| Forside | | Indhold | | Næste |
Urinopsamling og -anvendelse i Hyldespjældet
Forord
Den 29.7.1999 blev anlægget til opsamling af urin fra 10 lejligheder med ca. 30
beboere i boligafdelingen Hyldespjældet i Albertslund, taget i anvendelse. I hver af
lejlighederne var der blevet installeret urinsorterende toiletter, der var blevet lagt nye
rør til urinen, etableret en pumpebrønd, en fordelerbrønd samt nedgravet 5
opsamlingstanke á 3 kubikmeter. Til at styre tilgangen af urin til den enkelte tanke og
til måling af væskestanden i hver af dem, var der blevet installeret elektronisk
overvågning. Anlægget har været i brug lige siden juli ´99, og beboerne har besluttet,
at projektet skal fortsætte efter den 31.12.2000, hvor Miljøstyrelsens officielle
projektperiode afsluttes.
Miljøstyrelsen har støttet projektet med på kr. 690.000,- og Agenda Center
Albertslund har bidraget med kr. 57.000,-.
Nærværende rapport indeholder en beskrivelse af projektet samt de væsentligste
erfaringer, der er høstet. Især hvad angår det tekniske anlæg og brugernes reaktioner
på at skulle anvende urinsorterende toiletter, samt i det hele taget på ideen om at
skulle anvende human-urin i førevareproduktionen. Rapporten er udarbejdet af Agenda
Center Albertslund nov./dec. 2000.
Hyldespjældets Grønne miljø udvalg (der består af valgte beboere) har i samarbejde
med Hyldespjældets Afdelingsleder været ansvarlig for gennemførelsen af projektet. Der
har været nedsat en styregruppe bl.a. med deltagelse fra Miljøstyrelsen,
Landbohøjskolen (KVL), Teknologisk Institut, Embedslægeinstitutionen og Albertslund
kommune. Birger Lund A/S har været rådgivende ingeniør.
| Forside | | Indhold | | Næste | | Top |