Håndbog i produktorienteret miljøarbejde
Sammenfatning
I de senere år er der kommet stadig større fokus på miljøpåvirkningerne i
forbindelse med fremstilling, brug og bortskaffelse af produkter. Kravene til at
dokumentere disse påvirkninger er stigende, og det samme er ønskerne om at nedbringe
produkternes samlede miljøpåvirkninger.
Stadig flere virksomheder får miljørelaterede henvendelser fra deres kunder, ligesom
de øgede offentlige, grønne indkøb trækker i samme retning. De officielle
miljømærkeordninger (den nordiske Svane og EU's Blomst) og Miljøstyrelsens
miljøvejledninger til offentlige indkøbere indeholder f.eks. en række konkrete krav og
anbefalinger, som produkterne skal eller bør leve op til.
Det overordnede politiske formål med den produktorienterede miljøindsats er at fremme
udvikling , efterspørgsel og afsætning af renere produkter. Et renere produkt er
et produkt, der forurener mindre i det samlede livsforløb sammenlignet med produkter, der
leverer tilsvarende ydelser. Sammenlignet med en miljøindsats, der har fokus på renere
teknologi og forbedringer i den enkelte virksomhed, forudsætter den produktorienterede
indsats en langt større grad af koordinering og samarbejde. At arbejde produktorienteret
er at udvide det forebyggende miljøarbejde til også at omfatte en vurdering af
miljøpåvirkninger og forbedringsmuligheder i relation til både produktionen og
produktets livscyklus. Og at handle ud fra denne viden. Det handler med andre ord om at
indarbejde en livscyklustankegang.
På den internationale scene arbejder flere og flere virksomheder med "Product
Chain Management", hvor de enkelte virksomheder i en produktkæde bliver knyttet
tættere sammen, og hvor styringen og kontrollen gennem kæden er større. I dag kommer
miljøforhold i stadig større grad med i dette samarbejde.
En af de helt nødvendige forudsætninger for produktorienteringen er tilstrækkelig
viden om produkternes miljøpåvirkninger i livsforløbet, og hvilke muligheder den
enkelte aktør dvs. også jeres kunder og leverandører - har for at nedbringe
påvirkningerne. Inden I træffer omfattende beslutninger om, hvordan I vil indarbejde
livscyklustankegangen i miljøarbejdet, skal I derfor sikre jer, at I har et
tilstrækkeligt videngrundlag. Både om produkternes miljø- og
arbejdsmiljø-påvirkninger og om markedets forventninger og muligheder. Markedsvinklen er
vigtig at få med. Et produkt kan være nok så miljø-venligt, men hvis det ikke bliver
købt og dermed erstatter et mere miljøbelastende produkt, er der ingen gevinster.
At arbejde produktorienteret betyder også, at de forskellige dele af jeres
organisation sandsynligvis bliver inddraget i miljøarbejdet på en anden måde end
tidligere. F.eks. har indkøbsfunktionen direkte kontakt til leverandørerne, salgs- og
marketingafdelingen har kontakt til kunderne, og udviklingsafdelingen skal ligeledes
inddrage livscyklusbaserede miljø- og arbejdsmiljøhensyn ved udvikling eller tilpasning
af nye produkter. Det er vigtigt at afklare, hvordan alle disse funktioner bedst støtter
op om den produktorienterede miljøindsats.
En løbende proces

Som i al anden systematisk indsats er der tale om en løbende proces med vurdering,
planlægning, handling og opfølgning Opfølgningen fører til nye vurderinger,
beslutninger og handlinger.
Hvad får virksomheden ud af at arbejde produktorienteret?
Ud over at nedsætte produkternes miljøpåvirkninger, er der en række vigtige
sidegevinster ved at arbejde produktorienteret. Blandt andet:
- større viden om produkterne, også med hensyn til økonomi
- tættere dialog og samarbejde med kunder og leverandører
- forbedring af den strategiske markedsposition
- større koordinering og samarbejde internt i virksomheden
Hvem kan arbejde produktorienteret?
Målgruppen for denne håndbog er virksomheder, der ønsker inspiration og praktiske
anbefalinger til at produktorientere miljøarbejdet. Dette vil i høj grad berøre
samarbejdet i produktkæden, og dermed også virksomhedernes kunder og leverandører, og
håndbogen kan således også bruges i dialogen og samarbejdet med dem. Det er ikke
nødvendigt at have erfaringer med livscyklusvurderinger eller at have et
miljøledelsessystem for at bruge håndbogen, idet de indledende kapitler er skrevet som
støtte til at komme i gang med en produktrettet miljøindsats. I hvilket omfang, I vil
bruge det som afsæt for en systematisk miljøindsats eller til at videreudvikle den
nuværende, er op til jer selv.
Håndbogens centrale anbefalinger
De vigtigste forhold at huske på, når man vil produktorientere sin miljøindsats er
samlet i nedenstående 10 punkter. Det er samtidig de centrale anbefalinger i håndbogen,
som dog også behandler en lang række emner ud over de nævnte. Som i enhver anden
strategisk indsats er det vigtigt, at ledelsen aktivt støtter op om arbejdet og
prioriterer indsatsen.
- Afklar hvor de væsentligste miljøpåvirkninger i produktets livscyklus er, og
hvad det er mest relevant at arbejde med. Gennemfør et pilotprojekt, hvor I opbygger
viden og systematik til at foretage miljøvurderingerne.
- Afklar hvilke krav og markedspotentialer, der er for produkterne, set i et
miljøperspektiv. Overvej også hvilke fordele, der kan være for jer selv og jeres
kunder/leverandører ved at gøre en fælles indsats.
- "Sælg" resultaterne i organisationen, så der bliver skabt forståelse for
mulighederne ved at arbejde produktorienteret. Medarbejderne skal inddrages aktivt.
- Fastlæg på ledelsesniveau, hvordan den miljørelaterede markedsstrategi skal være.
- Fastlæg konkrete mål for de produktrelaterede forbedringer og udarbejd politikker for
de prioriterede indsatsområder, f.eks. indkøb eller produktudvikling.
- Styrk og afklar samarbejdet mellem miljøfunktionen og de andre funktioner, så ansvaret
ikke falder mellem to stole.
- Giv de medarbejdere, der skal arbejde med miljøforholdene i dagligdagen, et ansvar for
og kompetence til, at det sker.
- Udarbejd retningslinjer, checklister m.m. til brug for miljøindsatsen så de passer til
jeres ambitionsniveau.
- Opbyg et passende dokumentationsgrundlag, der er så fleksibelt, at det kan bruges i
mange sammenhænge, både internt og eksternt.
- Fastlæg rutiner, der sikrer opfølgning på både miljøpåvirkninger og
markedsmuligheder.
|