Vilkår for
afløbskontrollen fastsættes i virksomhedens udledningstilladelse. jf. bekendtgørelsens
§ 51, stk.1. Udledningen kan kontrolleres efter bestemmelserne i den Danske Standard for
statistisk afløbskontrol eller efter anden specificeret kontrolmetode. Alternativt kan
udledningerne kontrolleres efter Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/1981 om afløbskontrol
ved særskilt udledning af spildevand.
Opmærksomheden skal i denne forbindelse henledes på, at der i Vandmiljøplanens
overvågningsprogram er forudsat, at udledningerne efter deres størrelse inddeles i
forskellige prøvetagningsklasser, hver med et fastsat minimalt antal prøver om året.
9.6 Kompetenceovergang
Der henvises til afsnittene 7.5 om udledning fra godkendelsespligtige virksomheder
og 7.10 om oversigt over kompetencefordeling.
9.7 Retsbeskyttelse
Der henvises til afsnit 7.5 om udledning fra godkendelsespligtige virksomheder.
9.8 Tilsyn og håndhævelse
Der henvises til afsnit 7.9 om tilsyn og håndhævelse.
Hvor en virksomhed, der ikke er optaget på listen over godkendelsespligtige
virksomheder m.v., bliver omfattet af bestemmelserne i dette kapitel, er det fremdeles
kommunalbestyrelsen, der er tilsynsmyndighed med hensyn til virksomheden og herunder med
overholdelsen af udledningstilladelsen.
9.9 Klageadgang
Der henvises til afsnit 7.12 om klageadgang.
|