| Forside | | Indhold | | Forrige | |
Næste |
Sporstoffer til benzin, diesel og fyringsolie, - indledende screening
Med den nye jordforureningslov (MEM 1999) er der indført klarere regler om påbud, så
de forureninger, der sker i fremtiden, skal fjernes af forureneren eller i særlige
tilfælde af den, der har erhvervet den forurenende virksomhed eller den forurenede grund.
Der indføres fuldt forureneransvar for fremtidige forureninger fra virksomheder. Det
vil sige, at man har ansvaret for forureningen, selv om man ikke har handlet uforsvarligt,
overtrådt regler eller lignende. Forureninger forårsaget af brand, hærværk og
naturkatastrofer er dog undtaget.
Det fulde forureneransvar i forbindelse med oprydningspåbud træder først i kraft den
1. januar 2001, dvs. et år efter resten af loven. Denne udsættelse er sket for at give
virksomhederne tid til at undersøge mulighederne for at få en forsikring. Med den nye
jordlov kan en virksomhed, der har forurenet en grund, ikke længere flytte fra sit
ansvar. Myndighederne vil kunne kræve, at forureneren rydder op, selv om denne har solgt
den forurenede grund. Påbud om oprydning kan fastholdes overfor nye ejere.
Loven lægger op til, at forureneren kan pålægges omkostningskrævende
undersøgelser, uanset hvornår forureningen er sket. Det er forudsat, at der skal tages
højde for en dengang verserende Højesteretssag. Dommen foreligger nu, og som følge
heraf er lovens regler om undersøgelsespåbud (§ 40) ændret den 17. december 1999.
Ændringen betyder, at forureneren ikke kan påbydes at undersøge forureninger, der er
ophørt før den 1. januar 1992.
Miljømyndigheden skal i følge den nye lov afholde udgifterne for et
undersøgelsespåbud, hvis der ikke konstateres forurening på det undersøgte areal,
eller hvis forureningen ikke helt eller delvis kan henføres til påbudsadressaten.
Det fulde forureneransvar indføres ikke for privates (ikke-erhvervsmæssige)
forureninger, bortset fra forureninger fra villaolietanke, der er omfattet af den
obligatoriske forsikringsordning (www.mst.dk/affald/02020000.htm).
| Forside | | Indhold | | Forrige | |
Næste | | Top
|