| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Metode til risikovurdering af gasproducerende lossepladser 

3 Gasproduktion

3.1 Metanproduktion

Hovedparten af affaldet vil hurtigt efter deponeringen blive anaerobt som følge af de mikrobiologiske processer, der nedbryder affaldet. Ved anaerobe forhold vil de mikrobiologiske processer oftest resultere i, at det faste organiske kulstof vil blive omdannet til kuldioxid (CO₂) og metan (CH₄). Omdannelsen af det organisk kulstof i affaldet til metan er dog en kompleks proces, der omfatter flere forskellige omdannelsesprocesser af det organiske materiale.

De mikroorganismer, der producerer metan, kan kun omdanne meget simple organiske stoffer som f.eks. eddikesyre og metanol (acetrophile bakterier), eller ved omdannelse af brint (H₂) og kuldioxid (hydrogenophile bakterier) jf. box 3. Det er derfor nødvendigt, at andre grupper af mikroorganismer først omdanner de mere komplekse stoffer, som affaldet består af, til de simple organiske stoffer eller brint, for at det er muligt, at omdanne det organiske kulstof til metan. For en detaljeret beskrivelse af kulstofomsætningen henvises til Christensen et al. 1996 /1/.

Box 3
Eksempler på kemiske reaktioner

De mikrobielle processers indflydelse på lossepladsgassens sammensætning er vist i figur 2.1 for en homogen celle i en losseplads. Nedbrydningsprocesserne i affaldet, fra det er deponeret, til det til slut er stabiliseret, kan idealiseret set opdeles i 8 faser /1/. Hver fase har sin karakteristiske gassammensætning. Længden af faserne i figur 2.1 afspejler ikke varigheden af de enkelt faser. De første faser er forholdsvis kortvarige (dage, uger og evt. måneder), medens de sidste faser har en længere tidshorisont (år eller årtier).

Fase I

Den aerobe fase

En kort aerob fase, hvor ilten i poreluften opbruges ved omsætning af letnedbrydelige organiske stoffer under dannelse af kuldioxid. Den aerobe fase er normalt forholdsvis kort (dage/uger).

Fase II

Den syreproducerende fase

Fermative og syreproducerende mikroorganismer producerer flygtige fede syrer, kuldioxid og brint under anaerobe forhold. Produktionen af kuldioxid og brint vil fortrænge kvælstof (N₂) fra poreluften. Den syreproducerende fase er oftest af kort varighed (uger/måneder). Under særlig forhold, hvor pH-værdien i affaldet er lav, vil denne fase have en længere varighed, idet de metanproducerende bakterier hæmmes ved lave pH-værdier.

Fase III

Indledende metanogene fase

I den anden anaerobe fase begynder de metanogene bakterier at vokse og producere metan, og koncentrationerne af kuldioxid og brint falder. Denne fase er oftest forholdsvis kortvarig ligesom de to første faser.

Fase IV

Den stabile metanogene fase

Den stabile metanogene fase er karakteriseret ved koncentrationer af metan på 55 ± 5 % v/v og koncentrationerne af kuldioxid på 45 ± 5 % v/v samt lave koncentrationer af brint. Fasen er normalt forholdsvis lang (år/årtier).

Fase V

Luft indtrængningsfase

Atmosfærisk luft begynder at trænge ned i det øvre fyldlag, hvorved metanproduktionen reduceres. Den lavere gasproduktion fører til, at udvaskningen af kuldioxid får en relativt større betydning. Udvaskningen/opløsningen af kuldioxid bevirker, at koncentrationerne af metan i poreluften bliver højere. Fasen er normalt forholdsvis lang (år/årtier).

Fase VI

Metanoxidationsfase

Den metan, der produceres i den centrale del af affaldet, oxideres til kuldioxid, når den migrerer ud igennem de yderste affaldslag. Kvælstof er nu til stede i signifikante koncentrationer i poreluften. Fasen er normalt forholdsvis lang (år/årtier).

Fase VII

Kuldioxidfase

Metanproduktionen er nu negligibel, og indtrængen af atmosfærisk luft skaber et semi-aerobt miljø, hvor det organiske kulstof oxideres til kuldioxid, ligesom reducerede uorganiske forbindelser oxideres. Fasen er normalt lang (årtier).

Fase VIII

Jordluffaset

Omsætningsraterne i fylden er nu lige så lave som dem, der ses i jordlag med biologisk aktivitet, og lossepladsgassen ligner poreluft i jorden.

Figur 3.1
Idealiseret fremstilling af udviklingen i gassammensætningen i en affaldscelle opdelt i 8 faser /1/.

De i figur 3.2 tegnede udviklinger i gaskoncentrationen gælder for en idealiseret homogen affaldscelle. I virkelige affaldsceller vil forskellige dele af affaldet kunne være i forskellige faser, og gassammensætningen kan derfor være et miks af forskellige faser. Da cellerne i en losseplads oftest fyldes op over en længere periode (måneder/år), vil de første faser (I-III) ofte være svære at identificere, fordi de forskellige dele af cellen vil være i forskellige faser. De senere faser er så lange, at forskellen i deponeringstidspunktet får mindre betydning, men den fysiske udformning af lossepladsen, affaldets sammensætning, samt driften af lossepladsen vil bevirke, at forskellige dele af affaldet vil være i forskellige faser.

Idriftværende  lossepladser

Gassammensætningen i de idriftværende affaldsdeponeringsanlæg vil typisk
være som i fase IV, med metankoncentrationer omkring 55 % v/v CH₄ og kuldioxidkoncentrationer på ca. 45 % v/v CO₂. Typisk vil CH₄/CO₂-forholdet ligge på mellem 1,2 og 1,5. På grund af gasproduktionens størrelse og den kompaktering, der har foregået af affaldet, vil der oftest være et væsentligt overtryk i poreluften i forhold til atmosfæretrykket, i størrelsesordenen 10 - 300 Pa. Den biologiske omsætning vil bevirke, at der sker en opvarmning af fylden, hvilket tydeligt vil kunne observeres f.eks. i forbindelse med borearbejde.

Lukkede lossepladser

I de ældre lukkede lossepladser (der tidligere blev kaldt affaldsdepoter), hvor opfyldningen oftest er sket før midten af 1970'erne, vil gassammensætningen typisk være som i de sidste faser (V-VII). I den centrale del af lossepladsen og/eller i de dybere liggende fyldlag vil affaldet være metanproducerende, medens de øverste fyldlag er aerobe eller semi-aerobe på grund af indtrængende atmosfærisk luft, der blandes med opsivende lossepladsgas. I de øvre fyldlag vil koncentrationen af metan derfor være lav, eller der vil være helt metanfrit, og kuldioxidkoncentrationer vil oftest være høje (5-30 % v/v CO₂). I fase V vil der i den centrale del af fylden herske anaerobe forhold med høje metan koncentrationer (30-70 % v/v CH₄) og moderate kuldioxid koncentrationer (20-30 % v/v CO₂), oftest med et CH₄/CO₂-forhold på mere end 2. I fase VI vil metankoncentrationerne i den centrale del af fylden være lavere, ca. 5 - 40 % v/v CH₄. Forholdet mellem CH₄ og CO₂ vil kunne variere en del, idet der vil foregå udvaskning af den kuldioxid, der er dannet under omsætningen af det organiske materiale i fylden, samtidigt med at der i yderkanten af den anaerobe zone bliver dannet kuldioxid ved oxidation af metan. I fase VII vil der kun sporadisk kunne måles metankoncentrationer i fylden, selvom der i hovedparten af fylden vil kunne måles anaerobe forhold.

På grund af den forholdsvis ringe gasproduktion, der foregår i de ældre lukkede lossepladser, vil der sjældent kunne måles noget signifikant overtryk i poreluften, ligesom der sjældent vil kunne observeres nogen opvarmning af fylden.

3.1.1 Faktorer, der influerer på gasproduktionen

De mange forskellige typer affald, der deponeres på lossepladsen, variationen i det organiske stofs nedbrydelighed og affaldscellens inhomogenitet, giver lossepladsen et meget varierende og uensartet men også ineffektivt økosystem. De gasproducerende processer, der foregår ved nedbrydningen af et givet organisk materiale, vil være afhængig af det lokale miljø, som nedbrydningen foregår under, og dermed af en række ikke-biologiske faktorer som ilt og brint koncentrationer, pH, alkalinitet, næringsstoffer, inhibitorer, temperatur og vandindhold. Disse faktorers indflydelse på gasproduktionen vil blive kort beskrevet i dette afsnit.

Ilt

Iltfrie forhold er essentielt for, at de anaerobe bakterier kan vokse og omdanne det faste organiske materiale til metan og kuldioxid. Specielt er de metanogene bakterier strikt anaerobe og kræver meget lave redoxpotentialer (under -330 mV) /1/. Hvis atmosfærisk luft og dermed ilt trænger ned i lossepladsen, vil metanproduktionen øjeblikkeligt ophøre i de dele af fylden, der bliver aerobe. Metanproduktionen vil dog hurtigt blive genoptaget, når der igen indtræder anaerobe forhold i fylden.

Vandindhold

I lighed med andre forrådnelsesprocesser har vandindholdet stor betydning for gasproduktionen. Således er et lavt vandindhold ofte en begrænsende faktor for gasproduktionen, specielt i de ældre fyld- og lossepladser. Da gaskoncentrationerne oftest måles i poreluften, er det en udbredt misforståelse, at gasproduktionen også udelukkende foregår i den umættede zone. Specielt i de ældre lossepladser er det dog ofte tydeligt, at den største mikrobielle aktivitet og dermed gasproduktion foregår i den vandmættede del af fylden og i fylden lige over grundvandsspejlet, hvor de kapillære kræfter bevirker, at fylden har et højere vandindhold. Det høje vandindhold har flere gavnlige effekter på gasproduktionen, bl.a. ved at sikre en effektiv udveksling af substrat, næringsstoffer, buffere og mikroorganismer mellem de lokale miljøer i fylden. Vandet vil ligeledes kunne fortynde eventuelle inhibitorer. Specielt i de ældre fyld- og lossepladser vil et højt vandindhold desuden være en effektiv hindring mod indtrængning af ilt, hvorved det anaerobe miljø kan opretholdes.

Brint

Brint (hydrogen) produceres både af de fermative bakterier og de syreproducerende bakterier. Ved lave brintkoncentrationer (brinttryk) vil der dannes brint, kuldioxid og eddikesyre under nedbrydningen af det organiske stof, men ved høje brintkoncentrationer dannes ethanol, butylsyre og propionsyre i stedet for eddikesyren. Disse stoffer kan nedbrydes yderligere, men ved høje brintkoncentrationer opkoncentreres stofferne, hvilket kan bevirke, at der sker en akkumulering af organiske syrer og en sænkning af pH.

pH og alkalinitet

Produktionen af metan sker mest effektivt i pH-intervallet fra 6 til 8, og de metanproducerende bakterier er mere pH følsomme end mange af de øvrige bakteriegrupper. Det metanproducerende økosystem er et følsomt system, hvor et afbalanceret forhold mellem de forskellige grupper af bakterier er nødvendigt for en god metanproduktion. Hvis systemet stresses, vil der som beskrevet ovenfor ske en opkoncentrering af organiske syrer og en reduktion i pH. Dette bevirker, at metanproduktionen falder, hvorved pH sænkes yderligere. Slutteligt vil metanproduktionen eventuelt stoppe helt.

Sulfat

Laboratorieforsøg har vist, at metanproduktionen falder drastisk, hvis der er høje koncentrationer af sulfat i fylden. Dette skyldes ikke, at sulfat har en toxisk effekt på de metanproducerende bakterier, men en simpel substratkonkurrence mellem de metanproducerende bakterier og de sulfatreducerende bakterier. De sulfatreducerende bakterier og de metanproducerende bakterier er to grupper af bakterier, der begge omsætter eddikesyre og brint, og da de sulfatreducerende processer energimæssig set er bedre, favoriseres de sulfatreducerende bakterier. De sulfatreducerende bakterier er ydermere mere robuste end de metan producerende bakterier, idet de bl.a. kan "arbejde" inden for et pH-interval fra mindre end 5 til 9.

Næringsstoffer

Som andre økosystemer har det anaerobe økosystem udover substrat også brug for næringsstoffer som kvælstof og fosfor og mikronæringsstoffer som calcium, magnesium, kobber, kobolt, molybdæn og selen. Både næringsstofferne og mikronæringsstofferne er normalt tilstede i fylden i tilstrækkelige mængder, hvorfor mangel på næringsstoffer sjældent er den begrænsende faktor for gasproduktionen i en losseplads med blandet affaldssammensætning.

Inhibitorer

Metanproduktionen er forholdsvis sensitivt overfor inhibitorer. De vigtigste er allerede nævnt, ilt, brint, pH og sulfat, men metankoncentrationen kan også hæmmes af høje koncentrationer af makro-ioner som natrium, kalium, calsium og magnesium eller af specifikke organiske stoffer. Koncentrationerne af makro-ioner eller specifikke organiske stoffer er dog yderst sjældent så høje i lossepladserne, at der kan observeres en hæmning af metanproduktionen.

Temperatur

Som andre mikrobielle processer er metanproduktionen påvirket af temperaturen. I laboratorieforsøg er det vist, at metanproduktionsraten stiger drastisk (op til 100 gange), når temperaturen hæves fra 20 til 40 °C /1/. De anaerobe processer producerer mindre varme end de aerobe processer.

3.2 Gasproduktionsrater

Som nævnt i foregående afsnit vil der være en række faktorer, som har indflydelse på gasproduktionen. Disse faktorer har ikke bare indflydelse på gassens kvalitet, men i høj grad også på kvantiteten af gassen, eller med andre ord på mængden af gas, der produceres. Kendskabet til gasproduktionsraterne og variationen over tid er et meget vigtigt element i risikovurderingen af lossepladsgas. I litteraturen er der meget få data om den totale gasproduktion og endnu færre data om gasproduktionens variation over tiden. Dette skyldes bl.a., at det praktisk talt er umuligt at måle de totale gasproduktionsrater fra en hel losseplads eller en lossepladscelle, såvel ved et enkelt givent tidspunkt eller over en længere periode. Til bestemmelse af gasproduktionen er det derfor nødvendigt at basere sine data på målingerne foretaget ved småskala forsøg i laboratoriet, ved feltobservationer som f.eks. ventilationstest eller ved teoretiske modelberegninger.

Totale gasproduktion

Affaldets indhold af bionedbrydeligt materiale har naturligvis indflydelse på den totale mængde gas, der kan produceres pr. tons eller m³ affald. Det er specielt affaldets indhold af let nedbrydelige stoffer, som proteiner, fedt og kulhydrater herunder cellulose, der har betydning for gasproduktionen, medens svært nedbrydelige stoffer som lignin og plastik, kun giver et ringe bidrag til gasproduktionen. Nedbrydningen af cellulose til metan og kuldioxid giver ca. 800 m³ gas pr ton cellulose ved total nedbrydning /4/. Nedbrydningen af affald giver dog ringere gasproduktion, dels fordi der ikke sker en total nedbrydning af affaldet, dels fordi affaldet indeholder inerte stoffer, der ikke nedbrydes. Blandt andet i /1/ og /2/ er der sammenstillet nogle af de data, der findes i litteraturen om størrelser af gasproduktionen for forskellige affaldssammensætninger, jf. tabel 3.1. I Miljøstyrelsens vejledning nr.7, 1998 er der nævnt produktionsrater for danske lossepladser på mellem 180 og 210 Nm³/t affald.

Tabel 3.1
Totale gasproduktion i forskellige affaldstyper. Metanproduktionen vil typisk udgøre mellem 50 og 60% af den totale gasproduktion

I nogle dele af litteraturen f.eks. /4/ gives produktionen i g CH₄ pr. kg tørt affald. Da produktionen af metan typisk vil udgøre mellem 50 og 60 % af den totale anaerobe gasproduktion, kan gasproduktionen angivet i "g CH₄" omregnes til "Nm³ lossepladsgas" ved at dividere gasproduktionen (angivet i g CH₄) med densiteten af metan (720 g/m³) og med metankoncentrationen (55 %).

Gasproduktionsrater

At forudsige gasproduktionsraten over tiden er endnu sværere end at bestemme den totale gasproduktion. For de fleste lossepladser vil den overordnede gasproduktion dog følge det samme mønster. I de første år efter affaldet er deponeret, vil gasproduktionen stige. Nogle år efter deponeringen er afsluttet, vil gasproduktionen toppe, hvorefter gasproduktionsraten vil være faldende.

I litteraturen findes en række modeller til beskrivelse af gasproduktionen. I de fleste modeller beskrives gasproduktionsraten efter en 1. ordens eksponentiel funktion:

Blandt andet i Miljøstyrelsens vejledning nr. 7, 1998 /5/ foreslås gasproduktionsraten beskrevet efter en 1. ordens eksponentiel funktion.

(3.2)         G_t = P_totk e^-kt,

hvor:       G_t er gasproduktionsraten til tiden t (Nm³/tons affald pr. år)

Som nævnt er den totale gasproduktion P_tot hovedsageligt afhængig af affaldsmængden og affaldets sammensætning/bionedbrydelighed, medens halveringstiden (t_½) vil være afhængig af den lange række af faktorer, der er nævnt i forrige afsnit. En af de vigtigste faktorer er affaldets fugtighed. I CIRIA 152 /2/ er der foreslået de i tabel 3.2 givne halveringstider.

Tabel 3.2
Halveringstider for dagrenovation som funktion af vandindhold og nedbrydelighed /2/

Beskrivelsen af gasproduktionsraterne efter en 1. ordens eksponentiel funktion er speciel velegnet for de ældre lossepladser, hvor det er mere end 10 -15 år siden affaldsdeponeringen ophørte. Ligningen (3.2) tager udgangspunkt i, at gasproduktionen har sit maksimum til tiden t = 0, dvs. deponeringstidspunktet. Dette er imidlertid ikke helt korrekt, idet gasproduktionen først topper nogle år efter, at deponeringen er foretaget. For nyere lossepladser eller lossepladser, der stadig er i drift, er det derfor nødvendigt, at opdele beskrivelsen af gasproduktionsraterne i to trin, ét der beskriver gasproduktionen frem til tidspunktet med maksimal gasproduktion, og ét der beskriver den efterfølgende aftagende gasproduktion. I Christensen et al. 1996 /1/ er der beskrevet en række modeller, der kan beskrive denne to trins deling af gasproduktionsraterne. Hovedparten af modellerne beskriver den sidste del som en 1. ordens eksponentiel funktion, der er lineært forskudt til det tidspunkt, hvor der er maksimal gasproduktion (t = t_e). Den første del frem til den maksimale gasproduktion beskrives simplest ved en lineær stigning i gasproduktionen eller en 1. ordens eksponentiel funktion. I /1/ beskrives også en model, hvor begge faser beskrives i ligning (3.3).

Figur 3.2
Udviklingen i gasproduktionen efter henholdsvis en 1. ordens og 2. ordens eksponentiel funktion. efter ligning (3.2) og (3.3), hvor der ved ligning (3.2) er anvendt en total gasproduktion på 200 Nm³/tons og en halveringstid på 10 år

Ved beskrivelsen af gasproduktionen under selve deponeringsperioden er det også nødvendigt at tage højde for, at deponeringen ikke sker på én gang men over en længere periode, og at mængden af affald er stigende under hele deponeringsperioden.

BOD₅/COD

To af de parametre, der ofte indgår i et kontrolprogram for perkolatet fra lossepladser, er det biologiske iltforbrug (BI₅ eller BOD) og det kemiske iltforbrug (COD). Det biologiske iltforbrug er et udtryk for indholdet af bionedbrydelige stoffer i perkolatet, medens det kemiske iltforbrug er et udtryk for den totale omsætning af organisk materiale, både de let nedbrydelige og de svært nedbrydelige stoffer, samt af de herskende redoxforhold. Forholdet mellem BOD og COD giver derfor et udtryk for hvor stor en del af det organiske stof, der er let omsætteligt, og dermed hvor stort et potentiale der er for gasproduktion.

I lossepladsens første faser (fase I- IV) vil indholdet af let nedbrydelige stoffer være højt, og BOD/COD forholdet vil ofte være større end 0,4. Det høje indhold af letnedbrydelige stoffer giver mulighed for en høj metanproduktion. Dette kræver dog, at lossepladsen er ude af den syreproducerende fase (fase II) og at pH værdierne er stabiliseret (pH>6,5). Perkolatet fra en losseplads i fase IV (den stabile metanogene fase) er således ofte kendetegnet ved højt BOD/COD forhold (> 0,4) og neutrale pH-værdier (>6,5).

Efterhånden vil indholdet af let nedbrydelige stoffer falde, hvorfor BOD/COD forholdet ligeledes falder. Metanproduktionen vil ligeledes falde og lossepladsen vil overgå til faserne V (luft indtrængningsfasen) og fase VI (metanoxidationsfasen). Perkolatet fra en losseplads i fase V eller IV er således ofte kendetegnet ved lavt BOD/COD forhold (< 0,1), og i det hele taget lave indhold af organiske stoffer. Perkolatets pH-værdier vil i disse faser normalt være forholdsvist konstant, omkring pH = 7,5.

3.2.1 Variationer i gasproduktionen

Som det er omtalt tidligere, vil produktionen af metan afhængig af en række faktorer, og metanproduktionen vil derfor ikke kun variere over tiden, men der vil også være store variationer i gasproduktionen i fylden inden for den samme affaldscelle. De gasproduktionsrater, der beregnes ved de teoretiske modeller, skal derfor betragtes som gennemsnitsrater, der vil dække over store variationer. Specielt i de ældre lossepladser vil forskellen i gasproduktionen i de forskellige dele af fylden være tydelig. I store dele af pladsen vil gasproduktionen være meget ringe og ofte negligibel, medens gasproduktionen i den centrale del af fylden vil være væsentlig over den beregnede gennemsnitlige gasproduktion.

3.3 Vurdering af gasproduktionen

En samlet vurdering af, hvorvidt lossepladsen producerer gas med skadelige/farlige koncentrationer, bør foretages ud fra en samlet vurdering af den gasproduktionsrate og de gaskoncentrationer, gasproduktionen resulterer i. I det følgende er vurderingen af gasproduktionen foretaget udfra de 8 faser, som er defineret i afsnit 3.1.

Fase I til III er korte faser (dage-måneder), som ofte vil være svære at identificere, hvorfor gasproduktionen i disse faser ikke vil blive vurderet.

Fase IV Den stabile metanogene fase, er kendetegnet ved høje gaskoncentrationer og høje gasproduktionsrater, som dog er faldende sidst i fasen. I fase IV vurderes det, at skadelige/farlige koncentrationer altid forekommer.

Fase V Luft indtrængningsfasen, er kendetegnet ved høje koncentrationer af lossepladsgas, og forholdsvis lav gasproduktion. I fase V vurderes det, at skadelige/farlige koncentrationer næsten altid forekommer.

Fase VI Metanoxidationsfasen. I denne fase er koncentrationen af lossepladsgas faldende, der vil forekomme områder i lossepladsen, hvor der sjældent eller aldrig forekommer metan, og andre områder af lossepladsen hvor der stadig er høje koncentrationer af lossepladsgas. I fase VI vurderes det, at skadelige/farlige koncentrationer forekommer med mindre sandsynlighed end i de to foregående faser. Det stadig er muligt, at der forekommer skadelige koncentrationer af lossepladsgas.

I lossepladser, hvor områderne med høje koncentrationer af losseplads kun forekommer i de dybere liggende fyldlag og/eller, hvor områderne kun har et meget begrænset omfang (lossepladser der er i slutningen af fase VI), vurderes det, at der kun sjældent kan forekomme skadelige koncentrationer af lossepladsgas.

Fase VII Kuldioxidfase. Her er omfanget af gasproduktionen yderst begrænset, og begrænser sig til en lille del af lossepladsen. I den første del af fasen kan der stadig forekomme metankoncentrationer i fylden, men metankoncentrationerne er forholdsvis lave. Fase VII vurderes kun i yderst sjældne tilfælde at kunne give anledning til skadelige koncentrationer af lossepladsgas.

Fase VII Jordluftfase, I denne fase er metanproduktionen ophørt. Denne fase vurderes derfor ikke at kunne give anledning til skadelige koncentrationer af lossepladsgas.

3.3.1 Lossepladsens størrelse

I en samlet vurdering af gasproduktionen er det også nødvendigt at inddrage lossepladsens størrelse, idet gasproduktionsraterne angives pr. tons affald.

Ved risikovurderingen af lossepladsgas vil det ofte kun være en lille del af den gas, der produceres i lossepladsen, der reelt er årsag til en konkret risiko. I det omfang at den mængde gas, der dannes i lossepladsen (Q_dannes), er væsentligt større end den gasmængde, der skal til for at give et skabe et uheldsforløb (Q_uheld), vil lossepladsens størrelse være uden betydning.

Den mængde af gas, der er nødvendig for at et uheld f.eks. en gaseksplosion skal ske, er forholdsvis beskeden. For uheldsscenarier, hvor uheldet sker i bygninger eller bygværker på selve lossepladsen, vil mængden af gas, der skal til for at skabe uheldet, (Q_uheld) være væsentligt mindre end den mængde poreluft, der er i fylden. Såfremt der sker gasproduktion i fylden under en bygning/et bygværk, vil størrelsen af lossepladsen derfor i praksis være uden betydning for risikoen for et uheld.

For uhelds scenarier, hvor uheldet sker i bygninger eller bygværker, der ligger uden for selve lossepladsen, vil det være nødvendigt, at der sker en horisontal gasmigration fra lossepladsen og ud til bygningen/bygværket. For at gasmigrationen skal kunne bevirke, at der sker et uheld, skal gasmængde, der migrerer (Q_migration), være væsentlig større end den mængde gas, der skal til for at skabe uheldet, idet kun en brøkdel af den gas der migrerer vil sive ind i bygningen/bygværket. Da det kun er en del af den gas, der produceres, der vil bevirke, at der sker en gasmigration, vil:

Q_dannes >> Q_migration >> Q_uheld

Uheldsscenarier, hvor uheldsstedet ligger væk fra det gasproducerende område, vil være afhængig af, at gasmigration er tilstrækkelig stor. I praksis vil dette betyde, at risikoen for denne type uheld vil være afhængige af gasproduktionens størrelse, dvs. både gasproduktionsraten og lossepladsens størrelse.