Renere teknologiprojekter 1996

Review of Environmental Fate and Effects of di (2-ethylhexyl) phthalate

Arbejdsrapport nr. 54, 1996
Miljøstyrelsen

Der foreligger mange rapporter om DEHPs fysiske og kemiske egenskaber. Alligevel er der stor usikkerhed om dette stofs egenskaber på grund af eksperimentelle vanskeligheder i forbindelse med vurderingen. Denne undersøgelse er et forsøg på at tilvejebringe en grundig redegørelse over DEHPs miljøpåvirkninger.

Generelt anses DEHP for at være ikke let bionedbrydeligt. Når mikroorganismerne er blevet akklimatiseret, nedbrydes stoffet dog ret hurtigt. På grund af den udbredte brug af DEHP forventes det, at mikroorganismerne i mange renseanlæg er blevet akklimatiseret og dermed i stand til at nedbryde DEHP. I nogle laboratorieforsøg, hvor der er anvendt mikroorganismer fra renseanlæg, som allerede var eksponeret for DEHP, har man fundet, at stoffet er let bionedbrydeligt. Massebalancer fra renseanlæg udarbejdet på basis af kemiske analyser viser imidlertid, at der på grund af DEHP’s stærke sorption til partikelformigt stof kun kan forventes ringe nedbrydning i praksis. Med udgangspunkt i test, der simulerer forholdene i vandmiljøet, konkluderes det endvidere, at nedbrydningen i miljøet er betydelig mindre end i renseanlæg. Endelig forventes der ikke nogen bionedbrydning under anaerobe forhold.

DEHP’s bioakkumulering er blevet undersøgt i adskillige forsøg med vandlevende organismer fra forskellige taksonomiske grupper. Der er blevet bestemt biokoncentreringsfaktorer (BFCs) fra 40 til mere end 100.000, og det er derfor blevet konkluderet, at DEHP er meget bioakkumulerbart.

Det kan endvidere konkluderes, at der hverken er fundet akut eller kronisk dødelighed ved koncentrationer under eller på vandopløselighedsgrænsen (0,05 mg/l). På det biokemiske niveau er der imidlertid fundet ændringer eller effekter ved lave koncentrationer (NOEC = 0,0037 mg/l). I laboratorieforsøg er det desuden muligt at teste DEHP i koncentrationer, der er betydeligt højere end vandopløselighedsgrænsen, da stoffet danner stabile emulsioner, fordi det er en væske med vægtfylde tæt på 1 g/ml. Ved disse betingelser er der fundet akut dødelige effekter ved koncentrationer på kun nogle få mg/l. Disse resultater kan imidlertid ikke ekstrapoleres til naturlige miljøforhold, da sådanne emulsioner hverken kan forventes at blive dannet eller at være stabile i naturen. Der forventes derfor ingen akut toksiske effekter i miljøet.

Det anbefales, at DEHP bliver klassificeret "R53: Kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet" på grund af stoffets generelt lave bionedbrydelighed i test for let bionedbrydelighed, dets lave bionedbrydelighed i praksis i renseanlæg og i vandmiljøet, dets store bioakkumuleringspotentiale og dets lave vandopløselighed.

Da der imidlertid ikke er fastsat nogen praksis for vurdering af toksiske effekter ved koncentrationer over vandopløselighedsgrænsen i relation til miljøfareklassifikation, anbefales det, at man diskuterer og træffer beslutning om, hvordan disse data skal fortolkes. Hvis disse toksicitetsdata medtages i vurderingen, kan man tildele miljøfareklassifikationen "N;R51/53: Giftig for organismer, der lever i vand og kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet".

Som det fremgår af nærværende undersøgelse er der stadig nogle områder inden for miljøvurderingen af DEHP, som bør vurderes nærmere. Det anbefales derfor, at følgende emner tages i betragtning med henblik på yderligere undersøgelser eller forskning:
Ændringer eller effekter på biokemisk niveau. Hvad er årsagen til disse forandringer? De kan måske skyldes stoffets fysiske indvirkning, som f.eks. sorptionen til testorganismernes overflade. Hvilke konsekvenser vil disse forandringer få for testorganismen, populationen eller for økosystemet?
Østrogenlignende effekter. Det er blevet påvist, at nogle phthalater udviser østrogenlignende effekter. Det bør undersøges og vurderes yderligere, om det også forholder sig sådan med DEHP. Hvis det er tilfældet, hvad er så de økologiske konsekvenser?

Forfatter/Udførende institution

Finn Pedersen, VKI (Vandkvalitetsinstituttet), og Jørgen Larsen, DTI (Dansk Teknologisk Institut)

Rapporten er udarbejdet med tilskud fra Rådet vedr. genanvendelse og mindre forurenende teknologi.

ISSN. 0908-9195
ISBN. 87-7810-650-8