| Indhold |

Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 4, 2001

Forundersøgelse af effektiviseringspotentialet på forbrændings- og deponeringsområdet i Danmark

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

1.1 Baggrund for projekt

Den direkte anledning til at gennemføre en undersøgelse af effektiviseringspotentialet på forbrændings- og deponeringsområdet er, at Finansministeriet i "Miljøvurdering af finanslovsforslaget for 2000" /3/ havde et kapitel 3 om "Affaldshåndtering – miljø og økonomi".

Det fremgår heraf, at Finansministeriet vurderer, at forskellene i behandlingsgebyrer kan bl.a. tilskrives forskelle i effektivitet i selskaberne.

På baggrund heraf har Miljø- og Energiministeriet vurderet, at der var behov for en nærmere analyse af effektiviseringspotentialet inden for forbrændings- og deponeringsområdet.

På grund af affaldsområdets kompleksitet har Miljøstyrelsen imidlertid også vurderet, at det var nødvendigt at gennemføre en forundersøgelse, som med henblik på udbud af et hovedprojekt skal:

1. Afdække økonomiske, tekniske, juridiske og organisatoriske problemstillinger, som knytter sig til opgaven med at afdække effektiviseringspotentialet på områderne.
2. Komme med anbefalinger, som kan danne grundlag for opgave – metodebeskrivelse i Miljøstyrelsens udbud af hovedopgaven.

Sideløbende med dette projekt har Miljøstyrelsen, også med baggrund i "Miljøvurdering af FFL 2000", igangsat et projekt om "Forudsætninger og konsekvenser af en liberaliseret affaldsbehandlingssektor" for at undersøge, hvilke problemstillinger der knytter sig til en mere markedsorienteret regulering af affaldsbehandlingssektoren i Danmark.

1.2 Formål med hovedprojekt

Formålet med hovedprojektet er at undersøge effektiviseringspotentialet inden for forbrændings- og deponeringsområdet. Det skal undersøges

	om der er et effektiviseringspotentiale,
	hvor stort dette eventuelle effektiviseringspotentiale er,
	hvilke væsentlige årsager der kan forklare dette eventuelle effektiviseringspotentiale,
	i hvilken grad det er muligt at realisere et eventuelt effektiviseringspotentiale.

1.3 Andre sideløbende og tidligere initiativer og projekter

Projektet om undersøgelse af effektiviseringspotentialet for forbrændings- og deponeringsområdet indgår som et naturligt led i en række initiativer og projekter, som gennem de senere år har fokuseret på metoder for fastsættelse af gebyrer, gennemsigtighed i gebyrerne, regnskabsprincipper og prisforskelle i affaldshåndtering og affaldsbehandling.

Ud over dette projekt er der således mindst 2 andre projekter i gang.

Reno-Sam har således, som forening for 29 fælleskommunale affaldsselskaber, iværksat et udviklingsarbejde for at udvikle og implementere værktøjer til nøgletals- og procesbenchmarking inden for den offentlige affaldsbehandling, kombineret med en indsats for at udvikle en skitse til en fælles kontoplan /10/.

Desuden har Kommunernes Landsforening sammen med Dansk Industri og med støtte fra Rådet for Genanvendelse og Renere Teknologi iværksat et projekt om "gennemsigtighed i kommunale renovationsgebyrer", som bl.a. ved opstilling af nøgletal vil forsøge at afdække nogle af de bagvedliggende årsager til varianterne i de kommunale gebyrer.

Ud over de igangværende aktiviteter på området har der i de senere år været en række initiativer, som alle ligger inden for samme problemfelt.

Allerede i december 1996 vedtog et enigt Folketing, i forbindelse med en redegørelsesdebat om regeringens affaldspolitik, et forslag til motiveret dagsorden, hvor et af elementerne pålagde ministeren "at sikre gennemsigtighed i gebyrfastsættelse og økonomi i de enkelte affaldsordninger".

I direkte forlængelse heraf udarbejdede Reno-Sam for Miljøstyrelsen publikationen "Råd & Vink" om gebyrfastsættelse på affaldsområdet, Miljøprojekt 465, 1999 /5/, som havde til formål at give kommuner og affaldsselskaber et solidt kendskab til regelgrundlaget for gebyrfastsættelse og give råd m.h.t. offentliggørelse m.v.

Derudover har KonkurrenceStyrelsen i 1999 udsendt en redegørelse om affaldssektoren /6/, hvor styrelsen på baggrund af gennemgang af 4 affaldsselskaber gør sig nogle overvejelser og bl.a. kommer med anbefalinger til mere ensartede regler for gebyrfastsættelse og om mulighederne for at kombinere "hvile-i-sig-selv" princippet med benchmarking.

Inden for samme område har Indenrigsministeriet i januar 1999 udsendt betænkning 1369 om "Det fremtidige budget- og regnskabssystem for kommunerne og amtskommunerne" /7/. Heri behandles bl.a. nogle af de problemer som det kommunale budget- og regnskabssystem giver i forhold til bl.a. aktivering og periodisering af anlægsaktiver.

1.4 Projekt og følgegruppe

I forbindelse med forprojektet har der været nedsat en følgegruppe med følgende deltagere:

Affaldsteknisk Samarbejde
Energistyrelsen
Finansministeriet
Kommunernes Landsforening
KonkurrenceStyrelsen
Københavns Kommune
Miljøstyrelsen
Reno-Sam

Forprojektet er gennemført af projektchef Ejvind Mortensen (Reno-Sam) med assistance fra seniorforsker Peter Fristrup, Afdelingen for Systemanalyse, Forskningscenter Risø.

Forprojektet har været i høring i perioden 27. april - 26. maj 2000. Miljøstyrelsen har herefter revideret rapporten til forprojektet på baggrund af de modtagne høringssvar.

2. Affaldsbehandling som et element i offentlig forsyningsvirksomhed

2.1 Generelt

Affaldsbortskaffelse er kun langsomt blevet en del af den offentlige forsyning. Fra senmiddelalderen og helt frem til det 20’ende århundrede forsøgte man at håndhæve grundejernes forpligtigelse til at bortskaffe affaldet, som for dagrenovationens vedkommende helt frem til 1960’erne overvejende bestod af aske og bionedbrydeligt affald.

Fra midten af det 19’ende århundrede og frem til miljøloven i 1973 var sundhedsvedtægten grundlaget for regulering af affaldsbortskaffelsen.

Efter 2. verdenskrig blev det mere og mere almindeligt, at købstadskommunerne påtog sig forpligtigelsen med at få husholdningsaffaldet skaffet bort enten ved egen kørselsafdeling eller ved entrering med private vognmænd.

I starten var bortskaffelse blot at fylde affaldet i passende huller i form af grusgrave, mosehuller eller lavvandede kystområder.

Der havde op igennem det 20. århundrede været tilløb til at nyttiggøre affaldet dels gennem kompostering dels ved forbrænding.
Med den øgede affaldsmængde, den ændrede affaldssammensætning, den øgede miljøbevisthed og med miljøloven i 1973 kom et markant skift. Lossepladser skulle ikke længere blot være et tilfældigt hul, som blev fyldt op. Samfundet begyndte at stille krav til både placering, indretning og drift.

Samtidig steg brændværdien af dagrenovation væsentlig. Sammen med en række andre faktorer betød det også en vækst i interessen for affaldsforbrænding.

Miljøreglementet, som kom sammen med miljøloven i 1973, slog også fast, at det var kommunernes forpligtigelse at sørge for indsamling af dagrenovation i byområder med mere end 1000 indbyggere.

I dag har kommunerne gennem Miljøbeskyttelsesloven /1/ og Affaldssbekendtgørelsen /2/ en meget omfattende forpligtigelse til at sørge for bortskaffelse af husholdningsaffaldet og for at kunne anvise bortskaffelse for alt andet affald, som genereres inden for deres område.

Denne meget omfattende forpligtigelse har kommunerne først fået i midten af 1980’erne.

Baggrunden var, at der i midten af 1980’erne opstod mangel på deponeringskapacitet i Hovedstadsområdet. Det førte til kraftige krav for vognmændene (affaldstransportørerne), og det kulminerede med affaldstransportørernes demonstration på Christiansborg Slotsplads for, at det offentlige skulle sikre den nødvendige lossepladskapacitet.

Det førte til, at kommunerne både fik en anvisningspligt og en anvisningsret, således at de affaldsproducenter, som kommunerne blev forpligtet til at sikre kapacitet for, også fik en forpligtigelse til at anvende de anlæg, som kommunerne var nødt til at etablere.

2.2 Forbrænding

Den moderne udbygning med forbrændingsanlæg startede i slutningen af 1960’erne, hvor mængden af især brændbart affald begyndte at stige voldsomt. Samtidig blev det vanskeligere at finde egnede lokaliteter til placering af lossepladser.

Derfor begyndte mange købstadskommuner, men også mindre kommuner, at etablere forbrændingsanlæg i fællesskab.

Mange af disse små anlæg var uden energiudnyttelse og havde således kun volumenreduktion og en hygiejnesering som mål. Enkelte større anlæg med energiudnyttelse (fjernvarmeproduktion) blev dog også etableret i den periode.

Energikrisen i starten af 1970’erne satte for alvor gang i etablering af forbrændingsanlæg med fjernvarmeproduktion. Samtidig medførte Seveso-katastrofen og den deraf følgende opmærksomhed på dioxin og furaner, at alle små anlæg i løbet af 1980’erne blev lukket.

Energipolitikken placerede i øvrigt i slutningen af 1980’erne affaldsforbrænding som en energikilde, der skulle have fortrinsstilling til udpegede varmemarkeder, desuden fastlagde energipolitikken, at der skulle ske en omstilling af affaldsforbrændingsanlæggene fra ren fjernvarmeproduktion til kraftvarmeproduktion.

Denne omstilling pågår stadig, idet Energistyrelsen har lavet en overordnet plan for denne omstilling. På baggrund af denne plan har man tilskrevet de respektive hjemstedskommuner med "forudsætningsskrivelser".

Forudsætningsskrivelserne indeholder et pålæg til kommunen om i varmeplanen at sikre omstilling af forbrændingsanlæggene til kraftvarmeproduktion inden en vis dato. Det betyder, at placering af kravet om kraftvarmeproduktion og adgangen til et varmemarked er reguleret gennem den statslige energiplanlægning.

Den sidste binding i den offentlige regulering er, at det siden 1. januar 1997 har været forbudt at deponere forbrændingsegnet affald. Forbudet er etableret ved, at kommunerne har fået pligt til at anvise forbrændingsegnet affald til forbrænding.

Dette krav har tydeliggjort en reel underkapacitet på forbrændingsområdet, og affaldsselskaber / forbrændingsanlæg, som ikke selv har kapacitet eller aftaler om adgang til den fornødne kapacitet til at brænde affald, har måttet etablere forskellige former for mellemlager af affald, ofte med opbalning, indpakning og øget transport af affaldet til følge.

Det er sket, mens man på den administrative side har arbejdet for at skaffe sig adgang til den nødvendige forbrændingskapacitet. Det kan være gennem samarbejde med andre selskaber/anlæg, eller gennem forhandling med Miljøstyrelse og Energistyrelse at få lov til at etablere ny forbrændingskapacitet.

2.2.1 Organisering

Affaldsforbrænding i Danmark er organiseret med forskelligt ejerskab til forbrændingsanlæggene. Det kan være:

	Kommunalt eller fælleskommunalt ejet
	Ejet af et andelsejet fjernvarmeværk
	Elværksejet
	Eller ejet i fællesskab af 2 eller alle ovenstående.

Principielt burde forskelle i ejerskab ikke medføre forskelle i anlæggenes økonomiske og driftsmæssige vilkår. I praksis kan man imidlertid forestille sig, at der er forskelle i finansiering f.eks. grundet forskelle i den grundlæggende praksis hos de forskellige ejergrupper.

Kapitalmæssigt har alle anlæg mulighed for forlods henlæggelse, såvel som for fuld lånefinansiering. Det er imidlertid en ikke verificeret antagelse, at de elværksejede anlæg, som typisk er blevet etableret helt parallelt med elværkernes øvrige elproducerende anlæg, i større udstrækning end de øvrige anlæg er finansieret gennem forlods henlæggelse.

Ejerskabet kunne også tænkes at spille ind, i forhold til hvilken overenskomst anlægget har overenskomst under. Man kunne eksempelvis forestille sig, at det kunne føre til forskelle i overenskomstbestemte krav til bemanding af vagthold.

Dette forhold er ikke undersøgt i forprojektet.

2.3 Deponering

Strukturen / antallet af deponeringsanlæg er et resultat af en centralisering, som skete i løbet af 1970’erne og i starten af 1980’erne.

Indtil dette tidspunkt havde der i næsten hver kommune været en losseplads ofte etableret i gamle grusgrave, nogle privat ejet andre kommunalt ejet. Centraliseringen var et resultat af, at de miljømæssige krav til lossepladser steg med bl.a. krav om membran¹, perkolat² opsamling³ og perkolatbehandling samt øgede krav til indbygning af affaldet.

De øgede miljømæssige krav førte til øget investeringsbehov, øgede driftsudgifter til maskiner og perkolathåndtering, krav om fast bemanding m.v. Alt sammen noget der med relativt begrænsede transportomkostninger gjorde det urealistisk dyrt at fortsætte den meget decentrale struktur.

Samtidig blev det stadigt vanskeligere at finde lokaliteter til nye lossepladser, dels på grund af folkelig modstand mod at blive nabo til en losseplads, dels på grund af den øgede opmærksomhed på grundvandsbeskyttelse. Derfor opstod der en helt naturlig centralisering med etablering af regionale lossepladser etableret af fælleskommunale samarbejder. Man fandt tilsyneladende et leje, hvor middelafstanden til deponeringsanlægget syntes at stå i rimeligt forhold til mængden af affald til deponering og dermed også til deponeringsprisen.

2.3.1 Organisering

I henhold til Miljøbeskyttelsesloven /1/ §50 må nye anlæg for deponering af affald kun ejes af offentlige myndigheder. Der er dog undtagelser for specialdeponier, typisk beregnet for virksomheder som eksempelvis Rockwool eller Gasbetonfabrikken, som har egne deponier for fejlproduktioner, restprodukter o.lign.

Kravet kom ind i Miljøbeskyttelsesloven i slutningen af 1980’erne.

Målet med kravet om offentligt ejerskab fremgår indirekte af §50, stk.4, hvor Ministeren får mulighed for at fastsætte bestemmelser om opkrævning af gebyrer fra privatejede deponeringsanlæg og om fornøden sikkerhedsstillelse til dækning af senere udgifter til kontrol med forurening fra deponeringsanlæggene samt til eventuelle afværgeforanstaltninger ved sådanne depoter.

Det fremgår heraf, at bekymringen knytter sig til den langvarige ansvarsfastholdelse, idet perkolatbehandlingsbehovet og risikoen for at skulle etablere afværgeforanstaltninger for at beskytte grundvandet mod udsivende perkolat på almindelige lossepladser vil fortsætte i årtier efter at deponeringen er ophørt.

¹ Membran:
Se perkolatopsamlingssystem

3. Forskelle der skal tages højde for i en effektivtetsanalyse

Både forbrændingsanlæg og deponeringsanlæg er etableret som offentlige forsyningsanlæg, hvor det er behovet for forbrændings- og deponeringskapacitet, der har været styrende og ikke markedsøkonomiske overvejelser.

Anlæggene drives som hvile-i-sig-selv anlæg, hvilket i økonomisk forstand er at betragte som et reguleret monopol. Som på de fleste andre virksomheder må der for disse hvile-i-sig-selv anlæg forventes at være et effektiviseringspotentiale af en eller anden størrelsesorden.

Begrebet effektiviseringspotentiale kan imidlertid dække over flere forskellige forhold:

Reelle, kortsigtede effektiviseringspotentialer som kan tages hjem af driftsledelsen ved en anden organisering af arbejdet.

Struktur- eller rammebestemte effektiviseringspotentialer, som i bedste fald kun kan hjemtages på langt sigt. Det kunne f.eks. være at afbrænding af affald på grund af forskelle på varmemarkeder viser sig at være mere økonomisk på én lokalitet end på en anden. En sådan gevinst vil kun kunne hjemtages, hvis der er mulighed for at udvide varmeaftaget på det gunstige sted, og da først når den allerede investerede kapital er tjent hjem. Eller hvis eksisterende teknologi udfases for at give plads til mere effektiv teknologi.

Når effektiviseringspotentialet skal kortlægges er det derfor vigtigt:

	At potentialet navngives og
	At tidsperspektivet i realisering af potentialet vurderes.

For at skabe grundlaget for at der i det hovedprojekt, som skal følge efter dette forprojekt, kan ske en så præcis navngivning af potentialerne som muligt med efterfølgende angivelse af evt. tidsperspektiv for realisering, er der i dette kapitel søgt skabt en oversigt over de fysiske, politiske og strukturbestemte rammebetingelser, som kan variere fra anlæg til anlæg.

Disse rammebetingelser er beskrevet nedenfor.

Det er suppleret med en oversigt over henholdsvis forbrændingsanlæg og deponeringsanlæg med angivelse af udvalgte rammebetingelser opgjort i bilag A og B.

Desuden er der i bilag C, D, E og F for henholdsvis forbrænding og deponering, søgt lavet en oversigt over, hvilke omkostningselementer der kan forventes påvirket af forskellige rammeforhold.

3.1 Forbrænding

Teknisk set består et forbrændingsanlæg af:

	Affaldsmodtagelse med brovægt og affaldsregistreringssystem
	Affaldssilo inkl. evt. affaldsneddeler til stort affald
	Forbrændingsovn med kedel for varmtvands- eller dampproduktion
	Røggasrensningsanlæg for fjernelse af støv, sure gasser (saltsyre og evt. svovldioxid) m.v. samt evt. dioxin og kviksølv
	Evt. turbine og generator til produktion af elektricitet, med mindre energien sælges som damp til et elværk
	Slaggehåndteringssystem.

3.1.1 Forskelle i placeringen og størrelse af forbrændingsanlæg

Placering og størrelse af de forskellige forbrændingsanlæg er et resultat af en dialog mellem driftsherre (kommuner, affaldsselskaber, elværk eller varmeværk), kommunen som varmeplanmyndighed, amtet som regionplanmyndighed (herunder VVM) samt Miljøstyrelsen og Energistyrelsen som overordnede planmyndigheder.

Hvis en kommune eller et affaldsselskab mangler forbrændingskapacitet må man, hvis man ikke i forvejen har adgang til et anlæg, forsøge at finde frem til et sted, hvor der er et varmemarked med mulighed for etablering eller udvidelse af et forbrændingsanlæg. Dette kan evt. ske i samarbejde med Miljøstyrelsen og Energistyrelsen.

Uanset om man i forvejen selv har et forbrændingsanlæg, om man skal have et elværk, et fjernvarmeselskab eller et andet fælleskommunalt selskab til at bygge eller at udvide, så kræver det forudgående accept hos Energistyrelsen, hvor både affaldsgrundlag og varmegrundlag skal dokumenteres.

3.1.2 Kapaciteten

Størrelsen af de danske forbrændingsanlæg er udover en dokumenteret/sandsynliggjort affaldsmængde, typisk bestemt af affaldsoplandets størrelse og begrænsningen i adgang til varmemarked. I en del tilfælde vil selve den fysiske størrelse af varmemarkedet være en afgørende faktor for dimensioneringen af anlægget. En række anlæg er så tæt på den maksimale størrelse af, hvad der kan etableres af forbrændingskapacitet i deres opland, at de må bortkøle overskudsvarme i sommermånederne.

Ved godkendelse af anlæggene forsøger Energistyrelsen dog at sikre, at forbrændingsanlæggenes bortkøling minimeres.

3.1.3 Forskelle i røgrensning

Siden de første anlæg blev etableret i omkring 1970, er der sket en udvikling i kravene til røgrensning. Hvor anlæggene tidligere var udstyret med filtre for støvrensning, blev alle anlæg i sidste halvdel af 1980’erne og i de første år af 1990’erne forsynet med materiel til rensning af den sure røggas. Som det ofte er tilfældet med ny teknologi, måtte de anlæg, som først mødte kravet om rensning, købe teknologi til dyre priser, mens de, der var så heldige at komme til senere, fik en mere afprøvet teknologi til lavere priser.

Da man begyndte at etablere "sur" røggasrensning i slutningen af 1980’erne, var det almindelig kendt, at "tør" og "semitør" rensning var det mest økonomiske for de små anlæg, mens "våd" rensning var mest økonomisk for de store anlæg. Det afspejler sig bl.a. i de systemvalg, der blev gjort på de første anlæg, som etablerede sur røggasrensning. I løbet af de 4 – 5 år hvor implementeringen skete, udviklede markedet sig imidlertid således, at det også for små anlæg blev økonomisk attraktivt at etablere "våd" rensning.

Da udbygningen stort set var færdig, blev miljømyndighederne på baggrund af nye undersøgelser opmærksom på, at røgrensningsproduktet var af en karakter, som krævede forbehandling og deponering på særligt udpegede deponier. Det gjorde, at især anlæg med "tør" og "semitør" rensning fik store mængder røgrensningsprodukt, som ikke kunne deponeres på almindelige lossepladser, men måtte oplagres til senere behandling og deponering på de specielt udpegede deponier, som først i slutningen af 1990’erne er blevet udpeget af Miljøstyrelsen. Nogle anlæg har dog i løbet af 1990’erne fået tilladelse til at eksportere restproduktet til endelig deponering i Norge eller Tyskland.

3.1.4 Teknologiske usikkerheder

Udviklingen på røggasrensningsområdet er et eksempel på, hvorledes forudsætninger ændrer sig med tiden, men er også et eksempel på, at nogle teknologier er kapitaltunge og andre er driftstunge.

En tilsvarende udvikling ses i forbindelse med ombygning eller nyetablering af forbrændingsovne til kraftvarmeproduktion. Her har mange forbrændingsanlæg mødt tæringsproblemer i kedlerne, som ikke eksisterede på de "gamle" varmtvandsproducerende ovne. Det skyldes en kombination af, at der i affald er en lang række grundstoffer, som kan give specielle korrosionsproblemer, og at temperatur og trykforhold er helt anderledes, når der skal laves damp til elproduktion, end når der skal laves varmt vand til fjernvarme.

Disse tæringsproblemer er medvirkende til, at en del nyere ovne har større udetid og større reparationsudgifter end oprindelig forudsat. Det er uklart, i hvilket omfang dette forhold i øvrigt forstærker eller svækker andre forskelle i billedet af kapital- og driftsforhold for anlæggene.

3.1.5 Forskelle i energipriser

Afregningsprisen for den producerede energi varierer meget fra anlæg til anlæg og giver derfor store forskelle i de driftsmæssige forudsætninger.

Fastsættelse af energiprisen har hidtil taget udgangspunkt i, at der er blevet forhandlet en elpris på tilsvarende måde som for andre decentrale kraftvarmeanlæg.

Prisen på fjernvarme er derefter fastsat ved en omkostningsdeling mellem affald og varme (ofte 40 / 60), men således at der altid er et loft over varmeprisen i forhold til substitutionsprisen for områdets alternative brændsel, uanset om det måtte være N-gas, gasolie, biobrændsel eller kul-kraftvarme.

Det giver naturligvis store forskelle i afregningspriserne for varmen og dermed i gebyrprisen for affaldsforbrænding. Forskellen viste sig bl.a., da Folketinget med pinsepakken i 1998 lagde energiafgift på varme fra affaldsforbrænding, hvor en del anlæg var nødt til at lade affaldsbehandlingen bære en del af eller hele denne afgift.

3.1.6 Bemandingsmæssige forskelle

Et centralt driftsmæssigt parameter er bemandingen, som kan variere fra anlæg til anlæg, dels på grund af anlæggenes egne beslutninger og dels på grund af organiseringen. Derudover er det kendt, at der i forskellige arbejdstilsynskredse stilles forskellige krav til minimumsbemanding på vagtholdene. Endelig kan man forestille sig, at bemandingen kan variere på grund af overenskomstforskelle, afhængig af om anlæggene er omfattet af offentlig overenskomst eller privat overenskomst (elværkerne).

3.1.7 Variation i levetid

Levetiden på et teknisk anlæg som et forbrændingsanlæg kan anskues på to måder:

	Den tekniske levetid og
	Den teknologiske levetid

Såvel den tekniske som den teknologiske levetid varierer naturligvis fra anlægsdel til anlægsdel.

De bygningsmæssige dele: Administrationsbygninger, modtageanlæg, affaldssilo, værkstedsfaciliteter, kontrolrum, ovnhal og kedelbygning har principielt en meget lang teknisk levetid, som for de fleste dele formentlig langt overstiger den teknologiske levetid.

Specielt for ovnhal og kedelbygning er den teknologiske levetid formentlig væsentlig kortere end den tekniske levetid.

Det samme gør sig gældende for mange af elementerne i selve forbrændingslinjerne.

Når man ser bort fra miljødelen, er den teknologiske levetid for de fleste industrianlæg lig med den økonomiske levetid, idet man almindeligvis vil skifte teknologi, når det er økonomisk fordelagtigt.

Tilsvarende betragtninger gør sig ikke gældende på helt samme måde for forbrændingsanlæggene, der som offentlige forsyningsanlæg er underlagt andre styringsinstrumenter end de markedsmæssige.

Selv om der ved fastsættelse af tidspunkterne for omstillingen til kraftvarmeproduktion har været taget et vist hensyn til anlæggenes alder, har omstillingen generelt været bestemt af andre overordnede samfundsmål end anlæggenes (og affaldsleverandørernes) individuelle interesse i at holde gebyrerne nede.

Med hensyn til de miljømæssige krav er den teknologiske levetid også mindsket i de senere år. Det er dog et vilkår, som man principielt deler med mange markedsorienterede virksomheder. Forbrændingsanlæg blev med Bekendtgørelsen om affaldsforbrændingsanlæg fra 4. januar 1991 omfattet af den korte retsbeskyttelsesperiode på 4 år, hvilket betyder, at tilsynsmyndighederne vil kunne skærpe de miljømæssige krav 4 år efter, at sidste godkendelse er givet.

3.1.8 Affaldstyper

Der er forskel på sammensætningen af de affaldstyper, de enkelte anlæg håndterer, og denne sammensætning har indflydelse på omkostningerne til forbrændingen. Foruden almindeligt brændbart affald håndteres affaldstyper som bl.a. klinisk risikoaffald, stort brændbart affald, slam, kornafrens, fortroligt affald.

3.2 Deponering

Teknisk set består et deponeringsanlæg af:

	Indvejnings- og registreringssystem
	Personalefaciliteter, garage og værksted
	Hegning, volde og beplantning til skærmning af omgivelser
	Deponeringsareal med membran og perkolatopsamlingssystem
	Anlæg til håndtering og behandling af perkolat
	Maskiner til indbygning af affald
	Midlertidige veje såkaldte interimveje
	Mellemafdækning (jord) af visse affaldstyper
	Slutafdækning med råjord, muldjord og evt. beplantning
	Evt. gasindvindingssystem.

3.2.1 Placering og livsforløb for deponier

Det karakteristiske ved livsforløbet for et deponi (en losseplads) er, at levetiden er betydelig længere end den aktive driftsperiode. Det væsentligste i den sammenhæng er, at der mange år efter at pladsen er lukket for deponering, fortsat skal ske behandling af perkolat og evt. gasbehandlinger fra pladsen.

Livsforløbet kan kort beskrives således:

1. Lokaliseringsundersøgelser for udpegning af lokalitet
2. Forundersøgelser med henblik på miljøgodkendelse og projektering, herunder VVM
3. Etablering af modtage- og personalefaciliteter, afgrænsning mod omgivelser samt de første deponietaper og evt. perkolatbehandlingsanlæg
4. Deponeringsfasen:
   - løbende deponering
   - løbende etablering af nye etaper
   - løbende perkolatbehandling
   - løbende afslutning af etaper med gasventilering for visse affaldstyper
5. Nedlukning af deponeringsanlæg med slutafdækning med beplantning samt evt. fjernelse af overflødiggjorte bygninger og anlægsdele
6. Efterbehandlingsperiode med forsat miljøovervågning, perkolatbehandling og i tilfælde af pekolatudsivning intensiveret overvågning og evt. afværgeforanstaltninger og gashåndtering.

Placeringen af de eksisterende deponeringsanlæg er et resultat af en dialog mellem driftsherre/ejer (kommuner / affaldsselskaber) på den ene side og planmyndigheden (amterne og Miljøministeriets landsplanafdeling) på den anden side.

3.2.2 Indretning og drift af deponier

Investeringsniveauet kan variere en del fra det ene deponi til det andet, specielt i forhold til membrankravene, men også m.h.t. krav fastsat i forhold til naboer eksempelvis støj, støv og lugt.

Affaldsdepoterne har anlægs- og miljøteknisk gennemgået en stor udvikling siden starten af 1970’erne.

Alle deponier er i princippet individuelle anlæg tilpasset:

	De affaldstyper som forventes deponeret på anlægget
	De recipient- og grundvandsmæssige interesser på lokaliteten
	De landskabelige forhold.

Et affaldsdeponi består af et deponeringsareal, nogle garage-, mandskabs- og indvejningsfaciliteter, hegning og skærmning af omgivelserne samt maskiner til indbygning af affaldet.

Deponeringsarealet vil almindeligvis være et membransikret areal, ofte opbygget med en kompositmembran⁴ bestående af en plastmembran udlagt på et lerlag, som enten kan være tilkørt og udlagt, eller naturligt forekommende på stedet.

Formålet med membranen er at opsamle den nedbør, som siver gennem deponiet og undervejs bliver til forurenet vand (perkolat).

Enkelte steder i landet er grundvands- og recipientforholdene så gunstige, at det ikke hidtil har medført krav om membran og perkolatopsamling.

Investeringsbehovet vil naturligvis afhænge kraftigt af, om der skal etableres kompositmembran, baseret på plast og tilført ler, eller man helt kan undvære membran. En oversigt over membranforholdene fremgår af Bilag BII.

Ud over membranforhold kan også krav til adgangsveje og lign. variere fra plads til plads.

3.2.3 Forskelle i deponeringshøjde

Ud over miljømyndighedernes krav til beskyttelsesniveau og dermed til investeringsniveau har deponeringshøjden en væsentlig indflydelse på, hvad anlægsomkostningen bliver pr. m³ deponeringsvolumen.

Deponeringshøjden er fastlagt af godkendelsesmyndigheden for det enkelte anlæg ud fra en vurdering af de landskabelige forhold. Deponeringshøjden for danske deponier varierer med en faktor 6 fra 5 m til 30 m, (se Bilag BII).

3.2.4 Forskelle i omkostninger til perkolathåndtering

Omkostningerne til perkolathåndtering er stærkt afhængig af 4 forhold:

	Om der er membran og dermed perkolatopsamling
	Mængden af perkolat til behandling
	Om perkolatet kan behandles på et offentligt rensningsanlæg, eller om det skal behandles eller forbehandles på eget anlæg
	Om perkolatet kan bortledes / pumpes til rensningsanlæg, eller om det skal bortkøres i tankvogn.

Det er oplagt, at de forskellige muligheder for at håndtere perkolatet (perkolatopsamling med deraf følgende perkolatbehandling) kan medføre store forskelle i driftsomkostningerne mellem de enkelte deponier. Dernæst har mængden af perkolat naturligvis en afgørende indflydelse.

Af Bilag BII fremgår det bl.a., at mængden af perkolat til bortskaffelse varierer fra 0 til 7 m³ pr. årligt deponeret tons affald.

Nedbørsmængden og dermed perkolatdannelsen varierer med ca. 50% fra det område med den mindste til den største gennemsnitsnedbør i Danmark. Derudover varierer perkolatmængden med overfladearealet, hvilket pr. deponeret tons affald igen er afhængig af deponeringshøjden.

Inden perkolatet udledes til recipient skal det somregel gennemgå en rensning. Det kan enten ske, ved at perkolatet transporteres / bortledes til et offentligt spildevandsanlæg eller renses på stedet.

En kombination af flere forhold vil ofte være bestemmende for, hvilken løsning der vælges. Perkolat fra lossepladser er ofte af en karakter, som gør, at det kan virke hæmmende på de biologiske processer på et evt. offentligt spildevandsanlæg, hvis ikke spildevandsanlægget har en vis størrelse.

Det betyder, at den tekniske og dermed økonomiske løsning såvel anlægs- som driftsmæssigt kan variere meget afhængig af:

	om der er et stort renseanlæg tæt på
	om det vil være nødvendigt at forrense og slutrense, eller om man kan nøjes med rensning på offentlig spildevandsanlæg

I nogle tilfælde ligger deponeringsanlæggene så afsides i forhold til spildevandsanlæg, som har tilstrækkelig grundlast af andet spildevand, at man er nødt til at transportere perkolatet til behandling i tankvogn.

Perkolatet dannes ikke kun i deponiets aktive levetid (den periode hvor der deponeres), men også i adskillige år efter, at deponiet er lukket for deponering.

Indtil videre har man kun erfaringer med opsamling af perkolat fra pladser, som går tilbage til 1970’erne. Der er derfor ingen erfaringer med, hvor længe man skal regne med forsat at behandle perkolat fra lossepladser, men tidshorisonter på 50 år synes ikke at være urealistiske for disse "gamle" deponier.

3.2.5 Forskelle i belastning fra afværgeforanstaltninger og perkolatbehandling fra gamle pladser

Deponier, etableret før det blev et almindeligt miljømæssigt krav at opsamle og behandle perkolat, er formentlig alle lukkede og slutafdækkede. Den manglende beskyttelse betyder imidlertid, at der nogle steder er etableret afværgeforanstaltninger for at beskytte grundvand mod udsivende perkolat. Det kan også være tilfældet for deponeringsanlæg, hvor der evt. sker udsivning på trods af membran og perkolatopsamling.

I hvilken udstrækning sådanne afværgeforanstaltninger finansieres over de løbende driftsudgifter og dermed over affaldsgebyrerne er ukendt, men vil formentlig være det almindelige, når det drejer sig om fælleskommunalt ejede anlæg.

Når det drejer sig om almindelige perkolatbehandlingsomkostninger også fra gamle etaper, så må man formode, at det mest almindelige vil være at lade det finansiere over den løbende drift.

Enkelte steder i landet kan man komme ud for, at grundvands- og recipientforholdene er så gunstige, at kravene til perkolatopsamling og perkolatrensning er begrænsede. Et enkelt sted er lokaliteten så ekstremt gunstig, at man for visse affaldstyper har tilladelse til deponering uden opsamling af perkolat.

3.2.6 Forskelle med hensyn til gasindvinding

På nogle pladser er der desuden etableret udluftning eller evt. indvinding af lossepladsgas. Udluftning eller indvinding af lossepladsgas kan være et krav fra de lokale tilsynsmyndigheder, men kan også i visse tilfælde være en bestyrelsesbeslutning enten af miljømæssige årsager for at reducere udslippet af drivhusgassen metan, eller fordi gasindvindingen på nogle pladser kan hvile i sig selv eller måske oven i købet give et driftsmæssigt overskud.

I et nyt EU-direktiv for deponering, som skal implementeres i dansk lovgivning inden juli 2001, er det et direkte krav, at lossepladsgassen skal indvindes på deponier, hvor der bliver deponeret biologisk nedbrydeligt materiale. For deponier, som har deponeret biologisk nedbrydeligt affald inden indførelsen af stop for deponering af forbrændingsegnet affald, kan det betyde myndighedskrav om at etablere gasindvinding. For nye anlæg, hvor der ikke deponeres biologisk nedbrydeligt materiale, vil det ikke være aktuelt.

3.2.7 Forskelle i nabohensyn

Hensyn til naboer er også et driftsvilkår, som kan variere fra plads til plads. Det kan være vilkår, som er fastsat direkte i en miljøgodkendelse, eller det kan være hensyn, som det enkelte anlæg vælger at tage på sig for at forebygge klager og utilfredshed fra naboer. Det kan være særligt hyppige rutiner for indsamling af papir, plast o.lign. i omgivende hegn, eller det kan være opstilling af særlige mobile hegn for at begrænse papirflugt, eller det kan være mågenet for at begrænse antallet af måger på deponiet. Begrænsning af gener fra lugt, støv, støj, bakterier, eller begrænsning af åbningstid, arbejdstid (sortering og indbygning ved specielle vind og vejrforhold, m.v.).

Sådanne foranstaltninger vil ofte være afhængig af typen af naboer og afstanden til disse.

3.2.8 Forskelle i affaldstyper

Når man skal sammenligne effektiviteten mellem forskellige deponeringsanlæg ville det umiddelbart være naturligt at anvende den årligt deponerede affaldsmængde som sammenligningsparameter / driver.

En succesfuld dansk affaldspolitik har imidlertid inden for få år ændret situationen således, at specialfraktioner i dag har langt større betydning end tidligere.

I forhold til sammenligning af effektiviteten er det imidlertid et problem, at sammensætningen af affaldstyper og specialfraktioner varierer meget fra sted til sted, f.eks. som følge af forskelle i erhvervsstrukturen. Håndterings- og indbygningskravene til de forskellige specialfraktioner varierer kraftigt afhængig af affaldets karakter, om der f.eks. er tale om asbest, shredderaffald (affald fra skrotvirksomheder) eller forurenet jord.

Af Bilag BII fremgår det bl.a., at specialfraktionerne varierer mellem 0 % og ca. 50% af den årligt deponerede mængde.

3.2.9 Forskelle i antallet af sideaktiviteter

Sideløbende med at mængden af affald til deponering i de senere år er faldet, har de fleste affaldsselskaber forsøgt at lægge andre aktiviteter på lossepladserne for derved at udnytte den ledige kapacitet på f.eks. maskiner og mandskab, som er opstået med de faldende tilførte mængder til deponiet. Der er tale om aktiviteter som haveaffaldskompostering, slaggesortering, mellemlagring af affald m.v.

I hvilken udstrækning det er muligt at etablere sådanne sideaktiviteter, afhænger naturligvis af en række forhold som organisering, infrastruktur m.v.

Det er en absolut fornuftig måde at kompensere for ulemperne ved mistede skalafordele. Det betyder imidlertid også, at en kortlagt skalafunktion for efficiens kan være et udtryk for, at nogle anlæg har infrastrukturmæssig bedre mulighed for at etablere sideaktiviteter. Det vil kunne betyde, at udpegning af et selskab, som mindre efficient, kan dække over manglende mulighed for at etablere sideaktiviteter.

⁴ Kompositmembran:

En membrankonstruktion som typisk består af en plastmembran udlagt direkte oven på en lermembran, for derigennem at udnytte lermembranens store robusthed men ikke fulde tæthed med plastmembranens 100% tæthed men sårbarhed over for skader.

4. Benchmarking - værktøjer til effektivitetsanalyse

4.1 Reguleringsprincipper for offentlige forsyningsopgaver

Der findes fire hovedprincipper for afregning med private entreprenører, der varetager offentlige forsyningsopgaver (se også KonkurrenceStyrelsen (1998)).

Det første princip går ud på at afregne med udbyderen ud fra de faktisk afholdte omkostninger, også kaldet Rate-of-return regulering. Dette princip kræver, at det offentlige får regnskabsindsigt. Reguleringsmyndigheden kan derved effektivt lægge låg på profitten, men ikke på omkostningerne, jf. Averch-Johnson resultatet, Averch & Johnson (1962). Desuden kan der være problemer omkring samproduktion, som f.eks. indenrigsflyruter, der både flyver med passagerer og fragt.

Det andet princip er at udbyde opgaven i licitation for derved at skabe en form for konkurrence mellem potentielle udbydere. Hvis denne metode effektivt skal få forsyningsprisen til at falde, kræver det, at der er et antal konkurrerende potentielle udbydere, og ikke mindst at de ikke har organiseret sig med en meldecentral eller andre kartellignende aktiviteter. Licitationen har dog den fordel, at den ansporer producenten til at være omkostningsminimerende.

Det tredje princip, Price-cap regulering, går ud på, at det offentlige spiller ud med en maksimumpris, hvorefter producenter indbydes til at byde på forsyningsopgaven. Denne maksimumpris justeres til aftalte terminer, f.eks. med halvdelen af inflationstakten, således at det offentlige får del i de forventede produktivitetsgevinster. Metoden har dog det problem, at prisen sandsynligvis vil være enten for høj, hvorved der tillades store profitter, eller for lav hvorfor ingen virksomheder ønsker at byde på opgaven.

Dette fjerde princip burde hedde Groves-Clarke mekanismer efter Groves (1973) og Clarke (1971). Normalt benævnes det Best Practice, Yard-stick competition eller Benchmark regulering. Ideen her er, at hvis forsyningsopgaven løses af flere udbydere samtidigt, så bliver den enkelte udbyder kompenseret - ikke ud fra egne omkostninger, men ud fra de andres. Den enkelte udbyder kan derfor selv hente hele produktivitetsgevinsten, hvorfor det er en meget stærk ansporing til omkostningsreduktioner. Det offentlige vinder også noget, for de effektive producenter er med til at reducere de andres afregningspriser. Hermed introduceres markedets dynamik – de effektive fortrænger de mindre effektive

4.2 Regulering under hvile-i-sig-selv princippet

Problemet med hvile-i-sig-selv virksomheder er, at budgettet præcis skal balancere. Økonomisk teori foreskriver, at der findes ingen (regulerings)mekanisme, hvor producenterne både er omkostningsminimerende og hvilende i sig selv. Man kan dog komme tæt på ved Yardstick competition eller Benchmarking, se Bogetoft (1997), men der vil altid være enten et overskud eller en afvigelse fra omkostningsminimum. Benchmarking analysen kan være en væsentlig inspirationskilde, når en forsyningssektor ønskes effektiviseret, men en selvregulerende mekanisme kan kun indføres i en liberaliseret sektor, hvor der er plads til både under- og overskud.

I mangel på selvregulerende mekanismer til hvile-i-sig-selv virksomheder vil dette kapitel præsentere DEA-metoden, som er et værktøj der ved analyse af produktionsforhold gør det muligt at få sat fokus på effektiviseringspotentialer, idet metoden for hver enkelt produktionsenhed undersøger, hvor meget billigere opgaven kunne være løst, hvis den i stedet var blevet udført af best-practice i sektoren.

Målet er at skaffe en viden om, hvilket effektiviseringspotentiale som findes, i dette tilfælde inden for affaldssektoren (forbrænding og deponering), for evt. senere at kunne vælge en passende reguleringsform for området, men da undersøgelsen udpeger omkostningsforskellene, vil undersøgelsen i selv have en regulerende effekt, da den kan hjælpe den enkelte driftsleder med at identificere styrker og svagheder.

4.3 Benchmarkingprincipper

Der findes ikke nogen klokkeklar definition af begrebet benchmarking. Ej heller synes der at findes en konsistent brug af begrebet. Det er derfor på sin plads her at søge at præcisere begrebet så meget, at det kan knyttes til en effektiviseringsanalyse af affaldsforbrændings- og deponeringsområdet. Ofte tænkes benchmarking synonymt med en øget konkurrence og dermed en markedsgørelse af offentlige aktiviteter. Det er vigtigt her ikke at lade sig forblinde af markedets myter, for markedet løser ikke nødvendigvis opgaven bedre end kompetent offentlig planlægning. Desuden har mange forsyningsselskaber en naturlig monopolstatus, og en markedsgørelse kan kun finde sted gennem en eller anden form for incitamentsregulering. En regulering, der afføder behov for ensartede regnskabs- og resultatopgørelsesprincipper.

4.3.1 Benchmark = bænkemærke = pejlemærke = udviklingsmål

Bænkemærket kan tænkes som den streg på dørkarmen, der indikerer et barns højde dags dato. Udviklingsmålet for barnet er at have passeret dette mærke ved næste måling. Det er altså et mål at være bedre end mærket. Udviklingsstrategien her er at overholde sine sengetider og så ellers spise masser af havregrød og grøntsager. Et tilsvarende bænkemærke kunne også have været afsat på badevægten, men at have afsat et tilsvarende bænkemærke for barnets far vil næppe give nogen mening, heller ikke for barnet, da det ikke er et meningsfyldt mål i sig selv at sige, at barnet bør sigte efter at være højere eller tungere end faderen. Vi ved, at et sundt barn vokser, men hvor meget det kan eller bør vokse i et givet tidsinterval, er individuelt for hvert barn.

Bænkemærket bruges derfor kun til at holde øje med, om barnet bevæger sig i den rigtige retning. Med hensyn til barnet giver det ingen mening at sammenligne med hverken forældre eller søskende. Bænkemærket hører tæt sammen med relevante udviklingsmål og -strategier.

Udviklingsmål kan være både kvalitative og kvantitative. Udviklingsmålene kan være både kortsigtede og langsigtede. Uanset målenes karakter er det nødvendigt at udlede kritiske succesfaktorer for disse mål. Normalt vil man søge at udvælge disse faktorer på en sådan måde, at de bliver målbare:

	Indtjening pr. medarbejder
	Markedsandele
	Overskud før skat
	Personaleflow
	Sygefravær osv.

Men det er yderst vigtigt, at kravet om målbarhed ikke vinder over kravet om relevans. Der skal derfor sikres en tydelig sammenhæng mellem mål og kritiske succesfaktorer.

Udviklingsstrategier hører sammen med målene, men hvis benchmarking skal kunne forstås af organisationen, bliver det nødvendigt at genformulere strategierne i en terminologi, der relaterer til de kritiske succesfaktorer. Et eksempel på uoverensstemmelse kunne være at målsætningen for virksomheden var at opnå en grøn profil, der blev succesmålt dels på emissioner dels på interviewundersøgelser, mens udviklingsstrategien fokuserede på at opdyrke nye økologiske markeder. Der er her ingen konflikt mellem succesfaktorer og udviklingsstrategi, men på den anden side heller ingen synlig konsistens.

Benchmarks kan referere til både kort- og langsigtede udviklingsmål. Tages udgangspunkt i eksemplet ovenfor med barnet, så vil mærket i dørkarmen være et kortsigtet udviklingsmål. Et mål om at fordoble højde i forhold til højden målt på 2-års-dagen er et langsigtet udviklingsmål. Udviklingsmål, der stammer fra at benchmarke mod andre ligestillede virksomheder, er i sagens natur kortsigtede udviklingsmål, idet benchmarket må forventes at flytte over tid.

Det kan være en fordel på forhånd at have klargjort sig sine virkemidler, inden en analyse sættes i gang. Er man nu også villig til at foretage en personalereduktion eller fusionere med en af konkurrenterne. Man skal heller ikke lave en tilfredshedsundersøgelse uden at turde gøre noget ved det, folk er utilfredse med.

4.4 Traditionelle metoder

Det er ikke nyt, at virksomhedsledere og tilsynsførende myndigheder interesserer sig for produktivitet og produktivitetsudvikling. Uanset virksomhedens ejerform er det vigtigt, at der stræbes efter at optimere produktionen. Det giver plads til omkostningsreduktioner, øget profit og/eller øget råderum. Mange af de traditionelle benchmarkingsmetoder var dog ikke særligt gode som forandringsværktøjer, da de enten producerede makroresultater eller kurver til årsberetningen. Alligevel er metoderne meget udbredte, så det er vel på sin plads at give en kort gennemgang her også.

4.4.1 Nøgletal

Nøgletalsanalysen hører hjemme i den traditionelle virksomhedsanalyse. Nøgletal er normalt brøker, der angiver forholdet mellem to centrale parametre i virksomheden. Nøgletal kunne f.eks. være:

	Emission pr. produceret enhed
	Omkostning pr. produceret enhed
	Pris pr. produceret enhed
	Overskud i forhold til egenkapital
	Producerede enheder pr. medarbejder osv.

Disse nøgletal har den fordel, at de er lette at kommunikere, og at mange virksomheder allerede udregner disse værdier. Desuden vil det være muligt for andre at genskabe en del af værdierne ud fra offentliggjorte årsregnskaber.

Der er mindst to problemer med anvendelsen af nøgletal. Dels kan nøgletallene være helt løsrevne fra virksomhedens målsætninger. Dels kan ellers meningsfyldte nøgletal være meningsløse som benchmarks på grund af manglende mulighed for konsistent rangordning. Den første diskussion er egentlig blot en gentagelse af diskussionen af benchmarks og kritiske succesfaktorer ovenfor. Det andet problem om konsistent rangordning kan illustreres med et eksempel, hvor to nøgletal – henholdsvis markedsandel og indtjening pr. medarbejder – anvendes.

Et tilsvarende eksempel kan opstilles for forbrændingsanlæg, hvor man kunne forestille sig, at man interesserede sig for henholdsvis netto driftsomkostning pr. tons brændt affald eller salgsindtægt pr. tons affald f.eks. udtrykt ved elvirkningsgrad.

Dette forhold afspejler en aktuel teknisk diskussion om, hvorvidt lavere tryk og temperatur på dampsiden og dermed lavere elvirkningsgrad, på langt sigt kan spare udgifter til renovering som følge af tæring. Indtil der findes teknisk belæg for, hvilken af de to udviklingsstrategier der er bedst, vil de naturligvis være ligeværdige.

En opgørelse af disse forhold kunne komme til at se ud som eksemplet anført i nedenstående tabel:

Det er ikke i disse eksempler muligt at rangordne de tre virksomheder – heller ikke to og to. Rangordningen kan kun udføres, hvis man isolerer nøgletallene. Sandsynligheden for at ende i dette dilemma vokser med antallet af anvendte nøgletal. En mulig løsning på problemet er at vægte nøgletallene. Dette findes der mange metoder til, men hvis vægtningen skal afspejle den enkelte virksomheds præferencer, indføres der en del vilkårlighed. I det første eksempel ville lederen af virksomhed 1 i en benchmark-analyse nok lægge vægten på indtjening, hvorimod virksomhed 3 ville fokusere på markedsandel. Virksomhed 2 ville dog altid stå i skyggen af en af de to andre virksomheder, uanset valg af vægte.

4.4.2 Traditionel produktivitet

Produktiviteten i en virksomhed defineres som virksomhedsgraden, nemlig output delt med input. I en overskudsgivende produktionsvirksomhed kommer der mere ud, end der kommer ind. I en forbrændingsmotor kommer der til gengæld mindre ud, end der kommer ind, fordi brændslets energiindhold ikke kan udnyttes fuldt ud. I en hvile-i-sig-selv organisation kommer der pr. definition lige så meget ud, som der kommer ind.

Den marginale faktorproduktitivitet – defineret som det marginale forhold mellem produktionsresultatet og indsatsfaktorerne – kan give et fingerpeg om det aflønningspotentiale, der findes til indsatsfaktorerne. Normalt kender virksomhederne ikke det marginale forhold og må nøjes med gennemsnitstal – antal gule traktorer delt med antal arbejdstimer anvendt på disse traktorer. Dette gennemsnitstal kaldes faktorproduktiviteten, og kan kun i ganske få tilfælde understøtte en udviklingsstrategi, da udvikling jo sker på margin og ikke ud fra en gennemsnitsbetragtning.

I lighed med diskussionen af nøgletal overfor kan der opstå et problem, hvis der samtidigt udregnes flere faktorproduktiviteter, f.eks. arbejdskraftproduktivitet og kapitalproduktivitet. Derudover opstår der yderligere et problem, hvis der er flere forskellige outputs. Der kan således udregnes et antal faktorproduktiviteter svarende til antallet af outputs gange antallet af inputs. Dette accentuerer sammenligningsproblemet. Der findes to metoder til at håndtere dette problem. Begge bruger vægte til at sammenveje faktorproduktiviteterne. Den ene metode, totalfaktorproduktivitet, præsenteres her, hvorimod den anden metode gennemgås i afsnittet om frontieranalyser (afsnit 4.5).

Totalfaktorproduktivitet er et nøgletal udregnet som en vægtet sum af produktet delt med en vægtet sum af indsatsen. Det simpleste eksempel på dette er omsætning delt med omkostninger, men kunne også være en vægtning af alle faktorproduktiviteterne, hvor de relative andele kunne udgøre vægtene. Totalfaktorproduktiviteten løser aggregeringsproblemet, men producerer ikke megen indsigt.

Totalfaktorproduktiviteten har derimod sin styrke, når analysen drejer sig om produktivitetsudvikling over tid, hvor der så kan udregnes et totalfaktorproduktivitetsindeks. Udviklingen over tid kan dog generelt beskrives ved det såkaldte Malmquist-index, der kan beregnes på flere måder, hvor den mest operationelle nok er at tage udgangspunkt i frontieranalyser.

4.4.3 Regressionsanalyse

En sådan analyse kunne have som mål at søge at forklare, hvorfor nøgletal afviger fra benchmarks. I den simple form foretages en lineær regressionsanalyse, hvor man søger at forklare variationer i nøgletallene ud fra variationer i underliggende variable, såsom ansatte, produktvarianter, input mængder, osv. Denne analyse tager ikke udgangspunkt i en model, og afdækker derfor heller ikke kausale forhold, kun statistiske sammenhænge. De statistiske sammenhænge kan være vigtige inspirationskilder til en senere, mere dybtgående analyse.

Ønsker man at afdække direkte information om produktionsforhold, kan man søge at beskrive variationer i produktionen eller omkostningerne i stedet for at beskrive variationer i nøgletal.

4.5 Frontieranalyser/Produktivitetsanalyser/
Efficiens-analyser

Farrell (1957) foreslår flere ting, der har sat kraftigt præg på moderne produktivitetsanalyse. Han forslår, at økonomisk efficiens dekomponeres i teknisk efficiens og allokativ efficiens.

Den tekniske efficiens angiver, hvor god virksomheden er til at udnytte sine produktionsmuligheder i teknisk forstand, og den allokative efficiens angiver, hvor godt virksomheden har tilpasset sig de relative priser på produkter og produktionsfaktorer. For forbrændingsanlægget kunne teknisk efficiens være driftsledelsens evne til, ud fra det givne varmemarked, anlægsstørrelse og typen af ovne, at drive anlægget optimalt. Allokativ efficiens vil til gengæld være en vurdering af, om den givne kombination af varmemarked, størrelse og ovnbestykning er økonomisk optimal, sammenlignet med de vilkår andre anlæg er givet.

Desuden foreslår han, at i mangel af bedre må produktionsfunktionen estimeres ud fra observationer – enten beskrevet som en stykkevis lineær teknologi (DEA-metoden) eller som en parametrisk funktion (som f.eks. kendes fra Cobb-Douglass). Farrell foreslår desuden anvendelsen af det radiale mål, nemlig at den tekniske efficiens skal være et udtryk for, hvor stor en kontraktion i input eller ekspansion i output, der er nødvendig for at gøre den analyserede virksomhed efficient.

Frontieranalysen dækker over et spekter af metoder, der alle søger at afdække den teknologiske sammenhæng, der måtte findes mellem input og output i produktionen. Tanken i frontieranalyserne er derefter at benchmarke virksomhederne op mod den udnyttelse af produktionsteknologien, der ses hos ligestillede virksomheder. Det vil sige, at man sammenligner radiatorfabrikanter med radiatorfabrikanter, postkontorer med postkontorer eller lossepladser med samme teknologi- og driftsforudsætninger.

Produktivitetsgraden er den enkelte virksomheds virkningsgrad, når den bliver sammenlignet med idealet, nemlig den produktionsteknologi de bedste af de andre virksomheder synes at beherske (produktionsteknologi skal her forstås bredt som kombination af teknik og arbejdsorganisering). DEA-metoden er således em Best-practice metode.

I det følgende præsenteres tre af disse Best-practice metoder:

	DEA, der antager, at virksomheder kan skaleres og adderes.
	FDH, der ikke antager, at virksomhederne kan skaleres.
	SFA, der finder produktionsidealet ved hjælp af statistiske metoder.

Skaleringen går ud på, at man kan anvende en fiktiv enhed, der f.eks. svarer til 120% af affaldsselskabet KARA som reference, hvad enten et sådant værk er teknisk muligt eller ej. Alle input og output fra en reference skal blot skaleres op eller ned med den samme faktor. Addition dækker over, at man kan lægge skalerede referencer sammen. Det kunne være 120% af affaldsselskabet KARA og 65% affaldsselskabet BOFA. Tilsammen danner disse en reference af en størrelse, der gør det muligt at se nærmere på et helt tredje anlæg, fordi reference har fået samme størrelsesorden som dette anlæg. Anlægget sammenlignes med en fiktiv reference, der dog har grund i rigtige anlæg. Den udledte produktivitetsgrad er ikke en eksakt størrelse, og ofte vil det egentlige resultat da også være at få reduceret antallet af anlæg, hvorfra der kan hentes inspiration til driftsoptimering.

4.5.1 Datasæt og -analyse

Produktivitetsanalysen tager udgangspunkt i et homogent datasæt, hvor aktiviteter, omkostninger og indtægter er kategoriseret på samme måde for alle produktionssteder, der inddrages i analysen. Det drejer sig her om at gøre grunddata sammenlignelige.

Datasættene vil indeholde tre hovedkategorier af variable:

	Et eller flere inputs, angivet i mængder eller beløb (inputs er de ressourcer, som anvendes i processen, eksempelvis maskiner, arbejdstimer, udgifter til vedligehold m.v.). I princippet kan detaljeringsgraden være den fineste, der rummer alle produktionsstederne. Det betyder dog ikke, at blot fordi alle bruger papirclips, så skal papirclips også findes som en særskilt variabel. Der vil naturligt finde en vis aggregering sted, men man bør søge at undgå at blande alt for mange æbler med bananer, f.eks. maskintimer med mandetimer.
	Et eller flere outputs, ligeledes angivet i mængder eller beløb (output er de goder, der produceres f.eks. deponeret eller brændt affald, el eller fjernvarme). Den traditionelle faktorproduktivitetsanalyse kan kun håndtere et enkelt output. I det følgende gives metoder til håndtering af flere outputs.
	Strukturvariable, f.eks. kapacitet, befolkningsunderlag eller anlægsalder. Disse variable kan være bærere af inefficiens. Et eksempel på dette kunne være en lokalisering i et tyndt befolket område.

Data vil have nogle yderligere egenskaber, der kan være afgørende for, om hvordan de skal inddrages i analysen:

Tidshorisontafhængige:

	Varierende med aktivitetsniveauet (f.eks. variable omkostninger)
	Faste (f.eks. rente- og afdragsbyrde på eksisterende anlæg)

Endogene eller exogene:

	Kontrollable af anlægsledelse
	Ikke kontrollable (f.eks. befolkningsunderlag, varmegrundlag eller perkolatproduktion)

I første fase afdækkes den tekniske produktionsefficiens ud fra input og output. Resultatet af denne analyse er et mål for, hvor godt det enkelte produktionsapparat udnyttes/forvaltes. Her bør man sondre mellem to niveauer:

Mikro : Den enkelte driftleder er ansvarlig for, hvor godt produktionsapparatet forvaltes. Det er vigtigt, at han driftsoptimerer inden for sit råderum. Her bør fokus rettes mod den del af produktionen, der er mest fleksibel. Det kunne være inputsiden, outputsiden eller et bestemt produkt.

Makro: Politikker, strandede investeringer og reguleringsmyndigheder kan have en stor indflydelse på, hvor godt produktionsapparatet udnyttes. Man skal derfor være påpasselig med at klandre ledelsen for inefficienser, den ikke har indflydelse på. Analysen på makroniveau giver et fingerpeg om, hvad der ville være at spare, hvis hele den analyserede sektor blev trimmet. I denne analyse kan man forsøge at variere på forhold, der på kort sigt ellers er givne.

I anden fase søges variationer i produktionsefficiens forklaret ved hjælp af skala og eventuelle strukturvariable. Denne analyse har meget til fælles med makroanalysen, idet man undersøger generelle problemer i sektoren.

4.5.2 Den tekniske produktionsefficiens

I mikroøkonomisk forstand angiver produktionsefficiensen, hvor tæt en effektueret produktion ligger på det optimale, nemlig den efficiente produktionsrand. Eller med andre ord, hvor tæt er virksomheden på at kunne sammenstille input og output optimalt. Produktionsefficiensen kaldes også for produktivitets- eller efficiensgraden.

Det er her vigtigt at vide, at en virksomhed, der arbejder på halv kapacitet, kan fremstå som efficient på trods af, at der er ledig produktionskapacitet, fordi analysen fokuserer på transformationen af input til output. Der er behov for, at analysen også fanger det efficienstab, der er forbundet med en manglende kapacitetsudnyttelse. Det kan gøres ved at inddrage produktionskapaciteten som et ikke kontrollabelt input.

4.5.3 Efficiensvariationer

Hvis en beregnet inefficiens ikke følges op af nogle tiltag i retning af en efficiensforbedring, er der næppe nogen grund til at foretage analysen. De afledte tiltag bør tage udgangspunkt i den viden, der netop er indhentet ved at lave en omfattende data-analyse. Derfor vil det være naturligt at søge at afdække de forhold, der har størst indflydelse på efficiensgraden. Se afsnittet om regressionsanalyse ovenfor, hvor ordet efficiensgrad nu erstatter ordet nøgletal. Der afdækkes ikke en kausal (årsagsmæssig) sammenhæng mellem beskrivende variable og efficiensgraden. Men en statistisk sammenhæng kan også give megen inspiration til fornyelse. Efficiensvariationer bør også holdes op imod de bløde værdier.

4.5.4 Skala

Disse analyser beskrives nærmere under selve metodegennemgangen i det næste afsnit. Overordnet skal en skalaanalyse søge at afdække, hvorvidt der er en tendens til, at enhederne opererer på en uhensigtsmæssig skala – om de er for små eller for store. I begge tilfælde ville enhederne blive presset på et konkurrencemarked enten til at fusionere, til at dele sig op eller i yderste fald til at lukke, hvis tilpasning ikke var mulig. En markedsgørelse af offentlige forsyningsvirksomheder kunne netop være, at de fulgte denne markedets dynamik.

For ikke-konkurrenceudsatte offentlige forsyningsvirksomheder bør en information om, at der er anlæg, der opererer på en uhensigtsmæssig skala, føre til strukturmæssige overvejelser.

4.5.5 Struktur

En strukturanalyse skal give fingerpeg om, hvilke potentialer der findes på mellemlangt og langt sigt. Dermed menes bl.a. en identificering af eventuelle barrierer, der kan være for at udnytte et effektivitetspotentiale. Uanset om det drejer sig om aktører i en markedsøkonomi eller en reguleret økonomi, så vil strukturanalyse give fingerpeg om den fremtidige organisering.

Strukturanalysen dækker f.eks. over følgende problemstillinger:

	Vil det være en fordel at centralisere – dvs. øge skala. Dette kan bla. kontrolleres vha. at sammenligne DEA-efficiensgraden under konstant skalafkast med varierende skalaafkast. Denne brøk siger, hvor god enheden er til at kompensere for en afvigelse fra optimal skala.
	Vil det være en fordel at fremskynde udfasning af eksisterende anlæg. For "forældede" enheder kan man undersøge, om den kumulerede værdi af efficienstabet overstiger aktivernes værdi. I så fald kunne en straks-udfasning komme på tale.
	Vil det være en fordel at omfordele belastningen på anlæggene. Det kunne være, at nogle anlæg var bedre til husholdningsaffald end industriaffald – eller omvendt. Det kunne også være, at nogle ældre anlæg opererer tæt ved kapacitetsgrænsen, hvorimod nye anlæg havde stor ledig kapacitet. Der kunne derfor vindes ved at flytte opgaver over til de nye anlæg.

En virkelig fremadrettet strukturanalyse bør også inddrage endnu ikke implementeret teknologi, radikalt anderledes organisations- og finansieringsformer, ændrede behov og ændret regulering. DEA-metoden, der beskrives i det følgende afsnit, er solidt kvantitativt forankret i for- og nutid, og er derfor bedst til at håndtere kvantitative data. Metoden kan også håndtere "bløde værdier" og fremtidsvisioner, men dette vil typisk kræve supplerende analyser. Metodens styrke er at give analysen en driftsøkonomisk forankring.

En strukturanalyse på affaldsområdet vil f.eks. kunne undersøge, om der vil være gevinster ved at arbejde hen imod f.eks. en kraftig centralisering af deponeringsaktiviteten på få store anlæg, eller om der vil være genvinster ved at ændre på forbændingsanlægsstrukturen f.eks. ved opgivelse af kravet om kraftvarmeproduktion i forbindelse med affaldsforbrænding. Det sidste vil formodentlig ikke blive aktuelt, idet beslutningen om at omstille til kraftvarme primært har været en overvejelse om energieffektivitet.

4.6 Data Envelopment Analysis (DEA)

Den intuitive version af DEA-metoden stammer tilbage fra Farrell (1957). Udgangspunktet for hans artikel er brændselseffektiviteten i en maskine:

’Virkningsgrad’ = ’Energi ud’ delt med ’Energi ind’.

I DEA-metoden udregnes en virksomheds virkningsgrad som

’Værdi ud’ delt med ’Værdi ind’,

dvs. produktion delt med indsats. Denne værdisættelse kan give problemer, idet værdisætningen af indsats og produktion afhænger af virksomhedstypen:

Værdi af	Privat	Hvile-i-sig-selv	Offentlig
Indsatsen	Omkostningerne	Omkostningerne	Omkostningerne
Produktionen	Omsætningen	Omkostningerne idet omsætning sættes lig omkostninger	Ingen, da produktionen ’foræres væk’

Uanset virksomhedstypen rekvireres indsatsfaktorerne på de samme markeder. Der findes selvfølgelig undtagelser i form af overenskomster og statsaftaler, men i princippet findes der markedsbestemte priser på alle indsatsfaktorer.

Problemet er noget større på produktionssiden, nemlig med værdisætning af output, selv for private virksomheder, idet langt fra alle er underlagt konkurrence. Nogle er så til gengæld underlagt en form for regulering af output priser. Helt løsrevet fra markedsmekanismer opererer mange offentlige virksomheder under politisk fastsatte priser, hvor produktionen ofte foræres væk, såsom uddannelse, beskyttelse og sundhed. På grænsen mellem offentlig og privat findes hvile-i-sig-selv virksomhederne, der godt nok tager en pris for deres produktion, men hvor reguleringsmyndigheden sikrer, at denne pris står i forhold til omkostningerne. Dette gælder både hvile-i-sig-selv og monopol virksomheder. Den offentlige sektor står derfor med det problem, at prisen på produktionen er løsrevet fra en potentiel salgsværdi af produktionen. I tilfældet affaldsforbrændingsanlæg er situationen endog endnu mere løsrevet fra markedet, da anlægget (sammen med reguleringsmyndigheden) selv sætter både prisen på det brændbare og den varmeenergi, der produceres.

DEA-metoden kræver ikke, at der findes priser på indsatsfaktorer og produktion. I stedet anvendes endogent bestemte vægte, der udledes i forbindelse med identifikation af referenceteknologi. Man kan dog anvende en eller flere eksplicitte priser i DEA-metoden eller blot angive, at specialfraktion x er dyrere end specialfraktion y, eller måske mindst tre gange så dyr.

4.6.1 DEA-algoritmen

For hver enkelt enhed løses følgende program:

Vælg fiktive input- og output-priser, så virkningsgraden bliver størst mulig for enheden under forudsætning af, at ingen enheder får en virkningsgrad større end 1 ved disse vægte.

Den enkelte enhed får derved lov at spejle sig selv i de andre produktionsenheder, endda med den frihed at enheden selv kan vælge, hvilke præstationer der skal fokuseres på. Den derved udregnede virkningsgrad kaldes den tekniske efficiensgrad og indikerer i hvor høj grad enheden behersker eller har adgang til de teknologier, der er repræsenteret i datasættet. En efficiensgrad på 65% betyder, at virksomheden kun udnytter 65% af teknologipotentialet, hvorfor der er rigelig plads til forbedringer.

Desværre er det komplekst at udregne efficiensgraden ud fra algoritmen, hvorfor Charnes, Cooper & Rhodes (1978) demonstrerede, at problemet kan angribes som et lineært programmeringsproblem med specifikke teknologiantagelser.

4.6.2 Teknologiantagelser

I den moderne version af DEA-metoden sammenlignes de enkelte produktionssteder med en referenceteknologi, der er skabt ved at lave passende positive linearkombinationer på et udsnit af alle produktionssteder. Normalt anvendes tre former for linearkombinationer, der svarer til tre antagelser om skalaafkast:

Konstant skalaafkast (CRS) Alle produktioner/virksomheder kan frit skaleres op og ned. Vægtene i linearkombinationerne kan vælges frit.

Aftagende skalaafkast (NIRS) Alle produktioner/virksomheder kan frit skaleres ned. Vægtene i linearkombinationerne kan vælges frit, når blot summen af vægtene ikke overskrider 100%.

Varierende skalafkast (VRS) Alle produktioner/virksomheder kan frit skaleres ned. Vægtene skal summe til 100%.

Nedenstående figur 4.1 giver en grafisk fremstilling af forholdet mellem input og output for 5 virksomheder under antagelse af konstant skalaafkast (CRS). Virksomhed B er teoretisk set den eneste effektive virksomhed og angiver dermed "referenceteknologien".

Figur 4.1
Effektiviseringspotentialer ved konstant skalaafkast (CRS).

Figur 4.2 nedenfor giver en grafisk fremstilling af forholdet mellem input og output for de samme 5 virksomheder, som i figur 4.1, men under antagelse af aftagende skalaafkast (NIRS). Virksomhed A og E er nu også blevet effektive og er således med til at beskrive referenceteknologien. Prik angiver nu det teoretiske effektiviseringspotentiale for virksomhed D.

Figur 4.2
Effektiviseringspotentialer ved aftagende skalaafkast (NIRS).

Figur 4.3 nedenfor giver en grafisk fremstilling af forholdet mellem input og output for de samme 5 virksomheder, som i fig. 4.1 og fig. 4.2, men nu under antagelse af varierende skalaafkast (VRS). Virksomhed D er nu også blevet effektiv, således at kun virksomhed C fremstår som ineffektiv.

Figur 4.3
Effektiviseringspotentialer ved varierende skalaafkast (VRS).

Matematisk set findes produktivitetsgraden ved at løse et minimeringsproblem. Da VRS-problemet er mere restriktivt end NIRS, der igen er mere restriktivt end CRS, fås at produktivitetsgraden opnået ved CRS aldrig kan være større end graden opnået ved NIRS og VRS.

Vi får derfor følgende relation:

Prod_CRS £ Prod_NIRS £ Prod_VRS.

Denne relation anvendes i afsnittet om skala-analyser.

4.6.3 DEA og lineær programmering

DEA-algoritmen har som sagt en ækvivalent i løsningen af et lineært programmeringsproblem. Derfor kan man også i princippet implementere DEA-metoden i et moderne regnearksprogram. Det nemmeste er dog at anvende en af de softwarepakker, der nævnes senere i afsnittet.

Lineære programmeringsproblemer har en simpel grafisk repræsentation, så se derfor på det samme sæt af tænkte observationer, som i fig. 4.1, fig. 4.2 og fig. 4.3 analyseres ved de tre teknologiantagelser VRS, CRS og NIRS.

Analysen viser, at uanset teknologiantagelser, så er virksomhed C domineret af en kombination af andre virksomheder.

Virksomhed	Input	Output	Domineres af
			CRS	NIRS	VRS
A	4	9	129%B	Ingen	Ingen
B	3	7	Ingen	Ingen	Ingen
C	3	5	71%B	71%B	33%A+67%D
D	2	4	57%B	57%B	Ingen
E	5	10	143%B	Ingen	Ingen

Her ses, at CRS giver en hårdere bedømmelse end NIRS, der igen er hårdere end VRS. Da VRS fordrer at summen af vægtene er 100%, vil der ofte her findes andre best-performance referencer end ved CRS og NIRS.

4.6.4 Krav til data

Der stilles ingen særlige krav til data, da det er muligt samtidigt at anvende mængder og beløb. F.eks. kunne omkostninger opgøres ved mandetimer, maskintimer og andre omkostninger. Produktionssiden kunne så opgøres ved mængder for de forskellige output eller blot et samlet tal for omsætning.

Man kan dog sabotere metoden ved at vælge sine data dårligt. Da vægtene vælges for at sætte den enkelte enhed i et godt lys, opstår følgende problemer:

Lave værdier af input En virksomhed som kun har brugt lidt eller intet af et input, vil tillægge dette input en ekstrem stor vægt, hvilket øger virksomhedens mulighed for at blive erklæret efficient. For hver minimumsværdi af et input i datasættet genereres derfor en efficient enhed.

Høje værdier af output Ved at tillægge høje værdier af output en stor vægt overskygges virksomhedens andre og mindre heldige aktiviteter. Der genereres derfor en efficient enhed for hver maksimumsværdi af output.

Når man planlægger sin DEA-analyse, bør man derfor sørge for, at der er rigeligt med virksomheder i forhold til antallet af variable. Det anbefales, at antallet af virksomheder er mindst tre gange større end antallet af variable.

Det kan dog ikke anbefales at fjerne disse ’out-liers’, selvom de er blevet erklæret efficiente på en billig baggrund, idet netop de repræsenter en muligvis anbefalelsesværdig specialisering i enten input eller output.

4.6.5 Input eller output efficiens

I DEA-metoden kan man vælge mellem at udregne input eller output efficiens. Måler man input efficiens, svarer det til at undersøge, om man med reduceret forbrug af input kunne have produceret den samme mængde output. Ved output efficiens fastholder man input og ser på potentialer for outputforøgelser.

Normalt vil produktionsvirksomheder have lettere adgang til at ændre på mængde og sammensætning af input (produktionsfaktorer) fremfor på output (produkt), idet det kan være svært at øge output (medmindre man blot sætter det på lager). Outputanalysen kan derfor have en uheldig bias, nemlig at lægge op til at den eneste mulige handlingsanbefaling er at skære ned på output. Hvis man af en eller anden grund på forhånd forventer, at virksomheden bør slanke sig, er der selvfølgelig ingen modsigelse i at lave output analyse.

	Input efficiens analyse Efficiensgraden angiver, hvor stor en andel af det nuværende input, der burde være tilstrækkelig for at producere nuværende output. Jo højere efficiensgrad, jo bedre.
	Output efficiens analyse Efficiensgraden angiver, hvor meget større output burde have været, givet det nuværende forbrug af input.

4.6.6 Styrker og svagheder ved DEA-metoden

Styrker

	Muliggør en produktionsmodel med flere in- og output
	Ikke særligt restriktive antagelser om produktionssammenhænge
	Produktionsenheder sammenlignes direkte med andre
	Der stilles ingen krav til kohærens i de anvendte måleenheder.

Svagheder

	Udregner kun relativ efficiens, og afslører derfor kun de efficienspotentialer, der allerede er hentet af andre
	Antager stykkevis lineær teknologi
	Sårbar overfor out-liers
	Da metoden er ikke-parametrisk, kan der ikke laves statistisk validering af resultaterne
	Har svært ved direkte at inddrage "bløde værdier" i selve analysen. Dette må typisk gøres via supplerende analyser.

4.6.7 Skalaanalyser

Betragt en virksomhed, der ikke tilhører best practice målt ved VRS (varierende skalaafkast). Da er der to kilder til den manglende efficiens. Sløseri i produktion (teknisk inefficiens) og forkert størrelse/skala (skala inefficiens). Den tekniske inefficiens aflæses ud fra VRS-efficiensgraden.

For at afdække skalaefficiensen er det nødvendigt at foretage tre analyser, nemlig for hver af de tre teknologiantagelser ovenfor. Der gælder da følgende sammenhæng mellem efficiensgraderne og tilpasningsanbefalinger:

ProdNIRS er sammenfaldende med	Virksomhedens skala er da for	Skalaefficiens
ProdVRS	Stor	ProdCRS / ProdVRS
ProdCRS	Lille	ProdCRS / ProdVRS

(For lille skala: Prod_VRS < Prod_NIRS = Prod_CRS.

For stor skala: Prod_VRS = Prod_NIRS < Prod_CRS.)

(VRS = Varierende skalaafkast, CRS = Konstant skalaafkast, NIRS = Aftagende skalaafkast)

Skalaefficiens udregnes som forholdet mellem produktivitetsgraden ved CRS og VRS, og giver en indikation for, hvor meget der kunne spares ved i stedet at vælge optimal skala. Ved optimal skala forstås "most efficient scale" (MES), der giver de laveste gennemsnitsomkostninger og derfor er et langsigtet mål. Er virksomhederne udsat for konkurrence, vil kun de kunne overleve, der opererer på MES. Offentlige forsyningsenheder, der dækker et bestemt lokalområde, kan have meget svært ved at tilpasse deres skala. Skalaanalysen vil dog stadig være relevant for at kunne afdække potentielle centraliseringsgevinster.

4.6.8 Produktivitetsudvikling

Hvis man ønsker at se på efficiensgradens udvikling over tid, gør man sædvanligsvis som beskrevet i Finansministeriet (1999), hvor man laver to selvstændige analyser af år 1 og år 2, begge med produktionsresultaterne fra år 1 som reference. Først udregnes år 1 efficiensgraden. Dernæst udregnes en falsk år 2 efficiensgrad, der anvender sidste års teknologi som reference. Normalt vil den falske efficiensgrad fra år 2 være højere end efficiensgraden år 1 på grund at teknologiske fremskridt og eventuelle iværksatte effektiviseringstiltag. En undtagelse fra denne regel er f.eks. en branche, der bliver underlagt strammere miljøregulering, og dermed indirekte har fået forringet produktionsmulighederne.

Forholdet mellem mellem den falske efficiensgrad år 2 og den rigtige efficiensgrad år 1 er DEA-metodens pendent til Malmquist produktivitetsudviklingsindekset. Dette indeks er her produktet af to andre indeks, nemlig

	Catching up, der angiver det relative forhold mellem den rigtige efficiensgrad i henholdsvis år 2 og år 1.
	Teknologiskift, der angiver, hvor meget produktionen kan øges for virksomheder, der fastholder efficiensgraden fra år 1 til år 2.

4.7 Varianter af DEA-metoden

4.7.1 Ikke-kontrollable input og output

Som nævnt kan der være input eller outputs, der enten ligger uden for driftslederens område, f.eks. befolkningsgrundlag, eller ikke kan ændres på kort sigt, f.eks. kapacitet. Der er mulighed for at lade disse indgå i DEA-beregningerne, jf. Charnes, Cooper, Lewin & Seiford (1994). Det ændrer ikke DEA-metoden set fra et matematisk synspunkt, men det ændrer lidt af intuitionen, idet vægtene nu vælges på en anden måde, således at de ikke kontrollable variable indgår i valg af referenceteknologi, men til gengæld udgår, når efficiensgraden skal udregnes.

Dette vil kunne være meget relevant for en analyse af affaldsområdet, hvor en række faktorer netop er uden for driftslederes indflydelse, f.eks. varmemarked, anlægsbestykning, perkolatdannelse m.v.

4.7.2 Rajiv Bankers TFP

Banker (1980) ser på en situation, hvor der for de enkelte virksomheder findes en opgørelse af samtlige faktorproduktiviteter. På baggrund af disse faktorer skal en tilsynsførende myndighed tildele virksomhederne en bonus svarende til, hvor godt de falder ud i denne komplekse benchmarking, hvor faktorproduktiviteterne bruges som benchmarks. Virksomhederne kunne her være filialer af en større virksomhed, eller eksempelvis andre aktiviteter, der eksisterer parallelt i kommuner, amter eller regioner.

Der indgås nu forhandlinger med hver enkelt af virksomhederne med henblik på at fastlægge et benchmark ud fra de mange faktorproduktiviteter. Inden mødet er faktorproduktiviteterne for alle virksomhederne blevet offentliggjort. Til mødet medbringer virksomheden en konvolut med et sæt vægte til sammenvejning af faktorproduktiviteterne. På samme måde medbringer den tilsynsførende et sæt vægte til sammenvægtning af virksomhederne. Virksomhedens vægtede resultat sammenlignes nu med det resultat, der opnås ved at bruge virksomhedens vægte sammen med den tilsynsførendes vægte. Denne brøk vil give et tal mellem 0 og 100%. Denne procentsats ganges på det disponible bonusbeløb, hvorefter den korrigerede bonus udbetales til virksomheden.

Teknisk set er denne mekanisme et nulsumsspil. Disse spil kan som bekendt repræsenteres som lineære programmeringsproblemer, se f.eks. Zionts (1974). Hvis spillet suppleres med den regel, at de to talsæt hver i sær skal summe til 100%, bliver korrektionsfaktoren her den samme som efficiensgraden i en DEA-analyse med antagelser om variabelt skalaafkast. DEA-analysen er derfor implicit et spil mellem en producent og en regulator.

4.7.3 Free Disposal Hull (FDH)

Deprins, Simar & Tulkens (1984) introducerer en variant af DEA-metoden, hvor den efficiente rand findes ud fra et rent dominanskriterie, hvor der ikke tillades linearkombinationer. Dette får som konsekvens, at efficiensgraden generelt bliver højere end ved DEA-metoden, idet nogle virksomheder tæt på DEA-randen nu bliver fuldt efficiente. De mindre efficiente bliver stadig udpeget, og de er her ikke blevet sammenlignet med en fiktiv produktionsenhed. I Belgien blev lederne af de inefficiente posthuse derfor sat i "mesterlære" hos lederne af de dominerende virksomheder. Metoden er videreudviklet af Hougaard & Tvede (1993), der bruger den til at analysere produktivitetsudvikling på danske somatiske sygehuse.

4.7.4 Stochastic Frontier Analysis (SFA)

Aigner & Chu (1968) forslog en metode til parametrisk estimation af produktionsfunktionen, der samtidig leverede en output orienteret Farrell mål for den tekniske efficiens. Denne metode udvikles stadig og understøttes af en programpakke, FRONTIER. Et af de alvorligste problemer ved metoden er, at output skal aggregeres til blot en enkelt variabel. Desuden får man højere efficiensgrader med mindre variation end ved DEA-metoden. Slutteligt kræves et større datamateriale end ved DEA-metoden, da der foretages statistiske beregninger.

5. Specifikke anbefalinger til produktivitetsanalyse på forbrændings- og deponeringsområdet

5.1	Effektiviseringspotentialer i affaldssektoren
5.2	Data til analyse af forbrændingsanlæggene
5.3	Analyse af forbrændingsanlæggene
5.4	Data til analyse af deponierne
5.5	Analyse af deponierne

Der ønskes en benchmarkinganalyse af affaldsektoren med henblik på at identificere effektiviseringspotentialer. I analysen deles sektoren op i to, nemlig affaldsforbrændingsanlæg og deponeringsanlæg (deponier).

Dette forstudie præsenterer en metode til at søge at afdække et eventuelt effektiviseringspotentiale, men søger ikke at angive en metode til aktiv regulering af sektoren. Tilgangen er stramt driftsøkonomisk og rummer i første omgang ikke megen plads til "bløde værdier".

Effektivisering versus regulering: En effektiviseringsanalyse kan anvendes til at identificere forskelle i både indtjening og omkostninger. Regulering anvendes som regel til at anspore prisreduktioner. Affaldssektoren er allerede kraftigt reguleret, både med hensyn til indtjening og emissioner. Hvis der ønskes iværksat ændring i reguleringen vil det være en stor fordel at kunne identificere omkostningsforskellene. Kun da vil der kunne iværksættes et rationel design af en mere effektiv reguleringsmekanisme.

Driftøkonomi versus bløde faktorer: Den driftøkonomiske analyse munder ud i en kortlægning af indtjening og omkostninger. Der vil altid være et behov for at holde disse resultater op mod de mere bløde værdier med henblik på at identificere en eventuel samvariation. DEA-metoden giver mulighed for at undersøge, om effektiveringspotentialer hænger sammen med miljøregulering, arbejdsmiljøregler, lokalaftaler, klima, infrastruktur eller lignende via supplerende analyser.

Forstudiet skal også bruges til at præcisere driftslederens umiddelbare råderum, idet en god produktivitetsanalyse bør kunne skelne mellem kontrollable og ikke-kontrolable variable. Driftslederens råderum vil som regel være begrænset af en mængde bindinger, såsom aftaler, kontrakter, teknologier og diverse historiske beslutninger.

5.1 Effektiviseringspotentialer i affaldssektoren

Umiddelbart leder vi efter to former for effektiviseringspotentialer:

	Driftsoptimering, der handler om, at der omkostningsminimeres på et givet anlæg.
	Strukturoptimering, der handler om, at organisere produktionsapparatet, så de samlede omkostninger bliver mindst mulige.

Potentialet for driftsoptimering kan undersøges vha. DEA-analyse, hvor der tillades varierende skalaafkast, således, at de enkelte enheder fortrinsvist bliver sammenlignet med enheder "i samme størrelse". DEA-efficiensgraden er her et mål for, hvor godt produktionsapparatet udnyttes.

5.2 Data til analyse af forbrændingsanlæggene

Variable, der eksempelvis kan inddrages i produktivitetsanalysen:

	Produktionsvariable, der anvendes i DEA-analysen.
	Anlægs- eller strukturvariable, der anvendes i den opfølgende analyse.

Ad produktionsvariable

Driftsomkostninger med en tilpas opløsning:
Der bør mindst være en opgørelse af

	administrationsomkostninger
	drift og vedligeholdelse
	bortskaffelse af slagge og restprodukter
	afskrivning og forrentning
	henlæggelser.

Energi produceret (varme og elektricitet):

Da nogle værker ikke producerer elektricitet, kunne man overveje at aggregere de to energiformer, det bør dog først undersøges, hvor stort et teknisk/metodisk problem det vil være at holde dem adskilt i analysen. Hvis energiformerne sammenvejes, skal man sikre sig en behørig behandling af kraftvarmeeffekten. Man bør nok også måle i energienheder fremfor i beløb.

Affaldsmængde brændt

Ideelt set ville man kompensere for forskelle i energiindholdet. Der findes imidlertid ikke pålidelige opgørelser af forskelle i brændværdierne for affald fra et opland til et andet. Desuden udgør specialfraktioner f.eks. slam og klinisk risikoaffald (sygehusaffald) normalt kun en mindre del af den samlede affaldsmængde. Derfor anbefales det, at se bort fra brændværdiforskelle.

Der er selvfølgelig mulighed for at inddrage flere variable, f.eks.:

	Forbrændingskapacitet, fordi stor kapacitet må forventes at gøre det nemmere at producere. Modsat er kapacitet en upræcis størrelse, fordi noget kapacitet kan være gamle ovne, som Energistyrelsen kun har accepteret opretholdt som spids- og reservelast.
	Driftstid, der kunne være en proxy for slid, men som samtidig kan være et udtryk for varmemarkedets evne til at aftage varme i sommerhalvåret eller Energistyrelsens vilkår for anvendelse af anlæggene.

Ad anlægs- og strukturvariable

OBS! Der skal udvises særlig varsomhed, hvis en variabel optræder både som drifts- og strukturvariabel, fordi en driftsvariabel allerede indgår i efficiensgraden.

Ovnlinjetyper

Da mange anlæg har både ren fjernvarmeproduktion (VV) og kraftvarmeproducerende linjer (KV), er det nødvendigt at kompensere for dette. F.eks. har I/S Reno Nord 58% af deres kapacitet i VV og resten i KV. Man kunne derfor tillægge dem en strukturvariabel, der hed korrigeret type, med værdien 58% VV.

Driftstid

En vægtet driftstid kunne også bruges som strukturvariabel, idet høj driftstid svarer til bedre kapacitetsudnyttelse. En forskel som kan have både driftsmæssige som stukturmæssige årsager.

Alder anlæg

Det ville være interessant, om anlægsårgange betød noget for produktiviteten. Anlæggenes alder kan være svær at opgøre, da der løbende vedligeholdes og forbedres. Desuden disponerer mange anlæg over flere linier. Disse linier kan evt. vægtes efter antal drifttimer eller kapacitet

Type røgrensningssystem

Afprøvning af type røgrens (jf. 3.1.3) f..eks. tør/semitør og våd kunne absolut være relevant, men også om rensningen indbefatter rensning for svovl samt evt. dioxin og tungmetalfjernelse, kan være et interessant undersøgelsesparameter.

Afskrivningspolitik

Da der er mulighed for meget stor variation i finansierings- og afskrivningspolitik med deraf følgende problemer med en sammenlignelig periodisering (jf. 6.1.2) bør indflydelsen heraf undersøges.

Opland

Oplandets størrelse og sammensætning på erhvervs- og husholdningsaffald kan have indflydelse på anlæggets driftsøkonomi.

5.3 Analyse af forbrændingsanlæggene

Det forudsættes i det følgende, at alle DEA-analyser er inputanalyser dvs. analyser, hvor man alene ser på, om der ville være en gevinst ved at ændre input, men ikke output. Ønsker man omvendt at fokusere på ændringer i output, foretages en outputanalyse.

Analyser:

1.	(Produktion) Udfør først DEA-analyse på driftsvariable. Der skal i første omgang udføres en analyse med en teknologiantagelse om varierende skalaafkast (VRS). Den giver en DEA-score til hver enkel enhed. Denne score er et mål for, hvor god driften er, men den relaterer ikke driften til anlægsaktiverne. For alle de inefficiente enheder (DEA-score << 100%) skal der ses nærmere på, hvilke variable der forklarer den manglende efficiens. Inspiration kan eventuelt hentes i Lewin&Morey (1981). (Se også Bilag I)
2.	(Anlægsvariable) Undersøg derefter, hvordan DEA-scoren varierer med strukturvariablen ’korrigeret type’. På den måde finder man ud af, om ovnlinjernes type kan siges at have indflydelse på produktiviteten. (Se også 4.5.3)
3.	(Produktion - Hjælpeanalyse) Udfør først dernæst endnu en DEA-analyse på driftsvariable. Denne gang udføres analysen med en teknologiantagelse om konstant skalaafkast (CRS). Alle enheder, der opnår mindre DEA-score ved denne analyse, vil i princippet kunne vinde ved at ændre skala. (Se også Bilag I)
4.	(Produktion – Hjælpeanalyse – 4.5.4 og Appendiks I) Udfør først dernæst en tredje DEA-analyse på driftsvariable. Denne gang med en teknologiantagelse om aftagende skalaafkast (NIRS). Denne analyse er nødvendig for at kunne afgøre, om det enkelte anlæg laver for lidt eller for meget. Betragt en virksomhed, der er ikke best performance målt ved VRS – dvs. inefficient. Da er den to kilder til den manglende efficiens. Med hensyn til skalaefficiensen gælder der følgende sammenhæng:

 

ProdNIRS er sammenfaldende med	Virksomhedens skala er da for	Skalaefficiens
ProdVRS	Stor	ProdCRS / ProdVRS
ProdCRS	Lille	ProdCRS / ProdVRS

For lille skala: Prod_VRS < Prod_NIRS = Prod_CRS.

For stor skala: Prod_VRS = Prod_NIRS < Prod_CRS.
(se også 4.5.4 og Bilag I)

5.	(Andre forhold) Undersøg derefter eventuelt, hvordan DEA-scoren (VRS) varierer med variablen kapacitet. En sådan analyse kan afsløre, om det i sig selv er en fordel at have en stor kapacitet. Sammenlign resultaterne herfra med analyserne af skalaefficiens (se også 4.5.3).
6.	(Andre forhold) Undersøg, om andre eksterne forhold eller "bløde" parametre kan forklare DEA-scoren (VRS) (se også 4.5.3.)

Når inputanalyse er gennemført, og kilderne til evt. inefficiens på den måde er navngivet, bør den suppleres med en angivelse af, hvem der har beslutningskompetencen på området, og/eller hvilket tidsperspektiv der i givet fald vil være for ændring af forholdet.

Eksempelvis bør det for hver enkelt forklaringsparameter angives, om den er styret af:

	Lovgivning eller anden ekstern myndighedsregulering
	Driftsherrens egne beslutninger
	Efterlevelse af overordnede politikker, som blot ikke er lovfæstet
	Fysiske eller geografiske bindinger.

5.4 Data til analyse af deponierne

Variable, der kan inddrages i produktivitetsanalysen:

	Produktionsvariable, der anvendes i DEA-analysen.
	Anlægs- og strukturvariable, der anvendes i den opfølgende analyse.

Ad produktionsvariable

Input:
Omkostninger, opdelt i passende kategorier

Output:
Indvejet affald. Enten opdelt i kategorier eller vægtet f.eks. med gebyrerne som vægt.

Ad anlægs- og strukturvariable

Der er centrale elementer i deponiernes udgifter og indtægter, der kun vanskeligt lader sig rubricere som driftsvariable i DEA-forstand. Eksempler på disse er:

	Sideaktiviteter
	Perkolatbehandling
	Teknologi, f.eks. membrantype
	Afskrivningspolitik
	Samlet værdi af anlæg.

5.5 Analyse af deponierne

Det forudsættes i det følgende, at alle DEA-analyser er inputanalyser, dvs. analyser, hvor man alene ser på, om der ville være en gevinst ved at ændre input, men ikke output. Ønsker man omvendt at fokusere på ændringer i output, foretages en outputanalyse.

Analyser:

1.	(Produktion) Udfør først DEA-analyse på driftsvariable. Der skal i første omgang udføres en analyse med en teknologiantagelse om varierende skalaafkast (VRS). Den giver en DEA-score til hver enkelt enhed. Denne score er et mål for, hvor god driften er, men den relaterer ikke driften til anlægsaktiverne. For alle de inefficiente enheder (DEA-score << 100%) skal der ses nærmere på, hvilke variable der forklarer den manglende efficiens. Inspiration kan eventuelt hentes i Lewin&Morey (1981). (Se også Bilag I)
2.	(Struktur) Undersøg derefter, hvordan DEA-scoren varierer med de enkelte strukturvariable. Derved afdækkes det, om produktviteten kan forklares ud fra strukturvariable (se også 4.5.3).
3.	(Produktion - Hjælpeanalyse) Udfør dernæst endnu en DEA-analyse på driftsvariable. Denne gang udføres analysen med en teknologiantagelse om konstant skalaafkast (CRS). Alle enheder, der opnår mindre DEA-score ved denne analyse vil i princippet kunne vinde ved at ændre skala (se også Appendiks I)
4.	(Produktion - Hjælpeanalyse) Udfør derefter en tredje DEA-analyse på driftsvariable. Denne gang med en teknologiantagelse om aftagende skalaafkast (NIRS). Denne analyse er nødvendig for at kunne afgøre, om det enkelte anlæg laver for lidt eller for meget. Betragt en virksomhed der er ikke best performance målt ved VRS – dvs. inefficient. Da er der to kilder til den manglende efficiens. Med hensyn til skalaefficiensen gælder der følgende sammenhæng:

 

ProdNIRS er sammenfaldende med	Virksomhedens skala er da for	Skalaefficiens
ProdVRS	Stor	ProdCRS / ProdVRS
ProdCRS	Lille	ProdCRS / ProdVRS

For lille skala: Prod_VRS < Prod_NIRS = Prod_CRS.

For stor skala: Prod_VRS = Prod_NIRS < Prod_CRS.
(se også 4.5.4 og Bilag I)

5.	(Struktur) Undersøg sammenhængen mellem gebyrer og DEA-scoren (VRS) (Se også 4.5.3)
6.	(Struktur) Undersøg, om andre eksterne forhold eller "bløde" parametre kan forklare DEA-scoren (VRS) (se også 4.5.3).

Når inputanalysen er gennemført, og kilder til evt. inefficiens på den måde er navngivet, bør den suppleres med en angivelse af, hvem der har beslutningskompetencen på området, og/eller hvilket tidsperspektiv der i givet fald vil være for ændring af forholdet.

Eksempelvis bør det for hver enkelt forklaringsparameter angives, om det er styret af:

	Lovgivning eller anden ekstern myndighedsregulering
	Driftsherrens egne beslutninger
	Efterlevelse af overordnede politikker, som blot ikke er lovfæstet
	Fysiske eller geografiske bindinger.

6. Vurdering og anbefalinger m.h.t. datafremskaffelse

6.1	Begrænsninger i officielle regnskaber som datakilde
6.1.1	Generelt om regnskaberne
6.1.2	Problemer med periodisering
6.1.3	Oplysningerne må skaffes gennem spørgeskema
6.2	Forbrænding – kilder til oplysning om produktions- , anlægs- og strukturvariable
6.2.1	Oplysninger om kapitalforhold
6.2.2	Oplysninger om driftsudgifter
6.2.3	Oplysninger om driftsindtægter
6.2.4	Andre oplysninger
6.3	Deponering – kilder til oplysning om produktions- og strukturvariable
6.3.1	Oplysninger om kapitalforhold
6.3.2	Oplysninger om driftsudgifter
6.3.3	Oplysninger om driftsindtægter
6.3.4	Andre oplysninger
6.4	Selskabernes ressourceforbrug ved at fremskaffe oplysning-erne

I kapitel 5 med specifikke anbefalinger til produktivitetsanalysen er der identificeret en række produktivitets- og strukturvariable, som bør indgå i en DEA-analyse for henholdsvis forbrænding og deponering.

Udvælgelsen af variable er sket i et forsøg på at afbalancere de to hovedhensyn:

	At DEA-analysen ud over at kortlægge de forskelle, der er i omkostning ved bortskaffelse af affald mellem anlæggene, også skal kunne give et troværdigt bud på, i hvilket omfang forskellene skyldes strukturvariable eller driftsvariable, herunder om det skyldes forhold som driftsledelsen har indflydelse på.
	At det skal være realistisk muligt at fremskaffe de nødvendige data, enten direkte fra anlæggenes officielle regnskaber, bruttoregnskabsrapporter o.lign. eller gennem spørgeskemaer.

Målet med dette kapitel er, at beskrive muligheder, begrænsninger og faldgrupper i forbindelse med datafremskafelse for en DEA-analyse samt at give anbefalinger til fremskaffelse af brugbare data.

I hvilket omfang analysen skal indeholde de såkaldte "bløde værdier" er der ikke endelig taget stilling til i forprojektet. Hvilke "bløde værdier" der skal medtages i undersøgelsen, bør drøftes på et af følgegruppens første møder. I afsnit 6.2.4 og 6.3.4 er der givet nogle enkelte forslag til andre oplysninger.

6.1 Begrænsninger i officielle regnskaber som datakilde

Det logiske sted at hente informationer til en produktivitets- eller effektivitetsundersøgelse af en organisation vil almindeligvis være i regnskabet.

Som udgangspunkt er regnskaberne for forbrændingsanlæg og deponier imidlertid ikke indrettet på at skulle levere oplysninger, som vil være konsistente og sammenlignelige for en sammenlignende undersøgelse (benchmarking).

For at undersøge om denne antagelse er korrekt, blev en statsautoriseret revisor, som en pilotundersøgelse, bedt om at uddrage en række definerede oplysninger af regnskaberne for 5 deponier og 4 forbrændingsanlæg.

Revisoren blev samtidig bedt om at vurdere, om de ønskede oplysninger kunne skaffes hvis regnskaberne blev suppleret med årsbalancer.

De 9 anlæg er udpeget blandt 8 relativt tilfældigt valgte affaldsselskaber. Det drejer sig om fælleskommunale selskaber, som alle er medlem af Reno-Sam.

Undersøgelsen siger således ikke noget om mulighederne for at trække de ønskede oplysninger ud af regnskaber for kommunalt ejede anlæg, elværks- eller fjernvarmeejede anlæg.

Der er imidlertid ingen grund til at antage, at der kan hentes flere oplysninger ud af rent kommunalt ejede anlæg (jf. gennemgangen tidligere i kapitlet). Og selv om det fra nogle af de elværksejede og fjernvarmeejede forbrændingsanlæg skulle være muligt at hente lidt flere informationer, er de fælleskommunale anlæg så stor en del, at de begrænsninger, der her er fundet, vil bestemme valget af metode til informationsindsamling.

Undersøgelsen bekræfter formodningen om, at de officielle regnskaber ikke er indrettet, så de er i stand til at levere de ønskede informationer.

Resultatet af revisorens gennemgang er indeholdt fuldt ud som Bilag G og H bagest i rapporten.

6.1.1 Generelt om regnskaberne

For den relativt store del af affaldsanlæggene, som er kommunalt eller fælleskommunalt ejede, gælder som udgangspunkt de kommunale regler med hensyn til anvendelse af den kommunale standard kontoplan, budgetering efter bevillingssystemet med deraf følgende mangel på aktivering og periodisering af anlægskapitalen.

En række af disse forhold er også behandlet Indenrigsministeriets betænkning fra 1999 om det fremtidige budget- og regnskabssystem for kommunerne og amtskommunerne /7/.

Fælleskommunale selskaber har dog mulighed for at søge tilsynsmyndighedens tilladelse til at anvende andre regnskabsprincipper end bevillingssystemet og standardkontoplanen, noget som ihvertilfælde nogle selskaber har benyttet sig af.

På samme måde som de fælleskommunale selskaber anvender regnskabsprincipper, som i forskellig grad er rundet af den kommunale tradition, må det tilsvarende formodes, at elværksejede og fjernvarmeejede forbrændingsanlæg anvender regnskabsprincipper, som afspejler den tradition, de er født ud af.

6.1.2 Problemer med periodisering

Et væsentligt problem i de anvendte budget- og regnskabsprincipper er den manglende indbyrdes konsistens i principperne for aktivering og periodisering af anlægsaktiver.

Anlægsinvesteringer kan finansieres på 3 forskellige måder eller i en kombination heraf.

	Forlods henlæggelse
	Finansieret over årets drift
	Gennem lånoptagelse.

Forlods henlæggelse er formentlig anvendt i størst udstrækning ved etablering af de elværksejede forbrændingsanlæg. Værdien af disse investeringer er ved at blive gjort op til åbningsbalancerne i forbindelse med, at de elværksejede forbrændingsanlæg som følge af elreformen skal udskilles som selvstændige regnskabsenheder.

Men også kommunalt og fælleskommunalt ejede forbrændingsanlæg og deponeringsanlæg har formentlig anvendt forlods henlæggelse.

Problemet opstår, når det kommunale regnskabsprincip anvendes fuldt ud, idet anlægsinvesteringer så udgiftsføres, når investeringen betales.

Investeringer finansieret over den løbende drift er formentlig mest almindelig for deponeringsanlæggene. Det kan dreje sig om visse maskininvesteringer, hvor udskiftningsgebyren er tilrettelagt med et jævnt forløb. Det kan også være mindre anlægsopgaver eksempelvis mindre etapeudvidelser, indretning af specialceller, løbende slutafdækning eller lign. Man kan specielt forestille sig, at det sker, når arbejdet kan udføres af det personale og de maskiner, som i forvejen findes på pladsen.

På forbrændingsanlæggene er der ikke i samme grad anlægsopgaver, som kan udføres under den løbende drift. Det er dog sandsynligt, at nogle anlæg vil have en praksis, hvor køb og udskiftning af visse maskiner finansieres over den løbende drift.

Kun anlægsinvesteringer finansieret gennem låneoptagelsen, hvor løbetiden er afstemt med anlæggets reelle levetid, vil derfor som udgangspunkt være korrekt periodiseret. I forhold til lånoptagelse, har forbrændingsanlæg, som energianlæg, hele tiden været undtaget fra den kommunale låneramme og de deraf følgende begrænsninger for lånoptagelse. Derimod kunne affaldsselskaberne i slutningen af 1980’erne ikke låne til anlægsopgaver på lossepladser uden dispensation fra den kommunale låneramme, og en overgang var betingelserne for en sådan låneoptagelse som hovedregel, at lånene skulle tilbagebetales over 3 år.

Selv i tilfælde hvor anlæggene har søgt at finde frem til afdragstider, som svarer til levetiden, må man imidlertid forvente visse variationer dels i vurdering fra anlæg til anlæg, dels mellem vurdering og det der viser sig af være den faktiske levetid.

Afvigelser mellem den faktiske og den kalkulerede levetid kan gå begge veje med deraf efterfølgende opadgående eller nedadgående påvirkning af gebyret. Ændret levetid på anlægsinvesteringer kan f.eks. forekomme, hvis nye miljøkrav med deraf følgende udskiftningsbehov fastsættes før eller senere i forhold til det, der var forudset.

Ændret levetid kan også opstå som flg. af ændrede planforudsætninger. Eksempelvis har man i forbindelse med den manglende forbrændingskapacitet, som følge af deponeringsforbudet for forbrændingsegnet affald, på nogle anlæg været i den situation, at man har fået mulighed for i langt højere grad end forudsat at køre videre med "gamle" varmtvandsproducerende ovne, som ellers skulle være udfaset eller kun opretholdt som reserve- og spidslastenheder.

Valget mellem finansiering gennem lånoptagelse eller ved henlæggelse har langt ad vejen været en afvejning, som bestyrelsen for det enkelte anlæg selv har foretaget. I valg af strategi vil der typisk være indgået ønsket om f.eks. at sikre en stabil gebyrudvikling. Det kan heller ikke afvises, at man i områder, hvor afstanden til andre anlæg er kort, har kigget efter gebyrniveauet i naboselskaberne for ikke at få for store variationer i forhold til naboerne.

De vide rammer for finansiering må forventes at kunne give store indbyrdes forskelle i hvorledes anlæggene er finansieret. Nogle anlæg vil formentlig i stor udstrækning være finansieret ved forlods henlæggelse. Andre vil formentlig være finansieret ved fuld låneoptagelse.

De vide rammer for valg af finansieringsstrategi indebærer naturligvis også en fare for at forskelle i, anlægs- og driftsvilkår akkumuleres med den risiko, at der over tid vil ske en ophobning af gebyrforskelle, som er uhensigtsmæssige. Om det sker vides ikke.

6.1.3 Oplysningerne må skaffes gennem spørgeskema

Pilotundersøgelsen bekræfter, at regnskaberne, specielt når det drejer sig om kapitalforhold, vil være et utilstrækkeligt grundlag for en DEA-analyse. Men også på driftsudgifterne må det konstateres, at der er forskel i principperne for kontering af samme type udgifter. Eksempelvis er perkolatbehandling for nogle deponier særskilt opgjort, mens det for andre er indeholdt i en blandet driftskonto.

Konklusionen er således, at de nødvendige informationer kun kan skaffes gennem udsendelse af spørgeskemaer, med de problemer det giver dels med at få svarene ind, dels i forhold til usikkerhed om konsistens og nøjagtighed i svarene.

Erfaringsmæssigt er det svært at få alle anlæg til at svare på spørgeskemaer. Halvdelen skal formentlig rykkes og en del formentlig flere gange. Desuden kræver det præcis information om, hvad man ønsker oplyst i spørgeskemaet, hvis man skal være nogenlunde sikker på, at der er rimelig konsistens i f.eks. hvad en omkostningsgruppe dækker.

Endelig er der en fare for, at der ved fordeling af omkostninger i forhold til aktiviteter, som ikke er omfattet af undersøgelsen, vil opstå unøjagtigheder. I den situation mistes den selvregulering, som vil være, når alle aktiviteter er i spil, fordi den, der skal foretage fordelingen, helt naturligt vil blive meget opmærksom på ikke at belaste aktiviteten mere end højest nødvendig, hvilket modsat kan betyde, at man underfordeler og kommer til at tegne et for positivt billede af ens eget anlæg.

Skal undersøgelsen gennemføres, er det imidlertid vigtigt, at alle bliver omfattet alene på grund af den forholdsvis lille population, som områderne forbrænding og deponering udgør.

6.2 Forbrænding – kilder til oplysning om produktions- , anlægs- og strukturvariable

I kapitel 5 anbefales det, at lade de produktionsvariable på input-siden udgøre af driftsomkostninger i en tilpas opløsning. Disse kunne være, som de er angivet nedenfor i afsnit 6.2.2, om driftsudgifter.

På output-siden af de produktionsvariable anbefales det (jf. kapitel 5) at bruge mængden af brændt affald, der som anført nedenfor indgår som en oplysning i de informationer, det anbefales at indsamle om driftsindtægter.

Kapitel 5 anbefaler også, at man afprøver den samlede energiproduktion som output for produktionsvariable. Disse informationer kan fås ved at indeholde de i afsnit 6.2.4 anbefalede spørgsmål.

Anlægs- og strukturvariable:

Blandt de vigtigste strukturvariable at få undersøgt er brændt affaldsmængde eller alternativt kapacitet samt sammensætning af kapacitet.

Det skyldes, at kapaciteten og sammensætningen heraf samt alderen ikke er et resultat af driftsøkonomiske overvejelser, men en samfundsmæssig beslutning på linje med beslutninger om at etablere veje, og hvor store de skal være.

I karakteriseringen af størrelse og sammensætning af kapaciteten indgår følgende elementer:

	Antal ovnlinjer
	Hvilke ovnlinjer som er kraftvarmeproducerende, og hvilke der udelukkende er fjernvarmeproducerende.

I et vist omfang indgår disse oplysninger allerede i bilag A til denne rapport, men det må dog anbefales at verificere og supplere oplysningerne.

En antagelse kunne være, at når det specielt drejer sig om vedligehold og reparation, vil der ud over antal ovnlinjer og sammensætning være en sammenhæng til:

	Alder på ovnlinjerne og
	Driftsmetallet på ovnlinjerne.

Derfor anbefales det i kapitel 5 at undersøge sammenhængen til disse to faktorer. I et vist omfang indgår også disse oplysninger i bilag A, men også i dette tilfælde må det anbefales at verificere og supplere oplysningerne.

Med hensyn til bortskaffelsesomkostningerne for restprodukter formodes der at være en sammenhæng mellem omkostning og typen af røgrensningsystem. I analysen kan der prøves at slå tør og semitør rensning sammen i samme gruppe, mens våd rensning udgør en gruppe for sig.

Da enkelte anlæg har både våd og tør eller semitørrensning, kunne det være en mulighed at lave et vægtet parameter i forhold til antal tons brændt med tør/semitør holdt op mod antal tons brændt med våd rensning. Også med hensyn til røgrensning indgår oplysningerne i et vist omfang i bilag A, men stadig må det anbefales at verificere og supplere oplysningerne.

6.2.1 Oplysninger om kapitalforhold

De fleste forbrændingsanlæg har formodentlig på en eller anden måde opgjort en afskrivning og forrentning, da dette indgår ved dokumentation af varmeprisen. Dette kan imidlertid både være i det officielle regnskab og i et evt. "skufferegnskab". Da substitutionsprisen for det enkelte opland imidlertid ofte lægger loft over, hvor meget der kan opkræves i varmepris, vil det meget nemt være loftet, og ikke den forventede levetid, der vil bestemme valget af afskrivningsprofil.

Billedet kan blive yderligere sløret, i det omfang der er sket finansiering over henlæggelse, samt i det omfang der er anvendt kommunale regnskabsprincipper, hvor investeringer udgiftsføres på det tidspunkt, hvor investeringerne betales.

I det omfang DEA-analysen i hovedprojektet viser, at forskelle i kapitalomkostninger er en væsentlig årsag til forskelle i omkostnings- og gebyrniveau, vil det være ønskeligt, at det kommende hovedprojekt går bag tallene og forsøger at give en forklaring på forskellene. Derfor vil det være ønskeligt at have en oversigt over de samlede investeringer i anlæggene samt saldo for gæld, afskrivningskonto og henlæggelseskonto relateret til forbrændingsaktiviteten.

Derfor bør der som minimum indsamles de oplysninger, som er angivet i nedenstående skema.

Samlede investeringer i eksisterende (ikke udfasede) anlæg:

Anlægs objekt:

Årstal:

Investeret beløb:

 

Nedskrevet værdi: ________________________

 

Saldo gæld: ______________________________________ evt. verbal redegørelse for låneforhold og afvikling.

 

Afskrivningsperiode: ________________________

 

Saldo henlæggelseskonto til fremtidigt anlæg: ___________________________

6.2.2 Oplysninger om driftsudgifter

For at kunne bruge DEA-analysen til at få oplysninger om forskellige produktionsvariable og strukturvariable’s indflydelse på forbrændingsomkostningen er det konsulentens opfattelse, at der som minimum skal fremskaffes informationer om driftsudgifterne opdelt i de nedenfor anførte hovedkategorier administration, drift- og vedligeholdelse, bortskaffelse slagge og restprodukter, afskrivning og forrentning samt henlæggelser (se nedenstående skema pkt. 1 – 5).

Ved at have driftsudgifterne opdelt på de 5 kategorier vil det være muligt at sætte navn på kilderne til evt. forskelle i driftsomkostninger, om det f.eks. skyldes forskelle i finansieringsforhold, forskelle i omkostninger til bortskaffelse af røgrensningsprodukter og slagge. Det vil også blive muligt at undersøge om evt. dyrere udgifter til reparation og vedligeholdelse har statistisk sammenhæng med anlæggets alder antallet af ovnlinjer andelen af kraftvarmelinjer el.lign.

Ved yderligere at have oplysningerne på et mere detaljeret niveau (skemaet litra a, b,……) vil det være muligt at dykke yderligere et trin ned i årsagsforklaringen. F.eks. vil en adskillelse mellem omkostninger til bortskaffelse af slagge og restprodukter give mulighed for at afdække evt. sammenhæng mellem typen af røgrensningssystem (tør / semitør eller våd) og omkostningen til bortskaffelse af restprodukt.

Omkostningerne til administration opdeles i "direkte konteret" og "fordelt andel af fællesadministration". I det omfang forbrændingsanlægget helt eller delvist varetager en del af kommunens planlægningsopgaver må dette anføres separat.

Sideaktiviteter på forbrændingsanlæg medtages som en valgfri parameter for anlæggene, idet de her kan gøre opmærksom på, om de mener, at der er sideaktiviteter på anlægget, der har væsentlig betydning på anlæggets driftsøkonomi og hvilket omfang dette i givet fald har.

Drift og vedligeholdelse kan også indeholde oplysninger om SO2-afgifter, neddelingsomkostninger, omkostninger til mellemdeponi, etc.

Det må derfor anbefales, at der ved udarbejdelse af hovedrapporten hentes oplysninger på både de 5 aggregerede niveauer og det detaljerede niveau (se nedenstående skema).

Pilotundersøgelsen har bekræftet, at anlæggenes årsregnskaber ikke umiddelbart giver oplysninger i den ønskede detaljeringsgrad og på et sammenligneligt plan. Det vil derfor være nødvendigt at indsamle oplysningerne gennem spørgeskema suppleret med personlig kontakt til anlæggene.

Område:	Driftsudgift:
1) Administration a) Direkte konteret b) Fordelt andel af fælles administration
2) Drift og vedligeholdelse a) Personaleomkostninger b) Reparation og vedligehold inkl. reservedele c) Driftsmidler (el, vand m.v. ekskl. reservedele) d) Sideaktiviteter af væsentlig betydning e) Andet
3) Bortskaffelse af slagge og restprodukter a) Slagge b) Røgrensningsprodukt
4) Afskrivning og forrentning
5) Henlæggelser

6.2.3 Oplysninger om driftsindtægter

Oplysninger om driftsindtægterne ved forbrænding kan hjælpe til at belyse, i hvilken udstrækning forskelle i affaldsbehandlingsudgifter skyldes kapitalforhold, forskelle i driftsomkostninger eller forskelle i afsætningsmuligheder og afsætningspriser for el og specielt varme.

Enkelte af informationerne, mængden af brændt affald samt afregningspris for varme, er allerede, som en del af forprojektet, indsamlet for nogle af anlæggene for 1998.

Posten, Andet, kan være afgiftsrefusion på restprodukt og slagge.

Oplysningerne er imidlertid ikke komplette, og det må derfor anbefales, at man i hovedprojektet indsamler samtlige de oplysninger, som er anført i skemaet nedenfor.

Indtægter som indgår i forbrændingsregnskabet	Afregnet mængde	Enhedspris	Indtægt ialt (kr.)
1)  Salg el	________MWh	_____kr/Mwh
2)  Salg varme	________GJ	______kr/GJ
Brændt affaldsmængde fordelt på affaldstyper --------------------------- --------------------------- ---------------------------	________tons ________tons ________tons	______kr/tons ______kr/tons ______kr/tons	_______ _______ _______
3)  Andet

6.2.4 Andre oplysninger

Foruden oplysninger om anlæggets økonomi kan oplysninger om åbningstid, miljøforhold (f.eks. typen af røggasrensning) være relevant.

Service a)  Åbningstid b)  -
Miljøforhold a)  Type røggasrensning b)  Andet
Andet a)  ------------------------

6.3 Deponering – kilder til oplysning om produktions- og strukturvariable

De produktionsvariable på input-siden bør i henhold til anbefalingerne i kapitel 5 omfatte driftsomkostningerne opdelt på en passende måde, f.eks som anbefalet i afsnit 6.3.2.

De produktionsvariable på output-siden bør i henhold til anbefalingerne være deponerede mængder, evt. vægtet i forhold til selskabernes egen gebyrvægtning. Fremskafning af disse oplysninger er således beskrevet i kapitel 6.3.3.

De anlægs- og strukturvariable, som foreslås i kapitel 5, er:

	Membran- og perkolatforhold
	Afskrivningspolitik
	Sideaktiviteter.

Alle tre strukturvariable fremkommer implicit af oplysningerne, som anbefales hentet hjem som oplysning om driftsomkostninger (6.3.2) eller under driftsindtægter (6.3.3).

Membran og perkolatforholdenes økonomiske indfyldelse kan således aflæses af den inputvariable under driftsomkostninger (6.3.2), som hedder perkolatbehandling.

Afskrivningsforholdene indgår også som variabel under driftsomkostning i form af punkterne afskrivning og forrentning samt henlæggelse (6.3.2).

Oplysninger om sideaktiviterne fremgår som pkt. 3 og 4 i det forslag til oplysninger der bør hentes hjem om driftsindtægter.

6.3.1 Oplysninger om kapitalforhold

Pilotundersøgelsen af regnskaber fra 5 udvalgte selskaber efterfulgt af en henvendelse til yderligere et selskab bekræfter, at regnskabspraksis omkring deponier er endnu mere broget end omkring forbrænding.

Her slår det meget brede spillerum for kommunal regnskabspraksis tydeligt igennem. Af de 6 selskaber har:

Alle 6 selskaber har afskrivning og forrentning i det overordnede driftsregnskab, men kun for 2 selskaber fremgår det, hvor stor en del der direkte er relateret til deponeringsanlægget. Tilsvarende har 3 af selskaberne i regnskabet anført en lånesaldo for hele selskabet.

Endelig har 3 af selskaberne en henlæggelseskonto, men for det ene selskab er det selskabets samlede henlæggelseskonto, der er anført og ikke en aktivitetsopdelt konto.

Også for deponeringsanlæg må det derfor konstateres, at regnskaberne vil være et utilstrækkeligt grundlag for analysen.

Også for deponering vil det være ønskeligt / nødvendigt, at hovedprojektet går bag tallene og giver en uddybende forklaring, hvis DEA-analysen, som man må formode, viser, at forskelle i kapitalomkostninger er en væsentlig årsag til nogle forskelle i omkostnings- og gebyrniveau.

Den ene forskel i kapitalomkostninger kan skyldes forskelle i betalings- og afskrivningsprofilen for kapitalanlæggene. Hvis det er årsagen, vil det kunne afdækkes ved de i skemaet foreslåede oplysninger.

Også forskelle i investeringsniveau mellem anlæggene vil blive afdækket ved de foreslåede oplysninger. Til gengæld vil informationerne ikke være tilstrækkelige til at årsagsforklare forskellene i investeringsniveau, hvilket dog heller ikke skønnes nødvendigt.

Samlede investeringer i deponeringsanlægget til dato:

Anlægs objekt:

Årstal:

Investeret beløb:

 

Afskrivningsperiode: ________________________

 

Nedskrevet værdi på deponeringsanlæg: ___________________

Oversigt over større maskiner som indgår i deponiets drift:

Type maskine:

Ca. anskaffelsespris:

År:

 

Afskrivningsperiode: ________________________

 

Nedskrevet værdi maskiner: ___________________

Saldo gæld og henlæggelse for hele deponiet

Saldo gæld: ______________________________________

 

Saldo henlæggelseskonto: ___________________________ til fremtidig anlæg/anskaffelser

6.3.2 Oplysninger om driftsudgifter

For at få en opgørelse hvor det vil være muligt at afprøve effekten af forskellige produktionsvariable og strukturvariable, skønnes det, at driftsudgifterne som minimum bør opdeles på de hovedkategorier (1 – 5), som er angivet i nedenstående tabel.

Ved at have driftsudgifterne opdelt på de 5 kategorier vil det være muligt at sætte navn på kilderne til evt. forskelle i driftsomkostninger, f.eks. om det skyldes forskelle i finansieringsforhold eller forskelle i perkolathåndteringsudgifter.

Ved at have oplysningerne på et mere detaljeret niveau (litra a,b,……) vil det desuden være muligt at dykke yderligere et trin ned i årsagsforklaringen.

Det må derfor anbefales, at der ved udarbejdelse af hovedrapporten hentes oplysninger på både de 5 aggregerede niveauer og på det mere detaljerede niveau.

Pilotundersøgelsen viser, at også på driftsiden for deponering vil det være nødvendigt at indsamle oplysningerne gennem spørgeskema evt. suppleret med personlig kontakt til de enkelte anlæg.

Omkostningerne til administration opdeles i "direkte konteret" og "fordelt andel af fællesadministration". I det omfang anlægget helt eller delvist varetager en del af kommunens planlægningsopgaver må dette anføres separat.

Område:	Driftsudgift:
1) Administration a) Direkte konteret b) Fordelt andel af fælles administration
2) Drift og vedligeholdelse a) Personaleomkostninger b) Maskiner drift, vedligehold og reparation c) Entreprenører / indlejede maskiner d) Miljøkontrol (ekskl. Afværge- og perkolatudg.) e) Andet
3) Bortskaffelse perkolat inkl. evt. afværgeudgifter
4) Afskrivning og forrentning
5) Henlæggelser

6.3.3 Oplysninger om driftsindtægter

Detaljerede oplysninger om driftsindtægterne er vigtige, fordi de giver nyttige oplysninger om den produktionsvariable driver "mængden af affald til deponering".

Opdelingen i blandet affald og specialfraktioner giver mulighed for at lave en vægtet summation af affaldsmængderne baseret på selskabernes egen gebyrvægtning. Det er efter konsulentens opfattelse den bedste måde at tage højde for forskelle i sammensætning og mængder af affaldstyper, som kræver speciel håndtering.

Opgørelse af indtægter ved sideaktiviteter, som indgår i deponeringsregnskabet har til formål at kunne neutralisere disse udgifter, samtidig med at det giver mulighed for at afprøve om netop antallet af sideaktiviteter er en afgørende faktor for selskabernes mulighed for at opnå effektivieringsgevinster, som ikke kan nås ved at skabe stordriftfordele gennem øgede affaldsmængder til deponering.

Opgørelse af sideaktiviteter, som ikke indgår i deponeringsregnskabet har udelukkende til formål at kunne afprøve om netop antallet af sideaktiviteter er en afgørende faktor for selskabernes mulighed for at opnå effektivieringsgevinster.

Ved indhentning af oplysningerne er det vigtigt, at der som minimum skaffes oplysninger på de aggregerede niveauer (1 – 4), og at minimum 2 af de 3 oplysninger om mængde, gebyr og indtægt i alt er oplyst.

Indtægtsområde indeholdt i deponeringsregnskabet	Behandlet mængde i (tons)	Gebyr i (kr./ tons)	Indtægt ialt (kr.)
1) Deponering blandet affald
2) Deponering specialfraktioner a) _________________ b) _________________ c) _________________ d) _________________
3) Andre indtægter fra sideaktiviteter som indgår i deponeringsregnskabet a) _________________ b) _________________ c) _________________ d) _________________
4) Andre sideaktiviteter som udnytter fællesfaciliteter i form af personale eller maskiner, men som ikke indgår i deponeringsregnskabet a) _________________ b) _________________ c) _________________ d) _________________

6.3.4 Andre oplysninger

Foruden oplysninger om anlæggets økonomi kan oplysninger om åbningstid, miljøforhold (f.eks. udnyttelse af methangas) være relevant.

Service c)  Åbningstid d)
Miljøforhold c)  Udnyttelse af methangas d)  Andet
Andet b)  ------------------------

6.4 Selskabernes ressourceforbrug ved at fremskaffe oplysningerne

Foranstående skemaer er gennemgået med regnskabschef Jens Andersen fra affaldsselskabet FASAN. Jens Andersen har desuden en fortid som revisor med opgaver for flere affaldsselskaber.

På baggund af Jens Andersens gennemgang skønnes det, at selskaberne typisk skal bruge 2-3 dages arbejde på forbrænding og noget tilsvarende for deponering for at fremskaffe de ønskede oplysninger på den ønskede form.

Den relvativt lille population gør, at det er vigtigt, at alle anlæg leverer baggrundsmateriale og bliver omfattet af undersøgelsen.

Set i sammenhæng med det relativt store tidsforbrug, som undersøgelsen vil pålægge det enkelte selskab, kræver det en omhyggelig forberedelse af spørgeskemamaterialet og formentlig en tæt opfølgning og dialog mellem konsulenten og den medarbejder i affaldsselskabet, som skal producere oplysningerne.

7. Litteratur- og softwarehenvisninger til effektivitets- og produktivitetsanalyser.

7.1	Software
7.2	Litteratur om produktivitetsanalyser og benchmarking

7.1 Software

Der findes et antal programpakker til at afvikle DEA-metoden og varianter heraf. Her er anført links til et lille udsnit af pakkerne:

	Frontier, DEAP og TFPIP: http://www.une.edu.au/econometrics/cepa.htm
	EMS: http://www.wiso.uni-dortmund.de/lsfg/or/scheel/ems/
	Warwick DEA: http://www.warwick.ac.uk/~bsrlu/dea/deas/deas1.htm

7.2 Litteratur om produktivitetsanalyser og benchmarking

Aigner, D.J. & S.F. Chu (1968): On Estimating the Industry Production Functions, International Economic Review 13:568-98.

Averch & Johnson (1962): "Behavior of a firm under regulatory constraint", American Economic Review 53:941-73.

Banker, R.D. (1980): A game theoretic approach to measuring efficiency, European Journal of Operations Research 5: 262-266.

Banker, R. D. (1992): Selection of efficiency evaluation models, Contemporary Accounting Research 9(1): 343-355.

Bogetoft, P. (1997): DEA-based yardstick competition: The optimality of best practice regulation, Annals of Operations Research 73:277-98.

Bogetoft, P. (2000): DEA and Activity Planning under Asymmetric Information, Journal of Productivity Analysis 13:7-48

Bogetoft, P. & P. Pruzan (1997): Planning with Multiple Criteria. Investigation, Communication and Choice, Handelshøjskolens Forlag, København.

Caves, D.W., L.R. Christensen & W.E. Diewert (1982): The economic theory of index numbers and the measurement of input, output, and productivity. Econometrica 50(6).

Chambers, R.G. (1988): Applied Production Analysis. A dual Approach, Cambridge University Press.

Chambers, R.G. (1988): Recent Developments in Production Economics, Working Paper No. 88-63, Department of Agricultural and Resource Economics, University of Maryland.

Charnes, A., W.W. Cooper, A. Lewin & L. Seiford (1994): Data Envelopment Analysis: Theory, Methodology, and Applications, Kluwer Academic Publishers.

Charnes, A., W.W. Cooper & E. Rhodes (1978): Measuring the Efficiency of Decision Making Units, European Journal of Operational Research 2:429-44.

Christensen, F., P. Fristrup & J. L. Hougaard (1991): Produktivitetsanalyser, DJØF Forlag.

Clarke, E.H. (1971): "Multipart pricing of public goods", Public Choice 8:19-71.

Coelli, T.J., Prasada Rao, D.S., and Battese, G.E. (1997): An Introduction to Efficiency and Productivity Analysis, Kluwer Academic Publishers, Boston.

Debreu, G. (1951): The Coefficient of Resource Utilization, Econometrica 19:273-92.

Deprins, D., L. Simar & H. Tulkens (1984): Measuring labour-efficiency in post offices, i Marchand, Pestieau & Tulkens: The Performance of Public Enterprises, North-Holland.

Farrell, M.J. (1957): The Measurement of Productive Efficiency, Journal of the Royal Statistical Society, Series A, CXX, Part 3, pp253-90.

Finansministeriet (1999): Budgetredegørelse 99.

Finansministeriet, Økonomistyrelsen (1998): Controlling i staten. (http://www.oes.dk/udgiv/publikationer/controlling_i_staten)

Färe, R & S. Grosskopf (1996): Intertemporal Production Frontiers, Kluwer Academic Publishers.

Groves, T. (1973): "Incentives in Teams", Econometrica 41:617-31

Hougaard, J.L. (1994): Produktivitetsanalyse af dansk elproduktion, AKF-Forlaget.

Hougaard, J.L. & M. Tvede (1993): Intertemporal Dominance Analysis; WP 5-93, Institute of Economics, Copenhagen Business School.

KonkurrenceStyrelsen (1998): Benchmarking.

(http://www.ks.dk/publikationer/index.forside.8-2.html)

Koopmans, T.C. (1951): An Analysis of Production as an Efficient Combination of Activities, i T.C. Koopmans (red.): Activity Analysis of Production and Allocation, Cowles Commission for Research in Economics, Monograph No. 13, Wiley, New York.

Lewin, A.Y. & R.C. Morey (1981): Measuring the Relative Efficiency and Output Potential of Public Sector Organizations - An Application of Data Envelopment Analysis, International Journal of Policy Analysis and Information Systems 5(4).

Lindeneg, K. (1993): Prioritering og styring, Akademisk Forlag.

Saaty, T.L. (1990): How to make a decision: The analytic hierarchy process, European Journal of Operational Research 48( 1), pp. 9-26.

Zionts, S. (1974): Linear and Integer Programming, Prentice-Hall.

8. Referenceliste i øvrigt

/1/ Lovbekendtgørelse om miljøbeskyttelse nr. 698 af 22.09.98

/2/ Miljø- og energiministeriets bekendtgørelse nr. 299 af 30. april 1997 om affald og genanvendelse

/3/ Miljøvurdering af forslag til finanslov 2000.

/4/ Folketingets forespørgselsdebat om affald 16. december 1996

/5/ Miljøprojekt nr. 465 - 1999. "Råd & Vink" om gebyrfastsættelse på affaldsområdet.

/6/ KonkurrenceStyrelsen, Redegørelse om affaldssektoren, 1999 (www.ks.dk/publikationer/1999/affald.htm)

/7/ Indenrigsministeriets betænkning 1369, januar 1999 – Det fremtidige budget- og regnskabssystem for kommunerne og amtskommunerne.

/8/ Deponeringsdirektivet Rådets Direktiv 1999/31/EF af 21. april 1999 om deponering af affald

/9/ Lov om elreform – Lo om elforsyning, LBK nr. 488 af 18/06/1999

/10/ Effektivitet og Kvalitet. Et udviklingsforløb for opbygning af benchmarking i affaldsbranchen. Kronik i Danske Kommuner, september 1999, "Vi kan alle blive bedre", eller informationer hos Reno-Sam, tlf. 46756661.

 

Bilag A:
Forbrændingsanlæg i Danmark

I	Oversigt over anlæg med adresser
II	Oversigt faktiske forskelle i udvalgte rammevilkår
III	Spørgeskema anvendt ved indhentning af oplysninger til forprojekt

 
I.     Oversigt over anlæg med adresser Se her!

II.   Oversigt faktiske forskelle i udvalgte rammevilkår Se her!

III.  Spørgeskema anvendt ved indhentning af oplysninger til forprojekt       

 

Spørgeskema vedr. forbrændingsanlæg:

Generelle informationer:
Navn forbrænding
Adresse forbrænding
Befolkningsunderlag
Brændt i 1998	Blandet affald _________tons Specialfraktioner Klinisk risikoaffald _________tons - Slam _________tons - _________tons - _________tons I alt affald _________tons Støttebrændsel - _________tons - _________tons

Spørgeskema vedr. forbrændingsanlæg: Se her!

Hvor afsættes energien

Fjernvarme leveres til veksler på forbrændingsanlæg
Fjernvarme leveres til vekslerstation uden for anlæg i afstand	km.
Fjernvarme leveres direkte til forbruger
Kraftvarme afsættes som damp til elværk
Forbrændingsanlægget producerer selv el, og afsætter el til elværk og overskudsvarme som fjernvarme
Andet:

Afregning fjernvarme

Varmeprisen fastsættes ved omkostningsfordeling	______nej ______ja med omkostningsfordeling mellem varme / affald i forholdet _____ / _____
Varmeprisen fastsættes ved substitutionspris	______ nej ______ ja i forhold til __________________
Varmeprisen blev i 1998 afregnet til en pris på	________kr. / GJ

Ovnlinjer med særlige røgrensningsudstyr / krav (NOx, SO2, Dioxin, andet)

Linje no.	Særligt udstyr / krav:
1
2
3
4
5
6

Har forbrændingsanlægget ansvar for opbalning eller

anden mellemlagring af affald?

mellemlagring er anlæggets ansvar:__________ ja __________nej

Opballet i 1998:

__________________tons

Har Forbrændingsanlægget eller et mellemliggende affaldsselskab økonomisk ansvar for slaggebortskaffelsen?

Forbrændingsanlæggets eget ansvar:_________ ja __________nej

Ansvaret påhviler: ________________________

Bemærkninger:

______________________________________________________

______________________________________________________

______________________________________________________

______________________________________________________

_____________________________________________________________

 

Bilag B:
Deponeringsanlæg i Danmark

I	Oversigt over anlæg med adresser
II	Oversigt faktiske forskelle i udvalgte rammevilkår
III	Oversigt sideaktiviteter m.v.
IV	Spørgeskema anvendt ved indhentning af oplysninger til forprojekt

I.  Oversigt over anlæg med adresser Se her!

II.  Oversigt faktiske forskelle i udvalgte rammevilkår Se her!

III.  Oversigt sideaktiviteter m.v. Se her!

IV.  Spørgeskema anvendt ved indhentning af oplysninger til forprojekt

Spørgeskema vedr. deponering Generelt Deponiets navn:                 _______________________________________ Kontaktperson: Navn:__________________________________ Telefon: ________________________________   Deponiets adresse: _______________________________________ _______________________________________   Ejerskab Fælleskommunalt Kommunalt Andet: _____________________________ Befolkningsgrundlag: _______________________tusinde Første etape taget i brug år: _______________________ Ugentlig åbningstid: _________________________ timer   Mængder - Deponeret til og med 1998: _____________tons / m3 - Restkapacitet i etablerede etaper: _____________tons / m3 - Restkapacitet på miljøgodkendt område: _____________tons / m3 - Restkapacitet inden for lokal- eller regionplanlagt område: _____________tons / m3   Deponeret i 1998: Blandet affald _________________________tons Specialfraktioner Shredderaffald: _________________________tons Støberisand: _________________________tons Slam: _________________________tons Andet (art) :_________ _________________________tons Andet (art) :_________ _________________________tons I alt: ______________________tons   Membrankonstruktion Ingen membran: Enkeltmembran i ler:  Enkeltmembran i plast:  Dobbeltmembran in situ ler + plast eller bentonit:  Dobbeltmembran tilført ler + plast eller bentonit:  Fyldhøjde Gennemsnitlig fyldhøjde: ___________________meter     Perkolat Årlig mængde (1998): _______________________m3 Egen slutbehandling inden udledning: _______________________m3 - angiv hvilken type behandling: Egen forbehandling inden bortledning til kommunalt renseanlæg: _______________________m3 - angiv hvilken type forbehandling: Pumpes til kommunalt renseanlæg: __________m3__________ km Køres til kommunalt renseanlæg: _______________________m3 Andre aktiviteter - i samdrift med deponering, som deler mandskab eller maskiner med lossepladsen Haveaffaldskompostering ____________________tons/ år Slaggesortering: ____________________tons/ år Byggeaffaldsnedknusning: ____________________tons/ år Opbalning / mellemlagring af brændbart affald: ____________________tons/ år Oplagring af røgrensningsprodukter: ____________________tons/ år Andet: ____________________tons/ år   Andre forhold - Gasindvinding - Andet / bemærkninger: ___________________________ Ansvar for drift af gamle pladser: - Perkolatbortskaffalse - Gasudvinding: - Afværgeforanstaltninger - Andet /bemærkninger: ____________________________

Bilag C:
Forbrænding – Oversigt over parametre med indflydelse på anlægsomkostninger:

Se her!

Bilag D:
Forbrænding – Oversigt over rammebestemte parametres indflydelse på udvalgte driftsomkostninger:

Se her!

Bilag E:
Deponering – Oversigt over parametre med indflydelse på anlægsomkostninger:

Se her!

Bilag F:
Deponering – Oversigt over rammebestemte parametre med indflydelse på udvalgte driftsomkostninger:

Se her!

 

Bilag G:
Forbrænding – 4 udvalgte anlæg-Pilotundersøgelse af regnskaber med hensyn til mulighederne for at kortlægge omkostningsstruktur, investeringer og periodiseringsprincipper ud fra officielle årsregnskaber.

I	Bofa I/S
II	I/S FASAN
III	I/S KARA
IV	VEGA

I.  Selskab: Bofa

Materiale: Årsregnskab 1998, kontoplan, budget 2000

Regnskabsprincipper (udvalg)

Der afskrives på anlægsaktiver over levetiden. Investeringer under kr.100.000 udgiftsføres

Beløb i tkr. medmindre andet er anført

Vedrørende anlægsinvesteringer og finansiering
Varme/el	Kun varme
Gennemførte anlægsinvesteringer (Investeringsbeløb og investeringstidspunkt)	Ses ikke direkte. Der er samlede anlægsinvesteringer 31/12 1998 på 89.288, hvoraf en stor del må vedrøre affaldsforbrændingen
Finansieret gennem låntagning (restløbetid, restgæld, årligt afdrag, årlig rente)	Ses ikke direkte, men der er store anlægslån hvoraf en stor del må formodes at relatere sig til affaldsforbrændingen, lån i alt 31/12 1998 95.790
Finansieret gennem henlæggelse over affaldsdelen	Ses ikke
Afskrevet i forhold til varmeforsyningsdelen	Varmen sælges til et fjernvarmeselskab
Ikke anvendte henlæggelser	Ses ikke
Henlagt i året	Ses ikke
Afskrivninger 1998	Ses ikke direkte, afskrivninger i alt i 1998 5.353
Finansieringsudgifter1998	Ses ikke direkte, i alt i 1998 7.048
Vedrørende driftsomkostninger
Behandlede mængder	19.500 tons
1. Administration a) Administration	2.333 (fordelt)
2. Drift- og vedligeholdelse
a) Personaleomkostninger	4.167
b) Entreprenørudgifter	460
c) Reparation og vedligeholdelse	2.043
d) Driftsmidler (el, vand m.v.)	1.451
e) Miljøkontrol	123
f) Mellemlagring af affald
g) Ejendomsudgifter	249
h) Behandlingsafgift deponi	375 (eventuelt slagge)
i) Affaldsafgift	4.408
j) Andet	59
3. Bortskaffelse restprodukter
a) Slaggebehandling og bortskaffelse	Se nedenfor
b) Bortskaffelse af røgrensningsprodukter	113
c) Bortskaffelse af affald fra øen	1.492 (kan også være andet end restprodukter)

II. Selskab: Fasan

Materiale: Årsregnskab 1998, kontoplan, revideret budget 1999

Regnskabsprincipper (udvalg)

Der afskrives ikke på anlægsaktiver i resultatopgørelsen i det officielle regnskab. Der nedskrives over egenkapitalen. I 1999 anvendes det driftsøkonomiske princip.

Beløb i tkr. medmindre andet er anført

Vedrørende anlægsinvesteringer og finansiering
Varme/el	Sælger damp til kraftvarme
Gennemførte anlægsinvesteringer (Investeringsbeløb og investeringstidspunkt)	Der er akkumulerede anlægsinvesteringer 31/12 1998 på 231.119, saldo 1/1 1999: 56.324
Finansieret gennem låntagning (restløbetid, restgæld, årligt afdrag, årlig rente)	Ses ikke direkte, men der er store anlægslån der formodes at relaters sig til affaldsforbrændingen, lån i alt 31/12 1998: 36.783
Finansieret gennem henlæggelse over affaldsdelen	Anvendt 52.587
Afskrevet i forhold til varmeforsyningsdelen	Dampen sælges til kraftvarmeproduktion
Ikke anvendte henlæggelser	Ses ikke
Henlagt i året	Ses ikke
Afskrivninger 1998	Ses ikke direkte, i alt i 1998 14.068
Finansieringsudgifter1998	Ses ikke direkte, i alt i 1998 6.306
Vedrørende driftsomkostninger
Behandlede mængder	tons
1. Administration a) Administration
2. Drift- og vedligeholdelse
a) Personaleomkostninger
b) Entreprenørudgifter
c) Reparation og vedligeholdelse
d) Driftsmidler (el, vand m.v.)
e) Miljøkontrol
f) Mellemlagring af affald
g) Ejendomsudgifter
h) Andet
3. Bortskaffelse restprodukter
a) Slaggebehandling og bortskaffelse
b) Bortskaffelse af røgrensningsprodukter

Der ikke oplysninger om de enkelte poster. Udgifte i alt til forbrændingsanlæg i 1998: 23.912 excl. renter og afskrivning og andel af fællesomkostninger.

III. Selskab: Kara

Materiale: Årsregnskab 1998, kontoplan, budget 1999, afdelingsregnskab for forbrændingsdelen

Regnskabsprincipper (udvalg)

Der afskrives ikke på anlægsaktiver i det officielle regnskab. Der indgår afskrivninger i det interne regnskab for forbrænding

Beløb i tkr. medmindre andet er anført

Vedrørende anlægsinvesteringer og finansiering
Varme/el	Kun varme i 1998
Gennemførte anlægsinvesteringer (Investeringsbeløb og investeringstidspunkt)	Etape 1-6 149.887 Etape 7 115.864 Igangværende etape 8 439.053
Finansieret gennem låntagning (restløbetid, restgæld, årligt afdrag, årlig rente)	Ja, oplysninger fremgår ikke direkte, lån pr. 31/12 1998: 589.236
Finansieret gennem henlæggelse over affaldsdelen	Ses ikke
Afskrevet i forhold til varmeforsyningsdelen	Varmen sælges til et fjernvarmeselskab
Ikke anvendte henlæggelser	Ses ikke
Henlagt i året	Ses ikke
Afskrivninger 1998	12.811
Finansieringsudgifter1998	13.812 (beregnet forrentning)
Vedrørende driftsomkostninger
Behandlede mængder	127.580 i 1998
1. Administration a) Administration	3.632
2. Drift- og vedligeholdelse
a) Personaleomkostninger	14.931
b) Entreprenørudgifter	2.772
c) Reparation og vedligeholdelse	8.863
d) Driftsmidler (el, vand m.v.)	5.035
e) Miljøkontrol	ses ikke direkte
f) Mellemlagring af affald	ses ikke direkte men findes
g) Kørselsudgifter	2.072
g) Andet	1.172
3. Bortskaffelse restprodukter
a) Slaggebehandling og bortskaffelse	4.700
b) Bortskaffelse af røgrensningsprodukter	4.643

IV. Selskab: Vega

Materiale: Årsregnskab 1998, kontoplan, revideret budget 1999

Regnskabsprincipper (udvalg)

Der afskrives på anlægsaktiver i det officielle regnskab. Afskrivninger sker over lånefinansieringens løbetid med afdragene. Ikke finansieret materiel afskrives over levetiden.

Beløb i tkr. medmindre andet er anført

Vedrørende anlægsinvesteringer og finansiering
Varme/el	Kun varme
Gennemførte anlægsinvesteringer (Investeringsbeløb og investeringstidspunkt)	Ses ikke direkte. Der er samlede akkumulerede anlægsinvesteringer 31/12 1998 på 162.928, hvoraf en stor del må vedrøre affaldsforbrændingen
Finansieret gennem låntagning (restløbetid, restgæld, årligt afdrag, årlig rente)	Ses ikke direkte, men der er store anlægslån der formodes at relaters sig til affaldsforbrændingen, lån i alt 31/12 1998 87.705
Finansieret gennem henlæggelse over affaldsdelen	Ses ikke
Afskrevet i forhold til varmeforsyningsdelen	Varmen sælges til et fjernvarmeselskab
Ikke anvendte henlæggelser	Ses ikke
Henlagt i året	Ses ikke
Afskrivninger 1998	Ses ikke direkte, i alt i 1998 14.068
Finansieringsudgifter1998	Ses ikke direkte, i alt i 1998 6.306
Vedrørende driftsomkostninger
Behandlede mængder	49.002 tons
1. Administration a) Administration	2.210
2. Drift- og vedligeholdelse
a) Personaleomkostninger	5.958
b) Entreprenørudgifter
c) Reparation og vedligeholdelse	3.927
d) Driftsmidler (el, vand m.v.)	2.446
e) Miljøkontrol	334
f) Mellemlagring af affald
g) Ejendomsudgifter	1.585
h) Andet	504
3. Bortskaffelse restprodukter
a) Slaggebehandling og bortskaffelse	3.168
b) Bortskaffelse af røgrensningsprodukter	Indeholdt i ovenstående
	Der er hensat til bortskaffelse af restprodukter i alt 4.000 31/12 1998

Bilag H:
Deponering – 5 udvalgte anlæg. Pilotundersøgelse af regnskaber med hensyn til mulighederne for at kortlægge omkostningsstruktur, investeringer og periodiseringsprincipper ud fra officielle årsregnskaber.

I	Bofa I/S
II	NOVEREN I/S
III	Reno Djurs I/S
IV	I/S RENO SYD
V	Reno syv I/S Bilag H: Deponering – 5 udvalgte anlæg. Pilotundersøgelse af regnskaber med hensyn til mulighederne for at kortlægge omkostningsstruktur, investeringer og periodiseringsprincipper ud fra officielle årsregnskaber. I Bofa I/S II NOVEREN I/S III Reno Djurs I/S IV I/S RENO SYD V Reno syv I/S

I Selskab: Bofa

Materiale: Årsregnskab 1998, Budget 2000, kontoplan

Regnskabsprincipper (udvalg)

Der afskrives på anlægsaktiver over levetiden. Investeringer under kr.100.000 udgiftsføres

Beløb i tkr. medmindre andet er anført

Vedrørende anlægsinvesteringer og finansiering
Gennemførte anlægsinvesteringer (Investeringsbeløb og investeringstidspunkt)	Ses ikke direkte. Der er samlede anlægsinvesteringer 31/12 1998 på 89.288
Finansieret gennem låntagning (restløbetid, restgæld, årligt afdrag, årlig rente)	Ses ikke direkte, men der er store anlægslån. Lån i alt 31/12 1998 95.790
Finansieret gennem henlæggelse	Ses ikke
Henlagt til slutafdækning og efterbehandling	Ses ikke
Ikke anvendte henlæggelser	Ses ikke
Henlagt i året	Ses ikke
Afskrivninger 1998	Ses ikke direkte, afskrivninger i alt i 1998 5.353
	Ses ikke direkte, i alt i 1998 7.048

 

Vedrørende driftsomkostninger
1. Administration a) Administration	100 (fordelt)
2. Drift- og vedligeholdelse

 

a) Personaleomkostninger	365
b) Entreprenørudgifter/fremmed arbejde	1.003
c) Reparation og vedligeholdelse -  Maskiner -  Deponianlæg (veje, volde, afdækning mv -  Bygninger	72 347 incl.
d) Driftsmidler (el, vand m.v.)
e) Miljøkontrol/-omkostninger	27
f) Andet
g) Affaldsafgift	896
h) Drift af sorteringsanlæg
3. Bortskaffelse af perkolat
a.  Vedligholdelse af anlæg, pumper, mv.
b.  Udgift til afledning	166

II. Selskab: Noveren (125.603 indbyggerækvivalenter)

Tallene omfatterAudebo Affaldsdeponi. Herudover findes Audebo kompostering våd og Audebo kompostering haveaffald

Materiale: Årsregnskab 1998 (specificeret), Beretning 1998

Regnskabsprincipper (udvalg)

Hvert anlæg opgøres selvstændigt. Selskabets fælles administrationsomkostninger fordeles på hvert anlæg efter faktisk modtagne mængder.

Finansieringsomkostninger fordeles efter kapitalgrundlaget og afskrivninger fordeles efter det faktiske afskrivningsgrundlag for hvert anlæg taget i drift.

Beløb i tkr. medmindre andet er anført

Vedrørende anlægsinvesteringer og finansiering
Gennemførte anlægsinvesteringer (Investeringsbeløb og investeringstidspunkt)	Fremgår ikke Saldo 31/12 1998: Deponi 34.140 tkr. Kompost. haveaff. 3.579 tkr. Komp. våd 19.721 tkr.
Finansieret gennem låntagning (restløbetid, restgæld, årligt afdrag, årlig rente)	Optaget lån (oplyst af Johnny) – ej oplyst øvrigt
Finansieret gennem henlæggelse	Nej (oplyst af Johnny)
Henlagt til slutafdækning og efterbehandling	Nej
Ikke anvendte henlæggelser	I alt hele selskabet 31/12 1998 100.491 tkr
Henlagt i året	I alt i hele selskabet 1998 11.637 tkr.
Afskrivninger 1998	7.235
Finansieringsudgifter1998	511

Henlæggelserne er året resultat, der tillægges egenkapitalen.

Vedrørende driftsomkostninger
1. Administration a) Administration	Afdelingsbestemt 0 tkr. Fordelt 1.704 tkr.
3. Drift- og vedligeholdelse
a) Personaleomkostninger	893
b) Entreprenørudgifter/frememd arbejde	43
c) Reparation og vedligeholdelse - Maskiner - deponianlæg (veje, volde m.v.	942 Kan være dele her der skal indgå under d)
d) Driftsmidler (el, vand m.v.)	60
e) Miljøkontrol/-omkostninger	1.193
f) Andet	147
3. Bortskaffelse af perkolat
a. Vedligholdelse af anlæg	Fremgår ikke direkte
b.  Udgift til afledning	do

III. Selskab: Reno Djurs I/S

Materiale: Årsregnskab 1998, Budget 1999, kontoplan

Regnskabsprincipper (udvalg)

Hvert aktivitet opgøres selvstændigt. Andel af fællesomkostninger fordeles på aktiviterne, hovedsageligt efter mængder. Afskrivninger er også fordelt på de enkelte aktiviteter. Småaktiver under kr. 10.000 udgiftsføres. Afskrivning på anlægsaktiver sker lineært.

Beløb i tkr. medmindre andet er anført

Vedrørende anlægsinvesteringer og finansiering
Gennemførte anlægsinvesteringer (Investeringsbeløb og investeringstidspunkt)	Der ses ikke direkte at være aktiveret investeringer i deponiplads Der er aktiveret kompaktor i den fælles aktivmasse. Materielle anlægsaktiver i alt 31/12 1998, 8.526
Finansieret gennem låntagning (restløbetid, restgæld, årligt afdrag, årlig rente)	Ses ikke, der er ingen langfristet gæld.
Finansieret gennem henlæggelse	Ses ikke
Henlagt til slutafdækning og efterbehandling	Ses ikke, formodes ikke at indgå i henlæggelse til deponipulje
Ikke anvendte henlæggelser	Ses ikke i alt
Henlagt i året	Der henlægges til deponipulje kr. 45 pr. ton til ny lossepladsetape. Overført i 1998 1.261 Hele selskabets henlæggelser 8.486
Afskrivninger 1998	182
Finansieringsudgifter1998	Ses ikke direkte, indgår i andel af fællesomkostninger

Henlæggelser sker i overensstemmelse med investeringsoversigten 1999-2003.

Vedrørende driftsomkostninger
1. Administration a) Administration	Ses ikke direkte. Andel af fællesomkostninger udgør 1.008, heri er også renter
4. Drift- og vedligeholdelse
a) Personaleomkostninger	Ses ikke direkte, se nedenfor
b) Entreprenørudgifter/fremmed arbejde	Ses ikke direkte, se nedenfor
c) Reparation og vedligeholdelse -  maskiner - deponianlæg (veje, volde m.v.	Ses ikke direkte, se nedenfor
d) Driftsmidler (el, vand m.v.)	Ses ikke direkte, se nedenfor
e) Miljøkontrol/-omkostninger	Ses ikke direkte, se nedenfor
f) Andet	Variabel driftsudgift i alt: 1.555, må også omfatte ovenstående poster
3. Bortskaffelse af perkolat
a.  Vedligholdelse af anlæg	Ses ikke direkte, se ovenfor
b. Udgift til afledning	Do

IV.  Selskab: Reno Syd

Materiale: Årsregnskab 1998, kontoplan, budgetforslag 2000

Regnskabsprincipper (udvalg)

Der afskrives på anlægsaktiver, lineært over driftsøkonomisk/teknisk levetid. Dog etape 1-4 Skårup i takt med lån.

Beløb i tkr. medmindre andet er anført

Vedrørende anlægsinvesteringer og finansiering
Gennemførte anlægsinvesteringer (Investeringsbeløb og investeringstidspunkt)	1980: 4.710 1983 929 1984 873 1986 2.316 1987 1.460 1992 8.955 I øvrigt 3.885 materiel mv.
Finansieret gennem låntagning (restløbetid, restgæld, årligt afdrag, årlig rente)	Formodentlig en del af det. Langfristet gæld i alt 31/12 1998 126.449
Finansieret gennem henlæggelse	Ses ikke
Henlagt til slutafdækning og efterbehandling	Ses ikke
Ikke anvendte henlæggelser	31/12 1998 for hele selskabet: 32.916
Henlagt i året	Ses ikke, formodes at være årets resultat
Afskrivninger 1998	1.494, 3.861 for hele miljøanlæg
Vedrørende driftsomkostninger
1. Administration a) Administration	Ses ikke direkte, er ikke fordelt
5. Drift- og vedligeholdelse
a) Personaleomkostninger	Ses ikke direkte, 5.259 for hele miljøanlæg
b) Entreprenørudgifter/fremmed arbejde	Ses ikke direkte
c) Reparation og vedligeholdelse -  maskiner -  deponianlæg (veje, volde, afdækning mv -  bygninger	Ses ikke direkte
d) Driftsmidler (el, vand m.v.)	Ses ikke direkte, 364 for hele miljøanlæg
e) Miljøkontrol/-omkostninger	Analyser og prøver 80 for hele miljøanlæg, der kan være andre beløb indeholdt i de andre poster
f) Andet
3. Bortskaffelse af perkolat
g) Vedligholdelse af anlæg	Ses ikke direkte

Deponi indgår under en aktivitet der hedde Miljøanlæg, der også omfatter genbrugspladser, indsamlingsordninger, containere, slagge/kompost, forsorteringsanlæg. Derfor kan man ikke udlede tallene for deponi direkte.

 

Miljøanlæg, omkostninger:

Indsamling
- i alt	34.008
- Drift
- pladser	494
- bygninger	311
- maskiner og køretøjer	1.200
- materiel	179
Øvrig drift
andre omkostningner	497
personaleomkostninger	5.259
afskrivninger	3.861
I alt	45.809

Det indeholder ikke bidrag til administrationsomkostninger

V. Selskab: Reno Syv I/S (Feltengaard Losseplads)

Materiale: Årsregnskab 1998, Budget 1999, kontoplan

Regnskabsprincipper (udvalg)

Hvert aktivitet opgøres selvstændigt. Andel af fællesomkostninger fordeles på aktiviterne. Afskrivninger er også fordelt på de enkelte aktiviteter. Afskrivning på anlægsaktiver sker lineært.

Beløb i tkr. medmindre andet er anført

Vedrørende anlægsinvesteringer og finansiering
Gennemførte anlægsinvesteringer (Investeringsbeløb og investeringstidspunkt)	Ses ikke direkte, saldo deponi 31/12 1998: 650 Materielle anlægsaktiver i alt 31/12 1998: 9.070
Finansieret gennem låntagning (restløbetid, restgæld, årligt afdrag, årlig rente)	Ses ikke, der er ingen lån 31/12 1998
Finansieret gennem henlæggelse	Ses ikke
Henlagt til slutafdækning og efterbehandling	Ses ikke
Ikke anvendte henlæggelser	Ses ikke
Henlagt i året	Ses ikke
Afskrivninger 1998	178
Vedrørende driftsomkostninger
1. Administration a) Administration	13 til direkte kontorhold Andel af fællesomkostninger 526
6. Drift- og vedligeholdelse
a) Personaleomkostninger	482
b) Entreprenørudgifter/fremmed arbejde	Ses ikke direkte
c) Reparation og vedligeholdelse -  maskiner - deponianlæg (veje, volde, afdækning mv - bygninger	86 189 29
d) Driftsmidler (el, vand m.v.)	79
e) Miljøkontrol/-omkostninger	Ses ikke direkte
f) Andet	484, skatter afgifter forsikringer 6 andet
g) Affaldsafgift	6.177
h) Drift af sorteringsanlæg	964
3. Bortskaffelse af perkolat	Ses ikke direkte
a. Vedligholdelse af anlæg	Ses ikke direkte
b. Udgift til afledning