| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Miljøstyring og miljørevision i danske virksomheder
Tilskudsordningen "Miljøstyring og miljørevision i danske virksomheder"
blev iværksat i 1995 og har frem til 1999 støttet en række projekter, der har haft til
formål at øge kendskabet til og udbredelsen af miljøstyring, miljøledelse og
miljørevision i danske virksomheder, herunder især små og mellemstore virksomheder.
Ordningen blev administreret af Miljøstyrelsen og Erhvervsfremme Styrelsen i fællesskab
med en samlet økonomisk ramme på 120 mio. kr.
Tilskudsordningen er gennemført ved, at brancheorganisationer, konsulenter samt andre
med en rådgivende funktion over for erhvervslivet har haft mulighed for at få tilskud
til at gennemføre projekter. Der er ikke under tilskudsordningen ydet tilskud til
enkeltvirksomheders indførelse af miljøledelse. Tilskudsordningens rationale har
således været forankret i en formidlertilgang, hvor en række centrale aktører i deres
interaktion med virksomheder har haft til formål at fremme kendskabet til og indførelsen
af miljøledelse.
Der er under ordningen givet støtte til dels generelle, dels branchespecifikke
aktiviteter. Tilskud er givet til projekter inden for tre områder: (i) Information; (ii)
Udvikling af uddannelsesforløb og materialer; og (iii) Udvikling og afprøvning af
værktøjer og metoder.
Det overordnede formål med nærværende slutevaluering har været at vurdere
ordningens samlede indsats og effekter i forhold til programmets målsætninger, som de
blev formuleret forud for ordningens start i 1995.
Tilskudsordningens indsats og effekter er undersøgt ved hjælp af et
evalueringsdesign, der inkorporerer flere dataindsamlingsaktiviteter. Det drejer sig om
følgende:
 | En breddeanalyse bestående af tre kvantitative spørgeskemaundersøgelser (to
postale og en telefonisk) til forskellige segmenter af dansk erhvervsliv. |
 | En dybdeanalyse bestående af en sagsgennemgang af alle tilskudssager og
en analyse af samtlige produkter støttet under ordningen, samt en caseanalyse
af udvalgte virksomheders erfaring med indførelse af miljøledelse. |
 | En formidleranalyse med henblik på at afdække, om tilskudsordningens
formidlertilgang har været hensigtsmæssig. |
 | En administrationsanalyse, der har undersøgt tilrettelæggelsen og
administrationen af ordningen. |
 | En international analyse, der sammenligner programindsatsen i Danmark med
aktiviteterne i en række udvalgte EU-lande. |
I det følgende sammenfattes resultaterne af evalueringen i forhold til de
væsentligste temaer.
En overordnet vurdering af tilskudsordningen "Miljøstyring og miljørevision i
danske virksomheder" må nødvendigvis tage udgangspunkt i de projekter, der har
opnået støtte.
Først og fremmest er det vurderingen, at de støttede projekter i meget høj grad
fremstår som relevante i forhold til ordningens målsætninger. Dette betyder, at
projekternes indhold og fokus vurderes som hensigtsmæssigt i forhold til ordningens
ambitioner om dels at skabe såvel opmærksomhed som at udbrede viden om miljøledelse og
EMAS-forordningen, dels at udvikle og stille anvendelige værktøjer og metoder til
rådighed for virksomhederne.
Ligeledes vurderes projekterne generelt som omkostningseffektivt gennemført i
forhold til den anvendte ressourceindsats samt gennemført med en høj grad af opfyldelse
af de målsætninger, som blev formuleret forud for projekternes igangsættelse. En
vurdering af projekternes mange produkter (håndbøger, manualer, værktøjer mv.) vidner
endvidere om en meget høj kvalitet, ud fra såvel en faglig vurdering som en
vurdering af graden af anvendelighed for virksomhederne.
Væsentligt er det endvidere, at projekterne har afstedkommet betydelige effekter
i form af spredning og anvendelse af viden om miljøledelse i virksomhederne. Man har i
mange projekter formået at forankre viden om og anvendelse af de udviklede værktøjer,
såvel i pilotvirksomheder som i øvrige virksomheder i projekternes målgruppe.
Eksempelvis har man i visse brancheprojekter formået at sprede viden om miljøledelse til
størstedelen af branchens virksomheder, om end der også findes enkelte eksempler på det
modsatte.
Endelig fremstår projekterne generelt som levedygtige i tilfredsstillende grad,
dvs. at projekternes resultater er (eller forventes) videreført og anvendt efter
projekternes afslutning.
Evalueringen har endvidere undersøgt, hvilke faktorer der er medvirkende til, at visse
projekter har været mere succesfulde end andre i forhold til at udbrede kendskab til og
interesse for miljøledelse i virksomhederne. Det viser sig, at følgende faktorer er
væsentlige forudsætninger for succes:
 | Overordnet skal projekterne nødvendigvis producere kvalitetsprodukter, der dog
ikke i sig selv er en garanti for anvendelse i virksomhederne, idet kvalitet bør
kombineres med en strategi for spredning af resultaterne. |
 | Viden fra projekter skal være tænkt formidlervenligt. |
 | Projekter skal udarbejdes med udgangspunkt i de pågældende virksomheders behov,
således at projekterne opleves som relevante. Inddragelse af pilotvirksomheder,
udarbejdelse af forundersøgelser og/eller afprøvning af udviklede værktøjer og metoder
i udvalgte virksomheder er hensigtsmæssig for at sikre behovsorienterede projekter og
resultater. |
 | Brancheprojekterne finansieret under ordningen har i højere grad end de generelle
projekter afstedkommet effekter i form af spredning og formidling af viden om
miljøledelse. Denne forskel er endnu mere udtalt, hvad angår projekternes levedygtighed,
hvilket kan forklares med, at der i højere grad er incitamenter hos
brancheorganisationerne til at arbejde videre med videnspredning efter projektets
afslutning. Produkter udviklet under ordningen er gode værktøjer i
brancheorganisationernes daglige arbejde. Generelt tyder dette på, at brancheindsatsen
har været vellykket (jf. afsnit 1.2.3 om brancheindsatsen i øvrigt). |
Via evalueringen er det endvidere sandsynliggjort, at tilskudsordningen har bidraget
til flere ISO-certificeringer og EMAS-registreringer. Der er således et stort kendskab
til tilskudsordningen blandt de virksomheder, der er miljøcertificeret og/eller
registreret i Danmark, og ca. 30 pct. af disse virksomheder har kendskab til eller
deltaget i konkrete projekter under ordningen.
Samlet har evalueringen dokumenteret, at ordningen overordnet set må betegnes
som en succes.
Endelig skal det bemærkes, at ordningens resultater skal ses i tæt samspil med
øvrige offentlige programinitiativer i den pågældende periode, herunder særligt
Program for rådgivning om miljøspørgsmål og arbejdsmiljø til mindre virksomheder
(1994-1997) og Miljøisbryderordningen (1996-1999) samt indsatsen i øvrigt vedr. renere
teknologi og renere produkter.
Det er i den forbindelse evaluators vurdering, at de øvrige initiativer har været understøttende
og additionelle i forhold til tilskudsordningen vedr. miljøstyring og
miljøledelse i virksomheder. Nærværende tilskudsordning har haft et bredt fokus ved at
støtte initiativer, der har haft til formål at sprede viden om miljøledelse i danske
virksomheder generelt via generiske og branchespecifikke projekter, hvorimod de
førnævnte ordninger har givet direkte virksomhedstilskud til etablering af systematisk
miljø- og arbejdsmiljøarbejde internt i virksomhederne.
Som nævnt har det været et centralt formål med tilskudsordningen at sikre, at der
skabes opmærksomhed, interesse og viden om miljøledelse i danske virksomheder.
Evalueringen dokumenterer, at ovenstående i vid udstrækning er nået. I dansk
erhvervsliv generelt er det godt hver tredje virksomhed, der har et kvalificeret
kendskab til miljøledelse, om end kendskabsniveauet er markant større blandt mellemstore
og store fremstillings- og industrivirksomheder.
Hvad angår viden om de formaliserede miljøledelsessystemer (ISO 14001 og EMAS), viser
evalueringen, at kendskabet er meget begrænset blandt danske virksomheder i bred
forstand. Også her gælder det, at kendskabet blandt de mellemstore og store
fremstillingsvirksomheder er langt større end blandt øvrige virksomheder, om end graden
af kendskab stadig må betragtes som begrænset (fx har otte ud af ti
fremstillingsvirksomheder intet kendskab til EMAS, mens de tilsvarende tal for ISO 14001
er seks ud af ti).
Ovenstående sammenhænge mellem kendskab og branchetilhørsforhold skal bl.a. ses i
sammenhæng med, at fremstillingsvirksomheder (herunder udvalgte brancher inden for
fremstilling) dels har udgjort en central målgruppe for ordningen, dels at det
overvejende er fremstillingsvirksomheder, der er ISO-certificerede og/eller
EMAS-registrerede i Danmark. En medvirkende forklaring er endvidere, at EMAS-ordningen
hidtil har været forbeholdt fremstillings- og affaldsbehandlingsvirksomheder.
Kendskabet til såvel miljøledelsesbegreberne som de formaliserede systemer er på sin
side ganske udbredt blandt virksomhederne i de udvalgte brancher, der har været
prioriteret under tilskudsordningen1.
Halvdelen af virksomhederne i de udvalgte brancher har i forbindelse med evalueringen
tilkendegivet, at de arbejder med miljøforhold, på trods af at de ikke har
indført formaliseret miljøledelse. Sammenholdt med videns- og kendskabsniveauet i
øvrige virksomhedssegmenter sandsynliggør dette, at programindsatsen målt på
denne parameter har haft betydning for videnspredningen og miljøarbejdet i de
pågældende brancher. Endvidere peger dette i retning af, at de formaliserede systemer
ikke nødvendigvis opleves som løsningen på miljøproblemer i alle typer virksomheder,
og at de derfor heller ikke nødvendigvis er relevante for alle virksomheder.
Evalueringen dokumenterer således, at kendskabet til miljøledelse generelt set er
tilfredsstillende i dansk erhvervsliv generelt, men i øvrigt primært skal findes inden
for visse segmenter af dansk erhvervsliv (overvejende mellemstore og store
fremstillingsvirksomheder).
Tilskudsordningen har i væsentlig grad været baseret på en formidlertilgang, hvor
særligt brancheorganisationer har været udset til at være bærere af budskabet om
miljøledelse til danske virksomheder. Ca. halvdelen af projekterne gennemført under
ordningen har været brancheprojekter, der til sammen har opnået langt hovedparten af
midlerne under ordningen.
Evaluator vurderer generelt, at brancheorganisationerne har gjort en betydelig og
vellykket indsats med at videreformidle viden om miljøledelse til deres medlemmer,
hvilket bl.a. afspejles i et langt mere udbredt kendskab til miljøledelse generelt og de
formaliserede miljøledelsessystemer specifikt i de under ordningen prioriterede brancher,
jf. afsnittet ovenfor.
Der er imidlertid en vis varians blandt de branchespecifikke projekter, hvad angår
projekternes effekter og levedygtighed. Evaluator har foretaget en tværgående analyse,
som sammenholder en gruppe brancheprojekter med betydelige effekter og høj grad af
levedygtighed med en gruppe projekter med mere beskedne effekter og levedygtighed.
Evaluator fandt her en række mønstre, som udover at indikere en række generelle
faktorer af betydning for tilskudsordningens effekter og levedygtighed også kan anvendes
til at karakterisere de brancher, der har opnået betydelige og varige effekter som følge
af projekterne (også betegnet som best practice-projekter).
På denne baggrund vurderer evaluator, at branchekonceptet har fungeret bedst for de
brancher, som i videst mulig udstrækning har benyttet ERFA-grupper og pilotvirksomheder,
og som har udviklet produkter i samarbejde med en række virksomheder. Forundersøgelser
forud for projektets begyndelse er en anden vigtig faktor.
Ligeledes synes en eksplicit målsætning om, at deltagende pilotvirksomheder skulle
certificeres, at bidrage til mere virkningsfulde og levedygtige projekter. Tilsvarende
gælder, hvor miljøledelse er blevet en integreret (eller obligatorisk) del af en
branches eget kvalitetssikringssystem.
I ét tilfælde (den agroindustrielle sektor) har et meget højt antal af
delprojekter tydeligvis haft stor synergieffekt, idet delprojekterne og deres
organisationer gensidigt har understøttet hinanden.
Endvidere skal fremhæves et tilfælde, hvor projektet indeholdt såvel en generel
komponent som branchespecifikke komponenter (miljøledelse i private skove). Brancher,
som har differentieret deres miljøledelsesprodukter for at kunne nå forskellige
delmålgrupper af virksomheder med forskellige behov og forudsætninger, har opnået
større effekter og levedygtighed.
Én eller flere af ovenstående faktorer har bidraget til at sikre markante effekter i
en række brancheprojekter, fx plastindustrien, auto-/industrilakeringsbranchen, den
agroindustrielle sektor, Håndværksrådet, elektronikbranchen og projektet om
miljøledelse i private skove gennemført af Dansk Skovforening.
Heroverfor har evaluator fundet nogle grundlæggende karakteristika for de
brancheprojekter, som har afstedkommet mere beskedne resultater.
Det gælder først og fremmest branchens tradition for at arbejde på miljøområdet.
Brancher, som allerede ved ordningens begyndelse var kendt som miljøpionerer (fx den
grafiske branche), har fungeret bedre som miljøledelsesambassadører end brancher, som
ikke har haft en længere tradition for miljøarbejde og en tilhørende grøn profil.
Sidstnævnte gælder eksempelvis rengøringsbranchen og kemikaliebranchen, samt i nogen
grad engroshandelsprojektet.
Derudover har branchens størrelse haft stor betydning for, om dens projekter
har været vellykkede, idet de store brancher har haft mere veletablerede
kommunikationsveje til rådighed, formidlingserfaring og netværk og ofte flere
interne ressourcer og miljøkompetencer end de mindre brancheorganisationer.
Evaluator konkluderer på baggrund af ovenstående, at branchetilgangen og
dermed anvendelsen af brancheprojekter har været velvalgt i udgangspunktet og
vellykket i gennemførelsen. Styrelserne valgte ved ordningens start 21 brancher ud af 30
forhåndsinteresserede. På den ene side var denne fremgangsmåde udtryk for en eksplorativ
tilgang, idet de prioriterede brancher havde dels meget forskellige miljøproblemer,
dels meget forskellige behov og forudsætninger for at arbejde med miljøledelse. På den
anden side var udvælgelsen af brancherne netop udtryk for en prioritering, i
forhold til hvor potentialet for indførelse af miljøledelse var størst. Retrospektivt
er det derfor evaluators vurdering, at tilrettelæggelsen af brancheindsatsen var
den rigtige i lyset af udgangssituationen for ordningens opstart, som det blev
dokumenteret via Dansk Standards undersøgelse fra 1994.
Samtidig er det evaluators anbefaling, at man ved anvendelse af en branchetilgang ved
eventuelle fremtidige initiativer på miljøledelsesområdet bør anvende
nærværende evaluerings resultater i tilrettelæggelsen. Evalueringen giver belæg for i
højere grad at målrette en brancheindsats, dels i forhold til de brancher, der fremstår
som organisatorisk og kompetencemæssigt gearede til at løfte en
brancherelateret miljøindsats, dels i forhold til de virksomheder, hvor miljøledelse i
dag er kendt, bliver anvendt og opfattes som relevant (primært mellemstore og store
fremstillingsvirksomheder), og hvor indsatsen indebærer et væsentligt miljømæssigt
potentiale.
Endelig skal det nævnes, at evaluator vurderer, at balancen mellem brancheprojekter og
generelle projekter har været hensigtsmæssig, samt at der i tilskudsordningens løbetid
har været truffet velvalgte beslutninger, bl.a. beslutningen om ikke at prioritere nye
brancher i 1998 og 1999, men i stedet nyttiggøre eksisterende viden i regi af mere
generelle og tværgående projekter.
Hvor det ovenfor blev undersøgt, om ordningen (herunder brancheindsatsen) med
udgangspunkt i de støttede projekter kan betegnes som en succes, sættes der i dette
afsnit fokus på ordningens egentlige målgruppe, dvs. danske virksomheder. Der
konkluderes på, om miljøledelse har haft betydning i virksomhederne.
Evalueringen har anskueliggjort, at indførelse af formaliseret miljøledelse primært
betyder, at virksomhederne får orden i eget hus, idet et formelt
miljøledelsessystem sikrer styring, dokumentation og overblik over produktion og
miljøpåvirkninger eventuelt i sammenhæng med virksomhedernes øvrige
kvalitetssystemer. Endvidere medfører indførelsen af miljøledelse for mange
virksomheder, at medarbejderne involveres i højere grad end tidligere.
Medarbejderinvolvering er ofte en forudsætning for, at et miljøledelsessystem fungerer i
praksis. Endelig er det en positiv sideeffekt, at virksomhederne finder, at deres dialog
med de lokale miljømyndigheder er forbedret.
Omvendt har indførelsen af formaliseret miljøledelse ikke for alle virksomheder haft
den forventede effekt på virksomhedernes konkurrenceevne. Mange virksomheder har haft
forventninger om økonomiske og konkurrencemæssige fordele, men disse er ikke i alle
tilfælde blevet indfriet, om end det stadig er forventningen, at dette vil ske på
længere sigt. Virksomhederne har i sammenhæng hermed og på trods af en skarpere
miljøprofil ikke oplevet et markedstræk i form af kunde- og
leverandørkrav forud for indførelsen og heller ikke en efterfølgende
effekt i form af flere kunder.
Afslutningsvis skal evaluator fremhæve en række forhold, der opleves som barrierer
af de virksomheder, der har haft erfaring med indførelse af miljøledelse. Det drejer sig
om følgende:
 | Oplevelsen af mangel på relevans for mange typer af virksomheder |
 | Et lavt kendskab til miljøledelse hos visse virksomheder |
 | Manglende tid/ressourcer i virksomhederne |
 | Manglende interesse fra kunder |
 | Mangel på fleksibilitet i de eksisterende miljøledelsessystemer |
Oplevelsen af manglende relevans er udbredt blandt danske virksomheder
generelt, og det fremgår endvidere, at manglende relevans ofte hænger sammen med
manglende kendskab til miljøledelse. Der er imidlertid ikke belæg for at påvise nogen
årsagssammenhæng mellem de to forhold, således at manglende relevans ligeså godt kan
være en funktion af manglende kendskab som omvendt. Løsningen er således ikke
nødvendigvis at informere yderligere for at hæve kendskabsniveauet (jf. afsnittet om
anbefalinger nedenfor).
De øvrige barrierer er fremhævet af de virksomheder, der reelt har indført
formaliseret miljøledelse, og er endvidere i vid udstrækning sammenfaldende med de
barrierer, som blev anført ved midtvejsevalueringen af ordningen i 1997.
I det følgende fremsættes en række anbefalinger, der bl.a. skal ses i lyset af
ovenstående barrierer.
Ét væsentligt forhold skal fremhæves som grundlag for formuleringen af evalueringens
anbefalinger.
Nærværende evaluering har karakter af en slutevaluering, hvorfor analysen i vid
udstrækning er retrospektiv. Tilskudsordningen er afsluttet, og mange af
projekterne blev gennemført flere år tilbage i tiden. Det er dog evaluators indtryk, at
der i ordningens løbetid på systematisk vis er opsamlet en række erfaringer om
ordningens resultater (bl.a. via en midtvejsevaluering samt diverse opsamlings- og
formidlingsprojekter) og dermed formuleret læresætninger, der anvendes i de programmer
og initiativer omkring miljøledelse, der i dag findes i offentligt regi2.
De nedenfor fremsatte anbefalinger skal således ses i tæt sammenhæng med
Miljøstyrelsens og Erhvervsfremme Styrelsens fortsatte indsats for at få virksomhederne
til at arbejde systematisk med miljøforhold, bl.a. inden for rammerne af den
produktorienterede miljøindsats. I en miljøledelsessammenhæng fremstår
Miljøstyrelsens Program for Renere Produkter, der løber i perioden 1998-2002, som
særligt relevant. Også regeringens nyligt udgivne debatoplæg om en grøn
erhvervsudvikling er relevant i forhold til at give en forståelse af, hvordan
virksomhederne fremover kan bidrage til udviklingen af bæredygtige løsninger.
Sammenfattende skal anbefalingerne læses i forhold til det tilskudsunivers
og den politiske dagsorden, der eksisterer i dag i forhold til miljøledelse og grøn
erhvervsudvikling generelt. Spørgsmålet i den forbindelse er, om evalueringens
anbefalinger kan opfattes som sammenfaldende med de p.t. igangsatte initiativer, om
anbefalingerne er i modstrid hermed, eller om evalueringen giver anledning til nye
supplerende initiativer?
Som det fremgik af evalueringens konklusioner, er det generelt evaluators vurdering, at
man via tilskudsordningen samt supplerende programmer og initiativer fra
Miljøstyrelsen og Erhvervsfremme Styrelsen har formået at skabe opmærksomhed og
sprede anvendelig viden om miljøledelse blandt danske virksomheder.
Tilskudsordningen vurderes at have fungeret som et hensigtsmæssigt styringsmiddel til
at få segmenter af dansk erhvervsliv (primært mellemstore og store
fremstillingsvirksomheder, og i mindre grad små) til som minimum at arbejde med
miljøforhold og i bedste fald indføre formaliseret miljøledelse i henhold til ISO 14001
og EMAS. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at det primært er mellemstore og
store fremstillingsvirksomheder, der har kendskab til og indført formaliseret
miljøledelse, og i mindre grad små virksomheder, som det ellers var forventningen ved
ordningens start.
Som følge af ovenstående vurdering af ordningens succes fremstår de nedenfor
fremsatte anbefalinger ikke som forslag, der gør op med den hidtidige strategi og
foreslår radikalt nye instrumenter eller initiativer. Tværtimod udgør
evalueringen et godt og dokumenteret grundlag for at konkludere, at man er på rette vej,
og at den igangværende og fremtidige indsats primært skal målrettes i forhold til at
understøtte det hidtidige arbejde med miljøledelse i virksomhederne samt nyttiggøre den
udviklede viden.
På baggrund heraf fremsættes i det følgende en række anbefalinger. Der indledes med
et forsøg på at afgrænse målgruppen for fremtidige miljøledelsesaktiviteter,
hvorefter en række programspecifikke anbefalinger fremsættes. Afslutningsvis afdækkes
de mulige virkemidler, der kan bidrage til at indfri potentialet for miljøledelse i de
kommende år, og der tages i den forbindelse højde for igangværende initiativer.
Anbefalingerne tager afsæt i de barrierer for indførelse af miljøledelse, der
ifølge evalueringen opleves af virksomheder i dansk erhvervsliv, jf. ovenfor.
Det er vurderingen, at visse af barriererne, fx manglende tid og ressourcer i
virksomhederne, vanskeligt kan påvirkes væsentligt direkte via offentligt initierede
aktiviteter, idet disse barrierer nærmest er grundvilkår for at drive virksomhed.
Den primære barriere vurderes imidlertid at være spørgsmålet om relevans.
Denne vurdering baseres på, at den enkelte virksomhed ikke kan forventes frivilligt at
foretage sig noget aktivt omkring indførelse af miljøledelse, hvis det ikke opfattes som
relevant for virksomheden. Miljøledelse skal kunne nytte noget og helst også betale sig.
Hvis miljøledelse opfattes som relevant, antages det, at virksomhedernes kendskab til
miljøledelse øges, idet virksomhederne vil opsøge tilgængelig information på
området. Man vil endvidere afsætte den nødvendige tid og de nødvendige ressourcer til
at indføre miljøledelse (eller elementer heraf), netop når det opleves som relevant. De
væsentligste virksomhedsinterne barrierer (manglende kendskab og tid/ressourcer) kan
således overkommes, hvis relevanskriteriet opfyldes.
Et væsentligt spørgsmål bliver derfor, om der fra offentlig side kan og skal
arbejdes på at gøre miljøledelse relevant for alle eller blot udvalgte danske
virksomheder?
Evalueringen har dokumenteret, at indførelse af miljøledelse baseret på frivillighed
primært opleves som relevant af mellemstore og store fremstillingsvirksomheder og
dertilhørende brancher. Det anbefales derfor,
 | at en eventuel fremtidig indsats primært målrettes mod fremstillings- og
industrivirksomheder frem for som ordningen hidtil har gjort at gå efter alle
danske virksomheder. Denne anbefaling gælder, såfremt frivillighed fortsat skal
være det bærende princip for udbredelse af miljøledelse (i modsætning til
"piske"-metoden, jf. nedenfor). |
Evalueringen har endvidere ikke givet belæg for at udpege underbrancher inden for
fremstilling, hvor der skal gøres en ekstra indsats i fremtiden. Om end de gennemførte
projekter inden for de prioriterede industribrancher har varieret med hensyn til kvalitet
og spredningsgrad3, vurderes brancheprojekterne
generelt at være velgennemført. Derfor handler det om at følge op på de initiativer,
som er gennemført i de prioriterede brancher, evt. i regi af Program for Renere
Produkter. Overordnet må ambitionen dog være at arbejde på at nyttiggøre eksisterende
viden og værktøjer, særligt i de brancher hvor miljøproblemerne ud fra en
samfundsbetragtning anses som betydelige.
Sekundært har evalueringen sandsynliggjort, at der eksisterer et vist
potentiale (om end mindre end inden for fremstilling) i en række øvrige hovedbrancher
(særligt bygge og anlæg samt transport), hvor man kan bygge videre på og nyttiggøre de
gode projekter, der er gennemført indenfor disse brancher. Da evalueringen dokumenterer,
at miljøledelse i disse brancher ikke opleves som relevant i samme grad som inden for
fremstilling, er det anbefalingen,
 | at der fremover igangsættes andre initiativer end de hidtil gennemførte (uddannelse,
information og værktøjer) for at få disse brancher til at tage miljøledelse til sig. I
forhold til disse brancher er der måske snarere tale om, at man fra myndighedernes side
skal udvælge de brancher (og herunder udvælge virksomheder), der anses som de mest
miljøbelastende, hvorefter andre principper end frivillighed skal bringes i anvendelse
(jf. afsnit 1.3.3 nedenfor). |
Ovenstående afgrænsning af målgruppen skal primært ses i forhold til indførelse af
formaliseret miljøledelse i form af ISO 14001 og EMAS, hvor evalueringen
skønsmæssigt har anslået, at der er et potentiale for indførelse af formaliserede
miljøledelsessystemer i mellem 950 og 1.500 virksomheder inden for
fremstillingsindustrien.
Hertil kommer imidlertid et ikke-kvantificeret potentiale, både inden for
fremstilling, men også inden for andre hovedbrancher, for indførelse af elementer af
miljøledelse (handlingsplan, fastsættelse af miljømål mv.). Hvad angår sidstnævnte,
er det evaluators opfattelse, at sådanne husmandsmodeller eller
differentieret miljøledelse kan være løsningen i mange typer af
virksomheder (særligt små og mellemstore), hvor et egentligt formaliseret system ikke er
egnet eller ikke opfattes som relevant. Der fremsættes ikke en konkret anbefaling i denne
sammenhæng, idet evaluator vurderer, at Miljøkompetenceordningen under Program for
Renere Produkter i dag giver mulighed for at støtte indførelsen af en systematisk
miljøindsats i virksomheder, hvor der ikke nødvendigvis er tale om en formel
certificering eller registrering.
Sammenfattende anbefales det
 | primært at fokusere den fremtidige indsats i forhold til mellemstore og store
fremstillingsvirksomheder, hvad angår frivillig indførelse af formaliseret
miljøledelse. |
 | sekundært at målrette indsatsen mod mellemstore og store virksomheder inden for andre
hovedbrancher, hvor miljøproblemerne anses som betydelige, og hvor der er
samfundsmæssige begrundelser for at bruge andre virkemidler end de frivillighedsbaserede. |
 | at fortsætte indsatsen i regi af Program for Renere Produkter samt inden for rammerne
af den grønne erhvervsstrategi hen imod at få små og mellemstore virksomheder til at
arbejde med systematisk om end ikke nødvendigvis formaliseret
miljøledelse. |
Overordnede anbefalinger
Med udgangspunkt i ovenstående afgrænsning af den fremtidige målgruppe for
miljøledelse fremsættes på baggrund af evalueringen ni overordnede anbefalinger, der
efterfølgende sættes i forhold til relevante styringsmidler.
- Ud fra den tankegang, at miljøledelse udelukkende er relevant såvel fra et
virksomheds- som et samfundsmæssigt synspunkt for udvalgte segmenter af dansk
erhvervsliv, er det vurderingen, at de gennemførte projekter synes at have produceret
tilstrækkelig generel viden (i form af uddannelse, værktøjer og information), der kan
nyttiggøres yderligere i de kommende år.
Det er derfor anbefalingen, at der ikke satses på generelle værktøjer i de kommende
år, men i højere grad arbejdes med udviklingsprojekter i de brancher eller
produktområder (primært inden for fremstilling), hvor der synes at være et
miljømæssigt potentiale. Værktøjerne bør i højere grad være differentierede med
henblik på at tage højde for de forskellige behov i virksomhederne, samt at
miljøledelse ikke nødvendigvis er lig med formaliseret miljøledelse.
- I tråd med de senere års udvikling af området for renere produkter bør der i højere
grad satses på at indplacere miljøledelse i en produktorienteret tankegang, så
miljøledelse udgør ét blandt flere virkemidler til at nedbringe miljøbelastningen i
produktets (eller serviceydelsens) samlede livscyklus. Et projekt finansieret under
ordningen har eksplicit behandlet dette område, men en satsning på produktorienteret
miljøledelse synes mere egnet i dag, hvorimod det hidtidige fokus på
produktionsprocesser synes for snævert. I den sammenhæng vil der dog stadig være
virksomheder, der har behov for at komme i gang med traditionel miljøledelse,
hvad enten denne indsats er formaliseret eller ej (jf. nedenfor).
- Omvendt er der som ovenfor nævnt behov for modeller, værktøjer mv. for de
virksomheder, der ikke nødvendigvis opfatter formaliseret miljøledelse som relevant og
anvendelig, men desuagtet ønsker at arbejde systematisk med miljøforhold. Der er med
andre ord behov for værktøjer specifikt rettet mod virksomheder, der ikke ønsker
at arbejde med formaliseret miljøledelse.
- På trods af ovenstående anbefaling vil det stadig være EMAS og ISO 14001, der i de
kommende år udgør fundamentet for formaliseret miljøledelse, bl.a. fordi standarderne
er internationalt anerkendte som dokumentation for en forbedret miljøpræstation. Med
dette udgangspunkt har evalueringen dokumenteret et meget begrænset kendskab til de
formaliserede systemer, og der synes derfor stadig at være et behov for at udbrede
kendskabet til standarderne, herunder særligt EMAS-ordningen. Der er dog ikke grundlag
for at anbefale flere generelle informationsaktiviteter om miljøledelse, da det generelle
informationsbehov til de relevante virksomhedssegmenter synes mættet med de
hidtidige aktiviteter.
- Evalueringen giver belæg for at anbefale at analysere mulighederne for i højere grad
at arbejde med miljøledelse i værdikæden4,
således at miljøledelse ikke fremstår som isolerede initiativer for enkelte
virksomheder, men det bliver praksis at stille krav til leverandører såvel opad som
nedad i værdikæden. Denne anbefaling synes særligt betimelig, i lyset af at danske
virksomheder i mange tilfælde er leverandører til andre virksomheder og derfor ikke
producerer slutprodukter til forbrugerne.
- På trods af ovenstående viser evalueringen entydigt, at der er et behov for at
stimulere efterspørgslen efter renere produkter og ydelser, herunder produkter produceret
af virksomheder, der arbejder systematisk med miljøledelse. Det anbefales at arbejde
aktivt fra offentlig side på at skabe modning af markedet for grønne
produkter. Denne anbefaling er sammenfaldende med udmeldingen i debatoplægget om en grøn
erhvervsudvikling.
- I tæt sammenhæng med den foregående anbefaling foreslås det at forbedre de grønne
virksomheders muligheder for at synliggøre og dokumentere deres miljøindsats over for
kunder og leverandører. Hidtil har mulighederne herfor været for begrænsede, og interne
ressourcebesparelser og styring synes ikke i alle tilfælde at være tilstrækkelige
incitamenter til at vedligeholde miljøledelsessystemer.
- Miljøledelse indføres ofte i sammenhæng og integreret med andre standarder
typisk kvalitets- og arbejdsmiljøstandarder. Et par projekter finansieret under ordningen
har behandlet dette forhold, men det anbefales mere strategisk at arbejde på at udnytte
mulighederne for integreret miljøledelse, idet det er vurderingen, at miljøledelse kan
vinde endnu større udbredelse, hvis virksomhederne oplever det muligt at koble
miljøledelse systematisk sammen med kvalitetsstyring. Der opfordres til at fremdrage
best practice-eksempler fra virksomheder, der har indført integrerede
ledelsessystemer.
- Evalueringen har vist, at en lang række aktører har været relevante og aktive som
formidlere af miljøledelse til virksomhederne, fx brancheforeninger, TIC-centre, kommuner
og amter samt i en vis udstrækning revisorer. Omvendt fremstår banker og finansielle
rådgivere ikke som aktive på miljøledelsesområdet, på trods af at projekter
finansieret under ordningen har været rettet mod disse aktører. Repræsentanter fra den
finansielle sektor vurderes imidlertid fortsat at være relevante formidlere, idet de kan
påvirke virksomheder i en mere grøn retning i låne- og investeringssituationer. Derfor
skal det overvejes at mobilisere den finansielle sektor, evt. ved at tydeliggøre
fordelene ved at drive bankvirksomhed i forhold til i stigende grad grønne virksomheder.
Operationelle styringsmidler
I det følgende fremsættes en række forslag til brug af styringsmidler, der kan
bringes i anvendelse for at realisere de anbefalinger, som blev fremsat ovenfor.
Forslagene er forsøgt indplaceret i den push and pull-strategi, der har
præget de seneste års indsats på området for renere produkter, hvor såvel et
tilstrækkeligt udbud som kvalificeret efterspørgsel skal sikres for at bidrage til at
udvikle og afsætte renere produkter. Dette sker i erkendelse af, at den offentlige
indsats for miljøledelse i disse år primært sker i regi af Program for Renere
Produkter.
Anbefalingerne kan kategoriseres i tre spor:
(i). |
Opbygning af markedets trækkraft ved at påvirke efterspørgslen efter
ydelser produceret af virksomheder med miljøledelse (pull); |
(ii). |
Stramning af gældende lovgivning og rammebetingelser (push); |
(iii). |
Initiativer rettet mod virksomhederne, bl.a. via tilskud (ligeledes
push). |
Opbygning af
markedets trækkraft: "gulerods"-metoden
Som nævnt viser evalueringen et behov for at stimulere efterspørgslen efter den
kvalitet og de reduktioner i miljøbelastningen, som produkter og ydelser produceret i
virksomheder med miljøledelse repræsenterer (anbefaling nr. 6). Endvidere stilles der
ikke miljøkrav i den samlede værdikæde (anbefaling nr. 5). Samlet er disse forhold
udtryk for, at virksomheder oplever, at kunderne (hvad enten det er forbrugere eller andre
virksomheder) ikke udgør en tilstrækkelig trækkraft til at gøre miljøledelse
relevant og dermed også afsætte de nødvendige ressourcer.
Løsningen herpå kan være at sætte ind på forskellig vis for at øge markedets
trækkraft, dvs. udvikle markedet for renere produkter og tjenesteydelser, der er
produceret under hensyntagen til miljøproblemstillinger og en bæredygtig
ressourceanvendelse.
I sidste instans er det et spørgsmål om at øge vidensniveauet omkring disse
problemer hos beslutningstagerne i indkøbssituationen, så holdninger og i sidste ende
adfærd ændres i den ønskede retning. Det gælder den enkelte forbruger, det gælder
offentlige institutioners indkøbere, og det gælder naturligvis alle andre typer af
indkøbere i virksomheder mv. Dette peger i retning af forskellige informationsaktiviteter
og en offensiv brug af information som styringsmiddel i miljøpolitikken. Dette kan kaldes
for "gulerods"-metoden. På baggrund af evalueringen foreslås følgende:
 | At gennemføre informationskampagner rettet mod forbrugerne, der målrettet
sætter fokus på at fortælle forbrugerne, at nogle virksomheder producerer produkter og
ydelser på miljøvenlig vis. Den nyligt gennemførte kampagne om miljømærker er et
eksempel på en vellykket kampagne, der har formået at sætte fokus på renere produkter.
|
 | At gennemføre informationskampagner eller projekter (evt. via
brancheorganisationer) rettet mod relevante virksomheder for at udbrede kendskabet
specifikt til formaliserede miljøledelsessystemer. Formålet skulle være at skabe bedre
viden om formaliseret miljøledelse hos de virksomheder, der aftager produkter og ydelser
fra andre virksomheder, og dermed skabe et markedstræk i værdikæden. Den nylige
ikrafttrædelse af EMAS 2 synes at indeholde tilstrækkelig nyhedsværdi for en
informationskampagne med henblik på at skabe et bredere kendskab til formaliseret
miljøledelse, bl.a. fordi der nu også åbnes mulighed for EMAS-registrering i andre
sektorer end inden for fremstilling og affaldsbehandling. |
 | At styrke informations- og uddannelsesindsatsen over for offentlige indkøbere, så de i
højere grad tænker og handler grønt (tidligere undersøgelser fra Miljøstyrelsen har
vist, at denne indsats kan styrkes). Dette forslag indfries via Program for Renere
Produkter, hvor der i prioriteringsplanen for 2001 lægges op til initiativer på
området. |
Alternativt kunne der sættes ind med lovgivningsbaserede kvantitative krav til
offentlige institutioner om grønne indkøb (frem for den mere generelle formulering i
miljøbeskyttelsesloven), hvilket i højere grad må betragtes som
"piske"-metoden (jf. nedenfor).
 | At arbejde for at forbedre virksomhedernes muligheder for at synliggøre deres
miljøpræstation ved systematisk miljøledelse (jf. anbefaling nr. 7). Program for Renere
Produkter har også i denne sammenhæng gjort en indsats for at fremme brugen af
miljømærkerne Svanen og Blomsten (for forbrugere) og miljøvaredeklarationer (for
professionelle indkøbere), men markedsføringsmulighederne for virksomheder med
formaliseret miljøledelse har været mere begrænsede. Dog åbner den nye EMAS
2-forordning op for forbedrede muligheder for at synliggøre miljøledelsesindsatsen på
markedet, bl.a. ved brug af et EMAS-logo på reklamer. Dog må logoet ikke anvendes på
selve produktet. En fortsat indsats bør gennemføres for at sikre optimale
markedsrelaterede incitamenter for virksomhederne til at indføre miljøledelse. |
Stramning af gældende regelsæt: "piske"-metoden
En anden strategi til udbredelse af miljøledelse er at stramme de gældende regler for
forskellige brancheområder, hvad angår udledninger, affald, anvendelse af specifikke
stoffer og produkter mv. Der er her tale om "piske"-metoden.
Hvor der i foregående afsnit blev skitseret vide grænser for, hvordan og med hvilke
budskaber der kan informeres, og til hvem, skal anvendelsen af "piske"-metoden
ses i tæt sammenhæng med både den nationale og den EU-bestemte miljølovgivning samt
andre ministeriers lovgivningsområder. Det har ikke været formålet at angive specifikke
anbefalinger her til, hvordan denne metode kan operationaliseres. Det vil kræve
specifikke informationer fra branche til branche omkring gældende regler. Imidlertid
synes der at kunne peges på behovet for følgende:
 | Analyse af mulighederne for at stramme/ændre de miljøministerielle regelsæt med
henblik på at øge behovet for og relevansen af en bæredygtig ressourceanvendelse i
virksomhederne gennem miljøledelse. |
 | Analyse af mulighederne for at ændre andre relevante ministerielle regelsæt med
henblik på at øge behovet for og relevansen af en bæredygtig ressourceanvendelse i
virksomhederne gennem miljøledelse, fx i form af krav, der øger den finansielle sektors
tilskyndelse til eksplicit at inddrage virksomheders miljøforhold i kreditvurderinger mv. |
Initiativer rettet mod virksomhederne
For det tredje kan der peges på anbefalinger, der retter sig direkte mod den enkelte
virksomhed. Desuagtet at de to sæt af anbefalinger ovenfor på den ene side bidrager til
at udvikle markedet og på den anden side strammer kursen over for virksomhederne, hvad
angår regelsæt mv., så kan der også peges på konkrete anbefalinger rettet direkte mod
virksomhederne.
De to tidligere nævnte barrierer (manglende kendskab og manglende tid/ressourcer) kan
overkommes gennem tilskud til forskellige aktiviteter. Det kan være følgende:
 | Direkte starthjælp i form af økonomisk tilskud til igangsætning af en proces, der
skal lede frem til indførelse af miljøledelse eller elementer heraf. |
Under Program for rådgivning om miljøspørgsmål og arbejdsmiljø til mindre
virksomheder (1994-1997) og Miljøisbryderordningen (1996-1999) blev der givet direkte
virksomhedstilskud, men det er evaluators opfattelse, at disse ordninger delvist var
beskæftigelsesfremmende ved ansættelse af (ledige) miljømedarbejdere.
I dag er grundlaget et andet. Der er via tilskudsordningen udviklet en lang række
værktøjer, håndbøger og manualer, der kan anvendes af de enkelte virksomheder, og der
er informeret bredt og branchespecifikt om miljøledelse. Med henblik på at indfri
potentialet for at få flere virksomheder til at indføre formaliseret miljøledelse er
det vurderingen, at et direkte tilskud er mere relevant i dag frem for brug af den
tidligere formidlertilgang. Evaluator noterer, at denne anbefaling er dækket ind via
Miljøkompetenceordningen.
 | Man bør fra offentlig side generelt overveje, hvordan man kan "belønne de
virksomheder, der gør en indsats for miljøet", som det hedder i regeringens
debatoplæg om en grøn erhvervsudvikling. Evalueringen har dokumenteret, at en række
virksomheder ikke har oplevet de konkurrencemæssige fordele, som de havde forventet,
hvilket bl.a. har givet anledning til anbefaling nr. 7 ovenfor. |
Imidlertid bør andre bonusordninger overvejes for de grønne virksomheder,
fx muligheden for afgiftsdifferentiering, og om der generelt skal tages højde for
konkurrenceforvridende tiltag. Evalueringen giver ikke grundlag for mere konkrete
anbefalinger i denne sammenhæng, men under alle omstændigheder skal de samfundsmæssige
omkostninger opvejes i forhold til de forventede miljøgevinster ved sådanne initiativer.
 | Endelig viser evalueringen, at miljøledelse har forbedret virksomhedernes dialog med
miljømyndighederne, og spørgsmålet er, om virksomheder med formaliseret miljøledelse
bør belønnes i form af et mere differentieret miljøtilsyn? Med et mere
differentieret miljøtilsyn menes ikke, at miljøtilsynet skal lempes eller helt
bortfalde (idet en udredning gennemført for Miljøstyrelsen viste, at der ikke var
grundlag herfor i såkaldte elitevirksomheder). Derimod skal der arbejdes hen imod, at
kontrolmyndigheder tager højde for den certificerede/registrerede virksomheds
miljøpræstation i øvrigt og dermed differentierer i forhold til virksomheder, der ikke
arbejder systematisk med miljøledelse. Virksomhederne skal opleve, at det kan betale sig
at indføre miljøledelse også i forholdet til miljømyndighederne. |
Afslutning
Det har været en af denne evaluerings centrale konklusioner, at nytten af
tilskudsordningen vurderes som høj, og at det samtidig er muligt at komme videre med
indførelse af miljøledelse ved brug af de ovenfor anførte og evt. andre anbefalinger.
Det er også en klar konklusion, at ordningen har spillet sammen med en række andre
ordninger samt naturligvis har været underlagt/været en del af den generelle
strukturelle og konjunkturelle udvikling i samfundet.
Når der derfor ovenfor formuleres anbefalinger til videre aktion på området, vil
flere af de fremsatte anbefalinger være flettet sammen med andre allerede igangsatte
initiativer, andre ordninger og programmer mv., som det har fremgået. Det vil derfor
være centralt at fremsætte en anbefaling, der rækker ind i dette netværk. Det
anbefales derfor afslutningsvis, at
 | Denne evaluering drages ind i en samlet vurdering af den miljøministerielle
indsats inden for rammerne af den produktorienterede miljøindsats og intentionerne om en
grøn erhvervsstrategi, og at der i denne vurdering indgår en samlet vurdering af
betydningen af øvrige ministerielle områder (erhverv, skat, arbejdsmarked, forskning
mv.) for indførelse af miljøledelse. |
1 |
Følgende 21 brancher har været prioriteret under ordningens løbetid:
Grafisk, plast, asfalt, tekstil og beklædning, kemisk (inkl. farmaceutisk), affald og
genanvendelse, galvano, agroindustrien (inkl. primærproducenter), bygge og anlæg,
engroshandel, jern og metal (inkl. støberier), håndværk og mindre industri,
fiskeindustri, hoteller og restaurationer, træ og møbel, autobranchen,
elektronikindustrien, levnedsmiddel (inkl. bryggerier), skovbrug, handel og service og
transport. 11 af de 21 brancher har været undersøgt i forbindelse med evalueringen. |
2 |
Dette fremgår bl.a. af prioriteringsplanerne for Program for Renere
Produkter i 1999 og 2001, hvor det vurderes, at tilskudsordningen generelt har dækket de
væsentligste behov for traditionelle miljøstyringsværktøjer. |
3 |
Særligt inden for den grafiske branche, plastindustrien, tekstil og
beklædning, affald og genanvendelse samt jern og metal er det via evalueringen
registreret, at flere virksomheder har opnået miljøcertificering, hvilket bl.a. må
tilskrives de gennemførte brancheprojekter. |
4 |
Tilskudsordningen har støttet enkelte projekter med dette fokus. |
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top | |
|