| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Udledning af miljøfarlige stoffer med spildevand
Det har hidtil været praksis at anvende begrebet initialfortynding i forbindelse med
fastsættelse af krav til en spildevandsudledning. Initialfortyndingen kan defineres som
"den gennemsnitlige fortynding i spildevandsfanens tværsnit, når fanens impuls
bliver lig de omgivende vandmassers impuls" (Miljøstyrelsen 1983).
Initialfortyndingen afhænger bl.a. af den turbulens, som spildevandet skaber, når det
udledes, og dermed mængden af spildevand og den hastighed, det udledes med. I praksis er
det dog ikke et veldefineret begreb.
Initialfortyndingsbegrebet har bl.a. den ulempe, at virksomhederne ikke tilskyndes til
vandbesparelser, idet en nedbringelse af spildevandsmængden og dermed hastigheden i
udledningspunktet formindsker initialfortyndingen. Initialfortyndingen er desuden teknisk
kompliceret, og der kræves ekspertviden for at beregne den.
Initialfortyndingen er i praksis ofte en kritisk faktor ved udledning af spildevand,
idet der stilles krav om, at der ikke forekommer overskridelse af kvalitetskriterier for
enkeltstoffer samt akut giftvirkning af det samlede spildevand uden for
initialfortyndingszonen. Dette kan være med til at fjerne fokus fra det forhold, at den
mest alvorlige miljømæssige påvirkning ofte er knyttet til den udledte stofmængde samt
størrelsen af det område, hvor der tillades overskridelse af kvalitetskriterier.
Det foreslås derfor at anvende et mere enkelt og gennemskueligt princip ved vurdering
og regulering af spildevandsudledninger. I stedet for initialfortyndingsbegrebet foreslås
det at anvende en administrativt fastsat fortyndingsfaktor, der svarer til et område
inden for hvilket, der accepteres en vis påvirkning af miljøet.
For at undgå sammenblanding med initialfortyndingsbegrebet betegnes dette område blandingszonen
(eng. mixing zone).
Der bør stilles de samme krav, som i dag anvendes i relation til
initialfortyndingszonen: at der ikke forekommer overskridelse af kvalitetskriterier samt
akut giftvirkning uden for blandingszonen.
For udledning af enkeltstoffer bør det således kræves:
 | at kvalitetskrav som hovedregel overholdes uden for blandingszonen i det meste af tiden |
 | at der ikke forekommer akut toksiske koncentrationer af enkeltstoffer uden for
blandingszonen |
Tilsvarende bør der stilles følgende krav til spildevandets samlede toksicitet (jf.
Pedersen et al. 1994):
 | at der som hovedregel ikke forekommer kronisk toksiske koncentrationer af det samlede
spildevand uden for blandingszonen i det meste af tiden |
 | at der ikke forekommer akut toksicitet af det samlede spildevand uden for blandingszonen |
I tilfælde af at der er etableret et nærområde omkring udledningen, inden for
hvilket der tillades en påvirkning af miljøet, gælder de ovenstående krav til
overholdelse af kvalitetskrav og kronisk toksicitet ved nærområdets grænse. Den
praktiske anvendelse af det samlede spildevands egenskaber ved regulering af udledning af
spildevand diskuteres nærmere i kapitel 5.
Det skal endvidere understreges, at hvor der foreligger detaljerede modelberegninger af
initialfortyndingen af et spildevand, bør disse fortsat kunne anvendes som grundlag for
kravfastsættelse.
Det foreslås som nævnt at anvende en blandingszone defineret ud fra en fastlagt
fortyndingsfaktor i stedet for den tidligere anvendte initialfortynding. Inden for
blandingszonen vil der være en betydelig påvirkning af miljøet, idet der kan forekomme
akut toksiske koncentrationer af spildevand og gennemsnitlige stofkoncentrationer, der
ligger væsentligt over kvalitetskravet. Blandingszonens størrelse har derfor stor
betydning for graden af miljøpåvirkning.
Det skal understreges, at det i hvert enkelt tilfælde bør vurderes om blandingszonens
størrelse er acceptabel for det pågældende vandområde, idet områdets udbredelse bør
være så lille, at økosystemet som helhed ikke påvirkes. En fortyndingsfaktor på 5 kan
eksempelvis være for høj ved udledning af relativt store vandmængder til et vandløb
med en lav vandføring i sommerhalvåret.
I praksis defineres blandingszonen ved hjælp af en fortyndingsfaktor, inden for
hvilken spildevandet skal kunne overholde de krav, der nævnes ovenfor i afsnit 3.1.
Beregning af det areal, der svarer til en given fortynding af spildevandet, foretages ved
anvendelse af (i første omgang) simple modelbetragtninger ud fra den forventede
spildevandsmængde, stofkoncentration samt fortyndingsforholdene i vandområdet.
Miljømyndigheden fastlægger en fortyndingsfaktor for den pågældende udledning på
baggrund af en vurdering af, hvor stort et område det er acceptabelt at påvirke.
Fortyndingsfaktoren defineres som forholdet mellem koncentrationen af et stof i
spildevandet og koncentrationen i et givet punkt i vandområdet.
Fortyndingsfaktor:
Fortyndingsfaktoren (F) i et givent punkt defineres som forholdet
mellem koncentrationen af stoffet i udledningen og koncentration på det pågældende sted
i vandområdet, dvs. F = Cu/Cx,y, hvor Cu er
koncentration i udledning og Cx,y er koncentration i et punkt i recipienten.
En fortyndingsfaktor på 10 betyder, at koncentrationen af et stof i
spildevandet er reduceret med en faktor 10 ved kanten af blandingszonen. Er
kvalitetskravet for et stof f.eks. 0,5 mg/L må koncentrationen i spildevandet således
ikke overstige 0,5·10 = 5 mg/L. |
Det bør ved fastsættelse af størrelsen af blandingszonen og fortyndingsfaktoren
stilles forholdsvis strenge krav til udledninger til vandløb, hvor fortyndingen kun øges
langsomt med tid og afstand fra udledningspunktet og når et maksimum ved fuld opblanding.
Fortyndingsfaktoren for udledning til søer bør også være forholdsvis lille, da
opblanding og vandskifte er begrænset. Udledning til marine områder indebærer normalt
en større opblanding, og der kan derfor anvendes en større faktor.
Som udgangspunkt kan der anvendes faktorer inden for de nedenstående intervaller:
|
· |
Vandløb: |
F = 2-10 gange |
|
· |
Søer: |
F = 5-20 gange |
|
· |
Hav: |
F = 10-50 gange |
Det skal bemærkes, at en konsekvens af anvendelse af en fast fortyndingsfaktor er, at
størrelsen og placeringen af blandingszonen afhænger af det udledte vandvolumen,
strømforhold, vandføring mv. og derfor ændrer sig med tiden. Der kan tages hensyn til
den tidsmæssige variation i kravfastsættelsen ved at basere denne på en realistisk
"worst case" betragtning, jf. diskussionen i kapitel 2.
Blandingszonens og den tilhørende fortyndingsfaktors størrelse kan indledningsvist
beregnes ved anvendelse af forenklede metoder, som beskrevet i dette afsnit.
Hvis kvalitetskravene for enkeltstoffer på den baggrund vurderes at kunne overholdes
uden for en blandingszone, der har en acceptabel størrelse set i forhold til det aktuelle
vandområde, fastsættes udlederkravene på den baggrund.
Er området, hvor kvalitetskrav overskrides, uacceptabelt stort, undersøges
mulighederne for at reducere udledningen. Det kan dog også være en fordel at foretage
mere præcise beregninger (jf. afsnit 3.4), da de forenklede metoder er baseret på en
række grove antagelser og udføres på baggrund af et forsigtigt skøn af
blandingsforhold mv.
Usikkerheden på beregning af den miljømæssige koncentration er primært afhængig
af:
 | varierende spildevandsmængder og stofkoncentrationer i spildevandet |
 | varierende fortyndingsforhold i vandområdet |
 | beregningsmetoden |
Ved anvendelse af forenklede beregningsmetoder bør de data, der anvendes,
repræsentere en kritisk, men realistisk situation (en realistisk "worst case").
Der kan tages hensyn til de ovennævnte usikkerheder f.eks. ved at anvende 95%-fraktilen
af den udledte vandmængde og stofkoncentration i spildevandet, eller blot ved at anvende
data for en situation, hvor stofudledningen er stor. Tilsvarende bør der som udgangspunkt
anvendes data, hvor fortyndingsforholdene i vandområdet er relativt dårlige, f.eks. ved
anvendelse af median-minimum døgnvandføring i vandløb, eller en lav
strømningshastighed (f.eks. 0) ved udledning til hav.
Blandingszonens areal ved forskellige fortyndingsfaktorer kan beregnes ved anvendelse
af forenklede metoder, f.eks. De Nijs & De Greef (1992), Jirka et al. (1996) eller
Bundgaard Nielsen (1979).
Disse modeller kan være af varierende kompleksitet - fra en simpel matematisk formel,
der udregnes "i hånden", over mere komplicerede analytiske udtryk, til
samhørende ligninger, der normalt vil kræve løsning på computer. Fælles for dem er,
at der er indført passende forudsætninger, således at en løsning relativt nemt kan
opnås uden brug af avancerede numeriske metoder.
De forenklede beregningsmodeller forudsætter oftest stationære forhold. Resultaterne
vil således ikke beskrive variationer i fortyndingsområdet, men kan med passende
forsigtighed - herunder valg af modeltype i forhold til det konkrete scenarie - anvendes
til en indledende vurdering af blandingszonens størrelse. En detaljeret
konsekvensvurdering kan herefter gennemføres ved anvendelse af hydrodynamiske modeller,
se afsnit 3.5.
Med udgangspunkt i de forenklede beregningsmodeller gives nedenfor tre eksempler på
beregninger af en blandingszone ved udledning til henholdsvis et vandløb, en sø og til
havet.
Blandingszonen er defineret som arealet af det område, der begrænses af en given
fortynding af udledt spildevand. En forudsætning om stationære forhold medfører, at
arealet ikke varierer med tiden.
Det skal bemærkes, at de beregninger, der er vist nedenfor, ikke beskriver forholdene
tæt ved selve kilden, hvor den tredimensionale fordeling og impulsbidraget fra
udledningen kan udgøre væsentlige faktorer for den initiale fortynding af spildevandet.
Hermed tages der ikke stilling til udformningen af udløbsarrangementet og dettes
indflydelse på fortyndingen et forhold som er betydende for beregning af
initialfortyndingszonen, jf. afsnit 3.1.
De viste eksempler kan med de anførte forudsætninger regnes for værende gyldige uden
for en afstand (lx) meter fra kilden:
lx= h2·u/(2· Dz)
Hvor
h |
vanddybden (m) |
u |
strømhastigheden (m/s) |
Dz |
dispersionskoefficienten (m2/s) |
Ved afstande over lx vil spildevandet tilnærmelsesvis være opblandet over dybden.
Indsættes til eksempel vanddybden, h=5m, strømhastigheden, u=0,05 m/s og den vertikale
dispersionskoefficient Dz= 0,005 m2/s fås afstanden, lx=125 m. Hvis der
forudsættes initialopblanding over hele dybden, vil modellen være gældende for hele
området.
I beregningseksemplerne anvendes følgende generelle forudsætninger:
 | der anvendes en simpel analytisk beregningsmodel, der som løsning har den såkaldte
stationære spildevandsfane |
 | stationære forhold i recipient og konstant udledning |
 | konstant vanddybde (flad bund) i hele det berørte område |
 | intet henfald af stoffer i spildevandet (konservativt stof) |
 | stoffet er jævnt fordelt over dybden |
 | der anvendes generelt konservative værdier for modelparametre |
Der henvises endvidere til bilag G som viser en beregningsmetode for udledning til hav.
Eksempel 1: Udledning til et vandløb
I det følgende er der givet et eksempel på beregning af fortyndingsarealet ved
udledning til et vandløb. Fortyndingsfaktoren er sat til 10. Hvad angår løsningsmetode
henvises til "Lærebog i Vandforurening" af Poul Harremoes og Anders Malmgren,
side 106-108.
Udledningen indebærer spredning i en fane nedstrøms for udledningspunktet langs den
ene bred, som skitseret i figur 3.1. Dvs. fortyndingsarealet omfatter ikke hele
vandløbsbredden. Først efter en given afstand nedstrøms vil der være fuld opblanding
over hele tværsnittet med en koncentration svarende til C0 = QsCs/(Q
+Qs).

Figur 3.1
Idealiseret koncentrationsfordeling nedstrøms for udledning til vandløb
Der er i eksemplet antaget
 | Vandløbsbredde på 4 m og en middeldybde mellem 0,5 og 1 m. |
 | En basis vandføring på 1.000 L/s, hvilket svarer til middelstrømhastigheder på
henholdsvis 0,25 m/s og 0,5 m/s. |
 | En udledt spildevandsmængde på 50 L/s. Dvs. den maksimale fortyndingsfaktor, der kan
opnås efter fuld opblanding over vandløbstværsnittet, er tæt på 20. |
 | Udledning sker i den ene side af vandløbet. |
 | En tværgående diffusionskoefficient Dy på ca. 10% af dispersion i
strømretningen. I vandløb findes typisk en dispersion Dx i strømretningen
på 0,5 til 3 m2/s. Dvs. Dy antager værdier i området 0,05 til 0,3
m2/s. |
Diffussion og dispersion
Udtrykket diffusion anvendes for spredning i forbindelse med
tidsmidling af turbulente hastighedsfluktuationer.
Dispersion dækker over diffusion og spredningseffekten, der må
tillægges som følge af midling af hastighedsvariationer over afstand. Dispersionen er
således normalt større end diffusionen.
Størrelsesordenen for dispersionskoefficienten kan estimers af:
Dx= 3.6 × U ×
d
hvor Dx er dispersionen (i m2/s) i strømmens
retning, U er den dybdemidlede maksimale hastighed (m/s) og d er vanddybden (m) (Talbot
1972).
Stadig som tommelfingerregel kan man regne med følgende forhold
mellem dispersionskoefficienten i de tre hovedretninger (langs med strømmen, på tværs
af strømmen og i dybden):
Dx : Dy : Dz = 1 : 0.1 : 0.001
|
Med ovenstående antagelser (og løsningsmetode) vil afstanden nedstrøms til en
fortyndingsfaktor F=10 gange variere mellem 1,5 og 3 gange vandløbsbredden. Dvs. en
afstand svarende til 5-12 m alt afhængig af strømhastigheden. Det tilsvarende areal
varierer mellem 5-10 m2. Alt andet lige vil stor vandhastighed og lille,
tværgående dispersion medføre forøgede blandingszoner og vice versa. Ved forøget
diffusionskoefficient, Dy, fra 0,05 til 0,3 m2/s bliver det
ovenstående areal reduceret betydeligt.
Såfremt udledningen sker ved overfladen, bør der påregnes en forøgelse af arealet,
da en opblanding i vandsøjlen først kan forventes et stykke nedstrøms for
udledningspunktet. I dette tilfælde anbefales det at forøge afstanden nedstrøms med op
til 25 m. Som ved den horisontale blanding er den vertikale opblanding afhængig af den
tilsvarende vertikale diffusionskoefficient.
Såfremt der er store forskelle i vægtfylden mellem spildevand og åvand, bør der
udføres mere detaljerede beregninger.
Eksempel 2: Udledning til en sø
Udledningen antages at finde sted tæt på søbredden, og søen forudsættes at være
så stor, at udledning finder sted i et halvuendeligt område. Der regnes med en konstant
dybde på 2 meter og en gennemstrømning af søen (opholdstid) svarende til en konstant
strømhastighed på 0,01 m/s. Den tværgående spredning af spildevand er forårsaget af
en konstant dispersionskoefficient på 0,01 m2/s. Vandføringen i udledningen
er konstant 0,01 m3/s.
Blandingszonen defineret ved en fortynding på F=20 gange kan herefter beregnes at have
en udstrækning på ca. 150 m2 (for F=50 gange fås en udstrækning på ca.
2.000 m2). Beregningen er følsom for valg af modelparametre, herunder specielt
vanddybden.
Eksempel 3: Udledning til havet
Der anvendes samme beregningsmodel som i eksempel 2 (sø), men modelparametrene vælges
under hensyn til, at der kan forventes bedre blandingsforhold i havet. Der regnes med
konstant vanddybde på 5 m, en konstant nettostrøm på 0,05 m/s og en tværgående
spredning forårsaget af en konstant dispersionskoefficient på 0,05 m2/s.
Vandføringen i udledningen er konstant 0,2 m3/s.
Blandingszonen defineret ved en fortynding på F=50 kan således beregnes at have en
udstrækning på ca. 8.000 m2.
Hvis den tværgående dispersion (spredning) er dobbelt så stor, falder udstrækningen
af blandingszonen til ca. halvdelen.
Reduceres udledning til det halve (0,1 m3/s) fås en udstrækning på ca.
1.000 m2 (F=50).
I de tilfælde, hvor den indledende vurdering af blandingszonen indikerer en mulig
overskridelse i forhold til det acceptable, kan der etableres et bedre beslutningsgrundlag
ved brug af hydrodynamiske modeller.
Der eksisterer en række computerbaserede, hydrodynamiske modeller til beskrivelse af
strømnings- og fortyndingsforhold i vandområder. Der benyttes ofte en fysisk-baseret
beregningsmetode, dvs. modellerne simulerer det faktiske vandskifte omkring en given
udledning. Beregningerne foretages ud fra områdets topografi, aktuelle meteorologi inden
for det undersøgte område samt strøm- og vandstandsforhold for de omkringliggende
vandområder.
Modellerne udgøres af både en-, to- og tredimensionale løsninger. Der er således
udviklet hydrodynamiske modeller specifikt for vandløb, søer og hav. Modellerne
opstilles for et givent geografisk område, hvor data repræsenterende påvirkning fra
omkringliggende vandområder, afstrømning fra land samt meteorologi inden for
modelområdet indlægges. Modelresultaterne udgøres typisk af strøm- og
vandstandsforhold til direkte sammenligning mod aktuelle målinger. Ved hjælp af
parameterjustering kan modellerne tilpasses det konkrete vandområde relativt nøjagtigt.
Fortydningsforhold kan via hydrodynamiske modeller beregnes med en meget detaljeret
opløsning i såvel tid som rum. Avancerede modelberegninger udgøres ofte af millioner af
beregninger, hvor vandskiftet opløses i et stort antal beregningspunkter, og de aktuelle
forhold beregnes med en meget lille tidsmæssig opløsning. Dette muliggør en relativt
nøjagtig vurdering af de faktiske fortyndingsforhold omkring en given udledning.
Begrænsning udgøres ofte af mangel på data og computerkraft.
På baggrund af ovenstående gives følgende anbefalinger:
 | I forbindelse med regulering af udledninger af spildevand anbefales det at erstatte det
tidligere anvendte initialfortyndingsbegreb med en mere enkelt defineret blandingszone.
Blandingszonen fastlægges ud fra en administrativt fastsat fortyndingsfaktor, der svarer
til et område inden for hvilket, der accepteres en vis påvirkning af miljøet. |
For udledning af enkeltstoffer bør der således stilles krav om:
 | at kvalitetskrav overholdes uden for blandingszonen |
 | at der ikke forekommer akut toksiske koncentrationer uden for blandingszonen |
Med hensyn til spildevandets samlede toksicitet bør der stilles krav om:
 | at der som hovedregel ikke forekommer kronisk toksiske koncentrationer af det samlede
spildevand uden for blandingszonen i det meste af tiden |
 | at der ikke forekommer akut toksicitet af det samlede spildevand uden for blandingszonen |
 | I tilfælde af, at der er etableret et nærområde omkring udledningen, inden for
hvilket der tillades en påvirkning af miljøet, gælder de ovenstående krav til
overholdelse af kvalitetskrav for enkeltstoffer og spildevandets samlede kronisk
toksicitet ved nærområdets grænse. |
 | Fortyndingsfaktoren fastlægges i hvert enkelt tilfælde ud fra en beregning af
spildevandets fortynding i vandområdet samt en vurdering af, hvor stort et område det er
er acceptabelt at påvirke i det pågældende vandområde. Blandingszonens udbredelse bør
være så lille, at økosystemet som helhed ikke påvirkes. |
 | Fastlæggelse af fortyndingsfaktoren baseres indledningsvist på en forenklet
beregningsmetode af spildevandets fortynding i vandområdet. En beregning ved anvendelse
af detaljerede modeller er relevant i tilfælde, hvor påvirkningen af vandområdet er
kritisk, og der derfor ønskes et mere detaljeret beslutningsgrundlag. |
 | Hvor der i forvejen eksisterer detaljerede beregninger af initialfortynding og
fortyndingsforhold, kan vurdering af udledninger fortsat baseres på disse. |
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |