Kulbrinter i mellemstore køleanlæg

Fremstilling og produktion

Produktionsfaciliteter

I projekteringsfasen af produktionen skal der tages hensyn til de krav, der stilles fra de relevante myndigheder, herunder Arbejdstilsynet, Beredskabsstyrelsen, Bygge- og Boligstyrelsen (Bygningsreglementet).

Det vil her være en fordel at spørge den lokale brandmyndighed til råds om placering af flugtveje, krav til slukningsudstyr samt ved udarbejdelsen af en beredskabsplan for produktionen.

I produktionslokalet skal det sikres, at der er tilstrækkelig med ventilation, specielt fra gulvplanet, således at der ikke opstår en antændelig koncentration af gas og luft i rummet.

I områder, hvor der under fremstillingsprocessen kan forekomme gas, herunder specielt rum til aftapning og fyldning, vil det være tilrådeligt at sikre, at en gassensor ved en aktivering ved 25 % af nedre eksplosionsgrænse eller at en trykvagt ved ventilationssvigt aktiverer afbrydelsen af alt elektrisk udstyr og installationer, der ikke er godkendt til eksplosionsfarligt områdezone 1.

Man bør desuden være opmærksom på statisk elektricitet i produktionen. Det kan eventuelt være nødvendigt at anvende en antistatisk gulvbelægning, eller sikre, at der kan ske en afladning uden gnistdannelse.

Beholdere, der indeholder kulbrinter, skal opbevares utilgængeligt for ukyndige. De skal helst opbevares udendørs på et aflåst sted, hvor de ikke kan komme i berøring fra uvedkommende. Det aflåste sted skal forsynes med følgende skiltning:
Advarselsskilt af typen: Trykflasker fjernes ved brand
Advarselsskilt af typen: Brandfare
Advarselsskilt af typen: Brug af åben ild forbudt.

Personale

Personalet skal være fortrolige med omgangen af det brændbare kølemiddel. Her kræves, at de har fået instruktion og undervisning i specielt håndteringen ved aftapning, påfyldning af kølemidlet, men også i evakueringsproceduren for enheder, der har været påfyldt kølemiddel. Desuden skal de oplæres i skylning og lodning på kølesystemer, som har været påfyldt kulbrinter.

Det er desuden tilrådeligt, at de har gennemgået et kursus i førstehjælp.

Personalet skal have de nødvendige godkendelser mht. sammenføjning og slutverifikation af produktet.

Beredskabsplanen skal desuden være kendt af alle i virksomheden og bør med passende mellemrum afprøves, således at alle ved, hvad de skal gøre i tilfælde af brand eller uheld.

Produktion

Tæthedsprøvning før kølemiddelpåfyldning

Tæthedsprøvningen udføres med et inaktivt medie, f.eks. tør nitrogen eller helium. Utætheder kan spores ved læksøgningsudstyr eller med sæbevand.

Evakuering og kølemiddelpåfyldning

Evakuering og påfyldning af kølemiddel bør kun finde sted i særligt sikrede rum med undertryk i forhold til omgivelserne. Sikringen kan ske som foreskrevet i afsnittet om brandsikkerhed.

Evakueringen foretages med en vakuumpumpe, som er egnet til propan og som har minimumtæthedsklasse IP44. Efter endt vakuumsugning er det tilrådeligt at lade pumpen suge luft eller en nitrogen ind for at sikre, at der ikke står gas i pumpehuset.

Fyldningen skal ske med fyldeudstyr, der er egnet til kulbrinter og det skal være særligt instrueret personale, der udfører fyldningen.

Tæthedsprøvning efter kølemiddelpåfyldning

Lækagesøgning på kølesystemer, der indeholder brændbare kølemidler skal foregå med en dertil egnet lækagesøger, som ikke kan frembringe udbredelsen af en flamme.

Alternativt kan der benyttes læksøgespray eller sæbevand.

Reparation

Inden reparation på kølesystemer, der har været påfyldt kulbrinter, skal disse af sikkerhedsmæssige årsager være tømt og evakueret på forsvarlig vis.

Det aftappede kølemiddel fyldes på flasker eller ledes gennem en sikker kanal til det fri. Hvis der laves afblæsning til det fri, bør det ved udblæsningen skiltes med brandfare.

Ved adskillelse af rør bør der under adskillelsen foretages en skylning med kvælstof. Dette sikrer, at der ikke er luft til stede i røret og herved kan en brændbar blanding af gas og luft ikke opstå. Man skal være opmærksom på, at der efter evakueringen stadig vil være gas, som afdamper fra olien i kølemaskinen.

Aftappes der olie fra kølesystemet bør dette hældes på beholdere, der er mærkede med brandfarligt indhold. Brug af åben ild er forbudt.