Inden præsentationen af resultaterne af opdateringen opsummeres konsekvensen af
forskelle i datagrundlaget og beregningsmetoden i forhold til den tidligere gennemførte
kortlægning af Familiens miljøbelastning. Ved præsentation af resultaterne lægges
vægt på dels at vurdere om der kan konstateres en udvikling siden sidst, dels at pege
på datamangler og en vurdering af mulighederne for at skaffe data i forbindelse med
eventuelle kommende opdateringer.
Den væsentligste forskel mellem den tidligere gennemførte kortlægning af
Familiens miljøbelastning og nærværende opdatering er de anvendte forbrugsdata. Første
gang tog vi udgangspunkt i en modelfamilie, baseret på Forbrugerstyrelsens
standardbudget. Standardbudgettet er udarbejdet af en ekspertgruppe og er et
"normativt" budget, idet der ved udarbejdelsen er indgået en vurdering af hvad
et "rimeligt forbrug" er eller rettere var i 1994.
Standardbudgettet bygger således kun delvist på statistik over de enkelte
husstandstypers gennemsnitlige forbrug, men forsøger at fastslå hvilke varer der medgår
til et rimeligt forbrug. For produkter med en lang levetid er der skønnet en levetid, og
forbruget fordelt ligeligt over årene. Det er ikke helt så nødvendigt at gøre dette
med et statistisk grundlag, idet årsforbruget afspejler den faktiske anskaffelse af
apparater, og dermed også den miljømæssige belastning pr. år ved fremstilling af
apparaterne. Køber eksempelvis 10 husstande i gennemsnit 1 køleskab om året, er
levetiden for køleskabet i gennemsnit 10 år - forudsat antallet af apparater pr.
husstand er den samme. Det er dog stadig nødvendigt med supplerende statistik for at
vurdere apparatbestanden og f.eks. elforbruget forbundet med de apparater, der er i brug.
Ved sammenligning med et gennemsnitsforbrug repræsenterede standardbudgettet et
forbrug, der lå lidt over gennemsnittet. Men sammensætningen af forbruget adskiller sig
på nogle punkter meget fra gennemsnittet. Især på fødevareområdet har der i
standardbudgettet været en hensigt om at sammensætte en kost, der er baseret på
kostråd om mindre fedt og kød, flere grønsager og mindre alkohol end et
gennemsnitsforbrug. Modellen har den styrke at forbruget er meget veldefineret og
kunne betragtes som typisk for en række husstande, idet forbruget kan baseres på bredt
anvendte varer.
Ved anvendelse af gennemsnitsdata fra Forbrugsstatistikken fra Danmarks Statistik er
der tale om et repræsentativt gennemsnitsforbrug i 1997/98/99. Det betyder dels at der er
en langt større spredning i vareforbruget, dels at tallene viser hvad der rent faktisk
bruges, frem for hvad de enkelte husholdninger burde bruge. Spredningen i forbruget er
undertiden meget atypisk for den enkelte husstand. F.eks. er varmeforbruget i statistikken
sammensat af olie, naturgas, fjernvarme mv., hvor der i virkeligheden er tale om at de
fleste hovedsagelig bruger en af de nævnte opvarmningsformer.
Formålet med den opdaterede kortlægning på grundlag af statistiske forbrugsdata frem
for det tidligere anvendte normative grundlag er dels at få mulighed for en løbende
opdatering af undersøgelsen, dels at få et datagrundlag, som kan anvendes på
forskellige husstandsstørrelser. En væsentlig forudsætning for at det er muligt at
opfylde disse mål er, at det anvendte datagrundlag er tilstrækkeligt specifikt på
områder med de væsentligste miljøbelastninger. Her er forbruget af energi centralt. Det
drejer sig om el, varme samt benzin mv. til transport, som imidlertid ikke er opdelt i
forbrug på husstandens apparater eller aktiviteter.
Det er derfor nødvendigt, som det også var ved kortlægning af Familiens
miljøbelastning, at supplere med anden statistik. I forhold til den første kortlægning
er der det yderligere krav til de anvendte datakilder at de dels skal kunne anvendes på
flere husstandsstørrelser, dels at de så vidt som muligt skal kunne opdateres løbende.
De anvendte datakilder, forudsætninger og begrænsninger for de gennemførte beregninger
er gennemgået i Bilag 1, men vil også blive kommenteret i forbindelse med gennemgangen
af resultaterne.
Grundlaget for miljøvurderingen af forbrugsmængderne er grundliggende det samme
som ved første kortlægning. Metoden er stadig at opdele de enkelte forbrug af varer i
materialer, knytte nogle livscyklusbaserede data til materialerne og foretage en
aggregering og vægtning efter UMIP-metodens principper, dog forenklet for at give mere
overskuelige resultater. De centrale livscyklusbegreber er forklaret i ordlisten i kapitel
7. Metoden er beskrevet i Bilag 4 samt i rapporterne for Familiens miljøbelastning
(Miljøstyrelsen, 1996) og (Forbrugerstyrelsen, 1996).
I forhold til Familiens miljøbelastning er der stort set anvendt det samme
miljødatagrundlag. Kun miljødata for el- og varmeforbrug er blevet opdateret med de nye
datasæt, som er hentet fra det LCA-projekt, som elværkerne har udført for elproduktion
og anvendelse i 1997 (E2-2000). Dette har betydet at både el- og varmeproduktionen vejer
lidt mindre tungt i regnskabet i forhold til tidligere, da der er sket en udbygning med
både kraftvarme (som udnytter varmespild fra elproduktion) og vindmøllestrøm (der
producerer el uden varmespild).
Den væsentligste ændring i forhold til den tidligere gennemførte kortlægning
vedrører aggregeringen af miljødata. Ved den første kortlægning undlod vi at foretage
vægtning af de forskellige ressourceforbrug samt udledninger til omgivelserne.
Vægtningen af ressourceforbruget i forhold til de tilgængelige ressourcer blev dog
inddraget i forbindelse med udformning af programmet "Tjek din miljøbelastning"
(Forbrugerstyrelsen, 1998) og anvendes også her. Det betyder at måleenheden for
ressource i de to kortlægninger adskiller sig noget, idet de enkelte ressourceforbrug nu
opgøres i personreserver frem for personækvivalenter (se ordlisten i kapitel 7). Det har
især betydning ved forbrug af ressource, der har en relativt kort forsyningshorisont, som
f.eks. råolie. Der er dog gennemført sammenligninger af de to beregninger med ressource
vægtet efter forsyningshorisont (personreserver) for at kontrollere resultaterne (se
figurer i Bilag 4).
På forureningssiden er der i nærværende rapport valgt at opgøre primært
energiforbrug som et mål for de luftforurenende parametre. Dette er gjort som en
konsekvens af at der pga. datamangel ikke indgår vandforurening og miljømæssig
belastning fra kemikalier i opgørelsen. Primær energiforbruget og deponibehov bliver
dermed rimeligt dækkende mål for de opgjorte udledninger, der stort set kun vedrører
luftforurening og affald til deponi.
Data for energiforbruget omfatter de primære energiholdige råstoffer omregnet til
mega Joule (MJ), der indgår i og medgår til fremstilling af produkterne, hvilket kaldes
"primærenergi" eller "bruttoenergi". Det kan derfor være nødvendigt
at supplere miljøberegningen med en vurdering af om der indgår miljøbelastende stoffer,
der udledes til omgivelserne. I Familiens miljøbelastning samt nærværende opdatering
gøres det ved en selvstændig screening af de miljøfarlige stoffer, som indgår i
husholdningskemikalier, og som bortledes med spildevand.
Den tredje parameter er en deponeringsfaktor, der skal udgøre et samlet mål for de
deponerede affaldsmængder i produkternes livsforløb. Her er der i modsætning til de
tidligere opdelinger i forskellige affaldstyper jf. UMIP, valgt blot at samle alt affald
til deponi i en kategori, uanset hvor den stammer fra i produktets livscyklus.
Eksempelvis vil affaldsscenariet, der anvendes for det meste brændbare affald, betyde
at affaldet forbrændes med en vis grad af varmeudnyttelse, og slaggen i vid udstrækning
udnyttes som vejfyld mv. Konsekvensen bliver at mængden til deponi i den situation er
lille.
Opgørelsen af affald til deponi som en samlet kategori er sket som konsekvens af at
der endnu ikke eksisterer en anerkendt metode til miljømæssig vurdering af forskellige
affaldstyper. Heller ikke UMIP-metoden med opdeling efter affaldets farlighed er der
konsensus omkring bl.a. fordi der internationalt ikke er konsensus om definitionen
af farligt affald.
Den anvendte metode er udviklet i forbindelse med et projekt til beregning af
indikatorer for affaldshåndteringen i Danmark (Miljøstyrelsen, 2002). Der er imidlertid
igangsat et LCA-metodeprojekt, der har til formål at videreudvikle
vurderings-principperne for affald til deponi, og resultaterne af det projekt vil evt.
kunne inddrages i projektet i forbindelse med kommende opdateringer (Miljøstyrelsen,
1999). Desuden er der netop igangsat et projekt vedr. kortlægning og vurdering af
affaldsbehandlingen i Danmark, og det projekt forventes at give data til en opdatering af
deponerings-behovene ved behandling af forskellige affaldsfraktioner (COWI, 2002).
Den gennemførte aggregering til de 3 parametre: Ressourcer, energi og deponi gør
først og fremmest præsentationen mere enkel. I stedet for at præsentere en miljøprofil
med 21 parametre for hver enkelt aktivitet kan man nu på overskuelig vis præsentere alle
aktiviteter i forhold til hinanden beregnet ud fra hver af de 3 parametre (se figur 3.1,
3.2 og 3.3). Affaldsdeponi bygger dog i nærværende opdatering på et usikkert
datagrundlag, men er medtaget for at vise hvordan parameteren kan anvendes.
En grundliggende tanke ved kortlægningen har været at opgøre miljøbelastningen i en
række dagligdags aktiviteter. Antallet er udvidet til 30, idet enkelte er tilføjet og
transport til indkøb er lagt sammen med øvrig transport. De 30 aktiviteter er samlet i 7
aktivitetsgrupper:
Spise
Spise ude
Opbevaring af mad
Madlavning
Servering og opvask
Fremstilling af fødevarer
Vin og spiritus
Cigaretter, tobak mv.
Beklædning
Tøj til hele familien
Tøjvask mv.
Anden vedligeholdelse (sy, pletfjerne, pudse sko)
Hygiejne og sundhed
Personlig hygiejne (bad mv.)
Toilet
Diverse (makeup mv.)
Diverse fritid
Fritid, hjemme, sammen
Fjernsyn, computer mv.
Møbler, belysning mv.
Babyudstyr
Rengøring af bolig
Gulvvask og rengøring
Støvsuge, tørre støv af, feje
Diverse vedligeholdelse (pudsning, møbler mv.)
Bolig
Rumopvarmning
Vandspild
Vedligehold hus
Vedligehold have
Diverse el
Transport
Biltransport
Cykel
Knallert og scooter
Flytransport
Off. transport
Resultaterne for de 7 hovedgrupper præsenteres i det følgende - dels for
sammenligningen med sidste kortlægning - dels for at vise hvordan de forskellige
miljøindikatorer der er anvendt ved kortlægningen, kan have betydning for resultatet.
I den tidligere rapport om Familiens miljøbelastning var konklusionen at de tre
aktiviteter,
- spisning,
- bil og bolig samt
- diverse aktiviteter i hjemmet
hver stod for 1/3 af ressourceforbrug og miljøbelastning i husholdningen. Ser man på
den opdaterede opgørelse på hhv. ressourcer og energi tegner der sig et lignende
billede. Generelt blev det i forbindelse med den tidligere kortlægning af Familiens
miljøbelastning vurderet at alle resultater har en usikkerhedsmargen på en faktor 2. Den
gennemførte opdatering som har karakter af en pilotberegning er på nogle områder endnu
mere usikker, da dele af beregningen bygger på ufuldstændigt datagrundlag.
Reelt dækker denne lighed mellem undersøgelserne således over nogle væsentlige
ændringer og forskydninger i forhold til den tidligere undersøgelse. Væsentligst er at
målestokken for ressource- opgørelsen er ændret i beregningsmetoden, samt at
primærenergi- og deponibehov erstatter den tidligere opgørelse af
"udledninger".
Der er desuden tale om andre forbrugsdata, foruden at der er sket den ændring i
aktiviteterne at transport nu omfatter både bilkørsel og anden transport især
flyrejser. Dog er opgørelsen af offentlig transport mangelfuld i nærværende opgørelse.
I hovedaktiviteten spisning er den væsentligste post "fremstilling af
fødevarer" , hvor der indgår nye forbrugsdata, som vurderes at være rimeligt
præcise. Imidlertid må datagrundlaget for den miljømæssige vurdering af selve
fødevarefremstillingen betegnes som ret usikker, idet der er tale om de samme data for
fremstilling af fødevarer som sidst. De anvendte data omfatter kun energiforbrug i
forbindelse med fremstillingen. Den anden betydende post i forbindelse med spisning er
"tilberedning af mad", hvor der er anvendt nye data for elforbrug, men set under
ét må opgørelsen af hovedaktiviteten "spisning" vurderes som værende
usikker.

Figur 3.1
Ressourceforbruget (opgjort i PR, se ordliste) for en husstand med 2 voksne
og 2 børn fordelt på 7 aktivitetsgrupper

Figur 3.2
Primærenergiforbrug (opgjort i PE, se ordliste) for en husstand med 2 voksne
og 2 børn fordelt på 7 aktivitetsgrupper
Betragtes deponibehovet for sig selv, viser det sig at beklædning og produkter der
indgår i diverse fritidsaktiviteter i hjemmet, får en langt mere fremtrædende plads i
det samlede billede, idet affaldet herfra udgør over halvdelen af den samlede
affaldsmængde. Dog er de anvendte data for affaldsbehandlingen ikke opdateret, især hvad
angår andel til forbrænding, energiudnyttelse eller genanvendelse, hvilket bør ske,
inden parameteren tages i anvendelse.
Det skal bemærkes at der også er indregnet en vis mængde affald til deponi i
forbindelse med produktfremstillingen, ligesom der er regnet med bl.a. forbrænding af en
stor del af husholdningsaffaldet. Der er således ikke blot tale om en opgørelse af
affaldsmængden fra den enkelte husholdning, men et estimat over det faktiske
deponeringsbehov i hele produktets livscyklus.
Halvdelen af affald til deponi stammer fra diverse forbrugsgoder - enten fra produktion
eller fordi de ender i storskrald. Derefter kommer emballage til fødevarer samt
beklædning, mens transport og boligopvarmning har en langt mindre betydning målt med
deponiparameteren end ved ressource- og energiparameteren.
Diverse forbrugsgoder er bl.a. møbler og elektroniske produkter, hvor der er regnet
med en lav andel til genanvendelse, idet nærværende opdatering er baseret på samme
forudsætninger som ved den tidligere opgørelse af Familiens miljøbelastning. Der er
imidlertid sket væsentlige ændringer i affaldshåndteringen de sidste 5 år, og billedet
kan specielt for affald til storskrald være fortegnet. I dag sorteres en væsentlig
større andel af affaldet, og langt mere genbruges eller forbrændes. Det er imidlertid
valgt ikke at bruge tid på opdatering af datagrundlaget for affaldsbehandlingen i
nærværende projekt, idet der netop er igangsat et projekt med det formål. Resultaterne
herfra vil kunne anvendes ved en eventuel kommende opdatering af kortlægningen.

Figur 3.3
Deponibehovet (opgjort i PE, se ordliste) for en husstand med 2 voksne og 2
børn fordelt på 7 aktivitetsgrupper. Bemærk venligst at resultatet har foreløbig
karakter, især vedr. deponibehovet hvor data ikke afspejler den stigende genanvendelse
det sidste årti.
Et af formålene med nærværende opdatering er at gennemføre beregninger for flere
typer husstande for at vurdere om der er væsentlige forskelle i fordelingen af
miljøbelastningen. I nærværende afsnit er præsenteret en husstand med 2 voksne og 2
børn som svarer til modelfamilien i den tidligere kortlægning af Familiens
miljøbelastning. I Bilag 4 sammenlignes opdateringen mere detaljeret med den tidligere
modelfamilie, og de væsentligste konklusioner indgår i nærværende afsnit. I afsnit 3.3
præsenteres 1 ny husstandstype, nemlig en single-husholdning, og forskellene kommenteres.
Ved sammenligning med den tidligere kortlægning af Familiens miljøbelastning
inddrages også forbrugsdata i kr., som er udgangspunktet for beregningerne. Bilag 3
indeholder en opsummering af forbruget i kroner for modelfamilien fra Familiens
miljøbelastning og nye data for en husstand med 2 voksne og 2 børn fra nærværende
opdatering.
Det er vigtigt at bemærke at beregningerne på nogen områder ikke er tilstrækkeligt
bearbejdet især hvad angår opgørelse af materialeforbrug samt tillæg for
forarbejdning og bortskaffelse for enkeltprodukter - til at kunne præsenteres som et
færdigt resultat, hvilket kommenteres i forbindelse med gennemgangen. De mere detaljerede
forudsætninger for beregningerne indgår i Bilag 2.
Et væsentligt resultat ved gennemgangen er imidlertid at få afdækket mangel på
data, og hvilke data der kan skaffes, hvis man ønsker at undersøge en aktivitet
nærmere. Ved den følgende gennemgang af resultaterne lægges derfor vægt på at vurdere
mulighederne for at skaffe data i forbindelse med en kommende opfølgning på projektet.
Resultaterne fremgår af figur 3.4 - 3.6, mens resultaterne kommenteres i de
efterfølgende afsnit for hver enkelt aktivitet. For aktiviteterne "fritid hjemme
sammen", "fjernsyn og computer" samt "møbler belysning mv." er
der i Bilag 5 eksempel vist hvordan de enkelte produkter bidrager til resultatet. De
enkelte produkters bidrag er ikke vist for alle aktiviteter, idet resultaterne for
enkeltprodukter er meget usikre grundet de mangelfulde datagrundlag for produkternes
materialesammensætning og bortskaffelse. Men da produktniveauet er udgangspunktet for
beregningen, findes de anvendte data i vedlagte databilag for enkeltprodukter, svarende
til dem der er vist i Bilag 5. Se evt. oversigt over datafiler i Bilag 2.
Se her!
Figur 3.4
viser ressourceforbruget i personreserver (PR) ved de enkelte aktiviteter i
en husholdning med 2 voksne og 2 børn. Ressourcerne er opdelt i energiressourcer og andre
ressourcer såsom metaller, mineraler og vand (se ordlisten i kapitel 7).
Se her!
Figur 3.5
viser primærenergiforbrug i personækvivalenter ved de enkelte aktiviteter i
en husholdning med 2 voksne og 2 børn (1 PE svarer til 160 GJ
Primærenergi/Bruttoenergi).
Se her!
Figur 3.6
viser deponibehov i personækvivalenter ved de enkelte aktiviteter i en
husholdning med 2 voksne og 2 børn. (1 PE svarer til 403 kg affald til deponi).
Ifølge forbrugsstatistikken anvender en husstand med 2 voksne og 2 børn årligt
ca. 11000 kr. på mad og drikkevarer uden for hjemmet, inkl. kantine på arbejde.
"Spisning ude" er ikke taget med i beregningen, da det foregår uden for
hjemmets fire vægge. Gruppen var heller ikke med i sidste opgørelse.
Det vil dog i stigende grad kunne være relevant at medregne aktiviteten, da den til en
vis grad fortrænger "spisning hjemme" for nogle husstandstyper
formentlig mere end for andre, og dermed også påvirker resultatet af opgørelsen. Det
vil imidlertid kræve en del dataindsamling vedr. miljøbelastningen ved at spise ude,
hvis den skulle medregnes. Alternativt vil man evt. kunne skønne hvor mange måltider man
springer over hjemme - og så korrigere resultatet herfor for at sikre at udviklingen i
madens andel af miljøbelastningen holdes neutral for ændrede vaner med hensyn til at
spise ude eller hjemme.
Ved opbevaring af maden er anvendelse og fremstilling af køleskab og fryser de
vigtigste poster. Allerede ved den første kortlægning var det forudsat at køleskabe
ikke indeholdt ozonlagsnedbrydende stoffer, da anvendelse af disse ikke var tilladt i
1994. Håndteringen af de udtjente køleskabe har også en vis indflydelse på
materialeforbruget. Med den nye ordning for skrotning af elektriske apparater, der trådte
i kraft i 1999, vil materialegenanvendelsen formentlig øges (Bekendtgørelse nr. 1067).
Den mest afgørende parameter er således elforbruget for køle-/fryseapparaterne, som
er afhængig af alder og størrelse. For nyindkøbte køleskabe og frysere har der de
seneste år været gennemført en målrettet informationsindsats for at fremme salget af
energirigtige (klasse A) køleskabe og frysere. Over en årrække vil det påvirke den
eksisterende bestand. Forbrugsstatistikken siger ikke noget om bestanden, så derfor må
man f.eks. lægge DEFU's undersøgelser til grund for energiforbrugets fordeling i
husholdningerne. Elforbruget er jf. den opgørelse lavere end det vi regnede med ved
opgørelsen af Familiens miljøbelastning.
Miljøbelastningen til opbevaring af mad ligger for alle 3 parametre noget højere end
i Familiens miljøbelastning (Bilag 4), hvilket især skyldes elforbruget. I Familiens
miljøbelastning var der forudsat køleskab og fryser i energiklasse A, hvilket ikke er
repræsentativt for de faktisk anvendte apparater. Samtidig kan der være tale om at flere
husstande har mere end et af hvert apparat.
Single-husstanden har - måske overraskende - omtrent det samme forbrug pr. person til
opbevaring af mad. Det skyldes formentlig at single-husstanden ofte ingen fryser har, så
selvom forbruget pr. person til køleskabet er højere, spares noget tilsvarende ved at
fryseren ikke altid findes i single-husstanden.
I aktiviteten madlavning indgår der en række energiforbrugende apparater, hvor
kogeplader, ovn og emhætte er de største forbrugere af el. Ressourcemæssigt vejer de
mange småapparater i køkkenet imidlertid også godt til i det samlede billede. I forhold
til den tidligere opgørelse er ressourceforbruget til fremstilling af apparaterne omtrent
det samme, selvom der er tale om nogle forskelle i hvilke apparater der er tale om. F.eks.
indgår der i stigende grad en mikrobølgeovn i husholdningerne.
Også her er DEFU's data for anvendelse af el til madlavning med diverse apparater de
mest opdaterede (DEFU, 1999).
Den største del af ressourceforbrug og miljøbelastning for denne aktivitet
vedrører opvask. I Familiens miljøbelastning blev opvask udvalgt til nærmere
undersøgelse, bl.a. for at vurdere om opvask i maskine eller ved håndkraft belaster
miljøet mest. Energi- og ressourcemæssigt viste undersøgelsen at resultatet falder
forskelligt ud, afhængigt af brugerens vaner i forbindelse med opvasken. Afgørende
forhold er fyldning af maskinen og vandforbrug ved håndopvasken.
En anden forskel viste sig at være ved valget af opvaskemiddel. Især
hånd-opvaskemidler ville kunne udgøre en væsentlig miljøbelastning. DHI's nye
screening af kemiske husholdningsprodukter (se kapitel 4) viser væsentlige ændringer på
området, således at håndopvaskemidler i dag noget mindre belastende for vandmiljøet.
Men samtidig kan maskinopvaskemidlerne evt. være interessante at undersøge nærmere.
Fødevareområdet der udgør en betydelig post, såvel økonomisk som
miljømæssigt, på husholdningens budget, er datamæssigt meget velfunderet i de nye
forbrugsdata. Vareantallet er omtrent fordoblet og giver nu et mere reelt billede af
forbrugsvanerne. I forbindelse med nærværende projekt er det undersøgt hvilke andre
datakilder, der kunne være relevante at inddrage til analyse af området (se Bilag 6).
Konklusionen er at det ikke vil kvalificere datagrundlaget væsentligt at inddrage andre
kilder.
En meget vigtig forskel på de nye data og det tidligere anvendte standardbudget der
lå til grund for Familiens miljøbelastning, er at der er tale om en opgørelse af det
faktiske forbrug. Standardbudgettets normative tilgang betød at det skulle kunne anvendes
til rådgivning om et hensigtsmæssigt forbrug, hvilket på fødevareområdet betød at
nogle varegrupper blev nedprioriteret. Der er f.eks. en væsentlig højere andel af
alkoholholdige drikkevarer i forbrugsstatistikken, som derfor er udskilt i en selvstændig
"aktivitet" (se 3.2.6). Det kan overraske at det samlede forbrug i kroner trods
alt stemmer så godt med de tidligere tal.
Svagheden ved nærværende opdatering er at der er anvendt de samme miljø- og
energidata som sidst. Det datagrundlag var baseret på en efterhånden noget forældet
hollandsk undersøgelse, som kun indeholder energidata for fremstilling af fødevarer,
inkl. primærenergiforbrug til fremstilling af råvarer, forarbejdning, transport og
opbevaring i salgsleddet. Der er imidlertid mange nye projektet i gang både i Danmark og
udlandet, hvor der i løbet af få år vil komme nye livcyklusbaserede data for
fremstilling af råvarer og forarbejdning. Et af de mest omfattende og relevante projekter
er svensk (Carlsson-Kanyama & Faist, 2000) og har som mål at vurdere energiforbrug og
miljøbelastning ved en ændret kostsammensætning i forskellige husholdninger. Men også
et igangværende dansk projekt om livscyklusvurdering af fødevarer vil gøre nye data
tilgængelige for kommende opdateringer (www.lcafood.dk). Se desuden afsnit 6.2.1.
Øl, vin og spiritus blev i Familiens miljøbelastning medregnet i fremstilling af
fødevarer. I den nuværende statistik er mængderne imidlertid væsentligt højere end i
det tidligere anvendte standardbudget, og vi har valgt at udskille det i en selvstændig
gruppe.
Datagrundlaget for miljøopgørelsen bygger på de gennemsnitlige fødevaredata, som
ikke er forsøgt tilpasset, da de alligevel må anses for at være delvist forældet (se
3.2.5). Hvis området er interessant for en nærmere undersøgelse, vil der kunne skaffes
LCA-data for nogle drikkevarer, og der vil kunne findes data for miljøbelastningen ved de
fleste drikkevareemballager.
Cigaretter, tobak mv. indgik ikke i Familiens miljøbelastning. Udgiften er ret
høj ca. 5000 kr. i gennemsnit for en familie med 2 voksne og 2 børn. En stor del
er selvfølgelig afgifter, og materialerne er overvejende organiske (papir og tobak). De
miljømæssige omkostninger ved fremstillingen skal ses i lyset af at der er tale om
relativt små mængder organisk materiale. Der anvendes dyrkningsmetoder, der kan være
miljøbelastende i kraft af f.eks. pesticidanvendelse. Der kan findes mange data for
fremstilling af papir til produkt og emballage, men om der findes data for
tobaksfremstilling, vides ikke. Området er måske især interessant i kraft af den
sundhedsskadelige effekt i anvendelsesfasen, som imidlertid ikke indgår i
opgørelsesmetoden.
I Familiens miljøbelastning viste det sig at miljøbelastningen ved fremstilling
af tøj er relativt lav - i hvert fald målt i ressourcer og energi. Forbruget regnet i
kroner er ved opdateringen væsentligt højere end i Familiens miljøbelastning. Men det
betyder ikke nødvendigvis en markant miljøbelastning, da den var relativt lille ved
Familiens miljøbelastning.
Opgørelsen bygger på grove gennemsnit for miljødata, og data for miljøfarlige
stoffer og arbejdsmiljø indgår ikke i beregningen. Der er imidlertid sket meget på
området siden sidste opgørelse, bl.a. i kraft af miljømærkning af tekstil. Hvis
området skal prioriteres, vil det i dag være muligt at skaffe langt bedre miljødata for
tekstilproduktion. Samtidig vil det være vigtigt at beregningerne også indeholder data
for økotox-belastning og arbejdsmiljø, da det formentlig er på de områder, der vil
kunne være en væsentlig påvirkning.
Tøjvask blev ved sidste kortlægning udpeget som et væsentligt indsatsområde, og
siden har bl.a. Forbrugerstyrelsen taget flere initiativer på området. Sammen med
Energispareudvalget har man afviklet en kampagne for vask ved 60 grader frem for kogevask.
DHI's opdaterede undersøgelse af de kemiske husholdningsprodukter (se kapitel 4) viser at
vaskemidlerne stadig er at regne for de mest miljøbelastende husholdningskemikalier.
Fokus på A-mærkede vaskemaskiner har formentlig også betydet en nedgang i forbruget
- dog kun for husholdninger med nye maskiner.
Gruppen er en mindre diversegruppe uden større miljømæssig betydning. Heller
ikke pletfjerner og skopudsemidler viste sig ved sidste opgørelse at udgøre noget stort
miljøproblem i forhold til de øvrige kemiske husholdningsprodukter. Området er ikke
undersøgt til bunds i den opdaterede undersøgelse af kemiske husholdningsprodukter, men
f.eks. rensebenzin er med i undersøgelsen (se kapitel 4).
Gruppen omfatter bad, hvortil medgår opvarmet vand. Desuden anvendes sæbe og
shampoo. Mens fordeling af vandforbruget i husholdninger til de enkelte aktiviteter er
opgjort i forskellige sammenhænge, er fordelingen af varmeforbrug til hhv. rumvarme og
varmt vand mere usikker. I energimæssig sammenhæng regnes på årsbasis med at ca. 25%
af varmeregningen går til opvarmning af varmt vand til bad mv. i private husholdninger
(Reference, Energistyrelsen). Men billedet kompliceres bl.a. af at det i mange
installationer er uforholdsmæssigt energikrævende at fremstille varmt vand - specielt om
sommeren, hvor tab fra kedler og rør ikke kan nyttiggøres som rumvarme.
Ved Familiens miljøbelastning blev hårshampoo og balsamprodukter udvalgt som et
indsatsområde - og siden har Forbrugerinformation testet en række produkter for
egenskaber og miljøbelastning. DHI's opdatering (kapitel 4) placerer stadig disse
produkter i en midtergruppe, som er relevante at stille miljøkrav til. Men
Forbrugsstatistikkens tal viser sammenholdt med DHI's undersøgelser at også håndsæber
og anden "badekemi" kan være relevante at undersøge mere detaljeret.
Vandforbruget til toiletskyl samt toiletpapir er de mest afgørende produkter, der
indgår i denne aktivitet, set i et ressourceperspektiv. Vandmiljøbelastningen ved
organiske udledninger indgår ikke i beregningen, hvilket bl.a. skyldes manglende data til
at fordele belastningen internt i husholdningen. I den svenske undersøgelse af
husholdningernes miljøbelastning (Biff och bil?, 1996) blev der givet en skønnet
fordeling af spildevandet i husholdningerne, men egentlige opgørelser kendes ikke.
Rigtigt interessant bliver opgørelsen af spildevandsbelastning først, når også de
øvrige aktiviteter i husholdningen kan vurderes med hensyn til udledning af
næringsstoffer, herunder især udledninger fra fødevarefremstilling.
Gruppen består af en lang række produkter med meget emballage samt en mindre
mængde virksomt stof. Ved sidste opgørelse blev det vurderet at de fleste stoffer
anvendes i små mængder og potentielt må være relativt uskadelige, da de skal kunne
tåles af de fleste mennesker ved direkte hudkontakt. Grøn Information har siden givet
flere eksempler på at stofferne ikke altid er ufarlige ved hudkontakt - da visse stoffer
kan have f.eks. hormonlignende effekt. I det lys er det muligvis relevant med en mere
grundig miljømæssig vurdering af kosmetikprodukterne. Produkterne indgår ikke i DHI's
opdaterede screening af kemiske husholdningsprodukter (i kapitel 4) da en nærmere
undersøgelse ville kræve et betydeligt større projekt.
Denne post omfatter bøger, aviser, legetøj, husdyr mv., men ikke elektrisk
underholdningsudstyr. Gruppens produkter består overvejende af papir samt foder mv. til
husdyr, og ressourcemæssigt vejer gruppen derfor ikke meget tungt, da der er tale om
organiske materialer. Der kan imidlertid være nogle væsentlige undtagelser - f.eks.
viste sidste undersøgelse at valg af kattemad på dåse giver et højt ressourceforbrug
til emballagen. I Bilag 5 er vist hvilke produkter der udgør de væsentligste
belastninger inden for aktiviteten, og her ligger dyrefoder stadig relativt højt.
En lang række tryksager er inden for de seneste år blevet miljømærket, hvilket kan
have betydet en reduktion af miljøbelastningen. Der er imidlertid ikke lavet nærmere
undersøgelser af hvor stor en andel af de tryksager der ender i husholdningerne der er
miljømærkede. Affaldsbehandling af papir fra husholdninger er et område, hvor der bør
inddrages nye data for at få korrekte resultater for deponibehovet fra aktiviteten, idet
nærværende opdatering anvender uændrede data i forhold til Familiens miljøbelastning.
Gruppen omfatter alle elektroniske underholdningsprodukter - en gruppe der har
været kraftigt i vækst de seneste år med introduktion af edb-udstyr, digital foto,
dvd-afspiller og mobiltelefoner mv. Forbrugsstatistikken rummer kun få varenumre og er
specielt for edb-udstyr ikke produktspecifik. Telefoner er lidt mere opdelt, men alligevel
har det vist sig umuligt at vurdere hvor stor en del af udgifterne der omfatter indkøb af
nye apparater, da priserne spænder fra 1 kr. til flere tusinde kr. Det vil formentlig
være muligt at opgøre salget af telefoner og computerudstyr via anden statistik, mens
bestanden kan være vanskeligere at vurdere.
DEFU har i forbindelse med undersøgelse af forskellig husstandes elforbrug en
tilsvarende grov inddeling (DEFU, 2000). Indtil videre er det bedste datamateriale DEFU's,
der for gruppen multimedier angiver elforbrug for pc, musikanlæg, tv og video i
forskellige husholdninger.
I december 1999 trådte de nye regler om særskilt affaldsbehandling af elektriske
apparater i kraft (Bekendtgørelse nr. 1067). Det vil give større mængder indsamlet til
genanvendelse ved adskillelse, og dermed et reduceret ressourceforbrug i produkternes
livscyklus.
I Bilag 5 er vist hvilke produkter inden for aktiviteten der bidraget til
miljøbelastningen. Der er som sagt tale om en usikker opgørelse, idet de detaljerede
materialesammen-sætninger samt bortskaffelsen af produkterne ikke er opdateret.
Elforbruget er dog baseret på nye data og udgør 85% af belastningen opgjort som
primærenergi for aktiviteten.
I gruppen møbler og belysning er der et markant højere forbrug jf. den nye
opgørelse i forhold til den tidligere kortlægning af Familiens miljøbelastning. Enten
har forbruget på det punkt været underestimeret i den tidligere undersøgelse, eller
også har der de seneste år generelt været råd til at købe boliginventar.
Miljøbelastningen ved produkterne afhænger meget af hvordan produkterne bortskaffes.
I beregningen er antaget at en betydelig del ender som storskrald, og der er forudsat at
det kun i ringe grad forbrændes. Denne forudsætning bør revurderes og opdateres, idet
der de seneste år er sket væsentlige ændringer vedrørende affaldssortering og
genanvendelse.
På belysningsområdet er der sket det at energisparelamper har vundet udbredelse, men
måske er der samtidig sket en øget anvendelse af halogenspots (som ikke giver nogen
elbesparelse). DEFU's opgørelse viser at en husstand med 2 voksne og 2 børn i dag bruger
15% af elforbruget til belysning, hvor der i Familiens miljøbelastning er regnet med 13%
på grundlag af en lidt ældre undersøgelse. Det vil sige at andelen af el til belysning
tilsyneladende ikke er blevet mindre.
Dette er en forholdsvis lille post, der ikke indgik i Familiens miljøbelastning.
Når posten er lille, er det fordi den kun er relevant for småbørnsfamilier. Skal den
undersøges, bør der laves en specifik statistik for husstande med børn under 1 år.
Aktiviteten er ikke medtaget i beregningen, da der mangler materialedata for de få varer,
der indgår i forbrugsstatistikken.
Denne og de næste 2 aktiviteter vedrører alle rengøring på forskellig vis. Man
bør ved kommende opdateringer slå de 3 aktiviteter sammen, da de hver for sig udgør
små poster. Nedenstående bemærkninger vedrører alle 3 aktiviteter.
Den væsentligste energi- og ressourceforbrugende post er varmt vand. Mængden der
anvendes til formålet er imidlertid vanskelig at fastlægge præcist, og den varierer
formentlig betydeligt for de enkelte husholdninger, afhængigt af gulvbelægning mv. Skal
området vurderes nærmere, bør der igangsættes en undersøgelse af rengøringsvaner i
private husholdninger, som er meget lidt belyst.
Desuden indgår der kemiske rengøringsmidler som universalmidler, toiletrens samt
vinduespudsemidler. DHI's undersøgelse (kapitel 4) viser at sådanne produkter stadig kan
være interessante miljømæssigt set, specielt for midler der bruges i relativt store
mængder.
Se teksten i 3.2.18.
Se teksten i 3.2.18.
Ved kortlægning af Familiens miljøbelastning blev der anvendt varmedata for et
130 m² parcelhus fra 1980. Det var forudsat at der blev anvendt oliefyr. I den nye
kortlægning er der anvendt forbrugsdata for en husstand med 2 voksne og 2 børn, fordelt
på gennemsnitligt forbrug af el, olie, gas, fjernvarme mv.
Forbruget i kroner er omregnet til forbrug af energiprodukter ud fra gennemsnitspriser
for de enkelte energiformer. Forbrugsmønsteret er selvfølgelig atypisk, da man normalt
har en hovedopvarmningsform evt. suppleret med anden opvarmning. Vi ved heller ikke
præcist hvilken bolig der er tale om, kun at 77% ejer deres bolig, som i gennemsnit er
på 133 m², og husenes alder gennemsnitligt ca. 45 år.
Hvis man vil undersøge opvarmningsområdet nærmere, har Energistyrelsen udarbejdet en
meget specifik statistik om energiforbrug og forsyning. Sammenholdes denne statistik med
BBR-registerets oplysninger om boligstørrelse og alder, vil man kunne opstille nogle
typiske boligsituationer og opvarmningsformer knyttet hertil. Der er således en række
muligheder for nærmere undersøgelser, hvoraf flere formentlig er afprøvede og anvendes
f.eks. i forbindelse med energirådgivning mv.
Datamæssigt er der sket en opdatering af el- og opvarmningsdata, idet de danske
elværker har gennemført et fælles projekt om livscyklusvurdering af el og varme leveret
fra danske elværker (E2, 2000). Projektets data er udgivet til brug sammen med UMIP
pc-værktøjet, og er anvendt til nærværende beregning også. På elsiden har det
betydet en lidt lavere miljøbelastning end de gamle data. På varmesiden har det givet
nogle ret præcise miljødata for fjernvarme fra kraftvarmeværker i Danmark.
Datagrundlaget vil løbende blive opdateret og kan inddrages i de kommende opdateringer.
De ændrede forbrugsdata samt anvendelse af nye miljødata har betydet at
varmeforbruget vejer mindre tungt i husstandens samlede miljøbelastning end ved Familiens
miljøbelastning.
Aktiviteten indeholder vandspild, herunder havevanding, der så vidt vides ikke er
opgjort i nogen statistik. Punktet er miljø- og ressourcemæssigt mindre betydende, da
vand er en fornyelig ressource. Alligevel kan det pga. vandafgift være økonomisk
interessant for private husholdninger. Spild der kan udgås og opsamling af regnvand til
drivhus eller havevanding kan give umiddelbare økonomiske besparelser.
Denne aktivitet omfatter sammen med 3.2.24 et betydeligt kronebeløb - men da
varerne ikke er beskrevet som repræsentantvarer, har det ikke været muligt at knytte
materialedata til gennemførelse af miljøberegningen. Hvis aktiviteten skal indgå i
opgørelsen, kræves supplerende data for husholdningers forbrug af produkter til
vedligehold af hus og have.
Der er selvfølgelig forskel på udgiften til vedligehold af hus for ejerboliger (7100
kr.) og lejerboliger (5400 kr.), men ikke så markant som man måske umiddelbart ville
forvente. Området kunne være interessant at belyse nærmere, da der som sagt omsættes
betydelige kronebeløb på en række mere eller mindre kendte produkter, som ofte har
ukendte sammensætninger. Der indgår også en række kemiske produkter undertiden
i betydelig mængder, f.eks. rensemidler og maling.
Se også 3.2.23. Området indholder kun kronebeløb - ingen materialedata, da der
mangler repræsentantvarer og information om produkternes sammensætning. Opgøres
forbruget specifikt for ejerboliger fordelt på etageboliger og parcelhuse, viser
forbruget til vedligehold af have over 5000 kr. i parcelhuse og kun 800 kr. i
etageboliger.
Også her anvendes en række kemiske produkter, f.eks. ukrudtsmidler hvor det kunne
være relevant at foretage en opgørelse og vurdering af miljøbelastningen ud fra en
vurdering af miljøfarligheden. Det er dog muligt at området bliver mindre relevant de
kommende år, hvis flere bekæmpelsesmidler bliver forbudt til privat brug.
En række havemaskiner bruger benzin eller el, men data herfor findes ikke umiddelbart
i nogen statistik. Der findes dog i kraft af bl.a. miljømærke-ordninger for f.eks.
plæneklippere nogle data for emissioner fra små motorer.
Diverse el er uspecificeret elforbrug jf. DEFU-rapport (DEFU, 2000). Det omfatter
en række små elforbrugende apparaters drift og standbyforbrug i husholdningerne og
udgør mellem 10 og 15% af forbruget afhængigt af husstandens størrelse. Det kan evt.
være relevant at undersøge mere detaljeret hvad forbruget omfatter med henblik på at
reducere forbruget, specielt fordi det ikke indgår i DEFU's opgørelser.
Biltransport omfatter indkøb af bil, reservedele og vedligehold samt benzin og
diesel.
De største vanskeligheder med fastsættelse af materialeforbruget vedrører
reparationer og vedligehold. Her er der taget udgangspunkt i de gamle data fra Familiens
miljøbelastning for 15000 km årlig kørsel, som er anvendt forholdsmæssigt for andre
husstandstypers forbrug til vedligehold af bil. Denne del bør opdateres, hvis det skal
være et indsatsområde - også fordi der formentlig sker en kraftig udvikling på
området, efterhånden som materialevalget til biler ændres, og affaldshåndteringen
ligeledes er ændret væsentligt.
Beregningerne er baseret på emissionsdata fra før anvendelse af katalysatorer på
benzinbiler. Da der ikke præsenteres resultater for emissioner til luft, men i stedet
vises energiforbrug og ressourcer, har anvendelse af ældre data ikke væsentlig betydning
for resultatet. Vil man analysere miljøbelastningen mere detaljeret, bør data dog
opdateres, da der også er sket nogle mindre ændringer i energiforbruget.
Der bliver lavet mange undersøgelser af bil- og transportvaner, og der vil således
kunne skaffes meget specifikke data for bilemissioner og kørevaner. Der er dog generelt
det problem ved undersøgelser af kørevaner, at de opgør antal ture, frem for antal
personkilometer. Forbrugsstatistikken giver imidlertid mulighed for at opgøre forbruget
af benzin for de husstande der har bil, og derved vil man kunne få ret specifikke data
for forskellige husstandtypers kørsel i bil.
Hvorvidt taxakørsel bør indgå i biltransport eller offentlig transport kan
diskuteres. Det er ikke medregnet i opgørelsen, da det kun udgør ca. 400-500 kr.
årligt, hvilket svarer til ca. 50 kørte km, evt. det dobbelte i
miljøbelastnings-regnskabet, hvis tom returkørsel medregnes.
I aktiviteten indgår nye cykler, mens vedligehold af cykler ikke er medregnet på
grund af datamangel for materialeforbruget.
I aktiviteten indgår kun skøn for materialer til nye køretøjer. Vedligehold af
knallert og scooter er ikke medregnet på grund af datamangel for materialeforbruget. Der
mangler også opgørelser af benzinforbruget til knallert og scooter og det hele derfor er
medregnet til biltransport. Om der findes anvendelig statistik til belysning af området,
er ikke undersøgt.
Forbrugsundersøgelsens data for flyrejser er opdelt i indenrigs- og
udenrigsflyrejser samt charterrejser uden specifikation af, om det er med fly eller bus.
Her har det kun været muligt at medregne et skøn for indenrigs- og udenrigsflyrejser,
som imidlertid udgør den mindste del af flyrejserne.
For varegruppen "charterrejser til udlandet over 5 dage" fremgår det ikke om
rejsen foretages med fly eller bus, og gruppen er ikke taget med i beregningen, da der
ville være tale om rent gætteri. Skal området undersøges, er det formentlig en
omfattende opgave at undersøge charterbranchens transport fordelt på transportmidler og
personkilometer.
Det er her forsøgt at inddrage Trafikministeriets rapport om danskernes flyvaner
(Trafikministeriet, 2001). Problemet med den rapport er - som den meste anden
trafikstatistik - at der opgøres antal ture og eventuelle destinationer, men der angives
kun skøn for personkilometer. Da personkilometer er grundlaget for miljø-beregningerne,
giver det betydelige usikkerheder. Det bør dog kombineres med rejseafstande, da en meget
stor del af brændstofforbruget sker ved start, hvilket på korte ture får afgørende
betydning.
Flere flyselskaber er begyndt at udgive miljøregnskaber, hvoraf der fremgår
brændstofforbrug til flyrejser opgjort pr. personkilometer eller godstransport pr. ton km
(www.sas.dk). Derimod er miljødata for flymotorer måske ikke i samme grad opdaterede,
men de kan formentlig skaffes.
I forbrugsundersøgelsen indgår der udgifter til færge-, tog- og busrejser. Det
vil dog kræve en del undersøgelser at foretage en konvertering af en udgift til f.eks.
klippekort til kørte km, som kan relateres til et brændstofforbrug ved buskørsel. Men
der er en del undersøgelser i gang, bl.a. i forbindelse med udarbejdelse af grønne
regnskaber for HT og andre busselskaber, så nogle nøgletal kan formentlig skaffes
(www.ht.dk).
DSB udarbejder også grønne regnskaber og udgiver årligt opgørelser over
energiforbrug pr. kørt km og personkilometer, hvilket direkte kan bruges til beregning af
miljøbelastning, hvis man har oplysninger om de kørte km (www.dsb.dk).
I forbindelse med opdateringen har det været ønsket at undersøge forskellige typer
husstande. I det følgende præsenteres beregningsresultatet for en single-husstand, og
det diskuteres om det vil være relevant at inddrage andre husstande, f.eks. et gennemsnit
for alle husstande. Tabel 3.1 viser grunddata for de 2 undersøgte husstandstyper samt
gennemsnittet for alle husstande. Figur 3.7- 3.9 viser beregningsresultatet for den
undersøgte single-husstand som er gennemgået i det følgende.
Miljøberegningerne er gennemført på samme måde for husstanden med 2 voksne og 2
børn og for single-husstanden. For at kunne sammenligne de 2 husstande er belastningerne
efterfølgende beregnet pr. person for de 2 børn og 2 voksne. Resultatet af
sammenligningen er kommenteret ved gennemgang af single-husstanden i det følgende og
indgår i det vedlagte databilag som datafil (Bilag 2).
Tabel 3.1.
Viser grunddata for de 3 husstandstyper.