Statistik for returpapir og -pap 1999

Forord

Notatet "Statistik for returpapir og -pap 1999" er en opgørelse af udviklingen i indsamling og oparbejdning samt forbrug af returpapir og -pap i Danmark. Notatet er en fortsættelse af tidligere års statistikker på området.

Formålet med statistikken er at tilvejebringe et datagrundlag, der løbende kan anvendes af myndigheder, returpapirhandlere, papirindustrien og andre interesserede til vurdering af igangværende aktiviteter på genanvendelsesområdet.

Statistikken har også til formål at give nødvendige oplysninger til overvågning af transportemballageaftalen.

Miljøstyrelsen anvender oplysninger i statistikken som grundlag for styrelsens indberetninger til EU i henhold til emballagedirektivet. Ifølge direktivet skal Danmark – i lighed med de øvrige medlemsstater – senest den 30. juni 2001 genanvende 25-45% af al emballage, der benyttes i landet. Genanvendelsen skal for hver enkelt emballagemateriale være minimum 15%. Medlemsstaten kan således ikke opfylde sin forpligtelse ved ensidigt at satse på genanvendelse af de materialer, der er lettest at indsamle og oparbejde.

Udarbejdelsen af notatet er finansieret af Miljørådet for Renere Produkter under projektrammen "Statistikker og materialestrømsanalyser for udvalgte områder".

Ud over dette notat, "Statistik for returpapir og -pap 1999", udarbejdes følgende tilsvarende notater under projektrammen:
Statistik for glasemballage
Statistik for plastemballage
Statistik for organisk affald.

Endvidere udarbejdes et notat, der opgør det samlede emballageforbrug i Danmark. Notatet "Emballageforsyningen i Danmark 1999" opgør en række forsyningstal, der anvendes i flere af statistikkerne.

Notaterne under projektrammen "Statistikker og materialestrømsanalyser for udvalgte områder" er udarbejdet af en projektgruppe bestående af Econet AS, Teknologisk Institut og Lars Mørck Ottosen med Econet AS som den projektansvarlige organisation.

Kathe Tønning, Teknologisk Institut har været udførende på "Statistik for returpapir og –pap 1999".