Vidensstatus for sammenhængen mellem tilstanden i grundvand og overfladevand

6 Sammenfatning om videnstatus og prioritering af vidensbehov

Videnstatus for de enkelte delområder fremgår af kapitlerne 2-5. Samlet kan vi sige at vi generelt har en omfattende viden og et særdeles godt datagrundlag i Danmark på vandområdet, specielt hvis vi sammenligner os med mange andre lande. Men megen af den viden er fremkommet gennem de sidste par årtier via forsknings- og moniteringsprogrammer der har haft et andet sigte end de målsætninger der skal forfølges i Vandrammedirektivet. Der har således i den periode ikke været forskningsprogrammer der fokuserer direkte på samspillet mellem grundvand og overfladevand og de forskellige moniteringsprogrammer har været sektoropdelt, dvs. et program for grundvand, et andet program for rodzoneprocesserne, et tredje program for overfladevand osv. Derfor har vi i Danmark på nogle områder stået næsten stille forskningsmæssigt, mens der er foregået interessante og relevante aktiviteter internationalt.

Som følge heraf er der blevet identificeret en række områder hvor der er vidensbehov, såfremt vi skal kunne gennemføre Vandrammedirektivet med en faglig standard der svarer til state-of-the-art. De enkelte emner, hvor der er behov for yderligere viden enten i form af grundlæggende ny viden og/eller i form af nye værktøjer til operationel administrativ brug er beskrevet på skemaform i form af et idekatalog i kapitel 7.

Projektgruppen har foretaget en prioritering af de mange emner. Projektgruppen er enige om, at alle emnerne i idekataloget er væsentlige i relation til Vandrammedirektivet, men at nogle af emnerne er mere vigtige end andre for sammenhængen mellem grundvand og overfladevand. Ved prioriteringen er der lagt vægt på følgende principper:
De emner, hvor der er behov for enten grundlæggende ny viden og/eller nye administrative værktøjer, og som vurderes at være af meget afgørende betydning for den integrerede forvaltning, som Vandrammedirektivet foreskriver, er givet høj prioritet. Det er typisk områder, hvor vi i Danmark gennem de sidste par årtier er sakket bagud i forhold til international forskning.
De emner, hvor der primært er behov for administrative værktøjer suppleret med grundlæggende viden på nogle områder og/eller som vurderes at være meget vigtig, men måske ikke afgørende alene i vandrammedirektivsammenhæng, er givet mellem prioritet.
Mange af emnerne er "brede" forstået på den måde at de udover grundvand-overfladevands aspektet i vandrammedirektiv sammenhæng også er væsentlige i mange andre sammenhænge. De emner som ikke har "tyngdepunktet" i Vandrammedirektiv grundvand-overfladevands problemstillingen, er givet lav prioritet.

Prioriteringen har resulteret i at emnerne er inddelt i tre kategorier: Høj (A), Mellem (B) og Lav (C). Der er ikke foretaget nogen prioritering indenfor de tre respektive kategorier. En oversigt over vidensbehovene og deres prioritering er givet i Tabel 6.1

Tabel 6.1
Prioriteringen af vidensbehov

Prioritet

Idekatalog nr.

Emne

Kommentar

Høj prioritet (A)

Høj

A-1

Metodik til undersøgelse af ådales geologi, geokemi og vandløbsmorfologi med henblik på at kunne beskrive vand- og stofomsætning i de ånære områder

Ny grundlæggende viden og værktøjer. Afgørende for grundvand-overflade interaktionen i ånære områder, både mht. vandmængder og –kvalitet

Høj

A-2

Undersøgelser af strømningsveje i overfladevand/grundvand på mark- og oplands skala

Ny grundlæggende viden og værktøjer. Afgørende for beskrivelse af stoffers skæbne fra rodzone til vandløb

Høj

A-3

Fastsættelse af mindste acceptable vandføring til sikring af god økologisk kvalitet (og målsætningsopfyldelse).

Udvikling af værktøj(er) tilfastsættelse af acceptabel minimums vandføring

Høj

A-4

Sammenhængen mellem tilstanden i grundvand og i søer

Metoder og prognoseværktøjer til at vurdere effekten af ændrede grundvandsforhold i søer med stor grundvandsudveksling.

Høj

A-5

Definition af upåvirket tilstand

Fastsættelse af metodik for administrativ praksis

Mellem prioritet (B)

 

Mellem

B-1

Koncentration af forurenende stoffer i grundvand og påvirkningen på overfladevand set i relation til referenceværdier

Undersøgelse af grundvandets eventuelle påvirkning af vandkvalitet i overfladevand.

Mellem

B-2

Kvantificering af vandbalancen og fordampningen på oplandsbasis

Også af afgørende betydning for grundvandszonering, beregning af grundvandsdannelse og nitratudvaskning

Mellem

B-3

Fosfor

Fastlæggelse af referencetilstand og viden om betydning af grundvand som transportvej til overfladevand.

Lav prioritet (C)

 

Lav

C-1

Kvantificering af grundvandsafstrømningens regionale og tidslige variation

Værktøjsudvikling

Lav

C-2

Hydrokemisk og biologisk samspil mellem vandløb og ådale

Viden om samspillet mellem oversvømmelse, vegetation, grundvand og sedimentation af næringsstoffer i ådale.

Lav

C-3

Næringsstofudstrømning med grundvand til marine områder

Ny grundlæggende viden og nye værktøjer. Nødvendigt for at bestemme næringsstoffernes transport til marine områder

Lav

C-4

Parameterisering og usikkerheds-vurdering ved hydrologiske modeller af stor kompleksitet

Også af stor generel betydning, fx. ved grundvandszonering og regional modellering.

Lav

C-5

Referencetilstand og habitatmodeller i vandløb

Udvikling af dynamiske habitatmodeller som værktøj til forudsigelse af bl.a. økologisk referencetilstand.