| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Statistik for returpapir og -pap 1999
Bilag A - Materialestrøm for aviser og ugeblade
For kvaliteten Aviser og ugeblade kan der opstilles en samlet opgørelse af
materialestrømmen, dvs. en opgørelse af forbruget af nyt papir, mængden af indsamlede
aviser samt mængden af aviser anvendt til produktion af nye papirprodukter.
Alt papir til trykning af aviser importeres. Nettoimporten af avispapir i perioden 1976
til 1999 fremgår af Tabel 0.1. Fra 1993-1997 var der en kraftig stigning i nettoimporten
af avispapir. Stigningen skyldes primært gratis distribution af dagblade, omegnsblade og
husstandsomdelte tilbudsaviser samt en generelt forøget annoncemængde. Der var tale om
en markant stigning efter en periode på 6 år (1987-1993), hvor forbruget lå nogenlunde
konstant. Niveauet fra 1997 er fastholdt, dog med mindre fald både i 1998 og i 1999.
Danmarks Statistik /1/.
Papir til ugeblade importeres ligeledes, denne mængde kan imidlertid ikke oplyses af
Danmarks Statistik. Forbruget af papir til ugeblade antages at følge mængden af
importeret papir til trykning af aviser. Nedenfor angives hvordan mængden af papir til
ugeblade er estimeret i perioden 1976 til 1999.
Dansk Returpapir og -plast har tidligere anslået at forbruget af papir til ugeblade
svarer til 16% af forbruget af papir til aviser. Denne procentsats er anvendt i Tabel 0.1
for årene 1976 til 1990 /6/.
Arbejdsrapport nr. 17, 1993, Kortlægning af papirpotentialet fra private husstande
viste, at andet papir end avispapir udgør ca. 20% af avispapirpotentialet /15/. Til beregningen af papirforbruget til ugeblade i Tabel
0.1 er anvendt middeltallet 18% for årene 1991-1994.
Miljøprojekt nr. 490, 1999, Kortlægning af papirpotentialet i kommunerne er
fremkommet med nye opgørelser af papirpotentialet i Danmark /16/.
På baggrund heraf, er det valgt at opskrive andelen af ugebladspapir til 25% for årene
1995-1999. Figur 1 viser kilderne til kredsløbet for kvaliteten Aviser og ugeblade
1999 og den beregnede indsamlingsprocent.
Figur 1
Model for beregning af kredsløb for aviser og ugeblade 1999

Kilder: Nettoimport af avispapir: Danmarks Statistik /1/,
import og eksport af returpapir, forbrug og lagerændring: Tabel 4.2 i statistikken.
Tabel 0.1 viser et estimat over den
samlede mængde avis- og ugebladspapir, der indsamles og nyttiggøres. Afsætningen af den
indsamlede mængde er endvidere fordelt på eksport, dansk forbrug og henlæggelse på
lager. Der er korrigeret for import.
Det ses, at indsamlingsprocenten varierer gennem årene, men at der samtidig er en
kraftig stigning fra og med 1990 og frem til i dag. Stigningen skyldes uden tvivl en
forøget indsats over for papirindsamlingerne fra private husstande. Indsamlingsprocenten
er for 1999 beregnet til 84,5%.
Det ses, at mængden af indsamlet avispapir udgør ca. 284.000 tons i 1999. Dette er
ca. 10.000 tons mere end indsamlingsmængden opgjort ud fra papirhandlernes oplysninger om
den indsamlede mængde af avispapir jf. Tabel 3.3 i statistikken. Årsagen hertil kan
bl.a. findes i, at der hos returpapirhandlerne sker en sortering af kvaliteten Blandet
papir og pap, hvorved mængden af avispapir, der sælges, bliver større end den
indkøbte mængde, der udgør beregningsgrundlaget i Tabel 3.3 i statistikken.
Tabel 0.1
Handel og forbrug af avispapir, der indsamles og nyttiggøres. 1.000 tons
Se her!
* Under 500 tons
Kilder: Nettoimport af avispapir: 1999: Danmarks Statistik /1/,
øvrige år: Returpapir 1998 /6/. Import og eksport af
returpapir, forbrug og lagerændring: 1999: Tabel 4.2 i statistikken, øvrige år:
Returpapir 1998 /6/.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |