| Indhold |

Kort, nivellering og arbejdsmiljø

Indholdsfortegnelse

1. Kortteknik og nivellering

Generel indledning

Landmåling består af opmåling, herunder nivellering. Resultaterne opnås gennem måling, beregning og grafisk fremstilling (korttegning).

Afsætning kan populært beskrives som den modsatte opgave af opmåling. Afsætning vil typisk bestå i afsætning af punkter, linier og kurver ud fra allerede kendte punkter (fikspunkter).

Ved opmåling og afsætning arbejder man i forhold til en vandret grundflade.

Denne grundflade, der ligger i højde med middelvandstanden omkring Danmark, kaldes "Dansk normal nul" (D.N.N.), i det følgende også benævnt: absolutte koter.

Indføres en hjælpeplan (jf. Figur 1)vil det svare til, at der arbejdes forskudt i forhold til D.N.N. Sådanne koter benævnes i det følgende som relative koter.

Jordens krumning har betydning ved store opmålinger over store afstande. Ved afstande op til 7 km kan der ses bort fra jordens krumning.

1.1 Koordinatsystemer

Koordinatsystemet og landskoordinatsystemet

For at kunne opmåle og afsætte i vandret plan, er det nødvendigt at arbejde med koordinater.

Koordinatsystemet indenfor landmåling også kaldet "Landskoordinatsystemet" eller system 34 er placeret således, at hele landet ekskl. Bornholm har positive koordinater.

Systemet er orienteret nord/øst-vest således, at Agri Baunehøj på Djursland har koordinaterne (200,000;200,000) med enheden km.

Oplysninger om koordinater og landskoordinatsystemet i øvrigt fås hos Kort- og matrikelstyrelsen.

1.2 Koter

Koter, herunder relativ/ absolutte koter og hovedfikspunkter

Terrænpunkters højdeforhold (niveau) angives ved hjælp af koter. Koterne fastsættes i forhold til allerede kendte punkter, også benævnt fikspunkter.

Der kan arbejdes ud fra to typer fikspunkter (koteniveauer).

1. Et officielt koteniveau. Til tider også benævnt ìabsolutte koter".
2. Et selvvalgt koteniveau. I daglig tale benævnt "relative koter".

Det officielle koteniveau er fastlagt af Kort- og Matrikelstyrelsen (tidligere Geodætisk Institut (GI)) ved at foretage vandstandsmålinger i en række danske havne. Middelvandstanden for denne landsdækkende nulplan kaldes som tidligere angivet "Dansk Normal Nul" eller i daglig tale D.N.N. (Se Figur 2)

Ud over landet findes en lang række fikspunkter angivet D.N.N. med hovedfikspunkt på Århus Domkirke med koten 5,615 m.

Fikspunkterne er placeret dels på bygningsfundamenter (Se Figur 3), dels på betonstøbninger i terrænet.

Meget benyttet ved fundamenter er en støbejernsplade, der rager 40-50 mm frem og bærer en lille kuglekalot, hvis overside angiver fikspunktets nøjagtige beliggenhed.

I terrænet kan fikspunktet være en støbejernskalot, faststøbt i en jernbetoncylinder, som er nedgravet i jorden således, at den kun rager ganske lidt op over terrænet (Se Figur 4). Fikspunkter er fredede og må ikke fjernes.

Figur 1
Hjælpeplan
 

Figur 2
Absolutte og relative koter
  

Figur 3
Fikspunkt på bygning
  

Figur 4
Fikspunkt i terræn
  

Figur 5
Stadier
  

Figur 6
Stativer

Oplysninger om disse fikspunkters placering, opbygning og kote kan indhentes ved de lokale byggemyndigheder (Teknisk forvaltning, Bygningsinspektoratet eller Kort- og Matrikelstyrelsen).

Oplysningerne gives i form af en kort beskrivelse af punktets placering på bygningen samt et kortbilag.

GI punkterne kontrolleres løbende af Kort- og Matrikelstyrelsen, da punkterne kan beskadiges eller "sætte sig" med tiden. Derfor bør man ikke bruge gamle "kendte" koter, men hos lokale myndigheder eller Kort- og Matrikelstyrelsen, få oplyst korrekt kote på det valgte udgangspunkt.

1.3 Måleudstyr

1.3.1 Stadiet

Måleudstyr generelt

Stadiet er en 3-4 m lang målestok, inddelt i cm, dm og m med Hvid/rød og hvid/ sort bemaling. For tydeligt at kunne skelne 1 meter fra 2 meter osv. er stadiet ofte udført med farveskrift (rød-sort) og særlig mærkning for hver meter (se Figur 5).

Under opmålingen er det nødvendigt at skønne millimeteraflæsningen, hvis denne nøjagtighed er påkrævet, da det kun er meter, tiendedele- og hundrededele meter (m, dm, og cm), der kan aflæses direkte.

Figur 7
Instrumenter
 

Figur 8
Libeller

Stadiet kan klappes sammen således, at længden i sammenklappet tilstand er 1 meter.

Under brugen (måling) skal stadiet holdes lodret, hvilket kan sikres ved brug af en dåselibelle. Denne kan enten være indbygget i stadiet eller være i løs udgave, der holdes mod stadiets kant.

Det er vigtigt for målenøjagtigheden, at stadieholderen hele tiden er opmærksom på at holde stadiet lodret. Dette kan være vanskeligt i stærk blæst.

1.3.2 Stativet

Stativ og stativstjerne

Stativet er fremstillet i træ eller metal, og består af en topplade og sammenskydelige ben.

Ved opstilling af stativet skal benene trædes fast i jorden og toppladen placeres omtrent vandret i arbejdshøjde ved hjælp af de forskydelige ben.

På befæstede arealer (asfalt, beton, fliser), kan det være nødvendigt at bruge en "stativstjerne", der udlæges på jorden, så stativet ikke flytter sig under målingerne (se Figur 6).

I forbindelse med flytning løftes stativet med instrumentet påmonteret og bæres på skulderen til næste målested.

1.3.3 Instrumenter

Instrumenter, herunder retvendt/omvendte og forskellige typer

Førstnævnte hovedtype - "omvendt instrument" - omtales ikke i det følgende, da deres udbredelse er meget aftagende.

I det følgende vil der blive gennemgået: Opstilling af et instrument med finskrue Opstilling af "halvautomatisk" instrument.

1.3.5 Libelletyper

I forbindelse med instrumenternes grovopstilling og efterfølgende finindstilling gøres der brug af forskellige libelletyper, afhængig af instrumenttyper (se Figur 8).

1.3.6 Instrument med finskrue

Inden den egentlige opstilling foregår, skal finskruen stilles på mærket "nulstilles" (hvis et sådant findes) for at lette den nedenfor beskrevne opstilling.

Det gælder om at stille kikkerten vandret og omdrejningsaksen lodret, hvilket gøres ved følgende operationer efter hinanden (se Figur 9):

1. Kikkerten stilles parallelt med linien igennem to fodskruer, indtil libellen spiller ind. Husk altid at skrue fodskruerne enten mod hinanden eller fra hinanden, aldrig samme vej. Husk også at skrue lige meget på begge skruer.
2. Kikkerten drejes 90° om aksen således, at den ene ende står ud over den 3. fodskrue C. Der skrues på C, indtil libellen igen spiller ind.

Kikkerten drejes en halv omgang, så de to ender bytter plads. Halvdelen af boblens udslag rettes med finskruen og den anden halvdel med fodskruen C.

Kikkerten drejes tilbage til stilling nr. 1 og stilles vandret med fodskruerne A og B.

Når disse 4 trin af opstillingen er gennemgået, prøver man forsigtigt at dreje kikkerten helt rundt for at se, om libellen spiller ind. Hvis libellen gør et udslag på 1 eller 2 streger under denne omdrejning, gør det ikke noget; hvis udslaget er større, må opstillingen gentages.

Inden hver aflæsning skal det sikres, at libellen spiller ind. Hvis den ikke spiller ind, skal der stilles på instrumentets finskrue.

Se her!

Figur 9
Indstilling af instrument med finskrue
  

Figur 10
Betjening af instrument med kuglehoved

1.3.7 "Halvautomatisk" instrument

Halvautomatiske instrumenter /m fodskruer eller kuglehoved

1.4 Udførelse af nivellering

Nivellering er fastlæggelse af højdeforskellen mellem to eller flere punkter. Koten til det første punkt (fikspunkt) skal være kendt.

Princippet i nivellering (opstilling og aflæsning) er vist på tegningen.

1.4.1 Koteberegning

Formler for koteberegning

Koteberegningen sker med udgangspunkt i den angivne kote (fikskote).

1. Bestemmelse af sigteplanskote:
   Sigteplanskote = kendt kote (fikskote) + aflæsning.
2. Bestemmelse af koter:
   Kote = sigteplanskote - aflæsning.

Vigtigt

Inden hver aflæsning skal der ikke stilles på fodskruer eller håndgreb. Nogle instrumenter har et indbygget advarselslys, der kommer frem, hvis instrumentet ikke kan sikre vandret sigteplan.

1.4.2 Føring og udregning af målebogsblade

Efterhånden som der foretages aflæsninger under udførelse af et nivellement, føres disse i en målebog eller på et løst målebogsblad.

Figur 11
Princippet i nivellering

1.4.3 Målebogsblad (Se Figur 12)

Eksempel på beregnet målebogsblad

1.4.4 Eksempel på koteberegning

1.4.5 Linienivellement

Udførelse af linienivellement

Ved et linienivellement fastlægges højdeforholdene langs en linie. Derved fremskaffes det nødvendige grundlag fx i forbindelse med planlægningen og udførelse af et stykke arbejde.

Linienivellementet kan udføres enten som enkeltlinienivellement (uden kontrol) eller som dobbelnivellement (med kontrol) af en stationeret linie pr. 20, 25 eller 50 m.

Figur 12
Data til målebordsblad
  

Figur 13
Linienivellement
  

Figur 14
Kvadratnet

Det er vigtigt at planlægge arbejdet således, at flest mulige punkter kan indmåles i hver opstilling. Følgende skal iagttages:

- max 80 m sigte
- forhindringer i linien
- i bakket terræn opstilles i 3. dels punkter
- min. 2 m's afstand til stadie.

Linien skal være udmålt og afmærket eller afpælet, inden nivellementet kan udføres. Linien kan bestå af både retlinede strækninger og af kurver.

I Figur 13 vises principperne i udførelse af et linienivellement. Der er tale om tre opstillinger (I, II, III) med start af målingerne fra pkt. a (fikspunkt).

1.4.6 Målebogsblad

Føring af målebogsblad ved linienivellement

Fladenivellement og fastlæggelse af højdekurver

Skal man på en tegning angive højdeforholdene for et areal, kan dette ske ved at foretage et fladenivellement.

Det er karakteristisk for en højdekurve (niveaukurve), at alle punkter har samme kote (niveau). Lidt populært kan det anskues således: Hvis man "gik en tur" langs en højdekurve, ville man hele tiden befinde sig i samme højde (niveau).

Det er valgt her at gennemgå fladenivellementet efter kvadratnetmetoden, men der findes andre metoder, hvis anvendelighed er afhængig af terrænets beskaffenhed. Ved kvadratnetmetoden lægges et kvadratnet ud over terrænet som vist på Figur 14.

1.5.1 Kvadratnet

Fastlæggelse af punkter i et kvadratnet

Sidelinien i kvadratet vælges efter opgavens omfang og terrænets beskaffenhed fra 5 til 25 m.

For at holde styr på punkterne gives disse numre, oftest bestående af et dobbeltnummer (både tal og bogstav, fx D3, se figur 14) hidrørende fra de krydsende linier.

Udførelse

Kvadratnettet afsættes i marken ved hjælp af stålbåndmål, vinkelprisme og stokke. Diagonalerne i nettet kontrolleres.

I nettets skæringspunkter nedbankes pæle i plan med terrænet eller pæle mærket fx ved 200 mm og nedbankes til dette mærke.

Disse pæle nivelleres, og koterne i krydspunkterne bestemmes.

Eksempler på beregning af niveaukurver

Konstruktionen af kurverne kræver en beregning. I Figur 15 vises et eksempel på et fladenivellement. Figuren viser et areal med de beregnede niveaukurver indtegnet.

For at finde kurvernes skæringspunkter med kvadratnettet regnes der med retlinet (ens) flade mellem to nabopunkter. Højdeforskellen mellem kurverne fastsættes til 0,25 m.

I Figur 16 vises en skitse af et fladenivellement (i uddrag). Det tilhørende målebogsblad:

Fladenivellement (uddrag)

I Figur 17 betragtes terrænet mellem punkterne A 2, A 1.

Kote 56,50 og 56,75 ligger et sted mellem A 2 og A 1.

Dette betyder, at beliggenheden af kurven (skæringspunktet) for både kote 56,50 og kote 56,75 skal findes.

Ved at anvende en geometrisk sætning om ens vinklede trekanter, kan der opstilles følgende formel

Se Figur 18.

Figur 15
Eksempel på fladenivellement
 

Figur 16
Skitse
  

Figur 17
  

Figur 18
  

Figur 19
    

Figur 20
Teodolit

Eksempel

Vi ønsker at bestemme de skæringer, der er mellem netpunkt A 1 og A 2. (se målebogsblad og Figur 19).

De fundne afstande kan nu afsættes fra punktet A 2. Ganske samme fremgangsmåde benyttes mellem resten af kvadratnettets punkter

Når ovennævnte er beregnet for hele nettet og afsat på en tegning, kan kurverne med den indbyrdes højdeforskel på 0,25 m tegnes.

1.6 Teodolitten

Teodolitten betegnes også som et vinkelmåleinstrument, da det i modsætning til et nivelleringsinstrument kan bruges til både vandrette og lodrette planer. Teodolitten anvendes til såvel opmålings- som afsætningsopgaver.

Under målingen er teodolitten fastspændt på et stativ (treben), placeret nøjagtig lodret over fikspunkt eller målepunkt. Denne placering sikres ved hjælp af snorlod, stanglod eller optisk lod.

Største måleafstand for mm aflæsning er ca. 60 m. Største måleafstand for cm aflæsning ca. 180 m.

1.6.1 Brug af teodolit

Brug af forskellige typer teodolitter

Indstilling af trådkors og billede (Se Figur 20):

For at kunne måle omhyggeligt er det vigtigt, at trådkors er indstillet skarpt. Dette gøres ved at dreje okularet (3), mens man retter kikkerten mod himlen. Dernæst rettes kikkerten mod et fjernt mål, og kikkertbilledet stilles skarpt med focuserknappen (2).

Indstilling på signal (stok, genstand mv.)

Med løsnede låseknapper (1 og 10) drejer man kikkerten, så sigtekornet på denne (7) står på signalet. Derefter spændes låseknapperne, og nu kan teodolitten kun drejes ved hjælp af finskruerne.

Nu stiller man kikkertbilledet skarpt med focuserknappen. Ved hjælp af henholdsvis vertikalfinskruen (8) og horisontalfinskruen (9) indstilles trådkorset nøjagtigt på signalet.

1.6.2 Kredsaflæsning

Kredsaflæsning på teodolitten

Kredsens belysning sker med en optik, der får lyset koncentreret via et udvendigt spejl, der kan drejes. Ved dårlig belysning kan nogle instrumenter monteres en elektrisk lyskilde.

Kredsen stilles skarpt, og aflæsning foretages. Skalaens opbygning/indretning kan variere fra det ene instrument til det andet, hvorfor der henvises til instruktionsbogen. Instrumenter med digital display kan aflæses direkte. (Se Figur 21).

Vigtigt

Aflæs på korrekt skala:
H eller AZ for vinkler i vandret plan.
V for vinkler i lodret plan.
Bemærk om der arbejdes med 360° eller 400g
Se Figur 22.
  

Figur 21
Digital display
 

Figur 22
Gammelgrader og nygrader

1.6.3 Gradmåling

En cirkel er opdelt i grader. Graderne angiver vinklens størrelse, både i vandret og lodret plan.

Man regner med 2 slags grader - gammelgrader og nygrader.

Gammelgrader
Cirklens omkreds = 360°
En ret vinkel = 90°
1° = 60` min
1` = 60"sek

Nygrader (gon)
Cirklens omkreds = 400,00^g
En ret vinkel = 100,0^g

Ved nygrader regnes der med decimaler (10 talssystemet). Nygrader anvendes i dag mere og mere ved opmålings- og afsætningsopgaver og vil nok, om få år, helt afløse "gammelgrade" systemet.

1.6.4 Måling af vinkler

Ønskes større nøjagtighed slås kikkerten igennem, målingen gentages, og gennemsnittet beregnes.

Figur 23
Måling af vinkel
 

Figur 24
Afstandsstreger

Eksempel, beregning af vinkel

1.6.5 Optisk afstandsmåling

Både med nivelleringsinstrument og teodolitter er det muligt at foretage optisk afstandsmåling, hvis instrumentets trådkors er forsynet med to såkaldte afstandsstreger (figur 24).

Disse 2 yderste streger bruges til måling af afstanden fra instrumentet til stadiet, idet stadiet aflæses på sædvanlig vis. Afstanden fremkommer ved at gange forskellen mellem aflæsningerne med 100.

Eksempel:

Afstanden mellem stadie og instrument er da lig med 100 x 0,441 = 44,1 m.

Afstandsmålingen kan endvidere foretages ved elektronisk distancemåling. Det kan enten være indbygget i instrumentet eller være en selvstændig enhed, der påmonteres.

1.7 Koordinatsystemet

Koordinatsystemet med de fire kvadrater

Det todimensionelle koordinatsystem består af to tallinjer, der står vinkelret på hinanden og har fælles nulpunkt, som vist på Figur 25.

De to tallinjers skæringspunkt kaldes koordinatsystemets nulpunkt. De to tallinier kaldes koordinatssystemets akser. Den vandrette kaldes abscisseaksen og den lodrette ordinataksen.

De betegnes, når koordinatsystemet anvendes indenfor den rene matematik, i reglen med bogstaverne x og y, og betegnes i så fald ofte som henholdsvis x-aksen og y-aksen.

Man ser, at de to akser deler planet i fire dele, der kaldes første, anden, tredje og fjerde kvadrant, som angivet på Figur 25.

Et koordinatsystem er bestemt ved beliggenheden af dets nulpunkt.

Koordinatsystemet benyttes til at angive et punkts beliggenhed i planet. Det gøres ved at tildele punktet to koordinater. Den første af disse angiver det antal enheder, man skal bevæge sig hen ad abscisseaksen for at komme lodret under eller over punktet.

Denne koordinat kaldes punktets abscisse. Den anden koordinat angiver, hvor mange enheder man skal bevæge sig op eller ned for at komme vandret ud for punktet; den kaldes punktets ordinat.

Et punkts koordinater angives som et talpar. Inden i en parentes skriver man først abscissen, derefter et komma og sidst punktets ordinat, således (abscisse, ordinat).

På Figur 25 er indtegnet fem punkter. De har følgende koordinater:

P₁: (3,2); P₂: (1,4 2,5); P₃: (-2,2); P₄ (-4,-3); P₅: (3,2).

Landskoordinaterne angives normalt i meter med 2 decimaler. Sædvanligvis skrives ordinaten først som fx (y,x) = 289 025.62, 235 891.24.

Figur 25
Koordinatsystem
  

Figur 26

1.8 UTM-nettet

UTM-nettet er opdelt i 60 UTM-zoner, der hver spænder over 6 længdegrader, benævnes zonetal. Således ligger zone 1 mellem 174° og 180° v.l., zone 2 mellem 168° og 174° v.l., etc.; herved kommer Danmark til at ligge i zonerne 32 (6°-12° ø.l.) og 33 (12°-18° ø.l.). (Se Figur 27).

Midtermeridianerne svarende til disse to zoner er altså henholdsvis 9° ø.l. og 15° ø.l., medens meridianen 12° ø.l. danner zonegrænse.

UTM-nettet kan anvendes på to måder (ved angivelser af zonekoordinater eller ved angivelse af kortreferencer).

1.8.1 Zonekoordinater

Anvendelse af UTM-nettet med eksempler

Figur 28
Ullerup

Eksempel

Transformatoren (trsf) umiddelbart vest for gården Ullerup på 4 cm kortet 1116 I SØ Thisted (jf. Figur 28) har koordinaten:

UTM 32 E 487.290 m N 6.302.440 m H 13 m

Tallet 32 fremgår af den i diagrammet Figur 29 viste zonebetegnelse.

E- og N-værdien fremkommer på følgende vis jf. Figur 30 (udmålt på 4 cm kort):

Bestem E- og N-værdi for det nederste venstre hjørne af det 1 km kvadrat i hvilket punktet ligger:

Bestem ved udmåling i kvadratet og N- værdi for punktet i forhold til kvadratets nederste, venstre hjørne:

Højden kan (med tilnærmelse) bestemmes ud fra kortets kurvebillede. UTMsystemets zonekoordinater finder især anvendelse ved beregninger i forbindelse med opmåling (landmåling) og vil da ofte ses angivet i dm, cm eller mm; fx er koordinaterne for de af Kort- og Matrikelstyrelsen målte trigonometriske stationer almindeligvis angivet i cm. Er zonekoordinaterne derimod udtaget fra et kort, bør de ikke angives med flere decimaler end kortet (dets målestoksforhold, dets topografiske nøjagtighed, nøjagtigheden af nettets placering) og den metode og omhyggelighed, der anvendes ved udmålingen i kortet, berettiger til. Almindeligvis bør zonekoordinaterne ikke angives med større nøjagtighed, end den der svarer til ca. 12 mm i kortets målestoksforhold, dvs. 25 m i 2 cm kortet og 10 m i 4 cm kortet.

1.8.2 Kortreferencer

Gården Ullerup har kortreferencen (Figur 31 - 4 cm kortet 1116 I SØ Thisted) 32 VMJ 874024

Zonebetegnelsen: 32V og bogstavskombinationen for 100 km kvadratet: MJ fremgår af Figur 29.

Talgruppen, der her skal læses som E = 874 hektometer (hm), N = 024 hm, referer til 100 km kvadratetssider (angiver altså afstandene fra punktet til vestlige 100 km linie). De fremkommer på lignende vis, som anført for zonekoordinater (Figur 32).

Figur 29
Zonebetegnelse
  

Figur 30
Transformatorstationens koordinater

Bestem E- og N-værdi for det nederste, venstre hjørne af det 1 km kvadrat i hvilket punktet ligger. Anvend kun de store tal, da disse angiver afstande (i km) til 100 km kvadratets sider:

Bestem ved udmåling i 1 km kvadratet E- og N- værdier for punktet i forhold til kvadratets nederste, venstre hjørne:

Medens zonekoordinater især finder anvendelse ved opmåling, beregning mv., benyttes kortreferencer udelukkende i forbindelse med kort som et middel til hurtigt og entydig angivelse af et objekts beliggenhed.

Figur 31
Kortreference
 

Figur 32
Kortreference for Ullerup
  

Figur 33
100 km kvadratnet

Der er ingen egentlige regler for hvilke enheder, der skal benyttes, men for 2- og 4-cm kortenes vedkommende vil hektometeren som regel være den mindste og kilometeren ofte tilstrækkelig (i 750 000 kortet henholdsvis km og 10 km). I eksemplet kan man fx anføre:

gård 32VMJ874024

Hvor hektometeren vil være nødvendig for at udskille gården Ullerup fra de øvrige inden for 1 km kvadratet; men man kunne også skrive

Ullerup 32 VMJ8702

og hermed give kortkonferencen i km, der i dette tilfælde er tilstrækkelig, da der ikke findes andre lokaliteter inden for 1 km kvadratet med dette navn.

Det skal understreges, at det er vigtigt, at 0 altid medtages som et ciffer i talgruppen. Det vil altså være forkert at skrive:

32 VMJ87424

Ved korrekt angivelse af talgruppen vil denne altid bestå af et lige antal cifre, og der vil ikke kunne herske tvivl om, at første halvdel angiver Easting-værdien og anden halvdel Northing-værdien. Selv om enheden ikke anføres, kan der heller ikke herske tvivl om denne.

1.9 Litteratur

Nivellering og afsætning (emnehæfte), fællessekretariatet for bygge og anlæg.

Nivellering og afsætning (opgavehæfte), fællessekretariatet for bygge og anlæg.

Teknisk matematik, Erhvervsskolernes forlag.

Teknisk matematik (opgavehæfte), Erhvervsskolernes forlag.

Landmålingspraktik, Erhvervsskolernes forlag.

Nivellement, opmåling og miring, Teknologisk institut.

Geodætiske kort fra Kort og Matrikelstyrelsen, (område 1315).

UTM-NETTET opbygning og anvendelse, Geodætisk institut.

Bilag 1
Borerapport

2. Arbejdsmiljø og sikkerhedsforhold

2.1 Arbejdsmiljøloven

Lovgrundlag

Arbejdsmiljøet ved arbejde med brøndboring er specielt i forhold til meget andet arbejde. Dette afsnit om arbejdsmiljø og sikkerhedsforhold ved arbejde med brøndboring og tilhørende arbejder er opbygget således, at både arbejdsgiveren, arbejdsledere og ansatte får et overblik over og indsigt i, hvorledes arbejdsmiljøet, herunder sikkerheden, kan sikres, således at der opnås et godt og sikkert arbejdsmiljø.

I henhold til Arbejdsmiljøloven samt de tilhørende bekendtgørelser og vejledninger udarbejdet af Direktoratet for Arbejdstilsynet samt AT-meddelelse nr. 6.01.2 om pligter og ansvar efter miljøloven har alle involverede parter på arbejdspladsen et ansvar for, at arbejdet kan udføres sikkert og uden sundhedsrisiko.

2.1.1 Arbejdsgiverens ansvar og pligter

2.1.2 Arbejdslederens ansvar og pligter

På samme måde som arbejdsgiveren har arbejdslederen en række ansvar og pligter.

I forbindelse med etablering af en sikkerhedsorganisation, jf. AT-anvisning nr. 6.1.01 1989, skelnes der mellem arbejde på hjemmevirksomheden, udearbejde og bygge- og anlægsarbejder.

Udearbejde/Hjemmevirksomhed

Ved udearbejde såsom reparation- og vedligeholdelsesarbejder skal de udearbejdende medarbejdere medregnes i antal ansatte, når der skal etableres en sikkerhedsgruppe. Er virksomheden på 10 ansatte eller derover, skal der således vælges en sikkerhedsrepræsentant blandt de ansatte og oprettes en sikkerhedsorganisation på hjemmevirksomheden. Denne dækker således også de medarbejdere, der har udearbejde.

Sikkerhedsgruppe

Er der imidlertid på et enkelt arbejdssted med udearbejde beskæftiget 5 ansatte eller derover i en længere periode (mindst 14 dage), skal der tillige oprettes en sikkerhedsgruppe på arbejdsstedet.

Flere arbejdsgivere

Er der flere arbejdsgivere, der arbejder på samme arbejdssted, skal disse samarbejde om at skabe sikre og sunde arbejdsforhold. De ansatte skal tilsvarende følge de regler, der er aftalt.

Bygge- og anlægsarbejde

Når der er beskæftiget 5 eller flere medarbejdere ved et bygge- eller anlægsarbejde over 14 dages varighed, skal der oprettes en sikkerhedsgruppe. Dette gælder, selv om hjemmevirksomheden ingen sikkerhedsorganisation har.

Hvis der er flere firmaer på samme arbejdsplads med tilsammen mere end 10 ansatte, er det bygherrens pligt at organisere arbejdet således, at de fornødne sikkerhedsforanstaltninger er til stede, og at de vedligeholdes, og at der føres tilsyn med samme.

Arbejdsgiveren skal opbygge sikkerhedsorganisationen i samarbejde med de ansatte og arbejdslederne. De ansatte skal vælge en sikkerhedsrepræsentant til at danne sikkerhedsgruppe sammen med arbejdslederen. Arbejdsgiveren skal lade sig repræsentere i sikkerhedsorganisationen og sikre, at samarbejdet kan etableres.

2.1.7 Ny lovgivning på området

Fra den 1. juli 1998 sænkes grænsen for, hvornår de ansatte på virksomhederne skal have en sikkerhedsrepræsentant, fra 10 til 5 medarbejdere, og fra januar 1999 er indført et nyt grundkursus af en uges varighed for alle nye medlemmer af sikkerhedsgruppen.

2.2 Arbejdsmiljø og sikkerhedsforhold

2.2.1 Plan for sikkerhed og sundhed

Forebyggelse

Allerede når en ny arbejdsplads indrettes, skal der laves tiltag, der forebygger uheldige påvirkninger. Når arbejdet varer mere end 3 dage eller 6 manddage i alt, gælder Byggepladsbekendtgørelsens kapitel 9 om velfærdsfaciliteter. Dette gælder dog ikke, hvis de ansatte begynder og afslutter arbejdstiden et andet sted end på pladsen. Velfærdsfaciliteterne skal opfylde kravene i skurvognsbekendtgørelsen.

Bygherren

Hvis der er mere end 2 arbejdsgivere (firmaer) og samlet mere end 10 ansatte, skal der, inden pladsen etableres, udarbejdes en skriftlig plan for sikkerhed og sundhed. Det er bygherren, eller en af denne udpeget person, der skal sørge for, at denne plan bliver udarbejdet. Hvis pladsen er etableret i mere end 30 dage, og der beskæftiges mindst 20 personer samtidigt, eller hvis arbejdsmængden overstiger 500 manddage, skal pladsen anmeldes til den stedlige arbejdstilsynskreds, og der skal udarbejdes byggepladsplan. Hvis arbejdet indebærer særlige farer, skal der udarbejdes en plan for den periode, hvor dette arbejde foregår.

2.2.2 Liste over udvalgt særligt farligt arbejde

1. Arbejde, der for medarbejderne indebærer særlig alvorlig risiko for at blive begravet, at synke ned eller at styrte ned på grund af aktiviteternes eller de anvendte arbejdsprocessers art eller på grund af arbejdspladsens eller bygværkers omgivelser.
2. Arbejde, som udsætter arbejdstagerne for kemiske eller biologiske stoffer og materialer, som enten udgør en særlig fare for arbejdstagernes sikkerhed og sundhed eller indebærer lovkrav om sundhedskontrol.
3. Arbejde i nærheden af højspændingsledninger.
4. Arbejde, der indebærer fare for drukning.
5. Arbejde i brønde og tunneler samt underjordisk arbejde.
6. Arbejde i trykkammer.
7. Arbejde, som indebærer anvendelse af sprængstoffer.

Planen for sikkerhed og sundhed skal beskrive de forhold ved et projekt, der kan være til fare for sikkerheden og sundheden, og hvilke forholdsregler der skal træffes. Planen skal løbende føres ajour, mens arbejdet foregår. På pladser, hvor der er flere arbejdsgivere, men under 10 ansatte, skal der indgås en mundtlig aftale om pladsens indretning. Hvor der kun er 1 arbejdsgiver, har denne ansvaret for, at planlægningen sker efter retningslinierne i bekendtgørelsen om arbejdets udførelse.

2.3 Sikkerhed på pladsen

2.3.1 Arbejdspladsens indretning

Skure

Skure skal placeres med kortest mulig gangafstand til arbejdsstedet.

Udstødningsgasser

Benzin- og dieselmotorer skal placeres, så udstødningsgasserne ikke generer personer, eller gasserne skal fjernes via rør eller slanger.

Materialer

Materialer skal placeres på et plant underlag så tæt ved brugsstedet som muligt, så unødig manuel transport undgås. Det samme skal tekniske hjælpemidler, der skal anvendes til arbejdet.

Velfærdsfaciliteter

Der skal indrettes en plads til affald, hvor affaldet kan sorteres og bortskaffes efter de kommunale regler.

Der skal indrettes bad og toilet, da arbejdet er meget tilsmudsende. Hvis arbejdet varer højst 2 uger, og der højst er 4 personer beskæftiget, kan der anvendes letvogne med afløbsfrit toilet.

Der skal indrettes egnet spiseplads og omklædningsrum med mulighed for tørring af tøj.

Vinterarbejde

Ved arbejde om vinteren vil det være en fordel at afskærme arbejdsstedet mod vind.

Adgangsveje

Arbejdspladsen skal indrettes med adgangsveje, så personer kan færdes sikkert, og materialer kan transporteres betryggende med egnede tekniske hjælpemidler.

2.3.2 Grave/borearbejde

Undersøgelse af grund

Grave-/borearbejde skal ledes og overvåges af en erfaren person, og hvis der graves uden afstivning, skal det udføres med anlæg, hvis dybden er over 1,7 m. Inden gravearbejdet begyndes, skal det undersøges, om der findes tekniske installationer, der kan udgøre en sikkerhedsrisiko. Stærkstrømsreglementet kræver, at visse respektafstande til elledninger såvel i jord som i luft overholdes.

Hjelme

Der skal altid bæres hjelm, når der anvendes kraner, rendegravere og lignende maskiner. Dette gælder også ved anvendelse af boremaskiner.

Belysning

I vinterperioden skal der, hvis der arbejdes i døgnets mørke timer, indrettes belysningsanlæg, der belyser arbejdsstedet fra mindst 2 retninger. Anlægget skal opfylde Stærkstrømsreglementet, også selv om elforsyningen kommer fra motordrevet generator.

Alt elværktøj skal kontrolleres mindst 2 gange om året.

2.4 Sikkerhed ved arbejdet

2.4.1 Planlægning af arbejdet

Arbejdet skal planlægges, så det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Det betyder bl.a., at de nødvendige tekniske hjælpemidler skal være til stede på pladsen, når de skal anvendes, at de materialer, der skal anvendes, er vurderet sundhedsmæssigt, så eventuelle nødvendige personlige værnemidler er til stede, inden arbejdet påbegyndes, og at der er givet grundig instruktion om arbejdets udførelse. Planlægningen skal ske ud fra følgende forebyggelsesprincipper:

2.4.2 Generelle forebyggelsesprincipper

1. Forhindring af risici
2. Vurdering af risici, som ikke kan forhindres
3. Bekæmpelse af risici ved kilden
4. Tilpasning af arbejdet til mennesket, navnlig for så vidt angår udformningen af arbejdspladsen samt valg af arbejdsudstyr og arbejds- og produktionsmetoder, i særdeleshed med henblik på at begrænse monotont arbejde og arbejde i en bestemt rytme og at mindske virkningerne af sådant arbejde på helbredet
5. Hensyntagen til den tekniske udvikling
6. Udskiftning af det, der er farligt, med noget, der er ufarligt eller mindre farligt
7. Planlægning af forebyggelsen for at gøre den til en sammenhængende helhed, indenfor hvilken forebyggelsen omfatter teknik, tilrettelæggelse af arbejdet, arbejdsforhold, sociale relationer og påvirkning fra faktorer i arbejdsmiljøet
8. Vedtagelse af foranstaltninger til kollektivt beskyttelse frem for foranstaltninger til individuel beskyttelse
9. Hensigtsmæssig instruktion af ansatte.

De ansatte (enten ved sikkerhedsorganisationen eller ved de direkte berørte) skal deltage i planlægningen.

Rækværk

Hvor der er fare for nedstyrtning i udgravninger, huller og lignende, skal der opsættes forsvarligt rækværk, så nedstyrtning hindres. Rækværket skal kunne holde til, at en person vælter ind i det.

Afdækning

Huller og lignende skal afdækkes, så ingen personer uforvarende snubler ved at træde ned deri.

Arbejde i brønde

For arbejde i brønde gælder særlige regler. Inden en person går ned i en brønd, skal det kontrolleres, at sider og lejdere er intakte. Brønden skal udluftes effektivt. Det skal kontrolleres, at luften i brønden er ren og indeholder tilstrækkelig ilt. Der skal altid være en vagtmand til stede, der er i kontakt med den, der er nede i brønden, og som hurtigt kan redde personen op fra brønden. Der skal altid anvendes løftesele.

Orden og ryddelighed

Der skal altid være god orden på pladsen, sådan at det er muligt at færdes sikkert. Der bør foreligge en instruks om, at alle fjerner eget affald og rydder op efter sig og reetablerer stedet, hvor man har arbejdet.

Svejsning i jern og plast

Under svejsning udvikles der forskellige gasser, som kan være skadelige for helbredet. Uanset om der svejses i det fri eller indendørs, skal gasserne fjernes med et egnet udsugningsanlæg. Ved svejsning i beholdere gælder særlige regler.

Arbejde med sprængstoffer

Skal der udføres sprængningsarbejde skal der udpeges en sprængningsleder, der skal kunne dokumentere en viden om sprængning svarende til niveauet for at erhverve sprængningscertifikat. Sprængning skal udføres efter Dansk Sprængteknisk Forenings anvisning nr. 3 Sikkerhedsanvisning nr. 3.

2.5 Maskiner i arbejdet

2.5.1 Maskinsikkerhed

Maskindirektivet/CE-mærkning

Nye maskiner skal opfylde Maskindirektivet og skal være CE-mærkede, mens ældre maskiner fra før 01.01.95 skal opfylde AT-anvisning 2.2.0.1. For nye borerigge monteret på et køretøj (lastvogn) gælder, at boreriggen skal være CE-mærket, mens køretøjet ikke er omfattet af reglerne. Nye selvkørende borerigge skal være CE-mærkede. Alt nyt grej, der fungerer ved andet end menneskelig energi, skal være CE-mærket. CE-mærkningen er fabrikantens/leverandørens erklæring om, at maskinen er sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig.

Brugsanvisning

Der skal altid medleveres en brugsanvisning på dansk.

2.6 Påvirkninger i arbejdet

2.6.1 Stoffer og materialer

Ved stoffer og materialer forstås i forbindelse med arbejde de produkter, der anvendes i forbindelse med arbejdet, det være sig på fast-, flydende- eller gasform. Der gælder særlige regler for omgangen med visse af disse stoffer og materialer, da de kan forringe sikkerheden og sundheden for de personer, som anvender dem. Disse stoffer og materialer siges at være omfattet af farlighedsbegrebet og betegnes ind i mellem som kemikalier eller kemiske produkter.

Farlighedsbegrebet

Farlighedsbegrebet omfatter ifølge Arbejdstilsynet stoffer og materialer som

Mærkes efter Miljøministeriets regler

Stoffer og materialer der er optaget på Arbejdstilsynets Grænseværdiliste (ATanvisning 3.1.0.2) med bilag: Kræftfremkaldende stoffer og organiske opløsningsmidler. Stoffer og materialer, som Arbejdstilsynet definerer som specielt farlige, og som der er lavet specielle regler for, herunder: bly, kadmium, epoxy og isocyanater, cyanoacrylater og aerosoler (sprayflasker).

Mærkning af stoffer og materialer

For at øge sikkerheden ved omgang med farlige stoffer og materialer skal disse være mærket i henhold til Miljøministeriets regler. Mærkningen skal fremgå af etiketten, som ud over produktnavn samt leverandørens navn, adresse og tlf. nummer skal indeholde faresymbol, risiko- og sikkerhedssætninger og kodenummer.

Faresymboler

Faresymbolerne, der er gengivet i Figur 34, er sort tekst på orange baggrund. Faresymbolerne beskriver produktets giftighed (meget giftigt, giftigt og sundhedsskadeligt), ætsende virkning (ætsende og lokalirriterende), brandfarlige egenskaber (yderst brandfarlig, meget brandfarlig og) samt eksplosive egenskaber (eksplosivt).

Risikosætninger, også kaldet R-sætninger, uddyber de risici, der er forbundet med produktet.

Sikkerhedssætninger, også kaldet S-sætninger, beskriver kort, hvordan man beskytter sig mod produktets farer, samt hvilke forholdsregler der skal træffes, hvis uheldet er ude.

Kodenummer er en mærkning, der primært anvendes til malinger, rustbeskyttelse og fuge-/limmasser, som beskriver farerne i talkoder.

2.6.2 Brugsanvisninger

Leverandører af stoffer og materialer, som er omfattet af farlighedsbegrebet, er forpligtet til ud over tekniske informationer at levere en leverandørbrugsanvisning, også kaldet et sikkerhedsdatablad. Leverandørbrugsanvisningen indeholder bl.a. oplysninger om sundhedsfarerne, korrekt sikkerhedsmæssig brug, førstehjælp, affaldshåndtering og myndighedskrav til arbejde med stoffet eller materialet.

Arbejdspladsbrugsanvisning

Da leverandørens brugsanvisning indeholder generelle forholdsregler, fordi han skal tage højde for alle forhold, hvorunder produktet kan anvendes, skal arbejdsgiveren udarbejde en arbejdspladsbrugsanvisning, som beskriver, hvilke forholdsregler der eksakt skal anvendes i den enkelte brøndborervirksomhed. Brugsanvisningen kan alternativt udformes som et tillæg til eller som indføjelser i leverandørens brugsanvisning.

Dampe og gasser

I forbindelse med arbejde kan en del stoffer og materialer fordampe og danne dampe og gasser i luften, som kan påvirke den person, som udfører arbejdet. Dannelsen af dampe øges med temperaturen og i nogle tilfælde, hvis stoffet blandes med andre produkter.

Nogle stoffer og materialer, fx klorprodukter, afgiver ætsende eller irriterende dampe. Afgivelsen af klordampe vil desuden stige kraftigt, hvis klorprodukter blandes med syrer. Ved svejsning af plastrør kan der desuden opstå irriterende dampe.

Organiske opløsningsmidler

Et specielt kapitel inden for dampene er de organiske opløsningsmidler, som primært findes i rense- og affedtningsvæsker, lime og malinger/rustbeskyttelse. Fælles for opløsningsmidlerne er, at de virker affedtende på huden, samt at de ved indånding kan give symptomer som beruselse, kvalme og synsforstyrrelser. I høje koncentrationer kan de føre til bevidstløshed. Gentagen eller langvarig udsættelse for opløsningsmidler kan selv ved små koncentrationer give skader på centralnervesystemet.

Fælles for dampene er, at det ikke altid er nok, at de anvendes udendørs, da der fortsat kan opstå sundhedsskadelige påvirkninger, som kræver brug af maske.

Udstødningsgasser kan også skabe problemer ved brøndboringer.

Udstødningsgasserne indeholder bl.a. kuldioxid, nitrøse gasser og sod, som kan gå ind og påvirke åndedrættet. Udstødningsgasserne har den uheldige effekt, at tiden fra de første symptomer til bevidstløshed ikke er ret lang. Det er derfor vigtigt, at udstødningen på borevogne og eventuelle hjælpemotorer er placeret således, at udstødningsgasserne ikke blæses direkte ind i det område, hvor arbejdet foregår. Dette kan evt. gøres, ved at føre udstødningen bort via slanger eller op over bilen. Man skal desuden være opmærksom på vindretningen.

Forurenet jord

Arbejde i forurenet jord omfatter ud over arbejde på lossepladser også arbejde på områder, hvor der kan være sket en forurening af jorden med de produkter, der har været anvendt. Forureningerne kan være mangeartede, men nogle typiske forureninger kan være olie/benzin, opløsningsmidler og tungmetaller.

Ved arbejde på såvel lossepladser som forurenede grunde er det vigtigt at planlægge arbejdet godt, således at man, inden arbejdet igangsættes, har overblik over, hvilke farer der er forbundet med arbejdet. Ud over eventuelle personlige værnemidler er hygiejne vigtig, hvorfor det kan være nødvendigt at etablere særlige omklædnings og vaskefaciliteter på selve området for at hindre en spredning af forureningen. Ved arbejdet er det desuden vigtigt, at der skelnes mellem det tøj, der anvendes ved selve arbejdet, og det tøj, der anvendes uden for området og under pauser.

Figur 34
  

Støv og aerosoler

Støv

Støv består af luftbårne faste partikler, som kan have forskellige effekter afhængigt af, hvilke stoffer de stammer fra. I forbindelse med brøndboring skal man specielt være opmærksom på kvartsstøv, som findes i sand, ler og forskellige bjergarter.

Kvartsstøv

Kvartsstøv kan ved gentagne udsættelser give lungesygdommen silikose, også kaldet stenlunge. Da man aldrig på forhånd kan sige, hvor store mængder kvarts der vil udvikles ved et givent borearbejde, er det vigtigt at anvende masker med støvfiltre under støvende arbejde.

Aerosoler er væskedråber i luften, som kan opstå ved anvendelse af spray/sprøjte, eller hvis der sker en ophvirvling af fx boremudder i luften.

Biologiske påvirkninger og arbejde i forurenet jord

Biologiske påvirkninger dækker over udsættelse for bakterier, vira, svampe eller alger og deres affalds-/giftstoffer. Biologiske påvirkninger af brøndborere vil typisk opstå i forbindelse med arbejde på lossepladser, hvor der finder en forrådnelsesproces sted. Symptomerne ved biologiske påvirkninger vil typisk være kvalme, svimmelhed og diarré, evt. kombineret med opkastninger og åndedrætsbesvær. Desuden indebærer arbejde på lossepladser også en eksplosionsfare.

Støj

Høreskader

Kraftig støj kan skade hørelsen og give permanente høreskader. Derfor er det vigtigt ikke at udsætte sig selv for unødig støj fra maskiner, værktøjer eller lignende. Forsøg at reducere støjen, hvor den opstår. Det kan ske ved for eksempel at anvende maskiner, værktøjer og processer, der støjer mindst muligt, eller ved at slukke for støjende udstyr, der ikke anvendes.

Grænseværdi

Risikoen for at pådrage sig en høreskade stiger med styrken på støjen og med den tid, man udsættes for støj. Arbejdstilsynets støjgrænse er 85 dB(A) som et gennemsnit over en hel arbejdsdag.

Høreværn

Der skal være høreværn til rådighed, når støjen overskrider 80 dB(A), og når støjen overskrider 85 dB(A), skal det under alle omstændigheder benyttes. Tager man høreværnet af, vil virkningen reduceres markant, også selv om det er i meget korte perioder.

Vær opmærksom på, at korte støjimpulser fra fx et hammerslag er så kraftige, at høreværn er nødvendigt.

Leverandører af nye maskiner skal oplyse om støjen ved maskinens operatørplads, når den overskrider 70 dB(A).

Støjer maskinen mere end 85 dB(A), skal der gives mere detaljerede oplysninger om lydeffektniveau.

Vibrationer

Symptomerne ved skadelige hånd-arm vibrationer er i første omgang snurrende eller følelsesløse fingre. Dette bør medføre en vurdering af arbejdet med det vibrerende værktøj.

Overhøres faresignalerne, og fortsætter arbejdet som hidtil, risikerer man at få hvide fingre, der er en tilstand af hvide og kolde følelsesløse fingre. Symptomerne vil i starten især komme, når man griber om en kold genstand, for eksempel et koldt bilrat.

Skaderne kan senere udvikle sig til permanent følelsesløse fingre og som skader i albue og skulderled.

Arbejdstilsynet siger som udgangspunkt, at vibrationsbelastningen bør nedsættes til under 3 m/s², hvilket svarer til 130 dB(HA). Vibrationsbelastningen bør blive endnu lavere. Er dette ikke muligt, skal udsættelsestiden nedsættes drastisk.

Et vibrationsniveau på 120 dB(HA) vil normalt ikke være forbundet med risiko for skader, med mindre de anbefalede udsættelsestider overskrides.

Den maksimale udsættelsestid bør være mellem ½ og 4 timer over en arbejdsdag, afhængig af vibrationsniveau, vejrforhold og arbejdsstillinger.

Ved nyanskaffelse af maskiner, skal leverandøren oplyse om maskiners håndarm vibrationsniveau, når 2,5 m/s², svarende til 128 dB(HA), er overskredet. Det samme gælder for helkropsvibrationer på mere end 0,5 m/s², svarende til 123 dB.

2.7 Ergonomiske påvirkninger

2.7.1 Manuelt arbejde

Ved manuelt arbejde forstås løft, bæring, træk og skub.

Tunge løft

Tunge løft i akavede arbejdsstillinger og bæring af tunge byrder indebærer en risiko for belastningsskader på kroppens sener, led og muskler.

Et typisk belastningssymptom er træthed og smerter i ryggens muskler, som tegn på at ryggen er overbelastet. Symptomet kan udvikle sig til mere alvorlige tilfælde, hvor der kan opstå skader i ryggens led, oftest i lænderyggen. Smerterne kan være forbigående, eller i alvorlige tilfælde blive kroniske, eller medføre længere tids sygemelding.

Også kroppens øvrige muskler og led, samt hjerte- og karsystemet kan lide overlast, hvis der løftes for tungt, forkert eller for meget i løbet af en arbejdsdag.

Maks. løft 50 kg

For at undgå belastningsskaderne skal den byrde eller genstand, der skal løftes, vurderes, inden man tager fat. Som udgangspunkt må man i henhold til den danske arbejdsmiljølov ikke løfte genstande, der vejer over 50 kilo ved et enkelt løft.

Hvis byrden, der skal flyttes, er uhåndterlig, eller hvis forholdene, der løftes under i øvrigt, ikke er optimale, skal vægten være lavere end 50 kg.

Gående arbejde og løft

Hvis man går med en byrde, nedsættes vægtgrænserne for, hvor meget der må flyttes, til maksimalt 20 kilo. Transportvejen må maksimalt være 20 meter.

Maks. 10 tons pr. dag

Den samlede mængde, der håndteres, må ikke overstige 10 tons over en arbejdsdag. Dette forudsætter, at alle løft foregår under optimale forhold, hvilket sjældent kan lade sig gøre. Derfor skal den samlede mængde næsten altid være mindre end de 10 tons.

Vægtgrænserne for, hvor meget der må løftes, nedsættes yderligere, hvis byrden eller en del af den løftes med armene ud fra kroppen, idet ryggens muskler, sener og led udsættes for en større påvirkning ved et sådant løft.

Kranløft

Løftet kan sammenlignes med et kranløft yderst i kranens arm. Ved et sådant løft skal vægten på byrden reduceres væsentligt, for at kranens modvægte fortsat kan hindre, at den tipper forover og ødelægges. Ryggens modvægte er i modsætning til kranens cementblokke fleksible muskler, der ændrer sig i forhold til de genstande, der løftes. Den ekstra muskelanstrengelse kan, som nævnt, belaste ryg og krop unødigt.

Arbejdsstilling

Af hensyn til ryggen bør man forsøge at tilrettelægge arbejdet, så løft af genstande, der ligger under midtlårshøjde og over albuehøjde, minimeres.

Ved løft under midtlårshøjde bør man undgå foroverbøjninger af ryggen og i stedet bruge benene til at løfte med. Gå tæt til byrden, bøj i knæene, ret ryggen, pres bækkenet bagud og få et sikkert greb med begge hænder, inden byrden løftes.

Nøglebegreb

Inden man begynder at løfte, er det vigtig at vurdere følgende:

Planlægning

En del unødige løft kan undgås ved god planlægning. Det er eksempelvis hensigtsmæssigt at pakke bilen, således at de materialer, der skal bruges først, ligger yderst, så gentagne løft undgås.

Ligeledes er det ved frasætning af genstande hensigtsmæssigt at sætte dem i en højde, så bøj i ryg og knæ undgås, næste gang de skal flyttes.

2.7.2 Arbejdsstillinger

Ydre rammer

Det er som oftest de ydre rammer, der bestemmer arbejdsstillingerne. Det er derfor af stor betydning, at der ikke arbejdes under forhold, der medfører, at der arbejdes i de samme fastlåste arbejdsstillinger over en arbejdsdag. Arbejdet bør derfor tilrettelægges således, at det kan udføres i varierende arbejdsstillinger. Det hindrer en ensidig belastning af kroppens led, muskler, sener og kredsløb.

Det er vigtigt, at arbejdspladsen indrettes, så der kan arbejdes i gode arbejdsstillinger.

Gode arbejdsstillinger opnås bedst, når kroppen er i balance. Dvs. at fx stående og gående arbejde på trapper eller stiger, på fedtet, glat eller skævt underlag kan bringe medarbejderne ud af balance og medføre en dårlig arbejdsstilling. Dermed belastes kroppen skævt, og der opstår risiko for arbejdsskader og arbejdsulykker.

Når en arbejdsopgave skal udføres, bruger man øjnene til at sikre en korrekt udførelse af arbejdet. Derfor bliver arbejdsstillinger dårlige, hvis synsforholdene ved den opgave, der skal løses, ikke er optimale.

Synsforhold

Det kan fx skyldes, at der er for ringe lys på arbejdspladsen, eller at det emne, der skal bearbejdes, sidder for lavt eller for højt, så man er nødt til at arbejde knæsiddende eller med armene over skuldrene. Sådanne situationer kan være svære at undgå, men man kan i disse situationer nedsætte belastningen af kroppen ved at anvende forskellige personlige værnemidler, eller anvende værktøjer, der giver bedre arbejdsstillinger.

Stående arbejde

Det vil som oftest være hensigtsmæssigt at udføre arbejde, der kræver mange kræfter, stående. Ved stående arbejde er det muligt at præstere en større kraftanstrengelse, end hvis man fx sidder eller ligger ned.

Arbejde tæt på kroppen

For at skåne ryggen bør arbejdet udføres så tæt ved kroppen, som det er muligt. Ved arbejde med armene ud fra kroppen belastes kroppen og i særdeleshed ryggen unødigt. Ligeledes er arbejde, hvor man vrider i ryggen, belastende.

Fælles for de dårlige arbejdsstillinger er, at man mister den fulde kontrol over situationen, hvorved der opstår risiko for arbejdsskader og arbejdsulykker af forskellig art. Endvidere kan dårlige arbejdsstillinger medføre, at kvaliteten af arbejde bliver dårligere, end det ville have været tilfældet ved gode arbejdsstillinger, hvor det er let at overskue arbejdsopgaven.

Nøglebegreber

Fælles for alle personlige værnemidler er, at der skal forefindes en brugsanvisning, der bl.a. skal indeholde oplysninger om korrekt brug, vedligeholdelse, modstandsdygtighed og holdbarhed. Alle personlige værnemidler skal være udstyret med CE-mærke, med mindre andet accepteres af Arbejdstilsynet.

Hjelme

Hjelme skal anvendes, når der er risiko for, at genstande styrter ned eller slynges ud, og når der er risiko for at støde ind i udragende ting eller svingende byrder. For brøndborere vil det typisk være nødvendigt med hjelm ved arbejde ifm. kraner eller andet løftegrej, hvor der løftes over hovedhøjde, samt ved arbejde på byggepladser eller andre arbejdspladser, hvor der er hjelmpåbud i området. Ved valg af hjelm til brøndborerarbejde skal man sikre sig, at hjelmen kan tilpasses den enkelte, og at den beskytter mod såvel nedstyrtende genstande og mod klemning. Til dette formål vælges type B.

Tilbehør

Der findes forskelligt tilbehør til hjelme såsom hageremme, visir og høreværn. Ved arbejde om vinteren kan der anvendes specielle hjelmhuer, eller hjelmen kan forsynes med isolerende overtræk. Hjelme må ikke males eller sprøjtes med antiinsektspray, da opløsningsmidlerne kan svække hjelmen. Hjelme, der har været udsat for kraftige slag eller klemning, skal skiftes, da materialet kan beskadiges. Derudover er det vigtigt at følge leverandørens anvisninger mht. holdbarhed.

Der findes forskellige former for høreværn. Ørekopper, som bæres i en bøjle over hovedet eller fastgjort på hjelm beregnet dertil.

Engangsørepropper af kunststof, som formes mellem fingrene og sættes i øregangen.

Specielt støbte ørepropper, som kan rengøres og bruges igen.

Fælles for alle typer er, at de dæmper forskelligt ved forskellige frekvenser, - dårligst ved de lave frekvenser. Høreværnet skal vælges efter støjens sammensætning (høje eller dybe toner) og være af en type, der generer mindst muligt, så det altid bruges, når det er nødvendigt.

Øjenværn

Øjenværn skal anvendes, når der er risiko for flyvende partikler, sprøjt eller udsættelse for ætsende gasser.

Øjenværnet kan være udformet som briller eller som skærme. Ved briller skal man sikre sig, at de giver beskyttelse fra siden, og at de er store nok til at kunne passe udenpå almindelige briller.

Skærmene kan være monteret på hjelmen.

Åndedrætsværn

Ved arbejde, hvor der er risiko for udsættelse for dampe, støv og aerosoler, kan det være nødvendigt at anvende åndedrætsværn, men det er vigtigt at anvende den rigtig type, og at pasformen er god.

Det er vigtigt, at åndedrætsværnet tilpasses godt, da selv en lille utæthed vil nedsætte dets beskyttelsesevne kraftigt.

Filtrerende

Åndedrætsværnene kan være filtrerende med eller uden motor samt friskluftforsynet. Filtrerende masker, hvor man selv trækker vejret gennem filtrene, må kun anvendes i sammenlagt 3 timer pr. dag. Skal der anvendes åndedrætsværn i længere tid, skal dette være forsynet med en motor (turboenhed) eller være friskluftforsynet (dvs. at luften leveres enten via flasker eller fra en kompressor, som tager luften ind uden for det forurenede område). Friskluftforsynet åndedrætsværn er det eneste, der må anvendes i iltfattige områder.

Partikelfiltre

Valget af filtre er vigtigt, da filtrene kun beskytter over for visse stoffer. Udskiftelige filtre er klassificeret efter, hvor godt de filtrerer. Partikelfiltre er mærket P1, P2 eller P3, hvor P3 filtrerer bedst. Filtrene er desuden mærket med S eller SL, hvor S betyder, at det kun kan bruges mod støvpartikler, men ikke mod aerosoler. SL betyder, at filtret kan beskytte mod aerosoler.

Engangsmasker er mærket på samme måde dog med betegnelsen FF foran P. Ved støvende arbejde skal der anvendes partikelfiltre, og til brøndborerarbejde vil der typisk skulle anvendes minimum FFP2S, med mindre der skal beskyttes mod mikroorganismer (lossepladser), hvor der skal anvendes minimum FFP3S. Når der er aerosoler (væskepartikler) i luften, skal man sikre sig, at filtret er mærket FFP3SL.

Gasfiltre

Dampe og gasser er et helt kapitel for sig. Der findes mange typer og kombinationer, og det er derfor en god idé at orientere maskeleverandøren om, hvilke stoffer der arbejdes med, således at han kan hjælpe med at finde de rigtige filtre. Holdbarheden af gasfiltrene kan forlænges, hvis de beskyttes med et partikelfilter udenpå gasfiltret.

Åndedrætsværnet kan være udformet som en engangsmaske, halvmaske, helmaske eller hætte.

Engangsmasker

Engangsmasken har filtermaterialet indbygget i masken, og den kan primært anvendes til støv, men der findes i dag også typer, der beskytter mod nogle dampe. Engangsmasker har den ulempe, at de kan være svære at tilpasse ordentligt, og at de let presses ud af facon.

Halv- og helmasker

Halv- og helmasker er typisk lavet i et gummimateriale og anvendes med et eller to filtre, med motor eller som friskluftforsynet. Maskerne er forholdsvis nemme at tilpasse, og der kan skiftes filtre afhængigt af forureningen. Ulempen er, at maskerne kan være tunge.

Hætter anvendes til motor og friskluftforsynet åndedrætsværn, og de kan være monteret på en hovedbøjle eller på en hjelm.

Handsker

Handsker kan groft deles op i tre grupper: arbejdshandsker, vibrationshandsker og kemikaliebeskyttelseshandsker.

Arbejdshandsker

Arbejdshandsker skal beskytte hænderne mod fysisk slitage, kulde og varme, men er ikke særligt velegnede til beskyttelse mod vand og kemikalier.

Vibrationshandsker

Vibrationshandsker kan medvirke til at modvirke de skader, der kan opstå ved arbejde med vibrerende værktøj.

Kemikaliebeskyttelseshandsker

Kemikaliebeskyttelseshandsker skal beskytte mod udsættelse for kemikalier. Beskyttelseshandsker består typisk af et gummi- eller plastmateriale. At en beskyttelseshandske holder ét stof ude, er ikke ensbetydende med, at andre stoffer holdes ude. Spørg derfor leverandøren, hvis der er tvivl om, hvilke stoffer handsken beskytter imod og hvor længe, da ethvert stof trænger igennem en handske - det er bare et spørgsmål om tid.

I dag findes der handsketyper, der kombinerer arbejdshandskens og beskyttelseshandskens egenskaber.

Faldsikring

Der skal anvendes faldsikring, når der er fare for nedstyrtning.

Hudbeskyttelse

Ved arbejde, hvor der er en mekanisk eller kemisk påvirkning af huden, eller hvor der arbejdes i varme eller kulde, er det vigtigt at beskytte hænderne godt.

Håndvask

Ved håndvask er det bedst at anvende en så mild sæbe som muligt og sørge for at tørre hænderne godt. Det er desuden en god idé at smøre hænder ind efter håndvask, samt før og efter arbejdet.

Cremer

Jo større slitage der er på huden, desto federe creme har den behov for.

Ved valg af sæbe og creme skal man være opmærksom på, at farve og parfume kun er fyldstoffer, der ikke øger effekten. Med andre ord, skal de helst undgås.

Værnefodtøj

Værnefodtøj skal bruges, hvis arbejdet ikke kan udføres forsvarligt ved brug af almindeligt fodtøj.

Værnefodtøjet kan være sko, træsko, støvletter eller gummistøvler.

Værnefodtøjet skal være med tåhætte og eventuel værnesål og skal støtte og beskytte anklen.

Tåhætte

Tåhætten skal forhindre afklemning og fodskader fra faldende tunge genstande.

Værnesål

Værnesålen bruges, hvor der er risiko for at træde på spidse eller skarpe genstande, som kan gå op i foden gennem en almindelig sål.

Værnefodtøjet skal passe til det arbejde, der skal udføres, og til den person, der skal bruge det. Fodtøjet bør derfor sidde godt fast på foden, have god pasform og have en bøjelig, skridsikker og stødabsorberende sål.

2.9 Arbejdspladsvurdering, APV

Folketinget vedtog den 30. maj 1997 en ændring af Arbejdsmiljøloven. Et centralt element i denne ændring er, at alle virksomheder med 5 eller flere medarbejdere inden udgangen af 1998 skal have udarbejdet en skriftlig ArbejdsPladsVurdering (APV). Virksomheder med mindre end 5 ansatte får lidt længere tid til at udarbejde en APV, idet denne først skal foreligge med udgangen af år 2000.

Ved en APV forstås, at virksomhederne skal kortlægge/gennemgå deres arbejdsmiljø, prioritere hvilke arbejdsmiljøproblemer man skal/vil arbejde med at forbedre, udarbejde handleplaner, kontrollere udførte forbedringer og evt. justere løsningerne. APV'en skal revideres ca. hvert 3. år. Udarbejdelse af APV'en skal ske i et samarbejde mellem ledelse og medarbejdere.

2.9.1 Identificering og kortlægning af påvirkninger og farer

Registrering/Vurdering/Prioritering/Handling

Der foretages en systematisk gennemgang og undersøgelse af alle former for arbejde, arbejdsprocesser og -metoder, tekniske hjælpemidler, stoffer og materialer mv. for at få overblik over de mulige påvirkninger og farer i virksomheden.

Typiske påvirkninger og farer relaterer sig især til:

Fysiske forhold

Arbejdslokalet og arbejdspladsens omgivelser, støj, vibrationer, belysning, mv.

Ergonomiske forhold

Tungt arbejde, ensidigt gentaget arbejde, arbejdsstillinger mv.

Psykiske forhold

Arbejdstid, tidspres, ensformighed, selvbestemmelse/indflydelse, alenearbejde, mv.

Kemiske forhold

Stoffer og materialer eller arbejdsprocesser mv. der udvikler andre stoffer og materialer mv.

Biologiske forhold

Biologisk aktivitet, fx bakterier, virus, svampe, parasitter mv.

Ulykkesfarer

Arbejdsmaskiner, håndværktøjer, andre tekniske hjælpemidler, færden, håndtering, brand, eksplosioner mv.

2.10 Litteratur

Lov om arbejdsmiljø. Lov nr. 681 af 23. december 1975

AT-anvisning 6.01.2

Lov nr. 681 af 23. december 1975 §§ 5 og 6

Bekendtgørelse om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder efter lov om arbejdsmiljø 1) (Byggepladsbekendtgørelsen)

Arbejdsmin. bek. nr. 1017 af 15. december 1993

Bekendtgørelse om indretning af skurvogne og lignende. Arbejdstilsyn. bek. nr. 775 af 17. september 1992

Bilag 1 til 2.1

Bekendtgørelse om arbejdets udførelse. Arbejdsmin. bek. nr. 867 af 13. oktober 1994

Bekendtgørelse om administration mv. af stærkstrømsloven. Boligmin. bek. nr. 177 af 20. marts 1995 og Bekendtgørelse om sikkerheds- og kontrolbestemmelser for elektrisk materiel. Min. f. off. arb. bek. nr. 18 af 19. januar 1978

Bilag 3 til 2.4

Sikkerhedsanvisning ved sprængningsarbejder. Anvisning nr. 3, Dansk Sprængteknisk Forening, oktober 1996

Bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler. Arbejdstilsynets bek. nr. 561 af 24. juni 1994

Bekendtgørelse om støjgrænser på arbejdspladsen. Arbejdstilsynets bek. nr. 801 af 4. oktober 1993

Vejledning om hånd-arm vibrationer. AT-meddelelse Nr. 4.06.2/Januar 1985

Manuel håndtering. AT-meddelelse Nr. 4.05.1/Januar 1994

Ryg-, nakke- og skulderbesvær. AT-meddelelse Nr. 4.10.3/December 1986

Vurdering af løft. AT-meddelelse Nr. 4.05.2/Oktober 1994

Vejledning om høreværn. AT-meddelelse Nr. 4.09.5/Oktober 1985

2.10.1 Generel læsning

Håndbog for sikkerhedsgruppen, Bygge- og anlæg. 5. udgave 1994. Udgivet af Arbejdsmiljøfondet. Bogen er en god opslagsbog og vil blive opdateret senere.