| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Kemi i børns hverdag
De fleste børn elsker at hjælpe til i køkkenet, værkstedet eller udenfor i haven.
Når børnene hjælper til, så håndter det farlige selv, og overlad det ufarlige arbejde
til børnene.
Rengøringsmidler
En række rengørings- og husholdningsprodukter bliver ofte placeret hvor de er nemt
tilgængelige, for eksempel under køkkenvasken eller i lave skabe.
Alle rengørings- og husholdningskemikalier bør opbevares utilgængeligt for børn!
Bærer produktet en etiket med et orange faresymbol, er det særligt vigtigt at det
opbevares utilgængeligt for børn, eventuelt i et aflåst skab. Selvom der skal være
børnesikret lukning på mange af den slags produkter, er det ikke nogen garanti for at
børn ikke kan åbne emballagen. Børnesikringen forsinker blot åbningen.
Anbefaling: Rengøringsmidler
 | Vælg så vidt muligt rengørings- og husholdningskemikalier der ikke er faremærkede. |
 | Opbevar alle rengørings- og husholdningskemikalier utilgængeligt for børn, for
eksempel i et aflåst skab. |
 | Brug husholdnings- og rengøringsprodukter der bærer det nordiske miljømærke
"Svanen" eller det europæiske "Blomsten". Disse produkter belaster
miljøet mindre end andre husholdningsog rengøringsprodukter, men bør selvfølgelig
også opbevares udenfor børns rækkevidde. |
Voksnes kosmetik
Nogle kosmetiske produkter til voksne kan være farlige i børns hænder. Disse
produkter bør derfor opbevares utilgængeligt for børn.
Hårfarver indeholder for eksempel tit allergifremkaldende stoffer i en relativt
koncentreret form.
Både hårafblegningsmidler og hårfjerningsprodukter kan virke stærkt irriterende på
huden. Produkter der markedsføres som sprays, for eksempel deodoranter og hårlak, kan
nemt komme i øjnene, hvis man ikke er opmærksom på at vende dem rigtigt.
Anbefaling: Voksnes kosmetik
 | Opbevar kosmetiske produkter utilgængeligt for børn. |
Lampeolie
Små klare olielamper der kan fyldes med lampeolie, er meget populære. Det førte
tidligere til ulykkestilfælde, fordi børn havde drukket af den farvede lampeolie som de
forvekslede med sodavand. Olien kan give kemisk lungebetændelse hvis den kommer ned i
lungerne, og derfor har det siden 1984 været forbudt at sælge farvet lampeolie og
farvepulver som tilbehør.
Anbefaling: Lampeolie
 | Hold lampeolie og fyldte olielamper uden for børns rækkevidde. |
 | Hvis børn kommer til at drikke olien, må man ikke få dem til at kaste op fordi olien
så kan komme ned i lungerne. Giv i stedet barnet mælk, og søg straks hjælp. |
Mygge- og loppemidler
Hvis man bruger loppemidler på kæledyrene, er det vigtigt at gøre grundigt rent
efter behandling. Selvom man skal sprøjte hvor dyret færdes, skal man ikke sprøjte
steder hvor barnet er nødt til at opholde sig og derved får midlet direkte på sig. Det
er for eksempel i sengen, på sofaen eller på de tilgængelige gulvflader.
Hvad angår myggemidler som af gode grunde skal i nærkontakt med huden, så nøjes med
at smøre barnet der hvor myggene oftest stikker det vil sige ved anklerne og andre bare
steder. Hvis huden bliver irriteret, skal man holde op med at bruge midlet.
Anbefaling: Mygge- og loppemidler
 | Hvis du har bekæmpelsesmidler stående, skal de opbevares utilgængeligt for børn og
instrukserne på etiketten skal overholdes. |
 | Følg brugsanvisningen på etiketten nøje |
 | Brug ikke loppemidler, hvor barnet er nødt til at opholde sig eller færdes ofte. |
 | Brug aldrig myggemidler på spædbørn. Anbring dem i stedet under et ikkeimprægneret
myggenet. |
 | Myggemidler skal anvendes der hvor myggene oftest stikker. Smør ikke for tit. |
 | Brug indkapslede insektmidler - for eksempel myrelokkedåser i stedet for midler til at
sprøjte ud. |
Træarbejde
I træværkstedet - der ofte er et lille tillukket rum - bør både voksne og børn
bruge støvmasker for at undgå træstøv når der arbejdes. Dette gælder særligt hvis
man arbejder med spånplader der kan indeholde formaldehyd. Spånplader med mærket E15
eller P25B har et meget lavt indhold af formaldehyd og bør derfor anvendes.
Anbefaling: Træarbejde
 | Arbejder man meget med sav og høvl indendørs bør man overveje at bruge støvmaske. |
 | Brug spånplader med E15 eller P25B mærkning. |
Læs mere om kemiske stoffer i træ i afsnittet "På legepladsen" side 17
samt faremærker i afsnittet "Hvad betyder mærkerne" side 30.
Maling, lak og lim
Maling, lak og lim kan have et højt indhold af organiske opløsningsmidler og andre
sundhedsskadelige stoffer. Det kan give svimmelhed, hovedpine og luftvejsirritation og i
ekstreme tilfælde skader på lever, nyrer og hjerne. På emballagen er risikoen ved
produktet illustreret ved en MAL-kode. En høj MAL-kode betyder at stoffet er farligt.
MAL-koden består af to tal adskilt af en bindestreg. Tallet før bindestregen angiver
produktets tendens til at fordampe. Det vil sige at risikoen for at blive udsat for
indholdsstofferne via luftvejene er større jo større tallet er.
Hvis tallet er 2 eller derunder, må produkterne bruges indendørs. Hvis tallet er 3,
må produkterne kun bruges til gulve og badeværelsesvægge samt udendørs. Hvis tallet er
4 eller derover, må produkterne kun bruges udendørs.
Tallet efter bindestregen viser hvor skadeligt stoffet er ved for eksempel indtagelse,
hudkontakt og stænk i ansigtet. Jo højere tal des farligere stof.
Lak- og malingfjerner kan indeholde klorerede eller andre organiske opløsningsmidler
og kan være skadelige at indånde.
Man kan bruge vandbaseret maling til alt malerarbejde indendørs såvel som udendørs.
Indendørs bør man ikke bruge maling med organiske opløsningsmidler.
Anbefaling: Maling m.v.
 | Brug vandbaseret maling, lak og malingfjerner med så lav MAL-kode som mulig, for
eksempel 00-1. Jo lavere MAL-kode, jo lavere indhold af organiske opløsningsmidler. |
 | Sætter man pensler i blød i glaskrukker efter brug med terpentinbaseret maling, så
sæt en plasticpose over, luk tæt til og stil det så børn ikke kan få fat i det. Skal
penslen ikke bruges foreløbig, er brun sæbe et velegnet alternativ til det langt
giftigere terpentin eller rensebenzin. Smør penslen ind i brun sæbe og luk det hele til
med en plasticpose. Et par dage senere vil penslen være ren. |
Læs mere om MAL-koder i afsnittet "Hvad betyder mærkerne" side 30.
Biler
Når bilen har fået en undervognsbehandling, får man ofte en flaske med et
afrensningsmiddel med hjem. Mange af de midler der bruges til afrensning af
rustbeskyttelsesmidler som tectyl og lignende, indeholder petroleum og/eller
opløsningsmidler. Lad ikke flasken ligge frit fremme hvor børn kan komme til at drikke
af den. Selvom flasken har børnesikret lukning, er det ikke nogen garanti for at børn
ikke kan åbne den.
Anbefaling: Bilplejemidler
 | Læs, og følg anvisningerne nøje på bilplejemidler. |
 | Opbevar midlerne utilgængeligt for børn. |
Benzin- og oliedunke
Benzin- og oliedunke man selv fylder op, er ikke mærket med faremærker, eller har
børnesikret lukning til trods for at både benzin og olie er giftigt for børn. Det
gælder både dunke til plæneklippere, motorsave, bilen m.v.
Som privatperson må man maksimalt opbevare 25 liter brandfarlig væske, herunder
benzin.
Anbefaling: Benzin og olie
 | Stil altid benzindunke og andre olie- og kemikalieprodukter uden for børns rækkevidde.
|
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |