| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Armeret epoxy- og polyesterplast - forbrug og affaldsmængder
Til produktion af kompositmaterialer anvendes der som polymer enten flydende umættet
polyester, epoxy-resin eller phenol-resin.
Ved afgrænsningen af denne undersøgelse er det valgt ikke at inddrage produkter af
phenolplast i undersøgelsen. Phenolplast, som i mange år har været kendt under
handelsnavnet Bakelit, er meget varmebestandigt og anvendes til en lang række formål,
bl.a. elektriske og elektroniske produkter, bordplader, gryder og pander, motordele til
biler og bremseklodser (Jensen et al. 2000). Af produkter omtalt i denne rapport anvendes
det bl.a. i mindre grad til togdele og profiler. I opgørelserne af produktionsaffald i
kapitel 3 vil der dog kunne indgå en mindre del affald af phenolplast, da der i
opgørelsen ikke er skelnet mellem phenolplast og andre plasttyper.
Det har ikke været muligt hverken fra danske råvareleverandører eller den
europæiske sammenslutning af kemiske industrier, CEFIC, at få oplysninger om det samlede
forbrug af phenolplast til produktion af kompositprodukter i Danmark.
Umættet polyester er den mest anvendte plastråvare til produktion af
kompositprodukter i Danmark, og armeret polyester bruges inden for alle
anvendelsesområder for komposit.
Forsyningen af umættet polyester i perioden 1966-2000 fremgår af figur 2.1.
Forsyningen er udtryk for de mængder, som anvendes til produktion af kompositmaterialer i
Danmark. Den optrukne linie, som dækker perioden fra 1976-2000, er baseret på direkte
oplysninger fra branchen. Mængderne er fra branchen angivet med en usikkerhed på ± 5-10%, men er her kun angivet med middelværdier.
Forsyningen kan på baggrund af statistikkerne fra Danmarks statistik beregnes som:
Forsyning = produktion + import - eksport.
Produktion fremgår af statistikken "Varestatistik for industrien", mens
import og eksport er opgjort i publikationen "Udenrigshandelen". I
statistikkerne fra Danmarks Statistik er den flydende umættede polyester i de senere år
ført under eget varenummer. Flydende umættet polyester anvendes udelukkende til
produktion af kompositmaterialer, og mængderne ført under det pågældende varenummer
burde derfor give et dækkende billede af det samlede forbrug af polyester til produktion
i Danmark. Disse mængder er for perioden 1964 til 2000 angivet som åbne firkanter.
Ifølge oplysninger fra branchen synes de registrerede mængder i statistikken ikke at
svare til den faktiske forsyning. Usikkerheden på de statistiske data synes at være
steget markant med den ændrede indberetningspraksis i midten af 1990erne.
I de ældre statistikker er det ikke helt så klart, hvorvidt der kan være andre typer
af polyestre, som føres under samme varenummer, men på basis af sammenligningen med
mængdeoplysningerne fra branchen antages det, at de statistiske oplysninger giver et
realistisk billede af forbruget af umættet flydende polyester.
Det ses, at forsyningen i 1960erne lå på et niveau omkring 4000 tons, stigende
til omkring det dobbelte i 1980erne, sådan at forsyningen frem til midten af
1990erne lå på 6.000-10.000 tons, for endelig i den seneste halvdel af
1990erne at stige til omkring 15.000-18.000 tons.
For 2000 angiver branchen et samlet forbrug af polyester til produktion af
kompositmaterialer på 16.500-17.500 tons, mens forsyningen af polyester registreret af
Danmarks Statistik var 13.700 tons. Som nævnt i det foregående afsnit er der lagt
usikkerheder ind ved angivelserne af forbruget til enkelte anvendelsesområder. Som en
konsekvens af opgørelsesmetoden er det samlede forbrug, beregnet som summen af alle
bidrag lidt større. Der ser således ud til at være en tendens til en mindre
overestimering af mængderne i opgørelsen.
I 2000 blev der af dette polyester produceret i størrelsesordenen 40.000 tons
kompositmateriale. Forholdet mellem polyester og andre råvarer er ikke fast; der har
været en tendens til, at der som gennemsnit bruges stigende mængder af fibre til
polyester. Dette skyldes delvist, at den største stigning i forbruget er sket inden for
vindmøllebranchen, hvor der anvendes komposit med en relativt stor andel af fibre.

Figur 2.1
Forsyning af flydende umættet polyester 1966-2000 1).
1) |
Der har ifølge oplysninger fra råvareleverandører ikke
været produktion af polyester i Danmark siden 1995, og det er derfor muligt at produktion
af polyester anført i "Varestatistik for Industrien" fra 1995 og frem ikke er
en egentlig produktion, men at der snarere er tale om omemballering og videresalg. Da
forsyningsmængderne anført i statistikken er mindre end mængderne anslået af
råvareleverandører, er det imidlertid valgt at medregne den angivne produktion ved
beregningen af forsyningen, da der ikke er sikre oplysningerne om, at de samme mængder
medregnes to gange (dvs. at en del af det som er medregnet under import efter
omemballering også medregnes under produktion). Produktion af polyester i Danmark var i
1970 diskretioneret i Varestatistikken (dvs. den fremgår ikke), og produktion indgår
derfor ikke i den beregnede forsyningsmængde for 1970, som derved må forventes at være
underestimeret. |
Forsyningen af epoxy-resin til produktion af kompositmaterialer kan ikke
umiddelbart aflæses af statistikkerne fra Danmarks Statistik, da epoxy-resin anvendt til
kompositmaterialer føres sammen med epoxy anvendt til andre formål, eksempelvis
produktion af maling.
Hovedparten af epoxy-resinet bliver leveret som såkaldt "prepreg", hvor
fibrene er blandet med epoxy-resin ved leveringen.
På grundlag af oplysninger fra råvareleverandører og producenter skønnes det at der
i Danmark i 2000 anvendtes 2.500-3.400 tons epoxy-resin til fremstilling af
kompositmaterialer inkl. epoxy i prepreg. Epoxybaseret komposit anvendes langt overvejende
til vindmøllevinger (jf. afs. 2.2). Der anvendes desuden en mindre mængde til både (jf.
afs. 2.4) og en ubetydelig del til andre anvendelser (jf. afs. 2.8). Epoxybaseret komposit
er i øvrigt udbredt i elektroniske produkter, fx som laminater i printplader, som ikke er
omfattet af denne undersøgelse.
Brugen af epoxy til vindmøllevinger startede i 1993, hvor forbruget af prepreg lå på
omtrent 500 tons.
Inden for vindmøllesektoren anvendes kompositmaterialer til:
 | Vindmøllevinger |
 | Maskinhuse |
 | Spinnere. |
Til alle komponenterne anvendes en sandwichkonstruktion bestående af glasfibre
indlejret i polyester eller epoxy samt et kernemateriale. Nogle gange anvendes kulfiber i
stedet for eller sammen med glas, hvilket gør konstruktionen stærkere og lettere.
Glasindholdet varierer fra 40-50 vægt% for de mindste vinger til 55-70 vægt% for de
længste vinger. I vindmøllehuse og spinnere er glasindholdet ca. 35-40%.
Som kernemateriale anvendes PVC-skum, balsatræ og PMI (polymethacrylimid).
Kernematerialet udgør i alle tilfælde under 1% af vingens samlede vægt.
Vindmøllebranchen forventer, at der inden for en 5 års periode vil ske en ændring i
materialesammensætningen i retning mod et væsentlig mindre brug af PVC til fordel for
eksempelvis balsatræ. Branchen stiller spørgsmålstegn ved de miljømæssige
konsekvenser ved brugen af balsatræ, fordi det er et tropisk træ, der godt nok dyrkes i
plantager, men transporteres fra Sydamerika.
Der forventes en stigning i anvendelsen af kulfiber frem for glasfiber på grund af
stadig større krav til styrke og vægtreduktion. Desuden forskes i anvendelsen af hamp
som erstatning for glas.
Der er 2 store producenter i Danmark, der begge producerer vinger, og ca. en halv
snes mindre producenter af vinger, maskinhuse og spinnere.
Det samlede forbrug af kompositmaterialer til produktion i Danmark og det samlede
indhold af kompositmaterialer i møller solgt i Danmark i 2000 fremgår af tabel 2.1.
Skønnet over mængderne, der anvendes til produktion, bygger på oplysninger fra
producenter og råvareleverandører. I størrelsesordenen 8% af råvarerne endte som
produktionsaffald, hvilket indebærer, at indholdet i de producerede møller kun var 92%
af værdierne angivet under forbrug til produktion i tabel 2.1.
I 2000 blev 71% af vindmøllerne eksporteret (1500 MW ud af en produktion på 2100 MW),
hvilket er et svagt fald i eksportandel fra 1998, hvor 73% blev eksporteret. Der foregår
ingen import af vindmøllekomponenter af kompositmaterialer.
Såvel produktion som salg af møller i Danmark har været kraftigt stigende op gennem
1990erne, som det fremgår af figur 2.2. Der synes dog at have været en stagnation
i hjemmemarkedet de seneste år.
Tabel 2.1
Forbrug af kompositmaterialer til produktion af kompositprodukter samt indhold af
kompositmaterialer i færdigvarer solgt i Danmark 2000.
Produkt/komponent |
Forbrug til produktion
(tons komposit) |
Tendens |
Salg af færdigvarer i DK (tons
komposit) * |
Tendens |
Møllevinger
Møllehuse mm. |
23.000-32.900
1.300-2.000 |
Stigende
Stigende |
6.100-8.800
350-530 |
Stigende
Stigende |
I alt (afrundet) |
24.300-34.900 |
|
6.500-9.300 |
|
* |
Salget med færdigvarer (møller) i Danmark er beregnet som 27% (hjemmemarkedsandel) af
forbruget af råvarer til produktion fraregnet 8% produktionsaffald. |
I vindmøllebranchen er der forskellige vurderinger af, hvor stor vækst branchen vil
opleve.
De første vindmøller med vinger af komposit dukkede op i slutningen af
1970erne, og en større industriel produktion startede omkring 1980.
Udviklingen i produktion og afsætning på hhv. eksport- og hjemmemarkedet 1983-1998
fremgår af en statistik fra Vindmølleindustrien, som er gengivet i figur 2.2
(Vindmølleindustrien 1999). Den samlede kapacitet, som var installeret i 1983 var 20 MW,
hvilket er mindre end salget alene i 1995. Salget er udtrykt i MW/år. Dette lader sig
ikke umiddelbart omregne til kompositmateriale, da der gennem perioden er sket en
udvikling i møllernes effektivitet. Energiproduktionen pr. rotorareal stiger således fra
omkring 500 kWh/m²/år i 1980 til omkring 900 i slutningen af 1990erne. Men figuren
viser, hvor stor en del af produktionen der afsættes på hjemmemarkedet.
Som pejlepunkter for en omregning skønnes det på baggrund af oplysninger fra
råvareleverandører, at der i 1985 i vindmølleindustrien anvendtes omkring 1.500-2.000
tons polyester, som kan omregnes til 3.000-4.000 tons komposit. Dette svarer til 12-16
tons komposit pr. MW. Med en produktion på 3.800 enheder med hver tre vinger skulle
dette, hvis der regnes med at vingerne på dette tidspunkt udgjorde 100% af forbruget af
komposit inden for vindmølleindustrien, svare til et gennemsnitligt indhold af komposit i
en vinge på 260-350 kg. Fra en førende vindmølleproducent er det oplyst, at vingerne i
midten af 1980erne i gennemsnit vejede 500-600 kg, hvoraf de 250 kg bestod i en
ståldorn (lang stålstang på langs af vingen). Vingerne indholdt således 250-350 kg
kompositmateriale, hvilket indikerer, at det estimerede totalforbrug er rimeligt. I 1990
og 1998 var der et skønnet forbrug på hhv. 900-1200 tons og 6.000-7.000 tons polyester
til produktion af kompositmaterialer. Hertil kommer i 1998 omkring 4.000 tons epoxybaseret
kompositmateriale.

Figur 2.2
Salg af vindmøller fra danske producenter 1983-1998 (kilde:
Vindmølleindustrien 1999). Kurven for eksport ligger over kurven for Danmark i alle år
på nær 1988.
Der har gennem hele perioden været brugt kernemateriale, som har bestået af PVC,
PMI eller balsatræ.
Bortskaffelsesmetoden for kompositaffald afhænger af teknologien på de lokale
forbrændingsanlæg. Op mod 80% af produktionsaffald fra fremstilling af vinger baseret
på polyester og alle forme sendes til deponi og resten til forbrænding.
Produktionsaffald baseret på epoxy sendes udelukkende til deponi, da det aktuelt ikke kan
håndteres på forbrændingsanlæggene. Der er en række forsøg i gang med andre former
for bortskaffelse af produktionsaffald (se afsnit 4.3).
Store professionelle kunder og investorer stiller i dag spørgsmål til bortskaffelse
og genanvendelsesmuligheder.
Levetiden for en vindmølle er mindst 20 år, som er den levetid, der garanteres af
producenterne. Den faktiske levetid vil dog også afhænge af tilskudsordninger og
energipolitik.
Et indgående statistisk materiale vedrørende nedtagning af møller er for nylig
blevet udarbejdet af Energi- og miljødata (Energi- og miljødata 2000). Af møllerne
opstillet i begyndelsen af 1980-erne (20 år gamle) er 25-30 % nu nedtaget, mens 4-10%
(årsvariation) af møllerne opstillet i perioden 1984-1993 er nedtaget. Af 332
registrerede, nedtagne møller er gennemsnitsalderen 9,2 år, men der er meget stor
spredning. Årsagen til at møllerne tages ned er (% angivelse på baggrund af møllernes
effekt) havari (6%), defekt (6%), plads til nye møller (69%) og ukendt (19%). Af de
nedtagne møller er ca. halvdelen skrottet (igen udtrykt i effekt), mens den anden halvdel
er videresolgt. De videresolgte møller bliver enten genopstillet i Danmark eller
eksporteret, især til Sverige og Østeuropa. Der henvises til Energi- og miljødatas
publikation for flere detaljer.
Hovedårsagen til nedtagningen (regnet i effekt) er altså at opstille mere
energieffektive møller på samme sted tilskyndet af afregningen for el. Ifølge
oplysninger fra Energiministeriet er der ikke en direkte tilskudsordning, som giver
støtte til at nedtage gamle vindmøller og sætte nye op, men der gives favorable
afregningsvilkår for el produceret med de nye møller.
I år 2000 blev der bortskaffet ca. 80 vindmøller med samlet ca. 8 MW effekt. Udtrykt
i antal møller er det omtrent en fordobling i forhold til de foregående to år. Hvis der
regnes med, at der indgår 12-16 tons komposit pr. MW, svarende til møller produceret i
1985, kan det samlede kompositindhold i nedtagne møller estimeres til 100-130 tons. Der
må dog regnes med, at der er en større usikkerhed på omregningen fra MW til tons
kompositmateriale, og at usikkerheden på dette estimat er større end intervalbredden
indikerer. En del af disse møller er blevet genopstillet (som nævnt er omkring halvdelen
af alle nedtagne møller genopstillet).
På grundlag af modellen med levetidsfordeling (se bilag B) er de samlede mængder
affald af kompositmateriale fra udtjente vindmøller i år 2000 beregnet til 64-320 tons.
De faktiske mængder synes således at ligge i den lave ende af modellens forudsigelser,
men dog stadig inden for det interval, der beregnes med modellen.
Der findes i dag ingen teknologi til genanvendelse af udtjente kompositprodukter, som
er afprøvet i fuldskala, hvorfor vinger og møllehuse deponeres. Som omtalt i afsnit 4.3
er der de seneste år lavet pilotforsøg med alternative bortskaffelsesformer for
vindmøllevinger.
Inden for transportsektoren anvendes komposit til:
 | Togdele |
 | Paneler til køletrailere, kølevogne, kølecontainere mm. |
 | Andre lastbiler, fx tankvogne til ørredtransport |
 | Bildele |
 | Campingtrailere, hestetrailere, tagbokse m.m. |
Kompositmaterialer kan anvendes til hele den udvendige togbeklædning, og indvendigt
anvendes materialerne især til førervognspult, trapper, gulve og wc-kabiner.
I togdele produceret i Danmark anvendes hovedsageligt en sandwichkonstruktion i dele
til tag og front, hvor der kræves stor styrke. Basispolymeren består af polyester. Som
armering anvendes glasfiber, hvis andel varierer fra 20-50% - gennemsnitligt regnes med
30%. Nogle gange anvendes kulfiber som armering. Kernematerialet består af PVC-skum (mest
anvendt) eller balsatræ. Der tilsættes ATH (aluminiumtrihydroxyd) som brandhæmmer. I
importerede tog kan der eventuelt være anvendt andre brændhæmmere. Det skal bemærkes,
at der til indvendige togdele også bruges andre typer af laminater, som ikke er omfattet
af denne undersøgelse.
Kompositmaterialer anvendes i stor udstrækning til isolerede paneler til
køletrailere, kølevogne, kølecontainere mm. I det følgende vil de samlet omtales som
køletrailere, som vurderes at udgøre hovedparten. Til fremstilling af én køletrailer
anvendes i størrelsesordenen 1,4 tons polyesterbaseret komposit, hvoraf 29% er glas.
Sandwichkonstruktionen består af en glasfiberarmet polyestermatrix med en kerne af
opskummet polyurethan, polystyren eller PVC. Polyurethan anvendes i 90% af tilfældene og
PVC kun i få. Desuden bruges gelcoat af polyester og lim af polyurethan. Limen anvendes
til bagsektionen til at lime skumblok og laminater sammen og til at samle kasserne.
Der anvendes også kompositmaterialer i lastbiler med faste sider, men sammenlignet med
køletrailerne drejer det sig om få enheder. Der er tale om en lettere isolering end i
kølebiler, idet der anvendes stålplader belagt med plast.
Inden for bilbranchen anvendes komposit til blandt andet skærme og kofangere. Det
forventes i branchen at stadig flere bildele vil blive udført i komposit. Der er ingen
dansk produktion af bildele af komposit, og der er i projektet ikke indhentet oplysninger
om sammensætningen af kompositmaterialer i importerede biler. Der er ingen oplysninger om
eventuelle additiver som fx brandhæmmere i produkter til biler.
Trailere udføres i helstøbt glasfiber med forstærket polyesterbund, opbygget som
sandwichkonstruktion på en stålramme.
Det samlede forbrug af kompositmaterialer til produktion i Danmark og det samlede
indhold af kompositmaterialer i færdigvarer inden for transportområdet solgt i Danmark i
2000 fremgår af tabel 2.2. Som det ses, udgør køletrailere den største del af
forbruget inden for anvendelsesområdet.
Der er en væsentlig produktion af togdele af kompositmaterialer i Danmark. Hele
produktionen af togdele eksporteres til udenlandske togproducenter. Inden for de næste 3
år importeres 50 tog fra Tyskland. Hvert tog indeholder ca. 2,5 tons komposit. Desuden
indkøbes 40 IC4 tog fra udlandet, der hver indeholder 1,5 tons komposit. Det svarer til,
at der i alt importeres 185 tons komposit eller omkring 60 tons om året de næste tre
år. Der er ikke foretaget en specifik opgørelse for år 2000, men forbruget af
kompositmaterialer med tog anslås groft til 40-80 tons pr. år. Der har været en
stigende tendens til brug af kompositmaterialer i tog.
Der findes én stor producent af isolerede paneler til køletrailere i Danmark, der
dækker omkring halvdelen af hjemmemarkedet, mens det øvrige marked dækkes af mindre
producenter og import. Indholdet af kompositmaterialer i køletrailere solgt i Danmark i
år 2000 er anslået på grundlag af oplysninger fra den førende producent. De
importerede køletrailere består af de samme materialer som de dansk producerede undtagen
trailere fra én producent, som anvender stållaminat i form af stålplader belagt med
plast.
Der er endvidere i Danmark en mindre produktion af andre typer af lastbiler, bl.a.
baseret på importerede færdige laminater.
Kompositmaterialer anvendes især i biler produceret i Frankrig og andre lande i det
sydlige Europa. Det har ikke været muligt at lave en detaljeret opgørelse af mængderne
af kompositmaterialer i biler solgt i Danmark i år 2000. En opgørelse fra den
Europæiske Plastsammenslutning APME viser, at europæiske biler i gennemsnit indeholder 6
kg plastmaterialer i skærme og andre karosseridele (APME 1999). Delene er lavet af
umættet polyester, polypropylen (PP) og polyphenylether (PPE). Det er ikke nærmere
oplyst hvor stor en del af dette, der udgøres af umættet polyester. Der blev i år 2000
nyregistreret 113.000 biler. Under antagelse af at de indeholdet 6 kg plastmaterialer i
skærme og karrosseridele, svarer det til totalt 680 tons, hvoraf altså kun en del er
baseret på polyester. Sammenholdt med uofficielle data om det samlede forbrug af
polyester til bilindustrien i Europa er indholdet af kompositmaterialer i biler solgt i
Danmark groft anslået til 50-500 tons.
Forbruget af kompositmaterialer til produktion af små trailere i Danmark er anslået
ud fra oplysninger fra råvareleverandører. I mangel af præcise oplysninger om
import/eksport er salget i Danmark skønnet at svare til produktionen i Danmark.
Tabel 2.2
Forbrug af kompositmaterialer til produktion af transportmidler samt indhold
af kompositmaterialer i færdigvarer solgt i Danmark 2000.
Produkt/komponent |
Forbrug til produktion
(tons komposit) |
Tendens |
Salg af færdigvarer i DK
(tons komposit) |
Tendens |
Tog
Køletrailere 1)
Personbiler
Tagbokse, trailere mm. |
120-250
1.300-2.200
-
100-200 |
Stigende
Stabilt
-
Stabilt |
40-80
1.100-1.800
100-500
50-200 |
Stigende
Stabilt
Stigende
Stabilt |
I alt (afrundet) |
1.500-2.700 |
|
1.300-2.600 |
|
1) |
En mindre mængde af dette anvendes til andre typer lastbiler. |
Der findes i dag ca. 80 IC3-tog i brug med en samlet mængde kompositmateriale på
80 tons. Indholdet af komposit i andre tog vurderes at være ubetydelige. Disse tog er
indkøbt omkring begyndelsen af 1990'erne. Levetiden er mindst 30 år for udvendige
togdele. Halvdelen af de indvendige togdele udskiftes ca. hvert 20. år, og levetiden kan
nå op på 50 år.
I 1960erne var der en udbredt brug af kompositmaterialer til karrosseridele til
busser, bl.a. HT-busser og visse typer tog. Denne anvendelse faldt bort i løbet af
1970erne.
Produktionen af køletrailere startede for 25-30 år siden med en produktion svarende
til et forbrug på ca. 300 tons komposit pr. år. Udviklingen har fulgt konjunkturerne, og
i 90'erne har der været et forbrug til produktion svingende mellem 1.000 og 2.000 tons
komposit.
Det er ikke forsøgt at indhente oplysninger om det historiske forbrug med biler og
campingtrailere/vogne.
Yderligere oplysninger om det historiske forbrug fremgår af afsnit 3.2.1 og bilag B.
Inden for togbranchen har produktionsaffald i form af afskæring og forme traditionelt
været sendt til forbrænding, mens fejlstøb indeholdende PVC er blevet deponeret. Samlet
er 80% blevet sendt til forbrænding og 20% deponeret. Inden for det seneste år har der
været flere forsøg med alternativ bortskaffelse af affaldet. Producenterne af togdele
møder i stigende grad spørgsmål og krav fra togfabrikker i udlandet vedrørende
bortskaffelse af udtjente produkter.
Den største producent af køletrailere i Danmark oplyser, at produktionsaffald fra
fremstilling af isolerede paneler til kølebiler i form af afskær og fejlproduktion
sendes til forbrænding. Forme består af metal og sendes til genanvendelse. I branchen
for kølebiler møder man endnu ikke krav fra kunderne, men forventer snart at møde krav
bl.a. i forbindelse med afsætning til det tyske marked, hvor der generelt er større krav
til genanvendelse.
Levetiden for en køletrailer på de danske landeveje er ca. 15 år. En væsentlig del
af de udtjente køletrailere bliver herefter eksporteret til Østeuropa, hvor de kører
endnu nogle år. Der er dog en mindre del, som bliver skrottet i Danmark ved at blive
neddelt og efterfølgende bortskaffet til forbrændingsanlæggene. Et mindre antal
containere genbruges en årrække til noget helt andet, fx hønsehus.
Levetiden for bildele af komposit følger bilens levetid - det vil sige ca. 15 år, med
mindre de beskadiges i forbindelse med uheld og udskiftes i utide. Bildele vil i dag langt
overvejende ende i shredderaffald, mens skærme der skiftes må formodes at ende i
brændbart affald sammen med andet plast fra autoværksteder.
Det er i affaldsprognoserne regnet med, at middellevetiden for hele transportområdet
er 15 til 20 år. Der er i prognoserne ikke taget højde for, at en del af de udtjente
køletrailere eksporteres, men prognoserne skal læses med dette forbehold for øje.
Produkter inden for den maritime sektor omfatter i det væsentligste:
 | Joller, kanoer, kajakker og andre småbåde |
 | Større sejl- og motorbåde |
 | Krigsskibe |
 | Redningsudstyr |
 | Udstyr til offshore. |
For fartøjernes vedkommende består skrog, dæk og overbygning af komposit. Inventar
laves af andet materiale.
Der anvendes typisk en sandwichkonstruktion af polyester, glasfiber og en PVC-kerne.
På udvalgte områder, som kræver stor styrke, anvendes også kulfiber. Glasindholdet er
ca. 40%. En lille del af bådene fremstilles i epoxy-baseret komposit. Det drejer sig
typisk om både, som fremstilles enkeltvis eller i små serier.
På basis af oplysninger fra råvareleverandører vurderes offshore at være et
relativt lille anvendelsesområde for kompositmaterialer i Danmark, og kompositprodukter
til offshore er ikke undersøgt nærmere. En del af de produkter, der anvendes til
offshore er med under profiler i afsnit 2.7. I Norge er offshoreområdet et af de
væsentlige anvendelsesområder for kompositmaterialer.
Det har vist sig vanskeligt at få detaljerede oplysninger om forbruget af
kompositmaterialer i både fra aktører i branchen. Forbruget til produktion er anslået
ud fra oplysninger fra råvareleverandører. Som det fremgår af opgørelsen i tabel 2.3
udgør større sejl- og motorbåde langt den største del af produktionen inden for
sektoren.
Produktion, import og eksport af både fremgår af opgørelserne fra Danmarks
Statistik, men der er tale om et broget marked med usikre statistiske oplysninger, så det
har ikke vist sig muligt at anslå salget Danmark på denne baggrund. Hovedparten af de
producerede både eksporteres, mens hovedparten af både, der sælges i Danmark,
importeres.
Salget af både svinger fra år til år. Det er derfor forsøgt at lave et estimat på
grundlag af forbruget til området over en lidt længere tidsperiode. Søsportens
Brancheforening skønner, at der findes 55.000 aktive både og 10-15.000 passive både
over 7,5 m (med overnatningsmulighed). Det skønnes endvidere at der er 250.000 aktive
både og 30-40.000 passive både under 7,5 m (uden overnatningsmulighed). At bådene er
passive betyder at de aktuelt ikke anvendes.
En båd på 7,5 m (25 fod) indeholder ca. 650 kg kompositmateriale. På basis af
oplysninger fra bådproducenter skønnes den gennemsnitlige vægt af både over 7,5 m at
være 0,9-1,4 tons, mens den gennemsnitlige vægt af de små både skønnes til 100-200
kg. Under disse forudsætninger kan den samlede mængde af kompositmateriale i bådene
(såvel aktive som passive) anslås til 87.000-156.000 tons. Hvis det indledningsvis
antages at disse både repræsenterer forbruget de seneste 35 år svarer det til et
forbrug på 1.700-2.800 og 800-1.700 pr. år for henholdsvis store og små både.
Der har været en afmatning i salget af både siden begyndelse af 1990erne, og
det anslås derfor, at forbruget i 2000 har været mindre end gennemsnittet i de 35 år.
På den baggrund er forbruget, som fremgår af tabel 2.3, groft anslået.
Forbruget med redningsudstyr, er groft anslået af forfatterne.
Tabel 2.3
Forbrug af kompositmaterialer til produktion af produkter inden for den
maritime sektor samt indhold af kompositmaterialer i færdigvarer solgt i Danmark 2000.
Produkt/komponent |
Forbrug til produktion
(tons komposit) |
Tendens |
Salg af færdigvarer i DK
(tons komposit) |
Tendens |
Sejl- og motorbåde > 7,5 m
Joller, kanoer mm. <7,5 m
Redningsudstyr |
1.100-1.900
90-210
<100 |
Svingende
Svingende
? |
600-2.000
300-1.000
<100 |
Svingende
Svingende
? |
I alt |
1.200-2.200 |
|
900-3.100 |
|
I år med leverancer til Søværnet bruges i størrelsesordenen 75-150 tons polyester om
året til dette, som altså ikke påvirker det samlede forbrug. Der har ikke været nogen
produktion til søværnet i 2000.
Produktionen af joller og sejlbåde startede i slutningen af 60'erne. Fra
slutningen af 70'erne indtil kartoffelkuren i slutningen af 80'erne blev der anvendt i
størrelsesordenen 2.000-3.000 tons polyester om året til produktion af både i Danmark.
Forbruget med solgte både i Danmark var skønsmæssigt det samme. I 1987, da produktionen
begyndte at falde, blev der anvendt ca. 1.800 tons polyester, heraf 1.200 tons til
produktion af store både.
Det anslåede akkumulerede forbrug til produktion af både i Danmark i perioden
1965-2000, jf. afsnit 3.2.1 og bilag B, er 75.000-118.000 tons, mens den samlede bestand
af både, som nævnt ovenfor er estimeret at indeholde 87.000-156.000 tons. Under
antagelse af, at der indtil nu kun er kasseret en ubetydelig mængde, er indholdet af
kompositmaterialer i den aktuelle stand anvendt som udgangspunkt for at estimere det
historiske salg af både, der bruges til beregning af affaldsprognoserne, der omtales
nærmere i bilag B.
I år med leverancer til Søværnet bruges i størrelsesordenen 75-150 tons polyester
om året til dette. Produktionen af Standard Flex både begyndte i midten af 80'erne og
ophørte i starten af 90'erne. Det samlede indhold af kompositmateriale i de producerede
både er af producenter skønnet til 1400 tons. I 1996-98 blev der produceret 4
minerydningsfartøjer (MSF'ere), som samlet indeholder 200 tons komposit. Indholdet i
disse både er ubetydeligt i forhold til de samlede mængder i sejl- og motorbåde.
Det har kun været muligt at få meget begrænsede oplysninger om håndteringen af
produktionsaffald fra produktion af både.
Levetiden for fartøjerne skønnes at være mindst 30 år. Levetiden forlænges mest
muligt gennem reparation og vedligeholdelse, og for store både formodes levetiden at
være betydeligt større. Få fartøjer bortskaffes tidligere på grund af brand.
Søsportens Brancheforening skønner som nævnt, at der findes 10-15.000 passive både
over 7,5 m og 30-40.000 passive både under 7,5 m. Halvdelen af de passive både skønnes
af brancheforeningen at være udtjente og burde skrottes. Bådene, der burde skrottes,
indholder skønsmæssigt 4.500-10.500 tons komposit i store både og 1.500-4.000 tons i
små både. Dette kan holdes op mod, at der i prognoserne udarbejdet i dette projekt for
både regnes med, at der de næste ti år vil blive bortskaffet 870-8.400 tons
kompositmateriale med store både og 2.500-10.100 tons med små både.
Det formodes, at de fleste større fartøjer deponeres efter brug, men det har ikke
været muligt at finde konkrete eksempler på bortskaffede større både. Det kan ikke
afvises at nogle både bortskaffes ved at blive sænket på havet, men en stor producent
af både mener ikke, at denne praksis anvendes. I danske farvande vil sænkede både
uvægerligt være til gene for fiskeriet, og det vurderes, at en sådan praksis, som også
er ulovlig, næppe vil anvendes i et omfang så det får mærkbar indflydelse på
affaldsmængderne.
Der er eksempler på småbåde, der deponeres, og på dele af småbåde, som
bortskaffes til forbrænding. Det synes dog, at der indtil nu kun er bortskaffet relativt
få både, og at mange både får lov at ligge passive i mange år.
2.5.1 Anvendelser
Inden for affalds- og spildevandsområdet anvendes kompositmaterialer til:
 | Kloakforinger |
 | Affaldscontainere |
 | Beholdere og afdækningsplader til renseanlæg |
 | Fittings og rør. |
Kloakforinger anvendes til at forsyne rørledninger med en indvendig foring af
kompositmateriale. Foringen foretages ved at en "strømpe" af polyesterfiber
eller glasfiber imprægneret med polyester eller epoxy føres ned gennem den ene brønd og
bliver krænget gennem røret frem til den anden brønd ved hjælp af trykluft, som også
sørger for, at filtrøret tilpasser sig det gamle rør fuldstændigt. Derpå skal
polyesteren/epoxyen i strømpen hærde, hvilket for nogle polyestere foregår ved hjælp
af varme (via damp eller vand) og for andre ved belysning (stærkt UV-lys). Det har ikke
været muligt få præcise oplysninger om, hvor stor en andel fibrene udgør af det
færdige kompositmateriale, men det anslås groft som gennemsnit at udgøre 25-40%.
Affaldscontainere, herunder igloer til glas og papir, fremstilles af en
laminatkonstruktion i en manuel laminering, hvor glasfiber smøres ind i polyester
eventuelt i flere lag. Indholdet af glas udgør 33%. Der er tidligere anvendt blychromat
til gule, orange og røde containere. Mindre affaldscontainere som anvendes i private
husstande er oftest lavet af thermoplast.
Beholdere og fittings fremstilles i en laminatkonstruktion på basis af polyester. Som
armering anvendes glasfiber, og glasprocenten udgør 35-60%. Additiver indgår i
polyesteren. En producent oplyser, at det inden for en 5 års periode forventes, at glas i
stigende grad erstattes af hamp.
2.5.2 Produktion og forbrug i
Danmark
Der foregår i Danmark en produktion af kloakforinger, hvor fiberstrømper
præimprægneres med polyester eller epoxy. En del af produktionen eksporteres, mens der
samtidig er en import af præimprægnerede fiberstrømper. Baseret på oplysninger fra en
førende producent vurderes eksport og import stort set at opveje hinanden.
Der findes i dag en enkelt stor producent af affaldscontainere i Danmark. Forbruget til
produktion er anslået ud fra oplysninger fra råvareleverandører. Eksport og import
vurderes at være relativt beskeden, og indholdet at kompositmaterialer i produkter solgt
i Danmark anses groft regnet at svare til produktionen.
Der er kun en lille produktion af rør, afdækningsplader m.m. i Danmark. Der foregår
import fra Polen, Sverige og Finland af udstyr til spildevandsområdet. Der er tale om
mange produkter, og det samlede forbrug til disse andre anvendelser er anslået med meget
stor usikkerhed.
Tabel 2.4
Forbrug af kompositmaterialer til produktion af kompositprodukter inden for affalds-
og spildevandsområdet samt indhold af kompositmaterialer i færdigvarer solgt i Danmark
2000.
Produkt/komponent |
Forbrug til produktion
(tons komposit) |
Tendens |
Salg af færdigvarer i DK
(tons komposit) |
Tendens |
Kloakforinger
Affaldscontainere
Afdækningsplader, rør mm |
2.700-5.000
200-400
30-110 |
Stigende
Stabilt
Stabilt |
2.400-4.500
200-400
20-140 |
Stigende
Stabilt
? |
I alt (afrundet) |
2.900-5.500 |
|
2.600-5.000 |
|
2.5.3 Historisk udvikling
Brugen af kloakforinger startede i slutningen af 1970erne. I midten af
1980erne anvendtes der i størrelsesordenen 200-300 tons/år polyester til formålet
stigende til ca. 500 tons/år ved slutningen af 1980erne. Forbruget er steget
kraftigt i de seneste år.
Produktionen af affaldscontainere startede for 30 år siden. Tidligere har der været
flere producenter. Udviklingen i produktionen har fulgt initiativerne til affaldssortering
inden for miljøområdet. I forbindelse med krav om sortering af papir og glas er der
således udviklet igloer til papir og glas, som er henholdsvis brandsikre og støjdæmpede
og farvet med genkendelige farver og symboler.
I starten af 80'erne blev der anvendt 150-250 tons polyester pr. år til produktion af
affaldscontainere. Fra midten af 90'erne og frem til i dag er der anvendt 300-500 tons
polyester pr. år. Det akkumulerede historiske forbrug på 3000-6000 tons (se bilag B)
svarer til 70.000-125.000 affaldscontainere à 50 kg. En førende danske producent
vurderer bestanden af affaldscontainere til at være væsentligt større, hvilket
indikerer, at det historiske forbrug kan være underestimeret. Det har dog ikke været
muligt at få antallet af containere nærmere bekræftet.
Yderligere oplysninger om det historiske forbrug fremgår af afsnit 3.2.1 og bilag B.
2.5.4 Affaldsbortskaffelse
Der er meget begrænsede mængder affald fra produktion af kloakforinger. Hovedparten
af affaldet bortskaffes til cementproduktion. Produktionsaffald fra fremstilling af de
øvrige produkter sendes til forbrænding eller deponeres. En producent oplyser, at
fraklip af glas sendes til genanvendelse i Tyskland.
Generelt oplever de kontaktede producenter ikke kunderelaterede krav til bortskaffelse
og genanvendelse af affald. Men kommunerne stiller spørgsmål til bortskaffelse af
affaldscontainere.
Kloakforinger forventes at holde i mange år og antages ikke at dukke op som affald
inden for den tidshorisont, der er dækket af dette projekt. Der er derfor ikke indhentet
oplysninger om eventuelle erfaringer med bortskaffelse af kloakforinger.
Producenter af affaldscontainere vurderer at produkternes faktiske levetid overstiger
25 år. Produkternes levetid forlænges gennem reparation og vedligeholdelse. En stor del
af alle affaldscontainere fremstillet 25 år tilbage skulle således stadig være i brug.
Dette er lidt i modsætning til vurderinger fra andre i branchen, der anslår at
affaldscontainerne formentlig ikke holder meget mere end 10 år. Oplysninger fra
affaldsselskaber indikerer, at de firkantede affaldscontainere er begyndt at dukke op som
affald, hvorimod "igloerne" stadig ikke ses som affald. Hos nogle
affaldsselskaber skæres udtjente affaldscontainere i mindre enheder på under 1 m² og
sendes til forbrænding, mens jern tages fra til genbrug. Hos andre bliver containerne
deponeret uden at blive adskilt.
2.6.1 Anvendelser
Polyesterbeton og kunstmarmor anvendes til produktion af:
 | Foderkrybber |
 | Rørkoblinger |
 | Afløbsrender |
 | Facadekomponenter |
 | Bordplader, vaske, underlagsplader og parasolfødder. |
Polyesterbeton (eller polymerbeton) fremstilles i en konstruktionstype, som af en
producent kaldes konglomerat, der består af gennemsnitligt 12-17% (gennemsnit 13%)
polyester og fyldstoffer i form af kvarts og kalciumcarbonat. Polyesterbeton har normalt
en sandstensagtig eller beige farve. Til facadekomponenter anvendes oftest en gråhvid
farve, som kan være glat eller let sandblæst.
Kunstmarmor består af 15-20% polyester, hvori der er indlejret dolomit, granit m.m.
som fyldstof. Produkter af kunstmarmor, der anvendes til bordplader, vaske m.m., ligner
naturlige stenprodukter og kan have såvel en glat som en ru overflade. Brudstyrken for
kunstmarmor er 2½ gange større end for beton.
2.6.2 Produktion og forbrug i
Danmark
Der findes et større antal mindre producenter af de forskellige produkter. Op mod
1/3 del af det årlige forbrug er importerede produkter, og en tilsvarende andel
eksporteres.
Baseret på oplysninger fra råvareleverandører skønnes det, at der årligt anvendes
1.000-1.500 tons polyester til produktion af alle produktgrupperne.
Det årlige forbrug af komposit med produkter solgt i Danmark vurderes samlet set at
ligge på omkring 10.000 tons, og forbruget er for øjeblikket relativt stabilt.
Tabel 2.5
Forbrug af kompositmaterialer til produktion af polyesterbeton og kunstmarmor
samt indhold af kompositmaterialer i færdigvarer solgt i Danmark 2000.
Produkt/komponent |
Forbrug til produktion
(tons komposit) |
Tendens |
Salg af færdigvarer i DK
(tons komposit) |
Tendens |
Polyesterbeton
Kunstmarmor |
4.300-7.500
2.300-4.300 |
Svagt stigende
Stabilt |
5.500-7.000
2.000-4.000 |
Svagt stigende
Stabilt |
I alt |
6.600-11.800 |
|
7.500-11.000 |
|
2.6.3 Historisk udvikling
Produktionen af kunstmarmor startede i begyndelse af 1980erne med produktion
af sofaborde, pejseplader og håndvaske. Forbruget toppede i perioden 1985-1995. Forbruget
af polyesterbeton har været svagt stigende de seneste 20 år.
En producent skønner, at der samlet de sidste 15 år er blevet omsat 150.000 tons
polyesterbeton og kunstmarmor, svarende til et gennemsnit på 10.000 tons om året,
hvilket svarer godt til oplysninger om forbruget af polyester til området, som anvendes i
estimaterne over det historiske forbrug i afsnit 3.2.1 og bilag B.
2.6.4 Affaldsbortskaffelse
En producent oplyser, at alt hærdet produktionsaffald sendes til genbrug, idet
affaldet nedknuses og indgår i vejfyld. Det er ikke undersøgt, om det også er praksis
hos de øvrige producenter.
Branchen oplever ingen spørgsmål eller krav fra kunder vedrørende
affaldsbortskaffelse.
Polyesterbeton forventes at have en levetid på 100 år, dersom det ikke udsættes for
mekanisk slid eller særligt aggressive kemikalier. I nogle miljøer er levetiden dog ikke
mere end ca. 10 år. Det samme gælder for kunstmarmor, hvor der nærmere er tale om en
æstetisk levetid, hvor produkterne bortskaffes, fordi de bliver umoderne.
Udtjente produkter vil typisk deponeres, og ofte sammenblandes de med andet byggeaffald
i forbindelse med ombygning eller nedrivning.
2.7.1 Anvendelser
Kompositmaterialer optræder i byggebranchen - udover produkter af polyesterbeton - i
følgende produkter:
 | Badeværelser |
 | Profiler |
 | Klare tagplader |
 | Vægbeklædning. |
Badeværelser af kompositmaterialer anvendes primært på hoteller, institutioner og i
gamle ejendomme. Vægbeklædningen består af keramiske fliser, der er støbt ind i en
bagbeklædning af glasfiber. Fliserne holdes på plads af polyester. Som kernemateriale
mellem glasfiberpladerne i denne sandwichkonstruktion anvendes kalciumsilicatplader, der
er specielt velegnet til vådrum. Andelen af glasfiber i sandwichkonstruktionen udgør ca.
30%.
Profiler anvendes inden for byggesektoren til eksempelvis vinduer i vinduesrammer, men
der anvendes også profiler inden for mange andre brancher til opbygning af målerskabe,
karosseriopbygning, riste til rensningsanlæg, bjælker til vindmøllevinger samt trapper
og broer til offshore. Profilerne består af en laminatkonstruktion. En større producent
i Danmark anvender pultrudering som produktionsproces, som foregår ved, at måtter af
glasfiber vikles omkring kernen af en form, hvorefter polyester pumpes ind i formen. Når
produktet er hærdet, trækkes det ud af formen. Der anvendes i mindre grad phenol (ca.
5%), der har bedre brandtekniske egenskaber.
Klare tagplader af fiberarmeret polyester anvendes typisk sammen med bølgeeternit på
steder, hvor der ikke er så store krav til klarhed i tagpladerne. Klare tagplader til
terrasser og havestuer og klare kupler til ovenlys er i dag typisk lavet af PVC eller
acrylplast.
Vægbeklædninger anvendes muligvis i et vist omfang, men der er tale om importerede
produkter, der ikke er hentet nærmere oplysninger ind om.
2.7.2 Produktion og forbrug i
Danmark
Omsætningen af badeværelser på det danske marked skønnes at være 50 tons pr.
år. En stor producent af badeværelser oplyser, at 50% eksporteres. Der sker ingen
import.
Forbruget af komposit til profiler og forbruget med færdigvarer er groft skønnet ud
fra oplysninger fra råvareleverandører og producenter. Det oplyses, at der importeres
meget små mængder inden for denne produktgruppe.
Der er ingen dansk produktion af klare tagplader af komposit, men en begrænset import,
som er anslået ud fra oplysninger fra en førende importør.
Tabel 2.6
Forbrug af kompositmaterialer til produktion af produkter inden for
byggesektoren (ekskl. polyesterbeton) samt indhold af kompositmaterialer i færdigvarer
solgt i Danmark 2000.
Produkt/komponent |
Forbrug til produktion
(tons komposit) |
Tendens |
Salg af færdigvarer i DK
(tons komposit) |
Tendens |
Badeværelser og andre bygningsdele
Profiler
Klare tagplader
Vægbeklædning |
300-600
1.200-2.300
-
? |
Varierende
Stigende
-
? |
30-70
480-1.150
50-150
? |
Varierende
Stigende
Stabilt
? |
I alt (afrundet) |
1.500-2.900 |
|
560-1.400 |
|
2.7.3 Historisk udvikling
I 60'erne og 70'erne blev der fremstillet ca. 5.000 badeværelser med ca. 250 kg
komposit i hver, svarende til en samlet mængde på 1.250 tons.
Produktionen af profiler har fundet sted i mere end 20 år. Det har ikke været muligt
at få oplyst mængder omkring den historiske udvikling, men det skønnes, at forbruget
før 1990 var ret beskedent.
I opgørelserne over det historiske forbrug, som fremgår af afsnit 3.2.1, er forbruget
til bygning og sanitet (ekskl. ovenlys, som er opgjort for sig) i mangel af mere præcise
oplysninger slået sammen til én kategori.
Produktionen af ovenlysvinduer og klare kupler af glasfiberarmeret polyester toppede i
1970erne. Senere er en stor del af anvendelserne blevet erstattet af produkter af
PVC og acryl.
Der har tidligere været en produktion af ventehuse til busstoppesteder. Produktionen
toppede i 1970erne, men husene ses stadig mange steder i landet. Se i øvrigt afsnit
3.2.1 og bilag B.
2.7.4 Affaldsbortskaffelse
Et badeværelse regnes for at have en levetid på 30 år, idet kundesegmentet er mindre
modefikseret. Badeværelset kan moderniseres ved at klæbe nye fliser uden på de
eksisterende.
Produktionsaffald fra fremstilling af profiler forbrændes, og større emner over 1 m²
samt glasfiber og udhærdet polyester deponeres. Forme genbruges. Andelen af affald til
forbrænding kan øges ved forudgående nedknusning. Der forsøges med formaling af
nedknust materiale med henblik på at genanvende det som fyldstof i nye produkter.
Kunderne stiller i dag ingen spørgsmål eller krav til genanvendelse af udtjente
profiler. Profilernes levetid er ca. 25-30 år. Levetiden kan forlænges ved
overfladebehandling. Andre produkter har en levetid på mellem 10-15 år.
Der findes en lang række andre anvendelser af kompositmaterialer, hvoraf skal nævnes:
 | Industritanke, jordtanke og landbrugssiloer |
 | Flagstænger |
 | Svømmebassiner, spabade, legeredskaber m.m. |
 | Tagdækning og redekasser til minkfarme |
 | Skorstensforinger |
 | Diverse militære anvendelser |
 | Småanvendelser som stolesæder, hjelme, bandager m.m. |
Som tidligere omtalt anvendes der også kompositmaterialer i elektroniske og elektriske
produkter, men disse anvendelser er ikke dækket af denne kortlægning.
Industritanke anvendes til opbevaring af kemikalier. Jordtanke bruges som oftest til
olie og landbrugssiloer til opbevaring af foder.
Tanke, siloer, skorstensforinger og stolesæder produceres i en laminatkonstruktion
bestående af polyester og glasfiber. Glasprocenten varierer mellem 40 og 50% for tanke og
siloer. Andelen af glasfiber i stolesæder er ca. 25%, og der indgår kridt som fyldstof.
Stolesæder af kompositmateriale har været udbredt på stadions, men er på vej ud af
markedet til fordel for sprøjtestøbte emner.
Kompositmaterialer kan anvendes til forskellige militære formål, eksempelvis i form
af raketrør. Disse anvendelser (bortset fra flådefartøjer i afsnit 2.4) er ikke
nærmere undersøgt, og det er ikke forsøgt at estimere, hvor store mængder der
omsættes med disse anvendelser.
2.8.2 Produktion og forbrug i
Danmark
Forbruget til produktion inden for de forskellige anvendelsesområder er skønnet
på baggrund af oplysninger fra råvareleverandører.
Tanke, siloer m.m. produceres hos én større producent og flere mindre (eller
producenter, hvor dette produktområde udgør en mindre del). Der er en væsentlig import
hovedsageligt fra Italien. Udviklingen i produktionsvolumen forventes at være uændret.
Produktion og forbrug af flagstænger har været relativt stabilt i en årrække. Der
er en mindre import og eksport, som antages i store træk at opveje hinanden.
Inden for skorstensforinger er markedet mindre gennemskueligt, og der importeres en del
produkter. Det samlede forbrug vurderes dog at være relativt lille og indgår i tabellen
under "andet".
Der er en række producenter i Danmark af spabade, legeredskaber m.m. Import og eksport
er ikke undersøgt nærmere, men antages for den samlede gruppe at opveje hinanden. For
"andet" er import/eksport heller ikke undersøgt nærmere. For at tage højde
for anvendelser som ikke er beskrevet er salget af andre varer anslået med relativ stor
usikkerhed.
Tabel 2.7
Forbrug af kompositmaterialer til produktion af kompositprodukter under
"andre anvendelser" samt indhold af kompositmaterialer i færdigvarer solgt i
Danmark 2000.
Produkt/komponent |
Forbrug til produktion
(tons komposit) |
Tendens |
Salg af færdigvarer i DK
(tons komposit) |
Tendens |
Tanke og siloer
Flagstænger
Legeredskaber, svømmehaller mm
Udstyr til minkfarme
Andet |
480-810
270-430
30-70
10-30
70-200 |
Stabilt
Stabilt
Stabilt
Stabilt
? |
300-900
270-430
30-70
10-30
70-500 |
Stabilt
Stabilt
?
?
? |
I alt (afrundet) |
860-1.500 |
|
680-1.900 |
|
2.8.3 Historisk udvikling
De første tanke og siloer blev produceret i Danmark i starten af 70'erne.
Produktionen har gennemsnitligt ligget på 500 enheder om året. Produktionen af
landbrugssiloer er konjunkturafhængig og har således været faldende i 80'erne og
stigende i 90'erne. I begyndelsen af 1970erne var der et boom i forbruget til
belægning af olietanke grundet lovkrav om belægning af udendørs olietanke med
glasfiberarmeret polyester. Denne anvendelse er ganske beskeden i dag, hvor den
hovedsageligt udgøres af belægning af tanke til tankstationer. Der skønnes af en
førende producent, at der findes 20-25.000 tanke og siloer i Danmark. Heraf er der ca.
1.500 store enheder, der hver vejer ca. 2 tons, og resten er små enheder med en vægt på
ca. 300 kg. Desuden skønnes der at være ca. 20.000 jordtanke. Dette svarer i runde tal
til 20.000 tons. Det akkumulerede historiske forbrug, jf. bilag B, er estimeret til
15.000-36.000 tons.
Produktion og brug af flagstænger af kompositmaterialer startede i 1960erne, og
forbruget har været relativt stabilt de seneste 20 år.
Produktionen af stolesæder har fundet sted siden 60'erne. Det er ikke muligt at sige
noget om, hvordan produktionen til det danske marked har udviklet sig.
I opgørelserne af det historiske forbrug i afsnit 3.2.1 og bilag B er en lang række
at disse produkter slået sammen i én kategori.
2.8.4 Affaldsbortskaffelse
For de undersøgte produkter gælder, at alt produktionsaffald forbrændes. De
kontaktede producenter oplever ingen krav fra kunder vedrørende bortskaffelse og
genanvendelse af affald.
For tanke og siloer er levetiden ifølge producenter 30-40 år. Produkternes levetid
forlænges gennem reparation og vedligeholdelse. Det er almindeligt, at brugte tanke og
siloer, der er over 20 år gamle, sælges videre til forholdsvis høje priser og genbruges
direkte. Som følge af stormskader eller andre ulykker bortskaffes årligt ca. 5 siloer.
Udtjente produkter bortskaffes ved at skære dem i stykker til enheder på under 1 m² og
sende dem til forbrænding. Desuden må det formodes, at mindre tanke bliver deponeret.
Efter endt brug er det almindelig procedure, at jordtankene fyldes med sand og forbliver i
jorden.
For stolesæder er levetiden over 30 år. Der findes stadig produkter i brug, som blev
produceret i 60'erne.
Affaldsbortskaffelse af de øvrige produkter er ikke nærmere undersøgt.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |