| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Vurdering af malings miljøbelastning i anvendelsesfasen

10. Samlet miljøvurdering

I dette kapitel foretages en samlet vurdering af malingens miljøbelastning i anvendelsesfasen. Den samlede vurdering er baseret på kapitel 7 "Miljøvurdering – spild til vand og jord" og kapitel 8 "Miljøvurdering – spild til affald". I dette kapitel samles vurderingerne af de forskellige måder at bortskaffe malingsrester og rengøre malegrej på, afhængig af malingstype (vand- eller opløsningsmiddelbaseret) eller rengøringsmiddel (vand, penselrens eller terpentin). Der foretages derfor også en vurdering af brugen af penselrens ved rengøring af opløsningsmiddelbaserede malinger.

Miljøvurderingen af de forskellige malingstyper afhænger af malingens skæbne i miljøet. I Figur 10.1 er illustreret, hvilke forhold, der forekommer for malingsspildet i anvendelsesfasen.

Se her!

Figur 10.1:
Oversigt over malingsspildets skæbne i miljøet

Spild ved anvendelsen af maling fordeler sig til spildevand, jord og affald. Spildet af maling til jord er meget lille, ofte kun mellem 0,5 til 3% af den indkøbte mængde maling (se kapitel 3), og forekommer naturligvis kun i de tilfælde, hvor der males udendørs.

Spild af maling til vandfasen (spildevand) sker i forbindelse med rengøring af malegrej, hvor malingsresterne i malegrejet skylles ud i kloakken under rengøringsprocessen, og kan påvirke vandmiljøet og rensningsanlæg. Spild til vandfasen ligger ifølge spildscenarierne hyppigst mellem 10 og 40% af den spildte mængde maling.

Ifølge Spildevandsredegørelsen fra 1995 er der en væsentlig del af de danske ejendomme, der ikke afleder spildevand til renseanlæg. Disse forventes at udgøre i alt ca. 20% af de danske husstande, heri er inkluderet sommerhuse, kolonihave huse mv. Af disse ca. 20% forventes spildevandsbehandlingen af fordele sig som angivet i Figur 10.1: 50% nedsivning, 47% afledning til åer, søer mv., og for 3% af husstandene sker der en opsamling og bortkørsel til renseanlæg (Miljøstyrelsen 1995). For de husstande, hvor spildevandet ledes til renseanlæg, vil slammet fra spildevandsbehandlingen enten deponeres, forbrændes eller genanvendes på landbrugsjord mv.

Omkring 60% af den samlede affaldsmængde i Danmark genbruges, og ca. 17-20% deponeres. Blot ca. 19% af affaldet forbrændes på affaldsforbrændingsanlæg. Affald, der deponeres er bl.a. bygge- og anlægsaffald, samt affald fra fremstillingsvirksomheder. Det forventes ikke, at der forekommer væsentlige malingsrester blandt denne affaldsdel, som derfor ikke medtaget i miljøvurderingerne. Der forventes ikke at være malingsrester blandt det genbrugelige affald.

I praksis deponeres forbrændingsegnet affald i dag pga. underkapacitet på affaldsforbrændingsanlæggene. Al husholdningsaffald i Danmark forbrændes imidlertid på almindelige affaldsforbrændingsanlæg, og malingsrester m.m., der afleveres på genbrugsstation forbrændes på Kommunekemi. Langt størstedelen af det malingsspild, der reelt forekommer i anvendelsesfasen, forventes således at ende på affaldsforbrændingsanlæg eller Kommunekemi.

Malingsspildet når affaldsforbrændingsanlæg enten via spild på diverse afdækningsmateriale m.m., der smides ud som normal affald, eller som malingsrester, brugt malegrej m.m., der afleveres på lokal genbrugsstation, og dermed sendes til Kommunekemi. Spildkortlægningen viser, at malingsspildet til affaldsfasen oftest ligger omkring 60-90% af den spildte mængde maling, hvoraf malingsresten udgør op til ca. halvdelen (mellem ca. 10 og 60% af den samlede mængde malingsspild til affaldet).

Malingsrester skal i dag afleveres på lokal genbrugsstation eller hos farvehandlere, hvorfra det sendes videre til Kommunekemi for specialforbrænding for at sikre den bedst mulige destruktion. Terpentin eller penselrens brugt til at rense malegrej skal også afleveres på genbrugsstation. Maling spildt på afdækningsmateriale m.m. bliver formentlig både afleveret på genbrugsstation eller ryger med den almindelige dagrenovation til forbrænding.

Større malingsrester (i original emballage) må derfor forventes at blive afleveret på genbrugsstation og dermed blive behandlet på Kommunekemi. Det er imidlertid ikke usandsynligt, at nogle malingsrester bortskaffes med husholdningsaffaldet i stedet for at blive afleveret på genbrugsstation. Herved bliver disse malingsrester behandlet på almindelige affaldsforbrændingsanlæg.

10.1 Vandbaseret maling

Miljøvurderingen af den vandbaserede maling deles op i henholdsvis en vurdering af malingens miljøpåvirkning ved udledning til kloak eller spild på jord, samt miljøpåvirkningen ved forbrænding på affaldsforbrændingsanlæg. Der foretages en samlet vurdering for forbrænding af den vandbaserede maling på affaldsforbrændingsanlæg. Ligeledes er vurderingen af spild til kloak eller spild til jord samlet for de tre typer, med særlig opmærksomhed på forskelle typerne imellem.

Vandfortyndbare malinger indeholder ifølge producenternes polymerbindere, pigmenter, opløsningsmidler (hovedsageligt vand, men for visse produkter mineralsk terpentin i mindre mængder), fyldstoffer, fortykkelsesmidler, dispergeringsmidler, skumdæmpere, pH-regulator og konserveringsmidler. Ifølge Produktregistrets dataudtræk også sikkativer, biocider, blødgører (ikke phthalater) og skindhindrende midler. I Tabel 10.1 er gengivet rammerecepterne for vandfortyndbar maling som procentvis sammensætning.

Tabel 10.1:
Oversigt over indholdsstoffer i vandfortyndbare malinger.

Produktregistret oplyser, at enkelte af de anmeldte vandfortyndbare vægmalingsprodukter var registreret med et indhold på 1-5% mineralsk terpentin. Der er således kun få vandfortyndbare vægmalingsprodukter, der indeholder mineralsk terpentin i disse mængder (1-5%). Hovedparten af de vandfortyndbare vægmalingsprodukter er ikke anmeldelsespligtige, da de ikke indeholder organiske opløsningsmidler i en mængde på mere end 0,5% eller andre stoffer, der gør, at de er omfattet af Arbejdstilsynets farlighedsbegreb.

Vandfortyndbar træbeskyttelsesmiddel indeholder grundlæggende de samme stoftyper, men indeholder også biocider, sikkativer og har typisk et højere indhold af organiske opløsningsmidler.

10.1.1 Miljøpåvirkning ved udledning til kloak eller spild på jord

Bindere, skumdæmpere, fortykkelsesmidler, fyldstoffer og blødgørere (ikke phthalater) vurderes generelt at være uproblematiske ved udledning til renseanlæg, direkte til recipient eller ved spild på jorden. Binderne er typisk ikke let nedbrydelige, er potentielt bioakkumulerbare og sorberer til organiske partikler, og vil derfor kunne ophobes i miljøet. Endvidere er hovedparten af de bindere, der anvendes, meget store molekyler. Typisk er molvægten over 10.000 g/mol. De fleste bindere er relativt lidt giftige over for renseanlægsprocesser og vandlevende organismer, dog har visse kationiske polymerer egenskaber, der gør, at de kan virke toksiske over for vandlevende organismer (sorberer til gæller o.lign.). Generelt vurderes de bindere, der typisk anvendes i vandfortyndbare malinger at være så lidt toksiske, at de på trods af deres persistens ikke vil medføre effekter i vandmiljøet. Ligeledes gælder for visse typer af skumdæmpere og blødgørere (fedtsyrer), at de ikke er let nedbrydelige, er potentielt bioakkumulerbare, men er meget lidt toksiske og derfor sandsynligvis ikke medfører effekter i miljøet. Hvis fedtsyrerne ikke er for langkædede, vil de endvidere være let nedbrydelige. Fortykkelsesmidlerne er typisk modificerede celluloser (tapetklister). Stofferne vurderes at være uproblematiske i miljøet, fordi de er meget lidt giftige over for vandlevende organismer. Fyldstofferne er typisk mineralske produkter som talkum, lermineraler mv., der vurderes at være uproblematiske i miljøet.

Visse af de anvendte organiske pigmenter er af typen azopigmenter, der under reduktive forhold kan fraspalte arylaminer, hvoraf nogle er meget giftige, og nogle er ikke let nedbrydelige. Der er ikke fundet undersøgelser af graden eller hastigheden af spaltningen, der på grund af pigmenternes lille vandopløselighed må formodes at være langsom. To af de hyppigst anvendte pigmenttyper er baseret på kobber, der udgør op til ca. 14% af pigmentets molekylvægt. Endvidere indeholder 3 af de mest anvendte pigmenter chlorerede benzenringe. For et af pigmenterne er der refereret undersøgelser, der viste et ikke ubetydeligt indhold af polychlorererede dioxiner og furaner. Endvidere er der flere undersøgelser af ikke-chlorerede pigmenter, der viser et indhold af polychlorererede dioxiner og furaner. De målte koncentrationer varierer betydeligt. På den baggrund vurderes organiske pigmenter at være uønskede i miljøet. De organiske pigmenter er typisk farvede, hvorimod hvide og sorte (og mange andre) er uorganiske eller af kulstof (carbon black). De uorganiske pigmenter kan være baseret på metaller, der vurderes at være problematiske i miljøet.

Indholdet af mineraloliebaserede, organiske opløsningsmidler (som f.eks. mineralsk terpentin) i vandfortyndbare vægmalinger er relativt lille (typisk 0-1% ifølge producenterne), men ifølge Produktregisterets dataudtræk kan enkelte produkter indeholde op til 5%. Vandfortyndbare træbeskyttelser har typisk et højere indhold af opløsningsmidler. Mineralolieprodukter er blandinger af mange forskellige stoffer, der typisk er karakteriseret ved kogepunkter og aromatindhold. Deres toksiske effekter varierer betydeligt. Generelt er de kortkædede stoffer mere toksiske end de langkædede. For alle de produkter, hvor der er fundet miljømæssige data, indeholder produkterne stoffer, der ikke er let nedbrydelige, og stoffer, der er potentielt bioakkumulerbare. Mange mineralolieprodukter virker hæmmende på de biologiske processer i renseanlæg og desuden påvirkes arbejdsmiljøet, og der kan opstå fare for eksplosioner i kloaksystemet. På den baggrund er mineraloliebaserede produkter uønskede i miljøet, men der findes mineralolieprodukter, der er meget lidt toksiske og vil påvirke arbejdsmiljøet betydeligt mindre end f.eks. mineralsk terpentin.

Der er udviklet vandfortyndbare malinger, som ikke indeholder mineraloliebaserede opløsningsmidler. Ifølge producenterne gælder det for langt de fleste vandfortyndbare malinger.

Andre opløsningsmidler som alkoholer, glycoler, ketoner mv. er generelt uproblematiske i miljøet og renseanlæg. Dog skal det bemærkes, at flygtige opløsningsmidler påvirker arbejdsmiljøet og kan medføre eksplosionsfare i kloaksystemet. Der anvendes dog også opløsningsmidler, der er så tungt flygtige, at det vurderes, at de ikke vil påvirke arbejdsmiljøet i kloaksystemet væsentligt.

Konserveringsmidler og biocider er alle meget toksiske over for vandlevende organismer. Mange af de anvendte stoffer er ikke let nedbrydelige i standardtest og/eller er potentielt bioakkumulerende. På den baggrund er biocider og konserveringsmidler uønskede i miljøet. Der findes dog få konserveringsmidler, der ikke er uønskede i miljøet. Der er oplyst to stoffer, der ikke vurderes at være uønskede i miljøet. Det drejer sig om natriumbenzoat og nitrit, der må anvendes i visse levnedsmidler.

pH-regulatorer er ammonium og ammoniak, der er meget toksiske og ved direkte udledning til recipient må betegnes som uønskede. Ved afledning til renseanlæg eller ved spild til jord er stofferne uproblematiske.

Dispergeringsmidler dækker over flere stofgrupper. Nonylphenolethoxylater, kvaternære ammoniumforbindelser og aminer må betegnes som uønskede i miljøet, organiske natriumsalte som problematiske og de øvrige som uproblematiske. Der er meget stor fokus på nonylphenolethoxylaterne (medtaget på listen over uønskede stoffer), og der arbejdes på at få dem udfaset af malingsprodukterne.

Skumdæmpere udgøres af to kemiske grupper, langkædede mineralolieprodukter og siloxaner og siliconer. Langkædede mineralolieprodukter vurderes at være uproblematiske på grund af deres lave toksicitet over for vandlevende organismer, men kan muligvis ophobes i miljøet, da de ikke er let nedbrydelige. Siliconer og siloxaners miljømæssige egenskaber er meget lidt omtalt i litteraturen, databaser mv. På baggrund af et sparsomt datagrundlag vurderes stofferne at være problematiske i miljøet på grund af deres toksicitet, og fordi de ikke er let nedbrydelige.

Der anvendes kun et stof som skindhindrende middel. Stoffet er problematisk i miljøet på grund af dets toksicitet, og fordi det ikke er let nedbrydelig.

Sikkativer består af stofgrupperne organiske fedtsyresalte og organiske naphthenatsalte. Saltene kan være tungmetaller som cobolt, zink, bly og kobber. Generelt er alle tungmetaller problematiske i miljøet. Ligeledes er naphthenaterne, da de vurderes at være relativt toksiske, ikke let nedbrydelige og potentielt bioakkumulerbare. Fedtsyrerne derimod vurderes at være uproblematiske, da de ikke er særligt toksiske over for vandlevende organismer, og forventes at være let nedbrydelige. Meget langkædede fedtsyrer kan dog være ikke let nedbrydelige, men så vurderes toksiciteten at være meget lille.

I kapitel 7 "Miljøvurdering – spild til vand og jord" er en række toksicitetstest af de forskellige malingstyper beskrevet. Ud fra disse test er der beregnet den nødvendige fortynding med vand for at nå en "nul-effekt-koncentration" (det volumen spildet skal fortyndes i, for at koncentrationen netop ikke forventes at medføre toksiske effekter i miljøet), når spildevand ledes til renseanlæg, ved rengøring af malegrej for spildscenarierne beskrevet i kapitel 3. Heraf ses det, at der for spildscenarierne med brug af vandfortyndbare malinger for spild til kloakken skal fortyndes i relativt små mængder vand for at nå en "nul-effekt-koncentration" med hensyn til hæmning af nitrifikationsprocessen i renseanlæg.

Ved udledning direkte til recipient (eksempelvis for de 20% af husstandene, der ikke afleder spildevand til renseanlæg), skal spildet fra et malingscenarie af vandfortyndbar maling fortyndes i op til 1.100 m³ vand, for at spildet er fortyndet ned til et niveau, hvor der ikke forventes effekter i miljøet. Hvis der udledes vandfortyndbar træbeskyttelse, er miljøpåvirkningen betydeligt større, og vandmængden spildet skal fortyndes i, er op til 1.400 m³. Denne forskel kan hænge sammen med, at vandfortyndbar træbeskyttelse indeholder biocider, hvilket vandfortyndbar maling ikke gør.

Ved afledning af maling til renseanlæg forventes spild kun i særlige tilfælde at påvirke renseanlæggenes funktioner i uacceptabel grad, men det kan ikke udelukkes. I renseanlægget vil de let nedbrydelige stoffer blive nedbrudt, og dermed ikke bidrage yderligere til forurening. Let nedbrydelige VOC’er vil således ikke bidrage til VOC-forureningen ved afledning til renseanlæg, i samme grad som de vil gøre ved udtørring af malergrej og malingsrester mv. før behandling på affaldsforbrændingsanlæg.

De beregnede vandmængder, der skal anvendes for at fortynde spildene ned til nul-effekt-koncentration over for processer i renseanlæg, er ikke meget store og det kunne således godt anbefales, at vandfortyndbar maling og træbeskyttelse blev afledt til kloak, men det er ikke forsvarligt at anbefale at udlede (eller anvende) stoffer, der er betegnet som uønskede i miljøet.

Rensning af spildevand er energiforbrugende. Dette forbrug og dermed de tilhørende forureninger vurderes at være mindre betydende i forhold til miljøpåvirkningen fra de stoffer, der findes i malingen.

10.1.2 Miljøpåvirkning ved behandling på affaldsforbrændingsanlæg

For træbeskyttelse og anden udendørs maling, er det begrænset, hvor meget afdækning, der bruges og dermed begrænset, hvor store mængder malingsspild, der ender på forbrændingsanlæg denne vej, ud over aflevering af malingsrester og evt. brugt malegrej, der afleveres på genbrugsstation og dermed går til specialforbrænding på Kommunekemi. For indendørs vægmaling vil der derimod forekomme en del malingsspild via forskellige former for afdækningsmateriale (afdækningsplast, -papir og tape), ud over kasseret malegrej og den malingsrest, der afleveres på genbrugsstation. Det vil sandsynligvis være aflevering af malingsrester på genbrugsstation, der er den form, der mængdemæssigt hyppigst bliver behandlet på affaldsforbrændingsanlæg, - og i denne situation på Kommunekemi.

Det meste af vandet i de vandbaserede malinger kan forventes at være fordampet eller mere sandsynligt at være absorberet i det øvrige husholdningsaffald inden malingsspildet når affaldsforbrændingsanlægget, når det gælder malingsspild på afdækningsmateriale. For vandbaserede malingsrester i original emballage forventes der derimod at være en del vand tilbage i malingen.

Det forventes ikke, at forbrænding af vandbaserede malingsrester, i form af malingsspild på afdækningsmateriale eller lignende, vil give forbrændingsmæssige problemer på affaldsforbrændingsanlæg. Derimod kan større malingsrester i emballage, der stadig indeholder en del vand, eventuelt give forbrændingsmæssige problemer, i form af nødvendigheden af støttebrændsel med en bedre brændværdi. Dette gælder både for forbrænding af vandbaserede malingsrester på Kommunekemi og på almindelige affaldsforbrændingsanlæg, (hvis malingsrester skulle forekomme i almindeligt affald selvom dette ikke er tilladt).

Andre indholdsstoffer i malingen, såsom alkyder, fyldstoffer (de kan normalt ikke brænde), dispergeringsmidler, skumdæmpere, konserveringsmidler, biocider, sikkativer og blødgører, bidrager ikke væsentligt til luftforureningen, men forventes primært at danne CO₂ ved forbrændingen, og bidrager dermed til global opvarmning via CO₂ udslip.

Visse indholdsstoffer indeholder halogener, eksempelvis Cl og F, samt metaller, eksempelvis Co og Cu, der ikke forsvinder ved forbrændingen, men fordeler sig i røggas, slagge eller restprodukt fra røggasrensningen. Behandling af maling på affaldsforbrændingsanlæg bidrager således til luftforurening, og til det miljøproblem slagge og restprodukt udgør. Restprodukt opbevares p.t. på deponier, men slaggen kan genanvendes til fyld ved vejbygning m.m., hvis specifikke krav til bl.a. indhold af metaller er overholdt.

Behandling af malingsaffald på affaldsforbrændingsanlæg kan imidlertid medføre en dannelse af dioxiner og furaner ved forbrændingen. Kobber, der har en katalytisk effekt på dioxindannelse, er basis for to af de hyppigst anvendte pigmenttyper. Det kan således ikke udelukkes, at der også dannes dioxiner og furaner ved behandling af maling på affaldsforbrændingsanlæg. Indholdet af chlor i maling har ikke i sig selv den store betydning, når malingsaffald behandles sammen med almindeligt affald, da chlorindholdet i almindeligt affald er væsentligt højere end i de analyserede (hvide) malinger. Malingsaffaldet er imidlertid en så lille del at det affald, der brændes af, at en potentiel forøgelse af dioxinmængden sandsynligvis ikke vil kunne måles.

Som beskrevet indeholder pigmenterne rester af dioxin og furaner. Disse forventes forbrændt ved behandling på affaldsforbrændingsanlæg under normale omstændigheder, og det er de aktuelle forbrændingsbetingelser, samt indhold af chlor og katalyserende metaller, der er betydende for den efterfølgende dioxin- og furandannelse ved de-novo syntesen. Restindhold af dioxiner og furaner i pigmenter vurderes derfor ikke umiddelbart at være noget yderligere problem i forhold til dannelse af dioxin og furaner.

10.1.3 Konklusion på miljøpåvirkningen af vandbaseret maling

Mange indholdsstoffer i vandbaseret maling (bindere, fortykkelsesmidler, fyldstoffer, skumdæmpere, blødgører, uorganiske pigmenter og visse opløsningsmidler som alkoholer og ketoner) vurderes generelt at være uproblematiske i vandmiljøet.

De anvendte, organiske pigmenter vurderes at være uønskede i vandmiljøet på grund af, at de eventuelt indeholder kobber og/eller potentielt kan fraspalte miljøproblematiske arylaminer og/eller indholder polychlorerede dioxiner og furaner som restforureninger. Ligeledes vurderes mineraloliebaserede opløsningsmidler, konserveringsmidler og biocider at være uønskede i vandmiljøet på grund af deres toksicitet, bioakkumulerbarhed og forholdsvis svære nedbrydelighed i miljøet.

Når de vandbaserede malingsrester udledes til vandmiljøet er vandbaserede malinger, der ikke indeholder mineraloliebaserede opløsningsmidler derfor miljømæssigt de mindst problematiske. Det skal bemærkes, at træbeskyttelse ved test er fundet betydeligt mere toksisk end maling, da de indeholder biocider og kan indeholde mineralolieprodukter (op til 5%).

Ved forbrænding af malingsrester på forbrændingsanlæg er de væsentligste miljøpåvirkninger dioxin- og furandannelse og metalforurening på grund af indholdet af metaller i malingen. Dioxindannelsen afhænger af forbrændingsbetingelserne, samt hvilken rensning, der forekommer for dioxin. Pr. den 1.7.2000 er grænseværdierne for forbrænding på Kommunekemi væsentligt skrappere end for forbrænding på almindeligt affaldsforbrændingsanlæg, da der bl.a. skal etableres anlæg til fjernelse af dioxiner. Først efter en forventet overgangsperiode på 5 år skal almindelige affaldsforbrændingsanlæg overholde lignende krav. For nuværende er det derfor miljømæssigt at foretrække at behandle malingsspild på Kommunekemi, særligt i forhold til mulige emissioner af dioxiner og furaner.

Vandbaseret maling indeholder visse stoffer, der er uønskede i miljøet, men primært i vandmiljøet. Det må derfor anbefales, at første og anden gangs skyllevand fra rengøring af malegrej håndteres som kemikalieaffald. Alternativt kan det anbefales, at brugt malegrej ikke rengøres, men også håndteres som kemikalieaffald.

10.2 Opløsningsmiddelbaseret maling

Miljøvurderingen af den opløsningsmiddelbaserede maling er ligeledes delt op i henholdsvis en vurdering af malingens miljøpåvirkning ved udledning til kloak eller spild på jord, samt miljøpåvirkningen ved udledning via affaldsforbrændingsanlæg. Vurderingen for udledning til kloak eller spild til jord er ikke delt op på de enkelte malingstyper, idet der ikke er forskel på de indholdsstoffer, der anvendes i maling og træbeskyttelse.

Opløsningsmiddelbaserede træbeskyttelsesmidler og maling indeholder ifølge producenterne alkyder, pigmenter, mineralsk terpentin, fyldstoffer, skumdæmpere, sikkativer og biocider og ifølge Produktregistrets dataudtræk også andre typer opløsningsmidler, dispergeringsmidler, skumdæmpningsmidler og blødgører. I Tabel 10.2 er gengivet rammerecepterne for træbeskyttelse som procentvis sammensætning.

Tabel 10.2:
Oversigt over indholdsstoffer i opløsningsmiddelbaseret trægrunder og træbeskyttelsesmiddel

10.2.1 Miljøpåvirkning ved udledning til kloak eller spild på jord

Alkyder, skumdæmpere og fyldstoffer vurderes generelt at være uproblematiske ved udledning til renseanlæg, direkte til recipient eller ved spild på jorden. Alkyderne og skumdæmperne er typisk ikke let nedbrydelige og vil derfor kunne ophobes i miljøet, men deres toksicitet over for vandlevende organismer er så lav, at det ikke er sandsynligt, at de vil medføre toksiske effekter i miljøet. Ligeledes gælder for visse typer af skumdæmpere (langkædede alifatiske mineralolieprodukter), at de ikke er let nedbrydelige, er potentielt bioakkumulerbare, men er meget lidt toksiske og derfor sandsynligvis ikke medfører effekter i miljøet. Fyldstofferne er typisk mineralske produkter som talkum, lermineraler mv., der vurderes at være uproblematiske i miljøet.

Det er ikke muligt at skelne mellem pigmenter, der anvendes i vandfortyndbare farver og opløsningsmiddelbaserede. Miljøvurderingen af pigmenter er derfor ens for de to malingstyper og er beskrevet i afsnit 10.1.

Indholdet af organiske opløsningsmidler i træbeskyttelse kan være betragteligt. I visse produkter (grundingsolie) er andelen op mod 100%. Mineralolieprodukter er blandinger af mange forskellige stoffer, der typisk er karakteriseret ved kogepunkter og aromatindhold. Deres toksiske effekter varierer betydeligt. Generelt er de kortkædede stoffer mere toksiske end de langkædede. For alle de produkter, hvor der er fundet miljømæssige data indeholder produkterne stoffer, der ikke er let nedbrydelige og stoffer, der er potentielt bioakkumulerbare. Visse af produkterne er endvidere meget giftige over for vandlevende organismer. På den baggrund er mineralolie baserede produkter uønskede i miljøet, men der findes produkter, der er meget lidt toksiske. Mange mineralolieprodukter virker hæmmende på de biologiske processer i renseanlæg.

Andre opløsningsmidler som alkoholer, glycoler, ketoner mv. anvendes typisk i mindre mængder i opløsningsmiddelbaserede produkter end mineraloliebaserede opløsningsmidler. Disse øvrige opløsningsmidler er generelt uproblematiske i miljøet og renseanlæg. Flygtige opløsningsmidler påvirker arbejdsmiljøet og kan medføre eksplosionsfare i kloaksystemet. Der anvendes dog også opløsningsmidler, der er så tungt flygtige, at det vurderes, at de ikke medfører væsentlige påvirkninger af arbejdsmiljøet i kloaksystemet.

Biociderne er alle meget toksiske over for vandlevende organismer. Mange af de anvendte stoffer er meget giftige over for vandlevende organismer, er ikke letnedbrydelige i standardtest og/eller er potentielt bioakkumulerende. På den baggrund er biocider uønskede i miljøet.

Dispergeringsmidler i opløsningsmiddelbaserede malinger er aminer, ammoniumforbindelser samt lecitin og carboxylsyreestre. Aminer og ammoniumforbindelser må betegnes som uønskede i miljøet på grund af deres toksicitet, og fordi de ikke er let nedbrydelige. Lecitin og carboxylsyreestre er uproblematiske i miljøet.

Der anvendes kun et stof som skindhindrende middel. Stoffet er problematisk i miljøet på grund af dets toksicitet, og fordi det ikke er let nedbrydeligt.

Sikkativer består af stofgrupperne organiske fedtsyresalte og organiske naphthenatsalte. Saltene kan være tungmetaller som cobolt, zink, bly og kobber. Generelt er alle tungmetaller problematiske i miljøet. Ligeledes er naphthenaterne, da de vurderes at være relativt toksiske, ikke let nedbrydelige og potentielt bioakkumulerbare. Fedtsyrerne derimod vurderes at være uproblematiske, da de ikke er særligt toksiske over for vandlevende organismer, og forventes at være let nedbrydelige. Meget langkædede fedtsyrer kan dog være ikke let nedbrydelige, men så vurderes toksiciteten at være meget lille.

Blødgørere er fedtsyrer, langkædede mineralolieprodukter og dibutylphthalat. Fedtsyrer og mineralolieprodukter er uproblematiske i miljøet, fordi de er meget lidt toksiske. Stofferne kan dog godt være potentielt bioakkumulerende og ikke let nedbrydelige, så der er mulighed for, at de ophobes i miljøet. Dibutylphthalat er let nedbrydelig og dermed uproblematisk ved afledning til renseanlæg og ved spild på jord. Ved udledning direkte til recipient er stoffet uønsket, da det er meget toksisk over for vandlevende organismer.

I kapitel 7 "Miljøvurdering – spild til vand og jord" er en række toksicitetstest af de forskellige malingstyper beskrevet. Ud fra disse test er der beregnet den nødvendige fortynding med vand for at nå en "nul-effekt-koncentration", når malingsresterne ledes til renseanlæg ved rengøring af malegrej for spildscenarierne beskrevet i kapitel 3. Heraf ses det, at der for spildscenarierne med brug af grundingsolie og opløsningsmiddelbaseret træbeskyttelse er behov for den største mængde vand (af de målte malingstyper) til at fortynde til en "nul-effekt-koncentration", selvom der her udledes den mindste mængde maling til kloakken ved rengøring af malegrejet. Der skal i situationen svarende til spildscenariet (maling af 5 m² stakit med grundingsolie og træbeskyttelse) anvendes op til ca. 1000 liter vand til at fortynde udledningen til en "nul-effekt-koncentration".

Ved brug af grundingsolie og opløsningsmiddelbaseret træbeskyttelse kan der anvendes en form for penselrens ved rengøring af malegrej. I kapitel 7 er der på tilsvarende vis beregnet den nødvendige fortynding ved brug af penselrens til en "nul-effekt-koncentration" i renseanlæg for de enkelte spildscenarier. I spildscenariet ved brug af grundingsolie og opløsningsmiddelbaseret træbeskyttelse (maling af 5 m² stakit) skal der, for den i spildscenariet anvendte mængde penselrens, fortyndes med ca. 10 til 35 m³ vand for at opnå en "nul-effekt-koncentration" i renseanlæg.

Hvis malingsspildet ved rengøring af malegrejet ledes direkte til recipient (eksempelvis for de 20% af husstandene, der ikke afleder spildevand til rensanlæg), skal spildet fortyndes i 300-10.000 m³ vand for at opnå en "nul-effekt-koncentration". Anvendes der penselrens til rengøringen og dette ledes til recipienten via kloakken skal det fortyndes i 8.000-29.000 m³ for at opnå en "nul-effekt-koncentration". Penselrens, der således har en væsentlig miljøeffekt, er nærmere vurderet i afsnit 10.3.

Ved afledning af maling til renseanlæg vil de let nedbrydelige stoffer, hvis de ikke fordamper i kloaksystemet, blive nedbrudt i renseprocessen og dermed ikke bidrage yderligere til forurening. Let nedbrydelige VOC’er vil i den grad de når renseanlægget således ikke bidrage til VOC forureningen, som de vil gøre ved udtørring af malergrej og malingsrester mv. før behandling på affaldsforbrændingsanlæg.

De beregnede vandmængder, der skal anvendes for at fortynde spildene ned til et niveau, hvor de ikke påvirker renseanlæggenes funktion, er ikke meget store undtagen for penselrens. Det kunne således godt anbefales, at opløsningsmiddelbaseret maling og træbeskyttelse blev afledt til renseanlæg via kloak, men det ikke miljømæssigt forsvarligt at anbefale at udlede (eller anvende) stoffer, der er betegnet som uønskede i miljøet.

Rensning af spildevand er energiforbrugende. Forbruget og dermed de tilhørende forureninger vurderes dog at være mindre betydende i forhold til miljøpåvirkningen fra de stoffer, der findes i malingen.

10.2.2 Miljøpåvirkning ved forbrænding på affaldsforbrændingsanlæg

For grundingsolie, træbeskyttelse og anden udendørs maling, er det begrænset, hvor meget afdækning, der bruges og dermed begrænset, hvor store mængder malingsrester, der ryger til forbrændingsanlæg denne vej, ud over malingsrester, der afleveres på genbrugsstation, og dermed går til specialforbrænding på Kommunekemi. Det vil sandsynligvis være aflevering af malingsrester på genbrugsstation, der er den form, der mængdemæssigt hyppigst bliver behandlet på affaldsforbrændingsanlæg, - og i denne situation på Kommunekemi.

Hovedparten af de organiske opløsningsmidler i den opløsningsmiddelbaserede maling vil sandsynligvis være fordampet til omgivelserne inden malingsresterne bliver behandlet på affaldsforbrændingsanlægget, når det drejer sig om mindre spild. Ved større spild må det forventes, at fordampningen sker væsentlig langsommere, når det blandes i almindeligt husholdningsaffald.

For malingsrester i originalemballage vil der formentlig stadigvæk være opløsningsmidler tilbage, dog afhængig af alderen af malingsresten og hvor tætsluttende låget har været. De organiske opløsningsmidler, der fordamper vil, inden de når forbrændingsanlægget, bidrage med VOC udslip til atmosfæren og dermed til ozondannelse i den nedre atmosfære. Derimod vil behandling af de organiske opløsningsmidler på affaldsforbrændingsanlæg ikke bidrage væsentlig til luftforurening, men til global opvarmning via CO₂ udslip.

Dette gælder også for de andre indholdsstoffer i malingen, såsom alkyder, fyldstoffer (de kan normalt ikke brænde), dispergeringsmidler, skumdæmpere, biocider og sikkativer, der primært forventes at danne CO₂ ved forbrændingen.

Visse indholdsstoffer indeholder halogener, eksempelvis Cl og F, samt metaller, eksempelvis Co og Cu, der ikke forsvinder ved forbrændingen, men fordeler sig i røggas, slagge eller restprodukt fra røggasrensningen. Behandling af maling på affaldsforbrændingsanlæg bidrager således til luftforurening, og til det miljøproblem slagge og restprodukt udgør. Restprodukt opbevares p.t. på deponier, men slaggen kan genanvendes til fyld ved vejbygning m.m., hvis specifikke krav til bl.a. indhold af metaller er overholdt.

Da opløsningsmiddelbaseret maling og grundingsolie har en nedre brændværdi på mellem 25 til 42 MJ/kg, hvilket er væsentligt højere end almindeligt affald (ca. 10 MJ/kg), kan det således være en driftsmæssig og dermed en energimæssig fordel at forbrænde malingsresterne. Det afhænger imidlertid af mængden af malingsrester og malingsspild, samt det enkelte anlæg.

Behandling af malingsaffald kan imidlertid medføre en dannelse af dioxiner og furaner ved forbrændingen. Kobber, der har en katalytisk effekt på dioxindannelse, er basis for to af de hyppigst anvendte pigmenttyper. Det kan således ikke udelukkes, at der også dannes dioxiner og furaner ved behandling af maling på affaldsforbrændingsanlæg. Indholdet af chlor i maling har ikke i sig selv den store betydning, når malingsaffald behandles sammen med almindeligt affald, da chlorindholdet i almindeligt affald er væsentligt højere end i de analyserede (hvide) malinger. Malingsaffaldet er imidlertid en så lille del af det affald, der brændes af, at en potentiel forøgelse af dioxinmængden sandsynligvis ikke vil kunne måles.

Som beskrevet indeholder pigmenterne rester af dioxin og furaner. Disse forventes forbrændt ved behandling på affaldsforbrændingsanlæg under normale omstændigheder, og det er de aktuelle forbrændingsbetingelser, samt indhold af chlor og katalyserende metaller, der er betydende for den efterfølgende dioxin- og furandannelse ved de-novo syntesen. Restindhold af dioxiner og furaner i pigmenter vurderes derfor ikke umiddelbart at være noget yderligere problem i forhold til dannelse af dioxin og furaner.

10.2.3 Konklusion på miljøpåvirkningen af opløsningsmiddelbaseret maling

Som mange indholdsstoffer i vandbaseret maling, vurderes indholdsstoffer i opløsningsmiddelbaseret maling også at være uproblematiske i vandmiljøet. Det drejer sig om indholdsstoffer som bindere, fortykkelsesmidler, fyldstoffer, skumdæmpere, blødgørere (undtagen phthalat), uorganiske pigmenter og visse opløsningsmidler som alkoholer og ketoner.

Visse af de anvendte organiske pigmenter vurderes også at være uønskede i vandmiljøet på grund af et indhold af polychlorerede dioxiner og furaner. Ligeledes vurderes mineraloliebaserede opløsningsmidler, konserveringsmidler og biocider at være uønskede i vandmiljøet på grund af deres giftighed, bioakkumulerbarhed og forholdsvist svære nedbrydelighed i miljøet.

Ved forbrænding af opløsningsmiddelbaserede malingsrester på affaldsforbrændingsanlæg, gælder de samme forhold som for vandbaserede malingsrester. Nemlig, at det for nuværende miljømæssigt er at foretrække at behandle malingsrester på Kommunekemi, særligt i forhold til mulige emissioner af dioxiner og furaner.

Opløsningsmiddelbaseret maling indeholder således mange stoffer, der er uønskede i miljøet, men primært i vandmiljøet. Det må derfor anbefales, at rester af træbeskyttelse, terpentin fra rengøring af malegrej, samt første gang skyllevand ved rengøring med sæbe eller penselrens håndteres som kemikalieaffald. Alternativt kan det anbefales, at brugt malegrej ikke rengøres, men også håndteres som kemikalieaffald.

10.3 Penselrens

Penselrens er en særlig produktgruppe, der anvendes til rengøring af pensler og andet malegrej, der har været anvendt til opløsningsmiddelbaserede malinger. Penselrens er ikke medtaget i hverken producenternes liste eller i Produktregistrets dataudtræk. Penselrens er medtaget i dette projekt, fordi penselrens typisk indeholder mineralsk terpentin og tensider, der muliggør en hurtig og effektiv rengøring af malegrej. Både terpentin og tensider kan være skadelig over for vandlevende organismer. Terpentin, der er et mineralolieprodukt indeholder stoffer, der er ikke let nedbrydelige, og stoffer, der er potentielt bioakkumulerbare.

Ved anvendelse af penselrens er malingsresten og penselrens blandbar (emulgerbar) med vand og kan skylles af malegrejet med vand. Dermed er det oplagt, at både penselrens og malingsrest ender i kloakken. Undersøgelser udført på penselrens viser, at det er skadelig over for vandlevende organismer og påvirker nitrifikationsprocessen i renseanlæg. Beregninger af malingspilds potentiale for miljøpåvirkning ("nul-effekt-koncentration") for de udvalgte spildscenarier viser, at penselrens bidrager med langt den overvejende miljøpåvirkning i de tilfælde, hvor det ledes til kloakken. Bidraget udgør 75-93% af det udledte potentiale for miljøpåvirkning. Det skal bemærkes, at undersøgelsen er baseret på test udført på ét penselrensprodukt. Produktet bestod af 95% terpentin og 5% tensid. Der er ikke foretaget undersøgelser af andre produkters sammensætning eller toksicitet.

Alternativer til penselrens er det gammelkendte princip med rengøring med terpentin og sæbe (tensid), eller en kraftig tensid opløsning, der kan emulgere opløsningsmiddelbaserede malinger direkte. Rengøring med terpentin og sæbe er næsten det samme, men da terpentinen ikke kan blandes med vand, vil det ikke være oplagt, at det hældes i kloakken. Ved bortskaffelse til kloakken vil der oftest forblive malingsrester på vasken eller risten, der vanskeligt fjernes. Det er også muligt, at terpentin og tensid i penselrens kan substitueres med andre og mindre giftige opløsningsmidler og tensider. Til rengøring af udstyr i den grafiske branche er der udviklet produkter uden indhold af terpentin o.lign., ligesom der ifølge producenterne er udviklet penselrenstyper uden terpentin.

På den baggrund må det anbefales, at penselrens håndteres som kemikalieaffald og emballagen påføres en vejledning i bortskaffelse og/eller, at penselrens produktudvikles, så der anvendes mindre toksiske kemikalier.

Alternativt kan penselrens helt undgås, da der er den mulighed at brugt malegrej ikke rengøres, men bortskaffes som kemikalieaffald. Herved undgås også den sundhedspåvirkning penselrensen medfører ved brug til rengøring.

10.4 Konklusion

Med hensyn til forbrænding af malingsrester er vandbaserede malinger miljømæssigt at foretrække, da opløsningsmiddelbaserede malinger bidrager med VOC-udslip til atmosfæren ved affaldsbehandlingen, hvis opløsningsmidlerne fordamper, inden de når affaldsforbrændingsanlæggene. Begge typer malinger vil kunne bidrage med dioxin- og furandannelse ved forbrændingen, samt metalforurening. Mængden af malingsaffald er imidlertid en så lille del af det affald, der brændes af, at en potentiel forøgelse af dioxinmængde sandsynligvis ikke vil kunne måles.

De testede vandfortyndbare malinger er generelt mindre hæmmende over for nitrifikationsprocesserne i renseanlæg, end de tilsvarende opløsningsmiddelbaserede. Ved sammenligning af toksicitet over for vandlevende organismer viser beregninger, at opløsningsmiddelbaserede malinger er mere toksiske end vandfortyndbare. Ved udledning til recipient skal et spild fra rengøring af malegrej ved anvendelse af vandfortyndbar træbeskyttelse fortyndes i op til 1.400 m³ vand for at nå en "nul-effekt-koncentration", hvor der ved anvendelse af opløsningsmiddelbaseret maling skal fortyndes i op til 10.000 m³. Beregningerne er baseret på de udførte test og er derfor ikke repræsentative for alle produkter.

Vandbaserede malinger er således at foretrække fremfor opløsningsmiddelbaserede malinger, når det gælder udledning til vandmiljø. Det må derfor anbefales, at rester af opløsningsmiddelbaseret maling og træbeskyttelse, samt første gang skyllevand ved rengøring af malegrej generelt håndteres som kemikalieaffald. Visse indholdsstoffer i vandbaserede malinger er dog også uønskede i miljøet, hvorfor det anbefales, at første og anden gangs skyl opsamles og afleveres på genbrugsstation.

Opløsningsmiddelbaseret maling rengøres ofte med penselrens eller terpentin. Undersøgelser udført med penselrens viser, at spild til kloak skal fortyndes i meget store vandvolumener for at undgå effekter ved udledning til kloak. Beregninger viser endvidere, at penselrens bidrager med langt den overvejende miljøpåvirkning i de tilfælde, hvor det ledes til kloakken. Det må derfor anbefales, at rester af terpentin og penselrens fra rengøring af malegrej også håndteres som kemikalieaffald.

Alternativt kan det anbefales, at brugt malegrej, i tilfælde, hvor der anvendes opløsningsmiddelbaseret maling, håndteres som kemikalieaffald, så rester af den opløsningsmiddelbaserede maling og terpentin/penselrens ikke kommer i kloakken.

Det skal endvidere anbefales, at alle malerester, malegrej, rengøringsterpentin mv. indeholdende opløsningsmiddelbaseret maling håndteres og opbevares i lukkede beholdere for at begrænse VOC-emissionen, både af hensyn til ozondannelsen og af hensyn til indeklimaet, hvor eventuel fordampning foregår.

10.5 Referencer

"Spildevandsredegørelsen", Redegørelse nr. 2 fra Miljøstyrelsen, 1995.

"Rensning for dioxiner fjerner reelt dioxiner", Artikel i Ingeniøren nr. 12, 24.3.2000, af Peter Blinksbjerg, Fagchef, dk-TEKNIK ENERGI & MILJØ.