Anlæggets drift og ydeevne er undersøgt for to jordtyper: En fyldjord bestående af
ler, sand og muld samt en jord fra intakte aflejringer karakteriseret som sandet
moræneler.
Der er ved afviklingen af de to forsøgskørsler konstateret et merforbrug af
fyringsolie på ca. 50% ved behandling af lerjord. Merforbruget skyldes for det første,
at der ved behandling af lerjorden er recirkuleret behandlet jord for at få jorden til at
flyde gennem fødearrangementet. Hertil kommer antageligvis, at lerjordens tendens til at
klumpe betyder en langsommere varmeoverførsel ind i jorden.
Anlæggets produktivitet er derimod ikke påvirket nævneværdigt af den ændrede
jordtype. Produktiviteten har ved begge forsøgskørsler ligget i størrelsesordnen 8-9
ton pr. time.
For begge jordtyper har anlægget vist rensningsgrader på mere end 96% for såvel
olie- som tjærekomponenter, og begge jordtyper overholder efter termisk behandling de
gældende jordkvalitetskriterier.
Indholdet af tungmetaller før og efter behandling er undersøgt i den forurenede
fyldjord. Indholdet af kviksølv reduceres med godt 95% som følge af afdampning.
Undersøgelser af jordens indhold af tungmetaller før og efter behandling viser en
tilsyneladende markant stigning i indholdet af bly. Det har ikke været muligt at
identificere årsagen til denne stigning, men det anses for sandsynligt, at en den
observerede stigning kan tilskrives et uhensigtsmæssigt valg af oplukningsmetode for de
udførte analyser. Medvirkende årsager kan være afsmitning af bly fra selve
behandlingsanlægget og/eller afsmitning fra det anvendte prøvetagningsudstyr.
Frigivelse af tungmetaller fra fyldjorden er undersøgt ved udvaskningstest udført på
prøver udtaget både før og efter termisk behandling.
Udvaskningen af arsen forøges næsten med en faktor 3 som følge af behandlingen. Den
forøgede arsen-udvaskning skyldes antageligvis en observeret stigning i den behandlede
jords pH-værdi.
Udvaskningen af alle øvrige tungmetaller reduceres signifikant ved den termiske
behandling. Effekten er størst på udvaskningen af zink, som reduceres med 97%, mens
effekten er mindst for cadmium, hvor udvaskningen reduceres med 37%. Reduktionen i
udvaskningen af disse tungmetaller skal forventeligt tilskrives forandringerne i jordens
struktur, hvor den termiske behandling medfører tilsodning og sammenkitning af
jordpartiklerne, hvilket reducerer stofudvekslingen mellem væske og partikeloverflade.
Udvaskningen over en længere tidshorisont er søgt modelleret ved et
kolonneudvaskningsforsøg. Dette forsøg indikerer, at reduktionen i tungmetaludvaskningen
er, om ikke permanent, så i det mindste blivende over længere tid.
6.3 Behandlingens
generelle effekt på jorden
Den termiske behandling har en markant effekt på jordens udseende og fysiske struktur.
Der er observeret en gennemgribende sodsværtning af partiklerne i jordmatricen og
analyser af jordens kornstørrelsesfordeling viser et fald i jordens indhold af fine ler-
og siltpartikler. Der er ved mikroskopiering ikke observeret forandringer i
lerpartiklernes mineralstruktur hvorfor ændringerne i kornstørrelsesfordelingen
antageligvis skyldes, at sodsværtningen muliggør aggregatdannelse mellem de ellers
negativt ladede lerpartikler.
Der måles et fald i jordens evne til at binde positive ioner, idet
kationbytningskapaciteten, CEC, reduceres signifikant. At udvaskningen af tungmetaller fra
jorden til trods herfor falder kan derfor tilskrives den gennemgribende sodsværtning, som
må forventes at nedsætte den hastighed, hvormed ionbytningen på partikeloverfladen
finder sted.
Jordens geotekniske egenskaber forandres ikke grundlæggende som følge af den termiske
behandling. Der ses en stigning i den komprimerede jords rumvægt, men samtidig synes
jordens evne til at binde vand at blive reduceret.
Miljøbelastningerne ved den termiske desorption primært forbundet til et meget stort
energiforbrug, som dels medfører tæring på ressourcerne af olie, gas og kul, dels i
høj grad bidrager til en række globale og regionale miljøeffekter, som f.eks.
drivhuseffekt.
Set fra et miljømæssigt perspektiv må det generelt for termisk behandling af
forurenet jord anbefales, at metoderne kun tages i anvendelse, når der er en åbenlys
samfundsmæssig gevinst ved det, dvs. når der er tale om forurenet jord, som ikke kan
behandles på mere ressourcebesparende vis, og når oprensningsresultatet samtidig er så
godt, at den behandlede jord reelt får en brugbar anvendelse.
De her gennemførte forsøg med termisk jordbehandling har dog resulteret i et, udfra
et anvendelsesmæssigt synspunkt, veldefineret og homogent produkt, hvor indholdet af
carcinogene PAH-forbindelser er nedbragt væsentligt og hvor frigivelsen af tungmetaller
til porevandet generelt er reduceret. Den termisk behandlede jord må derfor anses for
velegnet til visse anlægstekniske formål, hvor anvendelsen sker under velkontrollerede
forhold, og hvor den efterfølgende arealanvendelse ikke er sensitiv.
Jordrensning ved termisk desorption er for dette anlæg kalkuleret til et
omkostningsniveau i størrelsesordenen 775 kr. pr. ton.
Der er i driftsperioden registreret et forbrug af fyringsolie svarende til en
omkostning på ca. 250 kr pr. ton. Det bemærkes, at olieforbruget under
forsøgskørslerne har varieret med ca. 50% afhængigt af behandlet jordtype, ligesom
prisen på fyringsolie i driftsperioden har varieret med ca. 15%. Behandlingsprisen på
anlægget vil derfor være meget følsom overfor jordtype, vandindhold og de aktuelle
energipriser.
Om end mulighederne for at genanvende den tungmetalforurenede fyldjord forbedres ved
den termiske behandling, skønnes jorden ikke at have fået en egentlig kommerciel værdi.
En markant reduktion i udvaskningen af visse tungmetaller modsvares af en stigning i
arsen-udvaskningen, og jorden skal fortsat behandles som såkaldt kategori 3-jord jf.
Miljøstyrelsens bekendtgørelse om genanvendelse af jord og restprodukter.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|