Udformning af skriftlig miljøkommunikation
3. Hvordan gør du miljøkommunikation troværdig?
Din miljøkommunikation bliver troværdig, når du på baggrund af
dokumentation beskriver de miljøproblemer, som virksomhedens produktion og produkter
medfører, præcist og konkret. Derudover skal du på samme måde redegøre for, hvordan
virksomheden løser problemerne, og hvilke resultater, der er opnået indtil nu.
Både myndigheder og andre interessenter kræver, at miljøoplysninger er mere korrekte
og præcise end andre former for kommerciel kommunikation. Undgå derfor upræcise ord,
som fx miljørigtig eller miljøvenlig og vær 100 procent sikker på, at du kan
dokumentere dine påstande.
Et miljøledelsessystem, der er certificeret efter ISO 14001 eller registreret under EMAS,
er troværdig dokumentation for, at virksomheden har styr på ressourceforbrug og
miljøpåvirkninger. Officielt anerkendte miljømærker som det nordiske Svanemærke eller
EUs Blomst er en troværdig dokumentation for, at virksomhedens produkter er
miljøoptimerede.
Det styrker troværdigheden og dermed virksomhedens miljøbudskaber yderligere, hvis
modtageren selv kan tjekke miljøoplysningerne. Du kan angive dine kilder eller fremlægge
miljødokumentationen. Det kan være undersøgelser, som du selv har gennemført, eller
undersøgelser foretaget af uvildige eksperter. Det kan være resultater af
miljøkortlægninger, livscyklusvurderinger, egenkontrolmålinger, analyser fra eksterne
laboratorier, etc.
Hvis du baserer dine miljøpåstande på forskningsresultater, skal du
sørge for, at der er tale om de nyeste resultater. Du skal også afholde dig fra at
benytte forskningsresultater, der blandt forskerne hersker tvivl om, og du skal afholde
dig fra at drage egne konklusioner på baggrund af andres undersøgelser.
Skriv, hvor modtageren kan få flere miljøoplysninger. Dokumentationen skal være i en
tilgængelig form, som du kan vise til dem, der henvender sig for yderligere information.
Hvis virksomheden har en hjemmeside på Internet, er det oplagt at offentliggøre
supplerende miljødokumentation der.
Du skal altid beskrive de problemer og løsninger, der er væsentlige for, hvordan
jeres produktion og produkter påvirker miljøet.
Et grønt regnskab eller en miljøredegørelse kan afvises af myndighederne, hvis der er
væsentlige forhold, du har undladt at fortælle om. En markedsføringskampagne kan blive
ulovlig, hvis virksomheden udelader væsentlige miljøspørgsmål. De væsentlige
miljøforhold kan være:
Ressource- og miljøforhold som miljømyndighederne finder væsentlige og derfor
stiller miljøkrav til virksomhedens produktion og produkter om
Forhold som virksomheden selv har udpeget som væsentlige i sin miljøpolitik og
arbejdet med miljøoptimering af produktion og produkter
Forhold som én eller flere af virksomhedens interessenter synes er væsentlige
Tilbagehold aldrig væsentlige, men ømtålelige informationer. Modtageren kan sagtens
acceptere og forstå, at man ikke kan løse alle problemer på én gang. Derimod svækker
det troværdigheden alvorligt, hvis du udelader problematiske miljøforhold, som læseren
via andre kanaler får kendskab til. Fortæl i stedet om problemerne og hvilke
initiativer, virksomhed har sat i gang for at afhjælpe dem.
Fremhæv heller aldrig uvæsentlige forhold for at stille virksomheden eller produkterne i
et bedre lys. Til gengæld kan det i nogle tilfælde være nødvendigt at gøre rede for
miljøforhold, som du og myndighederne betragter som uvæsentlige, men som optager naboer
eller kunder.
Når andre vurderer, om virksomhedens miljøkommunikation er troværdig eller ej, er
det kommunikationens helhedsindtryk, der afgør dommen.
Overskriften, billeder, mellemrubrikker og tekst skal du bruge med største omhu, så de
stil- og formmæssigt spiller godt sammen, støtter indholdet og er i overensstemmelse med
virksomhedens miljøbudskaber. Du skal hele tiden vurdere et element og dets udformning i
forhold til de øvrige elementer og helheden i forhold til det troværdige udtryk, du
gerne vil give det konkrete kommunikationsmiddel:
Overskrifterne skal fænge, men ikke virke hårdt sælgende. Ingen tror på
overskriften: Den økologiske computer nu også i Danmark
Billeder skal være gode og støtte dit budskab. Troværdigheden knækker, når det
flotte møbel af genbrugstræ er fotograferet på en atol i Det indiske Ocean
Brug ikke for meget papir. Hvis dit budskab og de supplerende informationer kan
være i en 8-siders folder, skal du ikke bruge 40 sider til at fortælle budskabet
Få tryksagen Svanemærket. Det er et godt signal om, at produktion og papirvalg er
miljømæssigt i orden.

|