Udviklingen i markedet har i det sidste halve århundrede formået at skabe behov hos
forbrugerne, som rækker langt ud over de mere basale behov. Da affaldsmængden i høj
grad afhænger af omsætningshastigheden på forbrugsgoder, er det derfor interessant at
studere, om det er muligt gennem en øget reparation at nedbringe forbrugernes
efterspørgsel på nye produkter.
Den produktionsteknologiske udvikling har optimeret fremstillingsprocessen og skabt et
udbud af billige produkter. Billige produkter er ensbetydende med et større forbrug og en
større og hurtigere udskiftning af langvarige forbrugsgoder, med en deraf følgende
mindre forventning til levetiden på produkterne. Forbrugerne foretrækker generelt at
udskifte produkterne til mere tidssvarende produkter frem for at lade dem reparere.
Teknologiske landvindinger, livsstilsmønstre og prisudvikling har således skabt nye
behov og muliggjort tendenser, der appellerer til øget forbrug. Det skønnes derfor, at
produkter, der tidligere blev anset som varige forbrugsgoder, i dag får en kortere og
kortere brugsperiode, fordi de forældes funktions- og modemæssigt længe før, de går i
stykker. Resultatet heraf er en øget mængde produkter i samfundet med en kortere
levetid.
Affald er således blandt andet en konsekvens af forbrugsmønstre, og som følge af den
økonomiske højkonjunktur styres forbruget i stadig stigende grad af livsstil frem for af
behov.
Denne udviklingstendens strider mod de politiske strategier om en bæredygtig
udvikling, der fokuserer på en optimal ressourceudnyttelse. Optimal ressourceudnyttelse
forstås i denne sammenhæng således, at de ressourcer, der bringes i anvendelse, skal
have den længst mulige levetid.
Dette har blandt andet bevirket, at det konstant tilstræbes at ændre
bortskaffelsesmetoden fra deponering til forbrænding med energiudnyttelse og for visse
affaldsfraktioner fra forbrænding til genindvinding af materialerne.
Fokus er ændret i retning mod en øget genvinding og genanvendelse, men der mangler
fortsat konkrete initiativer til direkte genbrug, der kan bevare de varige forbrugsgoder
længere tid i markedet i deres oprindelige form. For at kunne sikre en optimal
ressourceudnyttelse samt reducere affaldsmængden er det derfor nødvendigt at finde
metoder til at forlænge de enkelte produkters levetid.
Som det fremgår af nedenstående illustration, tilgår ressourcerne markedet i form af
varige forbrugsgoder. Her har de en kortere og kortere anvendelsesperiode, hvorefter de
ender som affald. For at opnå en optimal ressourceanvendelse er det derfor nødvendigt at
etablere affaldsforebyggende initiativer med henblik på at få de langvarige
forbrugsgoder til at cirkulere så længe som muligt i markedet.

Til- og afgang af produkter fra markedet
Kilde: KPMG
Reparation i form af istandsættelse eller udskiftning af reservedele (units) kan som
udgangspunkt forlænge forbrugsgoders levetid, således at forbrugeren ikke nødvendigvis
har behov for at købe nyt som erstatning for det gamle.
Som tilfældet er nu, kasseres og udskiftes forbrugsgoder ofte med nye produkter,
eksempelvis på grund af prisen på reparationsydelser/istandsættelse, hvilket bevirker,
at produkters anvendelsesperiode forkortes, så de hurtigere ender som affald.
Fastholdelse af forbrugsgoderne på markedet via reparation forudsætter dog, at det
pågældende produkt ikke er udtjent, eller at det ikke kasseres, fordi dets udformning
eller design gør, at det ikke kan repareres2.
Reparation af varige forbrugsgoder kan bidrage til at bevare en del produkter på
markedet og dermed reducere frembringelsen af affald over tid, men reparation kan dog ikke
fuldstændig forhindre frembringelsen af affald, idet alle produkter i sidste ende bliver
til affald.
Som alternativ til reparation kan produkterne også forblive i markedet ved at blive
genbrugt. Men også i denne situation forbliver produktet på markedet i sin oprindelige
form.
Dette forløb, hvor produktet cirkulerer i markedet, først hos den ene ejer og
dernæst hos den næste, for derefter at overgå til genanvendelse eller forbrænding, kan
illustreres på følgende vis:

Produkters cirkulation i markedet
Kilde: KPMG
Ressource- og affaldsmæssigt er det underordnet, om produktet har flere på hinanden
følgende ejere, idet det væsentligste er, at produktet forbliver i markedet og herved
fortrænger et nyt produkt.
Spiralen illustrerer, at lødigheden af ressourcerne som udgangspunkt falder i takt med
anvendelsen. Derfor er det essentielt at bevare produkternes standard længst mulig f.eks.
gennem løbende vedligeholdelse for at opnå den optimale udnyttelse.
2
Tænk + test: Smid væk og
køb nyt
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|