| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Renere teknologiprojekter 1997
Arbejdsrapport nr. 61, 1997
Miljøstyrelsen
Fokus på miljøbevidsthed har efterhånden bredt sig til marinesektoren. I en del år
har krav til reduktioner og emissioner været diskuteret. ISO har arbejdet med standarder
for, hvordan emissioner for motorer skal måles, og IMO er ved at fastlægge
maksimalværdier for NOx-emmisionen. Denne rapport
beskriver de forsøg og emissionsmålinger, der er blevet gennemført på to marine- og en
generatormotor i efteråret 1996.
Projektet blev gennemført af DTI Energi/Motorteknik i samarbejde med MAN B&W
Diesel A/S, Alpha Diesel (MBD-F) og MAN B&W Diesel A/S, Holeby Diesel (MBD-H).
MBD-F fremstiller fremdrivningsmotorer, og MBD-H fremstiller tilsvarende motorer som
generatormotorer. Der er væsentlige tekniske forskelle på, om motorerne bruges til
fremdrift eller generatordrift. I projektet blev en motor af typen 28/32 H som
generatormotor og to motorer af typen 23/30A og 28/32A målt som fremdrivningsmotorer.
Målingerne viser, at det er nødvendigt med forskellige konstanter for at opnå fuld
korrektion på NOx-emissionen for omgivelsernes tilstande, samt at disse
værdier afviger væsentligt fra ISOs. Denne undersøgelse viser i hvert fald, at to
forskellige motorer ikke behøver at have samme konstanter. Projektet har dog kun arbejdet
med enkelt-parametervariation ved én belastning. Det er muligt, at andre korrektioner vil
fremkomme under andre forhold.
Referencemålingerne viser, at IMOs (International Maritime Organisation) krav
til NOx-emissionen overholdes af de målte motorer i standardversionerne, men
EPAs (Den amerikanske miljøstyrelse) krav til NOx kan ikke overholdes.
EPA´s krav til de øvrige emissioner CO, HC og partikler overholdes. De krav, der kan
forventes fra EPA og også fra EU til marinesektoren, betyder specielt en stramning af NOx-emissionen.
Målinger af motorerne under parametervariationerne viser, at emissionerne og
brændstofforbruget stort set ændrer sig som forventet. Lavere ladelufttemperaturer og
senere indsprøjtning bidrager begge til at reducere NOx-emissionen, men senere
indsprøjtning giver samtidigt et øget brændstofforbrug. Værdier på ca. 15% mindre NOx
medfører ca. 2,5% øget brændstofforbrug ved den målte motorbelastning (75%).
Projektet skabte basis for, at man i MBD-F i efteråret 1996 gennemførte en
opgradering af en af deres ældre motorer. Ved en kombination af tiltag opnåede man en NOx-reduktion
på ca. 18%, uden at brændstofforbruget blev øget. MBD-F og MBD-H forventer at kunne
reducere emissionen 15-20% fra deres ældre motortyper, uden at brændstofforbruget øges.
Dette er væsentligt, da motorer af denne type typisk har en levetid på 10-20 år.
Disse forventninger kan man også have til mange andre leverandørers motorer. Dette,
plus forventningen om at kravene til marine-emissionerne strammes de kommende år,
betyder, at der fortsat skal ske en udvikling for at reducere NOx-emissionen
yderligere. Dette projekt forventes således kun at være begyndelsen på en lang
udvikling.
Det ville være interessant at studere indflydelsen fra andre parametre, som f.eks.:
 | Hvad betyder heavy fuel for NOx-emissionen i forhold
til gasolie, der bruges under test? |
 | Hvor stor er partiklernes sundhedsmæssige effekt fra gasolie og fra heavy fuel? |
 | Hvad ville en oxydationskatalysator medføre af reduktion på partikelmængden og/eller
på den sundhedsmæssige effekt? |
Dette er alle spørgsmål, som der vil være et stigende behov for at få analyseret,
både nationalt og internationalt, og som vi i Danmark allerede har opbygget den
nødvendige viden og ekspertise til at undersøge.
Forfatter/udførende institution
Flemming Bak og Michael Grouleff Jensen, DTI Energi/Motorteknik.
Rapporten er udarbejdet med tilskud fra Rådet vedrørende genanvendelse og mindre
forurenende teknologi.
ISSN nr. 0908-9195
ISBN nr. 87-7810-850-0
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |