Fjernelse af MTBE i danske vandværker 6. Effekt af iltkoncentration i sandfilteret
Iltindholdet i råvandet kan have betydning for den biologiske nedbrydning af MTBE. For at undersøge effekten af iltkoncentrationen, blev der udført batch-forsøg med forskellige iltkoncentrationer inden for, hvad der er realistiske iltkoncentrationer på danske vandværker. 6.1 Metode- og forsøgsbeskrivelseTil at belyse betydningen af iltkoncentrationen blev der opstillet batchforsøg på selve vandværket. Effekten af tre forskellige iltkoncentrationer på hhv. 7, 13 og 15 mg O2/l blev undersøgt. Ligeledes blev der udført et kontrolforsøg med en iltkoncentration på 13 mg O2/l, hvor den biologiske aktivitet blev elimineret ved tilsætning af natriumazid (2 g/l). Filtermateriale fra en dybde på 90-120 cm fra filter 2 blev udtaget med en sandspand (desinficeret i klorin). 1150 gram vådt filtermateriale blev afvejet i sterile 1 liters infusionsflasker og tilsat 400 ml drikkevand fra vandværket. Iltkoncentrationerne blev reguleret ved gennemblæsning af vandfasen med ren oxygen og flaskerne blev herefter lukket med lufttætte gummipropper og aluminiumskapsler. MTBE blev tilsat til en koncentration på 15 mg/l. Forsøgene blev udført i mørke i lukkede systemer ved 14° C. Forsøgene blev udført som dublikater og re-spiket efter nedbrydning af MTBE. MTBE-koncentrationen blev bestemt ved GC - Purge & Trap, som beskrevet i afsnit 3.1.2. pH og iltniveauerne blev målt som beskrevet i afsnit 3.3. 6.2 Resultater og diskussionResultaterne fra batchforsøgene med forskellige iltkoncentrationer er præsenteret i figur 6.1 (datagrundlaget er præsenteret i bilag F). Figur 6.1: Figur 6.1 viser, at der ikke er væsentlig forskel i nedbrydningskurverne for MTBE ved forskellige iltkoncentrationer. MTBE nedbrydes i løbet af ca. 5 timer ved alle de undersøgte iltkoncentrationer. Kontrolforsøget viser ingen tegn på fjernelse af MTBE. Fjernelsen af MTBE i de øvrige batch kan derfor tillægges biologisk nedbrydning, da der ikke sker abiotisk fjernelse af MTBE i systemerne. pH lå, forsøget igennem, mellem 7,6 og 7,8 og ilt lå som ønsket ved både start og slut på hhv. 7, 13 og 15 mg O2/l. 6.3 KonklusionDet kan ud fra de udførte forsøg konkluderes, at de undersøgte variationer af iltkoncentrationen i intervallet 7-15 mg O2/l ikke har nogen betydning for nedbrydningen af MTBE.
|