| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Miljøoptimering af godstransportydelser inden for bygge-anlægssektoren
I det følgende er fremhævet nogle gode eksempler på, at forskellige aktører har
bidraget direkte eller indirekte til transportoptimering. Eksemplerne, der er udvalgt
blandt flere, er hentet fra de gennemførte interviewrunder. (jf. bilag 3).
 | Der er eksempler på entreprenører/håndværkere, der er gode til at planlægge
leverancer og bestille i god tid, og hvor der f.eks. på baggrund af opmåling/ beregning
udarbejdes liste over materialemængder til den enkelte sag med leveringsterminer til
leverandøren. Der planlægges også målrettet efter levering af større partier m.h.p.
opnåelse af mængderabatter samt koordinering af leverancer, hvis de har flere byggerier
i gang samtidig. |
 | Der er et eksempel på en VVS-formand, der er særlig god til at planlægge, også hvad
angår bestilling af materialer. Denne formand bestiller leverancer hver 2-3. dag hvor
andre formænd ofte bestiller dagligt, m.h.p. rabatter, tids-besparelse. |
 | Der er et eksempel på, at en transportør har overtaget transportaktivitet,
lagerføring m.v. for flere grossister, således at der samkøres og konsolideres gods.
Dette har vist sig at være kommercielt og miljømæssigt fordelagtigt. Disse meget
integrerede partnerskaber giver transportøren mulighed for at få de nødvendige
transportdata (mængder, tider m.v.) på et tidligere tidspunkt, hvilket gør, at disse
transporter har en bedre kapacitetsudnyttelse end normalt. |
 | Andre transportører foretager produktkonsoliderede transporter på eksempelvis hårde
hvidevarer, hvor der bliver anvendt bil-bane-bil løsninger fra producenter i Sydeuropa.
Løsningen har vist sig meget kommercielt interessant. Dette betyder, at flere af disse
løsninger sandsynligvis vil få en større udbredelse i de kommende år. |
 | M.h.t. håndtering af de ofte stramme tidskrav gøres der hos nogle leverandører en
indsats for at øge fleksibiliteten hos kunderne ved øget samarbejde/kontakt, hvor
kundernes indblik i transportkoordineringen øges. Derved opnås ofte en fleksibilitet i
tidskravet, uden at det går ud over byggeprocessen. |
 | Hos nogle leverandører arbejdes der med miljøstyringsaktiviteter. Det er f.eks.
aktiviteter som opgørelse af kapacitetsudnyttelse på biler, uddannelse af chauffører i
miljørigtig kørsel samt opstilling af miljøkrav ved valg af vognmand. Endvidere er der
også eksempler på transportører med miljøstyring. |
 | Der er gode eksempler på anvendelse af IT-løsninger i branchen. Hos nogle grossister
inden for el- og VVS-området er der systemer til elektronisk bestilling. Nogle
leverandører har GPS-system i bilerne og hos flere transportører anvendes der
track-and-trace teknologi, der gør det muligt at følge godset dynamisk via internettet. |
 | Et tiltag, der kan bidrage til en yderligere integration af bane i godstransporter til
bygge/anlægsprojekter, er oprettelsen af en shuttle mellem Aalborg Østhavn (NTC) og
Høje-Taastrup (HTT) pr. 28. august 2000, der muliggør mange typer
bygge/anlægstransporter via bane. |
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |
|