Fosforkredsløbet (efter Miljøstyrelsen, 1984 og 1990).

Se her

Middeltemperaturen for Danmark beregnet på ugebasis. Normalen repræsenterer månedsgennemsnit af perioden 1961-1990 (efter Grant m.fl., 1999).

Vandindvinding

Renseanlæggenes størrelsesfordeling i 1998.

Fordeling af renseanlæg på anlægstyper, kapacitet samt rensegrader og udledningsmængder i 1998.

Spildevandets indhold af tungmetaller

Middelværdier og spredning for tungmetaller i ind- og udløb, 1998.

Kvalitetskrav for vandmiljøet

En anden metode at estimere den samlede udledning kunne være at tage udgangspunkt i mængden af tungmetal udledt pr. PE for de fire renseanlæg, og derefter multiplicere med det samlede antal PE tilsluttet alle renseanlæg. En sådan beregning viser, at de udledte mængder i 1998 ville ligge 10-40 % lavere end beregningerne gennemført på basis af vandmængde. Det vurderes derfor, at tallene vist i tabel 3.5 er overestimeret i forhold til den reelle udledning af tungmetaller.

Sammenlignes data for udledningen i 1994 med 1998 er udledningen af de fleste tungmetaller af samme størrelsesorden. For arsen, cadmium, kviksølv, chrom og nikkel er de beregnede udledninger lavere end i 1994, mens udledningerne af zink, bly og kobber er højere end i 1994. Dette er efter Miljøstyrelsens vurdering mere et udtryk for en karakteristik af de 4 anlæg, der er målt på i 1998, end at der er tale om generelle stigninger eller fald i niveauet for de udledte mængder af disse stoffer.

I 1998 er der tillige målt for en række tungmetaller i spildevandsslammet på de 4 udvalgte renseanlæg. Den mængde af slam, der er undersøgt i 1998, svarer til ca. 10 % af den samlede mængde slam i Danmark. Af den slammængde, hvorpå der er målt, udbringes ca. 20 % på landbrugsjord. På landsplan udbringes ca. 60 % af den samlede slammængde på landbrugsjord, hvilket betyder, at det målte slam i 1998 repræsenterer en stor del af det slam, der ikke bringes på landbrugsjord.

Miljøstyrelsen indsamler hvert år data for spildevandsslam fra alle danske renseanlæg. Data for 1997 er sammenfattet i Miljøstyrelsen (1999b). Sammenlignes tallene i tabel 3.6 med data fra denne rapport ligger de målte værdier i samme størrelsesorden. Værdierne for cadmium og bly er dog lidt højere end de målte værdier i 1997.

For det spildevandsslam, der skal anbringes på landbrugsjord, er der opstillet krav bl.a. for indholdet af tungmetaller. Disse krav fremgår af bekendtgørelse nr. 823 af 16. september 1996 om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål (Miljø- og Energiministeriet, 1996). I forhold til de opstillede krav for slam, der skal bringes på landbrugsjord, er værdierne for cadmium og bly højere end de opstillede krav vurderet på tørstofbasis.

På baggrund af data fra Miljøstyrelsens opgørelse af spildevandsslam fra 1997 er det samlede indhold af tungmetaller i spildevandsslam beregnet. Beregningerne er baseret på ca. 90 % af den samlede slammængde i Danmark. Det vurderes på denne baggrund, at de beregnede mængder af tungmetaller giver et godt indtryk af udledningernes størrelsesorden.

Siden 1989 er der sket en betydelig reduktion i udledningen fra renseanlæg. Den udledte mængde af organisk stof er reduceret med 90 %, mens udledningen af kvælstof og fosfor er reduceret med 71 % og 87 %. Udledningen af organisk stof, kvælstof og fosfor fremgår af figur 3.2.

---

Udvikling i udledningen fra renseanlæg i perioden 1989-1998.

I perioden 1989 til 1998 har tilledningen til renseanlæggene varieret i intervallet 8,2 til 9,4 mio. PE. Udsvingene i belastningens størrelse må tilskrives den usikkerhed, der er forbundet med opgørelsesmetoden, der i vid udstrækning er baseret på relativt få målinger på det enkelte anlæg. Udsvingene i kapacitetens størrelse kan hænge sammen med, at der på et tidspunkt var usikkerhed om, hvorvidt det var tal for den fysiske kapacitet eller om det var tal for den godkendte kapacitet, der skulle indberettes.

---

Samlet spildevandsudledning og årsnedbør, 1989-98.

Det samlede antal renseanlæg reduceres fortsat. Spildevandsrensningen samles på større og mere avancerede renseanlæg.

Antallet af overskridelser af udlederkrav i procent af antal anlæg med kontrollerede udleder krav er fra 1989 til 1995 faldet fra 39 % til 25 %, men steg i 1996 til 30 %. I 1997 faldt antallet til 20 % og er i 1998 faldet yderligere, således at antallet af overskridelser i procent af anlæg med kontrollerede krav nu er 16 %. Antallet af anlæg med kontrollerede krav har været nogenlunde konstant de sidste fem år. Da samtidig det totale antal kommunale renseanlæg er faldende, er andelen af anlæg med kontrollerede krav stigende. Antallet af anlæg med overskridelser, er det laveste, der er konstateret i perioden 1989-98.

3.1.2 Særskilte industrielle udledere

Opgørelsen over særskilte industrielle udledninger omfatter direkte udledninger til vandløb, søer eller havet fra virksomheder, som ifølge miljøbeskyttelsesloven skal have en udledningstilladelse. Undtaget fra opgørelsen er dog udledninger fra virksomheder mv. som samlet udleder mindre end 30 PE eller som udelukkende udleder kølevand eller uforurenet overfladevand.

Opgørelsen omfatter i alt 109 virksomheder mv. med en eller flere direkte udledninger til vandløb, søer eller havet. Af disse virksomheder er 32 omfattet af Vandmiljøplanens krav om nedbringelse af næringsstofudledningen (VMP-virksomheder). Af de 123 virksomheder udleder i alt 87 kvælstof, fosfor og/eller organisk stof. For 54 af virksomhederne har amterne oplyst, at der udledes tungmetaller og/eller miljøfremmede stoffer. Virksomheder i Vestsjællands, Bornholms, Viborg eller Nordjyllands amter med eventuel udledning af tungmetaller og miljøfremmede stoffer er på grund af manglende oplysninger ikke indregnet i denne opgørelse.

Den samlede mængde spildevand udledt fra særskilte udledere udgjorde i 1998 ca. 64 mio. m³, hvoraf ca. 43 mio. m³ blev udledt fra VMP-virksomheder.

Udledningen af næringssalte fra særskilte udledere udgjorde i 1998 1.428 ton kvælstof og 124 ton fosfor. Der er hermed tale om et fald i udledningen i forhold til 1997; kvælstofudledningen er således reduceret med 21 % og fosforudledningen med 14 %. Kvælstofudledningen på 1.428 ton fordelte sig med 1.189 ton fra VMP-virksomheder og 239 ton fra øvrige udledere. Fosforudledningen på 124 ton fordelte sig med 100 ton fra VMP-virksomheder og 24 ton fra øvrige udledere.

Udledningen af næringssalte udgjorde af den samlede landbaserede punktkildeudledning i 1998 omkring 14 % for kvælstof og omkring 9 % for fosfor, jf. figur 3.1. Det er fortsat fiskeindustrien, der vejer tungest i industriregnskabet med 46 % af kvælstofudledningen og 52 % af fosforudledningen. Mængden af organisk stof udledt fra særskilte udledere udgjorde i 1998 ca. 10.700 ton BI₅, hhv. ca. 24.100 ton COD. Heraf udgjorde udledningen fra VMP-virksomheder ca. 9.100 ton BI₅, hhv. ca. 21.3700 ton COD. Der er i forhold til udledningen i 1997 tale om en reduktion på 6 % for BI₅ og 23 % for COD.

Hvor de særskilte udledere er af mindre betydning for næringssaltudledningen, er de til gengæld de markant største bidragydere med hensyn til organisk stof med omkring 43 % af den samlede landbaserede punktkildeudledning, opgjort som BI₅. De største udledere her er sukkerindustrien med 61 % og fiskeindustrien med 32 % af industriudledningen.

De af amterne indberettede oplysninger om mængder af tungmetaller og miljøfremmede stoffer udledt i 1998 fra særskilte udledere til vandområderne er summeret op i tabellerne 3.7 og 3.8. Opgørelsen er baseret på oplysninger fra virksomhedernes egenkontrol og fra amternes tilsyn. Indsamling af oplysningerne er således ikke foretaget med henblik på tilvejebringelse af et landsdækkende billede af udledningen, hverken med hensyn til udledte stoffer eller stofmængder, og som allerede nævnt mangler der oplysninger på dette område fra fire af de fjorten amter. Af samme grund er de angivne mængder i tabellerne minimumsangivelser for udledningen.

Tungmetaller og uorganiske sporstoffer mv. udledt fra særskilte industrielle udledere i 1998 (minimumsangivelser).

Miljøfremmede stoffer mv. udledt fra særskilte industrielle udledere i 1998 (minimumsangivelser).

Tungmetallerne og flertallet af de nævnte miljøfremmede stoffer indgår i prøvetagningen under NOVA-2003. For en lang række af stofferne foreligger der imidlertid endnu ikke de nødvendige analysemetoder eller dokumentation for kvaliteten af analyserne. På den baggrund vurderes de angivne stofmængder at være forbundet med en væsentlig usikkerhed.

Andre stoffer udledt fra særskilte udledere i 1998 er frit chlor, formiat, acetat, jern, ferro-jern og olie.

Flere af de tungmetaller og miljøfremmede stoffer, som er omfattet af amternes indberetning for 1998, herunder bl.a. kviksølv og cadmium samt chlorphenoler, aromatiske halogenerede kulbrinter og halogenerede alifatiske kulbrinter, er opført på den såkaldte liste I over stoffer, for hvilke forureningen bør bringes til ophør, jf. direktiv 76/464/EØF om forurening, der er forårsaget af udledning af visse farlige stoffer i Fællesskabets vandmiljø. Direktivet er gennemført i dansk lovgivning ved Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996, og der er i forbindelse hermed fastsat kvalitetskrav for vandmiljøet for liste I-stofferne. Koncentrationerne i spildevandet fra de særskilte industrielle udledere vurderes generelt ikke at være kritiske sammenholdt med disse kvalitetskrav.

Der foreligger ikke fra amterne oplysninger om hvilke bestræbelser, der i de konkrete tilfælde gøres med hensyn til at bringe udledningen af de nævnte stoffer til ophør.

Den samlede udledte mængde spildevand er faldet siden 1989. Vandmængden toppede i 1991 med en årsudledning på 100 mio. m³ og faldt derefter frem til 1996, hvorefter den har ligget konstant på knap 65 mio. m³ pr. år. Udledningen fra VMP-virksomhederne har gennem perioden ligget nogenlunde konstant på mellem 40 og 45 mio. m³ pr. år, bortset fra årene 1991-92, hvor der blev udledt omkring 56 mio. m³ pr. år.

Den samlede kvælstofudledning fra særskilte udledere faldt med 37 % alene fra 1989 til 1990 og har generelt været faldende også i årene derefter. Den samlede reduktion siden 1989 er på 78 %, jf. figur 3.4.

For VMP-virksomhederne alene er den procentvise reduktion i kvælstofudledningen siden 1989 mindre end for alle virksomhederne under ét, hvilket bl.a. skyldes, at stadig flere virksomheder bliver omfattet af Vandmiljøplanes krav. Det har derfor interesse særskilt at følge de VMP-virksomheder, for hvilke der foreligger oplysninger tilbage til 1989. For disse virksomheder er udledningen reduceret jævnt gennem perioden fra 2.065 ton til 839 ton, bortset fra, at en ekstraordinært stor udledning fra fiskemelsindustrien i 1992 gjorde dette års samlede udledning til periodens største med 2.237 ton. Den samlede reduktion gennem perioden 1989-98 udgør 59 %.

Udviklingen i fosforudledningen fra industrielle udledere siden 1989 er stort set den samme, hvad enten udledningen opgøres for alle særskilte udledere (Figur 3.4), for VMP-virksomhederne under ét eller alene for VMP-virksomheder, for hvilke der foreligger oplysninger tilbage til 1989. Generelt er der sket en kraftig reduktion i udledningen frem til midt i 1990erne, hvorefter udledningen har været nogenlunde stabil. For alle udledere under ét er der siden 1989 sket en reduktion fra 1.412 ton til 124 ton, svarende til 91 %. For VMP-virksomheder, for hvilke der foreligger oplysninger tilbage til 1989, er udledningen reduceret fra 810 ton til 48 ton, svarende til 94 %.

Den samlede BI₅-udledning fra særskilte udledere, som i 1989 udgjorde 56.205 ton, blev reduceret jævnt frem til 1996, men synes derefter at have stabiliseret sig omkring 10.000 ton BI₅ pr. år. Reduktionen i den samlede udledning fra 1989 til 1998 udgør 81 % (Figur 3.4).

---

Udviklingen i den samlede udledning af kvælstof, fosfor og organisk stof fra særskilte industrielle udledere i perioden 1989-1999.

BI₅-udledningen fra VMP-virksomheder varierede omkring 19.000 ton pr. år fra 1989 til 1992 og faldt derefter til omkring 6.400 ton i 1996, hvorefter den atter er steget. Udviklingen afspejler i et vist omfang, at der nu er flere VMP-virksomheder end i 1989. For de VMP-virksomheder alene, for hvilke der foreligger oplysninger tilbage til 1989, skete der en halvering af udledningen i perioden fra 1989 til 1991-92, fra 20.305 ton til omkring 10.000 ton. Reduktionen fortsatte med mindre hast frem til 1996, hvorefter udledningen har været svagt stigende til 6.778 ton i 1998. Reduktionen i udledningen fra 1989 til 1998 udgør for disse virksomheder 67 %.

For tungmetaller og miljøfremmede stoffer har der ikke hidtil været foretaget årlige opgørelser over udledningen fra særskilte udledere. Miljøstyrelsen (1994) har tidligere opgjort den samlede udledning af tungmetallerne bly, kobber, chrom, nikkel og zink fra særskilte udledere i 1993 til 5 ton, hvor den tilsvarende udledning i 1998 udgjorde 2 ton. Ligesom for dette års opgørelse var opgørelsen fra 1993 behæftet med stor usikkerhed, og der er ikke grundlag for at antage, at forskellen på de to tal reelt er udtryk for en væsentlig reduktion i udledningen.

3.1.3 Regnbetingede udløb

Opgørelse over regnbetingede udløb omfatter alle regnvandsudledninger til vandløb, søer og havet fra afvandede arealer, såsom tagarealer, vejarealer, stier og pladser, i det omfang disse er tilsluttet et kloaknet. De regnbetingede udledninger kan opdeles i:

• separate udledninger af overfladevand,
• overløb fra fælleskloakerede områder, hvor udledningen udgøres af en blanding af overfladevand og spildevand.

Året-der-gik

Den væsentligste parameter ved beregning af udledningen fra de regnbetingede udløb er nedbøren. 1998 var som helhed meget nedbørsrig. Der faldt 860 mm nedbør i gennemsnit over landet, hvilket er mere end 20 % mere end normalt. Dette har medført tilsvarende større regnbetingede udledninger fra både separat- og fælleskloakerede områder.

Antallet af regnbetingede udløb med tilhørende totale og befæstede arealer fremgår af tabel 3.9. Det samlede kloakerede areal udgør 241.300 hektar, og det befæstede areal udgør 71.600 hektar, svarende til ca. 5 % af det samlede areal. Fordelingen mellem fællessystem og separatsystem er for de befæstede arealer tæt ved 50 %, men med en stor regional variation. Københavns kommune har ca. 90 % fælleskloakerede arealer, mens Københavns Amt har ca. 30 % fælleskloakerede arealer. Der er registreret i alt 5.395 overløbsbygværker og 9.136 separate udløb af overfladevand. Det samlede befæstede areal er stort set uændret, mens der er en tydelig tendens til at flere arealer udleder via bassin, både for fælles- og separatkloakerede arealer.

Antal udløb/overløb separat - og fælleskloaksysterner i 1998.

Udledningen i 1998 var knap 20 % højere end for et normal år med en vandmængde på 244 mio. m³, og et stofindhold på 968 ton kvælstof, 253 ton fosfor og 16.192 ton organisk stof målt som COD. Den højere udledning skyldes den meget store nedbørsmængde.

I 1998 er der udformet en opgørelse af overløb for renseanlæg større end 5.000 PE. For disse anlæg er indberettet de summerede overløbsmængder fra hele renseanlæggets fælleskloakerede opland. Denne opgørelse viser, at på trods af at overløbene i dag kun udgør under 3-4 % af belastningen i renseanlæggenes oplande, har overløbsmængder i mange tilfælde samme størrelsesorden som udløb. I middel udgør de dog kun ca. 12 % for organisk stof og kvælstof og 30 % for fosfor.

Udviklingen siden 1989

De beregnede udledninger af organisk stof, fosfor og kvælstof vist for perioden 1989 til 1998 fremgår af figur 3.5. Tilsvarende er nedbøren i samme periode vist. Figuren viser, at der ikke er de store variationer fra år til år i udledningen. Samtidig ses, at udledningen følger nedbørsmængden.

---

Indenfor fælleskloakerede områder, er der i perioden 1992-98 sket en stigning på 34 % af det befæstede areal, hvorfra der udledes via bassiner, og tilsvarende er arealet faldet med 10 % for områder, hvorfra der udledes uden bassiner. Stigningen tilskrives etableringer af nye bassiner. I 1998 er der bassiner på udledninger fra 35 % af de fælleskloakerede befæstede arealer.

Det åbne land repræsenterer typisk almindelig beboelse. Ejendommene ligger uden for kloakerede områder og afleder spildevand via anlæg med en kapacitet på under 30 personækvivalenter (PE). Der er først og fremmest tale om udledning af husspildevand.

I 1998 var der i alt ca. 346.500 ejendomme i det åbne land. Ejendommene fordeler sig som beboelsesejendomme beliggende i sommerhusområder, kolonihavehuseområder, områder med spredt bebyggelse og landsbyer. Fordelingen af alle ejendomme i Danmark med en spildevandsafledning under 30 PE beliggende uden for kloakerede områder, herunder fordelingen på de forskellige ejendomstyper fremgår af tabel 3.10.

Antal ejendomme fordelt på rensetype inden for de forskellige ejendomstyper.

Se her

Langt hovedparten af de registrerede ejendomme i det åbne land er beliggende i spredt bebyggelse svarende til ca. 60 % af alle ejendomme. Sommerhusene udgør ligeledes en stor gruppe svarende til ca. 30 % af alle ejendomme.

I tabel 3.10 er det ligeledes vist, hvilken renseforanstaltninger der er etableret på ejendommene i det åbne land. Det ses, at ca. halvdelen af alle ejendomme har afledning af spildevand i form af nedsivning. Det vil sige, at der ikke sker udledning til vandløb, søer eller havet. Det skal bemærkes, at ca. halvdelen af disse nedsivningsanlæg er at finde i sommerhusområderne. Afløbstypen ‘øvrige m. udledning’ udgør, jf. tabel 3.10, en begrænset andel, idet kun ca. 5 % af alle ejendomme har etableret en sådan afløbstype. Heraf fås, at lidt under halvdelen af ejendommene i det åbne land har en form for afledning spildevand, hvor der sker udledning til vandløb, søer eller havet. Helårsbeboelsen udgør mere end 90 % af alle disse ejendomme.

Under en procentdel af udledningerne fra ejendomme i det åbne land sker via minirenseanlæg eller biologiske sandfiltre, jf. tabel 3.11. Resten afleder typisk i form af udledning efter mekanisk rensning, ofte tilknyttet dræn.

Den beregnede udledning af kvælstof, fosfor og organisk stof i 1998 fordelt på de forskellige typer af ejendom inden for det åbne land fremgår af tabel 3.11. Der er tilsyneladende sket et mindre fald i udledningen til vandområder i forhold til sidste år. Den registrerede ændring skal dog formentlig også tilskrives, at indberetningen med hensyn til rensemetoder og dermed rensegrader er mere detaljeret i forhold til tidligere.

Ejendommene i det åbne land uden for kloakerede områder udledte efter rensning ca. 998 ton kvælstof og 228 ton fosfor og 3.888 ton organisk stof til vandløb, søer eller havet. Denne tilførsel til vandmiljøet stammer for ca. 98 %’s vedkommende fra helårsbeboelse, og langt hovedparten heraf kan henføres til den spredte bebyggelse, jf. tabel 3.11.

Tabel 3.11

Udledt mængde af kvælstof, fosfor og organisk stof fra ejendomme uden for kloakopland.

NOVA-2003 har i 1998 ikke omfattet målinger af tungmetaller eller miljøfremmede stoffer på spildevandsafledningen fra ejendommene i det åbne land. De kommende år vil der blive målt på få udvalgte renseanlæg, der alene er belastet med husspildevand. Målinger på disse anlæg vil fremover kunne anvendes som grundlag for at estimere den totale udledning af tungmetaller og miljøfremmede stoffer fra beboelse i det åbne land.

Alligevel er det muligt i dag at give et kvalificeret bud på den totale udledning af tungmetaller, jf. tabel 3.12. Udledning af tungmetaller er beregnet som en kombination af estimater beregnet ud fra to modeller (Miljøstyrelsen, 1997a og Miljøstyrelsen, 1999b). Dette må anses som det bedste estimat på nuværende tidspunkt for den totale udledning. De beregnede mængder for udledning er behæftet ved en væsentlig usikkerhed. Derfor er det ikke holdbart at tale om ændringer i forhold til tidligere år. De forskelle, der kan registreres, skal snarere betragtes som udtryk for en forbedret opgørelse.

Beregnet udledning af udvalgte tungmetaller og miljøfremmede stoffer, 1998.

Den fremtidige forbedrede rensning af spildevandet, som kan forventes som følge af initiativerne i henhold til Lov nr. 325 af 14. maj 1997 om spildevandsrensning i det åbne land (Miljø- og Energiministeriet, 1997), må forudses at få positiv effekt i forhold til tungmetaller. Det må forventes, at udviklingen går i retning af en løbende reduktion af de udledte mængder af tungmetaller til vandmiljøet.

På baggrund af regionplaner, hvoraf det fremgår i hvilke delområder, der skal gennemføres en forbedret rensning af spildevandet fra det åbne land, planlægger kommunerne kombinationen af kloakering, nedsivning og lokal rensning af nærmere angivet type mv., som skal gælde for ejendomme i det åbne land.

I dag dækker de kommunale spildevandsplaner kun ganske få procent af ejendommene i det åbne land. Dette er endnu for spinkelt et grundlag til at danne sig et billede af den fremtidige afløbstype for disse ejendomme.

De amter, der har en regionplan, der dækker spildevandsafledningen i det åbne land, har haft vanskeligt ved at vurdere, om de vedtagne kommunale spildevandsplaner er i overensstemmelse med regionplanerne med hensyn til forbedret rensning. Ofte har amterne oplyst, at der er overensstemmelse. Kun i meget få tilfælde er det angivet, at der ikke er overensstemmelse mellem regionplanens og spildevandsplanens krav til rensning.

De beregnede mængder er behæftet med usikkerhed. Derfor er det ikke holdbart at tale om ændringer i udledningen i forhold til tidligere år. De ændringerne, der hidtil har kunnet spores, skal betragtes som udtryk for en forbedret opgørelse. Dog er der tale om et reelt fald i udledningen af fosfor.

3.1.5 Ferskvandsdambrug

Ferskvandsdambrug opdrætter laksefisk, især regnbueørred og anvender udelukkende ferskvand hertil med afløb til vandløb, sø eller havet.

Året-der-gik

I 1998 var der 423 dambrug i drift. Nettoproduktion af fisk var 32.585 ton. Det samlede foderforbrug var på 31.607 ton inklusiv foder til moderfisk. Der blev således produceret lidt over 1 kg fisk pr. kg tildelt foder.

Beregninger af udledningerne fra dambrug viser, at der i 1998 blev udledt 1.241 ton kvælstof, 92 ton fosfor og 3.430 ton organisk stof (BI₅). Vandforbruget er på baggrund af oplysninger om dambrugenes vandforsyningsforhold beregnet til mindst 4.300 mio. m³ på årsbasis.

Set i forhold til den samlede tilførsel af næringssalte til havmiljøet udgør bidraget fra dambrugene kun en begrænset andel, bortset fra enkelte østdanske fjorde (f.eks. Mariager Fjord), hvor dambrugenes udledning af fosfor udgør en væsentlig del af den samlede tilførsel. Tilsvarende udgør dambrugenes udledning af fosfor en væsentlig del af fosfortilførslen til en række midtjyske søer.

Dambrugenes primære påvirkning af vandmiljøet sker lokalt ved de vandløbsstrækninger, hvor dambrugene er placeret. Denne påvirkning er knyttet til udledningen af organisk stof, der ligesom næringssaltudledningen er forårsaget af ekskrementer fra fiskene og et direkte spild af foder.

I forbindelse med dambrugsproduktionen anvendes i vidt omfang medicin (antibiotika) og hjælpestoffer med henblik på forebyggelse og bekæmpelse af forskellige snyltere, bakterielle sygdomme og virussygdomme. I 1998 var de 3 mest anvendte hjælpestoffer kobbersulfat (10,2 ton), kloramin (10,4 ton) og formalin (164 m³). Det har ikke været muligt at foretage en samlet opgørelse over forbruget af medicin i 1998.

Udviklingen siden 1989

Der har i perioden 1989-1998 været et betydeligt fald i de beregnede udledninger af kvælstof, fosfor og organisk stof, jf. figur 3.6. I forhold til 1997 er niveauet for de 3 parametre stort set det samme. I perioden fra 1989 til 1998 er den teoretisk beregnede udledning af organisk stof (BI₅) blevet reduceret med 49 %, kvælstof med 43 % og endelig fosfor med 61 %.

---

Udledninger af kvælstof, fosfor og organisk stof fra ferskvandsdambrug (1993-1998).

Baggrunden for, at udledningerne er faldet, er først og fremmest, at dambrugsbeke   ndtgørelsens bestemmelser om etablering af renseforanstaltninger, fastsættelse af et årligt foderforbrug og krav om bedre foderkvalitet og bedre udnyttelse af foderet i stigende grad er blevet efterlevet.

Den generelle reduktion i dambrugenes udledning af organisk stof er også registreret gennem målingerne af BI₅ i vandløbene. Som eksempler herpå er i figur 3.7 vist tidsserier for udviklingen i BI₅-niveauet i to vandløb i Ribe Amt, hvor dambrug er den væsentligste punktkilde. BI₅-niveauet i de to dambrugsbelastede vandløb er i overensstemmelse med den generelle reduktion i dambrugenes udledning af organisk stof faldet betydeligt. BI₅-koncentrationerne i dambrugsbelastede vandløb er dog fortsat mere end dobbelt så høje som i ubelastede referencevandløb, jf. Bøgestrand m.fl. (1999).

---

Udvikling i BI₅-niveau (vandføringsvægtede gennemsnit) fra 1987 til 1998 i to vandløb, hvor dambrug er den væsentligste punktkilde (data fra Ribe Amt, 1999).

Udviklingen afspejles også i den biologiske tilstand i vandløbene nedstrøms dambrugene. I 1998 havde ca. 40 % af de dambrugspåvirkede vandløbsstrækninger en acceptabel biologisk tilstand. Set i forhold til 1989, hvor mindre end 15 % af de dambrugspåvirkede strækninger havde en acceptabel tilstand, er der tale om en markant stigning (Miljøstyrelsen, 1999b).

Det indberettede forbrug af hjælpestoffer er stort set blevet fordoblet i forhold til 1997. Det er usikkert, om stigningen dækker over et reelt merforbrug eller er udtryk for en bedre kvalitet i indberetningerne. At få tilvejebragt viden herom samt om effekterne af disse og andre hjælpestoffer nedstrøms dambrugene er en forudsætning for at kunne finde frem til den bedst mulige indsats.

Tungmetaller i slam fra dambrug har de senere år fået stigende opmærksomhed. I en undersøgelse af indholdet af tungmetaller i slam fra dambrug tyder resultaterne på, at den overvejende del af metallerne, især cadmium og nikkel, bliver tilført med åvandet (COWI, 1998).

3.2 Havbaserede punktkilder

Havbaserede punktkilder, der i modsætning til de landbaserede punktkilder befinder sig på søterritoriet, omfatter saltvandsbaseret fiskeopdræt, klapning, offshore-industri og skibsbaseret forurening.

3.2.1 Saltvandsbaseret fiskeopdræt

Ved saltvandsbaseret fiskeopdræt forstås opdræt af fisk i havbrug eller i damme på land, hvortil der er et indtag af saltvand. Sidstnævnte er strengt taget ikke en havbaseret kilde, men medregnes her, da den er reguleret efter de samme regler som havbrugene.

I Danmark er saltvandsbaseret opdræt af fisk især baseret på regnbueørreder. Ørrederne bliver som hovedregel udsat om foråret med en vægt på 700-900 gram og vokser i løbet af sommerhalvåret og frem til slagtningen i efteråret til en vægt på omkring 3-5 kg. Fodringen af fiskene resulterer i et tab af næringsstoffer og organisk stof til vandmiljøet - primært i form af ekskrementer fra fiskene og et direkte spild af foder.

Havbrugene, hvoraf 25 i 1998 udnyttede deres driftstilladelse, er for hovedpartens vedkommende placeret i beskyttede områder af Lillebælt, det nordlige Bælthav, Smålandsfarvandet og Storebælt. Havbrugene brugte i 1998 ca. 6.100 ton foder. Nettoproduktionen var på ca. 5.200 ton fisk, heraf var ca. 300 ton æg. De flest saltvandsdambrug, hvoraf 13 var i drift i 1998, er af ældre type (jorddamme) og ligger ved Ringkøbing Fjord. Et mindre antal moderne saltvandsdambrug ligger ved Storebælt og Lillebælt samt i Nordjylland ud mod Skagerrak. Saltvandsdambrugene brugte i 1998 ca. 2.500 ton foder med en resulterende nettoproduktion på 1.900 ton fisk.

Det samlede stofbidrag fra driften af havbrug og saltvandsdambrug var i 1998 på omkring 290 ton kvælstof, 33 ton fosfor og 1.571 ton organisk stof. Saltvandsdambrugene anvendte i 1998 i alt omkring 232 mio. m³ vand.

I 1998 var det samlede forbrug af medicin og hjælpestoffer i følge amternes indberetninger på ca. 840 kg plus 16 m³ formalin. De mest anvendte hjælpestoffer var - udover formalin - Tribrisin (338 kg) og Aquavet S/T (216 kg). Omsætningen af stofferne på hav- og saltvandsdambrugene er forholdsvis ukendt. Det samme gælder de miljømæssige effekter af forbruget af medicin og andre hjælpestoffer.

Udledningen fra havbrug er siden 1987 reduceret markant for fosfors vedkommende. I 1987 blev der udledt omkring 40 ton, mens der gennem de senere år udledt under 30 ton pr. år. For kvælstofs vedkommende lå udledningsniveauet i slutningen af 80erne for havbrugenes vedkommende over 300 ton årligt. De senere år har niveauet ligget under 250 ton pr. år. Der findes kun tal for saltvandsdambrug fra 1992. Den totale udledning har været nogenlunde konstant, dog med svagt faldende udledning for kvælstofs vedkommende, jf. figur 3.10. Udledningerne pr. produceret ton fisk er faldet væsentligt for både havbrug og saltvandsdambrug.

---

Udledninger af kvælstof, fosfor og organisk stof fra havbrug (A) og saltvandsdambrug (B). Der foreligger ikke oplysninger om udledningerne af organisk stof (BI5) fra saltvandsdambrug samt for havbrug i 1994.

Det er på det foreliggende grundlag ikke muligt at vurdere udviklingen i forbruget af medicin og hjælpestoffer.

3.2.2 Klapning

Skibstransport, færgetrafik og fiskeri - for ikke at tale om lystsejlads - har brug for at havne og sejlrender har en kendt dybde og bredde. Hvert år giver amterne tilladelse til at materiale fra de nødvendige oprensninger eller uddybninger dumpes på udvalgte klappladser indenfor amtets område. I nogle tilfælde er indholdet af forurenende stoffer dog af en sådan karakter, at der ikke kan gives tilladelse til klapning. Materialet bliver derfor deponeret i særlige kystnære depoter.

I 1998 blev der klappet ca. 4 mio. ton uddybnings- og oprensningsmateriale fra havne og sejlrender. Der er som det fremgår af tabel 3.13 ikke nogen udvikling i perioden fra 1989 til 1998. Mængden vil især være påvirket af, om der i det pågældende år har været et eller flere større anlægsarbejder, som indebærer klapning.

Årlige klapmængder (mio. ton) i perioden 1989-1998.

Der er i dag ikke nogen oversigt over den mængde oprensningmateriale, der deponeres på land. Det vil typisk være særlige belastede havneafsnit og som regel overfladesediment, der deponeres. Ikke alt materiale, som opgraves fra havne og sejlrender klappes eller landdeponeres. Opgravet materiale bruges i det omfang det er muligt i dæmninger, vejanlæg. mv. En anden form for genbrug er anvendelsen af rent klapmateriale til kystfodring.

3.2.3 Offshore-industri

Offshore-industiens aktiviteter medfører udledning af en større mængde stoffer og materialer til havet, heriblandt kulbrinter, tungmetaller og en række miljøfremmede stoffer. De væsentligste kilder til udledningen udgøres af:

• boringer (udledning af bl.a. borespåner behæftet med vandbaseret boremudder, cementeringskemikalier mv.),
• produktionsvand (udledning af rester af kulbrinter, produktionskemikalier, tungmetaller mm.),
• brøndvedligeholdelsesoperationer (udledning af kemikalier), og
• spild (olie og kemikalier).

Hovedparten af de anvendte og udledte hjælpestoffer og materialer betragtes som harmløse for det marine miljø, da der er tale om stoffer der er naturligt forekommende i havmiljøet eller egentlige naturprodukter som eksempelvis nøddeskaller, cellulosefibre mv.

Andre anvendte og udledte stoffer og materialer må derimod betragtes som miljøfremmede. Disse vil, afhængig af de udledte mængder og de enkelte stoffers og materialers iboende egenskaber, herunder giftighed, persistens og potentiale for akkumulering i fødekæden, variere i miljøfarlighed og vil således kunne påvirke det marine økosystem i varierende grad.

Året-der-gik

I 1998 blev der ifølge offshore-operatørernes årlige rapporteringer til Miljøstyrelsen udledt i alt 185 ton olie i den danske Nordsøsektor. Udledning af produktionsvand indeholdende rester af olie bidrog med i alt 174 ton, mens spild tegnede sig for de resterende 11 ton.

Udledning af produktionsvand bidrager ligeledes til belastning af det marine miljø med tungmetaller. Tungmetallerne i produktionsvand hidrører fra olie- og gasreservoirerne, dels fra urenheder i anvendte produktionskemikalier som kan ende op i produktionsvandet. Boremudderkomponenterne barite og bentonite indeholder urenheder i form af bl.a. tungmetaller. De udledte mængder af metaller afspejler udledningen af boremudder og er således korreleret med antallet af borede brønde. Opgørelsen i tabel 3.14 over udledte mængder tungmetaller er foretaget på baggrund af målinger på produktionsvand fra et enkelt Nordsøfelt. Der kan imidlertid forekomme større variationer imellem de enkelte felter, hvorfor tallene er behæftet med nogen usikkerhed og skal tages med forbehold.

Tungmetaller udledt til havet i forbindelse med boringer (B) og udledning af produktionsvand (P) i 1998.

I 1998 blev der anvendt 85.316 ton stoffer og materialer, hvoraf 41.216 ton (48 %) anslås udledt til havet. De resterende mængder er bortskaffet på anden vis, bl.a. ved injektion under havbunden, ilandbringning eller som opblandede kemikalier i olien. Dertil kommer, at en vis mængde af de anvendte kemikalier tilbageholdes i reservoirerne i forbindelse med de udførte operationer. Disse kan evt. senere tilbageproduceres og udledes med det producerede vand. Omfanget af tilbageproducerede kemikalier som udledes med produktionsvand er i dag ukendt.

Udviklingen i udledningerne

I 1998 blev oliebaseret boremudder (OBM) atter anvendt til boring af visse sektioner af komplicerede brønde, hvor anvendelse af OBM blev vurderet nødvendig. Borespåner med OBM fra disse boringer blev bortskaffet ved injektion under havbunden eller ved ilandbringning.

Op gennem 1990erne steg udledningen af olie, jf. figur 3.9, til havet via produktionsvand, hvilket skyldes den generelle stigning i mængden af produktionsvand. Væksten i mængden af produktionsvand er dels et resultat af den øgede produktion i perioden, dels en effekt af den generelle ældning af de eksisterende olie- og gasfelter.

---

Udledning af olie til havet fra offshore-industriens aktiviteter. Udledningerne er fordelt på oliebaseret boremudder (OBM), produktionsvand og spild. Figuren omfatter ikke tal for spild i årene 1982-1982, 1985-1991 og 1993 og omfatter ej heller tal for OBM i årene 1982-1983.

Udvikling i udledning af produkter indeholdende nonylphenolethoxylater (NPE) i forbindelse med offshore-aktiviteter fremgår af tabel 3.15. Udviklingen i udledningen af tungmetaller fra boringer fremgår af tabel 3.16.

Tabel 3.15

Årlige udledning af produkter indeholdende NPE.

1) Mængderne angiver produktmængder og ikke total udledt NPE.

3.2.4 Skibsfart

Også skibsfarten kan give anledning til miljøeffekter. Det drejer sig primært om oliespild, og effekter af antibegroningsmaling.

Oliespild fra skibe

Når olien forurener vores kystområder og strandene langs går det ud over områdernes rekreative værdi for befolkningen, og det kan påvirke turisterhvervene i regionen.

Olie i naturen kan også forårsage store skader på økosystemer, dyr og planter. Mest kendt er effekten på havfugle, hvor fjerdragten danner et effektivt vandskyende og varmeisolerende lag. Når en fugl kommer i berøring med olie, ødelægges dette beskyttende lag. Fjerene klistrer sammen.

En olieplet på størrelse med en femkrone er om vinteren nok til at nedsætte varmeisoleringen, så fuglen dør. Havfuglene kan også få indre skader ved at optage olien med olieforurenet føde eller ved at pudse en olietilsølet fjerdragt. Skaderne er ofte så store, at fuglene kun har ringe chance for at overleve. For at undgå varmetabet til det omgivende, kolde vand søger olieindsmurte fugle ofte ind på kysterne, hvor de kan samles. Derved bliver de ofte meget synlige og kan vække opmærksomhed.

Lavvandede områder, som om sommeren er meget produktive og hjemsted for fiskeyngel, er sårbare over for olieforurening, og især må det ikke undervurderes, at de danske farvande om vinteren huser store bestande af især dykænder - netop på et tidspunkt hvor fuglene er følsomme over for olieforurening. Således registreres fugledød i danske farvande forårsaget af olieforurening næsten udelukkende i vinterhalvåret fra oktober til april. Forureningen rammer først og fremmest edderfugl, sortand, fløjlsand og havlit.

I forhold til halvfjerdserne, hvor der muligvis omkom op mod 100.000 fugle, er antallet af omkomne fugle som følge af olieforureninger faldet betydeligt op til i dag. Olieforurening udgør derfor næppe længere en egentlig trussel mod bestandene, men udgør fortsat et dyreværnsmæssigt problem.

Det er ikke muligt at sætte eksakte tal på de mængder olie, der ulovligt bliver udledt i danske farvande. Det er dog muligt at belyse problemets omfang med eksempler, der siger noget om antal og fordeling af olieforureninger gennem årene. En ny undersøgelse over antallet af olieindsmurte fugle i perioden fra 1984 til 1995, viser dog at der er sket et fald i antal olieindsmurte fugle i Østersøen og i Kattegat, mens der ikke er konstateret et tilsvarende fald i Skagerrak og Nordsøen (Ornis Consult, 1996). Desuden har antallet af meldinger om olieforurening i de danske farvande til Søværnets Operative Kommando (SOK) været ret konstant i de sidste 5-10 år på omkring 400 meldinger - på trods af en stigende skibstrafik, jf. tabel 3.17.

Antal oliemeldinger pr. år.

Antallet af meldinger om observationer kan ikke umiddelbart anvendes som en indikator for, at der eksisterer et alvorligt problem med olieforurening i Danmark. Som regel drejer over halvdelen af alle observationerne sig om enten let olie/diesel, der fordamper eller mudder/alger/strømskel, hvor det altså viser sig at være falsk alarm. Disse tal tyder efter Miljøstyrelsens vurdering på, at de vedtagne initiativer til bekæmpelse af olieforurening har haft en forebyggende effekt. Det største miljøproblem eksisterer i Nordsøen, hvor der fortsat sker en række ulovlige udtømninger af olie - og hermed forureninger af den jyske vestkyst. Den 1. august 1999 trådte et internationalt forbud mod udledning af spildolie i Nordsøen i kraft. Et tilsvarende forbud har eksisteret i længere tid i de andre danske havområder.

Antibegroningsmaling

For at forhindre begroning af skibenes skrog males med en type maling, der indeholder giftige forbindelser. Giftene har en bredspektret virkning i miljøet, således at de udover at være virksomme overfor de organismer som skaber begroning, også har uønskede bivirkninger for miljøet.

Antibegroningsmidlet tributyltin (TBT), som blev introduceret i 60erne, er et af de giftigste stoffer, der med forsæt spredes i det marine miljø. Gifteffekter forekommer hos en række af akvatiske organismer, men det er især bløddyr, som f.eks. snegle og muslinger, der er følsomme ved ekstremt lave TBT-niveauer helt ned under 1 ng/l (Fent, 1996).

I havet afstedkommer TBT hormonelle forstyrrelser der kan registreres som det såkaldte imposexfænomen hos konksnegle. Imposex er udviklingen af maskuline kønskarakteristika i hunsnegle, der i ekstreme tilfælde kan medføre sterilitet og død. Fra 1998 har NOVA-2003 omfattet overvågning af effekter af antibegroningsmidler (se afsnit 5.4).

3.3 Dyrkede arealer

I Danmark forvalter landbruget 62 % af arealet og heraf er godt 90 % i omdrift. Intet andet land i Europa har i samme grad opdyrket jorden. Landbruget og dermed landbrugets struktur, driftsformer og arealanvendelse har således en afgørende indflydelse på vandmiljøet og naturen generelt.

Specialiseringen og intensiveringen af landbruget i Danmark har betydet en udvikling mod færre bedrifter med et gennemsnitligt større jordtilliggende og husdyrbrug med intensivt dyrehold. Den samlede husdyrtæthed har været nogenlunde konstant, men eksempelvis er den gennemsnitlige størrelse af svinebesætninger steget 6-7 gange i perioden 1970-1996 og den gennemsnitlige størrelse af malkekobesætninger steget 4 gange i samme periode. Frem til midten af 80erne skete der en stigning i forbruget af gødning og pesticider. Dette har bl.a. ført til tab og udledning af næringsstoffer og miljøfremmede stoffer, herunder pesticider mv. til vandmiljøet.

Landbrugets belastning af vandmiljøet omfatter hovedsageligt ammoniakfordampning, kvælstof- og fosfortab samt udledninger af pesticider.

Udledning af kvælstof og pesticider til vandmiljøet har været reguleret gennem en årrække. Siden midten af 1980erne har flere nationale strategier og handlingsplaner udgjort rammerne for denne regulering. Kapitel 6 indeholder en omtale af de enkelte planer og/eller strategier.

Den seneste opfølgning for opnåelse af målet om en 50 % reduktion af landbrugets kvælstofudledning i Danmark er Vandmiljøplan II. Kvælstof udledningen var i 1987 beregnet til at være 260.000 ton kvælstof pr. år. Målet er at reducere gårdbidraget fra ca. 30.000 ton kvælstof pr. år til et praktisk minimum og markbidraget skal reduceres med ca. 100.000 ton kvælstof pr. år (Miljøministeriet, 1987). Gårdbidraget omfatter udledninger af møddingsaft, ensilage og spildevand fra stalde, møddinger, ensilageoplag mv. og markbidraget omfatter hovedsageligt nitratudvaskning fra de dyrkede arealer.

Regeringen vurderede i marts 1996, at gårdbidraget var reduceret med 20-30.000 ton kvælstof pr. år. Under udarbejdelse af det faglige grundlag for Vandmiljøplan II blev det vurderet, at kvælstofudvaskningen fra rodzonen var reduceret med ca. 17 % i perioden fra 1989/90 til 1995/1996 (Iversen m.fl., 1998). Med et markbidrag på 230.000 ton kvælstof pr. år, svarer dette til en reduktion på 35.000-40.000 ton pr. år. I samme analyse blev effekten af hidtidige tiltag samt forventede ændringer i landbruget vurderet. Ved forventning om fuld efterlevelse af vedtagne reguleringer i landbruget, dvs. at det antages, at ændret fodring og dermed ændrede normer for udnyttelse af husdyrgødning er fuldt ud efterlevet i 1997, samt at der tages højde for ændringer i brak (fra 1997-2003) og økologisk jordbrug (udvaskningspotentialet beregnet fra 1996-97), blev det skønnet, at effekten af ovennævnte ville medføre en udvaskningsreduktion på godt 60.000 ton kvælstof pr. år.

Tiltagene i Vandmiljøplan II blev til for at opfylde den resterende del af målopfyldelsen. De konkrete tiltag i Vandmiljøplan II er beskrevet i afsnit 6.2.1, og vurderes til at kunne reducere kvælstofudvaskningen med omkring 37.000 ton kvælstof pr. år (Iversen m.fl., 1998).

Danmarks JordbrugsForskning (1999) har lavet beregninger af det totale kvælstofoverskud for dansk landbrug fra 1979/80 til 1996/97. Denne balance beregnes på basis af statistiske oplysninger om bl.a. vareindkøb i form af handelsgødning og foderstoffer og vareudsalg i form af animalske og vegetabilske produkter. Af denne balance fremgår det, at det samlede kvælstofoverskud for dansk landbrug i starten af 90erne var ca. 510.000 ton kvælstof pr. år. I 1996/97 er kvælstofoverskuddet beregnet til at være ca. 415.000 ton kvælstof pr. år. Der er dermed forekommet en reduktion på i alt ca. 95.000 ton kvælstof pr. år frem til 1996/97.

Ammoniakfordampning udgør et væsentligt bidrag til kvælstoftab i landbruget (knap 93.000 ton kvælstof pr. år i 1996, hvilket er referenceåret ved den faglige vurdering af Vandmiljøplan II (Andersen m.fl., 1999)). Der er ifølge husdyrgødningsbekendtgørelsen krav om tæt overdækning af flydende husdyrgødning, enten ved etablering af flydelag eller anden overdækning. Formålet er at reducere fordampningen fra lagring af flydende husdyrgødning samt at reducere lugtbelastningen. Det er dokumenteret, at etablering af flydelag ikke sker i det krævede omfang, især på svinebrug mangler flydelaget (COWI, 1999). Implementeringen af Vandmiljøplan II vil have en væsentlig positiv indflydelse på fordampningen fra landbruget (Iversen m.fl., 1998). Det skønnes, at fordampningen fra landbruget vil reduceres med ca. 22 % som følge af fuld implementering af Vandmiljøplan II i forhold til 1996-niveauet. Det er hovedsageligt fordampningen fra stalde og ammoniakfordampning fra udbringningen, der forventes reduceret.

I slutningen af år 2000 fremlægger miljø- og energiministeren og fødevareministeren en handlingsplan til nedbringelse af landbrugets ammoniakfordampning sammen med midtvejsevalueringen af Vandmiljøplan II. Det indgår i forberedelserne til midtvejsevalueringen af Vandmiljøplan II, at opgørelser af landbrugets samlede kvælstofbalance skal revideres, idet der er brug for en vurdering af N-balancen som integrerer opgørelse af tab på forskellige poster som nitratudvaskning, ammoniakfordampning, gårdbidrag, gasformige tab via nitrifikation/denitrifikation og akkumulering i jordbunden.

Fosfor er ikke selvstændigt reguleret indenfor landbruget, men bliver indirekte reguleret gennem reglerne for kvælstoftilførsel med husdyrgødning. Harmonireglerne er fastsat i husdyrgødningsbekendtgørelsen, og foreskriver at der (ifølge regler d.d.) maksimalt må tilføres husdyrgødning fra 1,7 DE (dyreenheder) pr. hektar. Dog tillades der på kvægbrug tilførsel af husdyrgødning fra 2,3 DE pr. hektar under forudsætning om særlige sædskifter. Harmonireglerne er baseret på husdyrgødningens indhold af kvælstof, og hindrer dermed ikke overgødskning af fosfor. De største tilførsler af fosfor sker på husdyrbrug. Skærpede harmonikrav ifølge Vandmiljøplan II, for visse brugstyper, vil indirekte bevirke en mindre tildeling af fosfor.

Ved anvendelse af affaldsprodukter (f.eks. slam) til jordbrugsformål må den samlede tilførsel af fosfor ikke overstige 30 kg fosfor pr. hektar pr. år (fra 1. juli 2000), jf. bekendtgørelse om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål (slambekendtgørelsen).

Indholdet af fosfor i produktionen af husdyrgødningen i Danmark indeholder reelt de danske afgrøders samlede fosforbehov. Derudover anvendes ca. 20.000 ton fosfor i handelsgødning. Fosforproblemet består i, at husdyrproduktionen i Danmark er koncentreret i visse egne, primært Nord- og Vestjylland, og derved forekommer en overgødskning med fosfor, som ophobes i jorden og kan udvaskes til vandmiljøet. Udenlandske undersøgelser tyder på, at ved højt indhold af fosfor i jorden er udvaskningen endog meget høj.

Landbruget må derfor både arbejde for en mere ligelig fordeling af husdyrgødningen regionalt, og anvende husdyrgødningen på flest mulige marker på den enkelte bedrift. Ligeledes skal der fortsat gøres en indsats for at nedbringe mængden af fosfor i husdyrgødning gennem en mere effektiv fodring.

NOVA-2003 indeholder et delprogram, den såkaldte ‘Landovervågning’, hvis formål er at overvåge landbrugets tab og udledninger af næringsstoffer og miljøfremmede stoffer. Programmet er baseret på 7 overvågningsoplande, tre sandjords- og fire lerjordsoplande, af en størrelse på 5-15 km². Oplandene er udvalgt med henblik på at repræsentere landet med hensyn til jordbund, klima, størrelsesfordeling, husdyrtæthed, bedriftssammensætning og afgrødefordeling. Oplandene adskiller sig på flere områder fra landsgennemsnittet. Indtil 1997 var den væsentligste forskel en højere husdyrtæthed i oplandene i forhold til landsgennemsnittet. Ved inkludering af et nyt opland i 1998 opnåedes en gennemsnitlig husdyrtæthed (0,86 DE pr. hektar), der er lidt lavere end for hele landet (0,96 DE pr. hektar).

Kvælstofbalancer, udvaskning mv. afspejler den pågældende landbrugspraksis. For overvågningsoplandene er landbrugspraksis i form af for eksempel gødningsforbrug og udbytter vurderet på baggrund af interviewundersøgelser. På landsplan er opgørelser af bl.a. gødningsforbrug opgjort på basis af statistikker herfor. Dataindsamlingsmetoden i landovervågningen og landsstatistikken er dermed forskellig. Ovennævnte forhold m.fl. gør, at overvågningsoplandene adskiller sig fra landsplan.

I det følgende gives et kort sammendrag af de vigtigste resultater om udviklingen i landbrugspraksis i landovervågningsoplandene og for hele landet.

I landovervågningsoplandene udgør grønne marker 71 % af det dyrkede areal. Heraf udgør græs inklusiv brak, vinterraps og korn med udlæg (f.eks. korn med isået græs) 41 %, vinterkorn 41 % og rodfrugter, majs, arealer med nedmuldning af halm og juletræer 18 %. Kun førstnævnte gruppe samt rodfrugter (roer) kan forventes at optage betydelige kvælstofmængder i efterårs- og vintermånederne. Andelen af grønne marker er steget fra 67 % i 1990 til 71 % i 1998.

Vigtige forudsætninger for udnyttelse af husdyrgødning er fornuftig håndtering af gødning, dvs. mindske tab fra stald og ved opbevaring, opbevaringskapacitet samt udbringningsteknologi og tidspunkt. I 1998 stod 92 % af dyreenhederne på ejendomme med mindst 9 måneders opbevaringskapacitet, hvilket er en stigning på 53 %-point (forholdsmæssig stigning i antal husdyr på ejendomme med mindst 9 måneders opbevaringskapacitet (1991-1998)) fra 1991 til 1998. Generelt er der en lidt større opbevaringskapacitet i oplandene end i gennemsnit for landet. Med en så god opbevaringskapacitet burde dette forhold ikke længere være begrænsende for udnyttelsen af husdyrgødning.

Den største mængde husdyrgødning udbringes om foråret og andelen af forårs/sommer-udbringningen steg fra 55 % i 1990 til 81 % i 1998. Stigningen var størst fra 1993 til 1994, idet lovkrav om tilstrækkelig opbevaringskapacitet skulle opfyldes ved udgangen af 1994. Fra 1997 til 1998 er andelen af fastgødning/dybstrøelse steget, hvilket har medført en stigende efterårsudbringning.

Fra 1990 til 1998 er der sket et fald i det gennemsnitlige forbrug af kvælstofgødning i oplandene. Forbruget af handelsgødning er reduceret således, at udnyttelsen af husdyrgødningen er steget 42 %-point (stigningen i udnyttelse set i forhold til niveauet i 1990). Husdyrgødningen fordeles bedre i 1994-1998 end tidligere. Udbringningsmetoden af husdyrgødning i form af gylle er væsentlig i forhold til udnyttelse af gyllens indhold af kvælstof, og med en udbredt brug af slæbeslanger kan der sikres en bedre udnyttelse af kvælstoffet. Den optimale udbringningsmetode er ved direkte nedfældning, idet fordampningen af ammoniak er begrænset til et praktisk minimum.

I 1998 blev der overgødsket på ca. 10 % af arealet i landovervågningsoplandene, men overgødskningens størrelse er dog aftaget betydeligt. Omkring 14 % af ejendommene, som anvendte husdyrgødning i 1998, opfyldte ikke minimumskravet til udnyttelse af husdyrgødning.

Håndtering, opbevaring, udbringningsteknik og tidspunktet for udbringningen af husdyrgødning og den supplerende handelsgødning er centralt for udnyttelsen af husdyrgødningen i planteproduktionen. Der er muligheder for at udnytte kvælstofindholdet i husdyrgødning bedre, bl.a. ved at reducere fordampningen af ammoniak ved driften. For at få en bedre udnyttelse af husdyrgødningen skal forbruget af handelsgødning sænkes yderligere.

Nettotilførslen eller kvælstofoverskuddet til markerne i oplandene er stigende med stigende husdyrtæthed. Kvælstofoverskuddet er faldet fra 128 kg kvælstof pr. hektar i 1991 til 91 kg kvælstof pr. hektar i 1998, svarende til en reduktion på ca. 29 %. Overskuddet i 1998 for planteavlsbrug, husdyrbrug med 0-1,7 DE pr. hektar og husdyrbrug med mere end 1,7 DE pr. hektar er hhv. 49, 91og 132 kg kvælstof pr. hektar.

Den samlede tilførsel af kvælstof i handelsgødning på landsplan er faldet fra 392 mio. kg kvælstof i 1985 til 277 mio. kg i 1998. Mængden af udbragt husdyrgødning (uden udbinding, dvs. gødning afsat direkte på marken) er faldet med ca. 12 mio. kg kvælstof i perioden. Det samlede fald i kvælstoftilførsel (handelsgødning og husdyrgødning uden udbinding) til de dyrkede marker udgør 22 %. Afgrødernes kvælstofbehov (det økonomisk optimale niveau for landmanden) er i samme periode faldet med 36 mio. kg kvælstof. I 1998 er der for første gang balance mellem behov og tilført effektiv kvælstofgødning på landsplan (Grant m.fl., 1999), jf. figur 3.10.

---

Udviklingen i total og effektiv tildelt kvælstof, kvælstofbehov og handelsgødningsbehov i perioden 1985 til 1998 (efter Grant m.fl., 1999).

Total kvælstofinput (handelsgødning, husdyrgødning samt kvælstof tilført ved bælgplanters fiksering og atmosfærisk deposition) til landbrugsjord i Danmark er faldet fra 750 mio. kg kvælstof i 1985 til 613 mio. kg i 1998. Kvælstof fjernet med afgrøderne har varieret mellem 308 og 408 mio. kg. Kvælstofoverskuddet er dermed reduceret fra 380 mio. kg i 1985 til 247 mio. kg i 1998 (Grant m.fl., 1999).

Kvælstofoverskuddet svarer til tabspotentialet, hvilket kan ske ved kvælstofudvaskning, opbygning af organisk stofpuljer i jorden, denitrifikation og ammoniakfordampning.

Nettotilførslen af kvælstof til landbrugsjorden er faldet fra 133 kg kvælstof pr. hektar fra 1985 til 92 kg kvælstof pr. hektar i 1998, svarende til en reduktion på 27 %, jf. tabel 3.18. Det skal noteres, at antallet af husdyr, regnet i dyreenheder, har været nogenlunde stabilt, med tendens til en svag stigning siden 1985. Fordelingen mellem kvæg og svin er dog ændret markant, således at svin nu udgør 49 % af dyreenhederne og kvæg kun 46 %.

Tabel 3.18
Kvælstofbalance opgjort pr. arealenhed (kg kvælstof pr. hektar) landbrugsjord i Danmark, 1985, 1995, 1996, 1997 og 1998 (fra Grant m.fl., 1999).

Undersøgelse af næringsstofudvaskning fra rodzonen er udført i overvågningsprogrammet på 18 stationsmarker i 3 lerjordsoplande og på 14 stationsmarker i 2 sand-jordsoplande (indtil 1998 dog yderligere 8 stationer i et tredje sandjordsopland). Undersøgelsen dækker 9 hydrologiske år, 1989/90-1997/98.

Som gennemsnit for måleperioden (1989/1990-1997/1998) udgjorde udvaskningen af kvælstof fra rodzonen 69 kg kvælstof pr. hektar pr. år for 3 lerjordsoplande og 124 kg kvælstof pr. hektar pr. år for 2 sandjordsoplande. Den totale kvælstof udvaskning til vandløbene udgjorde ca. 25 kg kvælstof pr. hektar pr. år for lerjord (36 %) og ca. 11 kg kvælstof pr. hektar pr. år for sandjord (10 %). Til sammenligning lå udvaskningen til vandløb fra udyrkede arealer i undersøgelsesperioden på 0,6-4,3 kg kvælstof pr. hektar pr. år.

En del af kvælstofudvaskningen fra rodzonen vil ende i grundvandet.

Den største kvælstofudvaskning kommer fra kvægbruget. I gennemsnit for årene 1990/91-1995/96 var kvælstofudvaskningen på 63, 69 og 134 kg kvælstof pr. hektar pr. år for hhv. planteavl, svinebrug og kvægbrug (Grant m.fl., 1998).

Der har været store klimatisk betingede årsvariationer i kvælstofudvaskningen, hvorved det er vanskeligt at udtale sig om et generelt udviklingsmønster. En statistisk analyse for perioden 1990/91-1996/97 har imidlertid vist tendens til fald i de målte kvælstofkoncentrationer i jordvandet.

Drænvandsundersøgelser i to lerjordsoplande har vist, at nitratudvaskningen gennem dræn udgjorde ca. 42 % af udvaskningen fra rodzonen.

Udvaskning af kvælstof fra rodzonen afhænger af et komplekst samspil mellem jord, planter, dyrkningspraksis og klima. Dette samspil er vanskeligt at beskrive ved brug af modeller, om det er komplekse simuleringsmodeller eller mere simple empiriske ligninger som den anvendte model er. Der er dermed en vis usikkerhed forbundet med at bestemme udvaskningen fra år til år. Den anvendte model bruges primært til at beskrive en udvikling over tid og reguleringers effekt, hvilket betyder, at det er ændringer af kvælstofudvaskningen der er interessant.

Beregninger for udvaskning af kvælstof fra landovervågningsoplandene er foretaget med en empirisk model (Simmelsgaard, 1991). Beregningerne er ved fastholdt normalklima for driftsårene 1989/90 - 1997/98. Herved isoleres betydningen af de klimatiske variationer.

Den beregnede udvaskning ligger gennemsnitligt (i perioden fra 1990/91 - 1996/97) 26 % under den målte. Årsagen hertil vurderes bl.a. at kunne forklares ved at der er usikkerhed ved målinger og at der er en ringe andel af husdyrgødede marker, som ligger til grund for modellen. Derved kan modellen ikke tage højde for den mineralisering og eftervirkning af kvælstof, der er fra mange års tildelinger af husdyrgødning til flere af stationsmarkerne.

Modelberegninger for alle marker i de 6 oplande viser, at ændringen i landbrugspraksis fra 1989/90 til 1997/98 over en årrække vil medføre en reduktion i udvaskningen fra rodzonen på ca. 25 %. Udvaskningen opgjort i kg kvælstof pr. hektar er faldet mest på sandjordene gennem perioden, 20 kg kvælstof pr. hektar mod 13 kg kvælstof pr. hektar på lerjordene (se figur 3.11). Faldet i udvaskningen af kvælstof på sandjorde hænger bl.a. sammen med forbedringer i håndtering af husdyrgødning.

---

Figur 3.11

Beregnet udvaskning ved normalklima for de 6 overvågningsoplande for driftsårene 1989/90-1997/98 (efter Grant m.fl., 1999).

Det største fald i tilførsel af fosfor til landovervågningsoplandene er sket fra 1997-1998, hvilket primært skyldes faldet i brugen af handelsgødning og at der tilføres mindre husdyrgødning. Nettotilførslerne af fosfor til landbrugsjorden i oplandene er faldet fra ca. 10,5 kg fosfor pr. hektar i 1991-92 til 5,1 kg fosfor pr. hektar i 1998.

Tilførsel af fosfor med handelsgødning pr. arealenhed landbrugsjord faldt fra 16,7 kg fosfor pr. hektar i 1985 til 7,7 kg fosfor pr. hektar i 1998. Tilførslen af fosfor med husdyrgødning var i 1998 20,9 kg pr. hektar. Fosfor fjernet med afgrøderne har varieret mellem 17 kg og 22 kg fosfor pr. hektar. Nettotilførsel af fosfor til landbrugsjord er således faldet fra ca. 15 kg til 11 kg fosfor pr. hektar i perioden 1985 til 1998.

Der forekommer en ophobning af fosfor især på husdyrbrug hvorved jordens såkaldte fosforstatus øges. Dette bevirker, at der på en del jorde, hvor der er mange husdyr og dermed også stor tilførsel af fosfor, er bindingskapaciteten overfor fosfor ret lev. Fosforstatus i form af et fosfortal er et udtryk for mængden af plantetilgængeligt fosfor i jorden, og dermed også risikoen for tab til vandmiljøet via erosion og udvaskning. I 1997 havde mere end 50 % af de danske jorder et fosfortal over 4,0. Et fosfortal på 2,0-3,5/4,0 er optimal for planteproduktion.

Udvaskning af fosfor fra rodzonen har været lav ved hovedparten af målestationerne i overvågningsprogrammet, gennemsnitlig 0,049 kg fosfor pr. hektar pr. år i den 9-årige måleperiode. Koncentrationerne var her 0,011-0,015 mg fosfor pr. liter. Ved få målestationer har koncentrationerne derimod været høje, svarende til 0,042-0,410 mg fosfor pr. liter, disse høje fosforkoncentrationer er en effekt af jordens meget høje fosfortal. Det totale fosfortab fra dyrkede arealer til vandløb var i måleperioden på gennemsnitlig 0,32 kg fosfor pr. hektar pr. år. I vandløbene i de dyrkede oplande er fosforkoncentrationerne mere end 3 gange højere end i de udyrkede oplande, og medfører derfor en væsentlig påvirkning af de fleste søer.

Fosfortab gennem dræn har ligget på ca. 0,043 kg fosfor pr. hektar pr. år. Fra begyndelsen af afstrømningsåret 1998/99 er drænvandsundersøgelserne udvidet med kontinuert prøvetagning med henblik på en mere korrekt bestemmelse af fosfortab fra dræn.

Som en del af NOVA-2003 bliver der gennemført overvågning af miljøfremmede stoffer i landovervågningsoplandene. I grundvandet er der fundet pesticider eller nedbrydningsprodukter i ca. 46 % af de undersøgte filtre, og i ca. 10 % var grænseværdien overskredet. I 5 boringer er der fundet andre miljøfremmede stoffer, svarende til ca. 13 % af de undersøgte boringer. De fundne stoffer tilhører stofgrupperne aromatiske kulbrinter, alkylphenolforbindelser og blødgører. Afsnit 5.1 gør nærmere rede for grundvandets indhold af miljøfremmede stoffer.

Målet om en 50 % reduktion af forbruget af mængden af aktiv stof og behandlingshyppighed i forhold til et gennemsnit af forbruget 1981-85 (se også afsnit 6.2.2), er hvad angår forbruget af aktiv stof nået for alle pesticidgrupper undtagen ukrudtsmidler. Behandlingshyppigheden derimod er kun reduceret med 8 %. Behandlingshyppigheden af pesticider er stadig langt fra målet.

---

Behandlingshyppighed og salg af pesticider (Miljøstyrelsen, 1999d).

3.4 Udslip til atmosfæren

Vandmiljøet, og specielt havet, modtager en betydelig mængde kvælstof fra atmosfæren. Dette nedfald af kvælstof har sin oprindelse i både danske og udenlandske kilder.

Kvælstofudslip

Kvælstofudslippene til atmosfæren fra danske kilder omfatter kvælstofilter (NOx) og ammoniak (NH₃). Kvælstofilterne kommer især fra kraftværker, industri og trafik, medens ammoniak hovedsageligt stammer fra landbruget (se afsnit 3.3.1). Som følge af røggasrensning på kraftværker og industrier og katalysatorer på biler er der en faldende tendens i udslippene af NOx-er.

Der blev i 1997 udsendt ca. 248.000 ton kvælstof i form af kvælstofoxider til atmosfæren fra danske kilder. Udslippet af ammoniak var i 1997 på omkring 102.000 ton og er stort set uændret siden 1989, jf. figur 3.13.

---

Danske udslip af kvælstof (Miljøstyrelsen, 1999e).

Tungmetaludslip

Der har siden starten af 90erne været et fald i de beregnede udslip af tungmetaller til atmosfæren fra danske kilder, specielt for bly, jf. tabel 3.19.

Udslip af tungmetaller (Miljøstyrelsen, 1999e og Illerup m.fl., in prep.).

Udslip af miljøfremmede stoffer til luft

Opgørelsen af de årlige danske udslip af miljøfremmede stoffer omfatter dioxiner og furaner samt polyaromatiske kulbrinter (PAHer). Udslippene af disse stoffer var i 1997 hhv. 20 g og 1.125 kg (Miljøstyrelsen, 1999e).

For følgende stoffer var udslippene i 1997 nul eller tæt på nul: Hexachlorobenzen (HCB), hexachlorocyclohexan (HCH), DDT, polyklorinerede bifenyler (PCBer), Aldrin, Chlordane, Chlordecone, Dieldrin, Endrin, Heptachlor, Hexabromobiphenyl, Mirex, Toxaphene, pentaklorofenol og kort-kædede klorinerede parafiner (Miljøstyrelsen, 1999e).

4. Stoftilførsler til ferske og marine vandområder

Dette kapitel gør rede for tilførslerne af forurenende stoffer til de forskellige vandområder. Størrelsen af tilførslerne til vandmiljøet er ikke som man umiddelbart skulle tro identiske med udledningerne fra forureningskilderne, der blev behandlet i forrige kapitel. Årsagen til dette er, at der undervejs i vandets kredsløb mange steder sker en fjernelse eller yderligere tilførsel af forurenende stoffer. I den forbindelse er det værd at gøre sig klart, at de forskellige dele af vandmiljøet og stoffernes kredsløb kan skifte rolle, alt efter den synsvinkel man anskuer dem fra. Således vil et vandløb, der modtager næringsstoffer fra f.eks. spildevandsudledninger selv optræde som en kilde, når det er tilførslerne til havet, der betragtes.

For at kunne gennemføre en effektiv miljøforvaltning er det nødvendigt at vide hvor store mængder af forurenende stoffer, der tilføres vandmiljøet fra de forskellige samfundsmæssige aktiviteter, således at der kan sættes ind med politiske initiativer de rigtige steder. Det er imidlertid ikke alle kildetyper, der direkte kan måles. Specielt er det vanskeligt at måle udledninger fra diffuse kilder. Størrelsen af disse beregnes istedet typisk ved, at man i et givet opland måler hvor mange næringsstoffer, der føres videre og hvor mange, der tilføres fra punktkilderne. Derefter kan tilførslerne fra de diffuse kilder beregnes.

Undervejs til havet blandes udledninger fra mange forskellige kilder. Det er derfor vanskeligt, at vurdere hvor store andele de enkelte kilder bidrager med. Her skal nemlig også som nævnt tidligere tages højde for den omdannelse som sker undervejs. Størrelsen af denne bestemmes udfra kendskab til forholdene f.eks. antallet og størrelsen af søer i det enkelte opland. Størrelsen af udledninger fra de diffuse kilder til ferskvand sættes så lig med tilførslerne til havet via vandløb, minus punktkildetilførslerne til ferskvand og plus retentionen. I dette kapitel er det valgt, når der tales om tilførslerne til havet, at lade hele den fjernelse af næringsstoffer, der sker fra selve udledningsstedet og indtil næringsstofferne når frem til havet eller søen komme de diffuse kilder til gode. På denne måde sker der en mindre undervurdering af de diffuse kilders betydning set i relation til punktkilderne. Begrundelsen for at gøre dette er bl.a., at udledningerne fra punktkilder i de fleste tilfælde sker ret lang nede af vandløbene. Retentionsprocesserne vil derfor alt andet lige have mindre indflydelse på disse kilder. De diffuse kilder kan deles op i tilførsler fra spredt bebyggelse, landbrug og det naturlige baggrundsbidrag. Baggrundsbidraget beregnes på basis af målinger i nogle få oplande med lille menneskelig aktivitet. Der er altså en vis usikkerhed på dette bidrags størrelse, når hele landet betragtes.

Udviklingen i tilførslerne fra de enkelte kilder afhænger selvfølgelig meget af de konkrete tiltag, der bliver sat ind over for netop denne kilde, men også i høj grad af naturgivne betingelser som nedbør og temperatur. De forskellige kildetyper har forskellig ‘følsomhed’ overfor de klimatiske variationer. For eksempel påvirker variationer i nedbøren tilførslerne fra dyrkede arealer mere end tilførslerne fra renseanlæg. Man skal derfor være forsigtig, når man sammenligner udviklingerne i tilførslerne fra forskellige kildetyper over en årrække.

I dette afsnit redegøres der for tilførslerne af kvælstof til de ferske og marine vandområder. De vigtigste dele af kvælstof kredsløbet er skitseret i figur 1.1. Udover de kildetyper, der er beskrevet i kapitel 3 beskrives også de kvælstoftilførsler, som skyldes naturlige årsager, det såkaldte baggrundsbidrag. Afsnittet er delt op i to dele, først en status for 1998 og derefter en beskrivelse af udviklingen siden 1989.

4.1.1 Året-der-gik

Søer

NOVA-2003 omfatter 31 overvågningssøer, der er udvalgt, så at de er repræsentative for alle danske sø-typer, der spænder fra helt rene og klarvandede søer til søer, der i årevis har været påvirket af store næringsstoftilførsler. Den relative betydning af tilførslerne af kvælstof til de 31 overvågningssøer fra de forskellige kildetyper, er vist i figur 4.1.

---

Det åbne land, som omfatter kilderne spredt bebyggelse, landbrug og baggrund var i 1998 hovedkilden til kvælstoftilførslerne til overvågningssøerne. Som nævnt dækker overvågningssøerne et meget vidt spektrum af sø-typer. Det er derfor kun muligt at beregne den relative fordeling af de kildetyper, der ikke direkte er målt, med en meget stor usikkerhed. Med dette forbehold vurderes det, at 60-80 % af disse tilførsler stammer fra landbruget. Det ses, at ca. 17 % af kvælstoftilførslen til søer kommer via atmosfæren. Oprindelsen til disse tilførsler skal i høj grad findes i søernes nære omgivelser. Hovedkilden til dette kvælstof er således ammoniakfordampning fra landbruget.

Vandløb

Den relative betydning af tilførslerne af kvælstof til vandløb fra de forskellige kildetyper i 1998 er vist i figur 4.2.

---

Bidraget fra landbruget er også langt den største kilde til kvælstoftilførslerne til vandløbene.c

Havet

I forhold til de ferske vandområder er der tre væsentlige forskelle, som gør sig gældende når man taler om tilførsler til havområder.

For det første er tilførslerne fra atmosfæren af langt større betydning. Årsagen er den simple, at havområdernes arealer er så mange gange større end de ferske vandområders. For det andet kan det samme havområder optræde både som kilde og modtager af kvælstof. I havet er der jo ikke, som i et vandløb, ensretning. Nogle dage løber strømmen fra Østersen til Kattegat, andre dage er det modsat. Endelig er den tilbageholdelse af næringsstoffer, den såkaldte retention, der blev omtalt i kapitlets indledning af større betydning ved tilførsler til havområder. Årsagen hertil er især, at vandet og dermed næringsstofferne ofte er længe undervejs fra den egentlige kilde og til havet. Det er således ofte i søer og andre vådområder langs vandløbene, at der sker en stor tilbageholdelse. Disse processer virker også i de kystnære områder, hvor der altså også kan ske en væsentlig tilbageholdelse og omdannelse, inden næringsstofferne når ud til det åbne hav.

Havmiljøet tilføres næringsstoffer fra en række forskellige kilder. En del renseanlæg og industrier har via havledninger udledninger direkte til havet. Denne kildetype kaldes direkte punktkilder. Også udslip fra saltvandsbaseret fiskeopdræt (i det følgende for nemheds skyld kaldet havbrug), klapninger og udledninger fra offshore-industrien er omfattet af denne kategori.

Endelig sker en væsentlig del af tilførslerne af næringsstoffer til havområderne gennem atmosfæren og fra tilstødende havområder.

Den relative betydning af tilførslerne fra de forskellige kildetyper til havet i 1998 er vist i figur 4.3.

---

Kildefordeling for kvælstoftilførsler til havet via ferskvand, atmosfæren og direkte udledninger i 1998 (efter Bøgestrand m.fl., 1999).

Figuren omfatter flere forskellige tilførselsveje: Direkte udledninger, tilførsler via vandløb og tilførsler via atmosfæren. Tilførslerne via atmosfæren inkluderer både danske og udenlandske kilder.

Tilførslen af kvælstof via vandløb til de danske farvande er for 1998 opgjort til ca. 96.600 ton. Dertil kommer ca. 4.300 ton fra direkte udledninger. De forskellige kildetypers andele er beregnet på baggrund af målinger af udledninger fra punktkilder, kendskab til den "naturlige" tilførsel og retentionen.

Det samlede nedfald af kvælstof fra atmosfæren til de danske farvande er beregnet til ca. 104.500 ton. Hvis man betragter de samlede danske havområder, skyldes langt størsteparten af kvælstofnedfaldet udenlandske kilder.

Således stammer kun ca. 14 % fra danske kilder (Skov m.fl., 1999). I de kystnære dele vil imidlertid en meget større andel, op til 50 %, være af dansk oprindelse. Det danske bidrag i procent af det samlede bidrag fra danske og udenlandske kilder til de enkelte havområder er vist i tabel 4.1. Omvendt tilføres andre landes havområder kvælstof fra danske kilder.

Ca. 55 % af kvælstofnedfaldet til de åbne danske farvande vurderes at stamme fra landbruget og resten fra afbrænding af fossile brændsler (Frohn m.fl., 1998). Det svarer til at ca. 60.000 ton kvælstof kommer fra landbrugsaktiviteter, mens ca. 45.000 ton stammer fra industri, kraftværker og trafik. Disse tilførsler stammer stort set udelukkende fra udenlandske kilder.

Landbruget er klart den vigtigste kvælstofkilde til havområderne. Ca. 40 % af landbrugstilførslerne sker via atmosfæren medens resten tilføres via vandløb. Som nævnt tidligere er det kun en lille del af de samlede atmosfæriske tilførsler af kvælstof, som kommer fra danske kilder. Det vurderes, at der fra dansk landbrug tilføres omkring 15.000 ton kvælstof til de danske havområder via atmosfæren (O. Hertel, DMU, personlig meddelelse).

En anden vigtig kilde tilførslerne fra forskellige former for energiproduktion og transport. Disse kvælstofmængder transporteres udelukkende via atmosfæren.

Stoftransporter i havet

Som nævnt tilføres de danske havområder også store mængder af kvælstof fra de tilstødende havområder. I forbindelse med NOVA-2003 er der opstillet en såkaldt Farvandsmodel, som kan beskrive udvekslingen af næringsstoffer mellem de forskellige havområder.

På baggrund af den gennemførte simulering af vand- og saltforholdene gennem året 1998 er transporten af kvælstof opgjort for følgende tre kontrolsnit (DHI, 1999c):

• Øresund/Arkona: Dragør - Limhamn,
• Femer Bælt/Arkona: Gedser - Darss, og
• Kattegat/Skagerrak: Vorså - Kungsbacka (over Læsø).

Beregningerne viser:

• at nettotransporten i 1998 af total- og uorganisk kvælstof fra Østersøen til Øresund er beregnet at være nordgående (ca. 33.600 ton total-kvælstof og 406 ton uorganisk kvælstof),
• at nettotransporten i 1998 af kvælstof fra Østersøen til Femer Bælt er beregnet at være ud af Østersøen (ca. 32.000 ton), og
• at gennem snittene i det nordlige Kattegat er den samlede transport af kvælstof i 1998 nordgående (ca. 77.000 ton).

4.1.2 Udviklingen

Ferskvand

Udviklingen i tilførslerne kvælstof fra punktkilder til ferske vande siden 1998 er vist i figur 4.4. Renseanlæggene udgør stadigvæk den største kvælstof-punktkilde til de ferske vande. Dette på trods af at der i perioden siden 1989 er sket et fald til omkring en tredjedel af det oprindelige. Også tilførslerne fra industrien og dambrugene er faldet. Det er værd at bemærke sig, at der for første gang i 10 år er sket en stigning i udledningerne fra punktkilder. Stigningen, der er beskeden, ses både for kvælstof, fosfor og organisk stof. Stigningen stammer fra udledningerne fra renseanlæg, industri og regnvandsbetingede overløb. Årsagen er, at 1998 var et relativt nedbørsrigt år, som har belastet spildevandssystemerne mere end i de to foregående meget tørre år.

---

Udvikling i tilførslerne af kvælstof fra punktkilder til ferskvand (efter Miljøstyrelsen, 1999b).

Udviklingen i tilførslerne af kvælstof til ferskvand fra samtlige kildetyper siden 1989 er vist i figur 4.5. Da udviklingen i tilførslerne til overvågningsøerne og vandløbene følger stort set samme mønster præsenteres her kun data for vandløbene, som giver et landsdækkende billede. Tilførslerne fra atmosfæren, som kun udgør mindre end 1 promille, er ikke indregnet.

---

Udvikling i tilførslerne af kvælstof fra samtlige kilder, bortset fra atmosfæren, til ferskvand (efter Bøgestrand m.fl., 1999).

Udviklingen i tilførslerne fra samtlige kildetyper viser et meget anderledes forløb end når man kun betragter punktkilderne. Mest iøjnefaldende er det, at det tydelige næsten konstante fald i tilførslerne fra punktkilderene bliver maskeret af de store variationer i tilførslerne fra de diffuse kilder.

Landbruget har siden 1989 konstant været hovedkilden til kvælstoftilførslerne til vandløb. Hvis man sammenholder udviklingen i tilførslerne fra landbruget og baggrundsbidraget, med udviklingen i afstrømningen, ses det, at der er en nøje sammenhæng. Dette er blevet testet statistisk, og det viser sig herved, at 90 procent af variationen i udviklingen af de diffuse kilder kan forklares ved forskelle i afstrømningen (Bøgestrand m.fl., 1999). Der kan dog ses tendens til et fald, som ikke er statistisk sikkert i de samlede diffuse (spredt bebyggelse, landbrug og baggrund) tilførsler af kvælstof til ferskvand. På grund af usikkerheden er det vanskeligt at give et bud på årsagen hertil, men der kan dog også ses et fald i udledningerne fra den spredte bebyggelse. Årsagen til dette fald skal sandsynligvis findes i ændringer i opgørelsesmetoderne (se kapitel 3). Der kan ikke ses nogen sikker udvikling i tilførslerne af kvælstof fra landbruget.

I forbindelse med den første rapportering af Vandmiljøplanens overvågningsprogram i 1990 (Miljøstyrelsen, 1990) blev det vurderet, at vandmiljøet blev tilført kvælstof i form af det såkaldte gårdbidrag. Som følge af Vandmiljøplanens krav til bedre gødningsopbevaring osv. antages det, at denne tilførselsvej nu er uden betydning. Udviklingen i tilførslerne til vandløb og transporten videre til havområderne afspejler imidlertid ikke dette forhold. Årsagen til dette kan bl.a. søges i usikkerheden på disse opgørelser eller i, at gårdbidraget oprindelig blev overestimeret.

Havet

Udviklingen i de direkte tilførsler fra punktkilder til de danske havområder af kvælstof er vist i figur 4.6. Tilførslerne af kvælstof til havet fra punktkilder har vist et stort fald til ca. en fjerdel af det oprindelige siden 1989. Det er især tilførslerne fra renseanlæg, der er faldet. Renseanlæggene udgør dog stadigvæk den dominerende kvælstof-punktkilde.

---

Udvikling i de direkte udledningerne af kvælstof fra punktkilder til havet (efter Miljøstyrelsen, 1999b).

Tilførslerne af kvælstof til de danske havområder fra direkte punktkilder, vandløb og atmosfæren er angivet i tabel 4.2. Denne opgørelsesform svarer til de indberetninger, der årligt skal laves til de internationale havkonventioner (OSPAR og HELCOM). Oplysninger er her sammenstillet til et landsdækkende billede.

Udledninger og tilførsler af kvælstof fra direkte udledninger, vandløb og atmosfæren til de danske havområder i perioden 1989-1998. Forkortelserne står for: RA - renseanlæg, SIU - særskilte industrielle udledere, RBU - regnbetingede udløb, SB - spredt bebyggelse, SF - saltvandsbaseret fiskeopdræt, DI - direkte udledninger, VL - vandløb, AT - bidrag fra atmosfæren.

Der er ikke siden 1989 sket nogen statistisk sikker udvikling i det beregnede atmosfæriske nedfald af kvælstof til de danske havområder. Der er dog en tendens til et svagt fald, som ikke er statistisk sikker (Skov m.fl., 1999). Målinger af koncentrationen af kvælstofforbindelser i luften, viser dog et fald, som er statistisk sikkert.

Udviklingen i tilførslerne af kvælstof fra samtlige kilder til havet er vist i figur 4.7. Da der som nævnt ovenfor ikke kan konstateres nogen udvikling i de atmosfæriske tilførsler, er disse ikke medtaget i figuren.

---

Udvikling i tilførslerne af kvælstof til havet fra samtlige kilder, bortset fra atmosfæren (efter Bøgestrand m.fl., 1999).

Udviklingen i de samlede tilførsler af kvælstof til havet er især præget af variationen i de diffuse tilførsler specielt fra landbruget. Ligesom for tilførslerne til ferskvand er der er en klar sammenhæng mellem afstrømningen og tilførslerne. Selvom det, ligesom det var tilfældet for tilførslerne for ferskvands vedkommende, i meget høj grad er afstrømningen, der influerer på udviklingen, kan der alligevel konstateres et statistisk sikkert fald i de samlede tilførsler (Bøgestrand m.fl., 1999). Hvis man ser på de enkelte farvandsområder er der sket statistisk sikkert fald i de samlede tilførsler af kvælstof via vandløb og direkte punktkilder til alle farvandsområderne bortset fra Nordsøen, Kattegat og Nordlige Bælthav. Der er derimod ingen statistisk sikker udvikling i den diffuse tilførsel (Bøgestrand m.fl., 1999). De steder, hvor der kan ses et fald i tilførslerne af kvælstof, kan de altså stort set tilskrives forbedret spildevandsrensning.

4.2 Fosfortilførsler

Dette afsnit handler om fosfortilførsler til de ferske og marine vandområder. Afsnittet omhandler samme emner som kvælstofafsnittet, og er opbygget på samme måde, med en status for 1998 og derefter en beskrivelse af udviklingen siden 1989.

De vigtigste dele af fosforkredsløbet er skitseret i figur 1.2. Ligesom for kvælstof kan fosfor opdeles i organiske og uorganiske forbindelser. Nogle fosforforbindelser har let ved at binde sig jorden eller andet materiale. Der vil altså flere steder i fosforkredsløbet være opmagasineret store mængder fosfor, som under visse omstændigheder kan frigives til vandmiljøet.

Det er også værd at notere sig, at fosfor ikke transporteres rundt med luften i nær samme grad som kvælstoffet.

4.2.1 Året-der-gik

Søer

Den relative fordeling af fosfortilførslerne fra de enkelte kilder til overvågningssøerne i 1998 er angivet i figur 4.8.

---

Kildefordeling for tilførsel af fosfor til overvågningssøerne i 1998 (efter Jensen m.fl., 1999).

Som nævnt tidligere spænder overvågningssøerne over et spektrum af forskellige søtyper. Af denne grund er det endnu ikke muligt, at foretage en fuldstændig opsplitning af de diffuse kilder. Det vurderes dog, at i de fleste søer er landbruget den dominerende fosforkilde. Det ses, at ca. 12 % af fosfor tilførslen til søer kommer via atmosfæren. Oprindelsen til disse tilførsler skal i findes i søernes nære omgivelser - heller ikke disse tilførsler er det muligt at fordele på kilder.

Vandløb

Den relative fordeling af fosfortilførslerne fra de forskellige kilder til vandløb er vist i figur 4.9. Lige som for kvælstof er landbruget den vigtigste kilde for fosfor til vandløbene.

---

Kildefordeling for tilførsel af fosfor til vandløb i 1998 (efter Bøgestrand m.fl., 1999).

Havet

Den relative fordeling af fosfortilførslerne fra de forskellige kilder til havet er vist i figur 4.10.

Fosfortilførslerne fordeler sig stort set ligeligt på spildevand (punktkilder + spredt bebyggelse) og landbruget. Det er første gang i overvågningsperioden, at landbrugets andel overstiger punktkildernes. Da oprindelsen og den biologiske tilgængelighed af den atmosfæriske tilførsel af fosfor er stort set ukendt, er denne tilførselsvej ikke indraget i denne figur.

Tilførslen af fosfor via vandløb for 1998 er opgjort til ca. 2.090 ton.

---

Kildefordeling (bortset fra atmosfæren) i 1998 af fosfortilførsler til havet (efter Bøgestrand m.fl., 1999).

Nedfald af fosfor over havet

Depositionen af fosfor til Kattegat, Nordlige Bælthav, Lillebælt, Storebælt, Øresund og Sydlige Bælthav er estimeret til cirka 8 kg fosfor pr. km² svarende til cirka 280 ton fosfor om året. Dette estimat angiver den øvre grænse for fosfordepositionen. På baggrund af dette vurderes det, at den samlede fosfordeposition til danske havområder maksimalt kan være på 1.000 ton årligt. Det anslåede nedfald af fosfor er behæftet med en betydelig usikkerhed. En stor del af fosfornedfaldet stammer sandsynligvis fra biologiske kilder - bl.a. små jordpartikler (Ellermann m.fl., 1997). Det er sandsynligt, at en meget stor del af den fosfor, der tilføres fra luften, er biologisk utilgængeligt

Fosfortransport i de danske farvande

De danske havområder tilføres også store mængder af fosfor fra de tilstødende havområder. På baggrund af den gennemførte simulering af vand og saltforholdene gennem året 1998 er transporten af fosfor opgjort (DHI, 1999c). Beregningerne viser:

• at der er en nettotransport af total fosfor fra Østersøen til Øresund (ca. 1.600 ton), mens den uorganiske fosfortransport er i retning af Østersøen (ca. 155 ton),
• at der er en nettotransport af såvel total fosfor som uorganisk fosfor mod Østersøen fra Femer Bælt (ca. 5.600 ton total-fosfor og ca. 2.200 ton uorganisk fosfor), og
• at gennem snittene i det nordlige Kattegat er den samlede transport af fosfor sydgående (ca. 1.460 ton).

4.2.2 Udviklingen

Ferskvand

Udviklingen i tilførslerne af fosfor fra punktkilder til ferske vande siden 1998 er vist i figur 4.11.

Fosfortilførslerne til ferskvand fra punktkilder stammer især fra renseanlæggene, der har været den dominerende kilde gennem hele perioden. Der er er imidlertid her sket et fald på omkring 80 %. Også tilførslerne fra dambrug, har vist et relativt set stort fald til ca. en tredjedel.

Fosfor udviser ligesom kvælstof for første gang en stigning i tilførslerne fra punktkilder. Årsagerne vurderes, at være de samme som for kvælstofs vedkommende.

---

Udvikling i fosforudledninger fra punktkilder til ferskvand (efter Miljøstyrelsen, 1999b).

Udviklingen i tilførslerne af fosfor til ferskvand fra samtlige kildetyper siden 1989 er vist i figur 4.12. Da udviklingen i tilførslerne til overvågningsøerne og vandløbene følger stort set samme mønster, præsenteres her kun data for vandløbene, som i modsætning til de 31 overvågningssøer giver et landsdækkende billede. Tilførslerne fra atmosfæren, som udgør mindre end 1 promille af den samlede tilførsel, er ikke indregnet.

---

Udvikling i tilførslerne af fosfor fra samtlige kilder til ferskvand (efter Bøgestrand. m.fl., 1999).

Udviklingen i tilførslerne fra samtlige kildetyper viser et meget anderledes forløb end når man kun betragter punktkilderne. Mest iøjnefaldende er det, at det tydelige, næsten konstante, fald i tilførslerne fra punktkilderne bliver overskygget af de store variationer i tilførslerne fra de diffuse kilder. Også tilførslerne af fosfor fra de diffuse kilder er nært koblet til afstrømningen. Her er det næsten 85 % af variationen, der kan forklares på denne måde. Der kan således heller ikke her ses en statistisk sikker udvikling.

Havet

Udviklingen i de direkte tilførsler fra punktkilder til de danske havområder af fosfor er vist i figur 4.13.

---

Udviklingen i direkte punktkildeudledninger af fosfor til havet (efter Miljøstyrelsen, 1999b).

Den svage stigning i tilførslerne fra punktkilder til ferskvand, der er sket siden sidste år, kan ikke genfindes i punktkildetilførslerne direkte til havet. Årsagen hertil er bl.a., at der samtidigt er sket en væsentlig forbedring i spildevandsrensningen på Lynette-anlægget.

Som nævnt vurderes det, at nedfaldet af fosfor over de danske havområder ligger på omkring 1.000 ton pr. år. Der er ingen tegn på udvikling i dette bidrag. De samlede tilførsler af fosfor til de danske havområder fra direkte punktkilder, vandløb og atmosfæren er angivet i tabel 4.3.

Udledninger og tilførsler af fosfor fra direkte udledninger, vandløb og atmosfæren til de danske havområder i perioden 1989-1998. Forkortelserne står for: RA - renseanlæg, SIU - særskilte industrielle udledere, RBU - regnbetingede udløb, SB - spredt bebyggelse, SF - saltvandsbaseret fiskeopdræt, DI - direkte udledninger, VL - vandløb, AT - bidrag fra atmosfæren.

Udviklingen i tilførslerne af fosfor fra samtlige kilder til havet er vist i figur 4.14. Selv om de samlede tilførsler af fosfor til havet varierer kraftigt i takt med afstrømningen, kan der påvises et tydeligt fald. Årsagen skal søges i et fald i tilførslerne fra punktkilderne. I de enkelte farvandsområder ses der alle steder et statistisk sikker fald i tilførslerne fra punktkilder. For de diffuse tilførslers vedkommende kan der kun påvises et statistisk sikker fald i tilførslerne til Lillebælt, samtidigt er der tendens til stigning i andre områder. På figuren ses det, at der i 1989 ikke skete nogen tilførsel af fosfor fra landbruget til havet. Årsagen til dette er at den fjernelse og tilbageholdelse af fosfor fra samtlige kilder, der er sket undervejs til havet har været større end tilførslerne fra landbruget. Dette er et eksempel på den relative underestimering, som beregningsmæssigt sker af de diffuse kilder.

---

Udvikling i tilførslerne af fosfor til havet fra samtlige kilder (bortset fra atmosfæren) (efter Bøgestrand m.fl., 1999).

Opgørelserne af tilførslen af organisk stof til de forskellige vandområder omfatter kun tilførslerne fra punktkilder og spredt bebyggelse. Endvidere opgøres tilførslerne til havet via vandløb. Tilførslerne fra den spredte bebyggelse opgøres sædvanligvis under de diffuse kilder. I NOVA-2003 måles der imidlertid ikke tilførsler af organisk stof fra andre diffuse kilder. Derfor er disse tilførsler behandlet her.

Den relative fordeling af tilførslerne af organisk stof til ferskvand er vist i figur 4.15. De vigtigste kilder udgøres af dambrug og spredt bebyggelse. Den relative fordeling af tilførslerne af organisk stof direkte til havet er vist i figur 4.16. Langt den mest dominerende punktkilde for udledning af organisk stof til havet er industrien.

---

Kildefordeling for tilførsel af organisk stof fra punktkilder til ferskvand (efter Miljøstyrelsen, 1999b).

---

Kildefordeling for tilførsel af organisk stof til havet fra direkte udledninger (efter Miljøstyrelsen, 1999b).

Tilførslerne af organisk stof fra vandløb er for 1998 opgjort til 26.700 ton. Størstedelen af denne mængde skyldes naturlige kilder i form af f.eks. algevækst, visne blade osv. De danske havområder blev således i 1998 tilført i alt ca. 41.000 ton organisk stof fra vandløb og direkte punktkilder.

Udviklingen i tilførslerne af organisk stof fra punktkilder og spredt bebyggelse til ferskvand er vist i figur 4.17.

Tidligere var renseanlæggene langt den vigtigste punktkilde til organisk stof. Tilførslerne herfra er imidlertid faldet med ca. 80 % siden 1989. Også for dambrugene er der sket et væsentligt fald til ca. halvdelen af den oprindelige udledning i 1989. Dambrugene udgør imidlertid stadigvæk, når man ser bort fra den spredte bebyggelse, den vigtigste kilde for tilførsler af organisk stof til ferske vande.

---

Udvikling i udledningen af organisk stof fra punktkilder til ferskvand (efter Miljøstyrelsen, 1999b).

Det ses, at tilførslerne fra den spredte bebyggelse er blevet den største enkelte kildetype til organisk stof til ferskvand. Tilførslerne har kun udvist et svagt fald på ca. 20-25 % i perioden 1989-1998.

Udviklingen i tilførslerne af organisk stof fra punktkilder og spredt bebyggelse til havet er vist i figur 4.18. For alle kildetyperne kan der ses et fald siden 1989. Specielt er tilførslerne fra renseanlæg faldet kraftigt, således at de fra at udgøre knap halvdelen af tilførslerne nu kun står for lidt over 10 %. På trods af et stort fald er industriudledninger stadig den væsentligste direkte kilde til tilførsler af organisk stof til havet.

 ---

Udvikling i udledningen af organisk stof fra punktkilder til havet (efter Miljøstyrelsen, 1999b).

I det nordlige Bælthav og Lillebælt er tilførslerne fra havbrug og saltvandsdambrug den vigtigste kilde til organisk stof (Miljøstyrelsen, 1999b)

4.4 Tungmetaller og miljøfremmede stoffer

Opgørelser af udledninger af tungmetaller og miljøfremmede stoffer er et af de nye områder i NOVA-2003 i forhold til det tidligere overvågningsprogram. Ydermere udføres målingerne med lavere frekvens og med mindre geografisk dækning end resten af programmet. Datagrundlaget er derfor endnu ikke af samme kvalitet på dette område som for næringsstofferne.

Overvågningen i NOVA-2003 af tilførslerne af tungmetaller til vandmiljøet omfatter tilførsler fra punktkilder, transporten i vandløb og nedfaldet fra atmosfæren. Det er imidlertid kun muligt at præsentere data fra punktkilder, spredt bebyggelse og atmosfærisk nedfald.

Tungmetaller er jo som navnet siger metaller og derfor grundstoffer. De findes derfor naturligt i miljøet i små koncentrationer. Menneskelige aktiviteter har dog medført, at en række tungmetaller nu er spredt i miljøet i mængder, hvor der kan registres skadevirkninger på mennesker eller miljøet. Som alle andre grundstoffer er tungmetaller i sagens natur unedbrydelige. Der er altså ikke noget der hedder ‘væk’, når det drejer sig om tungmetaller. Heraf følger også, at de tabsprocesser, som kan medføre, at næringsstofferne forsvinder undervejs fra kilden og til vandmiljøet ikke virker når det drejer sig om tungmetaller. Der kan højst være tale om forsinkelser. En del af de miljøfremmede stoffer er så svært nedbrydelige, at dette forhold også gælder herfor.

Status for udledninger af tungmetaller og miljøfremmede stoffer er givet i kapitel 3. I dette afsnit gives en kort oversigt over de forskellige transportveje og kildetyper.

Punktkilder

Udover de kilder, der er omfattet af NOVA-2003 tilføres tungmetaller til vandmiljøet fra yderligere en række punktkilder. Det drejer sig om offshore-aktiviteter og klapninger. Det kan diskuteres, om tilførsler fra klapninger udgør en egentlig kilde, eller om der er tale om omfordelinger af materiale, der allerede én gang er tilført vandmiljøet. Endvidere er det meget vanskeligt på baggrund af den tilgængelige datamængde at udarbejde et overblik over de samlede tilførsler af tungmetaller fra denne kilde. Tilførsler af tungmetaller fra klapninger er derfor ikke med i denne opgørelse.

De samlede tilførsler til vandmiljøet fra renseanlæg, industriudledninger og offshore-industrien er angivet under punktkilder i tabel 4.4. Spredt bebyggelse er angivet som en selvstændig kildetype. Opgørelserne af tilførslerne fra punktkilderne og spredt bebyggelse er tilvejebragt på forskellige måder. Der er altså til en hvis grad tale om usammenlignelige størrelser.

Tilførsler af tungmetaller fra egentlige punktkilder, spredt bebyggelse og atmosfæren i 1998 (data fra kapitel 3 og Hovmand & Kemp, in prep.).

Det er sandsynligt, at der er en del kviksølv aflejret i spildevandssystemerne, som langsomt vil blive udledt via renseanlæggene selv efter at forbruget af kviksølv er nedbragt.

Derudover tilføres vandmiljøet tungmetaller fra en række andre diffuse kilder. I forbindelse med spildevandsrensning dannes der en mængde slam, hvori en stor del af spildevandets tungmetaller vil blive tilbageholdt. Størstedelen af slammet bliver bortskaffet ved at blive brugt som gødning på landbrugsjord, resten bliver brændt eller deponeret på lossepladser. Den samlede mængde tungmetaller i spildevandsslam er angivet i tabel 3.6. Det vides, at tungmetallerne er bundet kraftigt til slammet, således at frigivelsen til vandmiljøet må forventes, at være meget lille. Det må dog alligevel forventes, at vil der over en længere årrække ske en vis frigivelse. I forbindelse med korrosionsbeskyttelse af bl.a. havneanlæg, broer og skibe frigives store mængder af zink, som kan indeholde rester af andre metaller, f.eks. cadmium. Også fra bundmaling på skibe frigives tungmetaller.

Nedfald fra atmosfæren

En stor andel af de samlede tilførsler af tungmetaller til vandmiljøet sker via atmosfæren, jf. afsnit 3.4. På baggrund af målinger af koncentrationen af tungmetaller i luften, er det anslået hvor store mængder tungmetaller, der tilføres de indre danske farvande fra denne kilde (Hovmand & Kemp, in prep.).

Stoftransport i vandløb

I forbindelse med en rapportering til OSPAR blev der i 1990 udført målinger af tungmetal transporten til Nordsøen og Skagerrak i en række vandløb. Det er senere blevet vurderet at vandløbstilførslerne til disse havområder udgør ca. 20 % af de samlede tilførsler via vandløb. På basis heraf kan de samlede tilførsler til havet via vandløb i 1990 anslås (tabel 4.5).

Da de totale mængder er anslået på baggrund af målinger i få vandløb er usikkerheden på dette overslag stor. Endvidere var de anvendte analyse metoder mindre fintmærkende end de metoder, der anvendes i dag. Tallene skal derfor opfattes som et meget groft billede af de generelle forhold i slutningen af 80erne og begyndelsen af 90erne.

Tilførslerne af tungmetaller via vandløb til de marine områder i 1998 er ikke rapporteret.

Miljøfremmede stoffer

På grund af blandt analysemæssige problemer er datagrundlaget for at opgøre tilførsler af miljøfremmede stoffer til vandmiljøet endnu ikke tilstede. Den første gennemgang af dette område forventes at ske i forbindelse med temarapporteringen i 2002.

5. Vandmiljøets tilstand - status og udvikling

I de følgende afsnit bliver der gjort status for miljøtilstanden i grundvand (afsnit 5.1), vandløb (afsnit 5.2), søer (afsnit 5.3) og havet (afsnit 5.4). Grundlaget herfor er selvsagt de aktiviteter der gennemføres under NOVA-2003. Som konsekvens af at overvågningsprogrammet ikke på alle områder er fuldstændigt dækkende, er der inddraget oplysninger fra andre kilder, bl.a. amternes og statens tilsynsaktiviteter.

5.1 Grundvand

Den systematiske overvågning af det danske grundvand udføres af amterne i forbindelse med NOVA-2003 (GRUMO), landovervågningsoplandene (LOOP) og af vandværkerne i forbindelse med den lovpligtige borings-kontrol, jf. bekendtgørelse nr. 515 af 29. august 1988 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg (Miljøministeriet, 1988) med tilhørende vejledninger.

Redegørelsen for status og udvikling af grundvandskvaliteten gennem tiden er baseret på den landsdækkende rapportering af den samlede systematiske grundvandsovervågning i 1998 (GEUS, 1999).

Ser man på overvågningen af grundvandet i NOVA-2003, sker denne i såkaldte grundvandsmoniterings-, eller GRUMO-, områder samt i de 6 landovervågningsoplande, hvor der fokuseres på det nydannede grundvand tæt på jordoverfladen. I GRUMO-områderne udtages prøver fra både øvre ‘sekundære’ grundvandsmagasiner (punktmoniterende filtre) og dybereliggende ‘primære’ magasiner (linie- eller volumenmoniterende filtre). På den måde fås et billede af vandkvaliteten i såvel ungt som ældre grundvand.

5.1.1 Året-der-gik

Grundvandets hovedbestanddele

I det følgende gennemgås resultaterne for 1998 med hensyn til grundvandets indhold af nitrat og fosfor. De øvrige hovedbestanddele (f.eks. klorid og sulfat) blev behandlet udførligt i temarapporten for grundvand i 1995 (GEUS, 1995). Der vurderes ikke at være sket en væsentlig udvikling siden for disse stoffer.

Nitrat

Resultaterne af LOOP viser, at det vand, der er på vej til grundvandsmagasinerne i sandede områder har høje nitratkoncentrationer. Det gennemsnitlige indhold i filtrene er omkring 50 mg pr. liter. Dette svarer til grænseværdien for drikkevand. I lerede områder ligger nitratindholdet i 1998 i det nydannede grundvand i gennemsnit på 25 mg pr. liter.

Dybere nede i jorden kommer grundvandsmagasiner med frit vandspejl, som er den magasintype, der er mest sårbar med hensyn til nitratbelastning. Nitratindholdet i denne type grundvandsmagasiner, som er udbredte i det vestlige Jylland, er i 1998 for filtre med fund i gennemsnit ca. 50 mg pr. liter. Det gælder generelt, at nitratindholdet aftager med stigende alder af vandet. I alt er ca. 60 % af filtrene i grundvandsovervågningen fri for nitrat.

Status for nitratindholdet ved vandværkernes boringskontrol er, at ca. 3 % af det indvundne vand ligger over grænseværdien for drikkevand for nitrat, mens ca. 6 % ligger over den vejledende værdi på 25 mg pr. liter. Det ses desuden, at 2/3 af boringerne ikke indeholder nitrat. Vandværkernes boringskontrol viser tydelige regionale forskelle i drikkevandets nitratbelastning. De højeste værdier findes jævnfør figur 5.1 i det såkaldte nitratbælte (Nordjyllands, Viborg og Århus amter). Nitrat udgør et alvorligt problem for vandindvindingen især i den vestlige del af landet, hvor der er intensiv husdyrproduktion og ingen - eller kun tynde - lerlag over grundvandsmagasinerne, og dermed stor sårbarhed overfor nedsivning af nitrat.

---

Fosfor

I landovervågningsoplandene ligger fosforindholdet i det nydannede grundvand i 1998 på et uændret lavt niveau - dog med lidt højere værdier i sandede områder. Der er i 1998 i grundvandsovervågningen fundet fosfor over grænseværdien for drikkevand i 14 % af filtrene. Grænseværdien for drikkevand er 0,15 mg pr. liter. Omkring 20 % af vandværksboringerne ligger over grænseværdien. Da størstedelen af fosforindholdet fjernes ved almindelig vandbehandling, udgør fosfor dog generelt ikke et problem for drikkevandsforsyningen. Forhøjet indhold af fosfor i grundvandet skyldes ofte de geologiske forhold.

Grundvandets alder

Der er i 1997-98 foretaget datering af grundvandet i nogle af de boringer, som indgår i overvågningen. Dateringerne viser:

• at højst 10 % af det vand, som analyseres i grundvandsovervågningen er dannet efter Vandmiljøplanen fra 1987,
• at størstedelen af det grundvand, der overvåges, er dannet mellem 1940 og 1990,
• at i Københavns, Vestsjællands og Fyns amter er en stor del af grundvandet dannet før 1970,
• at i Ribe og Nordjyllands amter er en stor del af grundvandet dannet efter 1980, og
• at 10 % af det undersøgte grundvand er dannet før 1940.

Tungmetaller og uorganiske sporstoffer

De tungmetaller og uorganiske sporstoffer, som indgår i overvågningen, er bl.a. aluminium, arsen, barium, bly, cadmium, kobber, nikkel, selen og zink. Resultatet af landovervågningen af det øvre grundvand i 1998 peger på, at tungmetaller og uorganiske sporstoffer tilbageholdes og akkumuleres i rodzonen.

I grundvandsovervågningen, er der fundet ét eller flere tungmetaller eller uorganiske sporstoffer i alle de undersøgte filtre på ét eller andet tidspunkt i perioden 1993-98. I mere end 30 % af analyserne for sporstoffet barium er koncentrationen over den vejledende grænseværdi for drikkevand på 100 mikrogram pr. liter. Barium forekommer naturligt men kan også skyldes en helt lokal forurening omkring borerøret, som kan opstå ved etablering af boringen. Herefter følger aluminium, nikkel og zink, hvor indholdet i grundvandet er over grænseværdierne for drikkevand på henholdsvis 0,2 mg/l, 50 mg/l og 5 mg/l i 8, 4 og 4 % af tilfældene.

Ved de fleste analyser af drikkevandet i vandværkernes boringskontrol er der af ovenstående stoffer kun analyseret for nikkel og aluminium, jf. kravene i bekendtgørelsen om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg. Der er dog frem til 1998 fundet tungmetaller og/eller uorganiske sporstoffer i 40 % af de undersøgte vandværksboringer. Indholdet i boringerne ligger over grænseværdien for drikkevand i ca. 4 % af boringerne - størstedelen skyldes nikkel. Forøget indhold af nikkel ses ofte, hvor der f.eks. i forbindelse med vandindvinding er sket sænkning af grundvandsspejlet. Også andre stoffer - f.eks. zink, aluminium og arsen - findes stedvist i vandværksboringerne i koncentrationer, som ligger over, hvad der må være i drikkevandet. Det er dog fælles for denne gruppe stoffer, at de på vandværker med almindelig simpel vandbehandling i betydeligt omfang tilbageholdes i vandværkernes filtre.

Organiske mikroforureninger

De organiske mikroforureninger kan opdeles i klorerede kulbrinter, aromatiske kulbrinter, fenoler og klorfenoler, detergenter samt øvrige organiske mikroforureninger.

Klorerede kulbrinter stammer hovedsagelig fra industrien, hvor de bl.a. anvendes som opløsnings- og affedtningsmidler samt til køling. Fundene ses således oftest i forbindelse med affaldsdepoter og forurenede grunde. I grundvandsovervågningen er der i 1998 fundet indhold af ét eller flere klorerede kulbrinter i 29 % af de analyserede boringer. Hyppigst fundne stoffer er kloroform, 1,1,1-triklorethan og triklorethylen. Kloroform kan dannes naturligt under bl.a. nåleskove, mens de øvrige stoffer repræsenterer menneskeskabt forurening. De klorerede kulbrinter, som hyppigst findes i vandværksboringerne, er vinylklorid og triklorethylen, som i perioden 1987-98 er fundet i henholdsvis 15 og 13 % af boringerne.

Aromatiske kulbrinter er hovedsagelig olieprodukter, f.eks. benzin. I grundvandsovervågningen 1989-98 findes aromatiske kulbrinter i 24 % af boringsfiltrene. Benzinkomponenterne benzen og toluen forekommer hyppigst. Mediankoncentrationen af disse to stoffer i grundvandet er ca. 0,1 mikrogram pr. liter, hvor grænseværdien for drikkevand er 1 mikrogram pr. liter. I vandværksboringerne findes de aromatiske kulbrinter i 14 % af de boringer som er undersøgt i perioden. Stofferne forekommer i vandværksboringerne med ca. samme hyppighed - og i samme koncentrationer - som i grundvandsovervågningen.

Fenoler og klorfenoler er i grundvandsovervågningen fundet i ca. 25 % af boringerne i lave koncentrationer nær detektionsgrænsen, mens de i vandværksboringerne findes i 6 % af boringerne - også generelt i koncentrationer, som ligger et godt stykke under grænseværdierne for drikkevand (på 0,5 mikrogram pr. liter for fenoler og 1 mikrogram pr. liter for klorfenoler). En kilde til fenoler kan være nedbrydning af naturligt organisk stof (f.eks. husdyrgødning), mens klorerede fenoler kan stamme fra pesticider. Det klorerede fenol pentaklorfenol, som bruges ved imprægnering af træ, findes ved overvågningen i ca. 1 % af boringerne. Nonylfenoler, som findes i rengøringsmidler, kosmetik, maling og plast, er diskuteret i forbindelse med hormonlignende stoffer i miljøet. De få analyseresultater peger på en høj fundprocent og også relativt høje koncentrationer. Dette vil blive forsøgt eftervist ved den videre overvågning af grundvandet.

Detergenter kan forekomme naturligt, men stammer antagelig især fra vaske- og rengøringsmidler. Endvidere er detergenter anvendt i pesticidprodukter. Der findes en stor udbredelse af detergenter - også i det dybere grundvand. I forbindelse med grundvandsovervågningen er detergenter i perioden 1989-97 fundet i 87 % af de undersøgte boringer. Der er i 1998 fundet detergenter i godt halvdelen af vandværksboringerne med en mediankoncentration på 6 mikrogram pr. liter, som altså ligger et godt stykke under grænseværdien for drikkevand på 100 mikrogram pr. liter. Grænseværdien er fastsat ud fra detergenternes skummeevne og ikke en eventuel sundhedsskadelig effekt.

Ser man på gruppen af øvrige stoffer, forekommer blødgørere, som bl.a. stammer fra plast, i 39 % af de undersøgte overvågningsboringer. Der er i 1998 fundet et indhold af blødgørere i 9 % af de kun 37 undersøgte vandværksboringer. Der er ikke fastsat en grænseværdi for indholdet af blødgørere i drikkevand. Det skal i den forbindelse med fundprocenterne understreges, at der er relativt store usikkerheder forbundet med analysemetoderne ved analyser for blødgørere, samt at der kan opstå ‘falske fund’ ved afsmitning fra plastikslanger under prøvetagningen, hvis slangerne indeholder blødgørere.

Benzintilsætningsstoffet MTBE har ikke kunnet påvises i nogen af de 12 undersøgte boringer i grundvandsovervågningen i 1998. I drikkevandet blev MTBE fundet i ca. 10 % af de undersøgte boringer med et gennemsnitligt indhold på 0,33 mikrogram pr. liter (den foreløbige grænseværdi for drikkevand, som er meldt ud i forbindelse med MTBE-handlingsplanen, er på 30 mikrogram pr. liter).

Alt i alt er organiske mikroforureninger frem til 1998 i overvågningen fundet i 94 % af de undersøgte filtre. I 1998 er der ved vandværkernes boringskontrol fundet organiske mikroforureninger i 29 % af de undersøgte vandværksboringer. Generelt findes de organiske mikroforureninger i størst koncentration i den øverste del af grundvandsmagasinerne. Aromatiske kulbrinter og fenoler forekommer dog også i de dybere dele af magasinerne.

Pesticider og nedbrydningsprodukter

Pesticider er en fællesbetegnelse for bl.a. ukrudtsmidler (herbicider), svampemidler (fungicider) og insektmidler (insekticider). Det gælder generelt, når man taler grundvand, at pesticider er synonymt med ukrudtsmidler. Der er således ikke i grundvandet fundet indhold af andre pesticider end ukrudtsmidler over grænseværdien for drikkevand.

Ser man på indholdet af pesticider i det øvre grundvand, viser landovervåg-ningen, at der i 1998 er fundet pesticider og/eller nedbrydningsprodukter af pesticider i 40 % af filtrene. Det er hovedsageligt atrazin-gruppen af pesticider og nedbrydningsprodukter heraf, som findes i det øvre grundvand. Fundprocenterne er sammenlignelige med resultaterne fra den terrænnære del af grundvandsovervågningen.

I grundvandsovervågningen er der i 1998 fundet pesticider i 29 % af boringerne - der ses et indhold, som er større end grænseværdien for drikkevand på 0,1 mikrogram pr. liter, i 8 % af boringerne. Fundhyppigheden aftager næsten lineært med dybden, jf. figur 5.2. De store antal fund i det øvre grundvand skyldes særlig BAM, som er et nedbrydningsprodukt af dichlobenil og chlorthiamid. De pesticider, som oftest er fundet, er atrazin, dichlorprop og mechlorprop.

---

Fund af pesticider og fund over grænseværdien for drikkevand i forskellige dybder under terræn (efter GEUS, 1999).

I takt med at der er sket udfasning af pesticider, som har vist sig at kunne nedsive til grundvandet, er der sket en øget anvendelse af produktet Round-up. Aktivstoffet glyphosat og nedbrydningsproduktet herfra (AMPA) blev i 1998 fundet i et par lave boringer på landbrugsarealer. Stofferne kan dog optræde som en helt lokal forurening af selve boringen. Enten som resultat af en såkaldt skorstenseffekt, hvorved de er løbet ned til prøvetagningsfiltret langs borestammen, eller som forurening fra vand, der er løbet ind i borerøret ovenfra. Fundene vil blive søgt eftervist i den fortsatte grundvandsovervågning.

Med hensyn til vandværkernes boringskontrol er der i 1998 fundet pesticider i 32 % af boringerne - i 12 % af vandværksboringerne er koncentrationen over grænseværdien for drikkevand. BAM er klart dominerende med atrazingruppen af pesticider og deres nedbrydningsprodukter som næst hyppigste stofgruppe, jf. figur 5.3. De pesticider, som findes i drikkevandet i størst koncentration, er altså stoffer (eller nedbrydningsprodukter af disse), som allerede er forbudt!

---

Grundvandspotentiale

Grundvandsstanden var generelt lav i 1998 som resultat af de tørre vintre 1996-97 og 1997-98. Det våde efterår i 1998 har dog øget grundvandsstanden til et mere normalt leje.

Vandindvinding

Der blev i 1998 indvundet i alt 741 mio. m³ grundvand. Indvindingen fordeler sig med ca. 60 % på de almene vandværker (primært til husholdninger), ca. 30 % til erhvervsvanding (markvanding) og ca. 10 % til industri.

Forureningslukning af boringer

Indberetninger fra kommunerne viser, at der i 1998 er lukket 28 boringer som følge af menneskeskabt forurening med pesticider, andre miljøfremmede stoffer eller nitrat. Pesticider er i dag klart den hyppigste årsag til forureningslukning af boringer: 25 af boringerne (89 %) er således lukket på grund af pesticider. Af de resterende tre boringer er 2 lukket som følge af forurening med andre miljøfremmede stoffer, mens 1 er lukket som følge af forurening med nitrat.

Grundvandsmodellering

Overvågningsrapporterne for 1998 indeholder for andet år i træk en beskrivelse af de grundvandsmodeller, der er opstillet i amterne. Modellerne anvendes af amterne i forbindelse med f.eks. opgørelser over ressourcens størrelse og afværgeforanstaltninger overfor grundvandsforureninger. Grundvandsmodellerne indeholder for et givet område oplysninger om de geologiske forhold; antal af lag m.m. Til hvert geologisk lag er knyttet nogle talstørrelser, som beskriver lagets evne til at lede vandet. En grundvandsmodel indeholder også oplysninger om de hydrologiske forhold såsom nedbør, vandløb og søer osv. Den opstillede model for området kan læses ind i et computerprogram og anvendes til beregning af, hvordan grundvandsstrømning og -stand vil ændre sig ved forskellige tiltag - f.eks. indvinding af grundvand ét eller andet sted i modelområdet.

5.1.2 Udviklingen i perioden 1989-98

Nitrat

Variationen i det øvre grundvands nitratindhold er først og fremmest en funktion af variationer i nedbør og høstudbytte. Der er således ikke en klar tendens for perioden, og der kan derfor ikke fastslås en effekt på det nydannede grundvand af landbrugets reducerede kvælstofudledning. Det gennemsnitlige nitratindhold i de omkring 40 % af boringsfiltrene, hvor der er fundet nitrat, er vist på figur 5.4.

Nitratudviklingen i filtre med et nitratindhold større end 1 mg/l i GRUMO- og LOOP-filtre i sand- og lerområder (efter GEUS, 1999).

Der ses heller ikke i det dybere grundvand (GRUMO) en klar tendens for perioden. Grundvandsmagasiner med frit vandspejl, viser dog en svag stigning i nitratindhold.

Dateringen af grundvandet viser, at kun en mindre del af det vand, der er undersøgt for nitrat, er yngre end Vandmiljøplanens igangsættelse. Det kan derfor endnu ikke forventes, at man vil kunne se en effekt af Vandmiljøplanens tiltag på grundvandets kvalitet.

Nitratindholdet i vandforsyningsboringerne er nogenlunde stabilt gennem perioden 1990-98. Fordelingen er vist i tabel 5.1.

Vandforsyningsboringer fordelt efter nitratindhold.

Fosfor

Forekomsten af fosfor i grundvandet er primært betinget af de geologiske forhold. Det kan således ikke forventes, at man vil se en markant ændring gennem grundvandsovervågningen. I overensstemmelse med dette ses et stabilt indhold for perioden 1990-98.

Organiske mikroforureninger

For et par af de stofgrupper, som er diskuteret i afsnit 5.1.1, er udviklingen gennem overvågningsperioden 1989-98 kort omhandlet i det følgende.

Det gennemsnitlige indhold af de klorerede kulbrinter, som ses i størst koncentration i overvågningsboringerne, er på omkring halvdelen af grænseværdien for drikkevand. Også i vandværksboringer ligger koncentrationen i gennemsnit omkring halvdelen af grænseværdien drikkevand for de stoffer, som ses hyppigst. Der er fundet vinylklorid i 40 ud af 268 undersøgte boringer, svarende til en fundhyppighed på 15 %. Der er sket en stigning i indholdet af vinylklorid i de undersøgte vandværksboringer gennem perioden til et gennemsnit for fund på 0,6 mikrogram pr. liter. Vinylklorid er et stabilt nedbrydningsprodukt af de øvrige klorerede kulbrinter. Det er derfor ikke overraskende, at der er sket en vis opkoncentration af stoffet i grundvandet.

Med hensyn til indholdet af detergenter i drikkevandet ligger fundhyppigheden i vandværksboringerne på mellem 50 og 60 % fra 1993 til i dag uden nogen klar tidslig udvikling.

Pesticider og nedbrydningsprodukter

Grundvandsovervågningsprogrammet omfattede tidligere 8 pesticider. Fra 1998 har overvågningen i NOVA-2003 omfattet ca. 50 pesticider og nedbrydningsprodukter.

I landovervågningsprogrammet er der i perioden 1990-99 fundet pesticider og/eller nedbrydningsprodukter af pesticider i 46 % af filtrene - i 10 % er koncentrationen over grænseværdien for drikkevand. Der ses især høje koncentrationer af atrazin-gruppen af pesticider. Koncentrationen falder gennem perioden, hvilket er forventeligt, da salget af atrazin stoppede i 1994.

I grundvandsovervågningen er der i perioden 1989-98 fundet pesticider og/eller nedbrydningsprodukter i 30 % af filtrene. I 10 % af filtrene var koncentrationen i grundvandet over grænseværdien for drikkevand.

Fundprocenten er, jf. figur 5.5, faldet en smule fra 1990-92, hvilket dog skal ses i sammenhæng med, at amterne tidligere især udtog prøver fra højtliggende filtre. Stigningen fra 1994 til 1998 skyldes, at amterne efter bl.a. fundet af atrazin i Ejstrupholm analyserer for langt flere stoffer. Endelig skyldes stigningen BAM.

---

Fund-% for pesticider i grundvandsovervågningen (efter GEUS, 1999).

Ved vandværkernes boringskontrol er der som gennemsnit for perioden 1989-98 fundet pesticider og/eller nedbrydningsprodukter heraf i 23 % af boringerne - i 9 % af boringerne er koncentrationen i grundvandet over grænseværdien for drikkevand.

Grundvandspotentiale

Variationen i grundvandsstanden i perioden 1989-98 fremgår af figur 2.5. De tørre vintre i 1996/97 og 1997/98 førte til, at grundvandsstanden i slutningen af overvågningsperioden faldt til det laveste niveau i 20 år.

Vandindvinding

I 1998 udgjorde den samlede grundvandsindvinding ca. 741 mio. m³. Fra 1989 til 1998 er der sket et fald i den samlede indvinding på ca. 30 %, jf. figur 5.6.

---

Udvikling i grundvandsindvindingen indenfor forskellige kategorier for perioden 1989-98 (efter GEUS, 1999).

Faldet i indvindingen på almene vandværker gennem perioden er sket som resultat af vandbesparende foranstaltninger og afgifter på vand. Den store variation i erhvervsvandingen afspejler variationer i nedbøren, da kategorien bl.a. dækker vanding af landbrugsafgrøder.

Forureningslukning af boringer

Indberetningen fra kommunerne viser, at der i perioden 1987-98 er lukket 478 boringer som følge af menneskeskabt forurening. Pesticider er den hyppigste årsag til forureningslukning af boringerne: 47 % er lukket på grund af pesticider. Tilsvarende tal for andre miljøfremmede stoffer og nitrat er henholdsvis 22 og 31 %. Der ses nogle klare tendenser med hensyn til, hvad det er for stoffer, som rammer vandforsyningerne:

• Antallet af boringer, der lukker som følge af forurening med pesticider og/eller nedbrydningsprodukter, er steget kraftigt siden 1993, hvor vandværkerne for alvor begynder at analysere for pesticider.
• Antallet af boringer, der lukkes som følge af forurening med nitrat og andre miljøfremmede stoffer, er nogenlunde konstant gennem perioden.

Grundvandsmodellering

Gennem perioden 1989-98 er der sket en stigning i anvendelsen af grundvandsmodeller i takt med øgede krav i lovgivningen til amternes planlægning og forvaltning af grundvandsressourcen - bl.a. den kommende zoneringsvejledning fra Miljøstyrelsen. Også udviklingen indenfor IT, som har gjort det muligt at arbejde med grundvandsmodeller på almindelige computere, har udbredt anvendelsen af grundvandsmodeller som et redskab i sagsbehandlingen.

5.2 Vandløb og kildebække

Hovedparten af overvågningen af og tilsynet med de danske vandløb og kildebække udføres af amterne.

Stationsudpegningen i den tidligere overvågningsperiode (1989 - 1997) var primært foretaget ud fra hensynet til opgørelse af stoftransporten til søer og marine områder. Som helhed var vandløbene i det stationsnet, der blev etableret derfor store og mellemstore vandløb. Hovedparten af de ca. 64.000 km vandløb i Danmark er små vandløb under 2,5 meter i bredden, jf. tabel 5.2. De små vandløb var således klart underrepræsenteret i forhold til deres udstrækning, hvilket der nu er gjort op med i det reviderede stationsnet til bedømmelse af den biologiske vandløbskvalitet. For 1998 - 2003 er stationerne udvalgt, så de mere generelt repræsenterer de danske vandløb både hvad angår vandløbsstørrelse og den generelle miljømæssige tilstand.

Danske vandløbs omtrentlige udstrækning (Windolf m.fl., 1997).

NOVA-2003 omfatter endvidere vandkemiske målestationer og kildebække, som er videreført fra den tidligere programperiode med mindre ændringer. Desuden skal programmet som noget nyt belyse forekomsten af tungmetaller og miljøfremmede stoffer. Endelig er der som et andet nyt element blevet etableret et udvidet biologiprogram for at belyse sammenhængen mellem den biologiske tilstand i vandløbene og forskellige påvirkninger.

Resultaterne rapporteres dels selvstændigt af amterne, dels i form af en landsdækkende faglig rapport baseret på resultaterne af den amtslige og statslige overvågning. Den følgende beskrivelse af miljøtilstand og udvikling er baseret på rapporten ‘Vandløb og kilder’ (Bøgestrand m.fl., 1999), suppleret med oplysninger fra amternes regionale tilsyn med vandløb (Miljøstyrelsen & Skov- og Naturstyrelsen, in prep.).

5.2.1 Året-der-gik

NOVA-2003 omfatter overvågning af 58 kildebække, hvor der analyseres for forskellige udvalgte vandkemiske variable for at følge kvaliteten af og udviklingen i det grundvand, der naturligt strømmer til vandløbene.

Der blev i 1998 ikke observeret signifikante ændringer i indholdet af fosfor i kilderne i forhold til tidligere år. Således var indholdet af total fosfor i 1998 0,074 mg fosfor pr. liter og 0,054 mg fosfor pr. liter for henholdsvis kilder i dyrkede oplande og kilder i naturoplande. De tilsvarende værdier i 1997 var henholdsvis 0,073 mg fosfor pr. liter og 0,048 mg fosfor pr. liter.

Som i de forgående år blev der i kilder i dyrkede oplande observeret en stigning i indholdet af nitrat. Således steg indholdet af nitrat fra 6,21 mg kvælstof pr. liter i 1997 til 6,83 mg kvælstof pr. liter i 1998. En stigning der ikke optræder i kilder i naturoplande.

Resultaterne fra 1998 viser, i lighed med de senere år, at koncentrationen af total kvælstof er højst i vandløb i dyrkede oplande. Derefter følger vandløb i oplande med punktkilder, vandløb der er påvirkede af spildevand fra dambrug samt slutteligt vandløb der ligger i naturoplande.

1998 var karakteristisk ved en stor vandafstrømning og derfor også en relativ stor udvaskning af kvælstof. Vandløbene i dyrkede oplande havde den største arealspecifikke kvælstofafstrømning. Den store afstrømning i 1998 betød, at kvælstoftilførslerne fra dambrug i en del af de vandløb, der traditionelt er ‘dambrugsvandløb’, i 1998 udgjorde 30 % mindre end i de nedbørsfattige år som 1996 og 1997.

Koncentrationen af total-fosfor var i 1998, ligesom tidligere år, højest i vandløb i oplande med punktkilder fulgt af vandløbene i de dyrkede oplande. Herefter følger vandløb med spildevandsudledning fra dambrug og de laveste koncentrationer optrådte i vandløb i naturoplande.

Landbruget er den væsentligste kilde til fosfortransporten både i dyrkede oplande og i oplande med punktkilder. Derudover udgjorde udledninger fra den spredte bebyggelse en væsentlig andel af fosfortransporten i vandløb i dyrkede oplande. I vandløb i oplande med punktkilder udgjorde spildevandsudledninger den næststørste andel af fosfortransporten.

Indholdet af organisk stof var i 1998 i vandløb højst i spildevandsbelastede og i ‘dambrugsvandløb’, mens det var mindst i vandløb i naturoplande. Der er konstateret en signifikant forskel i indholdet af organisk stof i mellem vandløbene øst og vest for Storebælt. Således var indholdet af organisk stof højere øst for Storebælt. Forskellen er dog ikke så stor, at den kan forklare den markante forskel, der er i miljøkvalitet imellem de to regioner.

Overvågningen af miljøfremmede stoffer bliver først påbegyndt i år 2000 på grund af metodemæssige problemer med analyserne. Der er ligeledes et meget sparsomt datagrundlag på tungmetaller.

Vandløbsloven foreskriver i sin formålsparagraf, at vandløb skal kunne anvendes til afledning af vand under hensyntagen til de miljømæssige krav, der stilles til vandløbskvaliteten (Miljø- og Energiministeriet, 1992). Vandafledningsevnen kan forbedres, for eksempel ved kanalisering og grødeskæring. Grødeskæringspraksis kan inddeles i henholdsvis ‘ingen skæring’, ‘skånsom skæring’, hvor en mindre del af vandløbsvegetationen skæres og ‘hård skæring’, hvor al vandløbsvegetationen skæres. Grødeskæringsmetoden har indflydelse på den fysiske variation i vandløbene. I vandløb, der ikke vedligeholdes eller vedligeholdes skånsomt, udgør de hårde substrattyper, primært sten og grus, en større del af bundsubstratet.

NOVA-2003 viser, at den hårde skæring hovedsageligt praktiseres i vandløb, hvor de tilstødende arealer dyrkes. Arealerne langs vandløb, som ikke skæres eller skæres skånsomt, indbefatter både intensivt, ekstensivt og uudnyttede arealer. Af de vandløb, der indgår i overvågningsprogrammet, skæres flertallet af de påvirkede vandløb 1-2 gange årligt (56 %), mens 11 % skæres mere end to gange årligt. Hovedparten af skæringen i de påvirkede vandløb foregår med le (64 %), men også en relativ stor andel skæres med mejekurv (36 %).

Et andet vigtigt element i relation til vandløbenes fysiske forhold er de spærringer, der er i forbindelse med styrt ved vejunderføringer mv. samt opstemninger ved mange dambrug.

Der indgik i alt 444 vandløbsstationer i det ekstensive biologiprogram i 1998. Resultaterne viser, at den dominerende tilstand i danske vandløb er faunaklasse 4, som svarer til en moderat påvirket fauna, hvor hovedparten af de mere krævende smådyrarter enten mangler eller er meget fåtallige. Faunaklasse 4 forekommer på 43 % af stationerne. Vandløb der er upåvirkede eller svagt påvirkede (faunaklasserne 5, 6 og 7) forekommer på i alt 37 % af stationerne, mens vandløb, der er kraftigt eller meget kraftigt påvirkede (faunaklasserne 1, 2 og 3), udgør 20 %.

Opdeles vandløbene i 5 størrelsesgrupper ud fra vandløbsbredden ses, at faunaklasse 4 er den hyppigst fundne tilstand i alle 5 grupper. Der er alligevel en tydelig tendens til at store vandløb (over 5 meters bredde) generelt har en bedre tilstand end små vandløb (under 2 meters bredde). Faunaklasserne 1, 2 og 3 (meget påvirkede) er fundet på 25 % af stationerne i de små vandløb, men kun på 7½ % af stationerne i store vandløb.

Vandløbenes tilstand i 1998 er signifikant bedre i Jylland og på Fyn end i den øvrige del af landet. Vandløb med en god eller meget god tilstand (faunaklasse 5, 6 og 7) udgør i Jylland og på Fyn i alt 44 % af stationerne, mens vandløb med en dårlig eller meget dårlig tilstand udgør 14 %. De tilsvarende værdier for Sjælland, Lolland og Falster er 12 % og 42 %.

I programmet er i alt 80 vandløbsstationer inkluderet på landsplan og alle fra små vandløb beliggende i det åbne land. 15 af vandløbsstationerne udgør referencestationer, der er karakteriseret ved at være upåvirkede for så vidt angår fysisk variation, dyr og/eller planter. Ligeledes er den ekstensive arealudnyttelse (engarealer, rørsump) hyppigst her. Dyrkede arealer er langt hyppigst langs de påvirkede vandløb, der også langt hyppigere er kanaliserede. Vandløb med underskårne brinker er tilstede i begge vandløbstyper, ligesom der ikke er signifikant forskel på bundmaterialets beskaffenhed. Vandtemperaturen er højere i de påvirkede vandløb.

Resultaterne viser, at der er væsentlige forskelle på plante-, smådyrs- og fiskesamfundene de to vandløbstyper imellem. Grødeskæring har således overordentlig stor betydning for planternes fordeling i vandløbene. Andelen af bundsubstrat, som udgøres af slam, har signifikant betydning for planternes fordeling, mens andelen af fint grus har mindre betydning. Grødeskæringsmetodens, -hyppighedens og -materiellets påvirkning af strømhastigheden og bundsubstratet påvirker konkurenceforholdene mellem de forskellige plantearter, hvorved plantesamfundene bliver ændret. Vegetationens totale artsantal, artssammensætningen samt den procentvise andel af vandløb, hvor en planteart udgør mere end 50 % af den samlede dækning, viser, at hårdt og delvist skånsomt vedligeholdte vandløb er forarmede, når der sammenlignes med vandløb, som ikke skæres.

Antallet af smådyr er lavere i de påvirkede vandløb end i referencevandløbene. Dansk Vandløbsfaunaindeks for forår og sommer er 4 (moderat påvirket fauna) i de påvirkede vandløb, mens de er henholdsvis 6 og 5 (svagt påvirket fauna) i referencevandløbene. I sensommeren ses smådyrssamfundene også mere artsrige i referencevandløbene.

Der findes ikke signifikante forskelle på antallet af fiskearter i de to vandløbstyper. Ørred stiller mere specifikke krav til vandløbskvaliteten end for eksempel gedde, ål og 3- og 9-pigget hundestejle. Der er en tendens til, at der er flere ørreder i referencevandløbene end i de påvirkede vandløb, men denne forskel er ikke signifikant. Ovennævnte tendens forstærkes dog når kun vandløb uden ørredudsætninger inddrages.

Ifølge amternes regionale tilsyn opfyldte kun 44 % af vandløbene i 1998 de i regionplanerne fastsatte målsætninger (Miljøstyrelsen & Skov- og Naturstyrelsen, in prep.).

I perioden 1989 til 1998 har nitratkoncentrationen i kilder i dyrkede områder været 10 gange højere end i kilder i naturoplande. Endvidere er der siden 1994 observeret en stigende tendens i nitratindholdet i kilder, der ligger i dyrkede oplande. Derimod har der ikke vist sig signifikante ændringer i fosfor- og kvælstofkoncentrationen i kilder i naturoplande.

Udviklingen i kvælstoftransport i vandløb har siden 1989 fulgt udviklingen i vandafstrømningen. Stor afstrømning medfører således stor kvælstoftransport. Den store variation i afstrømningen inden for de seneste år gør det derfor vanskeligt at uddrage generelle udviklingstendenser og dermed også at vurdere effekten af de gennemførte miljøtiltag.

Tages der højde for variationer i vandføringen viser beregninger dog, at der i hovedparten af vandløbene har været et fald i kvælstofkoncentrationen på 9 % i perioden 1989 til 1999. Faldet er statistisk sikkert for 35 ud af 116 stationer med faldende koncentrationer. Variationerne er imidlertid store. I egne med sandede jorde udviser vandløbene således en svag stigende tendens.

Udviklingen i fosfortransporten i vandløb i naturoplande samt i dyrkede oplande uden punktkilder har siden 1989 generelt fulgt variationen i vandafstrømningen. Således var vandføringen og fosfortransporten højere i 1998, end den var i de tørre år 1996 og 1997. De vandføringsvægtede fosforkoncentrationer, der i mindre grad er påvirkede af vandafstrømningen, viser ikke nogen generel udvikling i vandløb i naturoplande. I vandløb i de dyrkede oplande viser de vandføringsvægtede koncentrationer et fald fra et niveau på 0,13-0,15 mg fosfor pr. liter i 1989-91 til 0,11-0,13 mg fosfor pr. liter i 1994-98.

I vandløb i oplande med udledning af spildevand fra punktkilder og fra dambrug er der sket en markant reduktion i fosforudledningen. Dette skyldes, at der er sket et fald i fosforudledningen fra netop spildevandsanlæg og dambrug.

Der eksisterer kun et fåtal af stationer med en længere tidsserie af målinger af organisk stof, og der er derfor ikke gennemføret en analyse af den tidslige udvikling.

En af de væsentligste kilder til organisk stof i flere jyske vandløb er dambrug, hvis udledning gennem årene i mange tilfælde har været årsag til uacceptable miljøtilstande på dambrugsbelastede strækninger.

Siden 1989 er dambrugenes udledninger af organisk stof blevet væsentligt reduceret fra mere end 6.000 ton i 1989 til 3.500 ton i 1998. Det markante fald fra 1989 til 1993 som følge af en reduktion i dambrugenes udledning af bl.a. organisk stof (målt som BI₅) registreres også ved målingerne under NOVA-2003 i vandløbene til de oplande, hvor dambrugsspildevand udgør en væsentlig del af punktkildebelastningen, jf. afsnit 3.1.5.

Som nævnt under året-der-gik er grundlaget for vurdering af forekomst og transport af tungmetaller og miljøfremmede stoffer i vandløb endnu ikke af en karakter, der muliggør en vurdering af disse forhold.

Fyns Amt har i perioden 1994-1997 gennemført screeninger for pesticidforekomster i udvalgte vandløb, kildevæld og dræn (Fyns Amt, 1999). Undersøgelserne har omfattet 237 vandprøver analyseret for 99 forskellige stoffer og 6 sedimentprøver fra vandløbsbunden analyseret for 22 forskellige pesticider. Der er undersøgt for pesticider, der anvendes eller har været anvendt af landbruget, offentlige institutioner og private m.v. Baggrunden for Fyns Amts pesticidundersøgelse var bl.a., at amtets løbende undersøgelser i begyndelsen af 90erne af smådyrene i vandløbene viste en foruroligende stigning i omfanget af vandløb, som var akut påvirket af giftudledninger. Krebsdyr og vandinsekter var i stort tal slået ihjel.

Der er påvist 33 pesticider i vandløb og 21 pesticider i dræn fordelt på 27 ukrudtsmidler, 2 svampemidler og 4 insektmidler. Af de 33 forskellige pesticider er de 26 godkendt til brug i Danmark i dag. De hyppigst forekommende ‘moderstoffer’ er isoproturon og glyphosat. Begge stoffer er godkendte, og er de mest anvendte pesticider i Danmark. Fyns Amt konkludere på baggrund af undersøgelserne, at det er overvejende sandsynligt, at en stor del af pesticiderne i vandløbene tilføres via dræn og særligt i sprøjtesæsonen. Tilførsler til vandløbene fra vinddrift synes ikke at være særligt betydende for forekomsten af pesticider.

Undersøgelsen af sediment fra vandløbsbunden i efteråret 1997 i Lillebæk og Odense Å viste fund af hhv. fem og fire ud af 22 undersøgte pesticider (se tabel 5.3). De fundne stoffer er fire insektmidler og et svampemiddel. DDE er et nedbrydningsprodukt af DDT, som er stærkt giftigt, og som blev forbudt i Danmark tilbage i 1984. 13 år efter forbudet findes nedbrydningsproduktet stadig i både Odense Å og Lillebæk. Det undersøgte sediment er den løse overfladenære fraktion, som ved stor vandafstrømning er under transport ned gennem vandløbene til kystvande eller søer. Sedimentet aflejres på vandløbsbunden ved lille vandafstrømning typisk om sommeren og hvirvles op i vandfasen, når vandafstrømningen stiger om efteråret.

Maksimale koncentrationer af pesticidfund i vandløbssediment (Fyns Amt, 1999).

Det vurderes i Fyns Amts undersøgelse, at uden forgiftninger ville ca. 10 % flere af de store vandløb have haft en tilfredsstillende miljøtilstand.

Århus Amt har ligeledes gennemført en undersøgelse i 1997 og udtaget 26 vandprøver til pesticidundersøgelser fordelt på 3 vandløb og 4 kilder i landbrugsopland (Århus Amt, 1999a). De stoffer, der forekommer hyppigst i denne undersøgelse er typisk stoffer, der forekommer almindeligt i andre undersøgelser for pesticider (Århus Amt, 1999a).

Grødeskæringsmetode, -hyppighed og -materiel har stor betydning for plantesamfundene i vandløbene. 67 % af overvågningsvandløbene skæres mindst én gang årligt. Der tegner sig det samme billede af grødeskæringspraksis, når man kigger på større danske vandløb.

Tidligere grødeskæringspraksis påvirker plantesamfundene over længere tid. Det kan således tage en årrække, før plantesamfundene er retableret, efter at skæring er ophørt.

Sammenlignes faunaklassen for 1998 med overvågningsperioden 1993-97, skal der tages højde for, at de små, påvirkede vandløb tidligere var underrepræsenterede. Udfra disse omregnede data samt amternes regionale tilsyn i perioden 1993-1996 vurderes det, at tilstanden i denne periode stemmer relativt godt overens med tilstanden vurderet efter DVFI for 1998, hvor faunaklasse 4, moderat påvirket vandløbsfauna, er dominerende.

Det er tidligere konstateret ud fra de nationale stationer under overvågningsprogrammet, at miljøtilstanden generelt var væsentligt bedre i Jylland og på Fyn end i den øvrige del af landet. Amternes regionale tilsyn i perioden 1993-96 giver samme konklusion.

Der blev fundet et beskedent, men signifikant højere BI₅-indhold i de østdanske vandløb i forhold til de vestdanske. Forskellen i BI₅ kan ikke forklare den markante forskel i miljøkvalitet mellem de to regioner. Det må endvidere konkluderes, at bundforholdene ikke er forskellige og derfor heller ikke kan forklare forskellen i miljøtilstanden.

Det udvidede biologiske program gennemføres i alt 3 gange i overvågningsperioden fra 1998-2003, i årene 1998, 2000 og 2003. Derved kan den biologiske tilstand følges i en 6-årig periode. Fokus vil i de første to rapporteringer ligge på beskrivelse samt karakteristik af, hvad der har betydning for de forskellige organismegrupper i vandløbene og på interaktioner mellem dyre- og plantesamfundene. I den sidste rapportering vil fokus ligge på udviklingstendenser i de biologiske samfund.

På landsplan opfyldte 39 % af vandløbsstationerne deres målsætning i 1996, mens de tilsvarende tal for 1997 og 1998 er hhv. 43 % og 44 %. Stigningen er ikke nødvendigvis udtryk for en forbedring af tilstanden, men kan skyldes, at det ikke er de samme stationer, der er undersøgt i de tre år (Miljøstyrelsen, 1999f).

5.3 Søer

I Danmark findes der omkring 120.000 søer større end 0,01 hektar (100 m²), hvoraf de fleste er damme og småsøer. Kun 2.762 af søerne er større end 1 hektar (10.000 m²). Det samlede søareal er ca. 58.000 hektar, hvilket svarer til omkring 1,4 % af Danmarks landareal.

NOVA-2003 omfatter i alt 31 søer, heraf 4 brakvandssøer. Søerne spænder fra helt rene klarvandede søer til søer der er stærkt forurenede. Miljøtilstanden i disse søer vurderes ud fra kemiske, fysiske og biologiske målinger i søvandet samt måling af næringsstoftransporten til og fra søerne.

Den følgende beskrivelse af miljøtilstand og udvikling i de danske søer er først og fremmest baseret på rapporten ‘Søer 1998’ (Jensen m.fl., 1999). Undersøgelserne i de 31 søer er dog ikke tilstrækkelige til at give en generel og repræsentativ beskrivelse af tilstanden og udviklingen i de danske søer. Beskrivelsen er derfor suppleret med oplysninger fra amternes regionale tilsyn med søerne (Miljøstyrelsen & Skov- og Naturstyrelsen, in prep.).

5.3.1 Året-der-gik

Hvert år undersøges miljøtilstanden i de 31 overvågningssøer, og udviklingstendensen vurderes. For 1 af de 4 brakvandssøer foreligger der ingen resultater fra 1998, idet prøvetagningen først er påbegyndt i 1999. Data fra de øvrige 3 brakvandssøer er med for første gang. Det er således kun de 27 søer, der har tidsserier, som har kunnet indgå i en analyse af udviklingen.

For 16 af de 30 søer har det været muligt at opstille rimeligt nøjagtige vand- og stofbalancer inkluderende udvekslingen med grundvand. 1998 var et vådt år (se figur 2.4), og vandtilførslen til søerne var højere end normalt. Opholdstiden i søerne var således kortere end normalt, dog ikke så kort som i det hidtil vådeste år i overvågningsprogrammet, nemlig 1994.

Fosfortilbageholdelsen stiger med stigende opholdstid i søerne. I 1998 var tilbageholdelsen større end 12 % i halvdelen af søerne. En del af søerne havde dog en negativ fosforbalance, dvs. de afgav mere, end de modtog som følge af frigivelse af fosfor fra søbunden, efter at belastningen er reduceret.

Kvælstoftilbageholdelsen i de 16 søer stiger ligeledes med stigende opholdstid. Herudover er kvælstoftilbageholdelsen steget i nogle af overvågningssøerne, efter at søerne er blevet klarvandede som følge af ændringer i fiskebestanden. I halvdelen af søerne var kvælstoftilbageholdelsen i 1998 højere end 29 %.

I størsteparten af de søer, hvor der er sket signifikante ændringer i enten sigtdybde eller klorofyl a, er der tale om en øget sigtdybde og et reduceret klorofyl a indhold. Som årsmiddel er sigtdybden således øget i 12 søer, men kun reduceret i 1 sø, og tilsvarende er klorofyl a indholdet reduceret i 11 søer men kun øget i 2 søer. Tilsvarende ændringer ses på sommerniveau. Sommermiddelsigtdybden er øget i 11 søer, og sommermiddel-klorofyl a indholdet er reduceret i 8 søer.

I 6 af de 27 ferskvandssøer er der sket et signifikant fald i biomassen af planteplankton, mens den er steget i 2 søer. Det er især inden for gruppen af blågrønalger og grønalger samt kisel- og furealger. Sammensætningen af planteplankton har også ændret sig i mange søer, blandt andet er procenten af blågrønalger steget i 3 søer, mens den er faldet i 6 søer.

Betragtet under et er der ikke sket signifikante ændringer i dyreplanktonets biomasse i de ti overvågningsår. I enkelte søer er der dog sket ændringer, idet totalbiomassen er faldet i 4 søer og øget i 5 søer.

I forhold til de foregående år var der i 1998 kun få generelle ændringer i undervandsplanternes udbredelse og sammensætning, dog ses der en tendens til en øget udbredelse i de undersøgte søer.

Fiskeyngelundersøgelserne i overvågningssøerne er et nyt element i undersøgelsesprogrammet. Undersøgelserne har givet et godt billede af fiskeynglens sammensætning og mængde, ligesom fiskeynglens påvirkning af dyreplanktonet kan beskrives.

De hyppigst forekommende arter er skalle og aborre, men også brasen og hork forekommer ofte i undersøgelserne. Tætheden af fiskeyngel er meget varierende, både mellem søer og i den enkelte sø. Højeste gennemsnitstætheder opnår skalle med 3,7 og 1,3 pr. m³ og aborre med 0,6 og 0,7 pr. m³ ved bredden og i de frie vandmasser.

I 1998 er der er ikke rapporteret om miljøfremmede stoffer fra de 8 udvalgte søer, der indgår i overvågningsprogrammet.

Enkelte amter har undersøgt forekomsten af pesticider i ferskvand. Århus amt har således fundet en række ukrudtsmidler og nedbrydningsprodukter herfra i en enkelt sø (Århus Amt, 1999a). I størst mængde var BAM, som er et nedbrydningsprodukt fra dichlobenil, der anvendes i juletræsplantager og til at fjerne plantevækst på gårdspladser. Endvidere blev der fundet hexazinon, der har været forbudt siden 1994 og isoproturon.

I to damme blev der fundet ukrudtsmidler, der anvendes i korn - herunder isoproturon - i størst mængde. I begge damme er desuden fundet AMPA og i den ene glyphosat. De stoffer, der forekommer hyppigst i de undersøgte damme, er typisk stoffer der forekommer almindeligt i andre undersøgelser for pesticider. En del af disse stoffer er i dag forbudt eller pålagt restriktioner i deres anvendelse.

Århus Amt konkluderer bl.a., at langtidseffekten af de fundne stoffer som regel ikke kendes. Den samlede effekt af mange stoffer på økosystemniveau er heller ikke undersøgt. Endelig konkluderer amtet, at da det ikke kan udelukkes, at der vil forekomme miljømæssige effekter af pesticider i vandmiljøet, bør tilførslerne til overfladevand søges begrænset.

I forbindelse med det regionale tilsyn i 1998 blev miljøtilstanden undersøgt i 222 søer, hvoraf de 217 er målsatte. I tilsynsprogrammet for søerne indgår undersøgelser af biologiske og kemiske forhold, herunder bl.a. sommersigtdybde, der giver et indtryk af søens aktuelle miljøtilstand.

Det tilsyn, der har været gennemført, har først og fremmest været rettet mod at undersøge, om søernes målsætning er opfyldt eller ej. For at en målsætning for en bestemt sø anses for opfyldt, skal bl.a. et fastsat mindstekrav til sigtdybden være overholdt. Sigtdybden i langt de fleste af de hidtil undersøgte søer må stadig betegnes som utilfredsstillende. På landsplan vurderes det, at kun 32 % af de undersøgte søer opfylder deres i regionplanerne fastsatte målsætning.

I forbindelse med tilsynet har det endvidere været højt prioriteret flere steder at undersøge effekten af sørestaureringer. Det er især undersøgelser af effekten af biomanipulation på fiskebestanden og dermed på søernes miljøtilstand. Flere steder er der rapporteret om positiv effekt i form af klarere vand end i perioden forud for opfiskningen, og i enkelte tilfælde har der etableret sig en undervandsvegetation. Langtidseffekten af de gennemførte restaureringstiltag forventes at blive undersøgt i de kommende år.

Hidtil har brakvandssøerne ikke været undersøgt i særlig høj grad, og de er først taget med i overvågningsprogrammet i forbindelse med den seneste revision. De 3 brakvandssøer, der er undersøgt i 1998, er alle lavvandede søer. Næringsstofniveauerne er forholdsvis høje i alle tre søer, koncentrationer af total-fosfor er således over 0,1 mg fosfor pr. liter, og koncentrationen af total-kvælstof mellem 2 og 4 mg kvælstof pr. liter. Sigtdybden er derfor også lav (under 1 m) og klorofylindholdet tilsvarende højt.

5.3.2 Udviklingen i søernes miljøtilstand

Som nævnt er brakvandssøerne med for første gang i overvågningsprogrammet, og derfor er søernes udviklingstendenser alene vurderet på baggrund af de tidsserier, der findes fra de 27 øvrige overvågningssøer.

Da de danske søer generelt er små og har et lille vandvolumen, er opholdstiderne i høj grad påvirket af det enkelte års afstrømningsforhold. Næsten ¾ af de 30 overvågningssøer har en opholdstid på mindre end et år, dvs. at alt vandet i disse bliver udskiftet en til flere gange årligt.

År-til-år variationerne i opholdstiderne og tilførslerne af vand til de 16 overvågningssøer, for hvilke der er opstillet detaljerede vandbalancer, ændres også markant fra år-til-år afhængigt af nedbørsforhold. De længste opholdstider i overvågningsperioden blev registreret i 1996, men også i 1997 var opholdstiderne lange. I det våde år 1994 var opholdstiderne betydelig kortere end i de øvrige år. Også i 1998 var opholdstiderne korte, dog ikke så udpræget som i 1994. Tilførslerne af vand til overvågningssøer var højest i 1994, høj i bl.a. 1998 og mindst i 1996 og 1997.

Fosfortilførslen til de 16 søer er reduceret i de 10 overvågningsår, men tilførslen er efter 2 tørre år med en lille tilførsel tilbage på 1995 niveau. Tilførslen er dog reduceret signifikant i 6 af de 16 søer. Specielt søer, der tidligere har haft en meget høj tilførsel, har fået deres tilførsel reduceret. Indløbskoncentrationen af total-fosfor er reduceret væsentlig i perioden 1989 til 1998. Til 8 af de 16 søer er indløbskoncentrationen reduceret signifikant i perioden 1989 til 1998.

Tilsvarende er årsmiddelværdien af total-fosfor i de 27 ferskvandssøer næsten halveret fra 0,204 mg fosfor pr. liter i 1989 til 0,104 mg fosfor pr. liter i 1998. Udløbskoncentrationen af fosfor er reduceret for ca. det samme antal søer, som for indløbskoncentrationen, men dog med knap så stor en takt på grund af intern fosforfrigivelse fra sedimentet i mange af søerne.

Kvælstoftilførslen til de 16 søer var i 1998 højere end i de to foregående tørre år. Medianen var dog lavere i 1998, nemlig 385 mg kvælstof pr. m² pr. døgn, hvilket svarer til de tilførsler, der blev registreret i begyndelsen af 1990erne. Til 2 af søerne er kvælstoftilførslen dog reduceret signifikant i perioden 1989 til 1998. Indløbskoncentrationen er signifikant reduceret i 4 af de 16 søer, men gennemsnitskoncentrationen var dog højere sammenlignet med de foregående tørre år.

Tilbageholdelsen af kvælstof såvel i absolutte mængder som relativt var i 1998 som middelniveauet for 1989-1997. Variationen i den relative tilbageholdelse er i høj grad styret af vandets opholdstid i søerne. Ved korte opholdstider er der alt andet lige altid mindre relativ kvælstoftilbageholdelse end ved lange opholdstider, idet der ikke når at blive omsat og afgivet så store mængder kvælstof til luften.

Ændringerne i overvågningssøernes gennemsnitlige sigtdybde og indhold af klorofyl a er relativt mindre sammenlignet med ændringer i indholdet af næringsstoffer og især total-fosfor. Sigtdybden har dog været generelt stigende i perioden 1989 til 1998 og klorofylindholdet faldende. Den gennemsnitlige sigtdybde har varieret mellem 1,7 og 2,0 m på årsbasis. Deles søerne op i fire lige store grupper efter sigtdybde er denne for den første gruppe med den mest uklare fjerdedel steget fra 0,6 m i 1989 til 1,0 m i 1998. I den næste gruppe er sigtdybden øget fra 1,5 til 1,9 m. I denne gruppe er der et tilsvarende fald i klorofyl a fra 108 til 38 mikrogram pr. liter.

Udviklingstendensen er altså gået i retning af, at de mest uklare søer er blevet klarere på årsbasis. På sommerniveau er udviklingen ikke så tydelig. Her er sigtdybden for den mest uklare fjerdedel af søerne kun øget fra 0,5 til 0,7 m i perioden 1989 til 1998.

Som allerede udtrykt ved sigtdybde og klorofyl a er hovedparten af overvågningssøerne kendetegnet ved en høj planteplanktonmængde. I de fleste søer er der samtidig en dominans af planteplanktontyper, der er karakteristiske for næringsrige søer. Størstedelen af biomassen udgøres således af blågrønalger eller grønalger. Sommermiddel af totalbiomassen er reduceret fra 18,7 mg pr. liter i 1989 til 8,1 i 1998. Sommermedianen er reduceret fra 11,7 mg pr. liter i 1989 til 3,6 mg pr. liter i 1998.

Hverken den totale biomasse eller biomassen af forskellige typer af dyreplankton er ændret væsentligt i søerne som helhed siden 1989. Betragtet under et er der derfor ikke umiddelbare tegn på, at dyreplanktonets kapacitet til at nedgræsse planteplanktonet er øget i overvågningssøerne på trods af et fald i tilførselen af total-fosfor i mange søer.

Som for de øvrige variable dækker dette generelle billede over en række forskelle på enkelte søer. Totalbiomassen af dyreplankton er således gået signifikant tilbage i 4 søer og øget i 5 søer. En ændring i totalbiomassen kan være udtryk for et ændret græsningstryk fra rovfisk, men det kan også skyldes en ændring i mængden af føde i form af planteplankton.

Der er ingen entydig udvikling i den gennemsnitlige størrelse af dyreplankton. I enkelte søer er der dog fundet signifikante ændringer i den gennemsnitlige biomasse, som dog ikke slår i gennem på det samlede græsningstryk i de enkelte søer. Set under et er der dog tendens til en mindre forøgelse i græsningstrykket igennem overvågningsperioden.

I 14 af de 27 ferskvandssøer er undervandsplanternes udbredelse undersøgt én gang årligt siden 1993. Det plantedækkede areal har som gennemsnit stort set været uændret i perioden, dog med tendenser til en stigning. Det relative plantefyldte vandvolumen har for de 14 søer været generelt svagt stigende i perioden fra 1993 til 1998. Dybdegrænsen er tilsvarende generelt øget i de 14 søer, dog ikke så markant som den samlede dækningsgrad og det relativt plantefyldte volumen.

Siden 1989 har der ikke kunnet konstateres nogen udvikling i målsætningsopfyldelsen. Målsætningsopfyldelsen har ligget omkring de 30 % i hele perioden. Årsagen til den manglende målsætningsopfyldelse skyldes for de fleste søers vedkommende stadig en for høj næringstoftilførsel. Bidrag fra punktkilder og diffus tilførsel af fosfor fra landbrug og fra spredt bebyggelse vurderes som værende af afgørende betydning for søernes miljøtilstand.

Selv når det er lykkedes at reducere næringsstoftilførslen til søerne, ses der ofte ikke nogen umiddelbare effekter på vandkvaliteten. I mange tilfælde er det fordi søerne har en indbygget træghed som gør, at der ikke sker forbedringer - trods reducerede tilførsler. Det kan enten skyldes kemisk træghed på grund af stor ophobet fosforpulje på søbunden eller en biologisk træghed, fordi fiskebestanden forbliver uændret efter en reduktion af tilførslen.

For at fremskynde forbedringen er der udviklet forskellige metoder til restaurering af søer. Den mest udbredte form for sørestaurering i Danmark er opfiskning af fredfisk, især skaller og brasen. Disse fisk virker bl.a. begrænsende på mængden af dyreplankton og især på mængden af de store og effektivt filtrerende daphnie-arter. Denne metode er anvendt i mere end 20 danske søer og de hidtidige resultater er sammenfattet af Søndergård m.fl. (1998).

Effekten af opfiskningerne har generelt været god, dog først og fremmest i søer hvor opfiskningen har omfattet en stor del af fiskebestanden og samtidig er gennemført over få år. Fiskebestanden skal helst bringes ned under 100 kg pr. hektar over 1-2 år. Langtidseffekten af de hidtil gennemførte indgreb er endnu ikke veldokumenteret, idet hovedparten af indgrebene er gennemført inden for de seneste 4-6 år.

5.4 Marine områder

Overvågningen af de danske farvande er delt mellem amterne og staten, således at amterne udfører overvågningen i de kystnære områder mens staten står for overvågningen af de åbne farvande.

Den følgende beskrivelse af miljøtilstand og udvikling i de danske farvande er først og fremmest baseret på rapporten ‘Marine områder. Status over miljøtilstanden i 1998’ (Markager m.fl., 1999). Beskrivelsen er suppleret med oplysninger fra amternes generelle tilsyn med miljøtilstanden i de kystnære områder.

5.4.1 Året-der-gik

Af klimaforhold er det specielt nedbør, vind og mængden af lys som påvirker miljøtilstanden i havet. Nedbør har betydning for, hvor stor en mængde af næringssalte der udvaskes fra land. Vind giver omrøring i vandet, som modvirker bl.a. iltsvind ved bunden, mens lys har betydning for plantevæksten. I forhold til normalen for perioden 1961-90 var 1998 præget af højere temperaturer end normalt i årets første kvartal, mens sommermånederne var køligere end normalt (se kapitel 2).

Hydrografiske forhold

I forhold til normalen var temperaturen i overfladevandet højere i foråret, mens den var lavere i sommermånederne. Sammen med den megen blæst betød dette at der ikke var så hyppige tilfælde af temperaturspringlag (lagdeling af vandet) i navnlig de lavvandede områder.

Tilgengæld var saltholdigheden i foråret markant højere end normalt i de indre farvande. I april medførte en udstrømning af vand fra Østersøen en kraftig lagdeling af vandet i det sydlige Lillebælt, hvor bundvandet først blev fornyet i oktober måned, hvilket var medvirkende til et kraftigt iltsvind.

Næringsstoffer

Koncentrationerne af næringssalte i fjordene, i de kystnære områder samt i de indre farvande var i 1998 på et gennemsnitligt niveau. Dog var niveauet over middel i flere fjorde i oktober og november som følge af den dobbelt så store nedbørmængde i oktober i forhold til normalen.

Udvekslingen af næringssalte mellem fjorde og enkelte farvandsafsnit er beregnet for fire fjorde - Roskilde Fjord, Odense Fjord, Limfjorden og Ringkøbing Fjord. Resultaterne viser, at eksporten fra fjordene af kvælstof (total-kvælstof) i 1998 har været af samme størrelsesorden som i de forudgående år.

Udvekslingen af fosfor (total-fosfor) mellem fjord og hav afhænger i højere grad af den enkelte fjord. Således var der i Limfjorden for første gang i 1990erne en eksport af fosfor til Nordsøen. I Ringkøbing Fjord blev slusepraksis ændret i 1996, så saltvandet kun lukkes ind i fjorden når det samtidigt blæser. Herved forhindres saltlagdeling i fjorden. Det har haft den effekt at der kun undtagelsesvist og kortvarigt har været iltsvind i fjorden, og dermed også kun kortvarigt forekommet betingelser som medfører frigivelse af fosfor fra havbunden. Eksporten af fosfor fra Ringkøbing Fjord har derfor i 1998 været kraftigt formindsket i forhold til tidligere år.

Derudover viser beregningerne fra Limfjorden og Ringkøbing Fjord, at havbunden ikke længere frigiver så meget fosfat som i starten af 1990erne.

Iltforhold

I 1998 var der omfattende iltsvind i de marine områder, jf. figur 5.7. På basis af kvælstoftilførslerne må det antages, at iltforbruget ved havbunden i 1998 var omkring eller over middel for perioden 1989-97.

Det blæsende og kølige vejr i sommeren 1998 var til fordel for de åbne lavvandede områder. Der var i de lavvandede fjorde hyppige omrøringer af vandet, så de børsteorme og muslinger, som får deres føde ved at filtrere vandet, delvist kunne kontrollere mængden af planteplankton i vandsøjlen (Markager m.fl., 1999). Dyrene er i stand til at filtrere fjordenes samlede vandvolumen mellem ca. 3 gange dagligt (for eksempel Ringkøbing, Roskilde og Skive Fjorde) og ca. 14 gange dagligt (Odense Inderfjord).

I de dybe lagdelte områder af det sydlige Lillebælt, Åbenrå Fjord og Flensborg Yderfjord udviklede der sig et meget langvarigt og kraftigt iltsvind. Det skyldtes dels en relativt stor forårsopblomstring af planktonalger, der, efter de var bundfældet, gav anledning til et stort iltforbrug ved bunden, og dels en udstrømning af Østersøvand i april, som forårsagede, at der i disse områder dannede sig et kraftigt springlag over et lag af stillestående bundvand. I de åbne farvande udviklede der sig udbredt iltsvind i det sydlige Kattegat og Øresund samt i Storebælt i løbet af sensommeren.

Planteplankton

I 1998 var havvandet mere klart end normalt. Sigtdybden var ca. 23 % højere end gennemsnitligt for perioden 1977-88 og 7 % højere en gennemsnittet for perioden 1989-97. Vandets klarhed var dermed omtrent som i de to nedbørsfattige år 1996 og 1997.

---

Stationer hvor der i 1998 blev målt ilt, og hvor der er observeret iltsvind (<4 mg/l) eller kraftigt iltsvind (<2 mg/l) (efter Markager m.fl., 1999).

I 1998 var biomassen af planteplankton generelt lavere end gennemsnittet for perioden 1989-1997. Kun i det sydlige Kattegat, i Hevring Bugt ud for Randers Fjord og i Mariager Fjord var biomasserne højere end gennemsnittet for den forudgående ti-års periode. For Ringkøbing Fjords vedkommende kan den ændrede slusepraksis nu klart erkendes. Gennemsnitsbiomassen var i 1998 under 10 % af biomassen i 1995, og blågrønalgerne, der dominerede tidligere, er nu afløst af andre typer. Der er ikke registreret masseforkomster i 1998.

Det kraftige iltsvind med udvikling af svovlbrinte, som i august 1997 udryddede dyrelivet i Mariager Fjord, prægede tydeligt forholdene i fjorden i 1998. Mange af føde-byttedyrs relationerne var endnu ikke genetableret, og dette gav mulighed for ukontrolleret vækst af planteplankton. Der forekom således 7 masseopblomstringer i løbet af året.

Der blev herudover i 1998 kun registreret forholdsvis få masseforekomster af planteplankton, som kun i begrænset omfang gav anledning til effekter.

Giftige alger

I begyndelsen af maj måned blev der registreret en opblomstring af en giftig planktonalge af slægten Chattonella, der ellers mest er kendt fra havområderne omkring Japan. Det var en masseforekomst med indtil 12 mio. celler pr. liter, som strakte sig over store dele af Skagerrak, Nordsøen langs den jyske vestkyst, Kattegat og ned til Århus Bugt og Odense Fjord. Algen var giftig og forårsagede fiskedød (hornfisk) i området fra Hanstholm til Skagen og i den vestlige del af Limfjorden. Der forekom endvidere laksedød langs den norske Skagerrakkyst.

Herudover blev der i løbet af 1998 registreret omkring 20 potentielt toksiske arter af planteplankton i hav- og fjordområderne. Disse gav ikke anledning til kendte effekter. Enkelte fangstområder for muslinger langs den jyske østkyst blev kortvarigt lukket for muslingefiskeri, fordi antallet af en giftig dinoflagellat oversteg grænseværdien på 500 celler pr. liter. Der blev ikke på noget tidspunkt påvist algegifte i muslingerne.

Bundplanter

I 1998 er dybdeudbredelsesgrænsen for ålegræs, jf. tabel 5.4, steget i 20 % af områderne, faldet i 27 %, uændret i 43 % af områderne eller uoplyst. Tendensen til stigende dybdegrænser er især registreret i ydre fjordafsnit og langs åbne kyster som i Lillebælt, Det sydfynske Øhav og i den ydre del af Kalundborg Fjord. Tendensen til faldende dybdegrænser er registreret i en række lukkede fjorde, blandt andet Mariager Fjord, Randers Fjord, Odense Fjord samt i den vestlige del af Limfjorden.

Udbredelsen af løstliggende eutrofieringsbetingede makroalger som fedtmøg (Ectocarpus), vandhår (Cladophora) og søsalat (Ulva) har været overvåget systematisk siden 1994. Der er i 1998 registreret stigende forekomster i en række lukkede fjordområder, blandt andet i Karrebæksminde Bugt og Dybsø, Præstø, Ringkøbing, Nissum og Mariager Fjorde. De faldende forekomster blev derimod udelukkende registreret i åbne områder såsom Nivå Bugt og Isefjord.

Udviklingstendens for ålegræssets dybdegrænse og dækningsgrad samt dækningsgraden af eutrofieringsbetingede makroalger i 1998 sammenholdt med årene før. Oplysningerne er baseret på beskrivelser i amtsrapporterne. Tendensen er beskrevet som enten stigning (S), fald (F), status quo (O), eller ikke oplyst (-) (efter Markager m.fl., 1999).

Bundfauna

For bundfaunaen blev der i 1998, i modsætning til tidligere, i en del af de danske fjorde fundet fælles træk i form af lave værdier for såvel biomasse og individantallet. Dette falder i tråd med de forbedrede miljøforhold, som er registreret navnlig langs den jyske vestkyst og i Øresund.

Udviklingen i bundfaunaen svarer dermed til det forventede. For bundfauna er der nemlig sammenhæng imellem det foregående års tilførsel af næringssalte og det nuværende års forekomst af fauna (Ærtebjerg m.fl., 1998). I 1997 var tilførslerne af næringssalte til havet lave grundet ringe afstrømning fra land, hvilket i 1998 modsvares af lave værdier for bundfauna.

Markante afvigelser fra den generelle udvikling er registreret i Mariager Fjord og Ringkøbing Fjord. I Mariager Fjord er der i 1998 registreret en betydelig genindvandring af bunddyr efter den omfattende bunddyrsdød i august 1997. I Ringkøbing Fjord har den ændrede slusepraksis medført en kraftig stigning i bunddyr (biomassen). Det er især sandmuslingen, der i stort tal er vendt tilbage.

Tungmetaller og miljøfremmede stoffer

Overvågningen af miljøfremmede stoffer og tungmetaller i det marine miljø, der først fra 1998 har indgået i NOVA-2003, baseres sædvanligvis på måling af koncentrationer i planter eller dyr eller i sediment. De højeste koncentrationer af miljøfremmede stoffer og metaller forventes at forekomme i vore fjorde og mere kystnære områder, hvor fortyndingen fra kilden er mindst. Det er også her, at man kan forvente den største effekt af en reduktion i udledningen af et givent stof. Den væsentligste overvågningsindsats er derfor placeret i disse områder.

Stofgrupper

Ved evalueringen af resultaterne er de miljøfremmede stoffer behandlet i følgende overordnede stofgrupper:

• PCB (polyklorerede bifenyler) er summen af koncentrationen af 10 udvalgte repræsentanter for PCBer,
• HCH er summen af a -HCH, b -HCH og g -HCH (lindan),
• DDT er summen af pp'-DDE, pp'-DDD og pp'-DDT, og
• PAH (polyaromatiske kulbrinter) er summen af koncentrationen af PAHer og øvrige aromatiske kulbrinter.

For de miljøfremmede stoffer, der indgår i den marine del af NOVA-2003, har OSPAR udviklet økotoksikologiske evalueringskriterier. Disse kriterier angiver under hvilke koncentrationsintervaller, der ikke forventes effekter på marine organismer. Herudover har bl.a. OSPAR fastsat forskellige baggrunds/referenceniveauer for en række miljøfremmede stoffer og tungmetallers forekomst i muslinger. Generelt må det dog bemærkes, at evalueringsgrundlaget er ret begrænset for sediment og biota i det marine miljø.

Evaluering af tungmetaller

I 1998 blev der målt relativt lave koncentrationer af tungmetaller i blåmuslinger og fisk hvilket betyder, at målsætningerne for miljøkvaliteten er opfyldt for hovedparten af de undersøgte områder. I de områder, hvor der er fundet forhøjede koncentrationer i muslinger og fisk af kviksølv og/eller nogle af de andre metaller, er der formodentlig tale om påvirkning fra lokale kilder. I Øresund er der målt forhøjede værdier af alle de undersøgte tungmetaller på nær for nikkel, mens der i Roskilde Fjord og Odense Fjord er forhøjede værdier af både zink og kobber, mens der for kviksølv er forhøjede værdier i sidstnævnte fjord samt i Vadehavet.

Generelt falder koncentrationen af tungmetaller i fisk fra Øresund over Store Bælt til Hvide Sande. I 1998 er koncentrationerne af kviksølv i fisk kun undersøgt i Øresund, og resultaterne har vist, at niveauerne var lavere end grænseværdien for konsum (Frederiksborg Amt, 1999).

Evaluering af organotin

De højeste koncentrationer af tributyltin (TBT) i muslinger er fundet i Odense Fjord, Århus Bugt og i Øresund. Også i Store Bælt er koncentrationen relativt høj sammenlignet med de øvrige områder. Disse områder er alle karakteriseret ved en høj skibstrafik og andre skibsrelaterede aktiviteter, der kan udgøre kilder til TBT. Fordelingen af TBT og deres nedbrydningsprodukter i muslinger antyder at muslingerne for nyligt er eksponeret for TBT. For den anden organotinforbindelse, triphenyltin, er der kun fundet påviselige mængder i enkelte prøver i Horsens og Odense Fjord.

TBT-koncentrationerne i muslinger er høje på alle stationer. Niveauet er fra ca. 2 til 120 gange højere end OSPAR`s vejledende vurderingskriterier angiver. Undersøgelser af de biologiske effekter af TBT-koncentrationerne har således også vist, at samtlige rødkonksnegle og en væsentlig andel af dværgkonk og alm. konk i indre danske farvande udviste hormonelle forstyrrelser med udvikling af hanlige kønsorganer hos hunsnegle. Næsten alle hunstrandsnegle indsamlet i Københavns Havn og 40 % af hunsnegle indsamlet nær Lindøværftet i Odense Fjord udviste intersexkarakterer i et omfang, der har medført sterilitet.

Klorerede organiske forbindelser

PCB-koncentrationen har et niveau i samtlige områder, hvor det ifølge OSPAR`s vejledende evalueringskriterier ikke kan udelukkes, at der kan forekomme effekter. Eneste undtagelse er Ringkøbing Fjord, hvor niveauet er lavt. Enkelte prøver fra Horsens havn og fra Roskilde Fjord har noget afvigende høje koncentrationer, som bør vurderes nærmere gennem de kommende års overvågning.

På nuværende tidspunkt foreligger der ikke et tilstrækkeligt grundlag for en vurdering af om niveauerne af DDT samt HCH i muslinger og fisk giver anledning til problemer.

Evaluering af PAHer

Sammenfattende vurderes det, at PAH-koncentrationen i de kystnære danske farvande er på samme niveau, som ses i ikke særligt forurenede havområder. I enkelte fjorde, og her specielt i områder med ringe vandudskiftning og/eller kraftige punktkilder, kan der optræde forhøjede værdier.

Tilstand i forhold til målsætning

I de kystnære havområder er det amtsrådene, der gennem regionplaner fastsætter mål for den ønskede miljøkvalitet. De fleste vandområder har en generel målsætning. Det betyder, at der kun kan accepteres en svag menneskelig påvirkning af miljøet, og at vandområdet skal have en god hygiejnisk kvalitet. Det afhænger af det aktuelle vandområdes karakter, hvilke egenskaber man vælger at fokusere på, når kravene til målsætningen defineres.

Målsætningskriterier

For at gøre vurderingen af hvorvidt et givent område opfylder målsætningen så klar som mulig, vil man ofte vælge parametre, der er lette at måle og kvantificere. Samtidigt er det nødvendigt med et kendskab til, hvorledes parametrene varierer i takt med ændringer i miljøtilstanden. Alligevel vil afgørelsen i sidste ende ofte bero på et skøn, hvori en helhedsbetragtning indgår, blandt andet fordi vort kendskab til de mekanismer, der bestemmer udviklingen af de valgte parametre, ikke er fuldstændigt.

I de fleste områder er det tilførsel af næringssalte og organisk stof, der er interessant. Forekomsten af iltsvind er ofte brugt ved en sådan vurdering, dels fordi iltsvind afspejler i hvor høj grad der sker eller er sket tilførsler af næringsstoffer og organisk stof, dels fordi iltsvind har stor betydning for hele det økologiske system.

Også dybdeudbredelsen af vegetationen, der især afhænger af vandets klarhed, opsummerer miljøtilstanden over en længere periode. Sammensætningen og mængden af bundfaunaen bruges også som kriterium. Her er det faunaens afhængighed af gode iltforhold og rigelig føde, der betinger tilstanden. Områder, der er belastede med store tilførsler af næringssalte, vil ofte være karakteriseret ved, at trådalger eller etårige grønalger (eutrofieringsbetingede makroalger) favoriseres på bekostning af andre vegetationstyper. En forøget forekomst af sådanne organismer er derfor ligeledes ofte et anvendeligt tegn på en uacceptabel tilstand. Endelig er en forhøjet mængde eller produktion af planktonalger et velkendt tegn på næringssalttilførsel.

Status for målsætninger

Det fremgår af Vandmiljø-96 og -98 (Miljøstyrelsen, 1997 og 1998) samt af amternes regionale rapportering, at miljøtilstanden de fleste kystområder er dårligere end planlagt, og at en indsats mod den landbrugsbaserede næringsstoftilførsel er nødvendig for, at opnå den ønskede målsætning for miljøtilstanden. Tabel 5.5 indeholder en sammenfatning af amternes vurdering af den aktuelle tilstand (1998) i forhold til målsætningen. Tabellen behandler hele vandområder. Der kan derfor godt være lokale forhold, som ikke afspejles fuldt ud.

Tabel 5.5
Oversigt over miljøtilstanden i 1998 i forhold til målsætningerne i kystområderne, baseret på amternes rapportering. I kolonnen ‘Status’ angiver‘-‘, at målsætningen ikke vurderes at være opfyldt, ’+’ at målsætningen vurderes at være opfyldt og ‘?’ at målsætningen vurderes som værende ‘truet’. Kolonnen ‘Kriterier’ indeholder en listning af de parametre, der er inddraget ved vurderingen af tilstanden. Kolonnen ‘Årsager’ beskriver de kildetyper, som udfra amternes faglige vurderinger synes at have størst betydning, og hvor det er mest hensigtsmæssigt at sætte yderligere ind. Kriterierne for vurdering af målsætningsopfyldelse er: NS - næringssaltkoncentrationer; MO - masseopblomstring af planktonalger; G - forekomst af giftige alger, I - iltsvind, O - olieforurening; EM - masseforekomst af eutrofieringsbetingede makroalger; BB - biomasse af bunddyr; SD - sigtdybde; FP - fysisk påvirkning; UB - udbredelse af bundvegetation; A - andet.

Miljøfremmede stoffer og tungmetaller i forhold til målsætninger

Det er vanskeligt at vurdere hvorvidt de undersøgte miljøfremmede stoffer og tungmetallerne giver anledning til en påvirkning, som har indflydelse på overholdelsen af de generelle målsætninger. Det skyldes dels at målsætningsbeskrivelserne er begrænsede, og dels at det faglige/videnskabelige grundlag hertil skal udvikles. I betragtning af de usikkerheder, der er forbundet med overvågning af miljøfremmede stoffer og tungmetaller, og det begrænsede vurderingsgrundlag bør resultater fra de kommende år afventes inden en egentlig vurdering af om målsætningerne er opfyldt. En enkelt undtagelse i den forbindelser TBT, hvor effekter tydeligt kan påvises i havet.

På baggrund af dette års resultater vurderes det, at den generelle målsætning formentlig overvejende vil kunne opfyldes for tungmetaller og PAHer, mens den ikke er opfyldt for TBT. For de øvrige miljøfremmede stoffer er det for tidligt at vurdere om målsætninger er opfyldt.

5.4.2 Udviklingen i havets miljøtilstand

Næringssalte

Transporten af næringssalte fra fjordene til de åbne farvandsområder er tildels blevet undersøgt i fire fjorde, nemlig Ringkøbing Fjord, Limfjorden, Odense Fjord og Roskilde Fjord.

For Roskilde Fjord er eksporten af næringssalte til Isefjorden ifølge på beregninger i 1985, 1992 og 1998, gået ned med ca. 54 % og ca. 75 % for henholdsvis kvælstof og fosfor. Nedgangen i eksporten af kvælstof har ingen sammenhæng med udviklingen i tilførslen fra land. Konklusionerne er ikke entydige grundet det ringe antal beregningsår.

Limfjorden eksporterer i reglen flere næringssalte til Kattegat, end den modtager fra Nordsøen. Beregningerne af transportforholdene siden 1990 viser ingen tendens for eksporten af kvælstof, mens eksporten af fosfor til Kattegat er faldet siden 1990. Undtagelser herfra var 1994 og 1997, hvor der var omfattende iltsvind og dermed øget frigivelse af fosfor fra fjordbunden.

Nedgangen i koncentrationen af fosfat og total-fosfor i de åbne indre farvande er fastholdt også i 1998. De observerede fald er dog for store til udelukkende at kunne skyldes den forbedrede rensning af spildevandet som følge af Vandmiljøplanen fra 1987. Faldet kan eventuelt være forårsaget af ændringer i vandudvekslingen mellem Nordsøen/Skagerrak og Østersøen. Problemstillingen er endnu ikke klarlagt i detaljer.

En analyse af de tidsvægtede koncentrationer af nitrat+nitrit-kvælstof i vinterperioden viser for perioden 1989-98 en svagt faldende tendens på 10 ud af 12 stationer i Kattegat, mens der ikke er en signifikant ændring i Bælthavet og Øresund.

Næringssaltbegrænsning

Vurderes alene spørgsmålet om det antal dage, hvor væksten er begrænset af næringssalte, uden at tage hensyn til, om det er kvælstof eller fosfor, viser det sig, at antallet af dage med denne begrænsning primært afhænger af områdets belastningsgrad. De stærkest belastede områder har færrest antal dage med næringssaltbegrænset vækst, mens de mindst belastede områder har flest dage. I Bælthavet varierer det fra ca. 100-180 dage, mens det i Kattegat ligger noget højere, fra 220-250 dage om året (Markager m.fl., 1999).

I Odense Fjord er det årlige antal dage med næringssaltbegrænsning opgjort til ca. 40 inderst inde og til 180 dage yderst i fjorden. Siden 1990 er antallet af dage med næringssaltbegrænsning steget markant. Det skyldes faldet i belastningen med næringssalte igennem perioden.

For Kattegats vedkommende kan der ikke registreres en ændring i antallet af dage, hvor væksten har været begrænset af næringssalte. Der kan imidlertid registreres en ændret balance i næringssaltbelastningen, som kommer til udtryk i en stigning i antallet af dage, hvor begge næringssalte er begrænsende for væksten. Årsagen til at balancen mellem næringssalte har ændret sig er det generelle fald i koncentrationerne af fosfat, jf. figur 5.8. En vurdering af hvilket af næringssaltene, der begrænser planteplanktonets vækst i fjordene, viser, at det generelt i foråret er begrænset af fosfat og af nitrat fra tidligt i sommerhalvåret og året ud (Markager m.fl., 1999). Grundet den markante reduktion af tilførslerne af fosfor fra byernes renseanlæg er der i de fleste fjorde, i de kystnære områder samt i de indre åbne farvande igennem de senere år sket en stigning i antallet af dage, hvor fosfat er det potentielt begrænsende næringsstof. Dette stemmer overens med eksperimentelle studier, som viser, at kvælstof er det primært begrænsende næringssalt for åbne dele af de indre danske farvande (Graneli m.fl., 1990).

---

Antal dage med potentiel nitrat-begrænsning, potentiel fosfat-begrænsning og potentiel begrænsning for både nitrat og fosfat for station 925 ved Anholt i Kattegat i perioden 1989-98 (efter Markager m.fl., 1999).

Planteplankton

Mængden af planteplankton udtrykt som mængden af klorofyl viser, at værdien var lav i de indre åbne danske farvande i 1998, jf. figur 5.9. I gennemsnit var den 14 % under niveauet for perioden 1977 til 1998 og 21 % under niveauet for perioden 1989-98. Billedet i fjordene og i de kystnære farvande er næsten det samme, men ikke helt så udtalt. En statistisk analyse viser, at der er et statistisk sikkert fald over perioden 1989 til 1998, men at trenden primært beror på de to tørre år 1996-97. Derimod er trenden signifikant stigende hvis udviklingen analyseres for perioden 1977-98.

---

Giftige alger

De giftige alger bliver normalt først et problem når de optræder i en masseforekomst. Antallet af kendte giftige planktonalger er i de seneste 20 år steget betragteligt, samtidigt med at der hele tiden dukker nye arter op, som ikke tidligere har voldt problemer. Årsagerne hertil er ikke kendte.

Et særligt problem udgør skibenes ballastvand, som i dag anses for at være en væsentlig spredningskilde for giftige alger. I mange tilfælde er algerne sporet tilbage til den østlige del af Asien. Mange planktonalger har et hvilestadium i deres livscyklus, som indebærer, at de kan overleve selv flere års mørke i eksempelvis en ballasttank. Tømmes tanken, kan cysten spire, såfremt vækstforholdene på det nye sted er gunstige. Derfor har den international maritime søfartsorganisation da også udarbejdet en række anbefalinger, som skal mindske den utilsigtede spredning (Kaas m.fl., 1999).

Bundfauna

Individantallet af krebsdyr er mere end halveret siden begyndelsen af 1980erne, mens børsteorme, muslinger og pighude viste høje individantal i begyndelsen af 1990erne, for i slutningen af perioden af falde til niveauet for 1980erne. Det mest markante er den formindskede betydning af krebsdyr. I samme periode blev der registreret en stigning i antallet af bløddyr som siden 1995 atter har været i aftagende. Årsagerne til svingningerne er ikke kendt.

Variationen fra år-til-år på fire stationer beliggende i Kattegat, Storebælt, Øresund og Arkona Havet, hvor der er lange tidserier, viser en tidsforskydelse på 1-2 år til tilførslerne af næringssalte fra land. Relationerne har ikke ændret sig væsentligt igennem perioden, og derfor vurderes miljøtilstanden for bundfaunaen samlet set at være uændret i de åbne farvande igennem perioden 1988-1998.

Bundplanter

For ålegræs er der på landsplan ikke registreret betydende ændringer for dets dybdeudbredelsesgrænse i løbet af perioden 1989-98. Der er imidlertid målt markante år-til-år variationer, jf. figur 5.10. Dybdegrænserne var uændrede gennem første halvdel af 1990erne, men i 1996 og 1997 steg den gennemsnitslige dybdegrænse med 0,5 og 1 m i forhold til 1995, som følge af at der i disse to år var forhøjede sigtdybder og forbedrede lysforhold. I 1998 var dybdegrænsen igen tilbage på samme niveau som i 1995. I forhold til starten af dette århundrede er ålegræssets dybdegrænse væsentligt lavere.

---

Ålegræssets maksimale dybdeudbredelse (efter Markager m.fl., 1999).

Det afgørende for udviklingen i perioden 1989-98 i udbredelsen af ålegræs og de løstliggende eutrofieringsbetingede makroalger er tilførslerne af næringssalte. Næringssaltene virker ind på planktonalgernes vækst og dermed også lysforholdene. En analyse af år-til-år-variationerne i næringssalte viser, at de høje koncentrationer af total-kvælstof i perioden 1993-95 falder sammen med en lav dækningsgrad af ålegræs i samme periode. I de to nedbørsfattige år 1996 og 1997 faldt koncentrationen af total-kvælstof, mens der i perioden registreredes en stigning i ålegræssets dybdeudbredelsesgrænse. I 1998 er der igen en stigning i koncentrationen af total-kvælstof, som også modsvares af et fald i ålegræssets dybdeudbredelse.

Iltsvind

Der kan generelt ikke fastlægges en entydig udvikling i forekomsten eller hyppigheden af iltsvind i havområderne omkring Danmark. Der forekom alvorlige tilfælde af iltsvind i det sydøstlige Kattegat i 1981, 1985, 1986, 1988 og 1990, jf. figur 5.11. I det sydlige Bælthav forekom der så kraftigt iltsvind, at der i 1981 og 1985 udvikledes svovlbrinte ved bunden.

---

Udbredelsen af iltsvind i 1981, 1986, 1987 og 1988.

Modelberegninger har vist, at iltindholdet i bundvandet i de indre danske farvande er koblet til kvælstoftilførslen fra land og at en vedvarende reduktion i tilførslen vil forbedre forholdene markant (Ærtebjerg m.fl., 1998).

Langtidsudviklingen (siden 1970erne eller 1980erne) i iltforholdene er blevet undersøgt for Bælthavets og tilstødende fjordes vedkommende (Markager m.fl., 1999). På syv ud af ni stationer er der i foråret fundet forbedrede iltforhold, mens der på syv ud af otte stationer i efteråret er forværrede forhold, jf. tabel 5.6.

Stationer hvor der er fundet en signifikant (5 %) udvikling i ‘forårets’ (april-juni) eller ‘efterårets’ (juli-oktober) minimale iltkoncentration (fra Markager m.fl., 1999).

Miljøfremmede stoffer og tungmetaller

På baggrund af den begrænsede viden om forekomsten af miljøfremmede stoffer og tungmetaller før 1998, er det kun i mindre omfang muligt at vurdere udviklingen i koncentrationerne i det marine miljø. Kviksølvindholdet i skrubber i Øresund er faldet fra 1973 til 1998 med en faktor 4 ved København og en faktor 3 ved Vedbæk (Frederiksborg Amt, 1999). Koncentrationen af alle de undersøgte metaller er nu på samme niveau som i Levnedsmiddelstyrelsens undersøgelse af tungmetaller i danske kystfisk i perioden 1979-1982 (Levnedsmiddelstyrelsen, 1994).

Udviklingen i Nordsøen viser generelt et fald i koncentrationen af tungmetaller gennem de sidste 10 år. For de miljøfremmede stoffer sker der knap så tydeligt en udvikling (OSPAR, in prep.).

Monitering af effekter omkring boreplatforme

I perioden 1989-1999 er der gennemført overvågning omkring udvalgte produktionsplatforme i den danske del af Nordsøen i henhold til gældende danske retningslinier. Hovedformålet med undersøgelserne har været at kortlægge ændringer i sediment og bundfaunasammensætning og identificere de vigtigste faktorer, de observerede ændringer kan tilskrives.

Undersøgelserne har vist, at udledninger i forbindelse med boringer og drift af offshoreplatforme medfører en vis påvirkning af bundforholdene omkring platformene. Udledning af borespåner med påhæftet borevæske vurderes at være den væsentligste bidragsyder til de forandringer, som kan konstateres.

Således førte udledninger fra boringer på Gorm-, Kraka- og Harald-felterne til en væsentlig påvirkning af havbunden i områder op til 250 m fra platformene. Mindre ændringer kunne spores i afstande op til 1.500 meter. Påvirkningerne kom til udtryk i form af forhøjede niveauer af bl.a. kulbrinter, barium og tungmetaller i sedimenterne samt en reduktion i biomassen og antallet af tilstedeværende bundfaunaarter. Variationen i bundfaunabiomassen kunne korreleres med sedimenternes indhold af kulbrinter og barium.

Formindskede udledninger i forbindelse med ophør af boreaktiviteter har medført reduktion i bundfaunaens påvirkningsgrad, men visse arter, heriblandt slangestjernen Amphiura filiformis, der er et talrigt medlem af bundfaunasamfundene i den centrale Nordsø, ikke er genetableret efter perioder på 2-3 år fra boreophør.

Målsætningsopfyldelse

Miljøtilstanden i de danske havområder opfylder på trods af en række positive udviklingstendenser ikke målsætningerne fuldt ud. Effekten af indsatsen over for landbruget er endnu ikke slået igennem ligesom gennemførelsen nationalt af en række internationale handlingsplaner ikke er tilendebragt. Det må forventes, at når disse foranstaltninger er gennemført fuldt ud, vil dette også kunne spores i målsætningsopfyldelsen.

6. Mål og virkemidler

Beskyttelsen af vandmiljøet, specielt havområderne, kræver, at indsatsen koordineres både nationalt og internationalt. Danmark deltager aktivt i det internationale samarbejde om at beskytte grundvands- og drikkevandsressourcer og ferske og marine vandområder. Danmark har indgået en lang række forpligtende aftaler om beskyttelse af vandmiljøet - både på regionalt, europæisk og globalt niveau, og disse internationale aftaler danner grundlag for den danske lovgivning og regulering af forureningen og dermed for beskyttelsen af det danske grundvand og overfladevand.

I dette kapitel præsenteres regeringens samlede politiske mål og virkemidler for vandmiljøet i Danmark. De danske reduktionsmål for næringsstoffer og miljøfremmede stoffer mv. ridses op, og den centrale planlægning af vandområdernes kvalitet gennemgås.

6.1 Rent vand - det er klart!

Kvaliteten og beskyttelsen af grundvand og vandmiljø - både nationalt og internationalt - er fortsat prioritet højt i regeringens arbejde, som det fremgår af regeringsgrundlaget fra marts 1998.

Regeringens overordnede mål er at sikre, at vandet i Danmark er rent. Regeringens indsats for, at vi har rent vand i Danmark, kan læses i ‘Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse’ (Miljø- og Energiministeriet, 1999). Her fremgår det, at regeringen vil arbejde for:

• at de danske vandløb, søer og havområder er rene og af en tilfredsstillende miljømæssig og hygiejnisk kvalitet,
• at udnyttelsen af vandområderne og de tilknyttede ressourcer sker på et bæredygtigt grundlag,
• at fastholde en uforurenet grundvandsressource, og
• at sikre balance mellem grundvandsdannelse og vandindvinding.

Hertil kommer, at regeringen vil opfylde målene i de relevante internationale aftaler, det vil sige de mål, der skal forebygge og fjerne forurening af vandmiljøet på sigt, herunder specielt de mål, der sigter mod en progressiv reduktion af udledninger og tab af forurenende stoffer til vandmiljøet.

Regeringens målsætninger indebærer, at kun ubetydelige eller svage ændringer i vandmiljøets tilstand på grund af menneskelig aktivitet kan accepteres. Nogle vandområder har desværre en miljøtilstand i øjeblikket, der ikke lever op til målene. I specielle situationer og i særligt udsatte områder må man nogle gange acceptere, at der er en ringe eller direkte dårlig miljøtilstand.

Grundvand

Med hensyn til grundvandet i Danmark betyder regeringens mål:

• at grundvand skal udgøre en sikker og varig kilde til forsyning af drikkevand,
• at drikkevandskvaliten og -ressourcen ikke må forringes på grund af forurening og vandindvinding,
• at udsivende grundvand skal være af en kvalitet, der bidrager til en god miljøtilstand i vandløb og søer.

Erhvervsmæssig og andre typer udnyttelse af grundvandet skal ske i respekt for de miljø- og naturmæssige værdier og på et bæredygtigt grundlag. De nærmere detaljer kan læses i ‘Danmarks grundvand og drikkevand’ (Miljøstyrelsen, 1994) og ‘Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse’.

Vandløb

For de danske vandløb betyder regeringens overordnede mål, jf. bl.a. vandløbsloven (Miljø- og Energiministeriet, 1992) og ‘Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse’:

• at vandføringerne skal være tilfredsstillende,
• at der ikke må være spærringer, der hindrer spredning af fisk og smådyr,
• at vandløbene skal have fysisk variation og gode iltforhold, og
• at vandløbene skal indeholde et varieret og naturligt dyre- og planteliv.

Erhvervsmæssig udnyttelse, det vil sige fiskeri, sejlads, afledning af vand osv. samt rekreative aktiviteter som fritidssejlads, fritidsfiskeri og badning og anden udnyttelse af vandløbene, skal ske i respekt for de miljø- og naturmæssige værdier og på et bæredygtigt grundlag - både i selve vandløbene og på arealerne nær vandløbene.

Søer

For søerne i Danmark betyder regeringens overordnede mål, jf. bl.a. ‘Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse’:

• at dyre- og plantesamfundene skal være naturlige og i balance,
• at der skal være god sigtbarhed i vandet og undervandsplanter i de lavvandede områder af søerne.

Erhvervsmæssig udnyttelse, friluftsliv og anden udnyttelse af søerne skal også ske i respekt for søernes miljø- og naturmæssige værdier og på et bæredygtigt grundlag.

Marine områder

For miljøtilstanden i de danske havområder bygger regeringens overordnede mål på bl.a. ‘Helsingfors-konventionen om beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet’ fra 1992, ‘OSPAR-konventionen til beskyttelse af havmiljøet i det nordøstatlantiske område’ fra 1992 og ‘Esbjerg-deklarationen’ fra den 4. Nordsøkonference (Danish EPA, 1995). Det betyder:

• at dyre- og plantelivet skal være ubetydeligt eller kun svagt påvirket af menneskeskabt forurening og menneskelige aktiviteter,
• at indholdet af næringsstoffer skal være på et naturligt niveau, herunder at vandets sigtbarhed er naturlig, at der ikke forekommer unaturlige masseopblomstringer af giftige planktonalger eller forureningsbetingede makroalger og at iltsvind alene forekommer i naturlige iltsvindsområder, og
• at indholdet af miljøskadelige stoffer for naturligt forekommende stoffer skal være på baggrundsniveau og nær nul for miljøfremmede stoffer.

Den erhvervsmæssige udnyttelse som fiskeri, sejlads, offshore-industri, råstofindvinding, klapning osv. og de rekreative aktiviteter (fritidssejlads, fiskeri og badning) og anden udnyttelse af havet skal finde sted i respekt for de miljø- og naturmæssige værdier.

For at nå målene for både grundvand og overfladevand er en reduktion af udledninger og emissioner først og fremmest det centrale middel. I dette afsnit gøres der kort rede for de strategiske målsætninger for at forebygge og bekæmpe forureningen med næringsstoffer.

Vandmiljøplanen 1987

I Vandmiljøhandlingsplan I fra januar 1987 og i Beretningen fra april 1987 om Vandmiljøplanen var reduktionsmålene for kvælstof og fosfor på hhv. 50 og 80 %. Det svarer til, at de årlige udledninger og tab skal reduceres fra et niveau på omkring 283.000 ton kvælstof og 9.120 ton fosfor ved planens vedtagelse til et niveau på henholdsvis ca. 141.600 ton kvælstof og ca. 1.820 ton fosfor. Da landbrug, kommunale renseanlæg og særskilte industrielle udledere er de største hovedkilder til forureningen af vandmiljøet med næringsstoffer, er disse 3 hovedkilder alene medtaget i en beregning af, om reduktionsmålene i Vandmiljøplanen er opfyldt, jf. tabel 6.1.

Sektoropsplittede reduktionsmål for den årlige udledning mv. ( i ton) af kvælstof og fosfor til vandmiljøet (Miljøministeriet, 1987 og Miljøstyrelsen, 1990). Reduktionssatserne og målene er beskrevet i detaljer i den efterfølgende tekst om landbrug, kommunale renseanlæg og særskilte industrielle udledere.

1) Omfatter alene gårdbidraget (dvs. ikke tab af fosfor fra marker). 2) Se side 100 for forklaring.

Forureningen af havene er grænseoverskridende, og landene omkring Nordsøen og Østersøen har derfor vedtaget reduktionsmål, der ligner hinanden:

• På Nordsøkonferencen i London i november 1987 vedtog landene omkring Nordsøen, med undtagelse af Storbritannien, et mål om at reducere tilførslerne af kvælstof og fosfor til havet med 50 % (i perioden 1985 til 1995) til områder, hvor disse kunne forurene. På konferencerne i Haag og Esbjerg i hhv. 1990 og 1995 blev målet fastholdt, og den nødvendige indsats blev gjort tydelig med hensyn til udledninger af spildevand og tab fra landbruget.
• I juni 1988 vedtog Paris-kommissionen et 50 % reduktionsmål for tilførsel af næringsstoffer til eutrofieringsfølsomme havområder og et reduktionsprogram. I 1992 blev det besluttet at integrere Oslo- og Paris-konventionerne, der havde til formål at forhindre havforurening fra dumpninger og landbaserede forureningskilder. Afløserens, OSPAR-konventionen, formål er at beskytte havmiljøet i de nordsøstatlantiske områder. I 1989 blev reduktionsmålet konkretiseret i forhold til specifikke sektorer. Som opfølgning på beslutningen fra 1988 blev der på OSPAR-ministermødet i 1998 vedtaget en strategi for at bekæmpe eutrofiering.
• Konventionen til beskyttelse af havmiljøet i Østersøen vedtog på ministermødet i februar 1988 en deklaration med en målsætning om en 50 % reduktion af udledningerne af bl.a. næringssalte over en 10-årig periode. I Communiquet fra ministermødet i 1998 fremgår, at ministrene bekræfter, at de har forpligtet sig til at nå det strategiske mål fra 1988 og til at definere specifikke mål, der skal realiseres før år 2005.

I de næste afsnit gøres der rede for de midler, Danmark har besluttet at anvende for at nå reduktionsmålene. Det er dels for de 3 sektorer, der er omfattet af Vandmiljøplan I - nemlig landbrug, industri og renseanlæg, dels for en række øvrige sektorer, hvor der ikke blev opstillet konkrete reduktionsmål i Vandmiljøplanen.

6.2.2 Sektorspecifikke reduktionsmål

Da landbruget er en af de største kilder til forurening af vandmiljøet, har Folketinget vedtaget mål for at reducere landbrugets forurening med kvælstof. Siden midt i 80erne er der fremsat en række handlingsplaner og strategier for landbrugets udvikling og påvirkning af vandmiljøet:

• NPO-handlingsplanen (1985),
• Handlingsplan mod forurening af det danske vandmiljø med næringssalte ‘Vandmiljøplanen’ (1987),
• Handlingsplanen for en bæredygtig udvikling af landbruget (1991),
• Dele af Regeringens ti-punktsprogram til beskyttelse af grundvand og drikkevand (1994),
• Opfølgning af Handlingsplanen for et bæredygtigt landbrug (1996), og
• Vandmiljøplan II (1998).

Målet for landbrugets reduktion af kvælstof og fosfor er med Vandmiljøplan I fastsat til ca. en halvering (49 %) af kvælstofudledningen og fjernelse af fosfor-gårdbidraget. Udledningerne af kvælstof skal reduceres fra omkring 260.000 ton til et niveau på ca. 133.000 ton pr. år, svarende til en reduktion af udledningerne på 127.000 ton kvælstof pr. år, jf. tabel 6.1 og 6.2. I Vandmiljøplan I er det endvidere fastlagt, hvor stor en reduktion af kvælstof og fosfor der skal til for at undgå en forurening af vandmiljøet, der ikke er tilsigtet. Reduktionsmålene skulle nås inden 1993 og med følgende virkemidler:

• Landbruget skal have plads til at opbevare 9 måneders gødningsproduktion (enkelte landbrug 6 måneder), så gødningen kan opbevares indtil afgrødernes vækstsæson starter.
• Landbruget skal lave sædskifte og gødningsplaner, der sikrer, at gødningens kvælstof udnyttes så godt som muligt.
• Markerne skal have afgrøder om vinteren, så de kan optage kvælstof også om efteråret.
• Gødningen skal pløjes ned eller på anden måde ned i jorden inden 12 timer.
• Grænser for, hvor meget husdyrgødning der må komme ud på markerne.

Det viste sig snart, at målene ikke kunne nås inden 1993 (Landbrugsministeriet, 1991). Virkemidlerne fra Vandmiljøplan I blev derfor strammet op i 1991 i ‘Handlingsplanen for en bæredygtig udvikling i landbruget’. Reduktionsmålet blev fastholdt, men blev udsat til år 2000. Virkemidlerne var:

• Gødningsregnskaber, så der kan dokumenteres, hvordan der gødes.
• Skrappere og faste krav til, hvor effektivt husdyrgødningens kvælstof skal udnyttes.
• Alle landbrug skal have plads til 9 måneders produktion af gødning (dog 6 måneder for visse bedrifter).
• Ingen udbringning af flydende husdyrgødning på markerne efter høst og indtil februar, undtagen på marker med vinterraps eller græs.

Efter ‘Handlingsplanen for en bæredygtig udvikling i landbruget' er der kommet en række opfølgende planer for reduktion af landbrugets påvirkning af vandmiljøet. Regeringen fremlagde bl.a. i 1994 ‘10-punktsprogrammet’ for beskyttelse af grundvand og drikkevand i Danmark, som indebærer udpegning af arealer, som vandforsyningen i særlig grad skal baseres på.

Behovet for endnu en stramning af regler for landbruget med hensyn til udledning af kvælstof er blevet skærpet, da Danmark i år 2003 skal leve op til EU’s nitratdirektiv, som bestemmer, at der højest må udbringes 170 kg kvælstof i husdyrgødning ud på hver hektar. Det er på nogle brugstyper mindre, end hvad de gældende regler tillader i dag. Danmark har dog søgt om at måtte fravige de 170 kg kvælstof pr. hektar på kvægbrug, så der kan tillades 230 kg kvælstof pr. hektar på en mindre del af disse brug.

I februar 1998 besluttede Folketinget at tage flere og nye redskaber i brug for at nå Vandmiljøplan I’s reduktionsmål. Vandmiljøplan II skal som supplement til Vandmiljøplan I bidrage til at nedbringe kvælstofudvaskningen med ca. 37.000 ton kvælstof pr. år, så målet om en reduktion af kvælstofudvaskningen med 100.000 ton kvælstof pr. år kan nås senest med udgangen af år 2003. Følgende virkemidler er taget i brug under Vandmiljøplan II:

• Genetablering af vådområder vil, begrundet i vådområdernes evne til at omdanne nitrat til luftformig kvælstof, medvirke til at nedbringe kvælstoftabet til vandmiljøet. Hvis det forudsættes, at en hektar våd eng gennemsnitligt kan fjerne ca. 350 kg nitrat om året, vil genskabelsen af 16.000 hektar våde enge kunne reducere udvaskningen af kvælstof til ferske og marine vandområder med omkring 5.600 ton kvælstof pr. år.
• Plantning af mere skov i Danmark er bl.a. begrundet i, at der generelt ikke vaskes ret meget nitrat ud fra skovbunden. Hvis der plantes skov på 20.000 hektar inden år 2002, kan der fjernes omkring 1.100 ton kvælstof pr. år.
• Økonomisk støtte til landmænd, hvis de vil dyrke særligt følsomme områder mere skånsomt, bl.a. ved at bruge mindre mængder gødning eller ved helt at holde op med at dyrke områderne. Hidtil har der ikke været interesse for denne ordning. Hvis landmænd med 90.000 hektar går ind for ordningen, vil udvaskningen reduceres med 1.900 ton kvælstof pr. år.
• Bedre foderudnyttelse. Der er ved indgåelse af aftalen om Vandmiljøplan II lagt til grund, at bedre foderudnyttelse vil forekomme. Ændret fodringspraksis kan reducere udvaskningen med 2.400 ton kvælstof pr. år.
• Skærpede harmonikrav. Hvis kravene til antallet af husdyr pr. hektar skærpes, kan udvaskningen reduceres med yderligere 300 ton kvælstof pr. år.
• Skærpede krav til udnyttelse af kvælstof i husdyrgødning. Det skulle være muligt at få afgrøderne til at udnytte endnu mere af husdyrgødningens indhold af kvælstof end de gør nu: Herved kan kvælstofudvaskningen reduceres med 10.600 ton kvælstof pr. år.
• Økologisk jordbrug. Økologiske landbrug kan bidrage til, at den samlede N-udvaskning reduceres. Hvis 170.000 hektar omlægges til økologisk drift, vil det reducere udvaskningen med 1.700 ton kvælstof pr. år.
• Efterafgrøder på yderligere 6 % af arealet. Efterafgrøder kan opsamle kvælstof i efteråret og vil med den nævnte stigning kunne give en reduktion på 3.000 ton kvælstof pr. år.
• N-norm nedsat med 10 %. Et nyt element i reguleringen af landbruget er hermed at landmændene nu kun kan tilføre hvad der svarer til 90 % af det økonomisk optimale N-niveau. Denne nedsatte N-norm kan give en reduktion på 10.500 ton kvælstof pr. år.

Kravet om nedsættelse af N-normerne med 10 % er iværksat med ikrafttræden fra 1. august 1998. Kravet om efterafgrøder på 6 % af arealet er iværksat med virkning fra efteråret 1998. Kravet om øget udnyttelse af husdyrgødningens N-indhold er iværksat med 5 %-point fra 1. august 1999 og med yderligere 5 %-point fra 1. august 2001. Harmonikravene (antal DE/hektar) er fra 18. august 1998 øget for kvægbedrifter. Der er fastsat en yderligere skærpelse af kravene i år 2002 for alle typer af husdyrbrugsbedrifter (1,4 DE/ha for svine- og 1,7 DE/ha for kvægbrugbedrifter).

Hvis tiltagene i aftalen om Vandmiljøplan II omsættes til ændringer i landbrugspraksis, forventes det, at knap 20 års nitratpolitik (1985-2003) kan føre til, at den årlige udvaskning fra landbrugsarealerne kan blive reduceret med 100.000 ton kvælstof og der vil forekomme et fald i kvælstofforbruget i handelsgødning fra ca. 400.000 ton i 1985 til ca. 200.000 ton i år 2003 (Iversen m.fl., 1998).

Mål og midler for reduktion af landbrugets kvælstofforurening fremgår af tabel 6.2. I forbindelse med Vandmiljøplan I blev det vurderet, at kvælstofudledningen kunne reduceres med i alt 127.000 ton kvælstof pr. år i 1993. Reduktionsmålet var ca. 100.000 ton kvælstof pr. år i markbidraget og ca. 27.000 ton kvælstof pr. år i gårdbidraget. I forbindelse med ‘Handlingsplan for en bæredygtig udvikling i landbruget’, blev det skønnet, at i år 2000 ville tiltagene under Vandmiljøplan I udgøre en reduktion af udledningen på 50.000 ton kvælstof pr. år og derved skulle der yderligere tiltag til for, at kunne opnå en samlet reduktion på 127.000 ton kvælstof pr. år. I forbindelse med faglig vurdering af Vandmiljøplan II i 1998, blev de eksisterende reguleringer og mål under Vandmiljøplan I og handlingsplan for en bæredygtig udvikling i landbruget revurderet, og det blev vurderet at i år 2003 vil de eksisterende tiltag udgøre en reduktion af udledningen på 89.900 ton kvælstof pr. år. I samme forbindelse blev tiltag under Vandmiljøplan II fastlagt og med ovenstående samlede indsats blev det vurderet, at udledningen i 2003 vil være reduceret med 127.000 ton kvælstof pr. år. Det er dog ikke alle effekter af Vandmiljøplan II, der vil være fuldt ud slået igennem i 2003.

Tabel 6.2 er samtidigt et eksempel på strategisk miljøplanlægning, hvor der sættes et mål, de besluttede virkemidler tages i anvendelse, effekter overvåges og evalueres og supplerende virkemidler tages i anvendelse, hvis det oprindelige mål som i det aktuelle tilfælde ikke kan nås som forudsat.

Oversigt over virkemidler og estimerede reduktioner (i ton N/år) i landbrugets N-udledning, jf. Vandmiljøplan I, Handlingsplan for en bæredygtig udvikling i landbruget, opfølgningen herpå samt Vandmiljøplan II.

Vandmiljøplan II’s målsætning om omlægning til økologisk jordbrug overstiger indtil nu det i Vandmiljøplan II forventede. I 1998 og 1999 er der sket en nettoforøgelse af arealer under økologisk jordbrugsdrift på 90.000 hektar, svarende til, at godt 50 % af målsætningen på 170.000 hektar allerede er nået. Med hensyn til Vandmiljøplan II’s mål om miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger (MVJ), er der behov for en øget tilgang af arealer. Det skønnes, at der er tegnet nye aftaler omfattende 21.000 hektar, mens der udløber aftaler omfattende 23.000 ha. Der er altså et fald i arealer under MVJ-ordninger.

For vådområdeindsatsen i Vandmiljøplan II gælder, at tilgangen af mulige vådområdeprojekter har været stor i første halvdel af 1999. Pr. 1. oktober 1999 er der givet tilsagn om midler til gennemførelse af 6 projekter på i alt 650 hektar, og forundersøgelser af 3.700 hektar, hvilket svarer til den årlige gennemsnitlige tilvækst, der skal til for at nå målet på 16.000 hektar.

For skovrejsningen gælder, at den private skovrejsning, som tegner sig for hovedparten af de 20.000 hektar, som forventet i Vandmiljøplan II, forløber planmæssigt. Forventningen til den statslige skovrejsning er p.t. nedjusteret.

Som en del af Vandmiljøplan II indgår de såkaldt regionale foranstaltninger. Disse er en udmøntning af Drikkevandsudvalgets anbefalinger med hensyn til beskyttelse af de grundvandsressourcer, som er særlig sårbare overfor forurening med nitrat.

Specifikke mål for kommunale renseanlæg

Udledningerne fra kommunale renseanlæg bliver overordnet reguleret af miljøbeskyttelsesloven, byspildevandsdirektivet og afledte bekendtgørelser og vejledninger.

Rådets direktiv 91/271/EØF af 21. maj 1991 om rensning af spildevand, ændret ved Kommissionens direktiv 98/15/EF af 27. februar 1998 - i daglig tale byspildevandsdirektivet - er en af de vigtigste retsakter i EU-lovgivningen om vandmiljøet. Formålet med direktivet er at beskytte miljøet mod negative påvirkninger som følge af udledning af utilstrækkeligt renset byspildevand og udledning af biologisk nedbrydeligt industrispildevand fra virksomheder inden for fødevareindustrien. Derfor er det med direktivet krævet, at Danmark indfører regler om opsamling og rensning af disse former for spildevand. Ifølge direktivet skal spildevandsudledningerne underkastes en rensning, som er afpasset efter miljøet det pågældende sted og anvendelsen af de vandområder, der skal beskyttes. Danmark har indarbejdet direktivets bestemmelser i dansk lovgivning i 1994.

Vandmiljøplanens reduktionsmål for kommunale renseanlæg blev i 1990 justeret på baggrund af resultaterne fra overvågningsprogrammet (Miljøstyrelsen, 1990). For kvælstofs vedkommende skal de årlige udledninger af renset spildevand reduceres fra ca. 18.000 ton til ca. 6.600 ton. Fosforudledningerne skal reduceres fra ca. 4.470 ton til ca. 1.220 ton. Reduktionen i kvælstofudledning fra de kommunale renseanlæg svarer til, at alle nye eller udbyggede anlæg over 5.000 PE og alle eksisterende anlæg over 15.000 PE skal gennemføre biologisk rensning med kvælstoffjernelse ned til 8 mg kvælstof pr. liter som årsgennemsnit. I 1987 blev det vurderet, at det stort set er så langt, som det er praktisk muligt at nå med biologisk kvælstoffjernelse. For fosfors vedkommende skal der på kommunale renseanlæg over 5.000 PE fjernes ned til 1,5 mg fosfor pr. liter som årsgennemsnit.

Vandmiljøplanens reduktionsmål for udledningerne fra kommunale renseanlæg skulle oprindeligt nås inden 3 år, altså senest den 1. februar 1990. En række anlæg for dog forlænge tidsfristen af anlægstekniske årsager. Reduktionsmålet for kvælstof på 6.600 ton blev nået i 1996. For fosfors vedkommende blev reduktionsmålet på 1.200 ton også nået i 1996.

Specifikke mål for særskilte industrielle udledninger

Særskilte industrielle udledninger bliver overordnet reguleret af bl.a. miljøbeskyttelsesloven og IPPC-direktivet og afledte bekendtgørelser og vejledninger.

IPPC-direktivet tager sigte på integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening fra de større industrivirksomheder. Specifikt regulerer direktivet energiindustri (kraftværker og raffinaderier mv.), produktion og forarbejdning af metaller, mineralindustri, kemisk industri, affaldshåndtering plus er række aktiviteter så som papirfremstilling, tekstilforarbejdning og -farvning, slagterier og mejerier samt anlæg til intensiv fjerkræavl eller svineavl over en vis størrelse. IPPC-direktivet indeholder foranstaltninger, der skal forebygge eller, hvis det ikke er muligt, begrænse emissionerne fra ovennævnte aktiviteter til luft, vand og jord.

Vandmiljøplanens reduktionsmål for særskilte industrielle udledninger er ligesom målsætningerne for kommunale renseanlæg blevet justeret på baggrund af resultaterne af overvågningsprogrammet. Tilbage i 1986/87 skyldtes industriens udledninger af fosfor hovedsageligt nogle enkelte virksomheder, der allerede da havde planlagt gennemførelse af rensning ned til i alt 350 ton pr. år. Det blev derfor vurderet, at anvendelse af bedste tilgængelige teknik kunne begrænse industriens udledning af fosfor til et niveau under de oprindeligt anførte 600 ton pr. år. Oprindeligt var udgangspunktet 3.400 ton fosfor, men dette er nu justeret ned til 1.125 ton. Da reduktionsprocenten uændret er 82 %, bliver målet nu en årlig udledning på ca. 200 ton pr. år.

På grund af de store forskelle mellem de enkelte virksomheder og deres udledninger af spildevand blev der i forbindelse med Vandmiljøplan I ikke fastsat generelle udledningskrav til industrien som for renseanlæggene. Industriens reduktion af udledningerne skulle opnås ved anvendelse af bedste tilgængelige teknik, forstået som den rensning, som er teknisk opnåelig og økonomisk mulig for den pågældende virksomhedstype.

Udledningerne af næringsstoffer fra de særskilte industrier skulle oprindeligt være nedbragt i løbet af 3 år som forudsat i Vandmiljøplanen, altså senest den 1. februar 1990. Reduktionsmålene for kvælstof (2.000 ton) og for fosfor (200 ton) blev nået med udgangen af 1995.

Specifikke mål for andre sektorer

Vandmiljøplanerne fokuserer på de væsentligste kilder til forurening med næringsstoffer. En række andre sektorer og kildetyper bidrager også til forureningen af vandmiljø, bl.a. havbrug, ferskvandsdambrug, transport, forbrændingsanlæg (produktion af kraft og varme), spredt bebyggelse i det åbne land og regnbetingede udløb. Ud fra en helhedsbetragtning er der ikke opstillet konkrete reduktionsmål for disse kildetyper og sektorer, men peget på en række andre virkemidler.

Ferskvandsdambrug

For ferskvandsdambrugene forudsatte man i Vandmiljøplanen, at der ville blive udsendt en bekendtgørelse med detaljerede retningslinjer for fastsættelse af dambrugenes indretning og drift. Bekendtgørelsen skulle så sikre en tilfredsstillende vandkvalitet i vandløbene og en væsentlig formindskelse af næringssaltbelastningen. På den baggrund udsendte Miljøministeriet den 5. april 1989 en bekendtgørelse om ferskvandsdambrug. Bekendtgørelsen indeholdt en generel regulering af erhvervet med retningslinjer for amtsrådenes fastsættelse af et maksimalt foderforbrug på det enkelte dambrug, mindstekrav til renseforanstaltningerne på dambrugene samt mindstekrav til udnyttelse og kvaliteten af det anvendte foder.

Havbrug

Med hensyn til havbrug (saltvandsbaseret fiskeopdræt) blev der i 1986 indført et etårigt stop for etablering af nye og udvidelse af bestående anlæg. Dette stop blev ophævet i forbindelse med bekendtgørelse nr. 640 fra 1990 om saltvandsbaseret fiskeopdræt , hvor der var generelle regler for bl.a. foderkvalitet og -forbrug samt forbrug af foder i forhold til produktionen. Hvert enkelt anlæg fik desuden fastsat grænser for tabet af næringsstoffer til det omgivende vandmiljø. I starten af 1996 henstillede Miljøstyrelsen imidlertid til amterne, at der fremover ikke blev meddelt tilladelser til nyetableringer og udvidelser af eksisterende havbrug og saltvandsdambrug. Amterne blev samtidigt opfordret til at vurdere, om der ville være miljø- eller driftsmæssige fordele ved at flytte eller sammenlægge eksisterende anlæg.

Udslip til luft

Da Vandmiljøplan I blev vedtaget i 1987, blev Miljøstyrelsen pålagt at udarbejde en redegørelse med forslag til et konkret reduktionsprogram for kraftværkernes NOx-udslip. Dette skete i forlængelse af tidligere redegørelser om begrænsning af NOx-udslip fra kraftværker. Desuden blev det i forbindelse med Vandmiljøplan I i 1987 besluttet at undersøge mulighederne for at fremme udbredelsen af katalysatorer ved at ændre afgiftssystemet.

Reguleringen af NOx-udslippet i Danmark har været koncentreret om bedre fyringsteknologi og rensning af røgen på kraftværkerne (jf. bekendtgørelse nr. 885 af 18. december 1991 om begrænsning af udledning af svovldioxid og kvælstofoxider fra kraftværker), øget brug af naturgas og vedvarende energi (jf. regeringens Energihandlingsplan fra 1990) samt udmøntning af kravet om katalysatorer på biler (jf. Justitsministeriets bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr fra 1990).

Danmark har inden for ECE-konventionen om grænseoverskridende luftforurening indgået en international aftale om at reducere udledningen af NOx med 30 % i perioden 1986-1998. For at opfylde denne aftale, er der imidlertid ikke tilstrækkelige midler hvad angår forsuring og eutrofiering i Europa. Derfor fremsatte EU-Kommissionen i juni 1999 forslag til 2 direktiver om forsuring og ozondannelse ved jordoverfladen (Forslag til direktiv om om nationale emissionslofter for visse forurenende stoffer og forslag til direktiv om luftens indhold af ozon, juni 1999). Der er i disse direktiver opstillet nationale lofter for udslippene af bl.a. NH₃ og NOx. For Danmark indebærer forslaget lofter for ammoniak (NH₃) og kvælstofilter (NOx) fra 2010 på henholdsvis 71.000 og 127.000 ton pr. år.

Spredt bebyggelse i det åbne land

I takt med at udledningerne fra renseanlæg og industri til de ferske vande er blevet reduceret de sidste 10 år, er påvirkningen af vandløb og søer fra den spredte bebyggelse i det åbne land (se afsnit 3.14) og fra regnbetingede udløb (se afsnit 3.1.3) blevet større.

Den fremtidige forbedrede rensning af spildevandet fra spredt bebyggelse i det åbne land, som kan forventes som følge af initiativerne i henhold til ændringen af miljøbeskyttelsesloven om spildevandsrensning i det åbne land (Miljø- og Energiministeriet, 1997), må forudses at få positiv effekt.

Det skal ifølge statslig udmelding til regionplanrevision 2001 (Miljø- og Energiministeriet, 1998) fremgå af amtets regionplan eller et tillæg hertil i hvilke delområder, der skal gennemføres en forbedret rensning af spildevandet fra ejendomme i det åbne land. Amtsrådet skal i samråd med kommunerne fastlægge målene for de enkelte recipienter gennem regionplanerne. Amtsrådet udpeger som tidligere forudsat de forureningsfølsomme vandløb og søer og angiver på baggrund af dets viden om miljøtilstanden og forureningsbelastningen af den enkelte recipient det højeste miljømæssigt tilladelige forureningsniveau for den samlede tilledning til den enkelte recipient.

Miljøstyrelsen har vurderet, at der på landsplan er ca. 67.000 ejendomme i det åbne land, som i dag har udledning og som må forventes at skulle forbedre afløbsforholdene inden for de nærmeste år. De resterende kan bevare de eksisterende afløbsforhold uden yderligere forbedringer.

Regnbetingede udløb

Regnbetingede udløb er som nævnt en medvirkende årsag til, at mange vandløb og søer ikke opfylder de målsætninger, som regionplanerne fastlægger. Der mangler simpelthen viden om, hvordan overløb reguleres bedst. I Spildevandskomiteen under Ingeniørforeningen i Danmark er der nedsat et udvalg, der skal undersøge, hvordan der opstilles hensigtsmæssige udlederkrav for regnvandsoverløb. Miljøstyrelsen deltager i udvalgets arbejde, som skal resultere i forslag til retningslinier, der kan indarbejdes i en vejledning. Udvalgsarbejdet er planlagt afsluttet i 2001.

De overordnede mål om at nedbringe forureningen med miljøfremmede stoffer af grundvand og overfladevand skal nås gennem en progressiv reduktion af udledninger og emissioner.

Et væsentligt gennembrud i bestræbelserne på at reducere forurening af vandmiljøet med miljøfremmede stoffer kom i 1995 på Nordsøkonferencen i Esbjerg. I starten af 1990erne blev der erkendt, at der er behov for foranstaltninger ud over det begrænsede antal stoffer der hidtil havde være i fokus. På den baggrund fasthold Esbjerg-deklarationen målet om en 50 % reduktion af udslip til luft og tilførsler til havmiljøet, men lagde samtidigt særlig vægt på, at forsigtighedsprincippet må bringes i anvendelse for at sikre et bæredygtigt og sundt økosystem i Nordsøen. Esbjerg-deklarationens § 17 (Danish EPA, 1995) udtrykker dette ved følgende målsætning:

Esbjerg-deklarationen identificerer samtidig behovet for en helhedsstrategi for at gennemføre målsætningen. Ved at inddrage nationale og internationale kompetente myndigheder bør strategien indeholde en række nærmere specificerede elementer. OSPAR og EU-Kommissionen er specifikt inviteret til at udføre det opfølgende arbejde.

OSPAR og HELCOM vedtog på ministermøderne i 1998 tilsvarende målsætning og mere konkrete strategier for at følge arbejdet op. For tiden samarbejder det Europæiske Fællesskab og OSPAR om at konkretisere en prioriteret indsats i relation til hvilke stoffer der har betydning for forurening af havmiljøet. Særligt for de svært eller ikke nedbrydelige organiske stoffer (POPer) blev der med vedtagelsen af UNEP’s globale handlingsplan for havet (i Washington i 1995) taget initiativ til en global regulering af POPer.

De danske målsætninger om at forebygge og bekæmpe forurening af vandmiljøet med miljøfremmede stoffer, herunder pesticider, kemikalier og olie, er kort beskrevet i de følgende afsnit for hhv. pesticider, kemikalier og olieforurening.

6.3.1 Strategi for reduktion af pesticidanvendelsen

Handlingsplan for nedsættelse af forbruget af bekæmpelsesmidler

Formålet med Pesticidhandlingsplanen fra 1986 var at nedbringe bekæmpelsesmiddelforbruget for:

• at beskytte mennesker mod sundhedsmæssige risici og skadevirkninger som følge af brugen af bekæmpelsesmidler. Dette gælder såvel for brugerne af midlerne som for befolkningen i almindelighed, der især skal sikres mod at indtage pesticider via levnedsmidler og drikkevand,
• at beskytte miljøet - det vil sige såvel harmløse organismer som nytteorganismer blandt flora og fauna på landjorden og i akvatiske miljøer.

Det blev derfor fastsat i handlingsplanen, at der skulle ske en reduktion af det samlede forbrug og en styring af forbruget over mod mindre farlige midler.

Hovedmålene

Det ene hovedmål i handlingsplanen var, at det samlede forbrug af bekæmpelsesmidler skulle halveres inden 1. januar 1997. Halveringen af forbruget af bekæmpelsesmidler skulle omfatte både i) mængden af solgte aktivstoffer og produkter og ii) sprøjtningsintensiteten opgjort som behandlingshyppighed. Det andet hovedmål var at få omlagt forbruget over mod mindre farlige midler.

Status i 1997

Miljøstyrelsen udsendte i efteråret 1997 en status for handlingsplanen. Konklusionen var:

• at handlingsplanens målsætning om en opstramning af godkendelsesordningen er nået,
• at salget af aktivstoffer har været jævnt faldende i hele handlingsplanens periode og i 1997 var reduceret med ca. 36 % i forhold til referenceperioden 1981-85. Landbrugets andel af den samlede aktivstofmængde er 90 %. For landbruget er reduktionen ca. 40 %. Noget af nedgangen skyldes, at landbrugsarealet i omdrift er reduceret med ca. 11 %, mens andet kan skyldes en stigende anvendelse af lavdosismidler,
• at behandlingshyppigheden for landbruget ikke er faldet som forudsat i handlingsplanen, jf. figur 3.12. Den samlede behandlingshyppighed er stort set uændret i forhold til referenceperioden. Den gennemsnitlige afgrødespecifikke behandlingshyppighed er i de senere år faldet 15-20 %, men dette fald modsvares af, at der i dag dyrkes relativ flere afgrøder, som sprøjtes meget. Faldet i den gennemsnitlige afgrødespecifikke behandlingshyppighed kan hovedsageligt henføres til et markant fald for svampemidlerne,
• at belastningstal, hvor forbruget vægtes med midlernes giftighed, viser et markant fald for akut og kronisk giftighed for pattedyr. Belastningstallene for akut giftighed for fugle og krebsdyr er også faldet, mens det for fisk er uændret. Salget af midler, der er mistænkt for at fremkalde kræft, ligger på samme niveau som i referenceperioden,
• at brugen af pesticider indebærer, at omgivelserne forurenes, og at der findes pesticider i grundvand, overfladevand og regnvand. Braklægningen har betydet en reduktion i miljøbelastningen.

Bichel-udvalget

Med begrund i en række fund af bekæmpelsesmidler i grundvandet vedtog Folketinget den 15. maj 1997 en motiverede dagsorden (D 105), der opfordrede regeringen til at nedsætte et uafhængigt udvalg til at vurdere de samlede konsekvenser af at afvikle pesticidforbruget inden for jordbrugserhvervene (Bichel-udvalget). Udvalget blev nedsat i efteråret 1997 og afleverede deres rapporter i marts 1999.

Forespørgsel om opfølgning på Bichel-udvalget

Med baggrund i udvalgets rapportering diskuterede Folketinget den 20. maj 1999 udvalgets arbejde. Dette mundede ud i vedtagelse V88 den 21. maj 1999, som opfordrer miljøministeren til i starten af det kommende folketingsår at fremlægge et udspil, der udmønter Bichel-udvalgets arbejde eller dele heraf, herunder forslag til en ny pesticidhandlingsplan.

Pesticidhandlingsplan II er under udarbejdelse, og Bichel-udvalget har anbefalet en trestrenget strategi for nedsættelse af pesticidanvendelsen:

1. Generel nedsættelse af pesticidanvendelsen.
2. At der sker en beskyttelse af visse områder.
3. Øget økologisk omlægning.

Bicheludvalget anbefaler etablering af sprøjtefrie randzoner langs målsatte vandløb og søer over 100 m². I det omfang zonerne etableres ved braklægning er zonerne både fri for pesticid- og gødningsanvendelse, hvilket yderligere vil forstærke den positive effekt for miljøet.

6.3.2 Strategi for en styrket indsats på kemikalieområdet

I december 1996 sendte Miljøstyrelsen debatoplægget ‘Status og perspektiver for kemikalieområdet’ i høring, og i maj 1997 afgav miljø- og energiministeren en redegørelse til Folketinget om kommende initiativer på kemikalieområdet.

Endvidere fastslog regeringen i regeringsgrundlaget fra marts 1998, at det er nødvendigt at forstærke indsatsen mod miljøfremmede kemikalier. Man pegede på, at såvel kontrollen som regelsættet skal skærpes.

Som opfølgning på denne beslutning udsendte regeringen i januar 1999 en strategi for en styrket indsats på kemikalieområdet i Danmark, i EU og globalt. Baggrunden for den 3-delte beskrivelse af indsatsen er, at kemikalieproblemerne behandles og reguleres på disse 3 niveauer, og at det fra dansk side derfor må vurderes på hvilket niveau, det vil være muligt og relevant at søge indflydelse på beslutningsprocessen.

Strategiens overordnede mål er at begrænse forbruget af farlige kemikalier mest muligt og at sikre, at fremstilling, brug og bortskaffelse af kemiske stoffer ikke forårsager uacceptable påvirkninger af miljø og mennesker. Derfor peger strategien på, at der bør opstilles mere specifikke mål for indsatsen. Det skal sikres, at der tages særligt hensyn til børn og andre følsomme grupper som gravide, allergikere og kronisk syge samt til specielt sårbare økosystemer. Indsatsen skal gradueres efter, hvor farlige de kemiske stoffer er. Den største indsats skal ske over for stoffer, der er persistente, dvs. svært nedbrydelige, og stærkt bioakkumulerbare, dvs. at de ophobes i miljøet, samt stoffer, der kan medføre uoprettelige skader (kræftfremkaldende, mutagene, reproduktionsskadende, hormonforstyrrende effekter o.l.) For andre stoffer vil indsatsen afhænge af en konkret vurdering ud fra stoffets farlighed, dets anvendelse og spredning i miljøet.

På det nationale område er der planer om regelændringer, der stiller strengere krav til producenter og importørers pligt til at fremlægge oplysninger, der dokumenterer hvilken risiko, der er forbundet med anvendelse af et produkt.

Som et bilag til debatoplægget ‘Status og perspektiver for kemikalieområdet’ fra 1996 indgik et udkast til en liste over uønskede stoffer på ca. 100 stoffer eller stofgrupper. Der var ikke tale om en forbudsliste, men om et signal til virksomheder og produktudviklere om stoffer, hvis anvendelse burde begrænses. Miljøstyrelsen offentliggjorde i 1998 den egentlige liste, hvori der var udpeget 26 stoffer eller stofgrupper, som er prioriteret for en særlig indsats. Da oplysninger om stofklassificering og registrerede anvendelsesmængder i Produktregistret formentlig har ændret sig, udarbejdes der i 1999 et udkast til en revideret liste over uønskede stoffer.

På baggrund af nye computerberegninger af 165.000 kemiske stoffers farlighed planlægger Miljøstyrelsen endvidere at udsende en dansk vejledende liste om klassificering af kemiske stoffer, der ikke har en officiel EU-klassificering, dvs. som ikke står på listen over farlige stoffer.

Der skal gøres en særlig indsats for at få begrænset anvendelsen af de prioriterede stoffer på listen over uønskede stoffer. Anvendelsesreguleringen tænkes udover forbud at omfatte økonomiske styringsmidler, frivillige aftaler, miljømærker, miljøvejledninger mv.

For at få en bedre viden om brug og spredning af kemiske stoffer i det danske samfund ønskes virksomhedernes anmeldepligt til Produktregistret udvidet, så anvendelsen af kemiske stoffer i forbrugerprodukter også skal anmeldes til registret.

Kontrollen på kemikalieområdet skal styrkes gennem information til de ansvarlige virksomheder samt effektiv kontrol med overholdelsen af reglerne. Desuden peges der på behovet for en styrkelse af kontrollen. Endelig skal der arbejdes med forbedringer af informationer til offentligheden om kemikalieområdet.

Miljøstyrelsen udarbejdede i 1998 en handlingsplan for MTBE. MTBE tilsættes motorbenzin for at forhøje oktantallet som erstatning for bly, der blev udfaset i slutningen af 1980erne. Der kendes ikke i dag stoffer, der kan erstatte MTBE i benzinen   og som miljømæssigt samlet set er bedre. Problemet med MTBE er, at stoffet hurtigt kan spredes i jord og grundvand fra utætte tankanlæg. Et centralt element i handlingsplanen er skærpede miljøregler for benzinstationerne, som skal sikre, at der ikke sker udslip af benzin - og dermed MTBE - eller andre olieprodukter.

Da den danske kemikalielovgivning i vidt omfang bygger på EU-direktiver, skal der også på europæisk niveau arbejdes for regler, der klart fastslår, at det er producentens/importørens ansvar, at et stof eller produkt ikke udgør nogen risiko ved normal brug.

Vurderingen af de 100.000 stoffer, som må anvendes på det europæiske marked i dag, er en omfattende og meget tids- og ressourcekrævende opgave. For at fremme processen vil man fra dansk side arbejde for forståelse for og anerkendelse af, at stoffer med særligt farlige egenskaber slet ikke bør anvendes. Det drejer sig f.eks. om stoffer med uoprettelige sundhedseffekter eller stoffer, som er bioakkumulerende og persistente. Endvidere vil Danmark arbejde for, at gruppeklassificeringer på baggrund af computerberegnede vurderinger i videre omfang inddrages i arbejdet med klassificering og mærkning af farlige stoffer. Tilsvarende skal det overvejes, hvordan arbejdet med risikovurdering af eksisterende stoffer kan gøres enklere og mere pragmatisk, så det bliver muligt hurtigere at tage stilling til om anvendelsen af et stof skal begrænses.

Der skal arbejdes aktivt for at styrke det globale kemikaliearbejde i internationale beslutningsfora med deltagelse af lande fra alle egne af verden, fordi det er vigtigt, at alle lande bidrager til afvikling af de mest miljø- og sundhedsskadelige stoffer. Dette omhandler bl.a. afvikling af brugen af ozonlagsnedbrydende stoffer og de såkaldte POPer (Persistent Organic Pollutants), om indførelse af procedurer, der forpligter eksporterende industrilande til at informere importerende udviklingslande, om hvad det er for kemiske stoffer, der handles, samt til at støtte de baltiske lande til at opfylde Helsingfors-konventionens reduktionsmål.

På bistandsområdet skal der gives bistand til kompetenceopbygning på myndighedsniveau for at skabe grundlag for, at myndigherne kan opbygge og håndhæve egen lovgivning på kemikalieområdet samt opfylde internationale konventioner.

Siden 1991 har der været forbud mod salg af TBT-holdige bundmalinger til brug på skibe kortere end 25 meter i Danmark (jf. bekendtgørelse nr. 1042 af 17. december 1997). Der er for nyligt i IMO (Den International Maritime Organisation) under FN opnået enighed om, at der i år 2001 bliver vedtaget en konvention, der forbyder påføring af TBT-holdige bundmalinger fra 1. januar 2003 og forbyder tilstedeværelsen af TBT-holdige bundmalinger på skibskrog fra 1. januar 2008.

Biociddirektivet indeholder en særlig overgangsordning for antibegroningsmaling. Medlemsstaterne vil indtil 2008 fortsat kunne tillade anvendelse af antibegroningsmaling (f.eks. TBT), uanset om aktivstofferne ikke opfylder betingelserne for optagelse på direktivets positivliste. I løbet af denne overgangsperiode skal medlemsstaterne tage hensyn til IMO-resolutioner og henstillinger.

6.3.3 Strategi for forebyggelse og bekæmpelse af olieforurening

En effektiv indsats mod olieforureninger af havet omfatter såvel en forebyggende indsats på nationalt og internationalt niveau som en egentlig bekæmpelse af de olieforureninger, der faktisk finder sted på det åbne hav og langs kysterne.

Indsatsen mod olieforurening tager udgangspunkt i en samlet vurdering af alle relevante elementer såsom de nationale og internationale regler, modtagefaciliteterne til spildolieaffald fra skibe, overvågning af om skibe overholder regler i havmiljøloven mv. og håndhævelsen af reglerne, herunder evt. straffe- og erstatningssager. Hertil kommer beredskabet til bekæmpelse af olieforureninger på havet og saneringen af den olie, der driver i land.

Danske initiativer

En stigende opmærksomhed omkring olieforureninger i de danske farvande har medført, at regeringen og Folketinget har iværksat en række nye initiativer, der skal sikre, at det danske olieberedskab fortsat er tilfredsstillende og fuldt på højde med vore nabolandes. Blandt andet overføres med virkning fra 1. januar 2000 det politiske og økonomiske ansvar for det danske beredskab til Forsvarsministeriet.

Endvidere har der været iværksat en styrket informationskampagne over for skibsfarten om aflevering af olieaffald til modtageordninger i havnene, og om pligten til at indberette olieforureninger mv. Målet har været, at alle bliver opmærksomme på olieforureninger og indberetter disse til de rette myndigheder.

Endelig vil der også ske en skærpelse af procedurerne for indsamling af bevismateriale i forbindelse med olieforurening af de danske farvande, ligesom koordinering mellem de forskellige myndigheder vil blive styrket.

Endvidere blev der i juni 1998 nedsat en lovforberedende arbejdsgruppe der skulle vurdere mulighederne for indførelse af administrative bøder og komme med forslag til en konkret lovregulering på området. Arbejdsgruppen indstiller i den nu færdige rapport, at der i havmiljøloven og lov om sikkerhed til søs skabes hjemmel til:

• at pålægge administrative bøder for ulovlig udtømning af olie og for manglende eller mangelfuld førelse af olie-, last- og affaldsjournaler,
• at tilbageholde et skib til sikring af bødekravet, sagsomkostninger og krav om konfiskation indtil sikkerhed er stillet.

Rapporten indeholder også forslag om skærpede bødeniveauer.

Internationale initiativer

Den internationale forebyggelse er det vigtigste skridt i kampen mod olieforurening. Danmark har derfor arbejdet aktivt i internationale fora for at styrke den forebyggende indsats mod olieforureningen.

Der er opnået international enighed om at indføre et totalforbud mod udledninger af olie i Nordsøen med virkning fra august 1999. Et tilsvarende internationalt totalforbud mod udtømning af olie været gældende i Østersø-området siden 1983. Endvidere har Danmark i juli 1996 indført en eksklusiv økonomisk zone omkring Danmark, og udvidede i maj 1999 det danske søterritorium fra 3 sømil til 12 sømil. Med de nye internationale regler er mulighederne for at forebygge forureninger og for at iværksætte sanktioner mod fremtidige olieforurenere blevet betydeligt forbedret.

Danmark har også arbejdet aktivt for at sikre vedtagelsen af regionale regler for tvungen aflevering af olieaffald i alle havne i Østersøområdet. Disse regler træder i kraft i midten af år 2000.

Endvidere er der udarbejdet et EU-direktivforslag om modtagefaciliteter, der bl.a. efter påvirkning fra Danmark og de øvrige Østersølande indeholder lignende regler om tvungen aflevering af olieaffald i alle EU-havne.

Udledninger fra offshore- aktiviteter

Esbjerg-deklarationen opfordrede OSPAR til at gennemføre tiltag til en væsentlig reduktion af udledning af PAH-forbindelser, herunder de bidrag, der følger med olieudledningen fra offshore-aktiviteter. Danmark arbejder i OSPAR for en reduktion af udledningen af olie med produktionsvand, så den konstaterede og forventede vækst i mængden af olie udledt til havet fra denne kilde kan begrænses og helst standses.

Målet er at sikre, at der offshore anvendes den bedste tilgængelige teknik ved rensning af produktionsvand, inden dette udledes til havet. For at fremme anvendelsen af den bedste teknik, arbejdes for en nedsættelse af den nuværende overgrænse på 40 mg olie pr. liter vand.

6.4 Vandområdeplanlægning - nu og i fremtiden

Kvalitetsmål for vandløb, søer og havet

En central del af den danske planlægning for vandområdernes kvalitet er fastsættelsen af målsætninger for de enkelte vandområder. Siden 1983 har der været etableret målsætningssystemer for vandløb, søer og kystvande som i princippet bygger på en tre-deling med henholdsvis skærpede målsætninger, en generel målsætning eller basismålsætning samt lempede målsætninger, jf. Miljøstyrelsens vejledninger i recipientkvalitetsplanlægning. For vandløb og søer har beskrivelsen af en generel målsætning eller basismålsætning taget udgangspunkt i EU-direktiv 78/659/EØF om fiskevande, og for kystvande dækker den generelle målsætning kravene i EU-direktiv 79/923/EØF om skaldyrvande.

Indtil 1989 var planlægningen bindende for administrationen af sager efter miljøbeskyttelsesloven, og indtil ændringen af loven i 1992 skulle planlægningen for kvaliteten af vandområderne indeholde målsætninger samt angivelse af, hvornår målsætningerne og de dertil hørende kvalitetskav forudsattes opfyldt. Det fremgår dog af bemærkningerne til lovændringen, at det kun er de formelle krav til planlægningen, som ophæves, mens det forudsættes, at amterne fortsat tilvejebringer en fyldestgørende kortlægning og planlægning for at sikre en forebyggende miljøindsats, herunder tilvejebringelse af grundlag for administration af miljøbeskyttelsesloven efter de tidligere beskrevne principper.

Amterne er fortsat forpligtede til i regionplanens retningslinjer at fastsætte målsætninger for kvaliteten og anvendelsen af vandområderne, ligesom planen skal ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger, herunder den forudsatte rækkefølge for planens gennemførelse.

For grundvand er der ikke i dag tilsvarende regler, hvorefter der skal fastsættes målsætninger. Indirekte foreligger der dog en generel målsætning om, at grundvandet skal være af en kvalitet, der er egnet til produktion af drikkevand i forhold til den simple vandbehandling, der er normal i Danmark.

Kvalitetsmål for grundvand

På baggrund af Miljøstyrelsens vejledning nr. 4, 1995, har alle landets amter samt Frederiksberg og Københavns kommuner udpeget områder med særlige drikkevandsinteresser, områder med drikkevandsinteresser og områder med begrænsede drikkevandsinteresser. Amterne har dermed fastlagt målsætninger for anvendelsen af grundvandsressourcen. Og dermed indirekte også målsætninger for, hvilken kvalitet grundvandet skal have.

Udpegningen giver amterne mulighed for at stille krav til den fremtidige arealanvendelse inden for regionplanlægningens rammer. Opdelingen i områder med forskellige drikkevandsinteresser - og de tilhørende krav til beskyttelsen af grundvandet - modsvarer de målsætninger, der kendes fra recipienter som f.eks. vandløb. Målene for - og beskyttelsen af - grundvandet skal yderligere detaljeres på baggrund af ny geologisk kortlægning. På den måde kander foretages en meget målrettet beskyttelse f.eks. af områder, som er følsomme over for nitrat.

Med hensyn til drikkevandet er kvalitetskravene fastlagt i EU-Drikkevands-direktivet fra 1998, som skal være gennemført i dansk lovgivning senest december 2001. Direktivet vedrører alene drikkevand (til forskel fra grundvand), og fastsætter kvalitetskrav til drikkevandet med hensyn til forskellige stoffer og mikroorganismer.

Fremtidig vandområdeplanlægning

Der har længe været et udtalt ønske om at få revideret de eksisterende vejledninger om vandområdeplanlægning. Den faglige/videnskabelige udvikling har forbedret vidensgrundlaget af betydning for planlægningen og konkret er de foreliggende målsætningsbeskrivelser, der i amterne er udarbejdet på basis af vejledningerne, langt fra så operationelle og entydige som ønskeligt. Det indgår et stort element af skøn og dermed uensartethed, når tilstanden i et givet vandområde skal vurderes i forhold til målsætningen. Til en given målsætning er der således behov for at knytte en kvalitativ og operationel beskrivelse af de parametre, der betinger denne, for der igennem at kunne angive hvilke menneskeskabte påvirkninger, der kan accepteres.

Der vil i den forbindelse blive arbejdet for, at der bliver tilvejebragt et operationelt målsætningssystem i forbindelse med implementeringen af det kommende EU-direktiv om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (‘Vandrammedirektivet’).

Det kommende direktiv om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger

Vandrammedirektivets overordnede formål er at fastlægge en ramme for beskyttelse af vandløb og søer, overgangsvande, kystvande og grundvand. Direktivets bestemmelser tager således sigte på at forebygge yderligere forringelser og på at beskytte og forbedre vandøkosystemernes tilstand. Direktivet skal endvidere fremme en bæredygtig vandanvendelse baseret på langsigtet beskyttelse af tilgængelige vandressourcer. Direktivet skal derigennem bidrage til tilstrækkelig forsyning af overfladevand og grundvand af god kvalitet og til at opfylde målene i internationale aftaler, herunder mål, der tager sigte på at forebygge og eliminere forurening af havmiljøet. Direktivet skal endelig bidrage til progressiv reduktion af udledningen af farlige stoffer.

Vandområderne skal ifølge vandrammedirektivet forvaltes på vandløbssystemniveau inden for vandområdedistrikter omfattende et eller flere vandløbssystemer med tilhørende grundvand og kystvand. For vandområdedistrikterne skal indføres passende administrative ordninger, herunder udpegning af ansvarlige myndigheder. For hvert vandområdedistrikt skal udarbejdes en overordnet vandområdeplan på grundlag af en analyse af vandområdedistriktets karakteristika, en vurdering af menneskelige aktiviteters indflydelse på vandets tilstand og en økonomisk analyse af vandanvendelsen.

Der skal ifølge direktivet ske en udpegning af alle betydelige vandmasser, der nu eller fremover skal anvendes til indvinding af drikkevand. Ud over at opfylde målene fastsat i vandrammedirektivet, skal vandet fortsat efter en eventuel vandbehandling opfylde kravene i drikkevandsdirektivet.

Vandrammedirektivet indeholder bestemmelser om overvågning af vandmiljøet. Overvågningsprogrammer skal således sikre, at der kan udarbejdes en sammenhængende og overordnet oversigt over vandets tilstand i vandområdedistrikterne og de tilstødende havområder.

Inden for hvert vandområdedistrikt skal der iværksættes de foranstaltninger, der anses for at være nødvendige for at opfylde følgende miljømål:

• at forebygge forringelse af overfladevandets og grundvandets tilstand,
• at restaurere overfladevand og grundvand med henblik på at opnå en god tilstand,
• at forbedre stærkt modificerede og kunstige vandområder med henblik på at opnå godt økologisk potentiale og god kemisk tilstand,
• at ændre enhver betydelig og vedvarende opadgående tendens i koncentrationen af forurenende stoffer i grundvandet som følge af menneskelig aktivitet i retning af en kun ubetydelig menneskeskabt forurening, og
• at opfylde normer og mål for beskyttede områder.

En generel frist på foreløbig 16 år for opfyldelse af miljømålene kan kun fraviges, hvis særlige forhold gør sig gældende. Der kan fastsættes mindre strenge mål, hvis vandforekomsten er påvirket af menneskelig aktivitet i en sådan grad, at forbedring af tilstanden er uopnåelig eller urimeligt dyr.

Med henblik på opfyldelse af miljømålene skal der inden for de overordnede vandområdeplaner udarbejdes og iværksættes indsatsprogrammer med grundlæggende foranstaltninger og eventuelt supplerende foranstaltninger.

Grundlæggende foranstaltninger er obligatoriske og skal sikre bl.a. gennemførelse af eksisterende lovgivning af relevans for vandpolitikken. Heri indgår anvendelse af en fremgangsmåde ved kontrol med udledning af forurenede stoffer, der kombinerer begrænsning af forureningen gennem anvendelse af bedste tilgængelige teknologi med fastsættelse af miljøkvalitetskrav, samt gennemførelse af princippet om fuld omkostningsdækning, kontrol med vandindvinding, forbud mod direkte udledning af forurenende stoffer til grundvand og krav om forhåndstilladelser til udledning af forurenende stoffer og andre aktiviteter, der kan skade vandmiljøet. Supplerende foranstaltninger skal iværksættes, hvis de grundlæggende foranstaltninger ikke alene kan sikre opfyldelse af målene.

Det forventes, at der i løbet af 2000 opnås enighed om vandrammedirektivet mellem Rådet for den Europæiske Union og Europaparlamentet, således at direktivet kan vedtages inden udgangen af året. Direktivet skal være gennemført i den nationale lovgivning inden tre år herefter.

7. Sammenfatning og konklusioner

Med det nationale program for overvågning af vandmiljøet, 1998-2003 (NOVA-2003) er der iværksat et omfattende program for perioden 1998-2003, som indebærer, at udledninger, transporter og effekter af næringsstoffer, tungmetaller og miljøfremmede stoffer bliver overvåget i de forskellige dele af vandmiljøet.

Vandmiljø-99 er den første samlede rapportering af resultaterne fra NOVA-2003, og gør status for:

• udledningerne af forurenende stoffer til vandmiljøet,
• den aktuelle miljøtilstand og udviklingen heri, og
• de opstillede reduktionsmål, kvalitetsmålsætninger og de virkemidler, der er taget i anvendelse for at nå de forskellige mål.

Udledningerne mv. af forurenende stoffer til vandmiljøet er beskrevet i kapitel 3 og 4 - afsnit 7.1 indeholder en sammenfatning heraf. Den aktuelle tilstand af grundvand og i vandløb, søer og havområder er beskrevet i kapitel 5 - afsnit 7.2 indeholder en sammenfatning heraf.

7.1 Udledninger og reduktionsmål - status og udvikling

Tilførslerne af næringsstoffer fra de fleste kilder er afhængige af afstrømningen. Det kan derfor ikke overraske, at de samlede tilførsler af næringsstoffer til vandmiljøet var høje i 1998, når det var det næst vådeste år siden 1874.

Stoftilførsler i 1998

Den totale mængde af næringsstoffer, der blev tilført de ferske vande i 1998, var ca. 110.000 ton kvælstof og ca. 2.100 ton fosfor, jf. tabel 7.1. Havområderne blev i 1998 tilført ca. 200.000 ton kvælstof og ca. 2.500 ton fosfor, jf. tabel 7.2.

Tilførsel af kvælstof og fosfor (i ton) til ferskvand fordelt på sektorer.

Udviklingen 1989-1998

Siden 1989 er tilførslerne af både kvælstof og især fosfor til vandmiljøet faldet. Udviklingen skyldes en forbedret rensning af spildevand. For punktkildernes vedkommende er det fald, der er set i de foregående år i 1998 afløst af en lille stigning i tilførslerne til ferskvand, primært på grund af den megen regn, der faldt i 1998. Det forventes således ikke, at stigningen vil fortsætte under normale klimabetingelser.

Tilførsler af kvælstof og fosfor(i ton) til havet fordelt på sektorer.

1) Excl. tilførsler fra tilstødende farvande og biologisk fiksering af frit kvælstof (N₂).

Den relative udvikling i de samlede tilførsler af næringsstoffer til vandmiljøet, set i forhold til udledningsniveauet i slutningen af 1980erne, fremgår af figur 7.1.

Der ses en tendens til et lille fald i de diffuse udledninger af kvælstof til ferskvand. Det kan dog ikke vurderes om faldet, der i øvrigt ikke er statistisk sikkert, skyldes reducerede tilførsler fra landbruget, spredte bebyggelse eller baggrundstilførslerne.

Det kraftige fald i tilførslerne fra punktkilder er ikke fulgt af et tilsvarende fald i tilførslerne fra landbruget. Modelberegninger over udvaskningen af kvælstof fra rodzonen antyder et fald på ca. 25 % siden 1989/90, jf. afsnit 3.3. Det svarer til en reduktion i den årlige nitratudvaskning fra landbrugsarealerne på 57.500 ton kvælstof pr. år. Denne vurdering stemmer overens med vurderinger gennemført som grundlag for Vandmiljøplan II, hvor man vurderede de regler, som var gældende frem til sommeren 1998 ville bidrage med en reduktion i størrelsesordenen 60.000 ton kvælstof pr. år.

Det beregnede fald i udvaskningen af kvælstof fra markerne er imidlertid endnu er ikke slået igennem i forhold til transporten af kvælstof i vandløb og dermed også tilførslerne til havområderne.

Målinger af nedfaldet af kvælstofforbindelser til havet viser - i modsætning til beregningerne - et statistisk sikkert fald.

Tilførsler af tungmetaller og miljøfremmede stoffer

Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at drage nogle overordnede konklusioner om tilførslerne og udviklingen heri af tungmetaller og miljøfremmede stoffer. Dette forventes først at ske i forbindelse med temarapporteringen i år 2002 om tungmetaller og miljøfremmede stoffer.

Landbrug

Landbruget skulle ifølge Vandmiljøplan I reducere udledningerne mv. af kvælstof med i alt 127.000 ton kvælstof pr. år. Udledningerne skulle reduceres fra et niveau på ca. 260.000 ton kvælstof pr. år til 130.000 ton pr. år. Reduktionsmålet var opdelt i et markbidrag på ca. 100.000 ton kvælstof pr. år og et gårdbidrag på ca. 27.000 ton kvælstof pr. år. Desuden skulle fosforgårdbidraget reduceres fra ca. 4.400 ton fosfor pr. år i 1987 til et niveau på omkring 400 ton fosfor pr. år.

På baggrund af bl.a. NOVA-2003 er det vurderet:

• at modelberegninger på aktuel dyrkningspraksis i perioden 1990-1998 estimerer, at kvælstofudvaskningen fra markerne vil blive reduceret med ca. 25 % over en årrække,
• at den samlede kvælstoftilførsel til markerne på landsplan er faldet med 22 % siden 1985, som følge af at landbrugspraksis er forbedret igennem overvågningsperioden (1989-1998),
• at kvælstofoverskuddet med hensyn til markbalancer i overvågningsoplandene og på landsplan er reduceret (27-29 %) og i 1998 udgjorde ca. 90 kg kvælstof pr. hektar,
• at fosforoverskuddet tilsvarende er reduceret,
• at der i 1998 for første gang var balance mellem afgrødernes behov fastsat som erhvervsøkonomisk behov og tilført effektiv kvælstofgødning (som gennemsnit) på landsplan (jf. Grant m.fl., 1999), hvilket vidner om en positiv generel udvikling, som dog fortsat omfatter både tilførsel af gødning under behov på nogle marker, eksempelvis græs, og overgødskning på andre marker, og
• at gårdbidraget er reduceret til et praktisk minimum, svarende til ca. 5.000 ton kvælstof og ca. 400 ton fosfor pr. år.

Den forventede landbrugsbetingede nedgang i nitratindholdet i de 6 landovervågningsoplande, som følge af den faldende kvælstoftilførsel til markerne, er endnu ikke slået igennem i det øvre grundvand. En forklaring herpå kan være, at grundvandet er af ældre dato, og at indholdet af nitrat dermed skyldes landbrugspraksis i perioden inden vedtagelsen af Vandmiljøplan I.

Det kan desuden konstateres:

• at overgødskning er reduceret og udgør ca. 10 % af arealet i de 6 landovervågningsoplande, samt
• at ca. 14 % af ejendommene, som anvendte husdyrgødning i 1998, ikke opfyldte minimumskravet til udnyttelse af husdyrgødning.

Overskud af kvælstof på markerne i oplandene og i landet som helhed udgør stadig et væsentligt potentiale for udvaskning af kvælstof. Det bemærkes, at de ovenstående resultater er fra 1998, hvilket var inden Vandmiljøplan II trådte i kraft. Med gennemførelsen af Vandmiljøplan II nedsættes bl.a. kvælstoftilførslen, udnyttelsen af næringsstofferne i husdyrgødningen skal forbedres yderligere og der skal genetableres vådområder med henblik på omsætning og tilbageholdelse af kvælstof.

Effekterne af Vandmiljøplan II er endnu ikke til at måle, men virkemidlerne vil afspejle sig i målinger og beregninger for bl.a. kvælstofudvaskning i de kommende år. Med fuld efterlevelse af allerede gældende regler samt opfyldelse af målsætningerne i Vandmiljøplan II, er det forudsat, at målet om en 50 % reduktion af kvælstofudledningen bliver opfyldt. Der vil dog gå en årrække efter 2003, før den fulde effekt af de iværksatte tiltag og virkemidler slår fuldt igennem, og der i praksis opnås en halvering af udvaskningen.

Landbrugets anvendelse af husdyrgødning og handelsgødningsfosfor medfører et årligt overskud på husdyrbrugene, idet kun dele af det tilførte fosfor fraføres med afgrøderne. Således er der i 1998 i gennemsnit tilført 11 kg fosfor pr. hektar, og der sker således en vedvarende opbygning af fosforpuljen i jorden. Gennem 90erne er overskudstilførslen af fosfor på markniveau halveret. Det er dog af afgørende betydning for fosfortabet til vandmiljøet, at landmændene fortsætter den positive udvikling og nedbringer tildelingen af fosfor yderligere. Dette vanskeliggøres af det forhold, at husdyrproduktionen er ulige fordelt i landet, hvilket resulterer i lokale og regionale fosforoverskud. På mange husdyrbrug vil der således være et overskud af fosfor alene ved tilførsel af husdyrgødning. For at nedbringe overskuddet er det vigtigt at husdyrgødningen fordeles optimalt, og at der fortsat gøres en indsats for at nedbringe mængden af fosfor i husdyrgødning gennem en mere effektiv fodring.

Tab af fosfor fra dyrkede arealer har stor betydning for miljøtilstanden, specielt i søer og visse kystnære farvande. Der er behov for, at landbrugspraksis forbedres yderligere, således at fosfortilførslen svarer til afgrødernes behov. Det vil styrke mulighederne for at nå de miljømæssige målsætninger i mange danske søer og visse kystnære farvande.

Kommunale renseanlæg

Udledningerne af kvælstof fra kommunale renseanlæg skulle ifølge Vandmiljøplanen fra 1987 reduceres fra et niveau på 18.000 ton kvælstof pr. år til 6.600 ton pr. år. Udledningerne af fosfor skulle reduceres fra 4.470 ton pr. år til 1.220 ton pr. år.

Vandmiljøplanens reduktionsmål for udledninger fra kommunale renseanlæg blev nået i 1996, både for kvælstofs og fosfors vedkommende. Overvågningen af udledningerne fra renseanlæggene viser:

• at der i 1998 blev udledt 5.166 ton kvælstof, 601 ton fosfor og 3.525 ton organisk stof, opgjort som BI₅,
• at der i forhold til udledningen ved vedtagelsen af Vandmiljøplanen er tale om reduktioner på hhv. 74 %, 90 % og 94 %. Målsætningerne for kvælstof og fosfor var hhv. 60 % og 72%, og
• at de målte koncentrationer af tungmetaller i udløbene fra 4 renseanlæg, hvor der i 1998 blev gennemført målinger, generelt ligger på et lavere niveau end de fastsatte kvalitetskrav og er således ikke kritiske i forhold til de fastlagte krav.

Industrielle udledere

Ved vedtagelsen af Vandmiljøplanen i 1987 blev det besluttet, at de særskilte industrielle udledere skulle reducere udledningerne af kvælstof og fosfor med hhv. 3.000 ton kvælstof og 1.050 ton fosfor, jf. tabel 6.1. For kvælstofs vedkommende skulle udledningerne reduceres fra 5.000 ton pr. år til 2.000 ton pr. år. Udledningerne af fosfor skulle reduceres fra ca. 1.250 ton pr. år til ca. 200 ton pr. år.

Det kan på baggrund af den gennemførte overvågning konstateres, at de særskilte industrielle udledere har nået Vandmiljøplanens mål, herunder:

• at der i 1998 blev udledt 1.428 ton kvælstof, 124 ton fosfor og 10.700 ton organisk stof, opgjort som BI₅, og
• at udledningerne af kvælstof og fosfor siden vedtagelsen af Vandmiljøplanen er reduceret med hhv. 71 % og 90 %. Målsætningerne var hhv. 60 % og 82 %.

Opgørelsen af udledningen af tungmetaller og miljøfremmede stoffer er baseret på oplysninger fra virksomhedernes egenkontrol og amternes tilsyn. Der mangler oplysninger på dette område fra fire af de fjorten amter. Der er på denne baggrund uvished om det faktiske indhold af tungmetaller og miljøfremmede stoffer i særskilte industrielle udledninger, både for den enkelte udledning og på landsplan. Arbejdet i de kommende år i regi af NOVA-2003 skal bl.a. bidrage til at belyse problemets omfang. Egenkontrollen og amternes tilsyn vil således fra år 2000 blive suppleret med målinger på 17 udvalgte virksomheder med særskilt udledning.

Status for reduktionsmål

Set i forhold til Vandmiljøplan I’s sektorspecifikke reduktionsmål kan det nu konstateres:

• at udledningerne af både kvælstof og fosfor fra renseanlæg og fra industrien er reduceret med mere end forudsat i Vandmiljøplan I,
• at landbruget har nået målet om reduktion af fosforgårdbidraget,
• at det vurderes, at landbruget har reduceret gårdbidraget med ca. 20.000 - 30.000 ton kvælstof pr. år til et praktisk minimum på ca. 5.000 ton kvælstof pr. år, og
• at modelberegninger på aktuel dyrkningspraksis i perioden 1990-1998 viser, at udvaskningen af kvælstof som helhed forventes reduceret med 25 % over en årrække, svarende til en potentiel reduktion af markbidraget på ca. 57.500 ton kvælstof pr. år ((260.000 - 30.000) ´ 25 %).

Det kan i dag konstateres, at Vandmiljøplanerne endnu ikke er gennemført i deres fulde konsekvens, jf. figur 7.2. Denne situation skyldes bl.a., at Vandmiljøplan II først er fuldt gennemført i år 2003.

Ud fra en helhedsbetragtning blev der ved vedtagelsen af Vandmiljøplan I i 1987 ikke opstillet konkrete reduktionsmål for bl.a. ferskvandsdambrug, saltvandsbaseret fiskeopdræt, regnbetingede udløb og spredt bebyggelse.

Ferskvandsdambrug

Den samlede udledning af næringsstoffer fra ferskvandsdambrug i 1998 var stort set på samme niveau, som de seneste fire år. Udledningsniveauet er 1.250 ton kvælstof og 100 ton fosfor pr. år. Siden 1989, hvor dambrugsbekendtgørelsens regler om indretning og drift af dambrugene trådte i kraft, har der været et betydeligt fald i udledningerne. Kravene i bekendtgørelsen om at begrænse udledningerne vurderes på nuværende tidspunkt at være slået igennem. Væsentlige, yderligere reduktioner i udledningerne som resultat af bekendtgørelsen kan ikke forventes.

Dambrugenes forbrug af visse hjælpestoffer er tilsyneladende steget i forhold til tidligere år. Der vil fremover være stor fokus på dambrugenes anvendelse af medicin og hjælpestoffer, specielt på i hvilket omfang stofferne udledes og eventuelt påvirker vandmiljøet. Der er endvidere behov for at skabe overensstemmelse mellem det aktuelle forbrug af disse stoffer og det faktiske behov for at anvende dem.

Saltvandsbaseret fiskeopdræt

Den samlede udledning af næringsstoffer fra saltvandsbaseret fiskeopdræt - havbrug og saltvandsdambrug - var i 1998 stort set på niveau med de tidligere år. Udledningsniveauet er ca. 300 ton kvælstof og knap 35 ton fosfor pr. år. Set i et større perspektiv er udledningerne fra saltvandsbaseret fiskeopdræt små, men lokalt kan udledningerne have stor betydning.

Regnbetingede udløb

Regnoverløb er i dag en medvirkende årsag til at mange vandløb og søer ikke opfylder de fastlagte målsætninger. I takt med at udledningerne fra renseanlæg og industri til de ferske vande er blevet reduceret over de sidste 10 år, er de regnbetingede overløbs påvirkningen af vandløb og søer blevet mere tydelig.

I 1998 blev der fra regnebetingede udløb udledt ca. 968 ton kvælstof og 253 ton fosfor. Der kan ikke konstateres nogen generel udvikling i udledningerne fra regnbetingde udløb.

Der en betydelig mangel på viden om, hvordan overløb reguleres mest hensigtsmæssigt. Miljøstyrelsen deltager derfor i et arbejde, som skal resultere i forslag til retningslinier, der kan indarbejdes i en egentlig vejledning. Arbejdet forventes afsluttet i 2001.

Spredt bebyggelse

Som for regnbetingede udløb er betydningen af udledninger fra spredt bebyggelse steget i takt med at udledningerne fra renseanlæg er reduceret. Udledninger - specielt af organisk stof og fosfor - fra spredt bebyggelse er mange steder årsag til manglende målsætningsopfyldelse i vandløb og søer.

Udledningsniveauet var i 1998 på ca. 998 ton kvælstof og 228 ton fosfor. Der er en tendens til at udledningerne fra spredt bebyggelse falder.

På landsplan er der i dag ca. 67.000 ejendomme i det åbne land, som har egen udledning, og som følge af ændringen af miljøbeskyttelsesloven i 1997 om spildevandsrensning i det åbne land må forventes at skulle forbedre afløbs- og udledningsforholdene inden for de nærmeste år. Dette vil medvirke til en bedre miljøtilstand i de ferske vande, specielt i de mindre vandløb.

Det kan desuden konstateres, at arbejdet med implementering af Esbjerg-deklarationens målsætning om at forekomsten af miljøfremmede stoffer mv. i vandmiljøet på baggrundsniveau for naturligt forekommende stoffer og nær nul for miljøfremmede stoffer endnu er i sin indledende fase. Status er:

• at Pesticidhandlingsplanens målsætning om at halvere mængden af aktivstoffer praktisk taget er nået, idet salget af aktivstoffer er reduceret med 48 %,
• at Pesticidhandlingsplanens målsætning om at reducere behandlingshyppigheden ikke er nået, og
• at nationale strategier mv. for reduktion af forurening af vandmiljøet med miljøfremmede stoffer mv. enten allerede er på plads eller er ved at blive forhandlet på plads.

Det videre arbejde for et renere vandmiljø

I forbindelse med aftalen om Vandmiljøplan II blev det aftalt at der ultimo år 2000 skulle gøres status over Vandmiljøplan II. Denne status vil fokusere på:

• en samlet vurdering af kvælstofbalancer, tab og usikkerheder herved,
• en vurdering af effekter af vedtagne instrumenter, og
• nedbringelse af landbrugets ammoniakfordampning.

Hvad angår yderligere reduktioner i udledningerne fra punktkilder vil der blive lagt særlig vægt på:

• at udledning af miljøfremmede stoffer begrænses ved revision af renseanlæggenes og industrierne udledningstilladelser og ved tilslutningstilladelser for industrier til kommunale spildevandsanlæg,
• at amterne og kommuner reelt og i handling håndhæver de meddelte udledningstilladelser.
• at kommunerne som en del af spildevandsplanerne udarbejder renoveringsplaner for de kommunale kloakker med målsætning og prioritering af renoveringen, jf. regeringens aftale med Kommunernes Landsforening fra 1994 om kloakrenovering,
• at alle amter i år 2000 indberetter oplysninger om udledninger af tungmetaller og miljøfremmede stoffer fra industrivirksomheder mv., og
• at udledningerne af næringsstoffer, hjælpestoffer og medicin fra ferskvandsdambrug og saltvandsbaseret begrænses.

7.2 Miljøtilstand - status og udvikling

Den generelle tilstand af vandmiljøet i Danmark er ikke ændret væsentligt i forhold til tidligere år (1989-1997).

Grundvand

Grundvandsstanden er i løbet af 1998, hvor særlig efteråret var meget vådt, rettet sig til et mere almindeligt niveau efter et par tørre år med usædvanlig lav grundvandsstand. Vandindvindingen i 1998 var ekstremt lav: 741 mio. m³. Den samlede indvinding er faldet med ca. 30 % fra 1989 til 1998, bl.a. som følge af afgifter og vandbesparende foranstaltninger.

Grundvandsovervågningen viser:

• at nitrat fortsat udgør et problem - særlig på sandede jorde i Jylland. Der ses ingen klar udvikling gennem overvågningsperioden (1990-1998),
• at tungmetaller og uorganiske sporstoffer som f.eks. barium, aluminium, nikkel og zink flere steder findes i grundvandet i koncentrationer over grænseværdien for drikkevand. Flere af stofferne forekommer naturligt i grundvandet og fjernes i betydeligt omfang ved almindelig vandbehandling på vandværket. Der ses ingen klar udvikling i forekomsten af stofferne gennem overvågningsperioden (1990-1998),
• at der i næsten alle overvågningsboringer på ét eller andet tidspunkt er fundet organiske mikroforureninger. De organiske mikroforureninger udgør en stor gruppe af stoffer, som kan stamme både fra industrien (f.eks. klorerede kulbrinter), fra husholdninger (f.eks. detergenterne), og som også kan være dannet naturligt (f.eks. kloroform). De fleste stoffer forekommer i grundvandet i koncentrationer, som ligger et godt stykke under grænseværdien for drikkevand. Der ses ingen klar udvikling gennem overvågningsperioden (1990-1998),
• at pesticider og nedbrydningsprodukter i det øvre grundvand findes i 40 % af de undersøgte filtre. I det dybere grundvand findes pesticider i ca. 29 % af boringerne - i ca. 8 % ligger indholdet over grænseværdien for drikkevand. Der ses for perioden 1994-1998 en udvikling med en større fundprocent for pesticiderne og deres nedbrydningsprodukter - også for fund over grænseværdien for drikkevand. Dette vurderes i stor udstrækning at være en konsekvens af, at man nu måler for flere stoffer end tidligere, og
• at der i landovervågningen ses et fald i koncentrationen af atrazin i det øvre grundvand.

Med hensyn til pesticiderne gælder, at alle de pesticider eller nedbrydningsprodukter heraf, som findes hyppigst og i størst koncentration i grundvanden, i dag enten er forbudt eller strengt reguleret.

Det gælder generelt for grundvandsovervågningen, at der med få undtagelser ikke ses en klar udvikling for de analyserede stoffer gennem overvågningsperioden (1990-1998). Dette skyldes bl.a., at størstedelen af det analyserede vand er dannet før vedtagelsen af Vandmiljøplanen.

Det videre arbejde med sikring af rent grundvand vil tage udgangspunkt i ‘10-punktsprogrammet’ fra 1994 og drikkevandsudvalgets betænkning fra 1997 og i den forbindelse lægge særlig vægt på:

• at fastholde den danske vandforsyningsstruktur, baseret på decentral indvinding af rent grundvand, og
• at begrænsninger i udledning af næringsstoffer til grundvandet skal ske gennem fremme af økologisk jordbrug, beskyttelse af særlige drikkevandsområder med hensyn til næringsstoffer, øget skovrejsning og naturgenopretning, jf. ‘10-punktsprogrammet’.

Drikkevandsudvalgets anbefalinger er omsat til lovgivning i forbindelse med Vandmiljøplan II. Der er her indført mulighed for beskyttelse af indsatsområder gennem aftaler med f.eks. landbruget. For pesticidernes vedkommende forudsætter det imidlertid, at det faglige grundlag, for at kunne udpege områder der er særligt følsomme for udvaskning, bliver opbygget. Som noget nyt kan der pålægges rådighedsbegrænsninger mod fuld økonomisk kompensation. Der er også opstillet regler for samarbejdet mellem amter, kommuner og vandværker og åbnet op for, at grundvandsbeskyttelsen kan finansieres over vandprisen.

Drikkevandsudvalgets anbefalinger om sikring af grundvandsressourcen mod forurening med miljøfremmede stoffer har, som for næringsstofferne, ført til nye tiltag. Amterne fastlægger på denne baggrund indsatsområder, hvor der er behov for en særlig indsats til sikring af drikkevandsinteresserne.

De overordnede rammer for at gennemføre en målrettet og prioriteret grundvandsbeskyttelse er på plads. Der resterer imidlertid et betydeligt arbejde med udarbejdelse af de vejledninger, bekendtgørelser mv., der i detaljer fastlægger de faglige og administrative krav til beskyttelsen af grundvandet. Arbejdet med udarbejdelsen af vejledninger og bekendtgørelser mv. vil derfor blive afsluttet inden for de nærmeste år.

Vandløb og kilder

Overvågningen af vandløbene viser:

• at koncentrationen af kvælstof er faldet ca. 5 % siden 1989 i vandløb i dyrkede oplande, når der korrigeres for år-til-år variationer i afstrømningen, - faldet er dog ikke statistisk sikkert,
• at der tilsvarende er sket et markant fald i koncentrationer af totalfosfor i de vandløb, der tidligere var stærkt belastet af spildevand fra dambrug og renseanlæg, når der korrigeres for variation i vandføringen,
• at udledningerne af fosfor fra den spredte bebyggelse stadig udgør et væsentligt bidrag af den samlede tilførsel til vandløb, og
• at koncentrationerne af fosfor i vandløb i dyrkede oplande stadig er 3 gange så høje som vandløb i naturoplande.

Det kan desuden konstateres, at indholdet af nitrat i kilderne i de dyrkede områder stiger. Stigningen i nitratindholdet i kilderne i de dyrkede områder er ikke sammenfaldende med tendensen til en faldende kvælstofkoncentration, der ses i mange vandløb. En forklaring herpå kan være, at grundvandet i kilderne er af ældre dato og dermed kan relateres til landbrugspraksis i årene før vedtagelsen af Vandmiljøplan I.

NOVA-2003 og det regionale tilsyn viser, at kun på ca. 40 % af vandløbsstrækningerne er miljøtilstanden acceptabel. Den uacceptable tilstand på ca. 60 % af vandløbsstrækningerne skyldes ofte ringe fysisk variation som følge af f.eks. udretninger og hårdhændet vedligeholdelse. Men også forurening fra punktkilder og spredt bebyggelse er i nogle tilfælde årsagen til, at vandløbets tilstand ikke er acceptabel.

I forbindelse med bedømmelsen af vandløbenes miljøtilstand anvendes ikke samme metode i overvågningsprogrammet og det regionale tilsyn. Det giver et uensartet grundlag for den landsdækkende vurdering af vandløbskvaliteten og udviklingen heri. Det er derfor nødvendigt, at den anbefalede metode, DVFI-indekset, i stigende omfang anvendes som bedømmelsesmetode.

I det videre arbejde for forbedring af miljøtilstanden i de danske vandløb vil der blive lagt særlig på:

• at indsatsen for at skabe bedre fysiske forhold i vandløbene forstærkes, og at indsatsen for restaurering fastholdes,
• at vandløbsmyndighederne håndhæver vandløbslovens bestemmelse om 2 meter bræmmer langs alle naturlige eller højt målsatte vandløb,
• at amterne fremover anvender DVFI-metoden i et sådant omfang og efter en sådan strategi, at det regionale tilsyn sammen med NOVA-2003 kan give et landsdækkende billede af miljøtilstanden i de danske vandløb, og
• at der i vandløb, hvor opstemningsanlæg er til væsentlig skade for vandkvaliten og til hinder for opfyldelse af målsætningen, bliver gennemført foranstaltninger for at genskabe en god natur- og miljøkvalitet.

Søer

Mange danske søer er som følge af eutrofiering blevet så næringsrige, at de er skiftet fra en klarvandet til en uklar tilstand. Næringsrigdommen har en række negative effekter på søernes miljøkvalitet. Som hovedregel er der i takt med den stigende næringsrigdom sket en forarmning i retning af færre plante- og dyrearter. To vigtige eksempler er undervandsplanterne, der ofte er forsvundet eller reduceret kraftigt i det uklare vand, og en fiskebestand, der bliver domineret af få, men talrigt forekommende arter. For at rette op på disse uønskede forhold er der gennem mange år arbejdet på at reducere tilførslerne af næringsstoffer til søerne.

Overvågningen af søerne viser, at der er flere tegn på, at hovedparten af de undersøgte søer er ved at få det bedre som følge af næringsstofreduktion, bl.a. ved:

• at vandets sigtdybde er øget,
• at biomassen af planktonalger er faldet, og
• at der er en tendens til øget udbredelse af undervandsplanter.

Det kan dog konstateres:

• at der på landsplan kun er 32 % af de undersøgte søer, der opfylder deres målsætning, og
• at der ikke er konstateret en gunstig udvikling i målsætningsopfyldelsen over de senere år (1989-1998).

De væsentligste årsager til manglende målsætningsopfyldelse i de danske søer er, at udledninger af næringsstoffer endnu ikke er reduceret tilstrækkeligt. De væsentligste bidragsydere til denne belastning vurderes at komme fra diffuse tilførsler fra dyrkede arealer samt fra punktkilder og spredt bebyggelse.

En grundlæggende forudsætning for at opnå en bedre vandkvalitet er, at den eksterne næringsstoftilførsel er reduceret tilstrækkelig. Det vil i de lavvandede søer sige helst ned under en ligevægtskoncentration under 0,05-0,10 mg fosfor pr. liter og i dybe søer helst ned under 0,02-0,05 mg fosfor pr. liter. Dette kan kun ske ved at reducere stoftilførslerne, specielt tilførsel af fosfor fra dyrkede arealer og spredt bebyggelse. Reduktion i næringsstofudledningen vil pga. træghed i søernes økosystem ikke altid umiddelbart slå igennem. I de søer, hvor den eksterne næringstoftilførsel er nedbragt tilstrækkeligt, kan en forbedring i miljøtilstanden i nogle tilfælde fremskyndes ved at gennemføre en såkaldt sørestaurering.

Marine områder

Overvågningen af havområderne viser:

• at koncentrationerne af fosfor i havet fortsat falder,
• at der er en svag tendens til et fald i koncentrationerne af kvælstof,
• at iltsvindene i 1998 var af begrænset udbredelse i de lavvandede fjorde og kystområder, mens det i de dybe havområder med lagdeling af vandet især var de naturlige iltsvindsområder, der var berørt,
• at indholdet af PAHer og tungmetaller (med undtagelse af organotin-forbindelser) i fisk og muslinger ligger under de koncentrationer, der i international sammenhæng er vurderet som kritiske, og
• at indholdet af tungmetaller og miljøfremmede stoffer i fisk og muslinger generelt set er på et niveau som vurderes ikke at være af betydning.

Overvågningen påviser dog også:

• at miljøtilstanden kun undtagelsesvist er tilfredsstillende, hovedsageligt som følge af høje koncentrationer af næringsstoffer i vandet, begrænset udbredelse af flerårige undervandsplanter, iltsvind, eller forekomst af uønsket og forureningsbetinget plantevækst,
• at der lokalt er enkelte områder med betydelige koncentrationer af tungmetaller og miljøfremmede stoffer,
• at indholdet af TBT i fisk og muslinger er mellem 2 og 100 gange højere end de vejledende internationale evalueringskriterier,
• at der hos hovedparten af sneglene i de indre danske farvande er registeret hormonelle forstyrelser som følge af TBT, og
• at indholdet af PCB i fisk og muslinger har et niveau, hvor det ikke kan udelukkes, at der forekommer økologiske effekter.

De opnåede resultater i begrænsningen af tilførslerne af næringsstoffer til havet har ikke været tilstrækkelige til at medføre en generel forbedring af miljøtilstanden. I de to nedbørsfattige år 1996 og 1997 var tilførslerne af næringsstoffer til havet nede på niveau, der svarer til den forventede effekt af Vandmiljøplanerne. Tilstanden i havmiljøet forbedrede sig markant i disse to år. Det kom blandt andet til udtryk i en forøget sigtdybde, forøget dybdeudbredelsesgrænse for ålegræs, mindre fedtmøg og søsalat, samt mindre forekomst og styrke af iltsvind.

De tydelige effekter af tributyltin (TBT), som i dag iagttages på havsnegle, vil antageligt blive reduceret betydeligt i takt med det nyligt vedtagne internationale forbud mod påføring (år 2003) og brug (år 2008) bliver effektivt.

Forurening af havet er et grænseoverskridende problem. Det er derfor vigtigt at de opstillede reduktionmål bliver nået nationalt og af vore nabolande.

7.3 Samlet konklusion

På mange områder går det i den rigtige retning med det danske vandmiljø. Udledningerne mv. af forurenende stoffer falder som forudsat. Det kan således konstateres:

• at renseanlæg og industri har reduceret udledningerne af kvælstof og fosfor med mere end forudsat i Vandmiljøplan I,
• at landbrugets gårdbidrag i dag er reduceret til et praktisk minimum, svarende til ca. 5.000 ton kvælstof pr. år og ca. 400 ton fosfor pr. år,
• at landbrugets markbidrag over en årrække kan blive reduceret med 25 %, svarende til 57.500 ton kvælstof pr. år,
• at nedfaldet af kvælstof fra atmosfæren til havområderne ifølge målinger er svagt faldende, og
• at salget af pesticider til landbruget (målt som aktivt stof i ton) er reduceret med 48 %, og at anvendelsen af en række pesticider, herunder de mest grundvandstruende, er forbudt eller strengt reguleret.

Den generelle tilstand af vandmiljøet i Danmark er imidlertid ikke ændret væsentligt i forhold til tidligere. Overskud af kvælstof er stadig et stort problem, bl.a. i form af nitrat i grundvand og kilder samt i havet, hvor det bl.a. resulterer i en øget plantevækst og unaturligt store og kraftige iltsvind. Overskud af fosfor er også et stort problem, specielt i søerne og visse kystnære områder. Fund af miljøfremmede stoffer og tungmetaller i grundvandsboringer og mange steder i vandløb, søer og havet er bekymrende.

Der er imidlertid ikke tvivl om, at vi med eksisterende handlingsplaner, strategier og internationale aftaler er på rette spor og at planerne vil medføre en bedring i miljøtilstanden, når de har haft tid til at virke.

Litteraturliste