| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Alternativer til blød PVC i byggebranchen
Indgangen til søgning i guiden er de identificerede byggeprodukter med indhold af
blød PVC. Produktgruppen Gulv- og vægbeklædninger er opdelt i to grupper benævnt
henholdsvis Gulvbelægninger og Vådrumsbeklædninger.
For hver af produktgrupperne er gennemført en vurdering af alternativerne til de
identificerede PVC-holdige byggeprodukter.
De gennemførte vurderinger af alternative byggeprodukter er baseret på en mere
detaljerede vurdering gennemført i Arbejdsrapport nr. 24, 2002 fra Miljøstyrelsen:
Formidlingsprojekt om alternativer til blød PVC i byggebranchen (www.mst.dk).
I den digitale udgave af nærværende guide er hver vurdering af alternative
byggeprodukter via hyperlinks knyttet til de relevante mere detaljerede vurderinger i
Arbejdsrapporten. Via disse hyperlinks er det således muligt, nemt at få en uddybning af
de mere kortfattede vurderinger i nærværende guide.
Vurderingerne af de alternative byggeprodukter er opbygget ens.
Indledningsvis foretages en kort beskrivelse af først det PVC-holdige byggeprodukt og
efterfølgende af de identificerede alternativer.
Efterfølgende foretages en vurdering af de alternative byggeprodukter. Vurderingen
foretages for hvert af alternativerne, og gennemføres for tre overordnede emner:
 | Miljø |
 | Byggeteknik |
 | Økonomi |
Vurderingen foretages som en sammenlignende vurdering af alternativerne med det
PVC-holdige byggeprodukt.
Vurderingerne er forsøgt gjort så kortfattede og præcise som muligt. Der er forsøgt
tilstræbt at hver vurdering maksimalt skal fylde to sider, hvilket dog ikke har været
muligt for vurderingerne af de byggeprodukter med flest alternativer.
De miljømæssige egenskaber for det PVC-holdige produkt er sammenlignet med
miljøegenskaberne for de alternative byggeprodukter.
Det skal understreges, at der ikke er gennemført en sammenlignende livscyklusanalyse,
LCA af de enkelte alternativer.
Med udgangspunkt i metodikken i Miljøstyrelsens publikationer: "Bedre miljø
gennem indkøb", er der gennemført en overordnet miljøvurdering, hvor det
PVC-holdige produkt og alternativernes miljøpåvirkninger er sammenlignet i alle de
væsentlige faser i produkternes livsforløb.
De alternative byggematerialer er ikke nødvendigvis miljømæssigt bedre end det
tilsvarende PVC-produkt. Hensigten med miljøvurderingen er primært at afdække om det
alternative byggeprodukt medfører tilsvarende miljøpåvirkninger som blødgjort PVC.
Miljøvurderingerne er foretaget ud fra følgende underemner:
 | Materialeforbrug |
 | Energiforbrug |
 | Miljøbelastning ved produktion, drift og bortskaffelse |
 | Arbejdsmiljø |
Forskelle i de tekniske forhold for det PVC-holdige produkt og de alternative produkter
af relevans for vurderingen er fremdraget.
Produkternes tekniske forhold er behandlet for følgende underemner:
 | Konstruktion |
 | Drift |
Det skal understreges, at nærværende Guide ikke kan anvendes som en decideret teknisk
projekteringsguide eller ståbi. Teknikafsnittet i den enkelte vurdering har således kun
til formål at påpege særlige forhold, som den projekterende bør/skal vurdere i sin
efterfølgende projektering.
Udgifterne til anskaffelse og montage - anlægsøkonomien - af det PVC-holdige
byggeprodukt og alternativerne er sammenlignet.
Den økonomiske vurdering af byggeprodukterne er foretaget for sammenlignelige
produktmængder. Eksempelvis er økonomien for tagbeklædninger sammenlignet pr. m2
tagbeklædning og kabler er sammenlignet pr. m kabel.
Priserne på byggeprodukter er baseret på et generelt kendskab til prisforhold i
byggebranchen, oplysninger fra producenter og leverandører samt oplysninger fra
opslagsværket "V&S Byggedata, Husbygning brutto 2000".
Det skal bemærkes, at priser på PVC og alternativerne ikke altid er et udtryk for
udviklings- og fremstillingsomkostningerne, men på hvad markedet kan bære og hvor
konkurrerende produkter ligger prismæssigt.
De alternative byggeprodukters egenskaber vurderes ved en sammenlignende vurdering med
PVC-produktet. Sammenligningen visualiseres ved en gråtoning, der angiver om
alternativets egenskaber er bedre eller dårligere end PVC-produktets.
PVC-produktets egenskaber sættes til "index 100", hvilket i visualiseringen
præsenteres med en hvid farve. Har det alternative produkt bedre egenskaber tildeles det
en grøn farve. Har det alternative produkt derimod dårligere egenskaber end
PVC-produktet, tildels det enten en gul eller rød farve. "Rød" symboliserer
klart ringere egenskaber, mens "gul" symbolisere lidt ringere egenskaber.
Farveklassificeringen er vist i figur 2.1.
Det alternative produkt sammenlignes med PVC-produktet for hver af de syv emner:
materialer, energi, ydre miljø, arbejdsmiljø, konstruktion, drift og økonomi. Hvert
emne tildeles en farve jævnfør ovenstående.
De sammenlignende vurderinger for alle alternativerne til PVC-produktet præsenteres
samlet i en såkaldt vurderingsprofil. Vurderingsprofilen kan anvendes til at udvælge det
bedste produkt til en given lejlighed.
Sammenligningen mellem alternativ og PVC-produkt foretages for den funktionelle enhed
(eksempelvis pr. m2 tagbeklædning, pr. m kabel etc.). For de fleste af de syv
emner er det kun muligt at foretage en kvalitativ sammenligning af alternativets
egenskaber i forhold til PVC-produktets. Emnerne "energiforbrug" og
"økonomi" er derimod kvantificerbare. For disse to emner er opstillet følgende
kvantitative grænser for farveklassificeringen.
Farvekode |
Forskel
(alternativ produkt/PVC-produkt) |

|
< -5% |

|
< +5 % og > -5% |

|
> +5 % og < +50 % |

|
> +50 % |
Figur 2.1:
Kvantitative grænser for farveklassificering af alternativer under emnerne
"energiforbrug" og "økonomi".
Eksempelvis angiver:
 | en hvid farve ud for emnet energiforbrug, at energiforbruget til produktion mv. af
alternativet er tilsvarende energiforbruget til det PVC-holdige produkt |
 | en grøn farve med en vandret streg ud for emnet arbejdsmiljø, at alternativets
arbejdsmiljømæssige egenskaber er bedre end det respektive PVC-produkts miljømæssige
egenskaber. |
 | En gul farve med en lodret streg ud for emnet drift, at alternativet er ringere set ud
fra et driftsmæssigt synspunkt end det tilsvarende PVC-produkt. |
 | en rød farve ud for emnet økonomi, at alternativet er væsentligt dyrere at anskaffe
end det tilsvarende PVC-produkt. |
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |