| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Beplantede filteranlæg til rensning af spildevand i det åbne land

2. Grønne renseanlæg

Der findes endnu ingen klar definition i Danmark af hvad "grøn spildevandsrensning" egentligt er. Et fremherskende synspunkt er, at grøn spildevandsrensning omfatter anlæg hvori planter indgår som et vigtigt element. Et andet synspunkt tager udgangspunkt i renseanlæggenes ressource forbrug, således at "grønne" anlæg bruger færre ressourcer end andre anlæg (Henze, 1986). Det er dog ikke helt klart hvilke ressourcer der tænkes på, men ofte menes energi i form af elforbrug.

Ved vurdering om en given renseløsning er "grøn" eller "sort" bør der principielt udarbejdes et grønt regnskab for anlægget baseret på bl.a. affaldsmængder, energiforbrug, brug af kemikalier, hygiejnekontrol, stofudslip per indbygger, grad af genudnyttelse og bæredygtighed (Brix, 1999).

Gennemgangen i denne rapport vil omhandle grønne renseanlæg, der er egnede til behandling af spildevand for enkeltejendomme og små bebyggelser i det åbne land. Der fokuseres på anlæg med underjordisk vandflow (her kaldet beplantede filteranlæg) , idet disse erfaringsmæssigt har en bedre rensekapacitet end anlæg med vand på overfladen (laguneanlæg). Endvidere er disse anlæg at foretrække bl.a. af hensyn til hygiejniske forhold og lugtgener.

En detaljeret gennemgang af den historiske udvikling og erfaringer med de forskellige anlægstyper kan bl.a. findes i Kadlec og Knight (1996) og Vymazal et al. (1998).

2.2 Typer af beplantede filteranlæg

2.2.1 Anlæg med horisontalt flow (’Rodzoneanlæg’)

Et beplantet filteranlæg med horisontalt vandflow (rodzoneanlæg) består basalt af et beplantet grusfilter hvor spildevandet – efter forrensning i en velfungerende bundfældningstank - ledes ind i den ene ende og afledes fra den anden ende (Figur 2-1). Et typisk dansk rodzoneanlæg anlagt til behandling af husspildevand er vist i Figur 2-2. Det forrensede spildevand passerer næsten vandret gennem planternes rodzone, hvorved spildevandets nedbrydelige dele omsættes af de mikroorganismer, der sidder på planterødderne og på filtermediet. Rodzoneanlægget placeres over en tæt membran for at sikre at spildevandet ikke siver ned til grundvandet, og for at der ikke skal sive grundvand ind i anlægget.

Figur 2-1
Principskitse af et beplantet filteranlæg med horisontal vandstrømning (rodzoneanlæg). Figur er modificeret fra Brix & Schierup (1989)

Planterne har følgende funktioner i anlægget:

1. dødt plantemateriale isolerer rodzonefilteret mod tilfrysning om vinteren;
2. væksten af rødder og rhizomer (jordstængler) modvirker tilstopning af filtermediet;
3. rødder og rhizomer udgør en stor overflade hvorpå de aktive mikroorganismer kan sidde;
4. de hule planter fungerer som transportvej for atmosfærisk ilt, der via lækage fra rødder øger omsætningen i rodzonen; og
5. fordampningen fra planterne reducerer mængden af spildevand i udløbet om sommeren.

Planternes optagelse af næringssalte er uden væsentlig betydning da mængden er lille i forhold til belastningen, og da planterne ikke høstes (Brix, 1994; 1997).

Rensning af spildevand i rodzoneanlæg er en meget robust proces der - pga. den relative lange opholdstid af vandet i anlægget - giver en stabil afløbskvalitet. Et rodzoneanlæg kan ’tåle’ ikke at blive belastet i en længere periode – f.eks. en ferieperiode - og samtidig kan anlægget klare en ekstraordinær stor belastning i en kort periode og bevare en god og stabil afløbskvalitet.

Figur 2-2
Typisk dansk rodzoneanlæg anlagt til behandling af husspildevand (Foto: H. Brix)

Ulemperne ved rodzoneanlæg er det forholdsvist store arealkrav (>5 m² pr person) samt at anlægget ikke renser tilstrækkeligt effektivt for næringssalte. Rodzoneanlæg nitrificerer dårligt, hvorfor hovedparten af kvælstoffet i afløbet vil være på ammonium eller ammoniak form. Rodzoneanlæg kan derfor ikke anvendes, hvor der er krav til udledning af ammonium/ammoniak og krav til fjernelse af fosfor.

Det har ofte været fremført at rodzoneanlæg ikke fungerer om vinteren. Denne påstand kan tilbagevises, idet erfaringer fra flere hundrede anlæg klart har vist at anlæggene renser lige godt sommer og vinter (Brix, 1998). Miljøstyrelsen har udarbejdet en vejledning i etablering og drift af rodzoneanlæg op til 30 PE (Miljøstyrelsen, 1999).

2.2.2 Anlæg med vertikalt flow

Et vertikalt anlæg opbygges i princippet som et biologisk sandfilter - blot er det ikke afdækket med jord, men i stedet beplantet med f.eks. Tagrør (Figur 2-3). Især i England, Østrig og Tyskland foretages forsøg med denne anlægstype.

Figur 2-3
Principskitse af et beplantet filteranlæg med vertikalt flow. Figur er modificeret fra Brix & Schierup (1989)

Der anvendes en arealdimensionering på ca. 5 m² pr person, og der skal være en velfungerende bundfældningstank før anlægget. Anlæggene stødbelastes eller belastes skiftevis hvis der er flere bede. For at undgå tilfrysning skal spildevandsbelastningen være så stor og konstant at vandets temperatur holder overfladen frostfri. Alternativt kan fordelersystemet afdækkes med et isolerende lag (f.eks. træflis eller grus). Planterne forbedrer afdrænings-egenskaberne fra bedene sammenlignet med systemer uden planter.

Generelt opnås en effektiv rensning for BI₅ samt en vidtgående nitrifikation. Der forekommer kun ubetydelig denitrifikation. Tilledes for store mængder suspenderet stof kan anlæggenes overflade klogge til. En tilklogning kan afhjælpes ved at tage anlægget ud af drift i en periode. Derfor tilrådes generelt ved større anlæg, at der minimum etableres to parallelle bede.

Beplantede filteranlæg med vertikalt flow har en større rensekapacitet end traditionelle rodzoneanlæg med horisontalt vandgennemstrømning. Det er dog stadig uafklaret, hvordan især problemer med tilfrysning af overfladen kan løses for helt små anlæg med vekslende belastning.

Figur 2-4
Beplantet filteranlæg med vertikalt flow i Østrig. Anlægget er inddelt i to parallelle bede (Foto: H. Brix)

2.3 Fordele og ulemper ved de to anlægstyper

De to typer af beplantede filteranlæg har specifikke fordele og ulemper.

Anlæg med horisontalt flow er gode til:

1. at fjerne suspenderede stoffer og bakterier pga. af den effektive filtrering gennem filteret og den lange opholdstid af vandet.
2. at omsætte organisk stof (BI₅, COD), dog op til en øvre grænse bestemt af raten hvormed ilt diffunderer til filteret fra atmosfæren.
3. at fjerne nitrat ved denitrifikation da filteret i hovedsagen er anoxisk. Nitrat vil samtidig forbedre omsætningen af organisk stof.

Anlæg med horisontalt flow er dårlige til at nitrificere pga. den forholdsvis lave rate hvormed ilt diffunderer til filteret fra atmosfæren.

Anlæg med vertikalt flow er gode til:

1. at nitrificere ammonium fordi filteret ikke er vandmættet og altid iltet under normale driftsforhold.
2. at omsætte organisk stof (BI₅, COD) pga. de gode iltforhold i filteret.

Anlæg med vertikalt flow er dårligere end anlæg med horisontalt flow til at fjerne suspenderede stoffer og kan klogge til såfremt filteret ikke er korrekt opbygget, og såfremt der tilledes for store mængder spildevand. Vertikale anlæg fjerner også bakterier, men ikke så effektivt som horisontale anlæg, formodentligt pga. den længere opholdstid i horisontale anlæg.

De specifikke fordele ved de to anlægstyper kan kombineres i hybrid-systemer, hvorved der kan opnås en mere effektiv rensning.

2.4 Hybrid systemer

2.4.1 HF-VF anlæg

Et design bestående af et horisontalt filter (HF) efterfulgt af et vertikalt filter (VF) er blevet udviklet af Johansen & Brix (1996). Anlægskonceptet består af følgende komponenter (Figur 2-5):

1. En bundfældningstank hvis funktion er at fjerne flydestoffer og hovedparten af det sedimentérbare materiale;
2. et beplantet filter med horisontal vandstrømning, hvis funktion primært er at fjerne suspenderede stoffer og BI₅ samt, såfremt vandet recirkuleres, at denitrificere nitrat; og
3. et vertikalt filteranlæg hvis primære funktion er at nitrificere afløbet fra det horisontale bed.

Anlægskonceptet inkluderer mulighed for recirkulering af en del af afløbsvandet til første trin (det horisontale bed) eller bundfældningstanken med henblik på at denitrificere nitrat og dermed opnå forbedret rensning for total-N.

Figur 2-5
Skitse af et hybrid system bestående af et horisontalt filter (HF) som første trin og et vertikalt filter (VF) som andet trin. En delmængde af afløbsvandet kan recirkuleres til første bed med henblik på at øge denitrifikationen

2.4.2 VF-HF anlæg

I Frankrig og England er der systemer hvor rækkefølgen af bedene er omvendt, dvs. første trin består af et eller flere bede med vertikalt flow, og andet trin består af et eller flere bede med horisontalt flow. Dette koncept er bl.a. anvendt i et fler-trins anlæg bygget i Oaklands Park i Gloucestershire, England – et anlæg der også har været forbillede for anlæg i Danmark.

Oaklands Park anlægget behandler husspildevand fra 65 personer og består af i alt fem rensetrin: to trin med vertikal vandgennemstrømning efterfulgt af to trin med horisontal vandgennemstrømning og til slut en sø (Figur 2-7). Anlægget udmærker sig ved at være smukt anlagt og integreret i den parklignende have, der omkranser godset (Figur 2-6).

Figur 2-6
Hybrid anlægget i Oaklands Park, Gloucestershire, England, behandler spildevand fra 65 personer (Foto: H. Brix)

Rensegraden i anlægget forbavsende god (se Tabel 2-1) set i lyset af det forholdsvis lille areal der er til rådighed (1.4 m² per person).

Fra Tabel 2-1 kan det især bemærkes:

1. Fjernelsen af BI₅ og TSS i de vertikale bede er rimelig set i relation til det lille arealforbrug
2. Parallelt med fjernelsen af BI₅ i de vertikale bede sker der nitrifikation, hvilket kan ses på faldet i NH₄ koncentrationen og stigningen i NO₃ koncentrationen.
3. Det samlede areal af de to første VF bede (1 m²/PE) er ikke tilstrækkeligt til at sikre fuld nitrifikation.
4. Der sker en denitrifikation i de to bede med horisontalt flow.

Figur 2-7
Skitse af fler-trinsanlægget etableret ved Oaklands park i England. Anlæggets første trin består af 6 vertikale bede (VF) der belastes alternerende; herefter følger 3 vertikale bede der ligeledes belastes alternerende. Tredje og fjerde trin består af bede med horisontalt flow (HF). Fra Vymazal et al. (1998a)

Tabel 2-1
Indløbs- og afløbskoncentrationer i fler-trinsanlægget ved Oaklands Park. Tabellen viser gennemsnitsværdier af 48 sæt analyser i perioden August 1989 til September 1991

2.5 Andre grønne renseanlæg

2.5.1 Grødeproducerende anlæg

Filosofien i grødeproducerende anlæg er, at de næringsstoffer, der findes i spildevandet efter den mekaniske og biologiske rensning, genudnyttes til produktion af planter. Derved sker en yderligere rensning af vandet (næringsfjernelse) samt en reduktion i de afledte vandmængder. De planter der produceres tænkes at repræsentere en vis værdi enten som prydplanter eller som afgrøder.

Under danske klimatiske forhold skal planteproduktionen foregå i drivhus med opvarmning og kunstbelysning, for at spildevandet kan opnå en tilfredsstillende rensning året rundt. Selv om grødeproduktion har været fremført som en mulig løsningsmodel gennem årtier, er der kun yderst sparsomme erfaringer med teknikken. Den følgende gennemgang er især baseret på danske erfaringer fra forsøg udført af Dansk Akvakultur Institut (1989, 1990), DIFTA/DAI (1990) og Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi (Sandbæk, 1990; Hinge & Stewart, 1997).

2.5.1.1 Erfaringer fra Dansk Akvakultur Institut

Baggrunden for de forsøg der blev udført ved Dansk Akvakultur Institut i slutningen af firserne var at integrere fiskeproduktion (åleopdræt) og planteproduktion (Dansk Akvakultur Institut, 1989a; 1990a). Idéen var at etablere et forholdsvis "lukket" kredsløb ved at udnytte spildevandet fra fiskeopdræt til produktion af planter, og samtidig rense vandet, således at dette kunne recirkuleres til fisketankene.

Den væsentligste del af spildevandsrensningen skete i konventionelle mekaniske renseanlæg og et biofilter (Jungersen, 1997). Det mekanisk-biologisk rensede spildevand blev herefter pH-justeret og ledt til den planteproducerende enhed, der bestod af et 400 m² stort erhvervsdrivhus. I drivhuset blev potteplanter og afgrødeplanter (Stuebirk, Chrysanthenum, Palmegræs, Nilgræs, Tomat, Majs og Elefantgræs) dyrket ved anvendelse af spildevandet som næringskilde.

Undersøgelserne viste at planterne kunne dyrkes i spildevandet fra åleopdræt, og at planterne kunne rense spildevandet for næringssalte, når blot vandet på forhånd var mekanisk-biologisk renset, dvs. at slam var fjernet, organisk stof nedbrudt, og kvælstof nitrificeret (Dansk Akvakultur Institut, 1989b,c). Både produktionsmængden og kvaliteten af de producerede potteplanter var på højde med planter dyrket ved konventionel væksthusproduktion. Kvaliteten af de producerede tomater var særdeles god, men det er i Danmark ikke tilladt at sælge spiselige produkter, der er dyrket i spildevand. Der var en betydelig sæsonvariation i planternes næringskrav. Beregninger viste, at under tempererede klimaforhold kan en genanvendelse af vand, næring og kuldioxid fra spildevand kun reducere de årlige driftsomkostningerne ved kommerciel dyrkning af planter i væksthus med op til 2-3%.

2.5.1.2 Erfaringer fra Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi

I perioden 1989-90 blev der udført en række undersøgelser ved Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi til belysning af forskellige pantearters vækst- og rensepotentiale i husspildevand. Undersøgelserne blev udført i samarbejde med Aarhus Universitet som et specialestudium (Sandbæk, 1990; Hinge & Stewart, 1997). Undersøgelserne blev foretaget i et separat drivhus i tilknytning til Folkecenterets renseanlæg, der bestod af en forrensning i bundfældningstank efterfulgt af behandling i en serie beluftede bassinanlæg i drivhus samt rodzoneanlæg ligeledes i drivhus. Forsøgene blev udført med Liden Andemad, Vandnavle, Bukkeblad, Papyrus og Elefantgræs.i et antal dyrkningsrender. Undersøgelserne blev kun gennemført i sommerhalvåret, da drivhuset ikke var opvarmet. Både afløb fra bundfældningstanken og afløb fra bassinanlæggene blev anvendt som næringskilde for planterne. Afløbet fra bassinanlæggene var kun delvist nitrificeret.

Undersøgelserne viste at Papyrus, Elefantgræs, Bukkeblad og Vandnavle alle kunne dyrkes både i delvis renset spildevand (delvis nitrificeret spildevand) og afløb fra bundfældningstank. Andemad havde mangelsymptomer (sandsynligvis jern og/eller mangan mangel) og voksede dårligt i begge typer af spildevand. Det gennemsnitlige planteoptag af næringssalte var 436-517 mg N/m²/døgn og 30-54 mg P/m²/døgn for Papyrus og Elefantgræs. Vandnavle havde det største planteoptag; 776-817 mg N/m²/døgn og 151-162 mg P/m²/døgn. Kvælstof og fosfor blev yderligere reduceret i rendesystemerne som følge af nitrifikation/denitrifikation samt muligvis kemisk binding eller akkumulering af slam i renderne.

2.5.2 Polykultur systemer

I polykultur systemer udnyttes spildevandets indhold af næringssalte til produktion af planktonalger, zooplankton, muslinger, fisk og planter i én og samme enhed eller i separate trin. Konceptet for systemet blev udviklet i Nordamerika af den canadiske biolog John Todd, og er blevet kendt som "Solar Aquatic Wastewater Treatment" ("soldrevet, vandbaseret spildevandsrensning"), eller "Vermont-systemet" (efter den stat hvori det første anlæg blev etableret). Filosofien bag polykultur systemerne er, at man i særlige tanke ved hjælp af beluftning omsætter organisk stof til kuldioxid og næringssalte (inklusive nitrifikation), der herefter udnyttes i et komplekst fødenet (Todd, 1997). Næringssaltene optages først af planktonalger, der dels nedbrydes af bakterier og svampe, dels græsses af snegle, muslinger og zooplankton, som igen græsses af fisk. De højere led i fødenettet (fisk og muslinger) kan fiskes op og potentielt udnyttes kommercielt. Endvidere dyrkes planter i bassinerne, bl.a. flydebladsplanter (Vandhyacinth og Andemad), men også andre planter så som Pil, Pelargonier og Tomat. Planterne høstes og anvendes som biomasse, foder, salgbare potteplanter eller som stiklinge. Afløbet fra polykultur systemet kan ledes til et efterfølgende kunstig opbygget marskområde ("rodzoneanlæg"), således at de næringsstoffer, som ikke er blevet fjernet af polykultur systemet, kan fjernes ved adsorption til jordbunden eller ved optag i sumpplanterne. Hele systemet opbygges normalt i særligt udformede og isolerede væksthuse med opvarmning og kunstbelysning.

I Danmark er der flere steder etableret forsøg med polykultur systemer, bl.a. på Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi (Hinge & Stewart, 1997), ved Produktionshøjskolen i Fløng (Saxgren, 1997), og ved Kolding Højskole, "Aquadomen" (Saxgren, 1995). I det følgende refereres erfaringer fra et svensk anlæg.

Figur 2-8
Væksthus med en 1600 PE Levende Maskine, South Burlington, Vermont (USA)

2.5.2.1 Stensund Folkehøjskole, Trosa, Sverige

Polykultur systemet ved Stensund Folkehøjskole blev etableret i 1989 som et fuldskala demonstrationsanlæg til behandling af skolens spildevand (ca. 100 PE). Det viste sig imidlertid, at anlægget ikke kunne behandle hele spildevands-mængden, så i dag tilføres kun ca. 6 m³/døgn, svarende til ca. 40 PE (Guterstam, 1997; Warne, 1997). Spildevandet forrenses i en trekammer bundfældningstank før det tilledes væksthuset. Her fjernes 39% af det tilledte N og 28% af det tilledte P.

Selve polykultur systemet er opbygget i væksthus og består af følgende rensetrin:

1. En 28 m³ lager tank;
2. En 20 m³ anaerob tank for nedbrydning af organisk stof (ca. 50% reduktion) og udfældning af metaller med sulfider;
3. Et biofilter baseret på et plastik filtermateriale for yderligere reduktion af organisk stof (ca. 80%) og nitrifikation;
4. En 27 m³ beluftet (to membran-beluftere) aerob "fytoplankton" tank. På grund af dårlig vækst af alger, anvendes tanken i dag som et aktivt slamanlæg (med meget lav slambelastning). Der er udsat guldfisk og karper i tanken;
5. En 40 m³ zooplankton tank med Vandhyacinth og Andemad på overfladen. Der har været problemer med at dyrke dafnier pga. for lille - eller manglende - algeproduktion i den foregående tank;
6. En 27 m³ tank for produktion af forskellige fisk (især karper), og en 9 m³ fisketank, hvor der dog især dyrkes alger;
7. Tre 6 meter lange kanaler hvor der dyrkes planter (Tomat, Vandpest og Andemad);
8. Vandet ledes via "Virbela Flowforms" - en kunstig opbygget iltningstrappe - til en udendørs sø;
9. Afløb fra søen ledes via iltningstrappe til et vådområde domineret af Pil og Tagrør, og derfra ud i Østersøen (Fig 2-9).

Figur 2-9
Oversigt over Stensund polykulturanlæg

Vandets opholdstid i væksthuset er ca. én måned. Rensegraden i anlægget er ca. 80% for fosfor og 70% for kvælstof. Henholdsvis 8% og 11% af spildevandets fosfor og kvælstofindhold bliver recyklet i systemet, dvs. høstes i planter og dyr.

Polykultur systemet opvarmes primært via solens indstråling, og overskuds-varmen udnyttes ved hjælp af to varmepumper. Om vinteren er der dog et lille varmeunderskud. Derudover anvendes energi til kunstlys, pumper, beluftning, mv., i alt ca. 110.000 kWh/år (= 2750 kWh pr PE pr år). Energiforbruget er således 50-500 gange højere end for en konventionel løsning med aktiv slam.

2.5.3 Levende Maskiner

Siden 1992 er et rensesystem baseret på levende organismer i væksthus blevet markedsført verden over som "Living Machines" ("Levende Maskiner") af firmaet "Living Technology Ltd." i samarbejde med John Todd’s firma "Ocean Arks International" (Todd & Josephson, 1996; Todd, 1997). Levende maskiner hævdes at være en økologisk teknologi, der ved hjælp af solens energi i væksthuse og uden tilsætning af kemikalier kan rense spildevand til et niveau, der svarer til de mest avancerede konventionelle anlæg med næringssaltfjernelse. Endvidere angives Levende Maskiner at være billigere både i anlæg og drift sammenlignet med konventionelle teknologier. Opbygningen af de levende maskiner tilpasses det specifikke spildevand, afløbskrav, mv.

Figur 2-10
Procesdiagram for en 600 PE Levende Maskine i Frederick, Maryland (USA). Første trin i processen er en udendørs, delvis nedgravet to-kammer anaerob tank med en opholdstid på 18 timer. Spildevandet ledes herfra til tre parallelle serier af tanke i et væksthus. To beluftede tanke i serie (3 m i diameter, 2.7 m dybe) med planter på overfladen (opholdstid 21 timer). Efterklaring. Tre såkaldte "ecological fluidized beds" i serie indeholdende pimpsten, der periodevis ved beluftning holdes i suspension (opholdstid 25 timer). Efterklaring (opholdstid 12 timer). Rodzoneanlæg opbygget i grus (opholdstid 11 timer)

Miljøministeriets undersøgelser viste følgende (Reed et al., 1996):

1. Anlægget kunne ikke overholde udlederkravet for total-P < 3 mg/l, og periodevis heller ikke kravene for NH₄-N < 1 mg/l og total-N < 10 mg/l. Der kræves væsentlige modifikationer i renseprocessen for at disse krav kan opfyldes.
2. Udlederkrav for TSS, BI₅ og COD kunne overholdes, og indholdet af coliforme bakterier i afløbet var < 200 pr 100 ml.
3. Hovedparten af TSS, BI₅, COD og fosfor (70-80%) blev fjernet i det første trin (den udendørs anaerobe tank) som slam.
4. Nitrifikationen foregik overvejende i de to sidste beluftede filtre med pimpsten
5. Der blev anvendt forskellige tilsætninger af kemikalier og bakteriekulturer for at sikre stabil drift: 850 kg metanol pr år; 560 liter bakteriekultur; og 700 kg pr år af andre organiske og uorganiske stoffer.
6. Slamproduktionen i systemet var ca. 20 m³ pr uge (tørstofindhold 2.8%)
7. Planteproduktionen var ca. 52 kg pr uge (tørstofindhold 5%)
8. Slam- og planteproduktion - ca. 30 tons tørstof pr år - er større end produktionen fra et konventionelt renseanlæg med denitrifikation.
9. I forsøg, hvor man fjernede planterne, blev det vist at disse ikke havde nogen effekt på afløbskvaliteten.
10. Tilstedeværelsen af planterne har imidlertid en væsentlig æstetisk værdi.
11. Solenergi havde kun marginal betydning for renseprocesserne. Energiforbrug til beluftning, pumper, mv., svarer til energiforbruget ved et konventionelt anlæg.
12. En livscyklusanalyse viste, at for kapaciteter op til 200 m³/døgn er prisen for en Levende Maskine på niveau med konventionel teknologi. Ved højere kapaciteter (f.eks. 3785 m³/døgn) er omkostningerne for den Levende Maskine mindst 50% højere end for konventionel teknologi.

De renseprocesser der foregår i en Levende Maskine er de samme som foregår i konventionelle renseteknikker, og processerne styres vha. de samme teknikker (beluftning, tilsætning af metanol). Man kan således anse Levende Maskiner for at være en konventionel renseteknologi placeret i et væksthus, med vækst af planter på overfladen af tankene som giver anlæggene et "grønt" præg. Planterne har dog i rensemæssig henseende ingen effekt. Prisforskellen mellem "Levende Maskiner" og konventionelle anlæg skyldes hovedsageligt udgifterne til væksthus.