[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Stofkoncentrationer i regnbetingede udledninger fra fællessystemer

1. Indledning

1.1 Baggrund
1.2 Hidtidig bearbejdning
1.3 Formål og metode

1.1 Baggrund

Samtidig med etableringen af overvågningsprogrammet for Vandmiljøplanen blev etableret en række målestationer, der skulle verificere og udbygge viden om beregningsforudsætningerne i det generelle måleprogram. Der blev etableret 6 målestationer, hvor der blev målt sammenhængende tidsrækker af regn og afstrømningsforløb. For tre af disse stationer blev endvidere udtaget vandprøver af nogle af de registrerede hændelser med henblik på at analysere for organisk stof, næringssalte og suspenderet stof. Miljøstyrelsen har lavet en sammenfatning af resultaterne (Miljøstyrelsen, 1997).

Det intensive måleprogram blev tilrettelagt på baggrund af det hidtidige videngrundlag som bestod af data fra 3 målestationer. Bearbejdningen af disse data resulterede i anbefalede stofkoncentrationer (Miljøstyrelsen, 1990a) samt en anbefaling af, hvorledes et fremtidigt prøvetagningsprogram skulle designes (Miljøstyrelsen, 1990b).

1.2 Hidtidig bearbejdning

Den hidtidige bearbejdning af de nye data har vist, at de nye målinger generelt ligger på et højere niveau end de hidtidige typetal; specielt for organisk stof er der tale om væsentlige forskelle. Endvidere indikerer de nye data, at der i nogle oplande er tale om kraftige ændringer i koncentrationer under og mellem hændelser, der delvist kan modelleres vha. forklarende variable såsom maksimal regnintensitet, afstrømmet volumen, tid siden sidste hændelse mv. Der er derfor behov for en fornyet bearbejdning, der opsamler viden fra både de oprindelige og de nye oplande.

De afstrømmede vandmængder er stort set i overensstemmelse med de hidtidige anbefalinger. Derfor omfatter den nye bearbejdning ikke de hodrologiske parametre, men kun stofparametrene. En undersøgelse har endvidere vist, at specielt for ekstremhændelser er det usikkerheden på stofkoncentrationen, der har størst betydning for mængden af aflastet stof (Arnbjerg-Nielsen et al., 1994).

1.3 Formål og metode

Dette bilag bearbejder målinger fra danske målestioner i fælleskloakerede afløbssystemer. Målingerne hidrører fra Mølleåundersøgelsen (Johansen, 1985), Birkerød kommune (Birkerød kommune, 1982, Miljøstyrelsen, 1990a) samt det intensive måleprogram i forbindelse med vandmiljøplanens overvågningsprogram (Miljøstyrelsen, 1997).

Formålet med notatet er at lave en syntese på baggrund af de danske data og komme med en foreløbig anbefaling på baggrund af dette materiale. Der fokuseres på at identificere eventuelle systematiske variationer mellem oplande og mellem og under regnhændelser.

Den nye bearbejdning er baseret på statistiske værktøjer, der er almindelige indenfor statistisk analyse af målinger. Der er derfor behov for definition af en terminologi for såvel afstrømningens processer og for den statistiske bearbejdning af datamaterialet.

De definitioner omkring processer i afstrømningen som er nødvendige for at forstå nærværende bilag er defineret i hovedrapporten og vil ikke blive gentaget i bilaget. De statistiske værktøjer som er benyttet under bearbejdningen er ikke omtalt i hovedrapporten og i dette bilag er der også lagt vægt på tolkningen af resultaterne i stedet for en detaljeret beskrivelse af værktøjerne og deres forudsætninger. Hvor det er skønnet centralt for forståelsen er de statistiske værktøjer forklaret i almindeligt sprogbrug; de øvrige steder er der henvist til den statistiske litteratur.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]