| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Renere teknologiprojekter 1997
Arbejdsrapport nr. 28, 1997
Miljøstyrelsen
Dette demonstrationsprojekt i miljørigtig projektering omhandler udvidelse af Aalborg
Tekniske Skole. Projektet indgår i byggeprojektfaserne "projektforslag" og
"hovedprojekt". Formålet med projektet er at opnå erfaringer med såvel
metodeudvikling som praktisk afprøvning.
Byggeprojektet omfatter opførelse af en ny bygningsfløj på 5.800 m2 i
tilknytning til de eksisterende bygninger på Øster Uttrup Vej 1 i Aalborg.
Projektets bærende idé er at bibringe skolens brugere et sundt undervisningsmiljø og indeklima under forudsætning af en
miljømæssig optimal løsning.
Projektforudsætningerne har været præget af de økonomiske og tidsmæssige rammer
for projektet.
Der er indledningsvis foretaget en overordnet kortlægning af et undervisningsbyggeri
suppleret med eksisterende erfaringer med LCV inden for byggeri og byggematerialer.
Desuden er byggeprogrammet og arkitektforslaget kortlagt samt disponeringsforslaget og de
lokale forhold.
For ressourceforbrug og emissioner for byggematerialer vurderes det generelt, at
indvindinger/fremstilling samt drift og til dels udførelsen er de faser, som generelt
bidrager til den største miljøpåvirkning. I forhold til materialer viser bl.a. cement,
asfalt, betons- og gipsvarer samt stålkonstruktioner at være blandt de varegrupper
indenfor byggeri, som har det største ressourcetab og energiforbrug.
Matriklen ved Øster Uttrup Vej viser sig at være særdeles velegnet til
undervisningsbyggeri, da karakteren af grunden og omgivelserne medfører en begrænset
anden mulig anvendelse af området.
I gennemgangen af byggeprogrammet for projektet vejer de funktionsmæssige krav tungt.
De miljø- og ressourcemæssige ønsker og krav til byggeriet fremtræder overordnede og
kortfattede. I afvejningen af byggeforslagene er de økonomiske forhold vægtet sammen med
det arkitektonsiske udtryk.
I arkitektforslaget er miljøaspektet integreret i det arkitektoniske udtryk frem for i
forhold til stofkredsløbet, som var antydet i byggeprogrammet.
Med henblik på at målrette miljørigtig projektering blev der på baggrund af
kortlægningen samt bygherrens forudsætninger opstillet en bruttoliste.
Prioriteringen af miljøpåvirkninger er foregået på baggrund af bygherrens
præferencer specielt i forhold til driftsfasen, som er formuleret i miljøpolitikken.
Herudover har der været taget hensyn til demonstrationsprojektets mulighed for
indflydelse i forhold til byggeprojektets frihedsgrader. Prioriteringen er foregået i
samråd mellem bygherre, rådgivere og arkitekt.
De prioriterede målsætninger er områder, som bygherren ønsker yderligere kortlagt:
 | Opstilling af miljøkrav bl.a. i forhold til gener til omgivelserne i udførelsesfasen. |
 | Udnyttelse af dagslys i stedet for kunstlys. |
 | Udnyttelse af naturlig ventilation. |
 | Synlig registrering og måling af ressourceforbrug i drift. |
 | Miljømæssig valg af indvendige overflader. |
 | Miljøkortlægning af valg og udformning af varmefordelingssystem. |
 | Livscyklusvurdering af klimaskærmen. |
Desuden er der følgende projektaktiviteter:
 | Miljøvurdering af projektforslaget. |
 | Udarbejdelse af plan for miljøkrav i udbudsmaterialet. |
Målsætningerne er suppleret med en række mulige virkemidler. Herefter er udarbejdet
en miljøplan, som foreskriver, hvordan hver enkelt undersøgelse skal gennemføres.
I hovedprojektfasen gennemføres de miljøkortlægninger, som miljøplanen foreskriver.
Miljøkortlægningerne bygger på erfaringer samt litteraturstudier.
Kortlægningerne har affødt en række forslag og anbefalinger til virkemidler som
materialevalg, konstruktionsprincipper, overflader, installationer samt indretning mv.
Virkemidler har været præsenteret for bygherren, rådgivere og arkitekt.
Efterfølgende er udformet et eksempel på miljømæssige krav i udbudsmaterialet.
Kravene er koncentreret omkring minimumskrav til entreprenørens miljøstyring og
dokumentation heraf samt levering af miljøoplysninger på udvalgte materialer og
komponenter. Eksemplet har været forelagt bygherren samt arkitekt.
En eventuel videregående miljøkortlægning og indarbejdelse af miljøkrav i
udbudsmaterialet har været en bygherrebeslutning, som skulle gennemføres i regi af
byggeprojektet og under de givne snævre økonomiske rammer.
Forfatter/udførende institution
Nelle, Nielsen & Rauschenberger A/S, Aalborg Tekniske Skole.
Rapporten er udarbejdet med tilskud fra Rådet vedrørende genanvendelse og mindre
forurenende teknologi.
ISSN nr. 0908-9195
ISBN nr. 87-7810-770-9
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |