I dette kapitel gives en detaljeret beskrivelse af anlæggenes opbygning og etablering,
samt fagfolks og anlægsejeres erfaringer med etablering af anlæggene. Desuden nævnes
fagfolks vurderinger, baseret på erfaringer med jord-, kloak- og anlægsarbejde.
Pileanlæggenes overordnede opbygning er beskrevet i Afsnit 2.2.
Pileanlæg bør etableres om foråret, med tilplantning senest 1. juni. Denne dato er
sidste egnede dato for pilestiklingernes dannelse af rodfæste og mulighed for at fordampe
tilstrækkeligt af væsken i anlægget (Hansen 2000). Hvis anlægget etableres om
efteråret, akkumuleres regnvand, evt. også spildevand, i den mest nedbørsrige halvdel
af året. Når pilen begynder at sætte rødder næste forår, skal den både klare den
væskemængde, der er akkumuleret gennem efterår og vinter, samt det der kommer i
vækstsæsonen. Dette overstiger fordampningskapaciteten for endnu ikke etablerede 20-25
cm stiklinger. Derfor er der en alvorlig risiko for, at der forekommer overfladisk
afstrømning den efterfølgende vinter, med hygiejniske risici til følge. Der er i
projektet registreret anlæg, der er etableret om efteråret, hvor der forekommer
overfladisk afstrømning pga. etableringstidspunktet.
Af de i projektet 6 mest undersøgte anlæg er anlæg 4 og 6 placeret i delvis læ for
store træer, bebyggelse og/eller skråning på 2-3 sider af anlæggene. Der er desuden en
sø tæt ved den ene side af anlæg 4, se Figur 14.2. Anlæg 6 udviser en fordampning af
samme størrelsesorden som fra de øvrige anlæg. Der er dog indikationer for, at
fordampningen fra Anlæg 4, der ligger mest i læ, samt i delvis skygge til 2 sider, er
hæmmet.
Anlæggene skal, ifølge Spildevandsbekendtgørelsen (Bek. nr. 501 af 21/06/1999),
placeres minimum 15-50 m fra nærmeste vandindvinding. Amtsrådet har mulighed for at
fravige afstandskravene, hvis det sandsynliggøres, at anlægget kan etableres uden risiko
for forurening af vandindvindingsanlæg (Bekendtgørelsens §41, stk.2).
Afstanden til grundvandsspejl har betydning for, hvor dybt der kan graves (eller om der
kan graves). Hvor stor afstanden skal være, afhænger af, hvor dybt anlægget bør være.
Alternativt kan pileanlæg etableres helt eller delvist over jorden vha. tilført jord.
Dette er gjort for anlæg 4, 5 og 6, se Figur 14.1 og Figur 14.2.

Figur 14.1:
Anlæg 4 etableres over jorden, delvist ind i en skråning. Jorden fra
skråningen anvendes til at lave vold omkring anlægget.

Figur 14.2:
Anlæg 4 er etableret. Ved sammenligning med Figur 14.1 ses, at der er skabt
en sø foran anlægget. Søen er dannet ved, at der er taget jord fra arealet til at fylde
i anlægget.
I områder med højt grundvandsspejl, hvor den mulige dybde for et anlæg er
begrænset, får den mulige hældning på siderne afgørende betydning for, om der
overhovedet kan etableres et pileanlæg, der kan akkumulere vand og spildevand udenfor
vækstsæsonen.
Der har de første år efter etableringen af anlæg 4 været problemer med betydelig
oversvømmelse af anlægget. Problemerne skyldes trykvand fra en skråning lige over
anlægget, se Figur 14.3. Problemerne blev afhjulpet med etablering af et dræn i
skråningen. Ved voldsomme regnskyl og tøning af dyb sne vil der dog være risiko for
overbelastning af anlægget. Etablering nedenfor en stejl skråning kan derfor ikke
anbefales.

Figur 14.3:
Anlæg 4, Vejle, etableres nedenfor en skråning juni 1993.
Hældningen på udgravningens sider i de undersøgte anlæg er mellem 45 og 60º.
Hældningen bør være så stejl, som jordtypen tillader, da hældningen har stor
betydning for hvor meget af anlæggets volumen, der fyldes af nedbør udenfor
vækstsæsonen. Hældningen har således betydelig indflydelse på anlæggets nødvendige
størrelse. Dette uddybes i Afsnit 4.6 og Afsnit 4.9.
Ifølge de administrative bestemmelser vil jordens beskaffenhed være afgørende for,
hvor stejl en hældning der kan graves (bekendtgørelse nr. 1017 af 15. december 1993).
Den bør ikke graves så stejl, at det medfører risiko for nedstyrtning af jord fra
siderne, dels af sikkerhedsmæssige årsager, dels fordi membran og membranafdækning
således ikke kan lægges korrekt. Der skal om nødvendigt, inden arbejdet påbegyndes,
foretages undersøgelser af jordbundsforholdene og indhentes oplysning om eventuelle
installationer på området samt tidligere aktiviteter på arealet. I bekendtgørelsen
nævnes, at gravning i regnvejr øger risikoen for nedstyrtning. Udpræget regnvejr bør
derfor undgås. I praksis er det entreprenøren, der vurderer, hvor stejle skråningerne
kan graves (Elving 2001; Jensen 2001). Arbejdstilsynet ser ingen sikkerhedsmæssige
problemer i at grave op til forholdet 1:2, når udgravningen er op til 1,7 m dyb og bunden
er 5-8 meter bred, fordi der således altid er en flugtmulighed (Elving 2001).
Der er lagt et dræn under hvert af anlæggene 5 og 6. Drænene munder begge ud i en
inspektionsbrønd, hvor evt. vandstand kan registreres og prøver udtages til analyse.
Drænene er lagt m.h.p. registrering af eventuel lækage fra anlæggene. Da drænene kun
fylder en brøkdel af arealet under anlæggene, giver de dog ingen garanti for, at
eventuelt lækket vand fra anlægget finder vej ind i drænene.
Alle de undersøgte anlæg har en forventet vandtæt membran i bunden og op ad siderne
af anlæggene. Membranen er fæstnet i en rende langs kanterne. Der er påregnet ca. 40 cm
membran til fæstning langs hver kant i de anlæg, hvor forbruget af membran til fæstning
er registreret. Forbruget af membran til fæstning afhænger meget af, hvor præcist
udgravningen er foretaget (Groth 1999).
Membranen i anlæg 5 er af bentonit, mens de øvrige anlæg har membraner af 0,5 mm
LDPE (lav densitet polyetylen). Til anlæg 6 er der dog anvendt en 0,75 mm LDPE membran.
Plastmembraner
Polyetylen er bedre end PVC, fordi det er mere termoplastisk. PVC knækker i frost.
HDPE (høj densistet polyetylen) kan klare trykket fra en 4-6 m væskesøjle, mens LDPE
(lav densitet) sagtens kan klare op til 4 m, altså er nok til pileanlæg. Til pileanlæg
er 0,2 mm LDPE nok, fordi det er membranafdækningen (se Afsnit 14.9), der skal modstå
sætninger og skarpe genstande (Christiansen 1999). Den tykkelse og membrantype, der er
anvendt i de undersøgte anlæg med plastmembran (0,5 mm LDPE), bør således kunne bevare
anlæggene tætte i anlæggenes levetid. Membranernes tykkelse og type modsvarer kravene
til membraner i vejledningerne for rodzoneanlæg og biologiske sandfiltre for op til 30 PE
(Miljøstyrelsen 1999a og 1999c). Fordelene ved benyttelse af plastmembranerne fremfor
bentonit er det relativt lave materialeforbrug, elasticiteten og den kemiske resistens og
dermed membranens holdbarhed (Christensen 1998).
Svejsning
Hvis tilledningen af spildevandet sker underjordisk og på en sådan måde, at der
er behov for svejsning af plastmembranen, vil 0,75 mm LDPE membraner arbejdsteknisk være
at foretrække (Haahr 1999). Af økonomiske årsager bør svejsning så vidt muligt
undgås.
Bentonitmembraner
Bentonitmembraner er, med deres tykkelse, mere robuste end plastmembraner
(Christensen 1998). Lermaterialets vandstandsende funktion er baseret på dets meget ringe
vandgennemtrængelighed (Christensen 1998). Den anvendte membran i anlæg 5 er
fabriksproduceret med påsyet fiberdug.

Figur 14.4:
Membraner og fiberdug lagt i udgravning før tildækning med jord.
Membranerne bør beskyttes mod sætninger i jorden, skarpe genstande og gnavere
indenfor og under anlægget. Til dette formål er der anvendt halm, sand og fiberdug.
Halmen er lagt som indvendig beskyttelse af membranen i anlæg 1, 2 og 3. Der er
benyttet halm, da det har medført en besparelse på materialeudgifterne, fordi der var
adgang til gratis halm. Halmen er spredt ved håndkraft, hvilket ifølge ejerne har været
meget tidskrævende. Den er spredt i et 10-20 cm tykt lag, der ved gentagne undersøgelser
i 2000, 3 år efter etablering, var presset sammen til et 1,5-7 cm lag af helt intakte,
gyldne halmstrå. Det vurderes, at halmstråene holdes intakte pga. den overvejende
sammensætning af lignin og cellulose, der ikke nedbrydes under reducerende betingelser.
Der er lagt 5-10 cm sand indvendig i anlæg 4, 5 og 6, samt udvendigt i anlæg 5 og 6.
Alle 3 anlæg har 45° hældning på siderne. Ejerne af anlæg
5 har udtrykt, at der ikke var problemer med at lægge sandlaget på de 45° skrånende sider med bentonit. Groth 1999 har udtrykt tvivl om
muligheden for at lægge et jævnt sandlag på en 45°
hældning.
Alle øvrige inder- og ydersider er afdækket med fiberdug. Udgifterne til fiberdug er
en relativt lille del af de samlede udgifter, men har for de undersøgte anlæg været
højere end udgifterne til sand og halm. Der foreligger ikke information om anvendte typer
af fiberdug.
Jensen 2001 vurderer, at 5 cm sand under og over fiberdugene i bunden vil øge
sikkerheden mod skade fra skarpe genstande betydeligt. Der er ved etablering af rodzone-,
sandfilter- og lossepladser erfaring for, at membran og fiberdug kan skades af skarpe
genstande under etableringen.
Bundfældningstank
Alle anlæg er etableret med to- eller trekammertanke til forrensning af
spildevandet. Alle bundfældningstankene er dimensionerede således, at de modsvarer den
spildevandsmængde, der tilledes. Bundfældningstanke forventes at fjerne 20-30% af
spildevandets BI5, og mindsker risikoen for tilstopning af rørene og evt.
fordelerlag i det efterfølgende pileanlæg.
Tilførsel
Ved anlæg 1, 2 og 3 flyder spildevandet fra bundfældningstankene til en
pumpebrønd, hvorfra det pumpes med en dykpumpe af typen Grundfoss AP 12.40.06, via en 40
mm trykslange op til overfladen af anlægget. Slangen er isoleret, hvor den hen over
volden omkring anlægget ligger på jordens overflade. En pumpes energiforbrug koster ca.
10 kr./år for en husholdning.
I anlæg 1, 2 og 3 blev spildevandet oprindelig fordelt i anlæggene vha. 6
membrandrypslanger, se Figur 14.5. Slangerne ligger i anlæggets længde placeret mellem
pilerækkerne på jordoverfladen. Membrandrypslangernes drypsystem tilstoppes delvist af
urenset spildevand. Derfor er slangernes ender i anlæg 1 og 2 åbnet og fungerer som
tilledning. I anlæg 3 er et Ø 50 mm PVC rør hængt op i pæle hen gennem anlægget.
Røret har en svag hældning. Hver 60 cm er der boret et 6 mm hul. Nær tilløbet er
hullerne oppe ad siden, mens de længere henne langs røret er boret længere og længere
ned mod undersiden for at fordele udsivningen ned gennem anlægget. Udsivningen i dette
anlæg sker en lille meter over jordens overflade.

Figur 14.5:
Et problem har været overjordisk tilledning via membrandrypslanger, der
stoppede til eller blev gnavet i stykker af gnavere.
Ved anlæg 4, 5 og 6 er højdeforskellen mellem producent og anlæg så betydelig, at
spildevandet tilføres ved gravitation. I anlæg 5 og 6 fordeles spildevandet i anlæggets
bund via et enkelt 160 mm rør med Ø 100 mm huller på undersiden hver 1,5 m i anlæg 5,
og hver 5 meter i anlæg 6. Røret ligger i et ca. 20 cm nøddestenslag, der dækker hele
anlæggets bund. Stenlaget er dækket af rodfast, vandgennemtrængelig fiberdug, der
hindrer rodindtrængning og sikrer adskillelse af jordlaget og stenlaget. I anlæg 4 sker
fordelingen, ifølge Vejle Kommunes tegninger, via et Ø 110 mm tværgående rør i bunden
af den ene ende af anlægget og nøddesten i resten af anlæggets bund. Registreringer af
bunden af 2 inspektionsbrønde i anlægget tyder dog på, at fordelersystemet er som i
anlæg 5 og 6.
Sammenligning af overjordisk og underjordisk tilledning
Fordelene ved overjordisk tilledning er, at pilens rødder ikke skal ned i bunden af
anlægget for at hente vand om sommeren, og at hele eller store dele af
anlæggets jordvolumen indeholder minimum så meget vand som markkapaciteten# tillader.
Idet vandpotentialet bliver højere i overfladen, øges fordampningen i forhold til et
lavt potentiale nær overfladen. Omsætningsraten af både letnedbrydelige og
sværtnedbrydelige forbindelser øges generelt af tilgangen til ilt. Der er mere ilt på
overfladen end nede i anlægget.
Ulemperne ved overjordisk tilledning er problemer med tilstopning af rør og slanger
pga. frost; lugt af spildevand inde i anlæggene samt risikoen for kontakt med spildevand.
En fordel ved underjordisk tilledning er eliminering af lugtgener og hygiejniske
risici, der potentielt kan være forbundet med overjordisk tilledning af spildevand.
En fordel ved tilledning i bunden er, at ikke bundet eller adsorberet vand kan pumpes
ud af anlægget via røret i bunden. Dette er f.eks. en fordel ved eventuelt behov for at
fjerne opkoncentrerede salte i væskefasen, se Afsnit 8 om salte.
En ulempe ved tilledning i et stenlag i bunden er, at stenlaget nødvendigvis må
tildækkes med rodfast fiberdug. Det horisontale lag af sten kan således ikke tømmes for
væske, hvilket medfører, at stenlaget må betragtes som et dødvolumen i beregninger af
anlæggets kapacitet for opmagasinering.
Rødder fra mindre buske søger ikke ned gennem et tykkere lag af tør jord (Thorsen
1999). Dette taler for, at udledningen sker så tæt på overfladen, at pilestiklingernes
rødder søger derned og sikrer fordampning fra første sæson. I øjeblikket udføres
alle af forfatteren kendte anlæg med underjordisk tilledning i 50-70 cms dybde,
svarende til den dybde, der er erfaring for i rodzoneanlæg, nedsivningsanlæg og
biologiske sandfiltre til op til 30 PE. Derved er afstanden mellem rødder og væske kort,
og al væske i anlægget kan udnyttes af planterne, således at hele anlæggets volumen
bidrager til anlæggets kapacitet for opmagasinering. Samtidig kan fordelingssystemet
relativt let graves op, hvis der er et problem. Fordelingssystemer af denne type giver
ikke anledning til problemer ved frost. Disse anlæg kan ikke pumpes fri for evt. væske
med opkoncentrerede salte. En bund, der skråner mod midten eller mod den ene ende, koblet
til et mindre, fiberdugsbeskyttet stenlag i den skrånende del, samt et lodret rør til
overfladen, - ville give mulighed for oppumpning af eventuelt koncentreret væske.
Infiltrationshastigheden kan være meget lav i pileanlæg, fordi nedbør og spildevand
ikke skal sive gennem anlægget, men bare ind i anlægget. Derfor kan jordtyper, der kun
tillader lav infiltrationshastighed, anvendes i pileanlæg. Dette illustreres af, at 3 af
6 undersøgte anlæg indeholder lerjord med ca. 20% ler og 15-20% silt, se Afsnit 4.4 om
jordtypernes betydning for kapacitet og fordeling af vandet.
I nogle anlæg lægges det opgravede muldlag et stykke under jordoverfladen ved
tilbagelægning for at begrænse den initielle ukrudtsmængde. I meget lerholdige jorde
betyder dette samtidig, at overfladen af anlægget får et lavt humusindhold og således
kan glattes så meget ud, at der kan ske overfladisk afstrømning af regn ved meget
kraftige regnskyl. Denne mulighed øges i anlæg med konveks overflade. Denne forebyggelse
af overbelastning ved ekstreme regnhændelser modsvarer de forebyggende tiltag, der gøres
i centrale renseanlæg. Forebyggelsen er dog i strid med § 40 stk.2 i
Spildevandsbekendtgørelsen (Bek. nr. 501 af 21/06/1999), hvor det angives, at ingen
overfladeafstrømning er tilladt. Det vurderes derfor, at § 40 stk.2 i
Spildevandsbekendtgørelsen bør omformuleres til, at der ikke må ske overfladisk
afstrømning af spildevand.
Det er vigtigt, at anlæggenes overflade i anlæg med overjordisk tilledning er
vandret. Der er i projektperioden registreret adskillige eksempler på, at væksten
hæmmes betydeligt i fordybninger i pileanlæg med overjordisk tilledning. Dette skyldes,
at fordybningerne konstant er vandlidende#.
Der er aldrig kørt i nogen af de registrerede anlæg. Det er af afgørende betydning
for
14.12 Rodsætning
Historien har givet mange eksempler på rødders ødelæggelse af kloak og dræn. Hver
af de garvede kloakmestre, der har været konsulteret i dette projekt, har sine historier
om monstrøse pilerødder i dræn- og kloakrør. Undersøgelser har vist, at pil er blandt
de 3 mest problematiske planteslægter mht. rodindtrængning i afløbsrør i Danmark.
Udgifterne til rodfjernelse er vurderet til 13,4 mio. kr./år i Danmark, mens udgifterne
til fornyelse af ledningssystemer pga. rodindtrængning er vurderet til 44,3 mio. kr./år
(Barfoed Randrup og Faldager 1997).
Problemerne med rodindtrængning er oftest skabt af træer, der har stået op til 6
meter fra afløbsrør (Barfoed Randrup og Faldager 1997). I pileanlæg plantes pilen tæt,
ned til ½ meter fra tilledningen. Derfor har der været en del bekymring om hvor gode
rødderne i et pileanlæg var til at bore sig igennem fiberdug og membraner i pileanlæg.
For at beskrive røddernes fordeling i anlægget i forhold til vandstanden (reaktion
på stigende ledningsevne i den mættede zone om sommeren, samt udtørring i de øvre
jordlag), er der i projektet udviklet nogle relativt simple minirhizotroner# til
observation af røddernes fordeling i pileanlæggene. Minirhizotronerne#, der er gravet
ned i Anlæg 5 og 6, kan sandsynligvis bruges mange år frem. Samtidig kan risikoen for
røddernes gennemtrængning af membranen i bunden af anlægget sandsynligvis be- eller
afkræftes.
Når pil stynes, bliver der aldrig et stort træ ud af det. Når der samtidig er
rigeligt med vand og næring, bruger pilen ikke energi på at lave store rødder, der kan
holde den forholdsvis lille plante fast eller bringe vand og næringsstoffer langvejs fra.
Der er en signifikant sammenhæng mellem jordens kvælstofstatus og planternes fordeling
mellem tørvægt blade, grene og rødder. Jo højere næringsstatus, des mindre rødder og
des mere blade (Ericsson 1981). Den høje næringsstatus i pileanlæggene taget i
betragtning (se afsnit 7) kan rodsætningen således forventes at være svag i de danske
pileanlæg. Dette er bekræftet ved alle gravninger i alle de i projektet undersøgte
pileanlæg, se Figur 14.6 for et eksempel. Der er således ikke grundlag for større
bekymring om destruktion af rør eller tilstopning pga. rødder, sålænge anlæggene
etableres indenfor rammerne af det her beskrevne.
Der er igennem de sidste år gennemført en del undersøgelser af forskellige typer
fiberdugs vandgennemtrængelighed og rodstoppende egenskaber (eks: Bjerregaard 1996,
Waagepetersen 1988). Disse egenskaber varierer med type. De anbefalede og frarådede typer
vil ikke blive nævnt her, da der kan være sket udvikling i mellemtiden. Det bør dog
bemærkes, at det er en betingelse for undgåelse af problemer med tilklogning og
rodindtrængning, at tillednings- og fordelingssystemet adskilles fra omgivelserne med en
type af fiberdug, der har de rette egenskaber, samt at der sikres rigelig overlap, hvor
mere end én rulle fiberdug er nødvendigt.

Figur 14.6 :
Et typisk billede af svag rodsætning i pileanlæg. Billedet er fra et
forholdsvis ler- og silt-holdigt anlæg. Det ses, at et anlæg i sådan en jordtype kan
graves med relativt stejle sider, jævnfør Afsnit om hældningens betydning for
nødvendigt overfladeareal og nødvendig anlægsvolumen.
Tilplantning kan foretages fra når jorden er 5 ºC til 1. juni (Hansen 2000).
Betydningen af variationer i stiklingernes initielle vægt
Flere undersøgelser har vist, at den relative variation i vægten af pilestiklinger
vil øges med årene. Det skyldes konkurrence mellem stiklingerne. De største stiklinger
har et større lager af organiske energikilder og næringsstoffer, hvorved de hurtigere
danner skud og blade end de lettere stiklinger. Derved bliver tilvæksten kraftigere i de
tungeste stiklinger, således at lagringen i rodsystemet i slutningen af vækstsæsonen
også bliver kraftigere. Med årene øges den relative variation i planternes vægt,
indtil de kraftigste planter overskygger de spinklere planter, der dør ud (Verwijst 1996
a og b, Willebrand og Verwijst 1993). "Loven om konstant høstudbytte" (Kira et
al. 1954) beskriver, hvorledes de kraftigste planter udnytter lysningen efter de døde
planter og modsvarer den tabte tilvækst. Denne sammenhæng kan dog kun være gyldig
indtil en vis dødelighed. Undersøgelser af overlevelsen af stiklinger, der er sat i
eksisterende plantager for at erstatte uddøde planter, viser, at stiklingernes
overlevelse er meget ringe, hvilket underbygger, at ældre planter har et lager i
rodsystemet, der giver dem det vækstforspring, der muliggør skygning af nye stiklinger i
konkurrencen om lyset (Verwijst 1996b).
Plantetæthed
Tørstofproduktion er uafhængig af plantetætheden, når der er mellem 1 og 4 planter
pr. m2 (Willebrand et al. 1993). Idet der over længere perioder er en
sammenhæng mellem tørstofproduktion og fordampning, er det sandsynligt, at fordampningen
således også vil være uafhængig af plantetætheden, når der er mellem 1 og 4 planter
pr. m2. Til gengæld er dødeligheden stigende med stigende plantetæthed
(Willebrand og Verwijst 1993). Derfor anbefales i nyere manualer 1,5- 1,8 plante pr. m2
(Svalöf Weibull 1997, Danfors et al. 1998, Landbrugets rådgivningscenter 1998).
I de undersøgte anlæg er der plantet mellem 1,5 og 4,15 pil/m2. Der er ikke foretaget
registreringer af overlevelsen.
Typer af kloner
Litteraturen når frem til modsigende resultater angående klonvalg: Willebrand et
al. 1992 konkluderer, at udbyttet er størst ved blanding af kloner, fordi de stærke
kloner kan udfylde hullerne efter de svagere, uddøde kloner. Verwijst 1993 konkluderer
derimod, at forskelle i klonernes styrke øger konkurrencen og dermed dødeligheden blandt
planterne. Willebrand og Verwijst 1993 konkluderer, at produktiviteten af en klon i
blandingskultur ikke kan forudsiges fra produktiviteten i monokultur. Der er gjort forsøg
med 10 kloner i mono- og blandingskultur, hvor udbyttet fra nogle kloner mere end
fordobles i blandingskultur i forhold til i monokultur, mens udbyttet fra andre kloner
mere end halveres ved, at de sættes i monokultur. Der er således hverken
konkurrencemæssige eller produktionsmæssige argumenter for eller imod blanding af
kloner. Ikke desto mindre er der flere kloner i alle de anlæg, der indgår i nærværende
projekt. Argumentet har været mindre sårbarhed overfor en eventuel reaktion på
tilværelsen i spildevand, pests eller frost. Der kan således ikke konkluderes på
spørgsmålet om mono- eller blandingskultur.
De kloner, der er anvendt i de undersøgte anlæg, gennemgås i Afsnit 6 om
tørstofproduktion.
Der er ikke lavet specifikke undersøgelser af kloners evne til tilpasning til
betingelserne i pileanlæg, samt disse kloners fordampning i pileanlæg.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|