[Forside] [Indhold]

Miljøparametre til miljøindeks for emballageafgifter

Miljøparametre til miljøindeks for emballageafgifter/sammenfattende artikel

Dette projekt har til formål at opstille miljøprofiler for emballage. Miljøprofilerne skal være et input til at inddrage materialernes miljøbelastning ved fastsættelse af afgift på emballage for at øge producenternes incitament til valg af materialer med lavere miljøbelastning.

Den 1. januar 1999 blev der indført en ny emballageafgift for salgsemballage. Afgiften har til formål at reducere emballagemængderne og dermed miljøbelastningerne relateret hertil. Afgiften er baseret på vægten af emballagen, og tager ikke højde for materialetypen eller dennes miljøbelastning.

Dette projekt udgør et metodestudie for opstilling af miljøprofiler for følgende typiske salgsemballager:

  • pap/papir
  • glas
  • HDPE-, LDPE-, PP-, EPS-, PET- , PVC- og PS plast
  • hvidblik
  • aluminium

Miljøprofilerne er opdelt på primær energi forbrug, CO2 emission, miljøeffekter, ressourceforbrug af kul, olie og naturgas samt affaldsgrupper, og består i livscyklusbaserede miljøscreeninger, udført efter den danske UMIP-metode (Udvikling af miljøvenlige industriprodukter).

Der er opstillet en række scenarier for de forskellige materialer, der anvendes til emballage. Scenarierne er baseret på antagelser om, at materialet enten er baseret på primært materiale eller sekundært materiale. Ved affaldshåndteringen antages det, at emballagen bortskaffes til forbrænding eller en kombination af forbrænding og genindvinding. Dette giver 4 scenarier for hvert materiale, der anvendes til emballage med undtagelse af glas og aluminium, hvor der er anvendt 2 scenarier. I beregningerne er der anvendt gennemsnitscenarier for fremstilling af emballagen. En følsomhedsvurdering viser, at dette ikke har væsentlig betydning for miljøprofilen. For alle materialer på nær glas regnes der med, at forbrænding af emballagen medfører en energigevinst, som godskrives i miljøprofilen.

Det vurderes på basis af de gennemførte miljøberegninger og opstillede miljøprofiler at projektets anvendte metode er egnet til at skabe overblik over de forskellige emballagematerialers miljøbelastninger. Miljøprofilerne giver mulighed for at opstille nogle miljøkategorier for de forskellige emballagematerialer.

Ved betragtning af miljøprofilerne for de forskellige materialetyper udviser pap/papir og glas lavest miljøbelastning, og plasttyperne en middel miljøbelastning - på nær EPS og PVC bortskaffet ved forbrænding. Plasttyperne EPS og PVC bortskaffet ved forbrænding samt aluminium forbrændt udviser den højeste miljøbelastning af de vurderede materialer. Stål udviser en høj belastning, når der ses på affald på grund af farligt affald. For de øvrige parametre er hvidblik på niveau med plasttyperne.

Resultaterne viser også, at genvinding af PVC, EPS, aluminium og til dels stål, vil betyde lavere miljøeffekter end hvis materialet forbrændes. For PVC er der tale om et tænkt eksempel, da PVC teknologisk set ikke kan genanvendes til emballage.

Miljøprofilerne for de enkelte parametre viser sig generelt at være relaterede til energiforbrug.


[Forside] [Indhold] [Top]