Renere Teknologi på svine- og kreaturslagterier

Projektartikel, dansk

De danske slagterier har reduceret ressourceforbrugene kraftigt og opnået store økonomiske besparelser ved at indføre renere teknologi. Der er siden 1989 sket et fald i vandforbruget på svineslagterierne på 60%, i vandbåren forurening på 40% og i energiforbrug på 20%.

Problemstilling

Miljøstyrelsen og Energistyrelsen har gennem de seneste ti år støttet en lang række renere teknologi- og energibesparelsesprojekter inden for kødbranchen, primært på svine- og kreaturslagterier. Der har været tale om udredningsprojekter, demonstrationsprojekter og konsulent-ordninger. Projekterne har resulteret i en række rapporter, nogle udkommet i Miljøstyrelsens serier, miljøprojekter eller arbejdsrapporter. Arbejdet har både dækket mere generelle aspekter og en række specifikke områder.

Formål

Det er imidlertid vanskeligt at danne sig et samlet overblik over renere teknologiløsninger på slagterier, og Miljøstyrelsen har derfor opfordret til og støttet udarbejdelsen af en resumérapport. Denne skal samle alle de vigtige resultater på ét sted ved at uddrage essensen af de mange rapporter og give en kortfattet, samlet fremstilling af dagens viden om forbrug af ressourcer, forurening og renere teknologi i forbindelse med slagteprocesser for svin og kreaturer.

Målgruppen for rapporten er slagteriernes tekniske personale og dets konsulenter til brug ved implementering af renere teknologi og ombygninger/udvidelser, samt miljøsagsbehandlere i amter og kommuner, som beskæftiger sig med slagterier.

Opbygning

Resumérapporten indledes med en generel gennemgang af branchen og dennes opbygning samt slagteprocesserne og deres ressourceforbrug og forurening. Derefter følger et kapitel om renere teknologi i almindelighed på slagterier, hvorpå RT i enkeltprocesser gennemgås. Endelig findes der kapitler om rengøring og forsyningsanlæg/tekniske installationer på slagterier.

I hvert afsnit er der givet tal for normale vand- og energiforbrug samt for forurening, for så vidt disse tal er kendte. Ligeledes er der henvisninger til, hvor i baggrundsmaterialet mere detaljerede oplysninger kan søges.

Rapporten er ikke en fuldstændig "lærebog"/manual for RT dækkende ethvert hjørne af slagteprocesserne og deraf afledte aktiviteter. Den behandler stort set kun de områder, som har været nærmere undersøgt, og de erfaringer som herigennem er opnået.

Resultater/perspektiver

Danmark har en betydelig animalsk produktion, som danner basis for en stor del af fødevareindustrien. Der slagtes årligt alene ca. 20 mio. svin og ca. 675.000 kreaturer, hvilket svarer til en kødproduktion på ca. 1,6 mio. tons (slagtevægt).

Slagterierne er karakteriseret ved et højt vand- og energiforbrug samt ved frembringelse af spildevand med indhold af organiske stoffer så som protein og fedt. Ressourceforbrugene er i mange tilfælde en konsekvens af love og bekendtgørelser fra EU og fra Veterinærdirektoratet med det formål at opretholde en høj hygiejne i kødproduktionen.

Ikke desto mindre kan der spares meget på ressourcerne, uden at det går ud over kvalitet og hygiejne, hvad arbejdet med renere teknologi på de danske slagterier har vist:

Art

År

Vandforbrug
(l/dyr)

Energiforbrug
(kWh/dyr)

Forurening
(kg BI5/dyr)

Svin

1989

1997

580

225

34

27

0,8

0,5

Kreaturer

1991

1994

1.000

860

90

61

2,5

1,2


Disse besparelser er opnået ved en kombination af :

- sund fornuft (stop for vand/energi, når der ikke er brug for det, kun bruge vand der, hvor det gør gavn)
- synliggøre forbrug (måle og anvende tallene)
- ændringer af udstyr/processer
- samle forurening op ved kilden
- inddrage/bevidstgøre medarbejdere

Der er tre faktorer, der spiller ind, når man taler om indførelse af renere teknologi med de deraf følgende ressourcebesparelser: Hygiejne (forekomst og spredning af sygdomsfremkaldende mikroorganismer), arbejdsmiljø (tunge arbejdsprocesser, EGA) og eksternt miljø. Hensynet til de enkelte faktorer har ofte modsat rettede virkninger på forbrugene. Eksempelvis medfører stigende krav til hygiejnen øget forbrug af 82o C-vand til sterilisering af knive etc. Stigende automatisering af manuelle operationer betyder også øgede forbrug af vand og energi til sterilisering af skærende værktøjer m.v. mellem hver operation.

Tendensen inden for slagterierne går helt klart i retning af forbedret hygiejne og automatisering af tunge arbejdsoperationer og EGA. Vi må således forvente, at kurverne for ressourceforbrug næppe fremover vil have samme faldende tendens som hidtil og endog i visse tilfælde vil blive vendt til mindre stigninger. Dette er så prisen, der må betales, for at sikre forbrugerne og for at forbedre arbejdsmiljøet i slagteribranchen.