| Forside
| | Indhold | | Forrige
| | Næste |
Samfundsøkonomiske omkostningsvurderinger ved
anvendelsesreguleringer på kemikalieområdet
3. Basis for beregninger
Omkostningsanalysen indledes med at man definerer den situation, man ønsker at
vurdere, tillige med den udgangssituation som man ønsker at sammenligne med. Dette
betegnes også henholdsvis alternativ- og basisscenarierne. Forud for opstilling af disse
scenarier må der fastlægges en passende tidshorisont for analysen.
3.1 Tidshorisont
Da alle effekter af et tiltag ikke opstår med det samme, er det vigtigt at vurdere
tiltagets konsekvenser over en længere tidshorisont. De samlede omkostninger beregnes i
princippet som den tilbagediskonterede værdi af alle fremtidige effekter.
Ved omfattende investeringsprojekter som f.eks. infrastruktur-projekter, hvor der
initialt gøres store investeringer, bør tidshorisonten i omkostningsanalysen være
forholdsvis lang.
Også kemikalieområdet kan være præget af initiale omkostninger enten i form af
investeringer i nye processer eller i forbindelse med udvikling og afprøvning af nye
produkter. Tidshorisonten må baseres på den økonomiske levetid for disse
investeringer. Denne er normalt forholdsvis kort på kemikalieområdet, hvor der hurtigt
udvikles nye produkter/metoder, men må nærmere fastsættes i det enkelte tilfælde.
I forbindelse med valg af tidshorisonten må det endvidere fastlægges, om
anvendelsesbegrænsningen introduceres på én gang eller gradvist fases ind over en
periode. Det kan have stor betydning for omkostningerne, jf. boks 3.2.
Boks 3.1:
Eksempel på øjeblikkelig versus gradvis indføring af nye mærkningsregler
Studiet "Financial costs of Plastics Marking" er fra august 1999 og er
udført for EU-kommissionens Generaldirektorat XI. Baggrunden for det er, at
obligatorisk mærkning af plastprodukter er en mulig måde til at øge det nuværende
niveau for recirkulation og genbrug af plast - og dermed reducere den samlede
plastaffaldsmængde i EU.
Der betragtes tre forskellige standarder for mærkning (ISO, SPI og en kombination af
de to), og der anvendes to forskellige mærkningsmetoder, print- og støbemetoden. Desuden
betragtes mulighederne for øjeblikkelig indføring af nye regler for mærkning eller
gradvis indføring over fem år.
For de produktioner, hvor printmetoden anvendes, består omkostningerne både af
investeringsomkostninger samt af løbende drift- og vedligeholdelsesomkostninger.
Investeringsomkostningerne er forholdsvis små sammenlignet med drift- og
vedligeholdelsesomkostningerne. Der vil derfor ikke være særlig stor forskel på, om
mærkningsreglerne indføres øjeblikkeligt eller gradvist.
For støbemetodens vedkommende udgøres omkostningerne kun af investeringsomkostninger,
når en eksisterende stansemaskine skal modificeres eller udskiftes. Når en stansemaskine
udskiftes eller repareres som led i den almindelige drift er det næsten omkostningsfrit
at modificere den til at foretage mærkning. Men hvis det er nødvendigt at købe en ny
maskine for at overholde nye mærkningsregler, kan omkostningerne blive meget høje,
eftersom den nye maskine typisk er meget dyr. Derfor kan omkostningerne til obligatorisk
mærkning i dette tilfælde reduceres væsentligt, hvis reglerne indføres gradvist og
derved giver industrien mulighed for at udsætte de nødvendige modifikationer af
stansemaskinerne til de efter planen alligevel skulle repareres eller udskiftes.
Det estimeres således, at kun en fjerdedel af stansemaskinerne skal modificeres eller
udskiftes, hvis reglerne indføres gradvist. Omregnet til årlige omkostninger estimeres
det, at de totale omkostninger kun bliver ca. en tredjedel af omkostningerne ved en
øjeblikkelig indfasning af mærkningsreglerne. |
3.2 Basis-scenariet
Basis-scenariet illustrerer den forventede situation uden anvendelsesreguleringen. Det
beskriver en sandsynlig udvikling inden for hele tidshorisonten i produktionen og
anvendelsen af de relevante kemikalier og udviklingen i de tilhørende omkostninger, hvis
der ikke gennemføres anvendelsesregulering. Vurdering af kemikaliemængder og tilhørende
omkostninger bestemmes således:
 | Kemikalieanvendelse: Den mest nøjagtige beskrivelse af kemikalieanvendelsen
fås, hvis der foreligger en massestrømsanalyse, der beskriver produktionen og/eller
anvendelsen af de relevante kemikalier før reguleringen. Disse oplysninger giver grundlag
for en vurdering af, hvorledes produktion/anvendelsen ville have udviklet sig uden
tiltaget, herunder årligt anvendte mængder inden for forskellige anvendelsesområder.
Ofte kan man forudsætte, at produktionen/anvendelsen i denne periode ville have været
uændret. Hvis der er udsigt til øget eller vigende omsætning af kemikalierne eller af
de produkter, hvori kemikalierne indgår som følge af markedsmæssige eller teknologiske
ændringer, bør udviklingen i de forventede anvendte mængder imidlertid justeres
tilsvarende. |
 | Omkostninger: Opgørelsen vedrører primært omkostningerne forbundet med
produktion og/eller køb af kemikalierne. Ved beregning af omkostningerne anvendes de
eksisterende priser på de relevante kemikalier, med mindre der er udsigt til ændringer i
realpriserne i fremtiden. I så tilfælde justeres kemikaliepriserne over
beregningsperioden, således at omkostningerne indeholder eventuelle forventede
prisudviklinger. |
3.3 Alternativscenariet
Alternativscenariet skal afspejle den forventede situation efter indførelsen af et
anvendelsesbegrænsende tiltag. Det skal således beskrive den forventede ændring i
produktion og anvendelse af de regulerede kemikalier og i deres substitutter samt
udviklingen i de tilhørende omkostninger, hvis der gennemføres anvendelsesregulering.
Vurdering af kemikaliemængder, tilhørende effekter og omkostninger bestemmes således:
 | Kemikalieanvendelse: Substitutionsanalysen beskriver alternativer til anvendelsen af
kemikaliet, herunder om alternativerne helt eller kun delvist kan substituere det
regulerede kemikalie, og om der forventes kvalitetsmæssige ændringer eller forringelser
i øvrigt. Udviklingen i forbruget af det regulerede kemikalie og af eventuelle
substitutter vurderes på baggrund af substitutionsanalysen. |
 | Omkostninger: Ændringer i omkostningerne for berørte grupper forbundet med
anvendelsesreguleringen i forhold til situationen i basis-scenariet opgøres. Til brug for
beregningerne identificeres de væsentligste omkostningselementer hos berørte
produktions- og brugergrupper som følge af reguleringen, og der foretages efterfølgende
en værdisætning af disse elementer med henblik på at fastlægge de samlede
meromkostninger som følge af reguleringen. |
De samfundsøkonomiske omkostninger ved reguleringen kan da beregnes ud fra forskellen
mellem omkostningerne i basisscenariet og alternativscenariet.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top | |