Rensning af jord med blandingsforureninger ved hjælp af termiske jordbehandlingsanlæg

Bilag 3:
Miljøteknisk beskrivelse og Miljøgodkendelse

 

5. oktober 2000

 

Miljøteknisk beskrivelse af Semi-mobilt termisk jordbehandlingsanlæg (METTS), Kraftværksvej 31, 2300 København S

 

Indholdsfortegnelse

1. Indledning
1.1 Virksomhedens beliggenhed og planforhold
   
2. Virksomhedens indretning og drift
2.1 Etablering
2.2 Indretning
2.3 Drift
  
3. Forurening og forureningsbegrænsende foranstaltninger
3.1 Luft
3.2 Støv- og lugtgener
3.3 Støj
3.4 Resultaterne af støjmålingerne
3.5 Jord og Grundvand
3.6 Spildevand
  
4. Affald
  
5. Uheld og driftsforstyrrelser


Bilag:

1. Oversigt over området (1:5.000)
2. Indretningsplan (1:500)
3. Procesdiagram

1. Indledning

Hovedstadens Jordrens as har med skrivelse af 7. juli 1999 fremsendt ansøgning om godkendelse af driftsmæssig udvidelse med et forsøg med semi-mobilt termisk jordbehandlingsanlæg opstillet på oplagsplads på Kraftværksvej 31, 2300 København S. Ansøgningen er indgivet i henhold til § 33, stk. 1, i Miljø- og Energiministeriets Lovbekendtgørelse nr. 698 af 22. september 1998.

Modtage- og oplagspladsen er omfattet af listepunkt K 1a) i bilag 1 til Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 807 af 25. oktober 1999: Anlæg der nyttiggør farligt affald1 efter en af metoderne R1, R5, R6, R8, R9, som nævnt i bilag 6B til affaldsbekendtgørelsen2, med en kapacitet på mere end 10 tons pr. dag. (i)(a).

Modtage- og oplagspladsen er godkendt efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 på vilkår fastsat af Miljøkontrollen den 24. maj 1996.

Ansøgningen begrundes i vilkår 13 i virksomhedens godkendelse af 24. maj 1996. I henhold til dette vilkår kan virksomheden foretage mindre jordrensningsforsøg med maksimalt 100 tons jord ad gangen, såfremt denne jord må modtages, og den foretagne behandling ikke giver anledning til forøget forurening.

Idet behandlingsforsøget med et semi-mobilt termisk jordbehandlingsanlæg er planlagt til at behandle ca. 20.000 tons forurenet jord, ligger det aktuelle forsøg med det termiske anlæg udenfor rammerne af godkendelsen.

Forsøget påregnes at ville strække sig over en periode på maksimalt ½ år incl. opstilling og nedtagning af anlægget.

1.1 Virksomhedens beliggenhed og planforhold

Hovedstadens Jordrens as’ oplagsplads er et ca. 10.000 m² stort umatrikuleret areal, beliggende på adressen Kraftværksvej 31, 2300 København S, jf. bilag 1.

Oplagspladsen er beliggende på en halvø i Københavns Østhavn. Halvøen er fremkommet ved opfyldning.

Oplagspladsen ligger i umiddelbar tilknytning til matriklerne 536 og 544 og det umatrikulerede Magretheholm, Amagerbro Kvarter, i et industrikvarter, hvor de nærmeste virksomheder er I/S Amagerforbrænding, Amagerværket, Renholdningsselskabet af 1898 og Optiroc. Oplagspladsens placering fremgår af bilag 1.

Der er ingen boligbebyggelser indenfor en radius af 1 km. Syd for i en afstand af ca. 500 meter ligger kolonihaveforeningerne ved Forlandet, vest for i en afstand af 200–600 meter ligger Margretheholm, hvor der er etableret en midlertidig flygtningelejr, og nord for i en afstand af 200-300 meter ligger en lystbådehavn, som tilhører Sejlklubben Lynetten.

Oplagspladsen er beliggende i et område, der er omfattet af Københavns Kommunes lokalplan nr. 65. Halvøen er udlagt til offentlige tekniske anlæg som område med lokaliseringsmulighed for virksomhed, hvortil der af hensyn til forebyggelse af forurening stilles særlige beliggenhedskrav.

2. Virksomhedens indretning og drift

2.1 Etablering

Det semi-mobile termiske jordbehandlingsanlæg (METTS) ønskes opstillet og sat i drift den 1. november 2000.

Der vil ikke forekomme anlægsarbejder, da jordbehandlingsanlægget opstilles på den eksisterende oplagsplads på Kraftværksvej. Forsøgsperioden forventes maksimalt at udgøre 6 måneder incl. opstilling og nedtagning af anlægget.

Virksomhedens indretning fremgår af situationsplanen dateret 18. august 1999 - bilag 2.

2.2 Indretning

Oplagspladsen udgør et areal på ca. 10.000 m² og er opbygget med membran- drænsystem samt betonbelægning i henhold til godkendelsen af 1996.

Mod vest og nord er pladsen afgrænset af en 3–3,5 meter høj vold af forurenet jord for at mindske støjgener i omgivelserne.

Pladsen er indhegnet, og der er opstillet mindre skurvogne med toilet, vaske- og omklædningsfaciliteter.

Det semi–mobile termiske jordbehandlingsanlæg opstilles på et delareal af oplagspladsen, hvilket fremgår af bilag 2.

Anlæggets indretning

Anlægget, der består af 34 enheder, er opbygget i containerstørrelser på 20 og 40 fod og dækker et areal på 25 x 30 meter. Anlægget indeholder følgende hovedkomponenter:
Indføringstragt
Rotérovn
Røggasfiltre
Efterforbrændingskammer
Røggas-scrubber
Skorsten
Kontrolrum
Mandskabsfaciliteter

Derudover vil der på oplagspladsen blive etableret et mindre færdigvarelager, forinden fraførsel af det behandlede materiale.

Indretning af det semi-mobile termiske jordbehandlingsanlæg fremgår af bilag 3.

2.3 Drift

Driftstid

På grund af fare for frostsprængninger ved drift i vinterperioden, vil anlægget være i drift i 24 timer i døgnet alle ugens 7 dage.

I tidsrummet 07.00–16.00 på alle hverdage vil modtagepladsen fungere normalt med modtagelse og frakørsel af forurenet/behandlet jord.

I tidsrummet derudover vil kun jordbehandlingsanlægget samt en gummihjulslæsser være i drift.

Driftsperiode

Jordbehandlingsanlægget vil blive opstillet og være i drift indenfor perioden 1. november til 1. marts 2001 og nedtages før slutningen af denne periode eller umiddelbart herefter. Med en gennemsnitlig kapacitet på 10–15 tons/time, vil selve driften af anlægget udgøre ca. 3–4 måneder.

Virksomheden oplyser, at personale fra Ecotechnik vil stå for driften af anlægget. Deres driftsmæssige erfaringsgrundlag ligger til grund for virksomhedens rekvirering af personale.

Termisk behandling

Behandlingen af jorden er baseret på, at organiske forureninger fordamper og nedbrydes ved opvarmning. Den forurenede jord skal opvarmes, så temperaturen overstiger kogepunktet for enhver af de indeholdte, forurenende stoffer for at sikre fordampning.

Anlæggets effektivitet er afhængig af temperatur og opholdstid for jorden i anlægget.

Virksomheden forventer, at den behandlede jord efter den termiske behandling kan genanvendes i f.eks. anlægsindustrien.

De fordampede materialer afbrændes i METTS’ens efterbrænder. Eventuelle rester af forurenende stoffer eller dele heraf nedbrydes eller udskilles i anlæggets røggasscrubber.

Jordforureningstyper og mængder

Følgende typer forurenet jord vil blive behandlet i anlægget:

Jord forurenet med tungere olie 
Jord forurenet med PAH`er 
Jord forurenet med tungere olie, PAH og tungmetaller
  5.000
10.000
  5.000
tons
tons
tons

Den forurenede jord er allerede kontrolleret for type og koncentration af forurening.

På oplagspladsen er der på nuværende tidspunkt oplagret ca. 10.000 tons, medens de øvrige ca. 10.000 tons vil blive tilført pladsen og behandlet, når anlægget er i drift.

Beskrivelse af processer

På vedlagte procesdiagram er angivet numre. Herunder er en stikordsforklaring til hvert nummer, og en uddybende forklaring findes i de følgende afsnit:

2.4 Jjord- Flow

  1. silo til forurenet jord
  2. silo til ren jord
  3. blanding af 1 og 2 ved transportbånd til skruetransportør
  4. skruetransportør til rotérovn
  5. rotérovn
  6. støv tilbageføring til rotérovn
  7. køling og befugtning af renset jord
  8. færdigvarelager

2.5 Røggas- Flow

  1. røggas og afdampet materiale fra rotérovn
  2. støvfiltrering af gasser fra rotérovn
  3. varmeveksler ind/ud af efterbrænder
  4. efterbrænder
  5. opvarmning af forreste del af rotérovnen med efterbrænder røggas
  6. gasscrubber til rensning af efterbrænderrøggas
  7. skorsten

Jord flow

For at sikre en effektiv funktion af anlægget sorteres den forurenede jord inden indfødning. Plastik, metaller og træ er frasorteret jorden.

Ved hjælp af en frontlæsser fyldes en silo med den forurenede jord, som derfra går til anlægget. Ved indfødning er der ligeledes en silo til renset jord, som anvendes ved start og stop af anlægget.

Jorden fødes ind i anlægget via en båndtransportør og en justérbar skruetransportør direkte ind i rotérovnen. Indfødningsarrangementet begrænser luftindtrængen til ovnen. Der er en integreret vægt i transportøren til overvågning af den indfødede jordmængde.

Rotérovnen er i to trin; med direkte og indirekte opvarmning.

I den forreste indirekte opvarmede del, forvarmes den forurenede jord med tidligere varmevekslede røggasser fra anlæggets efterbrænder, dog uden direkte kontakt mellem gas og jord. Således fordamper vand og letfordampelige stoffer fra den forurenede jord, og en nedbrydning af de sidste starter allerede her. For opløsningsmidler og oliebaserede forureninger sker disse processer ved relativ lave temperaturer (200-350° C).

I den bageste direkte opvarmede del af rotérovnen opvarmes den forurenede jord med en åben flamme. Under ovnens rotation omrøres det forurenede materiale voldsomt og opvarmes intenst. Ved de høje temperaturer (350-600° C) fordamper PAH og andre tungere kulbrinter.

Anlægget er dimensioneret til at behandle 10-15 tons jord pr. time med et indgangsvandindhold på 10 %. Temperaturen på jorden kan under behandling justeres med gennemføringshastigheden og/eller justering af rotérovnens brænder.

Ved udgangen fra rotérovnen måles og registreres jordtemperaturen. Den varmebehandlede jord forlader ovnen gennem et ventilarrangement for at forhindre luftindtrængning. Den behandlede jord køles med slammet fra vådprocessen, fugtes med vand for at begrænse støvgener, og forlader anlægget på en bæltetransportør med en temperatur på ca. 80° C. Der vil jævnligt blive taget prøver af den behandlede jord til analyse.

Gas flow

I rotérovnen dannes 3 slags gasser:
røggas fra brændende olier
damp fra tørring af jorden
fordampede væsker og faste stoffer (eller komponenter heraf) fra den forurenede jord

Røggasser og fordampede stoffer frigjort i rotérovnen støvfiltreres, opvarmes i en varmeveksler og afbrændes i en oliefyret efterbrænder ved 850-1100° C, og hvor der - med turbulensforhold med et Reynoldstal på mellem 37.000 og 61.000, et luftoverskud >6 % og en opholdstid på mindst 2 sekunder - tilstræbes en optimal forbrænding til kultveilte og vand.

Efterbrænderens afgas varmeveksles med indgangsgassen og anvendes herefter som opvarmning i rotérovnens forreste del, hvorefter den køles til det punkt, hvor der ikke længere afgives varme. For høje gastemperaturer kan nedbringes med vandindsprøjtning.

Processen

Jorden, som passerer anlægget, gennemgår to faser:

  1. Tørring op til ca. 250° C
  2. Fordampning, pyrolyse og delvis oxidation, 250-600° C

I den forreste del af rotérovnen tørres jorden, vandet fjernes fra den forurenede jord.

I den anden del af rotérovnen sker der fordampning af de sværere materialer og pyrolyse af organisk materiale. Det forventes, at alle forurenende stoffer undtagen tungmetaller fordamper fra jorden ved 600° C.

Røggasserne forlader rotérovnen ved 80–2000 C, primært afhængig af den forurenede jords vandindhold.

Støv bortfiltreres i et posefilter efter rotérovnen og genindføres i et støvforbrændingsanlæg, hvor temperaturen er ca. 400-425° C, for mere fuldstændig rensning ved fordampning af forurenende stoffer.

De fordampede materialer forbrændes i METTS’ens efterbrænder. Korrekt temperatur, opholdstid, turbulens og iltoverskud sikrer omdannelsen til CO2 og H2O.

Inden udledning passerer røggasserne en gasscrubber, der udskiller sure komponenter som HCL, HF og SO2–forbindelser i det omfang, de måtte blive dannet. Hertil anvendes NaOH i vandopløsning. Vandet genanvendes som kølemiddel til den varme jord.

Røggasmængden under drift er ca. 14.000 Nm³/t.

Ressourcer

Til den termiske behandling af jorden anvendes olie. På anlægget er opstillet 3 olietanke, der hver rummer 14 m3. Tankene placeres i bakker til opsamling af eventuelle lækager.

Virksomheden vurderer, at den mest energieffektive behandlingsmetode er valgt - METTS’ens energiforbrug svarer til 20 kg olie pr. ton, mens en behandling af jorden på Kommunekemi i Nyborg vil forbruge ca. 21 kg olie pr. ton behandlet jord, og ved en biologisk behandling vil energiforbruget ligge mellem 15 og 25 kg olie pr. ton behandlet jord, og denne behandling vil tage mellem 3 til 6 år.

3. Forurening og forureningsbegrænsende foranstaltninger

3.1 Luft

Skorstens emission

Virksomheden oplyser, at anlægget er konstrueret til at opfylde gældende emissionskrav.

Til ansøgningen er vedlagt emissionsmålinger udført på METTS´en under et oprensningsarbejde i Frankrig.

De fleste værdier for de målte stoffer ligger under EU’s udkast til direktiv om affaldsforbrænding.

METTS anlægget har et kontinuerligt overvågnings- og styringssystem, som opereres fra styringskabinen.

Der anvendes en "OPSIS AR600 series multicomponent analyser". For skorstenen måles værdier for gasmængde, temperatur, ilt, SO2, NOx, CO og vand (beregnet). Andre værdier kan måles efter behov.

METTS-anlægget er designet til at minimere dannelsen af furaner og dioxiner ved de novo syntese efter forbrændingen.

Ved de novo syntesen dannes furaner og dioxiner under køleprocessen af efterbrænderens røggasser og fæstnes på støvpartikler.

Dannelsen forhindres ved, at:
støvfiltrere rotérovnens røggasser før indføring i efterbrænderen
temperaturen i efterbrænderen holdes over 1050° C
bratkøle røggasserne fra efterbrænderen

Indhold af sure komponenter i røggasserne som HCL, HF og SO2-for-bindelser udskilles i gasscrubberen, inden luften afkastes.

3.2 Støv- og lugtgener

Støv- og lugtgener er forebygget ved at have proceselementer lukket inde, og ved at køre processen under undertryk.

Derudover er følgende tiltag planlagt:
transport af jord i overdækkede lastbiler
renset jord bliver kølet og fugtet umiddelbart ved udgangen fra anlægget
området omkring anlægget kan befugtes
anlægget og området holdes rent

3.3 Støj

I forbindelse med drift af jordbehandlingsanlægget vil der fremkomme støj fra generatorer, kompressorer og ventilatorer samt fra gummihjulslæsser.

Der er ved designet af anlægget gjort mange overvejelser om støjreduktion, og forskellige lyddæmpere er indbygget i anlægget.

Støjmåling

En støjmåling er gennemført i Holland den 18. juni 1997, hvor anlægget var i midlertidig operation, og rapporten er vedlagt som bilag til ansøgningen.

Den registrerede støj inkluderer arbejde med frontlæsser (skovl på underlag) og lastbiler. Når disse aktiviteter ikke pågår, er støjniveauet mindre.

3.4 Resultaterne af støjmålingerne:

Distance til METTS (m)

Lydtryk dB(A)

280-320

45

180-215

50

120-145

55


3.5 Jord og grundvand

Anlægget er udstyret med forskellige foranstaltninger til opsamling af væskespild i selve anlægget.

Derudover placeres anlægget på et område, der er sikret mod nedsivningsskader fra jordforureninger, og videre tiltag skønnes af virksomheden at være unødvendige.

3.6 Spildevand

Drift af jordbehandlingsanlægget vil ikke give anledning til væsentlig ændring af mængde og sammensætning af perkolat i forhold til den nuværende godkendelse for oplagspladsen.

Spildevand fra gasscrubberen anvendes til køling af jorden, og der vil således ikke udledes spildevand fra processen.

4. Affald

Der forekommer kun affald fra anlægget ved den almindelige vedligeholdelse i form af olie ved olieskift af motorer m.v.

Olieaffald vil blive bortskaffet til Storkøbenhavns Modtagestation for Olie- og Kemikalieaffald I/S i henhold til gældende regler.

5. Uheld og driftsforstyrrelser

Hvis en komponent fejler, stopper alle funktioner før den fejlramte komponent. Hvis rotérovnen fejler, stopper indfødningen med forurenet jord. Hvis en brænder fejler, insprøjtes CO2 i rotérovnen.

Anlægget arbejder med undertryk for at forhindre gasser i at undslippe til omgivelserne. Aktuelle tryk overvåges og styres fra anlæggets styringskabine.

Rotérovnens brænder er justeret med iltunderskud, så der ikke er ilt til rådighed til antændelse af de fordampede materialer.

Rotérovnen er udstyret med en sikkerhedsventil, således kan uønskede høje tryk afblæses gennem den fjederbelastede ventil.

En 2800 kg CO2 tank i anlægget kan indsprøjte kultveilte under visse driftsforstyrrelser som f.eks. brænderfejl, overophedning eller brand i støvfilteret.

Anlæggets transportører er udstyret med nødstopfunktioner.

 

 

Thomas Johannesen

 

 

Miljøkontrollen

Flæsketorvet 68
DK-1711 København V

Telefon
33 66 58 00

Telefax
33 66 71 33

E-mail
Miljoe@miljoe.kk.dk

 

Se her!

 

 

 

5. oktober 2000

 

Miljøtekninsk vurdering af Semi-mobilt termisk jordbehandlingsanlæg (METTS), Kraftværksvej 31, 2300 København S

 

Indholdsfortegnelse:

1. Indledning

2. Virksomhedens beliggenhed og planforhold

3. Drift

4. Luftforurening

5. Støj

6. jord og Grundvand

7. Spildevand

8. Affald

9. Uheld og driftsforstyrrelser

10. Egenkontrol og Rapportering

11. Konklusion

1. Indledning

Hovedstadens Jordrens as har ved brev af 7. juli 1999 ansøgt om godkendelse af driftsmæssig udvidelse med et forsøg med et semi-mobilt termisk jordbehandlingsanlæg opstillet på oplagsplads på Kraftværksvej 31, 2300 København S. Ansøgningen er indgivet i henhold til § 33, stk. 1, i Miljø- og Energiministeriets Lovbekendtgørelse nr. 698 af 22. september 1998.

Modtage- og oplagspladsen er godkendt efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 på vilkår fastsat af Miljøkontrollen den 24. maj 1996.

Ansøgningen begrundes i vilkår 13 i virksomhedens godkendelse af 24. maj 1996. I henhold til dette vilkår kan virksomheden foretage mindre jordrensningsforsøg med maksimalt 100 tons jord ad gangen, såfremt denne jord må modtages, og den foretagne behandling ikke giver anledning til forøget forurening.

Idet behandlingsforsøget med et semi-mobilt termisk jordbehandlingsanlæg er planlagt til at behandle ca. 20.000 tons forurenet jord, ligger det aktuelle forsøg med det termiske anlæg udenfor rammerne af godkendelsen.

Modtage- og oplagspladsen er omfattet af listepunkt K 1a) i bilag 1 til Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 807 af 25. oktober 1999: Anlæg der nyttiggør farligt affald1 efter en af metoderne R1, R5, R6, R8, R9, som nævnt i bilag 6B til affaldsbekendtgørelsen2, med en kapacitet på mere end 10 tons pr. dag. (i)(a).

For affaldsforbrændingsanlæg gælder tillige Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 41 af 14. januar 1997, som bygger på EU’s direktiver nr.89/369 EØF af 8. juni 1989 og nr. 89/429 EØF af 21. juni 1989 om affaldsforbrænding. Et forslag til nyt direktiv om affaldsforbrænding er fremlagt af EU-Kommissionen den 30. juni 1999.

2. Virksomhedens beliggehed og planforhold

Virksomheden er beliggende på Kraftværksvej 31, 2300 København S, på et ca. 10.000 m² stort umatrikuleret areal beliggende i umiddelbar tilknytning til matriklerne 536 og 544 og det umatrikulerede Margretheholm, Amagerbro Kvarter, i et industrikvarter, hvor de nærmeste virksomheder er I/S Amagerforbrænding, Amagerværket, Renholdningsselskabet af 1898 og Optiroc.

Der er ingen boligbebyggelser indenfor en radius af 1 km. Indenfor en afstand af 200 – 600 meter ligger en række rekreative områder, såsom lystbådehavn og haveforeninger samt det militære område Margretheholm, her er dog etableret en midlertidig flygtningelejr.

Området ved Kraftværksvej/Forlandet er i Københavns Kommuneplan 1997 fastlagt til offentlige tekniske anlæg /T2*. I dette område må udøves virksomhed, hvortil der af hensyn til forebyggelse af forurening stilles særlige beliggenhedskrav. Området er omfattet af lokalplan nr. 65 af 9. oktober 1984. I lokalplan nr. 65 er området beliggende i underområde A1, der er fastlagt til offentlige tekniske anlæg såsom konventionelle kraftværker, anlæg til affaldsforbrænding, sten– og grusværker m.v.

Der er ingen grundvandsinteresser i området, og den nærliggende lystbådehavn er et havneområde med lempet målsætning.

Grundet anlæggets placering i forhold til støjfølsomme områder - henholdsvis lystbådehavnen og flygtningelejren på Margretheholm - er der i godkendelse af anlægget lagt afgørende vægt på den tidsbegrænsede driftsperiode, svarende til max. 5 måneder i perioden 1. november til 1. marts 2001. Miljøkontrollen vurderer på denne baggrund, at anlæggets beliggenhed er i overensstemmelse med lokalplan nr. 65 af 9. oktober 1984.

VVM

Det ansøgte er vurderet til ikke at være omfattet af reglerne om en særlig vurdering af det ansøgtes virkning på miljøet (VVM). Denne vurdering er foretaget udfra reglerne i bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelsen er vedlagt i bilag 1).

3. Drift

Behandlingsforsøget med et semi-mobilt termisk jordbehandlingsanlæg er planlagt til at behandle ca. 20.000 tons forurenet jord og påregnes at ville strække sig over en maksimal periode på 6 måneder incl. opstilling og nedtagning af anlægget.

Virksomhedens normale driftstid ligger i tidsrummet: Mandag til fredag kl. 06.00 - 17.00. Forsøgsanlægget vil på grund af fare for frostsprængninger ved drift i vinterperioden være i drift i 24 timer i døgnet alle ugens 7 dage.

I tidsrummet udover den normale driftstid vil kun jordbehandlingsanlægget samt en gummihjulslæsser være i drift.

Der vil blive stillet vilkår om, at personalet har dokumenteret driftserfaring, der kan sidestilles med det af Miljøstyrelsen godkendte kursus: Drift af affaldsforbrænding jf. Miljøstyrelsens vejledning "Begrænsning af forurening fra forbrændingsanlæg nr. 2, 1993".

Med henblik på at sikre en korrekt jordlevering, rensning og anvendelse stilles der vilkår om udfærdigelse af en driftsjournal, der som minimum skal indeholde følgende:
Dato for driftsstart
Dato for levering, behandling, udlevering
Leverandør/ejer
Jordtransportør
Opgravningslokalitet og forureningens årsag samt opgravningslokalitetens historik
Jordmængde
Identifikationsnummer
Analyseresultater (før og efter behandling)
Analysefirma
Slutdeponering/anvendelse
Observationer af udførte tilsyn, kontrol og eventuel kalibering af målesystemerne registreres.
Udførte tilsyn og eventuelle uregelmæssigheder i anlæggets drift registreres.

Der stilles vilkår om udfærdigelse af driftsinstruks, der sikrer korrekt drift af anlægget herunder
måling og rapportering af emission og væsentlige parametre
overvågning af posefiltrets effektivitet
korrekt turbulens og temperaturforhold i forhold til den behandlede jordtype
handling ved driftsforstyrrelse
kontrolmålinger af den behandlede jord

4. Luftforurening

Nyt direktiv fra EU

EU-Kommisionen har siden 1994 arbejdet på et udkast til et nyt direktiv om affaldsforbrændingsanlæg (EU-direktivudkastet), og med det officielt fremlagte udkast af 30. juni 1999 foreligger i dag en form, som må antages at være tæt på det endelige. Dette indebærer bl.a. skærpede krav til emissioner af luftforurening.

Røggasrensning

For at begrænse dioxindannelsen i røggassen stilles der vilkår om, at røggastemperaturen inden posefiltret skal være under 200° C temperaturen.

Efterforbrændingsforhold

Temperatur og opholdstid er to væsentlige parametre, der har indflydelse på destruktion af forurenende stoffer.

Det er derfor afgørende for at sikre optimal forbrænding, dvs. en fuldstændig omdannelse til CO2 og H2O, at temperaturen i efterbrænderen bringes op på mindst 850° C i mindst 2 sek. under tilstedeværelse af mindst 6 % ilt.

Virksomheden har oplyst, at ved et maksimalt røggasflow på 9.500 Nm3/t og et rumfang på 25,6 m3 af efterforbrændingskammeret er opholdstiden mindst 2 sek.. Miljøkontrollen vurderer på denne baggrund, at ved en røggasmængde, der ikke overstiger 9000 Nm3/t, kan en opholdstid på min. 2 sek. overholdes under de givne driftsforhold. Desuden er der efter efterforbrændingskammeret endnu et forbrændingskammer med samme temperatur, hvorved det totale volumen af efterbrænderen bliver 35 m3. Der vil derfor blive stillet vilkår om, at røggasflowet ikke overstiger 9000 Nm3/t.

Endvidere oplyser virksomheden, at tilstrækkelige turbulenser er sikret ved et Reynolds tal mellem 37.000 og 60.000. Niveauet reguleres gennem driften afhængig af den behandlede jordtype. Miljøkontrollen vurderer, at såfremt turbulensen styres efter den behandlede jordtype sammenholdt med, at iltoverskudet holdes på minimum 6%, sikres en optimering af en fuldstændig blanding og forbrænding.

For at forhindre de novo syntese af furaner og dioxiner stilles der vilkår om, at efterbrændertemperaturen holdes på 1050° C, med mindre det er dokumenteret, at den indfødede jord ikke indeholder dioxin eller precursors, af hvilke dioxin dannes. I tilfælde heraf holdes temperaturen som minimum på 850 0 C.

Miljøkontrollen stiller vilkår om, at emissionsgrænseværdien for dioxiner og furaner skal overholde emissionsgrænseværdien angivet i EU–direktivudkastet på 0,1 ng/m³.

METTS anlægget har et kontinuerligt overvågningssystem og styringssystem.

Miljøkontrollen stiller vilkår om, at temperaturen, O2-indholdet og CO-koncentrationen i røggassen måles og registreres kontinuerligt i henhold til henholdsvis Miljøstyrelsens vejledning nr. 2/1993 om begrænsning af forurening fra forbrændingsanlæg og bekendtgørelse om affaldsforbrænding nr. 41 af 14. januar 1997.

Røggassens indhold af O2

Luftoverskuddet skal som nævnt ovenfor holdes på minimum 6%, men iltindholdet bør i øvrigt holdes så lavt som muligt, dvs. omkring 11% for at sikre bedst mulig forbrænding.

Der vil blive stillet vilkår om, at O2 indholdet ligger mellem 6 og 11%.

Røggassens indhold af partikler

I henhold til EU-direktivudkastet er partikelemissionsgrænsen på 30 mg/Nm³ som halvtimemiddel, og mg/Nm³ som døgnmiddel efter forureningsbegrænsende udstyr.

Partikelfjernelsen foregår ved bortfiltrering mellem rotérovnen og efterbrænder, derefter genindføres det opsamlede støv i en støvforbrænder for mere fuldstændig rensning ved fordampning af forurenende stoffer. Ved en temperatur på 400-425° C vil PAH’er og mineralolie fordampe fra støvet, trods den lavere temperatur sammenlignet med den, der er i rotérovnen, men støvet indeholder ikke længere vand, hvorfor kontakttiden for fordampning er længere.

Gasscrubberen vil endvidere fjerne partikler fra luften.

På baggrund heraf er det Miljøkontrollens vurdering, at partikelemissionen kan ligge under denne grænseværdi målt mellem posefiltret og efterbrænderen. Mens værdien målt i skorsten må forventes at ligge mellem 10 og 80 mg/Nm3, da en del af den behandlede jord afgiver støv, der sammenblandes med røggassens partikelindhold.

Miljøkontrollen har foretaget en orienterende spredningsmeterologisk beregning af partikelimmissionen ved hjælp af OML og fundet, at den vejledende B-værdi (0,08 mg/m3) for støv i henhold luftvejledningen ved en maksimal emission på 80 mg/Nm3 ikke overskrides.

For at sikre, at posefiltrets effektivitet overvåges, stilles der vilkår om, at der på hvert vagthold foretages minimum 2 inspektionsrunder af posefilterets effektivitet og løbende overvågning af trykdifferensmålinger.

Der stilles vilkår om stikprøvemåling af partikelkoncentrationen i røggassen mellem posefiltret og efterbrænderen og af partikelkoncentration i røggassen målt i skorstenen.

Røggassen indhold af tungmetaller

Termisk forbrænding er velegnet til fjernelse af organiske forureninger fra jorden, herunder olieprodukter, PAH’er og opløsningsmidler. Derimod fjernes eventuelle tungmetaller ikke fra jorden, dog med undtagelse af Hg.

Kviksølv har et fordampningspunkt under 600° C, og da temperaturen i rotérovnens anden del ligger mellem 350 og 600° C, kan der derfor forekomme et indhold af dette stof i emissionen.

Dog må virksomheden ikke modtage jord med et gennemsnitlig kviksølvindhold, der overstiger 2 mg/kg TS, hvilket er begrænsende for emissionen.

Ved hjælp af OML er der foretaget beregninger af Hg-immissionen ved en emission på 0,05 mg/Nm³ og fundet, at luftvejledningens B-værdi ikke overskrides.

For at hindre, at B-værdien overskrides, stilles der vilkår om, at emissionen af Hg ligger under emissionens grænseværdi 0,05 mg/Nm³ i henhold til EU–direktivudkastet.

For at kunne dokumentere, at røggassens indhold af kviksølv overholder emissionsgrænsen, stilles der vilkår om egenkontrol heraf.

Til sikring af, at anlægget drives på en måde, så emissionsgrænsen for kviksølv ikke overskrides, stilles der vilkår om, at der foretages kviksølvanalyser af den ubehandlede jord.

Idet temperaturen i rotérovnens anden del ikke overstiger 600° C vil tungmetaller i jorden ikke fordampe i væsentlig omfang, hvorfor Miljøkontrollen vurderer, at følgende emissionsgrænseværdier i henhold til EU-direktivudkastet kan overholdes.

Parameter

Grænseværdi mg/Nm³
(sum af partikel og gasfase)

Summen af Cd og Tl

0,05

Hg

0,05

Summen af Sb, As, Pb, Cr, Co, Cu, Mn, Ni og V

0,5


Der vil derfor ikke blive stillet vilkår om kontrolmålinger som dokumentation for, at ovennævnte gruppe af tungmetaller overholder grænseværdierne.

Dog vil der erfaringsmæssig kunne være et indhold af henholdsvis Cd og Pb i emissionen fra et forbrændingsanlæg, hvorfor der vil blive stillet vilkår om stikprøvemåling af emissionen af de to tungmetaller til dokumentation for, at grænseværdien er overholdt.

Endvidere bliver der stillet vilkår til, at temperaturen i rotérovnen holdes under 600° C, således at hovedparten af tungmetallerne ikke vil fordampe.

Røggassen indhold af HCl, SO2 og NOx

EU’s udkast til direktiv om affaldsforbrænding foreskriver følgende emissionsgrænseværdier for HCl, SO2 og NOx på henholdsvis 10, 50 og 200 mg/Nm³.

På baggrund af beregninger af immissionen ved hjælp af OML er det Miljøkontrollens vurdering, at ovennævnte emissionsgrænser ikke medfører en overskridelse af luftvejledningens B-værdier.

Endvidere blev der under oprensningsarbejde i Frankrig målt en NOx-emission til 125 mg/m³ som den højeste værdi. Fire af de fem målinger af SO2 lå omkring 10 mg/m³. Begge emissioner vurderes således at kunne overholde direktivudkastets emissionsgrænseværdier på hhv. 200 og 50 mg/Nm³.

For at kunne dokumentere, at røggassens indhold af SO2 og NOx overholder emissionsgrænserne, stilles der vilkår om, at der hver måned på tilfældigt valgte driftsdage foretages måling af emissionen. Emissionen for den pågældende driftsdag beregnes som gennemsnittet af mindst 2 målinger over en time.

Forbrændingsanlægget er ikke designet til at kunne udføre kontinuerte målinger af HCl, hvilket bekendtgørelsen for forbrændingsanlæg stiller krav om. Men Miljøkontrollen vurderer på baggrund af, at der er tale om et forsøgsanlæg, og idet jorden ikke indeholder klorede forbindelser, at stikprøvemåling af HCl som dokumentation for overholdelse af emissionsgrænseværdien er tilstrækkelig, hvilket der vil blive stillet vilkår om.

Røggassens indhold af CO

CO-emissionen anvendes som indikator for, hvor god forbrændingen er i ovn og efterforbrændingskammer. Som nævnt under afsnittet Efterforbrændings forhold, stilles der derfor vilkår om kontinuert målinger af CO -koncentrationen.

På baggrund af emissionsmålinger foretaget den 19. november 1998 under oprensningsarbejde i Frankrig vurderer Miljøkontrollen, at en emissionsgrænseværdi fastsat til 50 mg/Nm³, jf. EU-direktivudkastet, uden problemer kan overholdes. Den største værdi blev målt til 23 mg/m³.

Røggassens indhold af TOC

Der gælder samme forhold for TOC som nævnt for CO, og i henhold til EU-direktivudkastet er grænseværdien 10 mg/Nm³. Der vil blive stillet vilkår om overholdelse af denne værdi og udførelse af stikprøvemålinger som dokumentation herfor.

Lugt

Anlægget er udstyret med et indfødningsarrangement, der begrænser luftindtrængen til ovnen. Endvidere overvåges og styres aktuelle tryk fra styringskabinen således, at der til stadighed er undertryk i anlægget i forhold til omgivelserne. Miljøkontrollen vurderer på baggrund heraf, at lugtgener kan begrænses. Der stilles vilkår om, at anlægget ikke må give anledning til væsentlige lugtgener i omgivelserne.

5. Støj

Støjberegninger er foretaget på det termiske forsøgsanlæg og heraf fremgår det, at det energiækvivalente, korrigerede A-vægtede lydtryksniveau, er beregnet til 45 dB(A) i en afstand af 280 til 320 meter fra anlægget.

Miljøkontrollen vurderer, at kolonihaveforeningen ved Forlandet skal sidestilles med områdetype 4 i henhold til Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984 om ekstern støj: "etageboligerområder". Da afstanden fra oplagspladsen, hvor forsøget finder sted, til kolonihaveforeningen ved Forlandet er ca. 500 meter, vurderer Miljøkontrollen, at grænseværdien på 40 dB(A) om natten i henhold til støjvejledningen vil kunne overholdes, såfremt kun anlægget og én gummihjulslæsser anvendes i denne periode, hvilket der vil blive stillet vilkår om.

Gældende støjvilkår på 45 dB(A) søn/helligdage kl. 07 - 22, lørdage kl. 14 -22 og man- fredag kl. 18 -22 kan overholdes, idet andet materiel på pladsen i nævnte perioder ikke er i drift. Kun anlægget og en gummihjulslæsser er som nævnt i drift i denne periode.

Med udgangspunkt i, at lystbådehavnen har lavsæson i perioden fra oktober til marts, vurderer Miljøkontrollen, at det termiske forsøgsanlæg ikke vil give anledning til væsentlige støjgener for lystbådehavnen, når forsøgsperioden lægges i denne periode.

Dog vurderer Miljøkontrollen, at gældende støjvilkår på 40 dB(A) i natperioden ikke kan overholdes ved lystbådehavnen og flygtningelejren på Margretheholm. Miljøkontrollen vurderer, at en lempelse af støjvilkåret til 43 dB(A) ved lystbådehavnen og flygtningelejr kan tillades for den tidsbegrænsede periode, svarende til max 5 måneder i perioden 1. november til marts 2001, hvor anlægget er i drift.

På baggrund heraf vil støjvilkår i godkendelsen af 24. maj 1996 fortsat være de gældende med undtagelse af natperioden, hvor grænseværdien for støjbelastning sættes op fra 40 dB(A) til 43 dB(A) gældende for en periode på max 5 måneder.

For den resterende periode vil støjvilkår, jf. godkendelsen af 24. maj 1996, være gældende.

Der stilles vilkår om, at virksomheden lader et af DANAK eller SWEDAC akkrediteret eller et af Miljøstyrelsens godkendt laboratorium dokumentere, at støjvilkåret er overholdt.

6. Jord og grundvand

Under den nuværende modtage- og oplagsplads er etableret et dræn- og membransystem, som sikrer at overfladevand og perkolat ledes til opsamlingstank.

Miljøkontrollen vurderer på baggrund af de forelagte oplysninger, at driften af jordbehandlingsanlægget ikke vil give anledning til væsentlig ændring af mængde og sammensætning af perkolat i forhold til den nuværende miljøgodkendelse for oplagspladsen.

Opbevaring af olielager sker i tanke placeret på bakker, der kan rumme volumen af den største beholder. På baggrund heraf vurderer Miljøkontrollen, at oplaget er sikret mod spild ved læk.

7. Spildevand

Miljøkontrollen vurderer, at den rensede jord ikke forringes væsentligt ved tilførelse af spildevand fra gasscrubberen, der indeholder salte anvendt til fældning af de sure komponenter såsom HCl, SO2 og HF.

Miljøkontrollen kan dog forlange, hvis det vurderes nødvendigt for korrekt anvisning af den rensede jord, at der som konsekvens heraf foretages analyser for andre parametre end dem, der som udgangspunkt vil blive stillet vilkår om.

Sanitært spildevand vil fortsat blive opsamlet i tæt godkendt samletank og bortskaffes i henhold til gældende regler.

8. Affald

Olie- og kemikalieaffald fra værksted m.v. opbevares, anmeldes og afleveres efter gældende regler om farligt affald.

9. Uheld og driftsforstyrrelser

Anlægget arbejder med undertryk for at forhindre gasser i at undslippe til omgivelserne. Aktuelle tryk overvåges og styres fra anlæggets styringskabine.

Rotérovnens brænder er justeret med iltunderskud, så der ikke er ilt til rådighed til antændelse af de fordampede materialer.

Rotérovnen er udstyret med en sikkerhedsventil, således kan uønskede høje tryk afblæses gennem den fjederbelastede ventil.

En 2800 kg CO2 tank i anlægget kan indsprøjte kultveilte under visse driftsforstyrrelser, som f.eks. brænderfejl, overophedning eller brand i støvfilteret.

Idet der foretages kontinuerlig måling af CO-koncentrationen og af O2 indholdet i røggasserne kombineret med en temperaturmåling, kan forbrændingsprocessens korrekte forløb kontrolleres.

Der stilles dog vilkår om, at virksomheden i tilfælde af uheld med konsekvenser for omgivelserne straks anmelder uheldet til Alarmcentralen på tlf. nr. 112.

10. Egenkontrol

Luft

Der anvendes en "OPSIS AR600 series multicomponent analyser", hvilket giver mulighed for at efterleve følgende driftsvilkår i henhold til bekendtgørelsen om affaldsforbrændingsanlæg nr. 41 af 14. januar 1997:

Kontinuer måling af følgende parametre:

Kulmonoxid (CO)
temperatur
Ilt (O2)

Ilt og kulmonoxid måles efter kedel. Temperaturen måles i efterforbrændingszonen.

Ifølge bekendtgørelsen om affaldsforbrændingsanlæg skal der endvidere foretages kontinuerlig måling af emissioner af partikler og chlorbrinter (HCl), målt efter forureningsbegrænsende udstyr. Dette er anlægget ikke designet til. Miljøkontrollen vurderer derfor, idet der er tale om et forsøgsanlæg, at hvis det igennem en driftsstyring sikres, at den nødvendige temperatur holdes afhængig af den behandlede jordtypes forurening, at posefiltres kvalitet overvåges ved jævnlige inspektioner og kontinuere trykdifferensmålinger sammenholdt med en kontrolleret bratkøling - vil driftsafvigelser opdages og dioxindannelsen begrænses.

Stikprøvemålinger af:

Hg, Cd, Pb, SO2, TOC, NOx, HCl, partikler, dioxiner og furaner.

I henhold til bekendtgørelse om affaldsforbrænding under kontrolregler for stikpøvemålingerne af emissionen stilles der krav til, at der foretages stikprøver hver anden måned på tilfældigt valgte driftsdage. Idet driftsperioden kun er 5 måneder, vil der i denne godkendelse blive stillet vilkår om stikprøvemålinger af emissionen hver måned.

Dog mindst to gange for dioxiner og furaner i hele perioden. Resultatet af den ene prøve skal forelægges Miljøkontrollen indenfor driftsperiodens første måned og foretages i forbindelse med behandling af den type jord, der giver størst risiko for dannelse af dioxiner og furaner. Den anden prøve foretages ved behandling af den type jord, der ikke forventes at give anledning til væsentlig dioxinemission.

Endvidere bliver der stillet vilkår om stikprøvemåling hver 14. dag for partikelkoncentrationen.

Måleprogrammet fastlægges således, at overholdelsen af grænseværdierne for Hg, Cd, Pb, SO2, NOx, TOC, HCl, partikler, dioxiner og furaner kan eftervises. Målingerne udføres af et laboratorium akkrediteret af DANAK.

Stikprøvemåling af partikelkoncentrationen skal foretages mellem posefiltret og efterbrænderen samt i skorsten. Værdien målt mellem posefiltret og efterbrænderen skal overholde grænseværdien. Mens værdien målt i skorsten må forventes at ligge mellem 10 og 80 mg/Nm3, da en del af den behandlede jord afgiver støv, der sammenblandes med røggassens partikelindhold.

Emissionen for den pågældende driftsdag beregnes som gennemsnittet af mindst 2 målinger over en time.

Emissionsværdierne anses for overholdt, når hver måling udført ved stikprøvemåling er mindre end eller lig med grænseværdierne.

Driftsforløbet skal overvåges løbende i kontrolrummet, og der udarbejdes en rapport med de nævnte parametre hver måned, der vidererapporteres til Miljøkontrollen.

Følgende data og observationer skal være tilgængelige
Temperaturforhold
Angivelse af antallet af 1- og 10-minutters perioder med CO- koncentrationer over henholdsvis 800 og 350 mg/Nm³ tør røggas ved 11% O2
Antallet af 1-minuts middelværdier med luftoverskud mindre end svarende til 6% O2 og større end svarende til 11% O2
Trykdifferensmålinger over posefiltret med angivelse af eventuelle afvigelser
Resultater af inspektioner af posefiltret

Jord

Ubehandlet jord

Der stilles vilkår om, at der skal foreligge tilstrækkelige analyser af jorden til at vurdere, om den termiske behandling kan ske på anlægget uden emissionsproblemer. Den ubehandlede jord analyses for forureningsart og koncentration.

I forureningsundersøgelsen skal analyseres for alle parametre vist nedenfor (s.12) med mindre dokumentation eller anden argumentation - godkendt af Miljøkontrollen - forligger for, at jorden ikke indeholder pågældende tungmetaller. I givet fald skal jorden som minimum analyseres for PAH, tjære- og olieindhold.

Da anlægget ikke er i stand til at rense røggassen for kviksølv, skal der specielt foretages kviksølvanalyser til sikring af, at anlægget drives på en måde, så emissionsgrænsen for kviksølv ikke overskrides.

Behandlet jord

I henhold til Hovedstadens Jordrens as’ oplysninger indeholder en del af den ubehandlede jord tungmetaller.

Idet temperaturen i rotérovnen ikke overstiger 600° C, og de fleste tungmetaller først fordamper over 800° C, vil hovedparten af tungmetallerne stadig være tilbage i jorden efter den termiske behandling.

Der vil blive stillet vilkår om udførelse af en udvaskningstest og faststofanalyse af de behandlede jordpartier, som dokumentation for den forventede effekt af den termiske behandling på tungmetalforureningen - i form af immobilisering.

Der bliver stillet vilkår om udfærdigelse af et analyseprogram for og en beskrivelse af restproduktet samt en redegørelse for virksomhedens efterfølgende forventede anvendelse af den behandlede jord. På baggrund af nævnte oplysninger anviser Miljøkontrollen jorden.

Virksomheden lader udføre prøvetagning og analyse af u-/behandlet jord for følgende parametre:
Arsen (As)
Cadmium (Cd)
Chrom (Cr)
Kobber (Cu)
Kviksølv (Hg)
Nikkel (Ni)
Bly (Pb)
Zink (Zn)
PAH
Olie
Summen af tjærephenoler

En eller flere parametre kan undlades, hvis der foreligger dokumentation godkendt af Miljøkontrollen for, at den ubehandlede jord ikke indeholder tungmetaller, der overskrider grænseværdier, jf. klasse 1 jord ifølge "Vejledning i håndtering og bortskaffelse af forurenet og renset jord på Sjælland og Lolland Falster, februar 1997" (bilag 1).

Hvis Miljøkontrollen vurderer, det er nødvendigt for korrekt anvisning af jorden, kan antallet af parametre til analyse udvides til en eller flere.

Jordprøverne skal analyseres af et af DANAK akkrediteret laboratorium.

11. Samlet vurdering

Det er Miljøkontrollens vurdering, at det termiske forsøgsanlæg kan drives uden at give anledning til væsentlige miljømæssige gener for omgivelserne, når driften foregår som beskrevet i nærværende godkendelse.

På baggrund af ovenstående vurderer Miljøkontrollen således, at den driftsmæssige udvidelse med det termiske jordrensningsanlæg på en række vilkår kan miljøgodkendes.

 

 

Thomas Johannesen

 

 

 

Hovedstadens Jordrens as
Selinevej 4
2300 København S

 

Dato: J. nr. 211452-000012 K22 CPE/TJO/ven


Miljøgodkendelse af semi-mobilt termisk jordbehandlingsanlæg, Kraftværksvej 31, 2300 København S

Hovedstadens Jordrens as har med skrivelse af 7. juli 1999 ansøgt om godkendelse af driftsmæssig udvidelse med et forsøg med et semi-mobilt termisk jordbehandlingsanlæg opstillet på oplagspladsen på Kraftværksvej 31, 2300 København S.

Hovedstadens Jordrens as modtager forurenet jord på et midlertidigt modtage- og oplagsdepot indrettet på Kraftværksvej på Amager.

Anlægget er omfattet af Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 807 af 25. oktober 1999 om godkendelse af listevirksomhed, bilag 1, listepunkt K 1a): Anlæg der nyttiggør farligt affald1) efter en af metoderne R1, R5, R6, R8, R9, som nævnt i bilag 6B til affaldsbekendtgørelsen, med en kapacitet på mere end 10 tons pr. dag. (i)(a).

Der har ved sagens behandling foreligget følgende materiale:
Eksisterende godkendelse af 24. maj 1996.
Ansøgning af 7. juli 1999 om godkendelse af driftsmæssig udvidelse med et semi-mobilt termisk jordbehandlingsanlæg.
Supplerende oplysninger givet den 1.,7., 10., 15., 22., og 29. december 1999.
Vedlagte miljøtekniske beskrivelse af 5. oktober 2000.
Vedlagte miljøtekniske vurdering af 5. oktober 2000.

Afgørelse og Godkendelsesvilkår

Miljøkontrollen meddeler hermed godkendelse til ovennævnte semi-mobile termiske jordbehandlingsanlæg, i henhold til § 33 i Miljø- og Energiministeriets Lovbekendtgørelse nr. 698 af 22. september 1998 om miljøbeskyttelse, på følgende vilkår:

Indretning og drift
   
1. at denne godkendelse er midlertidig. Drift af anlægget må først påbegyndes efter 1. november 2000, og al drift af anlægget skal være ophørt efter 1. marts 2001, hvorefter anlægget nedtages og godkendelsen bortfalder,
    
2. at virksomhedens driftstid begrænses til tidsrummet:
Mandag til fredag kl. 06.30 – 18.00.
Kun det termiske jordbehandlingsanlæg samt en gummihjulslæsser må være i drift i døgnets 24 timer i alle ugens 7 dage,
 
3. at anlæggets drift ikke må give anledning til overskridelse af vilkår stillet i virksomhedens godkendelse af 24. maj 1996, dog ændres vilkår 21 i nævnte godkendelse til vilkår 19 i denne godkendelse,
  
4. at der på hvert vagthold skal være mindst 1 person til stede, som har dokumenteret driftserfaring, der efter Miljøkontrollens vurdering kan sidestilles med det af Miljøstyrelsens godkendte kursus: Drift af affaldsforbrænding, jf. Vejledning om affaldsforbrændingsanlæg, Miljøstyrelsen, nr. 3, 1986.

Dokumentation herfor skal være tilgængelig for Miljøkontrollen,
  

5. at der føres en driftsjournal, der som minimum skal indeholde følgende:
Dato for driftsstart
Dato for levering, behandling, udlevering af jord
Leverandør/ejer
Jordtransportør
Opgravningslokalitet og forureningens årsag samt opgravningslokalitetens historik
Jordmængde
Identifikationsnummer
Analyseresultater (før og efter behandling)
Analysefirma
Slutdeponering/anvendelse
Observationer af udførte tilsyn, kontrol og eventuel kalibrering af målesystemerne registreres.
Udførte tilsyn og eventuelle uregelmæssigheder i anlæggets drift registreres.

Driftsjournalen skal være tilgængelig for Miljøkontrollen,
  

6. at virksomheden - gennem driftsinstruks godkendt af Miljøkontrollen - sikrer korrekt drift af anlægget. Driftsinstruksen skal bl.a. indeholde procedurer for
Måling og rapportering af emission og væsentlige parametre.
Overvågning af posefiltrets effektivitet.
Korrekt turbulens og temperaturforhold i forhold til den behandlede jordtype.
Handling ved driftsforstyrrelser.
Kontrolmålinger af den behandlede jord.

Driftsinstruksen indsendes til Miljøkontrollens godkendelse senest 1 måneder efter driftsstart,
  

7. at jorden ikke indeholder klorerede forbindelser, og at Hg-indholdet ligger under 2 mg/kg TS
  
8. at temperaturen i rotérovnen ikke overstiger 600° C,
  
9. at røggastemperaturen inden posefiltret ikke overstiger 200° C,
 
10. at røggasflowet ikke overstiger 9.000 Nm3/t i efterbrænderen,
  
11. at iltprocenten holdes mellem 6 og 11% målt efter efterbrænder,
 
12. at temperaturen i efterbrænderen holdes over 850° C.
  
13. at røggashastigheden ved skorstenstoppen mindst er 8 m/sek. under alle driftsforhold – bortset fra opstart og nedlukning – og mindst 20 m/sek. ved fuld belastning,
   
Luft
   
14. at røggasmængden ikke må være større end 14.000 Nm³ røggas/time,
  
15. at driften af anlægget ikke giver anledning til støv- eller lugtulemper i omgivelserne, som efter Miljøkontrollens vurdering er væsentlige,
   
16. at røggassens indhold af følgende stoffer i skorstenen ikke må overstige følgende grænser refererende til tør røggas ved 11% O2, 0° C og 101,3 kPa:
  

1 Parameter

Grænseværdi
Mg/Nm³

Kontrolmetode/midlingstid

Partikler

10/30

S 4,5) døgn-/halvtimemiddel

CO

50/150/100 1)

K døgn-/halvtimemiddel

HCl

10/60

S 5) døgn-/halvtimemiddel

SO2

50/200

S døgn-/halvtimemiddel

NOx

200/400

S døgn-/halvtimemiddel

Hg

0,05 2)

S

Pb

0,1

S

Cd

0,05

S

TOC

10 3)

S

Dioxiner og furaner

0,1 (ng/Nm³)

S


K= kontinuert måling, S= stikprøvemåling
1) For kulmonoxid CO gælder grænseværdien 150 mg/m³ for 95% fraktilen af alle 10 minutters middelværdier i et døgn, alternativt gælder grænseværdien 100 mg/m³ for alle halvtimesmiddelværdier. 50 mg/m³ er gældende værdi målt som døgnmiddelværdi.
2) Sum af partikel og gasfase
3) Sum af brændbare og organiske stoffer kulstof undtagen CO, målt som kulstof C
4) Målt mellem posefiltret og efterbrænderen
5) Ved stikprøvemåling udtages mindst 2 prøver med en prøvetagningstid på mindst 1 time, emissionen måles som gennemsnittet af mindst 2 målinger
  
17. at såfremt målinger viser, at grænseværdierne angivet i vilkår 16 overskrides, påhviler det virksomheden at gennemfører foranstaltninger, således at grænseværdierne overholdes.
 
Støj
   
18. at virksomhedens samlede bidrag til det eksterne støjniveau, angivet som det energiækvivalente, korrigerede A-vægtede lydtryksniveau, Lr, ikke må overstige nedenstående værdier, målt ved lystbådehavnen Lynetten og flygtningelejren på Margretheholm.
  

Tidsrum

7-14

14-18

18-22

22-7

Man-Fredage

50

50

45

43

Lørdage

50

45

45

43

Søn/helligdage

45

45

45

43


Maksimalværdien af støjbidraget må i tidsrummet kl. 22-07 ikke overstige Lp-værdien med mere end 15 dB(A).

Dette vilkår er gældende max 4 måneder i perioden 1. november til 1. marts år 2001, hvorefter vilkår 21 i godkendelsen af 24. maj 1996 er gældende,

19. at Virksomheden én gang og indenfor driftsperiodens første 2 måneder lader et af DANAK eller SWEDAC akkrediteret eller et af Miljøstyrelsen godkendt laboratorium dokumentere, at støjgrænserne i vilkår 18 er overholdt.

Resultaterne indsendes til Miljøkontrollen senest 14 dage efter prøvetagningen.
  

Egenkontrol
   
20. at følgende kontinuerte parametre og emissioner skal måles og registreres:
2
3 Parametre
Røggastemperatur i efterforbrændingszonen, efter kedel og i skorsten
CO-koncentrationen i røggassen efter efterbrænder omregnet til mg/Nm³ tør røggas ved 11% O2
Luftoverskudet målt som O2 % i røggassen efter efterbrænder

4
Til vurdering af, hvorvidt målte værdier overholder vilkår 11, 12 og 16 (for ovennævnte parametre), benyttes retningslinjer angivet i afsnittet om kontrolregler i bekendtgørelse om affaldsforbrændingsanlæg. nr. 41 af 14 januar 1997.

Instrumenterne skal opfylde de krav, som er nævnt i Miljøstyrelsens vejledning nr.2/1993 om begrænsning af forurening fra forbrændingsanlæg, herunder krav til nulpunktsdrift, tidskonstanter, måletider, målingernes udførelse, kalibreringer og vedligeholdelse.

Resultaterne afrapporteres til Miljøkontrollen inden den 15. i den følgende måned,
  

21. at der hver måned på tilfældigt valgte driftsdage foretages måling af emissionen af SO2, NOx, TOC, Hg, Cd, Pb, HCl og hver 14. dag for partikelkoncentration og mindst to gange i driftsperioden foretages en emissionsmåling af dioxin og furaner – hhv. ved behandling af den jordtype, hvor der kan forventes en høj dioxin emission, og ved behandling af den type jord, der ikke forventes at give anledning til væsentlig dioxin-emission.

Emissionen for den pågældende driftsdag beregnes som gennemsnittet af mindst to målinger over 1 time med anlægget under fuld drift. Prøvetagning og analyse skal udføres af et af DANAK akkrediteret laboratorium. Driftsforhold og jordtype under prøveudtagning skal fremgå af målerapporten.

Emissionsværdierne anses for overholdt, når hver bestemmelse udført ved stikprøvekontrollen er mindre end eller lig med grænseværdierne. Driftsforhold og jordtype under prøvetagning skal fremgå af målerapporten.

Resultaterne afrapporteres til Miljøkontrollen inden den 15. i den følgende måned,
  

22. at følgende data registreres og er tilgængelige:
Temperaturforhold i efterbrænderen og ved udgangen af af rotérovnen.
Angivelse af antallet af 1- og 10- minutters perioder med CO- koncentrationer over henholdsvis 800 og 350 mg/Nm³ tør røggas ved 11% O2.
Antallet af 1-minuts middelværdier med luftoverskud mindre end svarende til 6% O2 og større end svarende til 11% O2.
Trykdifferensmålinger over posefiltret med angivelse af eventuelle afvigelser
Resultater af inspektioner af posefiltret,
  
23. at der skal foreligge tilstrækkelige analyser af jorden med en redegørelse der sandsynliggør, at den termiske behandling kan ske på anlægget uden emissionsproblemer. Herunder analyser for cadmium og bly.

Da anlægget ikke er i stand til at rense røggassen for kviksølv, skal der specielt foretages kviksølvanalyser til sikring af, at anlægget drives på en måde, så emissionsgrænsen for kviksølv ikke overskrides,
  

24. at virksomheden lader udføre prøvetagning og udvaskningstest samt faststof analyse af den behandlede jord for følgende parametre:
Arsen (As)
Cadmium (Cd)
Chrom (Cr)
Kobber (Cu)
Kviksølv (Hg)
Nikkel (Ni)
Bly (Pb)
Zink (Zn)

Samt prøvetagning og analyse af følgende parametre:
PAH
Olie

En eller flere parametre kan undlades, hvis der foreligger dokumentation godkendt af Miljøkontrollen for, at den ubehandlede jord ikke indeholder tungmetaller, der overskrider grænseværdier, jf. klasse 1 jord ifølge "Vejledning i håndtering af forurenet jord på Sjælland, januar 2000" (bilag 1).

Hvis Miljøkontrollen vurderer, at det er nødvendigt for korrekt anvisning af jorden, kan antallet af parametre til analyse udvides til en eller flere,
  

25. at virksomheden til Miljøkontrollen indsender et analyseprogram for og en beskrivelse af restproduktet og den forventede anvendelse.

Analyseprogrammet skal være indsendt til Miljøkontrollens godkendelse inden drift af anlægget påbegyndes.

Beskrivelse af den behandlede og den forventede anvendelse skal være indsendt til Miljøkontrollen senest 2 måneder efter endt drift.

Jorden vil på baggrund heraf blive anvist af Miljøkontrollen,
   

26. at virksomheden i tilfælde af uheld med konsekvenser for omgivelserne straks anmelder uheldet til Alarmcentralen på tlf. nr. 112.

Virksomheden skal inden 14 dage skriftligt indberette uheldet til Miljøkontrollen. Indberetningen skal ledsages af en redegørelse for årsager til uheldet, en beskrivelse af eventuelle virkninger på miljøet og af foranstaltninger der træffes, for fremover at undgå lignende uheld,


Klagevejledning m.v.

Afgørelsen om miljøgodkendelse vil blive offentliggjort ved annoncering i Amager Bladet i uge 44, 2000.

Afgørelsen kan inden 4 uger skriftligt påklages til Miljøstyrelsen, og eventuel klage skal senest ved klagefristens udløb den 29. november 2000 være modtaget i Miljøkontrollen, Flæsketorvet 68, Postboks 259, 1502 København V, E-mail: miljoe@miljoe.kk.dk.

Afgørelsen kan påklages af afgørelsens adressat og enhver, der har en individuel væsentlig interesse i sagens udfald, samt klageberettigede myndigheder, foreninger og organisationer i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens §§ 98-100.

Virksomheden vil blive underrettet, hvis der inden klagefristens udløb indgives klage fra anden side.

Søgsmål

Opmærksomheden henledes på miljølovens § 101, stk. 1, vedrørende søgsmål. Heraf fremgår det, at såfremt det ønskes at prøve afgørelsen ved domstolene, skal sagen være anlagt senest 6 måneder efter, at afgørelsen er offentliggjort.

Fristen for at anlægge søgsmål udløber således den 24. april 2001.

Ændringer og udvidelser

Virksomheden må ikke udvides, ændres anlægsmæssigt eller driftsmæssigt på en måde, der indebærer forøget eller anden forurening, før udvidelsen eller ændringen er vurderet og eventuelt godkendt i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 33.

Øvrige forhold

Der er med denne miljøgodkendelse ikke taget stilling til eventuel godkendelse efter anden lovgivning, f.eks. byggeloven, arbejdsmiljøloven eller beredskabsloven.

Tomgangskørsel er ikke er tilladt, jf. vedlagte "Regulativ vedrørende adgangen til at lade motoren i holdende motordrevne køretøjer være i gang". Det betyder, at motoren i et holdende motordrevet køretøj ikke må være i gang længere end højst nødvendigt og højst 1 minut.

Affaldshåndtering

Virksomheden skal håndtere alt erhvervsaffald i overensstemmelse med gældende regulativer for Københavns Kommune, herunder benytte en transportør og et modtageanlæg, der indgår i den kommunale indsamlingsordning for det pågældende affald. "Regulativ for erhvervsaffald i Københavns Kommune" vedlægges.

I indsamlingsordningen for farligt affald har virksomheden ligeledes pligt til at benytte transportører og modtageanlæg, der indgår i den kommunale ordning.

Derudover skal Miljøkontrollen altid underrettes, såfremt virksomheden ønsker at importere eller eksportere affald.

Alle kommunens regler om erhvervsaffald er beskrevet og uddybet i "Vejledning for erhvervsaffald", der kan købes hos Mark 1, tlf. 33911400.

Henvendelse vedrørende denne sag bedes rettet til Charlotte Urbak Pedersen.

Med venlig hilsen

 

Per Møller

/Thomas Johannesen

Kopi sendt til:

Arbejdstilsynet
Stadslægen
Danmarks Naturfredningsforening
Københavnernes Miljøforening
Hovedstadens Udviklingsråd

 

1 Farligt affald som defineret i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 299 af 30. april 1997 om affald.
[Tilbage]
  
2 Miljø og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 299 af 30. april 1997 om affald.
[Tilbage]