Bilvaskehaller

1. Bilvask i Danmark

1.1 Vaskeanlægskategorier
1.2 Bilvaskeanlæg med recirkulation til overvognsvask
1.3 Vandstrømme for bilvaskeanlæg
1.3.1 Samlet vandforbrug for danske bilvaskeanlæg
1.4 Sandfang og olieudskillere
1.5 Manuel bilvask
1.5.1 Belastning fra manuel bilvask
1.6 Eksisterende regulering af bilvaskeanlæg
1.6.1 Kommunernes eksisterende regulering
1.6.2 Svensk regulering af bilvaskeanlæg

I Danmark findes der i dag omkring 1.320 automatiske bilvaskeanlæg til personbiler og mindre varevogne. Nærværende projekt er afgrænset til de omkring 1.050 bilvaskeanlæg, som er placeret i forbindelse med olieselskabernes servicestationer.

Herudover eksisterer der ca. 270 bilvaskeanlæg, som er placeret i forbindelse med autoværksteder og andre virksomheder med eget vaskeanlæg (Ruager, 1998).

En opgørelse foretaget af Danske Bilvaskeanlægsleverandører¹ viser, at der pr. 31. december 1999 var i alt 1.047 anlæg på servicestationer i Danmark (se tabel 1.1.1).

Det fremgår af tabel 1.1.1, at vaskeanlæggene fordeler sig med størstedelen (934 anlæg) hos de fire store olieselskaber og med en mindre andel (113 anlæg) placeret hos de mindre selskaber.

Anlægsfabrikaterne er fordelt med:

• California Kleindienst:²          62% (650 anlæg)
• Christ:                                     19 % (200 anlæg)
• Wesumat:                                15% (159 anlæg)
• Andre:                                     < 4% (38 anlæg)

1.1 Vaskeanlægskategorier

Det typiske bilvaskeanlæg er et såkaldt "Roll-over"-anlæg med børstevask, hvor bilen står stille, og børsterne automatisk bevæger sig frem og tilbage over bilen. "Roll-over"-anlæg findes også med højtryksvask i den såkaldte børstefri vask. "Roll-over"-anlæg har typisk en kapacitet på omkring 10 vask/h.

Endelig kan vaskeanlæggene også være opbygget som "Gennemtræks"-anlæg, hvor bilerne transporteres igennem børstevask eller højtryksspuling. Gennemtræks-anlæg har en betydeligt større kapacitet end Roll-over-anlæggene. Kapaciteten ligger fra 35 og op til 60 vask/h afhængigt af anlægsmodellen.

Kategorier

Vaskeanlæggene kan efter vaskeprincipper opdeles i fire kategorier:

1. Børstevask. "Roll-over"-anlæg med børstevask og et vandtryk på 3-4 bar.
2. Børstevask + børstefri. "Roll-over"-anlæg med kombineret børstevask (vandtryk: 3-4 bar) og børstefri højtryksvask (vandtryk: 80 bar). Dvs. at der er mulighed for at vælge et vaskeprogram med børstefri vask.
3. Børstefri. "Roll-over"-anlæg med børstefri højtryksvask og et vandtryk på 80 bar.
4. Vasketunnel. "Gennemtræks"-anlæg også kaldet vasketunnel/-gade, hvor bilerne automatisk transporteres igennem børste- eller børstefri vask.

Undervognsvask

Undervognsvask foretages enten som "standard"- eller "super"-undervogns-skyl, som anvender henholdsvis ca. 420 og 1.050 l/vask ved 12 bar. Omkring 70% af vaskeanlæggene anvender i dag super-undervognsskyl (Danske Bilvaskeanlægsleverandører, 1998).

Fordelingen af anlægsmodeller, antal anlæg og vask pr. år i forhold til de fire anlægskategorier fremgår af tabel 1.1.2. De anførte data er resultatet af en opgørelse foretaget af California Kleindienst, AutoTank og Wesumat pr. 22. september 1998. Antal vask er opgjort for kalenderåret 1997.

Tabel 1.1.2 viser, at der er 26 forskellige vaskeanlægsmodeller i anvendelse. Det fremgår endvidere, at omkring 90% af anlæggene er "Børstevask", hvilket også gælder antallet af vask. "Børstevask + børstefri" tegner sig for 7-8% både med hensyn til antal anlæg og antal vask, mens "Børstefri" og "Vasketunnel" tilsammen vasker omkring 3% af det samlede antal.

Anlægsmodellernes aldersmæssige fordeling for vaskeanlæggene i drift fremgår af tabel 1.1.3. Anlægsmodellerne er inddelt efter introduktionsåret for de pågældende modeller.

Tabel 1.1.3 viser, at hovedparten (ca. 60%) af vaskeanlæggene i drift er modeller, som er introduceret efter 1991. Det fremgår endvidere, at der i dag i alt leveres 11 anlægsmodeller til det danske marked, og at ni af disse er introduceret efter 1991.

Hyppig udskiftning

Disse data understreger, at vaskeanlæggene generelt er relativt nyudviklede teknologier. Dette hænger sammen med, at et bilvaskeanlæg typisk udskiftes efter ca. 60.000 vask (5-7 år), og denne hyppige udskiftning giver grundlag for teknologisk udvikling af vaskeanlæggene hos anlægsleverandørerne.

Anvendelse af renseanlæg til vaskevand, som recirkuleres til overvognsvask, er ikke særlig udbredt på danske bilvaskehaller på nuværende tidspunkt. Normalt sker der kun anvendelse af genbrugsvand til undervognsvask efter en simpel form for rensning (se afsnit 1.3).

51 renseanlæg i drift

I kapitel 5, tabel 5.3.2 er vist resultatet af en kortlægning, som olieselskaberne har foretaget primo 1999. Kortlægningen viste, at der på nuværende tidspunkt er etableret renseanlæg, som leverer vaskevand til overvognsvask på 51 servicestationer (Olieselskaber, 1999).

Renseteknologierne er i de fleste tilfælde anlæg med kemisk fældning og flokkulering, men også biofiltre og sandfiltrering anvendes. Renseteknologierne er nærmere beskrevet i kapitel 5.

Vandstrømmene for et typisk vaskeanlæg med børstevask er illustreret i figur 1.3.1. Der anvendes normalt genbrugsvand til undervognsskyl, således at der kun anvendes ledningsvand til overvognsvask. Genbrugsvandet pumpes op fra sugebrønden efter at have passeret et sandfang og være filtereret gennem et finmasket net af rustfrit stål (porestørrelse ca. 1 mm).

50% har ionbytter og omvendt osmose

Omkring 50% af vaskeanlæggene har ionbytter og omvendt osmose til produktion af henholdsvis blødt og afsaltet vand til sidste skyl ved overvognsvasken. I disse tilfælde kan der regnes med et merforbrug på ca. 17 l pr. vask, som afledes til kloak (ca. 11 l/vask til regenerering af ionbytter og ca. 6 l/vask som koncentrat).

Figur 1.3.1: Se her!
Vandstrømme for typisk bilvaskeanlæg med børstevask og anvendelse af genbrugsvand til undervognsvask.

Figur 1.3.1 viser, at der afledes omkring 160 l/vask til kloak ved en typisk vask, som anvender ca. 150 l/vask til overvognsvasken og ca. 1.050 l genbrugsvand/vask til undervognsvask. Der regnes her med et udslæb på den vaskede rene bil på ca. 7 l/vask. Hertil kommer de ca. 17 l/vask, som afledes via henholdsvis olieudskiller og sandfang til kloak, hvis der anvendes ionbytter og omvendt osmose til sidste skyl (Falster, 1998).

De gennemsnitlige vandforbrug for de fire vaskeanlægskategorier fremgår af tabel 1.3.1. Maksimum og minimum vandforbrug for anlægsmodellernes vaskeprogrammer indenfor kategorierne er endvidere angivet.

Tabel 1.3.1 viser – på baggrund af vaskeanlægsleverandørernes oplysninger – at det gennemsnitlige vandforbrug for børstevask er 142 l/vask. Dette vandforbrug er det direkte forbrug til vask og skyl og kan sammenlignes med de 150 l/vask til vask og skyl på figur 1.3.1. Vandmålinger foretaget direkte ved vaskehallerne viser, at det reelle vandforbrug ofte ligger lidt over fabrikatoplysningerne – derfor er der angivet 150 l/vask i figur 1.3.1.

Anlæggene med børstevask + børstefri har samme gennemsnitlige vandforbrug som anlæg med børstevask, hvilket primært skyldes, at der foretages relativt få børstefri vask på disse anlæg (typisk under 5%). Anlæg med børstefri vask anvender i middel 50% mere vand/vask (210 l/vask), men anlæg med vasketunnel anvender halvt så meget vand (70 l/vask) som en børstevask. På grund af opbygningen af en vasketunnel er det lettere at adskille og genanvende vandtyperne i anlæggets adskilte afdelinger, hvilket er baggrunden for det lave vandforbrug.

Bilvaskeanlæg med renseanlæg anvender 25-35 l /vask
Ovenstående vandforbrug viser vaskeanlæg, som ikke anvender renseanlæg til genanvendelse af vand til overvognsvask. Anvendelse af sådanne renseanlæg reducerer - ifølge vaskeanlægsleverandørerne - anlæggenes vandforbrug til mellem 25 og 35 l/vask. Dette fremgår også af figur 1.3.2, der viser det gennemsnitlige vandforbrug for de 26 vaskeanlæg fra Christ, California Kleindienst og Wesumat, som er på markedet i dag. Anlæg med renseanlæg til overvognsvask er angivet med et "R". Leveringsperioden er stigende mod højre, dvs. at det er nyere anlæg mod højre.

Figur 1.3.2 Se her!
Gennemsnitligt vandforbrug for vaskeanlæggene fra AutoTank (Christ), California Kleindienst og Wesumat. Minimum og maksimum vandforbrug er angivet for det enkelte anlæg ved fejllinier. I parentes er angivet anlægskategori (1-4) og leveringsperiode til det danske marked. "R" angiver renseanlæg til overvognsvask.

Figur 1.3.2 viser, at middelvandforbruget for anlæggene med børstevask (kategori 1) har en faldende tendens, hvilket stemmer godt overens med at nyere anlæg udvikles mere vandbesparende. Alle anlæg med børstevask introduceret efter 1991 anvender i middel mellem 120 og 150 l/vask.

Anlæg med børstevask + børstefri (kategori 2), har børstefri vaskeprogrammer med højtryksvask, som anvender helt op til 400 l/vask. Det relativt lave middelforbrug for disse anlæg skyldes som nævnt, at de børstefri vask kun udgør omkring 5% af det samlede antal vask.

1.3.1 Samlet vandforbrug for danske bilvaskeanlæg

Det samlede vandforbrug for danske bilvaskeanlæg kan beregnes til ca. 1.587.000 m³/år ud fra antal vask i 1997 og det gennemsnitlige vandforbrug for de enkelte anlægskategorier (se tabel 1.1.2). Vandforbrugets procentvise fordeling på anlægskategorier er illustreret i figur 1.3.3.

Det samlede forbrug af grundvand på omkring 1.6 mio. m³/år kan sammenlignes med, at fremstillingsindustriens samlede forbrug af grundvand i 1994 er opgjort til 87 mio. m³/år. Omkring 65% (57 mio. m³/år) heraf anvendes i levnedsmiddelindustrien. En mindre vandtung branche som f.eks. træ- og møbelindustrien anvender 1,2 mio. m³/år og anvender altså i samme størrelsesorden som bilvaskehaller (Nielsen et al., 1994).

Olieudskilleranlæg ved bilvaskehaller er typisk opbygget således, at der først afledes til et sandfang (Sandfang 1), hvorfra vandet ledes videre til en sugebrønd, som dels fungerer som reservoir for genbrugsvandet til undervognsvask, dels anvendes som et ekstra sandfang (Sandfang 2). Herefter ledes vandet til olieudskiller og derfra til kloak. Princippet for den typiske opbygning er illustreret på figur 1.3.1.

Undersøgelse af olieudskilleranlæg

Olieselskaberne har i forbindelse med dette projekt undersøgt olieudskilleranlæggenes opbygning på i alt 75 servicestationer med bilvaskehal (Olieselskaber, 1998).

Tabel 1.4.1 Se her!
Størrelse af sandfang og olieudskillere samt tømningsfrekvens på 75 olieudskilleranlæg på servicestationer. Den procentvise fordeling af størrelsen på sandfang og olieudskillere samt tømningsfrekvensens hyppighed er angivet (Olieselskaber, 1998).

Det fremgår af tabel 1.4.1, at ca. 70% af sandfangene i forbindelse med vaskeanlæggene har et samlet volumen (sandfang 1 + 2) på over 5 m³. De resterende ca. 30% ligger under 5 m³. Ifølge udkast til CEN-standard (CEN, 1998) bør sandfang ved autovaskeanlæg være mindst 5 m³. Sandfang over denne størrelse vil normalt være nødvendigt for at sikre stabil drift af rensning og recirkulering af vaskevand. Normalt vil sandfanget fungere som forrensning ved recirkulering til undervognsvask.

Typisk kapacitet 3-3,5 l/s

Hovedparten af olieudskillerne (85%) har en kapacitet på 3 eller 3,5 l/s, hvilket svarer til hovedparten af de olieudskillere, som er etableret ved danske virksomheder så som autoværksteder og jern- og metalindustri i dag.

Rækkefølgen i olieudskiller-systemet er væsentlig
Rækkefølgen af sandfang, pumpebrønd og olieudskiller har stor betydning for den reelle belastning af olieudskilleren. Ved et almindeligt børsteanlæg (f.eks. CK45) er vandforbruget ca. 140 l/vask, og det maksimale vandforbrug - og dermed det maksimale flow - er 1,3 l/s. Hertil kommer forbruget af genbrugsvand til undervognsvask (ca. 1.050 l/vask). Afledningen til kloak fra hver vask vurderes at forløbe over omkring fem minutter (Falster, 1999).

Ved et olieudskillersystem med rækkefølgen: Sandfang, pumpebrønd efterfulgt af olieudskiller vil forbruget af genbrugsvand til undervognsvask i starten af vaskeprogrammet medføre, at vandstanden i brøndsystemet falder. Dette resulterer i en udligning af flowet gennem sandfang og pumpebønd, således at det maksimale flow til olieudskiller vurderes at udgøre 0,5 l/s (Falster, 1999).

Uhensigtsmæssigt med olieudskiller mellem sandfang og pumpebrønd

Hvis olieudskilleren derimod er etableret imellem sandfang og pumpebrønd – som i måleprogrammet er repræsenteret ved servicestationen i Kirke Såby (jf. kapitel 4.) – vil olieudskilleren ved hver vask blive belastet med hele spildevandsmængden fra både overvognsvask og undervognsvask (ca. 1.200 l over 5 minutter = ca. 4 l/s). Dette medfører, at olieudskilleren vil være maksimalt belastet under hver vask; kun begrænset af afgangsrørets størrelse fra olieudskilleren, som styrer afledningens hastighed. Denne opbygning af olieudskillersystemet kan derfor ikke anbefales til fremtidige anlæg.

I en undersøgelse af mulighederne for at effektivisere olieudskillere fra 1991 (Bødker, 1990) anbefales det, at olieudskillere, som modtager spildevand med kemisk eller mekanisk emulgeret olie, bør være dimensioneret mindst 10 gange over det aktuelle flow. Denne anbefaling er viderebragt i Miljøstyrelsens industrispildevandsvejledning (Miljøstyrelsen, 1994).

Dimensionering på baggrund af konkret vurdering

Anbefalingen medfører, at olieudskilleren ved et typisk bilvaskeanlæg, som belastes med 0,5 l/s, skulle være VA-godkendt til et flow på 5-6 l/s. Dimensioneringen af olieudskillerne bør dog ses i relation til en konkret vurdering af den faktisk afledte mængde olie og emulgeringen af denne. De målte oliekoncentrationer fra måleprogrammets tre vaskeanlæg er beskrevet i kapitel 4. Hvis der konstateres høje oliekoncentrationer i spildevandet, bør de anvendte vaskekemikaliers separerende egenskaber undersøges, da ringe separationsevne kan have stor indflydelse på olieudskillerens funktion. I øvrigt bør kommunen generelt henvise til SBI-Anvisning 185 (SBI, 1997) ved dimensionering af både sandfang og olieudskiller.

Tømningsfrekvens

Tømningsfrekvensen for sandfang og udskiller (jf. tabel 1.4.1) ligger overvejende (65%) på 2-4 tømninger pr. år, mens 30% kun får tømt 1 gang pr. år. Tømningsfrekvensen bør fastsættes ud fra en konkret vurdering af de faktisk afledte mængder olie. Herudover skal eventuel minimumsfrekvens for tømning af sandfang og olieudskillere overholdes, hvis en sådan er fastsat i et lokalt kommunalt tømningsregulativ.

1.5 Manuel bilvask

Antallet af personbiler i Danmark var i 1996 ca. 1,7 mio. I de ca. 1.050 vaskehaller, der er i drift hos olieselskaberne i Danmark, vaskes i gennemsnit 10.000 biler pr. år svarende til i alt 10,5 mio. biler (Danske Bilvaskeanlægsleverandører, 1998). Hvis det gennemsnitlige antal vask pr. bil er 10-15, betyder det, at 40-60% - eller omkring 50% - af alle bilvask foregår i vaskehaller. Ud over de vaskehaller, der findes hos olieselskaberne, er der ca. 270 vaskehaller hos bilforhandlere, vognmænd m.m.

Sverige

En spørgeundersøgelse blandt 12.000 bilejere i Sverige (Aqua konsult, 1999) viste, at bilejerne vaskede bil 17-18 gange pr. år. Heraf udføres 25% af vaskene i automatiske vaskehaller, ca. 23% på "Gør det selv" pladser og ca. 48% på anden måde, dvs. typisk med haveslange tæt ved hjemmet.

Bilvask pr. år

I en anden svensk opgørelse (Naturvårdsverket, 1996) kalkuleres med, at hver bil vaskes 20 gange pr. år, og at 2/3 af al bilvask udføres som manuel vask. Hvis disse tal overføres til danske forhold, vil det svare til, at der årligt gennemføres 34 mio. bilvask - heraf ca. 23 mio. som manuel vask. Vinterens udstrækning er dog længere i Sverige end i Danmark, og i Sverige foregår 70% af bilvaskene netop i vinterperioden. Et realistisk interval for antallet af vask i Danmark vurderes at være mellem 10 og 15 pr. år. I den situation vil andelen af manuel vask i Danmark - ud af det samlede antal bilvask - være langt mindre i Danmark end i Sverige. Der er stor forskel på, hvor mange gange hver personbil vaskes pr. år. Taxaer vaskes op til 1 gang pr. dag, mens vask af privatbiler sker langt sjældnere.

Udledning af spildevand

Manuel bilvask foregår i Danmark i indkørsler ved parcelhuse, på gårdspladser, på villaveje og på indrettede vaskepladser. Under vask sker der enten nedsivning af spildevandet, eller vandet ledes til kloaknettet. Ca. 50% af den manuelle vask antages at foregå uden for de kloakerede områder, og ca. 50% af kloaknettet i Danmark er separatkloakeret. Det vil sige, at regnvand fra overfladeafstrømning i områder med separatkloakering ikke ledes til renseanlæg, men til et vandområde uden forudgående rensning. Hvis en bil vaskes ved fortovskanten i et fælleskloakeret område, vil spildevandet blive ledt til et renseanlæg, mens spildevandet i et separatkloakeret område ledes direkte til et vandområde uden forudgående rensning.

Vandforbrug

Vandforbruget ved manual bilvask vil typisk ligge mellem 10 og 20 l/min. - afhængig af vandtrykket. Ved brug af højtryksspulere bliver vandforbruget mindre, mens mængden af forurenende stoffer i spildevandet må forventes at blive større på grund af et større slid på bilens ydre dele. Højtryksspulere med et driftstryk på 90-145 bar bruger mellem 5 og 10 l vand pr. minut. Ved 15 minutters vask anvendes således 150–300 l vand. Under disse forudsætninger er det samlede årlige vandforbrug til manuel bilvask opgjort i tabel 1.5.1 ved henholdsvis 10, 15 og 20 vask pr. bil pr. år.

Tabel 1.5.1 Se her!
Vandforbrug ved manuel bilvask samt fordeling af afledning til renseanlæg og urenset afledning til vandområder.

Det gennemsnitlige daglige vandforbrug pr. person i Danmark var i 1996 145 l/d (Danske Vandværkers Forening, 1996). Ved at benytte tallene fra tabel 1.5.1 kan vandforbruget til manuel bilvask omregnes til mellem 25.000 og 89.000 personers årlige forbrug i husholdningen.

Spildevand til renseanlæg

Hvis 50% af al manuel bilvask foregår, hvor der er direkte nedsivning, og 50% af det spildevand, der føres til kloaknettet, bliver ført til et renseanlæg, betyder det, at spildevandsmængden, der årligt føres til vandområder, vil ligge mellem 0,7 og 5,2 mio. m³, mens de vandmængder, der føres til renseanlæg, vil ligge mellem 0,3 og 1,8 mio. m³/år (jf. tabel 1.5.1).

Bilplejeprodukter

På årsbasis sælges der i Danmark 1,2 mio. liter bilplejeprodukter (Grøn information, 1995) til private husholdninger. Bilplejeprodukter til udvendig brug omfatter:

• Bilshampoo
• Motorrens
• Poleringsmidler/voks
• Rustfjerner
• Fælgrens
• Vinduesrens
• Insektfjerner
• Vinylrengøring
• Affedtningsmidler
• Låsespray

En del af disse produkter vil ende i spildevandet fra vask af bilerne, og det vil ske, uanset om vasken foregår i en vaskehal eller andre steder. I de tilfælde, hvor vasken udføres som manuel vask, vil spildevandet i 2/3 af tilfældene blive ført til vandområder uden forudgående rensning, hvis det antages, at 50% foretages uden for kloakerede områder, og at 50% af de kloakerede områder er separatkloakeret.

Ved manuel bilvask sker der en individuel dosering af bilplejeprodukter, og dermed er der stor risiko for at overdosere med produkter, som kan have miljøskadelige effekter.

1.5.1 Belastning fra manuel bilvask

I Sverige har der været gennemført en undersøgelse af spildevandet fra "Gør det selv" vaskepladser. (OK, 1995). I tabel 1.5.2 er resultaterne fra denne undersøgelse vist sammen med data for husholdningsspildevand (Jepsen, 1997).

Belastning fra "Gør det selv pladser"

"Gør det selv" pladsen omfattede – ud over 10 vaskepladser med højtryksspulere - også fire værkstedspladser og en plads til skift af dæk. Det vil sige, at spildevandet – ud over at indeholde forurenende stoffer direkte fra vask af biler - også indeholdt spildevand fra andre typer af "Gør det selv" aktiviteter. Dette afspejles i indholdet af total ekstraherbare alifater (olie/fedt), som betyder, at koncentrationen af forurenende stoffer må forventes at være højere ved de samlede "Gør det selv" aktiviteter end ved bilvask alene.

De ovennævnte spildevandsdata fra manuel bilvask og værkstedsaktiviteter viser, at spildevand fra disse aktiviteter i privat regi resulterer i spildevand med et indhold af tungmetaller (Cd og Pb) over de vejledende værdier for udledning til kloaknettet, og at indholdet af organisk stof generelt er højere end i husholdningsspildevand. Indholdet af miljøfremmede organiske stoffer blev ikke analyseret i den svenske undersøgelse af manuel bilvask, og da der ved litteratursøgning i øvrigt ikke er fundet analysedata for indholdet af miljøfremmede organiske stoffer i spildevand fra manuel bilvask, har det ikke været muligt at sammenligne med indholdet i husholdningsspildevand.

I Danmark er det kommunerne, som regulerer bilvaskehallernes spildevandsafledning og affaldshåndtering. Kommunerne regulerer spildevandsafledningen til offentlige renseanlæg gennem tilslutningstilladelser med vilkår. Dvs. at det er den enkelte kommune, som ud fra en konkret vurdering, fastsætter kravene til spildevandsafledningen. Som baggrund for den konkrete vurdering anvender kommunerne Miljøstyrelsens generelle industrispildevandsvejledning (Miljøstyrelsen, 1994). Affaldshåndteringen reguleres normalt gennem kommunens affaldsregulativer.

Status for spildevandsreguleringen er, at de fleste kommuner på nuværende tidspunkt ikke systematisk har udarbejdet tilslutningstilladelser til bilvaskehaller. En rundspørge blandt kommunerne viser, at flertallet af vaskehallerne endnu ikke har tilslutningstilladelser med vilkår, men at kommunerne generelt har planlagt at udforme tilladelser indenfor det kommende års tid (Kommuner, 2000). De i kapitel 6 beskrevne forslag til strategier for regulering af spildevandsbelastningen kan anvendes i dette arbejde.

1.6.2 Svensk regulering af bilvaskeanlæg

I Sverige har Naturvårdsverket (den svenske Miljøstyrelse) udarbejdet retningslinier for miljøregulering af bilvaskeanlæg i form af de såkaldte Allmänna Råd 96:1 (Naturvårdsverket, 1996). Allmänna Råd har vejledende karakter for de lokale miljømyndigheder, hvilket normalt er kommunerne. Dvs. at det er den enkelte kommune, som i sidste ende fastsætter de faktiske krav til bilvaskeanlæggene.

En nylig gennemført undersøgelse viser, at flertallet af de svenske kommuner i store træk følger de Allmänna Råd; dog med varierende tidsrammer for kravopfyldelse. Det er typisk de større kommuner, som har de nødvendige ressourcer, der er længst fremme med håndhævelse af de vejledende krav (Petersson, 1999).

Retningslinier i Allmänna Råd 96:1

Allmänna Råd 96:1 beskriver regulering af både automatisk og manuel vask af personbiler og lastvogne/busser samt andre gadekøretøjer f.eks. traktorer. Retningsliniernes slutmål for miljøforbedringerne er lukkede systemer, hvor vaskevandet recirkuleres. I overgangsperioden - inden dette mål kan opfyldes - er der opstillet en række etapemål.

I overgangsperioden tillades spildevandet afledt til kloaksystemet. Ifølge etapemålene bør mindst 80% af den vandmængde, som anvendes til vask, recirkuleres. Spildevandsmængden pr. køretøj bør ikke overstige 50 l for personbiler og 150 l for lastvogne/busser. Køretøjets udslæb er ikke medregnet, hvilket typisk drejer sig om 7-10 l for personbiler og 20-100 l for lastbiler/busser.

Endvidere indeholder etapemålene retningslinier for den maksimalt acceptable afledte mængde forurening for en række parametre. Da det er forureningsmængden, der er afgørende og ikke koncentrationerne i spildevandet, er retningslinierne opstillet som afledt mængde pr. køretøj. De maksimale værdier – beregnet som månedsgennemsnit – for tungmetaller og mineralsk olie fremgår af tabel 1.6.1.

Etapemålene er fastsat på baggrund af middelbelastningerne fra svenske vaskeanlæg målt i 1992-94 (Naturvårdsverket, 1996) fratrukket 80%. De 80% blev fastsat ud fra en antagelse om, at en normal renseeffekt af industrielt spildevand for tungmetaller og olie kan forventes at ligge på 80% ved anvendelse af diverse renseteknologier og efterfølgende recirkulering af spildevandet (Lindblom, 1999).

F.eks. for bly var den målte svenske middelværdi 65,4 mg/køretøj (Naturvårdsverket, 1996). Heraf kan fratrækkes 80%, hvilket giver 13 mg/bil eller afrundet: 10 mg/køretøj. Undtaget denne fremgangsmåde er etapemålet for zink, som er strammet yderligere fra 100 til 50 mg/køretøj. Dette på baggrund af, at man i Sverige i 1996 så en stigende tendens for zink i forhold til grænseværdien for spildevandsslam (Lindblom, 1999).

De svenske etapemål og slutmål blev fastlagt gennem et samarbejde mellem Naturvårdsverket og Petroliumshandlarnas Riksforbund (PRF) (Lindblom, 1999).

Ved fastsættelse af værdierne for lastbiler/busser er personbilsbelastningen ganget med tre. De tilgængelige svenske data er langt overvejende fra vask af personbiler, mens belastningen fra bus- og lastvognsvask er ringe dokumenteret. Naturvårdsverket har derfor blot antaget, at belastningen fra bus- og lastvognsvask er tre gange større end fra personbiler. Antagelsen er ikke blevet verificeret gennem målinger (Sjöstrand, 1999).

Tiltag til at efterkomme slutmålet med lukkede systemer eller etapemål bør gennemføres inden for følgende tidsplan:

• Ved nybygning af alle anlæg, herunder både anmeldepligtige bilvaskeanlæg og anlæg under anmeldeniveau. Ved ombygning af anmeldepligtige bilvaskeanlæg.³

• Ved eksisterende anmeldepligtige bilvaskeanlæg. Recirkuleringssystemer af vaskevandet bør også være installeret ved anlæg under anmeldeniveau.

• Ved samtlige bilvaskeanlæg.

Den trinsvise tidsfrist er opstillet for at give vaskeanlægsleverandørerne tid til at udvikle egnede renseteknikker. Èt af formålene med de Allmänna Råd er netop at igangsætte en teknologisk udvikling, som kan reducere miljøbelastningen fra bilvaskeanlæggene.

Kontrolkrav

Kontrollen af anlæggene bør ifølge Allmänna Råd ske gennem en såkaldt funktionskontrol af referenceanlæg. Funktionskontrollen gennemføres for de forskellige typer af vaskeanlæg med recirkulering, således at der ikke skal gennemføres omfattende måleprogrammer ved hvert enkelt anlæg. Her tænkes primært på personbilsvask med recirkulering, da vaskeanlæg til bus- og lastvognsvask ikke optræder i samme store og ensartede antal.

Funktionskontrollen skal dokumentere, at en given type recirkuleringsteknik overholder retningslinierne under dokumenterede driftsbetingelser med hensyn til tilknyttet vaskeanlæg og kemikalieanvendelse. Testen udføres fuldskala efter et detaljeret drifts- og måleprogram.

Ifølge Allmänna Råd bør det være leverandørernes ansvar at gennemføre en funktionskontrol af recirkuleringsanlæggene og således dokumentere, at anlæggene overholder retningslinierne. F.eks. har det danske firma Re-Clean fået foretaget en funktionskontrol af et renseanlæg på en svensk Q8-station i forbindelse med, at anlægget markedsføres i Sverige (IVL, 1998).

Reelt er det dog ikke alle svenske kommuner, som mener, at det er tilstrækkeligt, at der er gennemført funktionskontrol af anlægget. Visse kommuner – bl.a. Stockholm Stad – kræver også målinger ved de enkelte anlæg. Dette begrundes ud fra, at forholdene i praksis varierer med hensyn til kemikalieanvendelse og lokale forhold (Petersson, 1999).

I 1998 har Naturvårdverket udsendt et baggrundsmateriale med retningslinier for egenkontrol og for årlig rapportering til tilsynsmyndigheden (Naturvårdsverket, 1998). Retningslinierne består af en detaljeret beskrivelse af de basisoplysninger, som ejeren af et bilvaskeanlæg bør tilsende tilsynsmyndigheden én gang årligt – herunder analyseresultater – samt de driftsjournaler, som bør føres for anlægget.

Hertil kommer forslag til fastlæggelse af krav om prøvetagningsfrekvens. Prøvetagningsfrekvensen opdeles ud fra vaskeanlæggenes status i forhold til etapemålene i Almänna Råd 96:1. Retningslinierne foreskriver følgende (Naturvårdsverket, 1998):

• Anlæg som opfylder etapemålene
  Indehaveren af anlægget skal kunne fremvise en rapport fra gennemført funktionskontrol til tilsynsmyndigheden. Prøvetagningen bør ske mindst én gang hvert 3. år og rapporteres til den lokale myndighed. I de mellemliggende år rapporteres driftskontrollen i årsrapporter.
  Prøvetagningen bør ske over en periode med maksimumbelastning på mindst tre timer eller - hvis det skønnes, at driftsvariationerne nødvendiggør en længere periode - mellem et døgn og en uge. Den længere prøvetagningsperiode bør også indeholde en periode med maksimumbelastning. Prøvetagningen bør være flowproportional, men en driftsstyret tidsproportional prøvetagning kan også accepteres.
• Anlæg, som opfylder etapemålene, men ikke er funktionskontrolleret
  Prøvetagning bør ske mindst én gang pr. år over samme periode og med samme prøvetagningsmetode, som beskrevet ovenfor. Endvidere bør prøvetagningen ske ved vintertung belastning i perioden fra november til april.

• Anlæg med kun sandfang og olieudskillere
  Behovet for prøvetagning afgøres fra sag til sag ud fra kendskab til det enkelte anlægs belastning og den samlede belastning fra vaskeanlæg i kommunen. Normalt bør prøvetagning dog ske mindst én gang pr. år over den samme periode og med samme prøvetagningsmetode, som beskrevet ovenfor.

Alle prøvetagningerne bør ifølge retningslinierne omfatte analyser for tungmetaller (Cd, Pb, Zn, Cr, Ni), ledningsevne, pH, SS, TS, COD, BOD, Total-P, fosfor, nitrat samt olie/fedt.