Netto-forsyningen af tomme aluminiumsemballager opgøres ved at lægge den indenlandske
produktion af aluminiumsemballager sammen med importen af tomme aluminiumsemballager og
fratrække eksporten af tomme aluminiumsemballager. På tilsvarende vis opgøres
netto-forsyningen af fyldte aluminiumsemballager ved at opgøre importen af fyldte
aluminiumsemballager og fratrække eksportmængden af fyldte aluminiumsemballager.
Generelt er usikkerheden størst ved den sidst nævnte del-mængde, men den udgør som
regel til gengæld også den mindste mængde.
På grund af den nævnte tvivl om tallene er der et behov for at verificere
aluminiumsemballagemængden ved at anvende andre kilder til at fremskaffe data for
forsyning af aluminiumsemballage samt at checke de data, der allerede indgår i
statistikken yderligere. Her tænkes f.eks. på data fra affaldsanalyser, data fra
brancheorganisationer og store producenter samt data fra en større detailhandelskædes
emballagedatabase.
Arbejdet er gennemført efter følgende fase-opdelt arbejdsplan:
Fase 1. Principel og faktuel metoderedegørelse af den hidtidige opgørelse af
aluminiumsemballageforsyningsmængden
I denne fase foretages der en beskrivelse af den metode, der er anvendt ved opgørelsen
af den danske emballageforsyning. Materialet hertil er i stor udstrækning hentet fra
selve den senest gennemførte emballagekortlægning som dækker emballageforsyningen for
1999.
I fasen redegøres der også for sammensætningen af den opgjorte
aluminiumsemballageforsyning med hensyn til, hvilke mængder undersøgelsen er kommet frem
til. Det er denne mængdeopgørelse, som arbejdet i dette projekt skal holdes op imod.
Fase 2. Gennemcheck af emballageforsyningsopgørelsen for aluminiumsemballager
Fasen omfatter en yderligere kvalitetssikring af de data, der indgår i
emballageforsyningsopgørelsen.
I denne fase bliver der foretaget et check af om de forsyningsmængder, der er opgjort
under emballageforsyningsopgørelsen, er nogenlunde korrekte i forhold til de største
emballagepositioner.
Fase 3. Check af data i forhold til den "nye emballageopgørelsesmetode"
I forlængelse af emballageforsyningsopgørelsen for 1999 er der foretaget en fordeling
af det samlede emballageforbrug ud på de 10.400 varepositioner, som der findes i Danmarks
Statistiks vareforsyningsopgørelse. I modsætning til hovedopgørelsen kan man her slå
den samlede anvendte emballagemængde til et konkret produkt op. Selv om der på en række
punkter anvendes det samme datagrundlag som i hovedopgørelsen, er der nogle steder
anvendt andre data, men der er i stor udstrækning tale om en "matematisk"
kalkulation. Når man summerer data for aluminiumsemballagemængderne op efter denne
metode, kommer man til et andet resultat end ved hovedopgørelsesmetoden. I fasen her
foretages der et yderligere check af aluminiumsemballagedatamængderne fra den "nye
emballageopgørelsesmetode".
Fase 4. Check af forsyningen af den indenlandske produktion samt import og eksport af
tomme aluminiumsemballager
Ved den 2-delte emballageopgørelse fremkommer den største mængde
aluminiumsemballager gennem nettoforsyningen af tomme aluminiumsemballager altså
den indenlandske produktion af aluminiumsemballager tillagt importen af tomme
aluminiumsemballager og fratrukket eksportmængden. Gennem kontakt til producenter af
tomme aluminiumsemballager vil det blive forsøgt at få verificeret om de data, som de
samme virksomheder har indrapporteret til Danmarks Statistik, også er korrekt angivet som
emballage, og om de opgjorte mængder er korrekte.
Fase 5. Datacheck fra detailhandelen og opregning til et total markedstal for
salgsemballager
I 1997 gennemførte en stor dagligvaredetailhandelskæde en kortlægning af
emballageforbruget til ca. 5.000 af de varenumre, der sælges i deres butikker. I denne
undersøgelse er hver eneste emballage specificeret m.h.t. materiale og vægt. Disse data
er så koblet sammen med antal solgte enheder i den aktuelle periode. Herigennem er det
således muligt at opregne den samlede aluminiumsemballagemængde, der sælges gennem de
tilknyttede butikker. Dog er undersøgelsen ikke alt omfattende for en række
varegrupper er der ikke indsamlet data, ligesom at der ikke er indrapporteret data for
alle varer i de aktuelle varegrupper. Men gennem anvendelse af emballagedatabasen med
opjusteringer for de manglende produkter samt en opjustering til et totalt markedstal på
basis af markedsandelsberegninger kan man komme frem til et nogenlunde tal for anvendelsen
af aluminiumsemballage.
Fase 6. Affald og indsamlingscheck af mængder
I de forgående faser har arbejdet udelukkende bestået i at kortlægge de mængder
aluminiumsemballage, der bringes på markedet. Men de samme emballager forlader også
markedet igen som emballageaffald. Der er løbende foretaget opgørelser af, hvilke
fraktioner som de samlede affaldsmængder består af. Størstedelen af
aluminiumsemballageaffaldet transporteres til affaldsforbrændingsanlæg og genanvendes
ikke. En mindre mængde indsamles separat og materialegenanvendes.
Fase 7. Samlet opgørelse af aluminiumsemballageforsyningsmængden og udarbejdelse
projektrapport
I denne fase udarbejdes en samlet projektrapport, som beskriver de resultater, der er
fremkommet gennem projektarbejdet. Projektrapporten vil omfatte en konklusion på
spørgsmålet om den forsyningsmængde af aluminiumsemballager, der er fremkommet i den
årlige emballageforsyningsopgørelse, befinder sig på det rette niveau, eller om den
skal justeres.
Arbejdet er gennemført af konsulentfirmaet LOGISYS A/S, som også har gennemført
opgaven med kortlægning af emballageforsyningen for 1999. Projektleder for arbejdet har
været seniorkonsulent Jan Jakobsen, som også er projektleder for opgørelsen af
emballageforsyningen for 1999 og 2000. Derudover har brancheforeningen "Sekretariat
for Aluminium & Miljø" ved Jim Hansen været meget behjælpelig ved projektets
gennemførelse. Derudover har der været taget kontakt til de relativt få danske
virksomheder, der fremstiller aluminiumsemballager. De har alle velvilligt stillet
datamateriale til rådighed for projektet.
Ved gennemførslen af projektet får Miljøstyrelsen verificeret om de hidtidige
opgjorte tal for aluminiumsemballageforsyningsmængden ligger på det rette niveau, eller
om mængderne skal justeres. Såfremt det viser sig, at mængderne skal justeres, vil de
justeringsfaktorer der fremkommer heri projektet, blive anvendt i de fremtidige
opgørelser af emballageforsyningen og såfremt det ønskes kan de tidligere års
emballagekortlægninger justeres tilsvarende.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|