| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Kulbrinter i mellemstore køleanlæg
Transport
Reference:
Lovgivning/standard: |
AT
Bekendtgørelse nr. 43/1999 |
Kølemidler, herunder kulbrinter, skal transporteres på en sikker måde og i
beholdere, som er godkendt for transport. Kølemiddelbeholderen skal være fastgjort på
forsvarlig vis uden fare for, at ventiler eller beholder beskadiges. Ved transporten skal
der medfølge sikkerhedskort for den pågældende gas. Beholderen skal være mærket efter
reglerne i AT Bekendtgørelse nr. 43.
Er køleanlægget konstrueret i henhold til Trykudstyrsdirektivet, skal der ikke
foreligge yderligere godkendelser for konstruktionen af anlægget. Anlægget må ikke
transporteres med kølemiddel, men det må være påfyldt en beskyttelsesgas, f.eks.
nitrogen.
Det vil dog være tilrådeligt at medsende et sikkerhedskort for den påfyldte gas.
Håndtering af værktøjer og forbrugsstoffer
Værktøj og serviceudstyr bør være gnistsikkert, hvor der arbejdes i gasholdig
atmosfære. Dette gælder specielt lækagesøgere.
Vakuumpumper skal være egnet til kulbrinter. Efter evakuering af et anlæg
indeholdende kulbrinter som kølemidler bør den skylles igennem med luft eller kvælstof,
inden den sættes ind i servicevognen.
Service af anlægget
Sikkerhed for montøren
Indendørsopstillede anlæg:
Ved servicering af anlægget skal montøren sørge, for at ventilationen omkring
anlægget kører. Eventuel serviceventilation med forhøjet luft flow skal startes. Døre
til det fri åbnes.
Montøren bør medbringe en gasdetektor, som alarmerer om gasudslip ved 25 % af nedre
eksplosionsgrænse. Ved en gasalarm skal denne forlade rummet og frakoble elmateriel, som
ikke er eksplosionssikret (håndlamper, elværktøj og andet udstyr) og som ikke frakobles
automatisk ved hjælp af en særlig sikkerhedsforanstaltning, f.eks. en gassensor monteret
i rummet. Nødventilation (mekanisk eller naturlig, evt. døre til det fri) skal forblive
åbne, således at rummet ventileres og gassen ledes bort.
Alle anlæg uanset opstillingssted:
Ved indgreb i selve køleanlægget skal elforsyningen afbrydes, og der skal etableres
tilstrækkelig ventilation i rummet og omkring anlægget. Inden et indgreb i anlægget
skal anlægget tømmes og evakueres på forsvarlig vis.
Aftapning af kølemiddel og evakuering
Reference:
Lovgivning/standard: |
AT
Bekendtgørelse nr. 43/1999 |
Aftapning af kølemidlet må kun foretages med egnet udstyr og af personer, som har
fået et kursus i aftapning. Ved aftapningen af kulbrinten kan det ledes til det fri eller
påfyldes på en dertil egnet transportbeholder. Påfyldningen over i beholderen må kun
foretages af personer over 18 år og af personer, som er fagligt kvalificerede dertil.
Påfyldningen skal følge en procedure, der sikrer, at den højest tilladelige fyldning af
flaskerne ikke overskrides. Her følges de regler, der er gældende for syntetiske
kølemidler, se KMOs regler.
Evakueringen foretages med en vakuumpumpe, som er egnet til kulbrinter og som er
klassificeret til zone 1. Vakuumpumpens udblæsning føres til et påfyldningsanlæg eller
til det fri. Efter endt vakuumsugning er det tilrådeligt at lade pumpen suge luft eller
en nitrogen ind for at sikre, at der ikke står gas i pumpehuset.
Fyldningen skal ske med fyldeudstyr, der er egnet til kulbrinter, og det skal være
særligt instrueret personale, der udfører fyldningen.
Tæthedsprøvning før kølemiddelpåfyldning
Efter et eventuelt indgreb i kølekredsløbet skal der laves en tæthedsprøvning af
anlægget.
Tæthedsprøvningen udføres med et inaktivt medie, f.eks. tør nitrogen eller helium.
Utætheder kan spores ved læksøgningsudstyr eller med sæbevand.
Tæthedsprøvning efter kølemiddelpåfyldning
Er der mistanke om, at køleanlægget har en lækage, skal denne findes.
Lækagesøgningen kan foretages vha. lækagesøger, der er egnet til kulbrinter og som
ikke kan frembringe udbredelsen af en flamme. Alternativt kan der benyttes læksøge-spray
eller sæbevand.
Notater i kontrolbogen
Reference:
Lovgivning/standard: |
AT
Bekendtgørelse nr. 746/1987 |
Da et indgreb i køleanlægget må betegnes som en væsentlig hændelse, skal dette
noteres i kontrolbogen, som medfølger køleanlægget.
Nedtagning og bortskaffelse af anlæg
Alle dele af kølesystemet, f.eks. kølemiddel, olie, varmeoverførende medier, filtre,
tørrefiltre, isoleringsmaterialer etc. skal indsamles, genbruges og/eller bortskaffes på
forsvarlig måde i forbindelse med vedligeholdelse, reparation og nedtagning af anlægget.
Ved nedtagning og bortskaffelse af anlæg eller dele heraf, skal man være opmærksom
på, at der kan være rester af gas i de pågældende dele, som vil kunne antændes under
uheldige omstændigheder. Det er særligt vigtigt, at man ved nedtagning af kompressoren
sikrer en tæt lukning af såvel sugestop- som trykstopventilen, da der fra kompressorens
krumtaphus kan frigives gasser fra olien. Man skal ligeledes være forsigtig med
tørrefilter, da dette kan binde en del gas, der vil kunne antændes.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top | |